Position: 55º41'45.15”N 12º34'07.74”E
Danmark, Rigshospitalet, København Lørdag den 8. december klokken 08.03.
Han må have penge nok, tænker Magdalena.
Hassan al-Nouri er en statelig mand. Han er omkring 165 centimeter høj, har kulsort tilbagestrøget hår og møder op hver eneste dag, glatbarberet, i et nypresset jakkesæt.
Han er fulgt af to livvagter fra PET, som skal sørge for, at han kommer sikkert tilbage til Vestre Fængsel. Sygeplejerskerne kalder dem internt for PETer1 og PETer2. De har helt opgivet at få fat i deres navne. Og det er ikke af mangel på forsøg. Sportstrænede politimænd er lige, hvad der skal til for at gøre sygeplejersker røde i kinderne.
Al-Nouri ledes direkte ind, uden om reception og ventesal.
”This way,” siger Magdalena og anviser ham omklædningsrummet.
”Thank you,” siger han belevent og holder i forbifarten Magdalenas blik fast med sine kulsorte øjne. Han går ind sammen med PETer1 som lukker døren efter dem.
PETer2 går efter Magdalena ind i kontrolrummet og videre ind i strålerummet for at inspicere. En sagte brummen møder hende i det firkantede rum, og den stille hvæsen fra kølesystemet får den nye Varian X serie-strålekanon til at minde om et uhyre, der er trådt lige ud af en science fiction-film. Den fylder næsten hele endevæggen og rager blank og blågrøn ud over patientbænken i midten af rummet. PETer2 ser sig kort omkring og går ud af rummet for at melde klar over radioen til PETer1. Strålingsrummet er så godt afskærmet, at de ikke kan bruge radioen derinde.
Hassan al-Nouri skridter ind med PETer1 lige i hælene, iført hospitalets hvide kåbe og underbukser. Magdalena støtter ham op i vacfixen, en form, der er støbt til hans krop og hjælper ham med at placere armene over hovedet. Hun justerer placeringen af bænken, så de bittesmå prikker, han har fået tatoveret ind i huden, passer med de røde laserstråler, der kommer ud fra væggen og loftet. Først den laterale position, herefter centrering. Perfekt.
”Klar til indstilling,” siger hun højt.
”Indstiller,” lyder kollegaen Kirstens stemme over højtaleren.
Varian-strålehovedet bevæger sig ud over al-Nouri med en summende lyd og standser med et klik. En lysstråle ses på hærchefens brystkasse, og maskinen retter lysstrålen til, så der tegnes en firkant på brystet. Magdalena måler området med en lineal.
”Syv gange syv,” siger hun.
”Korrekt,” siger Kirsten ud over højtaleren.
Magdalena går ud af rummet og sætter sig bag computeren i kontrolrummet. PETer2 bliver tilbage.
Ude i kontrolrummet kan Magdalena se PETer2 i kameraet. PETer1 går om bag hende for at se, hvad hun laver. Hun loader værdierne i computeren og tjekker dem én for én med værdier, hun har printet ud på et stykke papir. Det er standardprocedure for at minimere fejl.
”Klar til stråling,” siger hun i samtaleanlægget, og hun kan se på skærmen, at PETer2 bevæger sig ud. Han stiller sig og venter lige uden for den blå strålingsdør. Døren glider i med et klik, og PETer2 trækker sig væk. Nu kan al-Nouri hverken undslippe eller blive overfaldet. Han går over bag Magdalena og holder øje med billederne af hærchefen på skærmen. Hærchefen ligger stille og roligt med hænderne over hovedet.
”Mr. Nouri. Vi er klar til at begynde. Hold venligst positionen, til vi er færdige,” siger Magdalena på sit bedste engelsk over samtaleanlægget.
Magdalena begynder strålingsproceduren med et tryk på Enter-tasten.
I det samme lyder en hyletone, og store bogstaver blinker skiftevis gult og blåt hen over skærmen.
”Hvad sker der?” spørger PETer1.
”Vi har fået en fejlmeddelelse. Det er lidt usædvanligt for de nye maskiner. Vi så det tit på de gamle,” forklarer hun og slukker alarmen. ”Der går nok et par minutter …”
PETer1 nikker forstående.
”Eske, vi har en Interlock på maskine fem,” siger hun i samtaleanlægget.
”Kommer,” lyder det kort tid efter.
”Mr. Nouri. Der er opstået en forsinkelse. Bare slap af og forbliv i positionen,” siger Magdalena over samtaleanlægget.
De kan se på skærmen, at Nouri nikker, stadig med armene over hovedet.
”Jeg kan umiddelbart ikke se, der skulle være noget galt,” siger Magdalena, i samme øjeblik en tynd og meget lyshåret tekniker, Eske Therkildsen, sætter sig ved en computer ved siden af hende.
”Det gjorde den også i går,” siger han efter nogle få sekunder. ”Jeg prøver lige at nulstille …”
Han taster virtuost på keyboardet.
”Så skulle den være der.”
Kirsten starter systemet op igen, og Eske Therkildsen bliver for en sikkerheds skyld siddende.
”Klar!” melder Magdalena. ”Mr. Nouri. Vi er klar til at begynde igen. Bare slap af og hold positionen.”
Sygeplejerskens stemme runger i det firkantede rum. Hassan al-Nouri kan høre en velkendt høj elektrisk summen og kan se apparatet langsomt dreje over ham. Hans hænder er allerede kolde af at være strakt ud over hovedet så længe. Han er jo færdig om et øjeblik, så han holder nok til det.
Han lukker øjnene og slapper helt af.
Den elektroniske summen bliver højere. Det er en summen, han ikke har oplevet før. Det er nok en ny del af programmet, tænker han. Lyden bliver højere, og han kan mærke en dejlig varme i lungerne. Der sker da noget! Lyden bliver endnu højere. Det føles som om, det brænder i lungerne. Han åbner øjnene og snapper efter vejret. Han kan ikke få luft. Han kan heller ikke bevæge sig. Han kan kun skrige.
Alarmen går igen. WARNING. ABOVE TARGET, blinker på Magdalenas skærm. Strålingskurven er langt over målet.
PETer1 ser spørgende på Magdalena.
Teknikeren hamrer hånden ned på en rød nødstopknap på bordet. Det hjælper tilsyneladende ikke. Strålingskurven på skærmen stiger stadig.
”Kirsten, nødstop! Hurtigt!” råber Magdalena.
Kirsten trykker på de første tre nødstop, hun kan se. Knapperne giver klik fra sig og bliver inde, som de skal, men der sker intet.
PETer1 og PETer2 følger hendes eksempel og trykker på samtlige nødstop i rummet.
Intet virker.
Forfærdelige skrig lyder fra samtaleanlægget. Magdalena ser på strålingskurven på skærmen. Den bliver ved med at stige og passerer nu et niveau, som intet menneske kan tåle. På skærmen kan hun se al-Nouri rykke sig fra side til side i smerte. Strålingen stiger stadig. Skrigene bliver mere skingre. Hun kan se, at der kommer røg ud af munden på ham. Hun kan ikke gøre noget, kun høre hans skrig stilne af og gå over i en rallen. Strålingskurven bliver ved med at stige, og billederne forsvinder ét efter ét og efterlader sorte rammer på skærmen.
Eske Therkildsen tager en hurtig beslutning. Han løber op ad trappen og løber så hurtigt, han kan i den iskolde regn over den mørke parkeringsplads til transformatorstationen på den anden side. Han finder drivende våd nøglerne frem og åbner døren. Han famler sig frem til strømtavlen for radiologisk afdelings underjordiske kompleks og trækker i afbryderen, mens lysstofrørene stadig er ved at tænde. Han løber ud for at se, om det har den ønskede effekt. Den er god nok, afdelingen står nu i mørke. Han låser døren, løber tilbage over pladsen og ned ad nødtrappen.