Lad Knud Rasmussen beholde isen

Fra mit stuevindue kan jeg se ud over Isefjord. Det er en lise for sjælen at kunne have udsyn fra sin bolig, Jeg plejer aldrig at blive træt af at se ud over vandet, hvor lyset skifter konstant, synkront med himmel og skyer. Men en vinter fik jeg nok. Flere måneders vedvarende frost havde forsynet fjorden med drivis og isskruninger, der lå fast på muslingebankerne, og til sidst vendte jeg ryggen til min ”havudsigt” i protest. Jeg havde en voldsom længsel efter foråret. Hvor ville det blive en stor dag, den dag da jeg så den første vibe, og lærkens svage triller nåede mit øre. Jeg glædede mig til, at sneen gav plads for vintergæk og erantis.

Om vinteren har jeg ofte læst Martin A. Hansens roman ”Løgneren”. Det er meget fascinerende at læse om, hvordan et lille øsamfund reagerer, når isen isolerer det fra den øvrige verden. Bogen læste jeg ikke denne vinter, hvor jeg følte isolationen på min egen krop. Men modsat skolelærer og jæger Johannes Vig, hvis dagbog danner baggrund for ”Løgneren” følte jeg mig isoleret inde i samfundet. Isen forhindrede mig i at foretage mig det, som jeg plejer om vinteren, nemlig at tage på fjorden i min jagtpram. Naturligvis er livet meget andet end jagt, og jeg fandt da også alternativer i tilværelsen. Men foruden jagten savnede jeg den motion, der er en af sidegevinsterne ved pramjagten. Den kunne måske erstattes af andre former for motion, men mine knæ er ikke til løb mere, sneen ligger i vejen for cykelture, og jeg er ikke vild med fitnesscentre. Jeg er ikke vant til bare at være tilskuer til den spændende natur. Når jeg er ude i min pram, føler jeg mig som en del af naturen. Jeg har altid interesseret mig meget for fugle, og jeg bruger megen tid på at studere dem, men i denne vinter blev jeg ufrivilligt og i utide reduceret til en betragter af fugle. I jagttiden synes jeg, det er for fattigt kun at kigge på fugle, når de må jages. Det rykker, hver gang jeg ser en canadagås et eller andet sted. Eller en havlit, som jeg ikke har så mange muligheder for at komme på skudhold af.

Jeg fulgte fuglenes kamp for overlevelse den vinter. I to måneder var deres spisekammer mere eller mindre lukket af isen. Store flokke af gråænder og pibeænder holdt til ved iskanten, hvor de ind imellem kunne nå maden. Efterhånden som isen åd sig ind på det lave område, var der mange, der fortrak. Canadagæssene forlod også fjorden, mens knop- og sangsvaner blev i det isfyldte vand. I de værste frostperioder lå de som runde fjerpuder med fødder og hoveder puttet op under vingerne. De, der havde sørget for at forsyne sig om efteråret, klarede sig på denne måde i flere uger, men mange af ungerne dør sådan en vinter. Jeg var bekymret for vadefuglene, der blev i området. Regnspover, strandskader og ”dyttelytter” – et navn, vi jægere benytter for de små vadefugle, er afhængige af at kunne fouragere i strandkanten. Og den var det meste af tiden dækket med is. Jeg forstår ikke, hvordan de klarede at overleve sådan en vinter.

Jeg stod sammen med ornitologerne og beundrede havørnene, der for det meste sad langt ude på isen. Med lidt held kunne man opleve en af dem stryge lavt ned over flokkene af ænder eller blishøns og snuppe en, der var kommet lidt væk fra flokken. Det var et stort øjeblik at se denne elegante jæger få held med sin jagt. – Kollega, tænkte jeg, men sagde det ikke højt. En dag kom jeg i snak med en strandjæger, og da vi havde lagt lidt afstand til de lange kikkerter, kunne vi sammen forbande isen, der forhindrede os i at følge havørnens eksempel. Jægeren, der har boet i området hele sit liv, fortalte, at han i sine unge dage havde været med til at drive jagt ved fjordens våger. Det foregik på den måde, at jægerne helt ude ved iskanten byggede en skærm af isflager sat på højkant, og fra dette naturlige skjul var der gode muligheder for at skyde hvinænder og troldænder, der kom trækkende langs med iskanten. – Det var bidende koldt, men spændende, sagde han. Det var dengang, og vi var enige om, at det er godt, at denne form for vinterjagt er forbudt i dag.

I Roskilde Fjord var der fast is helt ud til sejlrenden, i Isefjord var der drivis, mens Kattegat var isfrit. Jeg havde ingen mulighed for at komme ud i prammen. Derfor blev jeg glad, da Allan en aften ringede og sagde: – I morgen bliver der ifølge meteorologerne for en gangs skyld så lidt vind, at vi kan tage på havet.

På havnen blev vi modtaget af en flok på flere hundrede troldænder, der gik ned lige uden for molen, og et øjeblik efter kom de svømmende ind i havnen. Det blev dog et kort besøg, for snart var en kutter på vej ud af havnen. En usædvanlig oplevelse. Vi begyndte med at sejle ind i Isefjord, men der var så meget drivis, at vi snart besluttede os for at søge ud på havet. Da vi var tæt på Grønne Revle, kunne vi i kikkerten se en stor samling af edderfugle ligge og mæske sig med revlens tilbud af muslinger. Vi ved af erfaring, at så stor en koncentration af fugle kommer man aldrig på skudhold af. Da vi var kommet tættere på, lettede den store flok – en sværm var det. Et fantastisk syn, horisonten var nærmest skjult af fugle. De fløj ikke langt væk, de ville åbenbart gerne blive ved dette gode spisekammer. Som ventet blev enkelte fugle liggende, men nu åbenbarede der sig til vores store overraskelse en forhindring. En bred bræmme af drivis var placeret mellem os og Grønne Revle. Det var helt uventet, at der var så meget drivis i havet. Men selv om det forhindrede os i at forsøge at komme på skudhold af fuglene på Grønne Revle, fik det os ikke til helt at opgive jagten. Vi kunne se på bøjerne, at strømmen var udadgående og var enige om, at isen ville forsvinde ud i havet. Allan lagde kursen om for sin Starlet 26, ”Mrs. Hanne”, og vi tog østpå hen langs kysten, hvor vi i kikkerten havde set fugle. Vi nød sejlturen, der var behagelig i det usædvanligt stille vejr. Ikke en eneste havdønning, kun små krusninger på havoverfladen. Solen viste sig også ind imellem, og selv om den stod lavt på himlen, kunne vi ane en svag varme. Og så startede jagten. Allan manøvrerede ”Mrs. Hanne” på fineste skudhold af edderfugle flere gange, og både Morten og Carsten, der ellers begge må siges at høre under benævnelsen landjægere, var velskydende. Snart hang der en fin række af de flotte edderfuglekokke ved rælingen.

Nu var der en pause i tilstedeværelsen af edderfugle, og vore øjne kunne glide lidt længere rundt i horisonten. På land kunne vi på toppen af klinten se Spodsbjerg fyr stå og blinke. Jeg kunne udpege polarforskeren Knud Rasmussens Hus, der ligger lidt længere nede ad klinten, men alligevel højt. Knud Rasmussen havde forsynet huset, der nu er et museum, med et stort vindue, så han havde haft panoramaudsigt ud over Kattegat. Det medførte en bemærkning fra Carsten om, at hvis Knud Rasmussen havde siddet og kigget ud over havet i dag, ville udsigten til drivisen måske have afhjulpet lidt af hans evige længsel efter grønlandsisen, grønlænderne og slædehundene.

Vi kunne stadigvæk se bræmmen af drivis længere ude. Pludselig udbryder Morten: – Der ligger sgu’ en sæl på isen. Jeg tænkte, at han i fantasien var krøbet i en af Knud Rasmussens sælskindspelse og ville sætte trumf på polarforskerens udsigt, men da jeg fik kikkerten for øjnene, kunne jeg godt se, at den sorte plet langt ude ganske rigtigt var en sæl. Det var en enestående og ny oplevelse. Ingen af os havde nogensinde set en sæl på en isflage. Det havde Knud Rasmussen nok tit.

– Enlig edderfugl klokken 11, råbte Morten. – Stor skallesluger klokken 3, lød det fra Carsten. På denne måde ved hjælp af urskiven udpeger vi, hvor fuglene ligger på vandet i forhold til båden. Jeg var godt klar over, hvad Allan ville vælge, og mens Carsten kiggede længselsfuldt efter skalleslugeren, blev ”Mrs. Hanne” dirigeret på fint skudhold af edderfuglen. Carsten havde en drøm om at få en stor skallesluger til sin samling af udstoppede fugle, og han blev noget lang i blikket, da han så sin drømmefugl blive mindre og mindre. Det var dog snart glemt. – Stor Skallesluger klokken 2, lød det fra Allan, der godt kendte til Carstens store ønske. Det var, som om vi alle blev påvirket af øjeblikket. Vi stirrede alle stift på skalleslugeren, der lå temmelig lavt i vandet. Det er et tegn på, at den ikke er klar til at gå på vingerne. Den lettede da også først, da vi var på skudhold, og selv om jeg tror, Carsten havde lidt ”bukkefeber”, leverede han et fint skud. Carsten og sønnen Rasmus var jublende glade for, at det var lykkedes at få et eksemplar af den flotte fugleart, og vi andre lykønskede. Lidt efter lød det fra Allan, mens han kiggede spørgende på Carsten: – Skalleslugere klokken 9? Men Carsten rystede på hovedet, han havde fået sin og foretrak derefter på linje med os andre at skyde edderfugle. Han skød dog senere en toppet skallesluger. Morten og jeg ville gerne skyde havlitter, men selv om vi så flere småflokke af denne lille spirrevip af en dykand med de lange halefjer, var det ikke muligt at komme på skudhold en eneste gang.

Det var blevet ud på eftermiddagen, og Allan vendte skuden. Alligevel forventede vi at jage lidt på vej hjem, hvis chancen opstod. Men Allan reagerede ikke længere på vores råb om fugle forude. Han pegede bare på noget længere fremme. I kikkerten så jeg, hvad det drejede sig om. Drivisen var kommet nærmere kysten, og på en rød bøje kunne det tydeligt ses, at strømmen var vendt og var kraftigt indadgående. Snart lå isen som en bræmme mellem os og havnen.

Allan styrede forsigtigt ”Mrs. Hanne” ind i drivisen, der skramlende veg til side. Det var en blanding af tynd nyis og flager på 5 cm tykkelse, ikke en sammenhængende isflade, så det lignede noget, vi skulle kunne forcere. Alligevel slog Allan pludselig bak og pegede på en coaster, der var på vej udad: – Vores isbryder, sagde han med et optimistisk smil. Da coasteren var fri af isen, drejede Allan ind i den isfri bane, gassede op, og vi nåede tæt på havnen, før drivisen atter havde lukket sig foran båden. Isen knagede og bragede fra stævnen, og det kunne høres på motoren, at nu gav ”Mrs. Hanne” alt, hvad hun havde i sig: – Prøv om I kan få hende til at gynge lidt, råbte Allan fra styrehuset. På den måde gnavede vi os gennem den sidste tætte is inden havnen. Havnen var stort set isfri, og ”Mrs. Hanne” og Allan nød de sidste par hundrede meter gennem åbent vand.

Vi var alle ovenud glade og tilfredse. Vi havde fået pænt med edderfugle. Alle havde skudt fugle, og Carsten havde fået sine skalleslugere. Vi havde set en søkonge, en lomvie, en sæl samt et par marsvin, der endda havde ligget i længere tid og daset i vandoverfladen, og Rasmus havde med egne øjne set nye fuglearter, som han skulle hjem og slå op i sin fuglebog.