Position: 55º40'35.80”N 12º34'00.67”E
Danmark, Rådhuspladsen i København. Onsdag den 12. december klokken 20.59.
”Fuck, et sløseri. Det er sgu da mennesker, de har med at gøre!”
Birgitte nikker stilfærdigt ved siden af, mens Rådhuspladsens store juletræ glider forbi.
Hans hoved føles, som om han har fået elektrisk stød.
Hvis bare mor var det eneste problem.
Ingen kan vide sig sikker, hvis en beskidt bombe går af. Den behøver ikke at være stor. 20 kilo er nok til at skabe en dræbende radioaktiv sky, der driver langt omkring afhængig af vejr og vind.
Han klemmer rattet i hænderne.
Han må have Birgitte ud af byen. Et sted, hvor hun kan slippe væk, hvis skyen blæser i den forkerte retning. Christianshavn er for tæt på. Det værste er, at han ikke må fortælle hende det.
”PET-jobbet kommer nok til at tage nogle døgn,” siger han. ”Jeg tænkte på, om du ikke ville tage op til din mor imens?”
”Hun er jo aldrig hjemme. Jeg skal ikke kukkelure i det store hus helt alene.”
”Jeg kommer op til dig, hver aften når jeg er færdig. Så kan vi følges ad på arbejde …”
”Det bliver ikke til noget.”
”Kunne du for en gang skyld ikke bare gøre, som jeg beder dig om?” vrisser han.
Hun holder hånden op. ”Det gider jeg ikke at snakke om.”
De køler begge af i tavshed.
Storm skifter gear.
Det kan også være, at han ser spøgelser med den bombe. Måske har MI6 regnet forkert. Det vil ikke være første gang.
Han må ud på en lang løbetur for at ryste de værste tanker af sig, når de kommer hjem.
Storm sukker. ”Jeg ringer til forstanderen i morgen.”
”Det lyder som en god ide,” siger Birgitte ved siden af.
”Jeg føler på en eller anden måde, at jeg svigter …”
”Du var der,” siger Birgitte. ”Det er det, der betyder noget. Du så, hvor glad hun blev. Hun livede helt op.”
”Du har sikkert ret.”
”Når jeg tænker over det, er jeg også bare glad for, at du er her,” siger Birgitte og tager hans hånd.
”Tak.”
”Jeg mener: Det er ikke vigtigt for mig, hvad du laver,” siger hun og klemmer hans hånd. ”Du er her i mit liv, det er jeg taknemmelig for.”
Storms strube går op og ned. ”Tak, skat.”