Kapitel 66

Konrad Simonsen støvsugede. Aftalen med Anni Staal faldt så uheldigt som overhovedet muligt i forhold til udseendet af hans hjem. Hver anden søndag kom hans rengøringshjælp, hvilket her og nu efterlod ham med næsten to ugers støv og snavs, så medmindre han ville risikere at fremstå malproper overfor Dagbladets mange tusinde læsere, var støvsugeren eneste udvej. Aktiviteten blev brat afbrudt, da en sok invaderede mundstykket og blokerede luftindtaget, hvad han tog som et tydeligt tegn fra højere magter om at alt godt kunne overdrives. Han stoppede. Der var heller ingen grund til at falde i den anden grøft og måske blive hængt ud som sygelig steril.

Kort efter ringede det på døren, og udenfor stod manden fra hospitalet.

– Godmorgen, hr. Simonsen. Ja, tingene gik hurtigere, end jeg troede. Ham din unge medarbejder er talentfuld, og med den rette øvelse bliver han såmænd helt god på et tidspunkt, men du burde nu lade ham gøre sin uddannelse færdig.

Konrad Simonsen trådte til side. Manden gik indenfor, men stoppede i gangen uden at gøre mine til at tage sit overtøj af. Han rakte en kuvert frem.

– Enogfyrre mænd har vi fundet, der alle mere end én gang har kontaktet Rigshospitalets omstillingsbord i perioden 2002 til 2005 og endvidere har boet i Trundholm Kommune i perioden fra 1965 til 1980. Forudsætter vi, at manden er enlig, i alderen 25 til 40 år og ikke har været indlagt på Rigshospitalet, kan listen reduceres til fire, hvoraf den ene er emigreret fra landet i foråret 2005, så ham kan du muligvis se bort fra. Men vi tog ham med, fordi han har boet i samme landsby som dine to dræbte brødre. Han er den første på listen.

Konrad Simonsen modtog kuverten og takkede. Manden fortsatte:

– Og så var der denne her, hvilket minder mig om, at din gæst fra Dagbladet er forsinket. Hun har problemer med sin fotograf. Han har sovet over sig, så hun er endnu ikke taget hjemmefra.

Han overrakte telefonen. Konrad Simonsen sagde:

– Jeg kan forstå, at dine tekniske fiksfakserier fungerer.

– Naturligvis gør de det. Det er simplere, end man skulle tro, hvis man ellers har den rette viden og adgang. Og den er nem at bruge. Den ringer, hver gang hendes mobil får forbindelse med en anden telefon, uanset hvem der kontakter hvem, og så tager du den og lytter med i samtalen. Hun, eller den hun snakker med, kan ikke høre dig, og når opringningen slutter, eller du ikke gider lytte mere, afbryder du blot, men du kan ikke bruge den som almindelig telefon. Den virker simpelthen ikke.

– Er der ingen fare for, at du bliver opdaget?

– Ikke i min ende, i så fald skulle jeg opdage mig selv. Risikomæssigt er det dig, som er det svage led, så når du engang er færdig, henter jeg kalorius igen.

Konrad Simonsen grinede.

– Det ville ellers lette mit arbejde betydeligt med sådan en tingest til hverdag.

Manden svarede illusionsløst:

– Vær ikke så beskeden, tænk stort. Det er meget smartere, hvis vi alle får indopereret en borgerchip, så staten kan passe på os.

Trods overdrivelsen understregede ordene, hvilken sti de betrådte, og ingen af dem kommenterede emnet yderligere.

I det samme ringede Anni Staals kopitelefon, og manden rakte den til Konrad Simonsen, der bestod sin debut med glans. Han lyttede med, mens en uvant følelse af blufærdighed fik ham til at vende ryggen mod sin gæst. Samtalen var kort. Fotografen var blevet udskiftet med en friskere, og journalisten var nu på vej.

Konrad Simonsens samvær med den skrivende presse i form af Dagbladets udsendte kriminalreporter Anni Staal var fra start ikke frit for en vis anspændthed. Fotografen fik hurtigt sit arbejde fra hånden og gik sin vej. Tilbage sad de to kamphaner og følte sig forlegne. Men det viste sig hurtigt, at de havde mange fælles berøringsflader – om end fra hver deres udgangspunkt – og det første kvarter gik med uforpligtende småsnak. Den anstrengte stemning forduftede til fordel for en art væbnet gemytlighed, og indimellem fandt de sågar plads til smil og grin.

Derefter skred de til arbejdet. Anni Staal foreslog dialogen opdelt i to afdelinger.

– Vi starter med at samle materiale til dit portræt. Jeg spørger, du svarer, og senere skriver jeg det hele sammen. Bagefter laver vi et klassisk interview om din aktuelle drabssag, hvor jeg citerer dig direkte og i udgangspunktet uredigeret.

Konrad Simonsen indvilgede, og den næste time talte de løst og fast om hans person og hans arbejde. Hendes spørgsmål var præget af stor indsigt i hans virke, og selvom fokus ofte var banalt og sladderpræget, afkrævede hendes professionalisme respekt, ligesom hendes detailkendskab til enkeltsager var imponerende. Konrad Simonsen slappede dog aldrig af: dels havde han sin egen skjulte dagsorden at følge, og dels fornemmede han bag hendes velvillige facade hele tiden at være til eksamen. Eller måske skyldtes det blot, at i de fleste arbejdsrelaterede samtaler han havde, var det ham, der svingede taktstokken, ham, der bestemte spørgsmålene, og ham, der kunne klemme folk efter behag.

Kun to gange følte han hendes spørgsmål direkte ubehagelige.

– Du benytter fra tid til anden parapsykologisk assistance. Tror du på åndemageri og poltergejster?

Emnet var et minefelt, men han fik nogenlunde smøget sig udenom. Nedtonede og afbalancerede bidraget fra de klartseende og gav et par anonymiserede eksempler på, hvorledes han i visse tilfælde var blevet hjulpet.

Det andet emne, der fik ham frem i sædet, berørte hans eget forhold til pressen.

– Du er i journalistkredse kendt som arrogant og usamadbejdsvillig. Altid afvisende og ofte grov; hvad skyldes det?

I stedet for at kaste sig ud i en lang forklaring omkring sit syn på kriminalitet, underholdning, avissalg og seertal, erkendte han ærligt:

– Det er en af mine svage sider. Jeg egner mig sikkert bedre som efterforsker end som informationsmedarbejder.

Og så var der ikke rigtigt mere kød på det ben.

Pludselig opstod en episode, der kunne være blevet fatal. Anni Staals mobiltelefon ringede; hun undskyldte og tog den. Straks kimede hendes kopitelefon, som lå i vindueskarmen og ekkoede sin master. Han skyndte sig at slukke den. Anni Staal havde intet bemærket, og da hun var klar, havde han været i køkkenet og sunde sig. Han afsluttede den sætning, han var i gang med før afbrydelsen:

– Men som sagt, nogle gange fører den sjuskede efterforskning til tiltale og domfældelse, mens den dygtigt gennemførte ikke gør. Det lærer man at acceptere, og så ellers hurtigt glemme, at arbejdet er uretfærdigt indimellem. Og om lidt er der frisk kaffe.

Anni Staal nikkede taknemmeligt.

– Det lyder dejligt. Ja, egentlig bør jeg skære ned; jeg bæller mindst tyve kopper om dagen. Nå, men det gik jo fint. Jeg tror, jeg har nok nu. Er der nogle ting, du har lyst til at tilføje? Eller noget, du synes, der mangler?

– Jeg vil ikke have, at du nævner min datter ved navn, og allerhelst vil jeg foretrække, at du helt udelader hende.

Journalisten nikkede, mens hun rakte hånden ud og afbrød sin båndoptager.

– Det kan jeg egentlig godt forstå, tiderne taget i betragtning. Så okay – jeg dropper hende.

Han tog en Piratos fra en skål på bordet og lod den hurtigt glide rundt i mundhulen. Så snerrede han:

– Man kan aldrig vide, hvilke perverterede møgdyr, der er løs derude.

– Hvabehar, det der fik jeg ikke fat i.

Sætningen var løbet ham af munden. Han rømmede sig og glattede ud.

– Ikke noget, det er ligemeget. Tak, fordi du undlader min datter.

– Velbekomme, bortset fra at der ikke er meget at takke for. Du sidder jo selv med den lange ende.

Han grinede, mere selvsikker end han egentlig følte sig.

– Ja, det gør jeg vel.

– Lad os gå videre til den aktuelle afdeling, altså din højprofilerede drabssag. Jeg forestiller mig som nævnt, at den bliver behandlet i et normalt interview, det vil sige med dine svar på mine spørgsmål. Direkte citeret.

– Og det er som sagt fint med mig.

– Glimrende, det bliver vi jo så ikke uenige om. Jeg skifter lige bånd.

Hun fandt et nyt bånd frem fra sin taske og hev plasticindpakningen af. Normalt brugte hun digital diktafon til sine interview, men en båndoptager gav flere naturlige pauser, og det var netop, hvad hun havde brug for. Pertentligt skrev hun et par linjer på den medfølgende karton, før hun satte båndet i båndoptageren. Imens forklarede hun:

– Ja, det blev en god gammel båndoptager i dag. Mit digitale vidunder af en lydoptager skratter værre end en lakplade, og ingen af it-folkene kan reparere den.

– Jeg kender det; de fleste af mine folk foretrækker også deres oldnordiske båndoptagere frem for vores ustabile diktafoner.

Konrad Simonsens tale var konverserende som hendes, men indvendigt mærkede han spændingen stige, og han lænede sig påtaget roligt tilbage i sofaen. I tankerne havde han givet mange gæt på, hvordan hun ville gribe tingene an. Naturligvis specielt i forhold til det økonomiske motiv for pædofildrabene, der var plantet hos hende. Og hvad han skulle gøre, hvis hun slet ikke nævnte det. Til sidst havde han forsøgt at skyde forestillingerne fra sig, hvilket ikke faldt ham nemt, heller ikke da de kørte i ring og tilsyneladende intet frugtbart frembragte.

Men måske var det netop, fordi han havde vendt og drejet hver undseelig hypotese et utal af gange, at han med bravur klarede sig igennem hendes første tilsyneladende troskyldige spørgsmål. Det faldt henkastet, inden hun overhovedet havde tændt båndoptageren, men da han senere tænkte samtalen igennem, var han ikke et øjeblik i tvivl om, at det blev stillet med gustent overlæg, samt at hans svar bestemt ikke var ligegyldigt.

– Var det i grunden din egen idé at sige ja til et interview med mig?

Hun havde slået ned på den største ulogiske sprække i Kasper Plancks drejebog. Hvis han sad inde med viden om, at motivet til forbrydelserne var penge, og alle andre – herunder specifikt tabloidpressen, som han notorisk afskyede – var galt afmarcheret, havde han intet motiv til at forbedre sit forhold til offentligheden, og slet ikke via hende. Tværtimod ville det fornuftige være at lade Dagbladet sejle sin egen sø, indtil hans politiadvokat kunne rejse et par solide sigtelser for rovmord.

Han formåede at bide tænderne let sammen, som om han undertvang en vis bitterhed.

– Nej, ikke helt.

– Helmer Hammer?

Han trak på skuldrene. Hvad kunne han stille op andet end at parere ordre? Så tilføjede han:

– Spørger du mig på båndet, siger jeg, at det var mig selv. Til gengæld er jeres lille håndfæstning hundrede procent min egen idé, men den blev senere konfirmeret af min chef uden problemer.

Anni Staal smilede indforstået, også hun havde chefer, som måtte adlydes. Han rejste sig, hentede kaffen, skænkede op til dem begge og satte sig igen. Hans gæst takkede og startede båndoptageren.

– Vi springer ud i det. Hvis der er spørgsmål, som du ikke forstår, siger du til, så taler vi om det, inden du svarer.

Han nikkede.

– Meget fint.

– Lad mig starte lige på og hårdt. Er det korrekt, at motivet til pædofildrabene er penge, altså at der simpelthen er tale om mord for økonomisk vindings skyld?

Konrad Simonsen tabte halvdelen af sin kaffe ned ad sit bukseben. Det virkede overbevisende, men gjorde helvedes ondt.