Position: 55°40'18.77"N 12°35'30.26”E
Danmark, Christianshavns Torv. Tirsdag den 11. december klokken 12.19.
Der er sædvanlig juletravlhed på Christianshavns Torv. Et busstoppested, en metrostation, en pølsevogn og en bod med brændte mandler. Alle besøgt af mange mennesker. En juletræssælger er i færd med at stille sine juletræer op og forvandle halvdelen af torvet til en veritabel skov.
Betjentene Carsten Jacobsen og Senad Cuchic parkerer patruljevognen i en sidegade til torvet og går langsomt over til en pølsevogn, som står ved nedgangen til metrostationen.
”Hvad skal du ha´, Senad?” spørger Carsten. Det er hans tur til at give.
”Medister, to brød og en cola, tak,” siger han og stiller sig om på siden af vognen. Han betragter juletræssælgeren, der arbejder med at sætte fod på en flot rødgran. Han lader blikket glide hen mod Knippelsbro og nyder synet af de mange granguirlander med små gule, charmerende lamper, der hænger over vejen. Han betragter kanalen, hvor de små både vugger op og ned. København er så smuk her op mod jul, synes han. Det kunne være, at han skulle slå sig ned her og få sig en båd engang.
De lokale misbrugere og alkoholikere, de fleste af dem grønlændere, rager som sædvanlig rundt på torvet og råber højt. Sikke et liv. Men de generer ingen og stjæler meget sjældent. Han kan faktisk ikke komme på et eneste tilfælde, hvor de har været involveret i tyveri.
”Værsgo´.” Carsten stiller colaen bag ham. Imens Carsten betaler, flytter Senad sin pølsebakke om på sidedisken.
”Skal du kun have en frankfurter i dag?” driller Senad.
”Jeg har også bestilt en dellesandwich,” siger Carsten og skraber frankfurteren gennem både ketchup og sennep. Han smiler af Senads stikpille, mens han bider en tredjedel af pølsen i én mundfuld. Carsten er godt klar over, at han spiser for meget, og at han er ikke er den slankeste betjent i korpset. Han træner heller ikke så meget som Senad. Er der noget at holde i, er der noget at holde af, som de siger derhjemme. Han åbner sin halve liter cola, lægger nakken tilbage og bunder halvdelen på tre sekunder.
Senad har set det utallige gange, men han kan stadig ikke lade være med at være imponeret. Manden er bundløs.
”Ah!” Carsten rømmer sig og stiller colaen fra sig på hylden. ”Sig mig …”
”01-402, 01-402. Melding, kom,” afbryder den skrattende radio ham.
”HS. HS. Klar. 01-402, alpha,” siger Carsten og lukker en lydløs bøvs ud.
”01-402. En person er i øjeblikket på vej mod Christianshavn Metrostation fra Amagerbro. Han signaliseres som værende: A. Mand 35-40 år, cirka 200 centimeter, rødt hår og hestehale. Han er sportstrænet. Er muligvis bevæbnet. Pågrib vedkommende, hvis han står af på stationen. Forsigtighed tilrådes, husk at skifte til kanal 70, inden I går ned i metroen. Kontrolopkald hertil,” lyder det fra radioen.
Carsten skifter kanal.
”HS. HS, på kanal 70. Vi er på plads om to minutter,” siger Carsten i radioen.
”Det er modtaget. Hold jer ude af syne 01-402. Der er civilbetjente i toget.”
”Det er modtaget,” svarer Carsten.
Senad ser på metrosøjlens display. ”Der er kun et minut til,” siger han og smider pølsebakken i skraldespanden.
”Så var der en delle,” siger pølsemanden og rækker frikadellesandwichen ud ad vinduet. Carsten ryster bedrøvet på hovedet og sætter i løb hen mod nedgangen.
Carsten og Senad løber ned ad nogle grå trappetrin, som deler sig i to omkring en elevator. De løber på hver sin side af elevatoren og ankommer samtidigt til trapperummet med udsigt til fire rulletrapper. I samme øjeblik åbner elevatordørene sig bag dem. Senad løber hen til den tomme elevator og holder dørene åbne, så der ikke er nogen, der kan bruge den. Carsten nærmer sig gelænderet med udsigt ned til perronen dybt nede under ham. Han spejder i menneskemængden på de opadgående rulletrapper under ham. Der er umiddelbart ingen, som passer til signalementet, og han kigger sig tilbage over skulderen efter Senad og ser, at han spærrer elevatoren. Den eneste mulighed for at komme ud af stationen er op ad de to trapper, der ruller imod ham.
Senad føler sig ikke til megen nytte ved at stå og kukkelure i elevatoren. Han øjner en soldat i grøn uniform og orlovstaske over skulderen i hurtig gang på vej mod ham.
”Hej,” siger han til soldaten. ”Må jeg bede om din hjælp?”
Soldaten standser op. ”Hvad skal jeg gøre?”
”Du skal sørge for, at elevatoren ikke kan bruges. Sæt foden her.” Senad viser soldaten, hvordan man holder foden imellem dørene.
”Okay,” siger soldaten, smider sin grønne orlovstaske imellem dørene og stiller sig på vagt med korslagte arme foran dørene, mens Senad løber hen til Carsten.
Det fuldautomatiske metrotog ruller ind på Christianshavns Metrostation 30 meter under dem og bremser præcist ud for perronens automatiske glasdøre, som afspærrer sporet. Et elektronisk dut høres, og togets døre og glasdørene ind mod perronen åbner samtidigt. Præcist, elegant, lydløst.
Folk i toget maser ikke. Det gør man ikke. Man kan have travlt, men ligefrem at røre hinanden er direkte uciviliseret og bør for alt i verden undgås. Det kan selvfølgelig ske, at man kommer til at røre hinanden, hvis toget er propfyldt. Men det bliver taget med godt humør. Så har man lidt at fortælle, når man kommer hjem. I øjeblikket er der ikke så mange med toget, så folks personlige rum bliver respekteret, og alle stiger af i god ro og orden. Ingen taler sammen. De fleste har deres egen musikkilde i ørerne, og en enkelt taler i telefon på vej ud. De ventende på perronen, der pænt har givet plads til de udgående passagerer, går ind og indtager sæderne én efter én. De placerer sig jævnt over hele det 39 meter lange togsæt, som kan rumme 300 mennesker. Lugten af fugtigt overtøj fylder toget. En kvinde trækker en cykel ind ad den forreste dør og stiller cyklen direkte foran civilbetjenten som står op ad glasskillevæggen. På den måde er det lettere for hende at stige af med cyklen igen. Civilbetjenten holder øje med mistænkte gennem glasset. De gule lamper over døren blinker, den kendte lyd fra kuglelejerne i dørene høres, og dørene glider mod hinanden.
Pludselig springer mistænkte frem og kaster sig ud igennem en lille sprække i midten af dørene, inden de lukker helt i.
Den ene civilbetjent, der er klemt inde bag cyklen, reagerer hurtigt og griber ud efter ham i farten. Han hopper adræt over forhjulet, hvilket forsinker ham så meget, at han lige akkurat misser, og dørene lukker sig for næsen af ham. Han stikker fingrene ind mellem gummilisterne, men for sent. Dørene er låst og han kan ikke få dem op.
Den anden civilbetjent støder til og trækker i nødbremsen. Det hjælper ikke på dørene. De går ikke op.
Mistænkte følger roligt med menneskemængden hen til de to parallelle opadgående rulletrapper. De leder op til en platform hvor man skifter til to andre trapper for at fortsætte opad. Han stiger på trapperne mod første etage.
”01-402,” lyder det skrattende fra radioen, ”Mistænkte har forladt toget. Eftersæt med forsigtighed.”
”HS. HS. Det er modtaget,” siger Carsten, som får øje på mistænkte på rulletrapperne og peger ham ud for Senad. Mistænkte registrerer de to betjente, vender rundt og løber utrolig adræt ned ad rulletrappen mod strømmen.
Carsten og Senad sætter øjeblikkeligt efter ham ad hver sin trappe.
”HS. HS. 01-402. Eftersætter mistænkte,” råber Carsten i radioen.
”Assistance er på vej, 01-402,” lyder det fra radioen.
Nede på perronen løber mistænkte direkte hen til forenden af det holdende tog. Civilbetjentene er stadig spærret inde i vognen og følger ham med øjnene.
Senad er den første nede ad trapperne og øjner en chance for at pågribe manden, før Carsten når ned. Mistænkte er på vej ind i et hjørne og er snart fanget. Han standser op og går afslappet ind i hjørnet.
Senad breder armene ud, parat til en takling.
Pludselig vender mistænkte sig triumferende mod Senad, åbner en nøddør med albuen og springer adræt ned på togsporet. I det samme ankommer et tog i modsatte spor, og vindtrykket slår døren i med et ordentligt brag.
Senad er mildt sagt ikke glad for at skulle eftersætte nede på sporet. Der er strømførende skinner med 750 volt dernede, husker han fra en øvelse engang. Man bliver slået ihjel, hvis man rører sådan én.
Han skubber tankerne til side, åbner døren, springer ned på sporet og eftersætter mistænkte, som løber videre uden at lade sig mærke det mindste med faren. Senad finder hurtigt en løberytme, der passer på betonsvellerne mellem skinnerne. Det eneste, han kan høre hernede, er lyden af løb og sit eget åndedræt. Må være på grund af tunnellens cirkelrunde konstruktion.
Carsten er nu kommet ned til den åbne nøddør. Tunnellen er oplyst af grønne nødlys, som sidder i jævn afstand fra hinanden.
”HS. HS. Vi eftersætter mistænkte ud på skinnerne,” råber Carsten og hopper resolut ned på sporene og sætter efter Senad og mistænkte, så hurtigt hans ben kan bære ham. ”Stands venligst togene.”
”Det er modtaget 01-402. Pas på skinne i siden. Den er strømførende. Det er forbundet med livsfare at berøre den. Vi arbejder på at få den slukket,” lyder det fra radioen.
”Det er modtaget,” råber Carsten forpustet. Shit! Der er ikke noget at gøre. Han må fortsætte. Bare han løber på svellerne, går det jo egentlig meget godt. Træder han ved siden af, mister han balancen.
Senad er en af de hurtigste løbere fra sin årgang på politiskolen, men lige meget hjælper det. Mistænkte er altid omtrent 50 meter foran og kan lige skimtes i tunnellens krumning. Det eneste, han kan høre, er de hurtige skridt forude.
Mistænkte når til et kryds, hvor tunnellen åbner sig ind til en parallel tunnel til modkørende tog. Et skiftespor gør det muligt at få vendt og slæbt togsæt ud af tunnellen i tilfælde af en ulykke. Han løber ind i den anden tunnel, og Senad følger efter lige i hælene på ham.
”Eftersætter i modsatte spor,” siger Senad over radioen, mens han løber.
”Det er modtaget,” lyder det fra radioen.
Nu skråner tunnellen lidt opad, og Senad mærker, hvor svært det er. Han bruger langt flere kræfter og kan mærke pulsen stige langt op i det røde felt.
”Der er et tog på vej i tunnellen,” lyder det pludselig i radioen, ”Advarsel. Der er modkørende tog!” Senads blod fryser til is. Han standser op og kan høre toget. Han kan pludselig mærke lufttrykket mod sig. Havde han høj puls før, står hjertet stille nu. Lyset fra et tog kommer imod dem i fuld fart. Mistænkte fortsætter i løb mod toget. Hvor lang tid har han? Et par sekunder, maks. Senad ser sig om for en mulighed for at undslippe. Han ser sig tilbage. Der er for langt til krydset. Han overvejer, om han kan lægge sig ned langs med skinnerne. Det kan være, at der er frihøjde nok til at toget kan passere over ham.
Han ser efter mistænkte, som bliver ved med at løbe mod toget. Vil han slå sig selv ihjel?
Toget stopper som ved et mirakel et par meter foran mistænkte. Autopiloten har detekteret et objekt på skinnerne og standset toget. Mistænkte hopper op på en afsats ved siden af toget og kanter sig forbi. Senad løber efter. Snart når han toget og springer op på afsatsen. Han møder mange spørgende blikke fra de forvirrede passagerer, mens han besværet kanter sig forbi. Flere personer ligger på gulvet på grund af den hårde opbremsning og bliver hjulpet op af hjælpsomme medpassagerer. Han har tabt afstand og har nu længere til at indhente den mistænke. Han kanter sig forbi med fornyet styrke. Sat i relief betyder lidt puls og lidt sved ikke noget.
Carsten kommer til krydset på sporet bagved. Han hører meddelelsen fra HS. I et uforvaret øjeblik rammer hans fødder ikke svellerne, men skiftesporets skinner. Carsten falder hen mod den strømførende skinne. Der er intet, han kan gøre. Farten og tyngdekraften klarer resten. Centimeter for centimeter nærmer hans krop sig den strømførende skinne. Han kan mærke, hvordan hårene rejser sig på hans arm, jo tættere på skinnen han kommer. En mærkelig fornemmelse. Nu er der kontakt, og han kan mærke, han rammer skinnen. Det bliver sort for ham. Nu rammer resten af kroppen svellerne, og han ruller hen ad sporet.
Er han i chok? Han mærker intet. Han ruller om på siden. Han er da i live. Han tør næsten ikke mærke sin arm. Det bliver han nødt til. Hvis den er sprængt af, må han stoppe blodtabet.
”Vi har afbrudt strømmen,” lyder det over radioen. ”Det er nu sikkert at færdes i tunnellen.”
Nu ser han nødlysene. Han tvinger sig til at røre sin arm. Den er der endnu. Det hele af den! Han sætter sig op. Så går det op for ham; De må have slukket strømmen få centimeter fra, at han rørte skinnen. Han er i live! Han sætter i et ekstatisk brøl, der giver genlyd i hele tunnellen.
Der vanker øl til HS, når han er tilbage.
Han kommer på benene. De er som gele. Det skal nok gå over. Han fortsætter forfølgelsen.