Den gamle mand og fjorden

Selv om den gamle pramjæger havde savnet at komme på fjorden, ville han egentlig hellere være blevet hjemme i sin varme seng under den bløde dyne, for slidgigten var slem for tiden. Men han følte sig provokeret til at tage ud i prammen.

Han kunne godt forstå, at når man tænkte på hans alder og helbredstilstand med slidte led og dårligt kredsløb, var det nærliggende at mene, at hans tid som kravlejæger måtte være forbi. Desuden havde han haft en længere sygdomsperiode efter en blodprop. Alligevel irriterede det ham, når jægere, han ikke kendte, kom og spurgte, om de kunne købe hans pram. De havde hørt fra lokale jægere, at han ikke drev pramjagt længere. Bag irritationen var der alligevel en stolthed over, at man gerne ville have fingre i netop hans pram. Det sagde ham, at de vidste, at han havde været en habil kravlejæger, der næsten hver gang kom hjem med et pænt bundt fugle. Og selv om hans evner som kravlejæger var ubestridt, var det nærliggende at knytte succesen sammen med hans pram. Den var gennem årene blevet videreudviklet i glasfiber af ham selv på baggrund af den træpram, som hans far havde bygget, og den var velegnet til jagten på netop hans område. Den var lav og fladbundet med et stort bundareal, så den kunne gå ind på meget lavt vand. Hans far havde ofte sagt: – Din pram skal ligne området, du jager i, enten baggrunden, fjordbunden eller de store sten. Men først og fremmest skal den ligge roligt på vandet. Det hjælper ikke meget, at båden ligner en sten, hvis den kommer hoppende med vandplask for stævnen eller slingrende fra side til side.

Han havde gået med planer om snart at tage på fjorden for at vise de andre jægere, at han ikke var stoppet med pramjagten. Men der skulle endnu en provokation til, inden han kunne tage sig sammen. I går, da han var ved fjorden for at kigge til prammen, mødte han et par strandjægere, der talte om, hvordan sæsonen hidtil var forløbet for dem.

– Det er gået fint, sagde den ene.

– Jeg har næsten hver gang haft fugle med hjem, og i forgårs skød jeg fem gråænder, sagde den anden.

– Godt nok, sagde den gamle.

Han nøjedes med at tænke på, hvor mange fugle han ofte havde haft med hjem i prammen i sine velmagtsdage. Han fortalte heller aldrig til nogen, at han altid havde foretrukket at kravle til en større flok, for at hans udbytte kunne blive så stort som muligt, og udgiften til patroner så lav som muligt. Hvordan han havde ventet med skud, indtil flere ænder lå tæt sammen. Han var holdt op med at fortælle om denne metode, efter at der var blevet så megen debat om anskydninger. Engang havde han fortalt om, hvordan han havde skudt fem gråænder i ét skud, og da havde en af tilhørerne spurgt:

– Hvor mange anskød du så?

– Ingen, havde han svaret.

Og det var den pure sandhed, for han havde nemlig skudt hele flokken. Men han var efterhånden blevet sig pinligt bevidst, at også han havde sendt fugle videre i tilværelsen med hagl i kroppen. Han havde ellers aldrig kunnet tåle at se anskudte fugle lide og sørgede altid for at aflive dem så hurtigt som muligt, men han havde ikke tidligere tænkt dybere over, at selv om fuglene fløj videre, kunne hagl i kroppen give dem lidelser.

I de senere år havde det ikke betydet så meget for ham at komme hjem med mange fugle. Han og konen savnede ikke noget. Men i hans tidligere tilværelse havde hans evner til at skyde mange fugle været et kærkomment supplement til hans indtægt, der i arbejdsløshedsperioder var alt for lille. Hans kone havde haft nok at gøre derhjemme med at tage sig af de fire børn – samt haven, der udelukkende blev benyttet til kartofler og andre grønsager. Jagt og fiskeri var med til at hjælpe familien gennem de svære perioder. Så kunne de hver dag få kød på bordet, og det overskydende blev solgt.

Beslutningen om at tage på fjorden havde den gamle taget, da han hørte de to strandjægere fortælle om en flok canadagæs, der lå ude i fjorden. Samstemmende sagde de, at de gæs var umulige at komme på skudhold af. Gæssene havde i en længere periode holdt til på samme sted i selskab med svanerne, og så snart de så en pram dukke op langs kysten, fulgte de med svanerne ud på det dybe vand, hvor det var umuligt at komme på skudhold af dem.

Selv om han benyttede at par ruller under prammen, værkede det i den gamle krop, da han trak den tunge, fladbundede pram ud over stranden. Det føltes straks bedre, da han havde fået sig placeret i prammen og stagede udad. Lidt efter lidt blev de gamle led og muskler varmet op, og han nikkede med glæde genkendende til den fornemmelse af frihed, han altid fik, når han befandt sig i sin pram. Han glædede sig over det store jagtområde, han havde adgang til, og hvor han stort set kunne tage hen, hvor han ville. Der var ingen, der fortalte ham, hvad han skulle gøre. Han lå ikke under for pres fra nogen som helst. Han kunne genkende de endnu svage morgenlyde fra fuglene, der var ved at forberede sig på dagens komme. Det var så tidligt på morgenen, at han næsten var sikker på, at han var alene på fjorden. Han ville gerne være ude ved ”gåsestedet” inden eventuelle andre jægere, og før det blev for lyst. På baggrund af de to jægeres beskrivelse vidste han, hvor gæssene skulle være. Efter at have hørt, at gæssene sivede udad, så snart de så en pram ved kysten, havde han lagt sin plan. Modsat normal lokal fornuft, der sagde, at man kravlede til fuglene med ryggen mod land, ville han forsøge at komme til gæssene udefra. Derfor roede han ude i sejlrenden, indtil han var ud for det sted, hvor gæssene skulle befinde sig. Det var stadig mørkt, og han standsede op ved et af bundgarnene. Det var kun et spørgsmål, hvor langt inde mod land gæssene befandt sig. Han måtte vente lidt, indtil han kunne få gavn af kikkerten. En fisker i en lille jolle med påhængsmotor kom tøffende forbi. Den gamle bed mærke i, hvilken bundgarnsrække fiskeren lagde ind til. Der var nogle gråænder, der lettede. Godt at få dem væk, inden gåsejagten kom i gang. Svanerne er trygge ved garnfiskerne, der altid holder sig uden for det lave vandområde. Det var også derfor, den gamle havde valgt sejlrenden.

Det var en kølig novembermorgen med temperatur omkring frysepunktet. Der var ikke megen vind. Det var stjerneklart, og han håbede, at han kunne komme til gæssene, inden solen stod op og afslørede, at han ikke hørte med til naturen. Da han havde siddet stille et stykke tid, kunne han føle kulden komme krybende, og det begyndte at værke i kroppen. Så hørte han gæssene småsnakke. Han satte kikkerten for øjnene. Det var blevet lyst nok til, at han kunne se dem ligge et godt stykke inde på det lavvandede område. De var travlt beskæftiget med at gnaske ålegræs. En gang imellem fór en lang hals i vejret som et periskop, og han vidste af erfaring, at øjnene, der sad for enden af halsen, var opmærksomme på alt, hvad der rørte sig af nyt i området. Han havde håbet, at et eller andet ville forstyrre gæssene, så de af sig selv ville komme ud mod ham. Men da han var bange for, at det skulle blive for lyst, turde han ikke vente længere og begyndte ganske langsomt at kravle indad mod gæssene. De altid årvågne svaner så straks, at det, de troede var en fiskerbåd, foretog en mistænkelig manøvre, og de begyndte at sive udad.

Gæssene var nu tydelige i kikkerten. De var stadig optaget af det saftige ålegræs. Svanerne var nået op på siden af ham, men i sikker afstand. Så var der et par af dem, der højlydt protesterede mod det, de kunne se inde i prammen, selv om han lå helt stille. I kikkerten kunne han se alle gæssene reagere på denne advarsel. Syv lange halse – og så fulgte de efter svanerne.

– Nu gælder det, mumlede den gamle for sig selv. – Din pram er en sten, og den skal ligge helt stille.

Hovsa! Der var den igen. For nogen tid siden havde hans kone sagt til ham, at han undertiden snakkede med sig selv, og han kunne mærke, at hun syntes, det var lidt sært. Han havde derfor endnu engang taget sin yndlingsbog frem, Ernest Hemingways ”Den gamle mand og havet”. Her taler den gamle fisker meget med sig selv, han taler med fuglene, og han taler med den store fisk, han har på krogen. På et tidspunkt forsøger den game fisker at tænke tilbage til, hvornår han var begyndte at tale med sig selv, og så sagde han højt: – Hvis de andre hørte mig tale højt på den måde, ville de tro, jeg var tosset. Men da jeg jo ikke er tosset, er jeg ligeglad.

Den spændende jagt var begyndt. Ud af øjenkrogen orienterede han sig om, hvor han havde fiskeren, der kunne blive en vigtig brik. Han ville gerne have gæssene mellem sig og fiskeren. Han ventede lidt, mens han holdt skarpt øje med gæssene.

– Helt rigtigt, gæs, hviskede han, da han så, at de reagerede på fiskeren, der var i gang med at tømme rusen for nattens fangst.

Snart fik de retning direkte mod ham. Det så ikke ud til, at de havde opdaget, at prammen ikke hørte med til naturen, men de var åbenbart ikke trygge ved at være kommet så langt bag efter svanerne og satte farten op. Da de var på skudhold, blev de lidt betænkelige ved prammen og ville vige udenom.

– For sent, gæs, brummede den gamle. – I er på skudhold. Jeg kan få to nu, jeres hoveder er tæt nok sammen, Så kom mængdeskytten op i ham. – Men om lidt er der tre – måske fire.

Så uden varsel lettede hele flokken. Det kom bag på den gamle. Han foretog sig det, han i sine yngre dage kaldte at springe op på knæ. I dag foregik det i slow motion. Alligevel mente han, at en af gæssene var på skudhold. Han syntes også, han havde godt hold på den, og den tegnede fint på haglsværmen. Men den fortsatte et stykke ud over fjorden med stive vinger, inden den landede tungt på vandet.

Nu fulgte to hårde timer for den gamle. I begyndelsen blev han liggende på maven og håbede, at han lidt efter lidt kunne padle tæt nok på den sårede gås. Men den holdt en konstant afstand til prammen. Den var åbenbart klar over, at prammen betød fare. Når han stoppede op for at tage et hvil eller en slurk vand, slappede gåsen også af et øjeblik.

– Du ved, at jeg jager dig, gås, brummede den gamle. – Jeg kan ikke lure dig, men så må jeg køre dig træt. Du har fået hagl i musklerne, og jeg tror også, du har hagl i indvoldene, så du forbløder til sidst.

Hans arme og håndled værkede af at drive prammen frem med de små padler. Derfor satte han sig op, og ved hjælp af årerne fik han mere fart på prammen. Men gåsen satte også farten op, og afstanden var hele tiden den samme.

– Nu må du snart give dig, gås, stønnede den gamle, der efterhånden havde svært ved at trække vejret.

Han havde for nylig spurgt lægen, om han var nødt til at holde op med kravlejagt, da han havde for højt blodtryk. Lægen havde svaret, at han ikke havde for højt blodtryk, det sørgede pillerne for. Men da han jo havde haft en blodprop, skulle han passe på ikke at overanstrenge sig.

– Jeg overanstrenger mig nu, gås. Du ved, at du skal dø, så lad mig hjælpe dig med at få det hurtigt overstået. Eller vil du have, at vi begge skal sætte livet til?

Den gamle var klar over, at han havde mistet initiativet. Det var gåsen, der bestemte farten. Pludselig gik det op for ham, at den også bestemte retningen. Den havde gradvist nærmet sig kysten, og både den og den gamle vidste, at nåede den derind, ville den undslippe sin forfølger. Han ville aldrig kunne finde den i den tætte rørskov. Gispende efter vejret og med hjertet højtlydt hamrende i brystet satte han farten op for at forsøge at afskære gåsens rute mod land. Men selv om den nu tydeligt var ved at køre træt og havde sat farten meget ned, nåede den at forsvinde bag en pynt og var snart ved land. Den gamle var så udmattet, at han lagde sig på ryggen i prammen og lukkede øjnene.

– Jeg tabte, gås, men du vandt ikke. Du går et ondt døgn i møde derinde mellem tagrørene. Jo! det er min skyld. Jeg skulle have skudt dig ordentligt. Til gengæld burde du have ladet mig gøre arbejdet færdigt.

Da han atter åbnede øjnene, så han en grå fjeret klump komme glidende med strømmen frem bag pynten.

– Godt gået, gås, gispede han forbavset, og med besvær fik han placeret den døde gås på dækket.

Efter et kort hvil indledte han den lange rotur hjemad. Når han havde åbne øjne, kunne han se gåsen på dækket.

– Du kæmpede en brav kamp, gås. Men vi må begge være glade for, at du ikke nåede rørskoven. Du har fået fred, og jeg skal have sprængt gås og gule ærter.

Med lukkede øjne flimrede det så mærkeligt med alle mulige farver, og hjertet hamrede ustyrligt. Men nu kunne han selv bestemme farten, og det skred godt hjemad ved hjælp at årerne. Da han var tæt på kysten, så han, at de to strandjægere fra i går stod og ventede på ham. Han hev årerne ind, lænede sig tilbage og lod vinden drive ham det sidste lille stykke.

– Nu kan jeg vel slippe for det rend af folk, der vil købe min pram, mumlede han for sig selv og smilede.

– Var det en god tur? råbte den ene strandjæger, men fik intet svar.

Prammen stødte mod bunden, og de to strandjægere hev den længere ind. Der lå blod på dækket. Det piblede ud af gåsens næb og hen langs den stump ålegræs, den aldrig fik slugt. Den gamle sad tilbagelænet med ryggen mod cockpitkanten. Hagen hvilede på brystet. Han havde et glad smil om munden.