Kapitel 101 

Position: 55º40'28.71”N 12º35'13.14”E

Danmark, Politibåd et, Københavns Havn. Fredag den 14. december klokken 11.09.

Det er pissekoldt, selvom han har redningsvesten uden på uniformen.

Politibetjent Carsten Jacobsen støtter sig til rælingen og varmer hænderne omkring et krus kaffe.

Kaptajnen peger op på broen med termokanden. ”Godt, de kunne hæve den,” siger han, ”jeg troede aldrig, vi skulle få tid til en kop kaffe.”

”05-501, 05-501. Melding kom!” lyder det skrattende fra radioen.

Carsten trykker på radioen med et smil. ”05-501, klarmelding.”

”Vi evakuerer majestæten.” Carsten retter sig op. ”Beskyt kongeskibet. Skydereglementet er opfyldt. Gentager, skydereglementet er opfyldt!”

”KSN, KSN det er modtaget.” Han smider kaffesjatten over bord. ”Skydereglementet opfyldt.”

Han modtager et sammenbidt blik fra Senad.

Det er alvor. Meldingen betyder, at de må skyde uden varsel. Det må være en alvorlig trussel mod majestæten.

Kaptajnen starter motorerne.

I havnebassinet få hundrede meter foran har en yacht kurs direkte imod dem.

”Der!” råber Carsten og peger.

Ud fra det hvide skum for boven og på den måde, den ligger i vandet, kan han se, at den nærmer sig relativt hurtigt.

Den har sandsynligvis ligget i en tilstødende kanal.

”Hold fast,” råber skipper og speeder op.

Kraften fra motorerne er overraskende. Han griber fat i rælingen og går i hug for hver bølge, båden forcerer. Han sender en venlig tanke til sikkerhedslinen, som kaptajnen insisterede på, at de skulle fæstne.

Skipper tænder udrykningsblinkene. Det ser ud til at virke. Yachten sagtner farten, boven lægger sig i vandet igen.

Carsten tager mikrofonen. ”STANDS, DET ER POLITIET.”

Bayliner 320 står der på siden. Yachtens styrehus er dækket med en kaleche, som er gennemsigtig flere steder, men det er mørkt derinde, så han kan ikke se, hvem der står ved roret. En grøn presenning er surret fast på fordækket med blåt reb. Der ser ud til at være noget indenunder.

Skipper sagtner farten for at lægge til mod yachten.

Den speeder op! Motorerne brøler, og yachten glider forbi dem. Skipper vender hastigt båden og sætter efter over yachtens kølvand.

”KSN, KSN. Eftersætter en yacht med retning mod Dannebrog!” råber Carsten over radioen.

Vinden suser for ørerne, og det er svært at høre noget som helst. Var det koldt før, gør vinden det værre nu.

”05-501, 05-501, båden skal standses med alle midler, gentager alle midler!”

”Modtaget,” råber Carsten.

Patruljebåden lægger sig hurtigt parallelt med yachten.

”STANDS, DET ER POLITIET.”

Ingen reaktion.

”DET ER POLITIET. STANDS ØJEBLIKKELIGT, ELLER VI SKYDER!”

Carsten giver tegn til Senad om at skyde et varselskud. Senad afsikrer sin pistol og skyder op i luften.

Skuddene kan næsten ikke høres i vinden og har den modsatte effekt. Yachten sætter farten op og fortsætter i retning mod kongeskibet.

Carsten og Senad ser på hinanden. Carsten trækker sin pistol, spænder i benene og affyrer en serie skud mod motoren bagerst i skroget. Hullerne i skroget viser, at de har ramt bredt og rigtigt.

Ingen virkning.

Skipper svinger entrehagen og rammer presenningen foran på dækket. Han gasser ned, rebet strammes, og presenningen rives af.

Carsten snapper efter vejret. Fire benzintønder er spændt fast på dækket. Imellem benzintønderne ligger stave med sprængstof!

”KSN. KSN. Der er sprængstoffer på båden,” råber Carsten over radioen. ”Gentager: sprængstoffer.”

”Skyd føreren.” lyder det fra KSN. ”Gentager: skyd føreren.

Carsten nikker til Senad. Han er den bedste skytte af de to.

Senad synker en gang. Skyder han ved siden af, kan en rikochetterende kugle risikere at antænde sprængstoffet.

Han tager sigte og skyder tre huller i kalechen direkte ud for, hvor føreren burde sidde.

Det ser ikke ud til at virke. Ikke så meget som en kursændring. Yachten fortsætter for fuld kraft.

Skipper har trukket entrehagen op af vandet og kaster den igen. Denne gang får den fat i kalechen. Han gasser ned.

Kalechen krænges op langs hele siden med en rivende lyd.

En mand står fuldstændig uanfægtet ved roret. Han virker ikke ramt.

”Det ligner sgu da …”

Senad affyrer igen tre skud. Ingen effekt. Manden værdiger dem ikke et blik. Han stirrer stift fremad.