Kapitel 65

På Rådhuspladsen i København sneg en ung kvinde sig fra det ene skjul til det næste, idet hun gemte sig bag tilfældige nattevandrere, plakatsøjler og parkerede biler. Til sidst lykkedes det hende at smutte uset ind i en port ganske tæt på den mand, hun ville overraske, og da han lidt efter drejede hovedet og kiggede væk, løb hun på tåspidserne de sidste ti meter hen bag ham. Hun satte en finger på hans nakke.

– Bang, du er død.

Malte Borup vendte sig.

– Hej, Anita. Hvor kom du fra?

– Jeg dumpede ned fra himlen. Du er da en elendig politispion, når man sådan kan snige sig ind på dig uden videre.

– Jeg er ikke politispion.

– Det er godt det samme, du ville ikke overleve mange timer. Men kom nu, og husk at vi er kærester.

Hun lagde en arm om livet på ham og hev ham med.

Det var godt otte timer siden, de blev introduceret for hinanden, og alligevel syntes Anita Dahlgren, at hun havde kendt ham i årevis. Fra første øjekast havde hun haft den følelse. Det faldt i McDonald’s på Strøget i København.

Hun sad allerede bænket, da Arne Pedersen og Malte Borup ankom. Så snart hun så dem, rejste hun sig og tog imod. Kriminalassistenten fik til sin overraskelse en varm omfavnelse, hvorefter hun vendte sig mod sin samarbejdspartner. Han så sød ud. Hun nejede koket, mens hun rakte hånden frem.

– Anita Dahlgren, journalistelev, og du må være computer-spiongeniet.

Malte Borup besvarede hendes hilsen. Titlen accepterede han.

– Ja, det er mig. Jeg hedder Malte.

De satte sig og fordelte de tre colaer, som mændene medbragte. Arne Pedersen lagde ud med en formaning.

– I er begge klar over, at det I laver, dels er ulovligt og dels sker i privat regi. Det er en anden måde at sige på, at hvis I bliver opdaget, så tager I hele skraldet, og I skal vide, at vi simpelthen nægter enhver indblanding i noget som helst. Det er ikke rimeligt, men sådan er det.

De to unge nikkede, og Malte Borup understregede med et kort yes. Anita Dahlgren satte hænderne under hagen og kiggede ham dybt i øjnene.

– Hvor lang tid tager det at installere?

– Et minut på remote computeren, to minutter på din computer, og fra et til fem minutter for at lære dig programmet.

– Det bliver nok et halvt, jeg er ret kvik.

Arne Pedersen måtte puffe hende på skulderen for at få øjenkontakt. Han spurgte:

– Hvordan kommer I ind?

– Planen er at bruge døren. Det er derfor, at vi er kærester. Kan du ikke huske, hvad Kasper Planck sagde?

Malte Borup kiggede usikkert på Arne Pedersen.

– Øh, kærester?

Anita Dahlgren spurgte spidst:

– Har du ikke fortalt ham det?

– Nøh, ikke sådan helt, det tænkte jeg var bedre, at du selv gjorde. Det virkede ligesom mere rigtigt, men det ser jo ellers ud, som om I udmærket kan klare jer alene, så jeg smutter med det samme. Jeg var jo også nærmest med for at præsentere jer. I kan dele min cola, jeg har ikke drukket af den.

Han rejste sig hurtigt og skyndte sig ud, inden Anita Dahlgrens blik nåede at brænde igennem hans jakke og koge ham ihjel.

Malte Borup prøvede igen:

– Øh, kærester?

– Ja, du ved – sådan nogen, der går hånd i hånd og er søde ved hinanden. Har du en kæreste?

– En kæreste? Nej, det har jeg vist ikke.

– Det er fint. Det har jeg heller ikke. Nu er vi kærester.

– Øh, nå. Altså ja. Jeg mener tak …

Hun smilede til ham.

Portvagten tog pænt imod dem.

– Hej, Anita. Det var sent, har du glemt noget?

– Ja, jeg skal udskrive et par filer. Har du ikke et gammelt gæstekort, så min kæreste kan komme med op? Hvis han skal stå hernede og fryse, risikerer jeg at miste ham, og jeg er ret glad for ham.

– Det er ikke nødvendigt, der er ikke et øje, gå I bare ind.

Uden at forhaste sig slentrede de hen til elevatoren. På vej op spurgte Malte Borup:

– Kan du ikke lide din chef?

– Ikke på en tønde land. Hun er simpelthen så … så ad, bad, blishøne.

– Ad, bad, blishøne?

– Nemlig.

De kørte lidt, så tilføjede hun:

– Jeg er en af Pyrenæerne inden for sprogfornyelse. Det er man nødt til at være som journalist.

Han nikkede alvorligt, og hun slog ham i siden.

– Det var en vittighed, dit drog. Forstod du den ikke?

– Nej, jeg er ret fattesvag, undtagen med teknik.

De næste minutter bekræftede Malte Borups sidste påstand, og kort efter var hans programmer installeret på henholdsvis Anni Staals og Anita Dahlgrens computere.

– Så er det i orden, nu skal du se. Hvis du går ind i din browser og skriver Garfield i adressefeltet – ikke www eller http eller noget – bare Garfield, så gengiver browseren den anden maskines skærmbillede, og så kan du følge med i, hvad hun laver. Hvis der kommer nogen, og du vil hurtigt ud, trykker du space. Er du med?

– Også i den grad, Garfield og mellemrum.

– Nemlig. Skriver du Garfield skråstreg kode, kan du se hendes id og kodeord, men først når hun har logget sig på næste gang. Husk det er skråstreg, ikke backslash. Derefter kan du logge ind som hende. Gerne på din egen maskine og gerne mens hun også er på, hvis du vil. Så kan du læse hendes mail. Eller sende mail i hendes navn.

– Garfield skråstreg, ikke backslash kode, og jeg stjæler hendes id og password.

– Rigtigt. Hvis du vil koble dig op som hende, så slukker du din egen maskine og tænder igen, mens du har denne her diskette i dit drev. Du vil ikke opleve nogen forskel, men den gør, at ingen efterfølgende kan se, hvilken computer du har brugt.

– Boot på spiondiskette, hvis jeg vil kobles ind som hende.

– Ja, og så den sidste ting. Hvis du trykker Control, Alt, Escape så slettes mine applikationer og ingen ved, hvad du har haft gang i, men så kan du selvfølgelig heller ikke bruge programmerne mere. Og du kan ikke fortryde.

– Control, Alt, Escape og jeg er ren som sne.

– Øh, det var det.

– Det var hurtigt.

Anita Dahlgren hoppede ned fra skrivebordet og gav ham et kys. Ikke helt kort.

– Hvorfor gjorde du det? Her er jo ingen?

– Bedre at være på den sikre side.

Hun smilede kærligt til ham. Han gengældte genert.

Ind over byens tage slog rådhusuret tolv, og en ny dag begyndte.