Position: 55º40'28.34”N 12º35'37.26”E
Danmark, Christianshavn. Torsdag den 13. december klokken 23.07.
Birgitte lukker sig ind i entreen og smider skoene. Hun hænger overtøjet i entréskabet og går direkte ud og børster tænder. Hun tisser lige en tår, for at være sikker på at hun ikke skal op alt for mange gange i nat.
Hun har ondt i fødderne, i øvrigt også knæene og ryggen. Søren er her ikke. Det er første gang, siden hun blev gravid. Hun har virkelig brug for ham. Ikke bare til at massere fødder og ryg, men til at snakke med. Her, lige nu.
Hvad skete der på flyveturen? Blev Victor Conrad sat af på Grønland? Han var i hvert fald ikke blandt de døde i vraget, for de var alle fra forsvaret. Hvad havde far overhovedet med ham at gøre? Nej, det er for meget. Det er lige til at få hovedpine af. Det er godt, at Møller er på sagen. Så sker der nok noget.
Hun tager tøjet af i soveværelset og lægger sig på sengen og tænder fjernsynet.
Hun prøver en sidste gang at få fat i Søren på mobilen.
”Hej, det er Søren. Jeg lytter ikke telefonsvareren af. Send en sms.”
Hun har virkelig brug for ham nu.
”Okay, søvn!” siger hun og lægger mobilen på natbordet. Så er hun mere frisk på arbejde i morgen. Hun slukker fjernsynet på fjernbetjeningen og slukker lyset. Hun justerer støttepuderne en ekstra gang og falder i søvn.
Søren er i stor fare og har brug for hjælp. Han står nøgen i et landskab dækket af sne. Sneen forvandler sig til is. Han falder gennem isen og ned i det nådesløse, kolde hav. Han ryster af kulde og rækker panisk ud efter hende, mens han forsvinder i det bundløse vand. Isen lukker sig over ham med et brag.
Hun vågner med et sæt og ser ud i mørket. Det er som om, et ekko af braget endnu klinger i rummet; som om lyden kom inde fra lejligheden. Hjertet galopperer af sted.
Hun holder vejret og lytter. Intet. Hun tillader sig at slappe af igen. Dybe åndedrag. Det var nok bare en del af drømmen. Klokken er halv tre, ser hun på vækkeuret. Billedet af Søren, der forsvinder ud af hænderne på hende, har brændt sig fast på indersiden af hendes øjenlåg og dukker stadig frem, når hun blinker. Hun kan ikke ryste følelsen af sig. Det er ligesom den følelse, hun havde, da hun sagde farvel til far for sidste gang. Hun skulle have sagt til ham, at hun havde bange anelser, at han skulle blive hjemme. En følelse af at miste, miste Søren, som hun mistede far. Rædselsfuldt.
Det er første gang, hun bekymrer sig om Søren. Hun har altid haft en følelse af, at han altid er der for hende, og han altid kommer hjem igen, ligegyldigt hvad han laver, om han så sprang i faldskærm hele dagen. Hun var ikke i tvivl om, at han altid ville være i hendes liv lige fra allerførste gang, hun var sammen med ham. Den tvivl er her nu! Hun prøver at skubbe tankerne fra sig. Frygten sidder stadig i kroppen. Hold kæft, hvor hun sveder.
”Så tisser vi, skønne.” Hun ruller ud af sengen og føler sig adræt som en flodhest på land. Hun tænder lyset på badeværelset og misser lidt med øjnene, mens hun sætter sig på toilettet. Hun river et stykke wc-papir af rullen og lægger det dobbelt. Så er man da lidt effektiv, mens man sidder der. Hun tørrer sig, rejser sig og vasker hænderne. I spejlet lægger hun mærke til, hvor smukt lyset lander på gulvet i stuen.
Men hun ser også noget andet.
Det er, som om hun får stød. Frygten når helt ud til fingrene og skaber en summende fornemmelse i spidserne.
Hvad er det?
Midt i lysspalten er der et fodaftryk! Hun vender sig om og ser nærmere efter. Det er et fodaftryk. Det har hun aldrig lagt mærke til før. Søren og hende tager altid skoene af indenfor.
Var det alligevel ikke noget, hun havde drømt? Er der nogen i lejligheden. Hvor kommer det fodaftryk ellers fra?
”Er her nogen?” spørger hun ud i den mørke stue. Hun holder vejret og lytter.
Ikke en lyd.
Hun holder hænderne op til forsvar og går et par skridt ind i den mørke stue. Hun standser vejrtrækningen og lytter. Ikke en lyd. Hun knytter næverne ekstra hårdt, tager de sidste par skridt hen til kontakten og tænder lyset.
Intet.
Hun knytter næverne igen, går ud i køkkenet, tænder lyset.
Ingen.
Bag kogeøen mærker hun noget blive knust under fodsålerne. Hun venter et øjeblik på, at en smerte melder sig, men den kommer ikke. Hun ser ned. Det er ikke glas, hun har trådt på.
”Cornflakes!” sukker hun lettet. På gulvet ligger det store spækbræt og en åben pakke med cornflakes. Spækbrættet må være faldet ned af sig selv og har taget pakken med sig i faldet.
Hun kan ikke lade være med at le.
Ja, ja hendes instinkter er da ikke så tossede. Hun havde hørt noget. Det var bare ikke noget truende.
Hun samler spækbrættet op og stiller det på plads. Hun fejer cornflakesene op, tørrer krummerne op med karkluden og skyller den i vasken.
Sjovt nok er hun mere bøjelig nu, end hun var på toilettet. Det er nok efter det chok.
Hun spejler sig i vinduet.
Hun er da ikke så tyk i ansigtet længere, som hun var for et par uger siden.
Hun registrerer et eller andet bevæge sig i spejlbilledet. Der er jo ikke nogen herinde. Er det noget udenfor? Hun læner sig ind over bordet tættere på ruden, for at se om der skulle være noget, der blæser forbi vinduet derude.
En lyd flænger luften.
Hvad var det? Den lyd har hun hørt før, det er ikke noget, hun forstiller sig: ladegreb fra en pistol, lige bag hende; ikke så metallisk som på en normal pistol, nærmere noget metal og plastik. Hun kender kun én ting i verden, der laver den lyd: en keramisk Glock 17.
Hun vender sig langsomt om. Ingen pludselige bevægelser.
Ganske rigtigt. Hun stirrer direkte ind i en hvid pistolmunding.
To mænd står lige foran hende. Midt i hendes køkken!