Kapitel 57

Pigen sad på en stol midt i studiet og lignede en engel. Hun var klædt i en prunkløs bondebluse af lyst hør. Smykker bar hun ikke, bortset fra en simpel ravkæde, der glimtede af sommer på hendes hvide hals. De gyldne slangekrøller duvede let omkring det billedskønne ansigt, mens hendes klare øjne strålede af liv og fængede ved første blik. Naturlig som en drøm, ren og rigtig, perfekt, hvis man huskede at beskære hendes modeslidte, stramme cowboybukser og udfordrende sorte læderstøvler. Sådan som kameraet gjorde.

Erik Mørk kunne dårligt få øjnene bort; hun sugede hans syn. Som soldug i juli.

Instruktøren hersede. Uden at kigge direkte på pigen koncentrerede han sig om en overdimensioneret tv-monitor på bagvæggen, hvor hendes øvre halvdel blev gengivet. Indimellem udstedte han instrukser til kameramanden og intervieweren.

– Vi tager den med misbruget igen.

Pigen brokkede sig.

– Åhhr, det er mindst tiende gang.

– Det er kun sjette, og du er god, rigtig god, men du kan blive endnu bedre. Det behøver kun være starten, resten sidder fint. Er du klar?

– Okay, okay, men så må det sgu også være nok.

Hendes ansigt ændredes på et splitsekund fra råt til sødt. Instruktøren sagde:

– Stikord: Du er selv blevet misbrugt som barn.

Intervieweren ekkoede. Dog med passende indføling.

– Du er selv blevet misbrugt som barn?

Hun slog blikket ned og svarede ikke. To tårer trillede ned ad hendes kinder, men stadig sagde hun intet, og tavsheden skreg ind i kameraet. Så rettede hun hovedet op og tørrede sine kinder. Hendes første sætning var tøvende. Forsigtig og usikker.

– Ja, jeg blev misbrugt, da jeg var barn.

Derefter blev hun afklaret og fastere i stemmen, samt en smule undrende.

– Misbrugt, misbrugt kalder du det. Det lyder, som om jeg blev tvunget til at gå med aviser uden at få løn. Det er de voksnes pæne omskrivning.

Hun lød nu høj og klar. Anklagende, men ikke hysterisk endsige aggressiv.

– Jeg blev voldtaget. Fra jeg var ni til jeg var fjorten, blev jeg voldtaget. Ofte, rigtig ofte – det var en god uge, hvis jeg blev voldtaget mindre end tre gange, og det stod på måned efter måned og år efter år. Det er derfor, jeg har nedlagt undervisningen i dag, og det er derfor, at ofrenes skæbne interesserer mig mere end forbrydernes.

– Og du mener, at det nytter noget?

Hun overhørte spørgsmålet. Det var tredje gang, Erik Mørk oplevede netop den passage, alligevel virkede den nøjagtig så stærkt som første. Fortvivlelsen og afmagten strømmede med ét ud af hendes kønne ansigt.

– Du skulle se min bror. Han kunne overhovedet ikke klare det, i dag er han noget så forfærdelig syg, og nu har de ikke engang en seng til ham på klinikken.

Lysten til at holde om hende stjal hans opmærksomhed. Bare knuge hende forsigtig indtil sig et lille øjeblik, trøste og skærme hende. Han skød tanken fra sig som absurd, men trådte ubevidst et par skridt frem.

Intervieweren lod hende holde pause uden at indskyde spørgsmål. Da hun igen talte, var hun mere fattet, og hendes stemme var lavere.

– Hvor var de voksne, da jeg mest havde brug for dem? Hvor var min mor? Min familie? Mine lærere? Pædagogerne? Alle de, der skulle passe på mig?

Hun vendte hovedet i et ryk og talte direkte til kameraet. Instruktøren afbrød.

– Okay, cut. Den der drejning er vi nødt til at terpe et par gange, før den sidder spontant. Det er for hurtigt.

Pigen snerrede surt:

– Før var det for langsomt.

– Ja, og nu er det som sagt for hurtigt. Og så skal du helst være en anelse mindre anklagende, gerne med et skær af usikkerhed. Giv dig mere tid, så du ikke remser op. Kan du klare alt det på én gang?

Erik Mørk havde svært ved at forestille sig, hvad han mente. Lige indtil han så pigen, så vidste han det godt. Hun kom igennem passagen med bravur og fik lov at fortsætte.

– Hvor var I henne? Og hvor er I nu? Hvorfor tillader I pædofile foreninger? Hvorfor straffer I almindelig voldtægt hårdere end voldtægt mod børn? Hvorfor …

Instruktøren afbrød hende.

– Tak, tak, det var udmærket.

Pigen rettede sig op, og hendes udtryk ændredes til ingenting.

– Hvad gør jeg, hvis jeg bliver afbrudt?

– Det bliver du ikke, men der er en detalje …

– For pokker, du bliver ved og ved.

– Kan du prøve at være lidt mere ked af det, når du taler om din bror?

– Jeg kan grine, når jeg taler om min bror.

Der var pause. Intervieweren forlod studiet, pigen, kameramanden og instruktøren gik hen til Erik Mørk. Instruktøren sagde:

– Hun er det mest lysende talent, jeg nogensinde har arbejdet med. Hun kan rødme så klædeligt som dyden selv, hun kan græde, så det rører en inkassochef, hun kan smile solen frem en vinternat, frasering, toneleje, udseende – hun har det hele, og så er hun tillige lærenem.

Han talte, som om pigen ikke var der. Erik Mørk var enig. Hendes mediepotentiale var i særklasse; til trods for det følte han et stik af bekymring.

– Men det hun siger, er det også, hvad der … skete med hende?

– Skete? Jeg forstår ikke, hvad du mener.

– Ja, altså skete i virkeligheden.

Instruktøren gik. Erik Mørk kiggede forundret efter ham, så spurgte han kameramanden:

– Hvorfor skred han? Blev han sur eller hvad?

– Det skal du ikke tage dig af, han er lidt excentrisk. Der er ord, han ikke kan tåle, men vi er heldige at have en kapacitet som ham, han er fabelagtig.

Erik Mørk nikkede, som om han forstod. Kameramanden uddybede:

– Du skulle tage at læse hans bog. I den globale landsby er kameraet Gud, eller Alle jokker på biller, ingen på mariehøns. Det er to af hans mest berømte citater.

– Tja, det er der måske noget om.

– Noget om, du fatter det ikke, vel?

– Nej det gør jeg sikkert ikke.

Manden hev en pakke smøger frem. Han bød pigen, der rystede på hovedet uden at svare, så slog han en cigaret ud og satte den bag øret, mens han rodede i sine lommer efter en lighter.

– Så du hende moren i går? Hende i ruinerne af boligblokken. Det var et indslag fra CNN.

Erik Mørk bekræftede, det indslag havde han set lidt af.

– Hun var castet helt i skoven. Alene opsætningen var en katastrofe. Sort heldragt, uplejet hud og øjenbryn som manen på en pony, og kan du huske, hvordan hun hylede? Klagede, så underteksterne dårligt kunne følge med, smed sig frem og tilbage, fægtede med arme og ben og rullede med øjnene som en skamskudt skorstensfejer. Sandheden er, at hun bommede sin eneste chance. Folk har flovet sig i millionvis, og hvor tror du, at hendes døde børn er nu? De er zappet hele vejen over på sidste side i glemmebogen.

Han tændte cigaretten og tilføjede:

– Du spurgte, hvad der skete, men hvad der skete, handler om fremtiden, ikke om fortiden. Det er derfor, vi øver.

Erik Mørk indså logikken. Naturligvis havde han ret.

– Jeg ved det godt. Det føles blot … sådan jeg ved ikke … besudlende måske.

– Er du ikke i reklamebranchen?

– Jo, det er jeg.

– Hvad er så problemet? Hun var fantastisk i forvejen, vi gør hende genial. Ja, hun skal naturligvis styles, så det ser ud, som om hun ikke har makeup på, men det sker først i overmorgen, når det er alvor. Du skal også nok få nogle eksklusive billeder til din hjemmeside. Sort-hvid tror jeg; hun ligger mest til sorthvid. Og så bare vent til du ser indslaget, du vil blive begejstret.

Pigen stod ved siden af, og så ud til at kede sig bravt. Pludselig sagde hun:

– Sig mig, har du lagt hjernen derhjemme? Per Clausen sagde ellers, at du var så klog. Selvfølgelig skal jeg øve. Øvede du dig ikke på din døde søster?

– Hvordan ved du det?

– Ja, hvad tror du selv? Fordi jeg var der, da du fortalte om hende. Nå, øvede du dig eller ej?

– Jo, men … det var ligesom anderledes.

Hun opgav ham med et skuldertræk og spurgte utålmodigt ud i studiet:

– Skal vi ikke snart videre, jeg er ved at få fnat af denne her stenaldersæk.