Kapitel 99 

Position: 55º40'15.30”N 12º34'19.80”E

Danmark, KSN, Københavns Politigård. Fredag den 14. december klokken 10.54.

Teksten i bunden af TV2 News taler sit tydelige sprog.

BREAKING: Islamisk Front truer dronningen: Vi vil ramme jeres dronning og ramme jeres byer. Det er hævn for deltagelsen i korstoget mod verdens Mudjahediner og jeres hadske tegninger. Allahu Akbar!

”Kan PET bekræfte truslen?”

Schultz holder hånden over telefonrøret. ”Truslen bekræftes. Gentager, Truslen bekræftes!”

”Ordre: KSN-niveau tre. KSN-niveau tre!”

”Logistik: Få en helikopter på standby i Værløse,” beordrer han. ”PET: Anbefaler evakuering af majestæten.”

Lillelund ser over til politimesterens rum. ”Anbefaler, at vi tilkalder frømandskorpset.”

Det er ikke en beslutning, han har bemyndigelse til.

Vagtchefen nikker for politimesteren.

”Sprængningseksperterne melder om kontrolleret sprængning. Ingen tilskadekomne,” melder radiochef Hannah Stein. ”Sikrer det radioaktive materiale nu.”

”Tak.”

”Helikopter melder klar,” melder logistik tilbage. ”Tid til skibet: 22 minutter.”

”Tak.”

”PET anbefaler: Vi evakuerer majestæten,” siger Schultz.

”Ordre: Evakuer majestæten. Evakuer majestæten!” siger Lillelund til alle i lokalet. ”Havnen spærres.”

”Gamma-et, Gamma-et, kom … ” lyder det fra radiooperatørerne. ”Gamma-et, Gamma-et, kom …”

”Vi får ingen reaktion fra livvagterne om bord!” råber Hannah Stein.

”Logistik; Hvad har vi i havnen?”

”En enkelt båd.”

Tæerne krummer så meget, at de er ved at sprænge støvlerne. En enkelt båd hjælper hverken fra eller til.

Han vender sig og indkasserer et nik fra politimesteren.

”Ordre: Beskyt kongeskibet med alle midler. Skydereglementet er opfyldt. Gentager: Skydereglementet er opfyldt!”