Position: 59º56'14.69”N 10º44'15.87”E
Norge, Akershus Universitetssykehus i Oslo. Fredag den 7. december klokken 13.51.
Søren Storm kaster den norske mønt i automaten og trykker på kaffe med mælk.
Hvor er det godt, han blev selvstændig. Farvel til FN og opslidende våbeninspektioner i ufremkommelige lande. Farvel til de reaktionære røvhuller i det Internationale Atomenergi Agentur, der bandt ham på hænder og fødder.
Han løfter koppen ud med to fingre og puster til den.
Det her er meget bedre; han redder liv, styrer tingene på sin egen måde og kan være hjemme ved Birgitte hver aften.
Han slubrer højlydt, rækker tunge og skærer ansigt.
”Fy for helvede!”
Med så godt kildevand, de har i hanerne her i Oslo, burde de fandeme lave noget bedre kaffe. Bare én enkelt kop, som nogenlunde kan drikkes. Er det for meget at forlange?
”Så er vi klar, Storm.” En sygeplejerske i grønt operationstøj ruller et bord med en hvid organtransportkasse mod ham.
Han smider kaffen i skraldespanden.
”Hvor lang tid har vi?”
”Knap tre timer,” siger hun på klingende nynorsk igennem masken.
”Det er ikke lang tid,” siger han bekymret, ”den sidste tur tog fire timer …”
”Ham her er desværre ikke så stærk som de andre …”
”Så er der ingen tid at spilde.” Han stiller uret, hanker op i kassen og trykker på sin øresnegl. ”Vi letter om tre minutter,” kommanderer han til den ventende helikopter.
Gro ser ham forsvinde rundt om hjørnet. Hun har gentagne gange forsøgt at flirte med ham, men den slags gør han ikke. Han er fuldstændig forelsket i sin gravide kæreste. Tænk, så lækker og endda trofast. De mænd findes altså.
Hun sukker svagt og skubber rullevognen tilbage til afdelingen.