Kapitel 89 

Position: 55º46'31.20”N 12º27'53.34”E

Danmark, Marienborg, statsministerens bolig, Kongens Lyngby. Fredag den 14. december klokken 08.30.

Lilje spejder utålmodigt ud ad vinduet på første sal med udsigt til grusvejen, der fører ind til gårdspladsen. Her har hun siddet de seneste 20 minutter og fået tiden til at gå ved at ånde på ruden og tegne sjove ansigter. En lille pakke i grønt silkepapir og en sløjfe af flot guldsnor ligger ved siden af i vindueskarmen.

En blå bil kommer til syne i indkørslen. Efter den en hvid bil. Bagefter endnu en blå bil.

”Mor!” råber Lilje og løber ned ad de mange trapper med pakken i hånden.

”Hej skat!” Lene Bisgaard sætter sig på hug lige inden for døren og giver Lilje en stor knusetur. ”Har du haft en god dag?”

Lilje nikker, ”Jeg har noget til dig.”

”Hvad er da det?”

”Her.” Hun rækker stolt sin mor pakken.

”Nej, hvor er den flot pakket ind. Har du selv gjort det?”

Lilje nikker.

”Lad mig lige stille tasken,” siger Lene Bisgaard og stiller den på gulvet, mens livvagten lukker døren bag hende. Hun løsner guldsnoren på pakken og løfter låget.

Et julehjerte af peberkagedej ligger i pakken. Der står MOR skrevet med hvid glasur.

”Jamen Lilje, har du lavet det?”

”Ja,” siger Lilje stolt, ”der står mor på.”

”Det er da bare den dejligste gave, jeg har fået. Lige hvad jeg ønskede mig,” siger Lene Bisgaard og giver Lilje et kys. ”Tak skat.”

”Har du set noget lignende?” Peter Bisgaard støder til og kysser sin kone.

”Har I haft en god dag?” Lene Bisgaard tager frakken af.

”Ja. Far og jeg var ude og samle grankogler og har bagt pebernødder,” siger Lilje.

”Nej, hvor dejligt.”

Lilje løber ud i køkkenet.

”Hvornår bliver vi hentet?” spørger Peter.

”Klokken 18.00,” siger Lene Bisgaard.

”Renseriet har leveret vores tøj.”

”Åh det var godt. Så er det i orden.”

”Kan du så ikke læse historie for mig i aften?” spørger Lilje ude fra køkkenet.

”Nej, søde. Far og jeg skal til middag hos dronningen i aften.”

”Okay,” siger Lilje ærgerligt, ”kommer mormor?”

”Ja, det kan du tro. Hun kommer i eftermiddag. Jeg tager lige et bad, okay?”

”Okay.” Lilje hænger med hovedet. Hun var meget stolt, da hendes mor blev statsminister. Men selv om hun har Danmarks stærkeste mor, er hun ked af, at hun aldrig har tid til at læse godnathistorie. Far læser en gang imellem, men det er ligesom ikke det samme.