Position: 55º48'45.55”N 12º30'40.89”E
Danmark, Søllerød. Søndag den 9. december klokken 18.48.
”Det er her,” sukker Birgitte Holm og trommer med neglene på sideruden. Storm bremser behændigt ned og drejer forbi et skilt, der advarer om, at de er på vej ind ad en privat vej. Vejen snor sig til højre og venstre, og efter 300 meter leder den ind i en oplyst gård, hvor en stor stråtækt rødstensvilla rejser sig majestætisk foran dem. I midten af gården står et stort træ med små lys i de nøgne grene. De ligner stjerner mod den sorte aftenhimmel, synes Storm, idet han drejer om træet og standser ved hovedtrappen.
”Hvor er det blevet flot.” Han går om og åbner døren for Birgitte.
Hun stiger ud, tung som en flodhest. ”Har du ikke set det færdigt?”
”Nej, det har jeg faktisk ikke,” siger han og rækker om på bagsædet efter en lille beholder.
”Birgitte!” Lyder det på trappen bag dem. Bodil Holm står med åbne arme i døren. Hun har sædvanligvis den sorte langærmede og langhalsede striktrøje på, der dækker hals og håndled, og hendes sølvgrå hår er sat op i en knude i nakken. Hun er sidst i tresserne, men er i imponerende god form og løbetræner flere gange om ugen. Hun har Birgittes høje kindben og brede, feminine skuldre. Eller måske er det omvendt, tænker Storm og smækker bildøren.
Han går op ad trappen bag Birgitte. Bilen lyser et kort øjeblik gårdspladsen gullig, idet han trykker på fjernbetjeningen bag sig.
”Hvor er du blevet stor,” siger Bodil. ”Kom ind, kom ind.”
”Søren!” Bodil lukker døren og giver ham et knus.
”Vi tog lidt godt med til dig.” Storm rækker hende en lille beholder med kaffebønner.
”Dem har Søren selv ristet,” siger Birgitte.
”Det må jeg nok sige.”
”Nu vil jeg ikke gøre dig afhængig, men det er en god Hawaiian Kona Extra Fancy … fra i år,” siger Storm stolt. ”Vent lige med at åbne beholderen, til du vil bruge kaffen. Den er forseglet nu.”
”Det lyder dejligt. Jeg har faktisk besøgt Kona-området på Hawaii,” siger Bodil og hænger frakken op. ”Det var, før jeg fik Birgitte.”
”Var det i embeds medfør?” Storm synes at kunne huske, at hun var stewardesse i sine unge dage.
”Noget i den stil,” siger hun venligt, ”sæt jer ind i stuen.”
De sætter sig i den pletfrie, hvide sofa foran pejsen. Ilden knitrer lystigt, og varmen får dem til at føle sig hjemme med det samme.
”Birgitte, hvad kan jeg byde dig, vand, juice?” spørger Bodil.
”Jeg venter lidt.”
”Søren, cognac?”
Storm ser spørgende over på Birgitte.
”Jeg skal nok køre, skat.”
”Så skidt da,” siger Storm.
Bodil tager to glas frem af barskabet, hælder op og giver det ene til Storm.
”Søren har ikke set huset færdigt udefra endnu,” siger Birgitte og varmer fødderne mod pejsen.
”Ja, det tog også sin tid med den renovering,” siger Bodil på vej ud i køkkenet. ”Tænk at løbe tør for strå. Dem kunne de først høste her i efteråret.”
”Det ser simpelthen så godt ud. Meget detaljeret,” råber Storm efter hende. ”De har gjort et godt arbejde, ser det ud til.”
”De har også fået pengene for det,” råber Bodil ude fra køkkenet.
Birgitte ruller med øjnene.
”Op med humøret skat,” forsøger han. Hun stopper ham med en håndbevægelse og lægger armene over kors.
Sådan er det altid, når hun skal besøge sin mor. Bliver der ikke noget skænderi i aften, er det et stort fremskridt.
”Må jeg spørge, hvad det har kostet?”
”Hvilket af det?” råber Bodil. ”Taget?”
”Ja,” råber Storm tilbage.
”Omkring tre millioner.”
”For taget alene?” Storm fløjter. ”Så er det da også betalt.”
Bodil er tilbage med små, delikate bruschetta og forskellige oliven på en bakke.
Birgitte snupper en oliven i forbifarten.
”Hvordan står det til i banken?” spørger Storm.
”Åh, vi har lidt travlt i øjeblikket.” Bodil sætter sig majestætisk i stolen ved siden af sofaen og trækker op i den sorte krave. ”Vi er ved at færdiggøre nogle sager. Det trækker tænder ud, må jeg indrømme. Også for personalet.”
Storm sætter tænderne i én med friskhakket tomat og basilikum. ”Hvornår regner du med, at I er færdige?”
”I starten af det nye år. Så skulle vi kunne få lidt mere arbejdsro.” Hun sipper lidt cognac.
Storm gnider fingrene for at få krummerne af. ”Kan I holde indtjeningen?”
”Ja, det tegner endda rigtig godt. Vores tradere har gjort et godt job i år.” Bodil læner sig frem og skubber fadet hen mod Birgitte. ”Tag en bruschetta, skat.”