Position: 55º41'51.66”N 12º28'22.94”E
Danmark, Kriminal Teknisk Center, Vanløse. Mandag den 10. december klokken 10.49.
”Søren Storm, PET.”
Storm viser sit skilt med en knugende fornemmelse i maven. Lige nu er han faktisk glad for, at Birgitte gik på arbejde. Så er hun da rimeligt beskyttet i PET’s sikrede hovedbygning. Ellers ville han ringe til hende og bede hende om at køre ud af byen så hurtigt som overhovedet muligt, tavshedspligt eller ej.
”Johnny Larsen, Beredskabsstyrelsen.” En mørkhåret, slank mand midt i fyrrerne trykker Storms hånd.
Johnny Larsens hænder viser ingen stråleskader. Godt tegn. Storm ser på hans indikator i brystlommen. Den er grøn: ingen fare. ”Hvad er status?”
”Stedet evakueret. Syv personer har været i berøring med vognen,” siger Larsen og leder ham igennem en korridor med udsigt til en stor hal på den ene side. ”To betjente, to ambulancefolk, en civil, retslægen samt to herfra. De er alle negative, men er for en sikkerheds skyld til dekontaminering og kolde afvaskninger på Svanemølle Kaserne.”
”Godt.” Storm smiler for sig selv ved tanken om, at de står nøgne og fryser på en eller anden fodboldbane og bliver spulet med iskoldt vand. ”Hvor er vognen?”
”Denne vej.” Larsen leder Storm ned ad en trappe, ind i et omklædningsrum og rækker ham en sammenpakket, orange beskyttelsesdragt.
”Og du er klar over, hvad vi har med at gøre?” spørger Storm.
”Polonium-210; et biprodukt fra berigelse af uran.”
Storm nikker og slukker mobilen. ”Det, der bekymrer mig, er, at frisk polonium-210 kan bruges sammen med beryllium-9 som en tændsats.”
”Tændsats til hvad?”
”Et kernevåben slet og ret. Et let våben designet til at skabe radioaktivt forurening; en såkaldt beskidt bombe. Hvis vi også finder spor af berylium-9 i vognen, kan det betyde, at der også er højt beriget uran.”
”Beriget uran! Her?” Larsen er ligbleg og ser på sin indikator. Han slår let på den. Den er stadig grøn. ”Det er dragten her slet ikke bygget til …”
Storm rejser sig op og lyner dragten. ”Da folk ikke har fået synlige stråleskader, er uranet sikkert pakket godt ind. Lad os nu se, hvad vi finder derinde.”
Storm holder vejret og lyner dragten det sidste stykke over hovedet. Han svinger luftapparatet på ryggen, monterer slangen på siden og lader dragten puste sig selv op. Hovedbeklædningens udsigtsfelt retter sig ud, så han kan se noget. Han trækker vejret igen og ånder på indersiden, for at se om det dugger. Det gør det ikke; lufttilførslen er i orden.
Larsen ser ikke glad ud. Han rejser sig og går foran Storm igennem hallen hen foran en luftsluse. ”Du kender sådan et?” siger han igennem dragten.
Storm får et stort firkantet måleapparat i hånden. ”Det kan du tro.” Han drejer vant på knapperne. ”Ingen gammastråling foreløbig.”
De går langsomt ind gennem luftslusen, forbi brusersystemet og ind i det lufttætte rum.
Storm kan mærke maven gøre vrøvl. Der er dømt tyndskid, når han kommer ud.
I rummet står en sort kassevogn. Dørene er forseglet med polititape, og Varian-logoet slynger sig langs siden.
Storm retter måleren mod vognen. ”Der er ikke tegn på højt beriget uran.” Han kan mærke, at han ryster på hænderne. ”Men det kan jo være pakket godt ind. Lad os begynde med skydedøren først.”
Larsen river langsomt tapet af siden.
Storm måler op ad dørsprækken. Hænderne sveder i handskerne.
”Intet. Lad os åbne døren.”
Larsen trækker forsigtigt i håndtaget med en krog, og døren springer ud.
Storm er hurtig med måleren langs kanten. ”Det er polonium, men om det er 210, kan jeg ikke afgøre.”
”Berylium?”
”Ikke noget, endnu.” En svedperle løber ned og generer det ene øje. Han kniber det hårdt sammen og blinker et par gange. Det er jo lidt svært at klø sig gennem dragten. Hold kæft, hvor han sveder.
Larsen trækker døren helt til side uden at røre ved håndtaget. På den sorte gummimåtte på gulvet glinser en pøl af størknet blod.
Storm måler ind i bilen. Han fører den langsomt hen over gulvet hen til et sted, hvor måleren går helt amok. Han holder vejret. Pulsen banker for ørerne og overdøver den sagte siven fra lufttilførslen i dragten.
Storm kravler ind i bilen. ”Nu har jeg aldrig …”
”Hvad?” Larsen stikker forsigtigt hovedet ind. Midt på gulvets skridsikre gummi ligger en cafe au lait-farvet plasticæske.
”En Staticmaster!” siger Storm lettet og peger. ”Sandsynligvis krænget op med den skruetrækker der.”
”Er det positivt?”
”Ingen beryllium eller uran.”
”Pyha.”
”Det er et helt almindeligt, antistatisk apparat, som kan købes over internettet.”
”Er det så ikke polonium-210?”
”Jo, bestemt. Men i meget begrænset mængde. Den kan stadig være skadelig.”
Storm undersøger resten af bilen. ”Der er kun svage signaler af polonium i førerkabinen. Det stammer sikkert fra fingeraftrykkene. Den værste forurening er begrænset til området midt på gulvet.”
Larsen tager en række billeder i bilen af æsken og skruetrækkeren på gulvet. ”Vi skærer det ud med det samme.”
En skarp hobbykniv klarer det hurtigt. De placerer forsigtigt gummiet i en spand. Spanden placeres i en tung, grå beholder, forsynes med et gult mærke og forsegles.
Larsen bærer beholderen ud i luftslusen og skyller den af i bruseren. ”Det gik da let og smertefrit.”
”Det må man sige,” siger Storm og hører vandet tromme højlydt på dragten, idet han stiger op i badet.
Larsen måler efter. ”Du måler fint.” Han overlader måleren til Storm og træder selv op i badet.
På den anden side af luftslusen lyner Larsen ned og trækker hovedbeklædningen af. ”Så kan I godt rulle ind,” siger han ud ad en port ud til gårdspladsen. En trailer beregnet til at transportere ueksploderede bomber, en såkaldt bombebrønd, bakker ind i hallen. Larsen placerer beholderen i den.
Storm åbner sin beskyttelsesdragt og afmonterer luftslangen. ”Bilen er godt forurenet, og jeg vil anbefale, at I destruerer den, når I er færdige med jeres undersøgelser,”
Han tænder sin mobiltelefon. ”Møller? Det er Storm. Det var heldigvis ikke så galt, som vi kunne frygte. Materialet bliver sendt til laboratoriet nu. Der går nok 48 timer, før vi har et resultat. Jeg anbefaler, at vi afblæser Alpha to. Det er godt. Jeg ringer til Petersen.”
Han roser sig selv for ikke at gå i panik. Det var en rigtig beslutning ikke at fortælle nogen om faren for en bombe af den værste slags.
”Tak for hjælpen,” siger Larsen, idet traileren kører af sted. ”Det er rart, at PET endelig har ansat nogen, der ved noget om stråling.”
”Jeg er bange for, at det kun er midlertidigt,” siger Storm og bakker hen mod omklædningen. ”Lad mig vide, hvad I finder.”
”Naturligvis,” siger Larsen muntert og lukker porten til pladsen igen.