Kapitel 72

Hjemme hos Konrad Simonsen lavede Anna Mia mad til ham og hjalp ham med at pakke. Senere stødte Komtessen til, men de talte ikke om sagen, sagen var slut. Konrad Simonsen blev placeret i en lænestol, hvor han ukoncentreret sad og læste i en skakbog. Talte de til ham, svarede han venligt, men helst med enstavelsesord, som om han ikke hundrede procent var klar over, hvad der foregik omkring ham. Kvinderne lod ham sidde. Et par gange eller tre besvarede Komtessen en telefonsamtale i køkkenet, og ved en enkelt lejlighed talte hun med store bogstaver, men da hun kom tilbage, refererede hun ingenting, og ingen af de to andre spurgte. Det angik ikke dem. Klokken blev hen ad otte, inden de kom af sted.

De kørte alle tre i Komtessens bil. Konrad Simonsen fik anvist bagsædet, hvor han hurtigt faldt i søvn. Kvinderne skiftedes til at føre bilen en time ad gangen, mens de småsludrede og hyggede sig. Klokken to var de fremme og blev hurtigt enige om at lade den sovende mand på bagsædet blive liggende. De hjalp hinanden med at bære bagagen ind og pakkede nødtørftigt ud, hvorefter de afsluttede dagen med et glas hvidvin, inden de gik til ro; Komtessen på sit værelse, Anna Mia i bilen hos sin far.

Til sin egen overraskelse fik Anna Mia over tre timers ubrudt søvn, hvilket nok skyldtes vinen, i alle tilfælde var solen ved at stå op, da hun fik øjne, og efter en smule desorientering huskede hun, hvor hun var. Også hendes far var vågen, han sad op og kiggede ud ad vinduet. Hun smilede, da hun opdagede ham og sagde stille:

– God morgen, og velkommen til Vesterhavet. Skal vi gå en tur ned til stranden?

Det ville Konrad Simonsen gerne. De steg ud, og hånd i hånd vandrede de ind over de yderste klitter ned mod vandet. Da havet kom til syne, stoppede de. Kraftfulde bølger med skumtoppe, der skinnede som sølv i morgensolen, brusede ind mod dem, mens blæsten stod dem i ansigterne. Hun lagde sit hoved mod hans skulder.

– Det er smukt, synes du ikke, far?

– Jo, min pige, det er smukt.