Kapitel 63

Anni Staal ventede på Konrad Simonsen.

For kort tid siden havde Anita Dahlgren ringet og fortalt, at hendes føler fra før havde båret frugt.

– Kilometerstenen på Rådhuspladsen klokken to, og Konrad Simonsen har fem minutter.

Anita Dahlgren havde afbrudt, inden Anni Staal nåede at sige hverken buh eller bæh, så meget andet end at møde op kunne hun derfor ikke gøre, og i realiteten var hun i tvivl om, hvorvidt hun havde misforstået beskeden, indtil hun opdagede chefkriminalkommissæren komme hastende hen mod hende. Han så fortravlet ud og spildte da heller ikke tiden med overflødige høfligheder.

– Beklager stedet, men jeg havde ærinde i nærheden, og det var, hvad jeg kunne finde på i skyndingen, men lad os springe ud i det. Jeg hører, at du vil have et interview, et længere et oven i købet.

Anni Staal smilede tilfreds; indledningen lød lovende.

– Det vil jeg meget gerne, og det jeg håber også, at du vil. Vi har brug for hinanden.

– Måske har du ret, selvom jeg indrømmer, at det tog tid, før jeg indså det fornuftige i sådan en mesalliance, og lad os få på det rene, at jeg ikke kan fordrage din sprøjte i almindelighed og foragter din behandling af min drabssag i særdeleshed.

Hun omgik hans mishag med en kort klistret latter og sagde så:

– Men du er kommet frem til, at politiet har et imageproblem?

– Som du har været godt med til at skabe.

– Så er det jo fint at få din vinkel frem.

– Ja, det er det vel, men jeg har nogle betingelser, og det er take it or leave it, der er ingen forhandling.

– Sig frem.

– Jeg vil have et højtideligt juridisk dokument, der er underskrevet af både dig, din chefredaktør og én fra direktionsgangen, hvoraf det fremgår, at I ikke kan bringe en linje af interviewet, før jeg har gennemlæst det og skriftligt givet min godkendelse. I må heller ikke trykke de informationer, jeg giver jer, hverken direkte eller indirekte, og gør I det, skal det koste jer fem millioner kroner til Røde Kors.

Anni Staal behøvede ikke overveje mange sekunder, alligevel indskød hun:

– Du stoler ikke meget på os.

– Jeg stoler på, at det eneste I har respekt for, er penge; specielt penge ud af lommen.

– Du har dit dokument på din privatadresse med bud i løbet af aftenen.

– Meget fint, smid det ind ad brevsprækken, jeg er ude. I morgen klokken ti på Dagbladet?

– Hvad med hjemme hos dig selv? Privat.

– Du må være syg.

– Ikke helt, hvis du vil ud til folket, må du invitere det hjem. Det giver mig en god mulighed for at fremstille dig mere menneskelig, altså ikke kun hjerne, også hjerte. Tro mig, jeg ved, hvad jeg taler om.

Anni Staal krydsede fingre. Tanken var ham tydeligt imod, men hendes argument bed. Der gik længe, før han endelig svarede:

– Hos mig klokken ti, nul fotografer.

– Glimrende, klokken ti hos dig, og fotografen tager kun et enkelt billede af os to, hvor vi sidder og taler, så går han igen, Amager og halshug.

Konrad Simonsen slog ud med hånden i en ærgerlig attitude, hvilket hun tog som en bekræftelse. De skiltes uden hjertelighed.

Ingen kunne beskylde Anni Staal for at hvile på sine laurbær. Solointerviewet med Konrad Simonsen var en kæmpetriumf, men tilbage på arbejde skød hun tanken fra sig og var de følgende timer fuldt koncentreret om morgendagens avis, således også da hun afviste et artikelforslag fra sin elev og samtidig fik kvitteret for pigens flabede telefonkultur tidligere på dagen. Hun smed et sammenfoldet sæt papirer på hendes skrivebord.

– Det her kan du godt skrotte.

Anita Dahlgren kiggede op med en arrig grimasse, afslaget kom ikke bag på hende.

– Har du overhovedet læst det? Han blev skåret i panden, mens han var besvimet.

Anni Staals stemme var kold og ordvalget en smule mere kynisk og provokerende, end hun egentlig følte. Nu havde hun fået sit interview, og så var der ingen grund til yderligere at tækkes tøsen.

– Jeg er ligeglad, om de så har skåret pikken af ham, det du har skrevet, er ikke vores linje, og det ved du udmærket. Det er ikke, hvad folk ønsker at læse, og, min snut … det bliver ikke trykt.

Anita Dahlgren rejste sig og hendes stemme var skinger.

– Jeg er ikke din snut, og du skulle selv tage at passe gevaldigt på. Tingene er ikke altid, som de ser ud til at være. Hvis det nu viser sig, at motivet i din slagtersag er lidt mindre ædelt end at ophænge pædofile til skræk og advarsel – ja, så eksploderer hele det her ensidige svineri lige op i hovedet på dig. Vent du bare til dit elskede folk forlanger en syndebuk, så kender jeg én, der får slemme smæk i sin fede mås.

Anni Staal stivnede, mens hendes advarselslamper trak stærkstrøm, og flere kollegaer kiggede. Selv på en arbejdsplads, hvor tonen gerne var direkte og ramsaltet, var elevens talemåde groft grænseoverskridende. Det var nu ikke fornærmelsen, som generede stjernejournalisten.

– Hvad mener du? Prøv at uddybe det.

Det ville Anita Dahlgren ikke. Hun tog sin håndtaske og gik sin vej.

– Jeg beskytter mine kilder.

Anni Staal arbejdede videre, men bemærkningen fra Anita Dahlgren var svær at ryste af, og den sad nagende i hende resten af dagen. På et tidspunkt så meget, at hun seriøst overvejede at kontakte sin politikilde nummer et, uagtet at hun vidste, at han ville blive edderrasende, men det blev ved tanken, for ud på aftenen ringede han selv. Med en besked der føltes som et déjà-vu fra om morgenen.

– Parkeringspladsen ved medborgerhuset i Nansensgade om en halv time, og sørg for at have nogle kontanter med.

Hun nåede dårligt at bekræfte, før han afbrød.

Da hun ankom, sad Arne Pedersen og døsede i sin bil. Hun satte sig ind ved siden af ham.

– God aften, min lille sangfugl. Så sent ude. Er økonomien begyndt at trykke igen?

Hendes ord sårede, og Arne Pedersen tænkte, at han hadede hende mere, end godt var.

– God aften, Anni. Jeg ville ønske, at du ikke kaldte mig sådan, det generer mig.

Hun undskyldte, klar over at hun havde dummet sig.

– Det var bestemt ikke min mening, jeg beklager. Men fortæl, fortæl … hvad har du til mig?

– Det kommer til at koste dig femtusinde, og du bliver nødt til at få det bekræftet hos Simon selv, før du trykker det. Min chef er begyndt at holde kortene helt tæt til kroppen. Han stoler efterhånden ikke på nogen, ikke engang på mig, kun på Kasper Planck. Det er sgu helt paranoidt. Sagen er ved at brække ham itu, og stemningen på HS skraber bunden.

Han tænkte ironisk, at helt forkert var beskrivelsen ikke.

– Femtusinde er mange penge.

– Måske, men nu skal du høre, hvad der er endnu flere penge. Fem gange ferietur til Thailand à 24.000, plus fem gange cirka 20.000 i lommepenge, det er knap 250.000. Dertil kommer tre dankort, hvis tidligere indehavere var mere end villige til at udlevere pinkoder, da der kom gang i motorsaven, resultat – yderligere 110.000. Endvidere er Frank Ditlevsens konto i Zürich lænset for omtrent to millioner, så summa summarum over 2,3 millioner, og det er endda kun foreløbigt, der dukker hele tiden nye beløb op. Jeg har kontoudskrifter med fra de seneste tre uger over to af ofrene, så kan du selv se. Husk at de døde for fjorten dage siden og bemærk datoerne for de sidste udtræk, men jeg skal have papirerne igen. Hvis du sætter dem i avisen, bliver jeg naglet hurtigere, end jeg kan nå at sige ups.

Anni Staal kiggede nøje bankudskrifterne igennem. Hendes stemme lød ophidset, da hun var færdig:

– Hvad betyder det her?

– Det var rovmord.

– Hvad er det, du fabler om? Rovmord?

– Glem alt om den ophøjede hævner, og glem al virakken, det er kun blindgyder og røgslør, motivet var usselt mammon.

– Men det er jo forfærdeligt, er du sikker?

– Nej, kun firs procent, det er jo det, jeg siger. Du må prøve at få det bekræftet hos Simon, men jeg kan give dig en gratis ekstra nyhed. Han vil bevilge dig et interview. Det fortalte han mig for lidt siden.

– Det har han allerede gjort. Jeg skal mødes med ham i morgen formiddag.

– Nå, han har aftalt det; ved du så også, at han tager til Riga i weekenden? Bagmændene er fra den baltiske mafia, i samarbejde med pølsemanden, men han prøvede at snyde dem. Det lettiske politi snuppede en af dem i går, og jeg tror ikke, at det varer så længe, før han taler. Derovre er politiets metoder jo noget mere håndfaste end vores.

Anni Staal rynkede brynene. Hun var langtfra dum.

– Hvorfor holde det så hemmeligt?

– Simon samler stille og roligt beviser, mens alle andre tror, at motivet er … skal vi sige seksualpolitisk. Ikke engang Helmer Hammer er informeret, det ved jeg positivt. Jeg tror, at Simon ønsker at give hele befolkningen en lærestreg. Intet mindre. Lade svinehunden stege i sit eget fedt. Det sidste er et citat. Sådan sagde han til Kasper Planck den anden dag, men dengang forstod jeg det ikke. Det tror jeg, at jeg gør nu. Og så vil han naturligvis være hundrede procent sikker, før han går til offentligheden, nu vores troværdighed er i bund, og halvdelen af landet tror, at vi tilbageholdt oplysninger om, at ofrene var pædofile.

– Men, men … altså, der er hundrede ting, Per Clausen, ham pedellen, hvor passer han ind?

Arne Pedersen havde ventet spørgsmålet. Han svarede roligt.

– Han var nyttig idiot, men sandheden gik op for ham. Da var det bare for sent. Ligene lå på obduktionsbordene, og bagmændene var over alle bjerge. Hvorfor tror du, at han begik selvmord?

Anni Staal nikkede modstræbende.

– Hvad så med pølsemanden? Han dræbte sin egen bror?

– De hadede hinanden af et ærligt hjerte og var lige afstumpede begge to.

– Men hvordan så da pølsemanden selv blev dræbt? Jeg mener … hele det menageri med træet, hvad skulle det gøre godt for? Det undrer alle sig over.

Han smilede underfundigt og tænkte, så det knagede, her var en smutter.

– Du kender vist ikke meget til lettiske ordsprog, men de der gør, forstår nok budskabet. Blomsten skænkes de trofaste, grenen rammer de svigefulde. Fyndordet har rod i den russisk ortodokse kirke, men fortæl mig nu – er det her ikke femtusinde værd?

Hun svarede ikke umiddelbart. Forsøgte tænksomt at samle trådene. Endelig sagde hun:

– Hold da op, der kommer til at rulle hoveder, jo, det er femtusinde værd.

Arne Pedersen smilede stille.