Position: 56º16'44.41”N 09º06'51.64”E
Danmark, FlyveTaktisk Kommando, Karup. Torsdag den 13. december klokken 11.09.
Flyene lander og letter uafbrudt på Nordeuropas største militære flybase, Flyvestation Karup. Major Peter Hansen er ansat i FlyveTaktisk Kommando, som er ansvarlig for luftforsvaret af Danmark og kontrollerer al militær flyvning i dansk luftrum.
”Peter Hansen.”
”Hej, Peter. Det er Birgitte.”
”Hej Birgitte,” siger Peter overrasket. ”Lang tid siden, hvordan har du det?” Det lyder, som om hun ringer fra en håndfri telefon i bilen.
”Jeg har det godt, jeg har fundet manden i mit liv, og jeg er højgravid.”
”Det er jeg ked af at høre. Er I gift?”
”Næh,” siger hun og trækker på det.
”Så er der håb endnu,” siger han.
”Vi stoppede for lang tid siden, Peter.”
”Man har vel lov til at drømme. Hvad kan jeg gøre for dig?”
”Kan du huske min fars flystyrt?”
”Ja, selvfølgelig.”
”Jeg er stødt på en videooptagelse, hvor han tager af sted seks en halv time før det tidspunkt, jeg husker, vi fik beskrevet. Jeg har slået det op i arkiverne, og de bekræfter forskellen.”
”Tror du ikke, at der er tale om en forkert tid på optagelsen?”
”Der er tale om hele fire billeder. Og en enkelt optagelse. Alle skriver den samme tid: 06.44,” fortsætter Birgitte.
”Det lyder mærkeligt.”
”Du er den eneste, jeg kender, der har adgang til de informationer.”
”Jeg er faktisk major nu.”
”Tillykke med det.”
”Lad mig nu se. Jeg er faktisk inde i NADGE i forvejen.”
”NADGE?”
”Det betyder Nato Air Defence Ground Environment; en database over alle fly i NATO’s område; Du kan se, hvilke radarer som har spottet hvilke fly, hvorhenne og hvornår. Det er bare en lille del af det.”
”Javel.”
Han rømmer sig. ”Hvad dato var det nu, det var?”
”6. oktober 2007, DAK-550.”
”- 550 … øjeblik … ifølge systemet tog flyet af sted klokken 13.14.”
”Kan det være i luften to gange på samme dag?”
”Meget muligt … der går lige et øjeblik, systemet er ikke så hurtigt … nej. Det blev repareret om formiddagen og tanket klokken 12.27.”
”Det kan bare ikke være rigtigt,” siger Birgitte. I baggrunden lyder det, som om hun slår på rattet i raseri. ”De her billeder er altså taget af helt almindelige danskere.”
”Prøv og hør her. NADGE er altid korrekt, helt ned til en tusindedel sekund. Du må have set forkert.”
Der bliver stille i den anden ende.
”Peter?” siger hun så med sin blødeste stemme, ”er der en måde at verificere de data på?”
”Det kunne der måske nok være.”
”Søde, søde Peter. Kunne du ikke for gammelt venskabs skyld undersøge det for mig?” tigger hun.
”Okay.” Hun har altid kunnet få ham til de mærkeligste ting. ”Jeg har en ide.”
Det er jo trods alt hans gamle chefs datter. ”Lad mig lige se i vores papirer, så ringer jeg tilbage til dig. Hvad er dit nummer? Jeg kan ikke se det i displayet.”
”Det er blokeret. Jeg sms’er det lige … og Peter?”
”Ja,” svarer han træt.
”Du behøver ikke at nævne det til nogen. Det er ikke sikkert, at det er noget.”
”Det er i orden. Hej søde.”
”Hej Peter.”
Major Peter Hansen smækker røret på og lægger telefonen. Søde Birgitte, sikke en kvinde! Hun er sikkert stadig lige så smuk, som da han mødte hende for snart 15 år siden. Hvor tiden går hurtigt. Han tænker på de dejlige stunder, han har haft med hende. Og så som kæreste at blive inviteret ind i selve forsvarschefens hjem. Det var stort.
Nå, men det skal ikke tage lang tid at få manet hendes ide i jorden.
Major Peter Hansen går ned i arkivet i kælderen. Han tænder lyset i rummet og går søgende langs lange rækker af brandsikre arkivskabe. Han åbner en arkivskuffe og bladrer igennem filmapperne.
”Haps.” Det første, han finder, er påfyldningsrapporten, der fastslår, at klokken 12.27 er brændstoffet påfyldt og klarmeldt.
Han tager rapporten med og fortsætter ind i et tilstødende lokale, hvor værkstedsjournalerne står. Han tænder lyset og bladrer igennem oktober måned 2007.
”Jeps!” Han trækker reparationsrapporten ud af skuffen og slår op i den oven på arkivskabet. Den er god nok. Den siger sluttidspunkt klokken 11.22.
Han slukker lyset og går op.
Tilbage i kontoret smider han begge rapporter på skrivebordet og griber mobilen. Mens han taster, kaster han et blik på de to rapporter.
”Hvad i alverden,” udbryder han og lægger telefonen. Der er et eller andet usædvanligt over rapporterne. Noget, han først lægger mærke til nu. De er udfyldt med nøjagtig samme håndskrift. Og med kuglepen af samme farve. Der er noget galt. Det er ikke muligt. Man arbejder ikke to steder på samme tid. Han stikker mobilen tilbage i lommen og går ned i arkivet igen. Han slår op i rapporter både før og efter. Den er god nok. Samme kuglepen er brugt på alle rapporter. De passer tidsmæssigt fuldstændig sammen. Mystisk.
Okay. Der er kun ét at gøre.
Han tager overfrakken på, smider rapporterne ned i skuldertasken og går ud i den kolde, friske luft. Et jetfly tordner lige over hovedet på ham. Han går over til flyvepladsen og hen til en hangar, hvor en fuel-assistent er ved at fylde brændstof på et jagerfly. Assistenten letter på det ene høreværn, for at høre hvad han har at sige.
”Har du set Janus Engel?” Peter Hansens stemme kan næsten ikke høres i larmen fra pumpen.
”Han er sikkert til frokost, hr. major,” råber fuel-assistenten og peger over til en barak længere borte.
”Tak.”
Peter Hansen slår hænderne sammen inde i frokoststuen. Her er dejlig varmt, og ørerne kan hvile for støjen udenfor.
”Janus Engel?”
En gråhåret herre i hjørnet, civilist, kigger op fra sin BT.
”Peter Hansen.”
”Janus.” De giver hinanden hånden.
”Hvad kan jeg gøre for dig, major?” spørger Janus Engel. Han folder sin avis og lægger den på bordet.
”Jeg vil høre, om du kan hjælpe med at rede nogle tråde ud,” siger Peter Hansen og sætter sig ved bordet.
”Sig frem,” siger Janus Engel og drysser salt på sin æggemad.
”Kan du huske forsvarschefens havari?”
”Ja, det glemmer jeg ikke,” siger han og drysser peber på.
”Du skriver i rapporten, at du fyldte brændstof på klokken 12.27 …”
”Hvad er det for en rapport?”
”Ja, påfyldningsrapporten. Den er dateret den 6. oktober 2007.”
”Der må være sket en fejl,” insisterer Janus Engel. Han åbner en danskvand og hælder den boblende op.
”Hvad mener du?”
”Jeg kan huske det, som var det i går,” siger Janus Engel og stiller flasken på bordet. ”Jeg havde nattevagt og fyldte på klokken 04.00. Jeg husker det, fordi jeg gik hjem og sov en time efter. Da jeg vågnede, så jeg styrtet i nyhederne.”
”Kan du have husket forkert?”
”Nej, hør nu! Tror du ikke, at du husker det, når ens chef forulykker i et fly, som du har tanket?” spørger Janus Engel gnavent.
”Jeg har rapporten her,” siger Hansen og lægger den på bordet. Janus Engel tager den op og ser på den et kort øjeblik.
”Der kan du se. Det er ikke min skrift,” siger han og skubber den tilbage over bordet, ”og slet ikke min underskrift.” Engel trækker en rapport op af arbejdstasken. ”Her er min underskrift.”
Det er ikke tit, at Peter Hansen føler sig ubehageligt til mode, men det gør han nu. En helt anden skrift udfylder rubrikkerne på formularen, og en markant anderledes underskrift præger den stiplede linje.
”Jeg tror, at der er nogen, der gør grin med mig,” siger Peter Hansen med et forlegent smil, ”mange tak for hjælpen.”
Janus Engel sætter gaflen i smørrebrødet. ”Det var så lidt.”
Peter Hansen går ud på pladsen og sunder sig et øjeblik. Han tager en dyb indånding og går over i værksted nummer 21.
”Jan Clement?” spørger Peter Hansen en ung lærling i den store hangar.
”Han er derovre,” siger lærlingen og peger op på en vinge af en stor Boeing 747 AWACS.
”Goddag,” råber Hansen mod flyet.
En mand dukker op ad en luge i flyets vinge og ser majoren nærme sig.
”Ja?” siger han.
”Jan Clement?” råber Peter Hansen under vingen.
”Ja, det er mig,” råber Jan Clement tilbage.
”Major Hansen. Har du tid til nogle spørgsmål?” råber Peter Hansen.
Manden kravler ned fra vingen. Han river et stykke aftørringspapir af og går hen til Peter Hansen.
”Hvad drejer det sig om?” spørger Jan Clement og tørrer hænderne.
”Den 6. oktober 2007. Hvad siger det dig?”
”Det var den dag, hvor chefen styrtede ned på Færøerne.”
”Du havde repareret flyet?”
”Nej, bare efterset det.” Jan Clement krøller papiret sammen til en kugle og smider det over mod en skraldespand. Kuglen rammer siden og lander på gulvet.
”Det var helt i orden?”
”Der var ikke nogen anmærkninger. Alt var, som det skulle være.” Jan Clement går over og samler kuglen op.
”Jeg husker det, som om de tog af sted om eftermiddagen,” siger Peter Hansen og spiller dum. Der er ikke nogen grund til at afsløre for meget.
”Det kan jeg ikke sige noget om, jeg var på nattevagt,” siger Jan Clement og balancerer kuglen på håndfladen. ”Men flyet var klargjort klokken 03.30. Det var, hvad vi havde fået besked på. Det står alt sammen i rapporten … ”
”Åh rapporten, den kan jeg jo selv læse,” siger Peter Hansen, ”Tak for din hjælp.”
”Velbekomme.” Jan Clement smider kuglen i skraldespanden.
Tilbage i varmen på kontoret smider major Peter Hansen de to rapporter på skrivebordet og sætter sig.
Han skal lige have tænkt det her igennem. Det ser ud til, at nogen har investeret store ressourcer i at ændre tidspunkterne og forfalske rapporterne. Og forfalsket NADGE, det sikreste system i Nato! Det er skræmmende. Hvad kan være så vigtigt at skjule? Og hvem har ressourcer til det? Kan det være en insider? Kan det være Kina? Hvad skulle de få ud af at forfalske nogle rapporter? Han skal passe på og være forsigtig med, hvem han inddrager i det her.
Han smækker begge hænder i bordet, rejser sig, lægger rapporterne ned i skrivebordsskuffen og låser den med en lidt uvant bevægelse, for han har aldrig låst skuffen før. Han tager sit overtøj på igen og begiver sig over til SKYLIGHT.
SKYLIGHT er kodenavnet for NATO’s Nordeuropæiske Operationscentral, som har til huse i en bunker lige ved siden af FTK.
Han betragter den over fire etager høje bunker, som blev bygget af nazisterne under besættelsen som en del af Zentralgefechtstand med kodenavnet 'Gyges'. 39.000 kubikmeter solidt, armeret beton. Væggene er tre en halv meter tykke, og der er ingen vinduer. Godt, han ikke arbejder derinde hver dag, så ville han da aldrig se solen.
Han går igennem vagten, igennem lange nøgne gange, op ad utallige trapper og træder ind i et stort, mørkt kommandorum.
”Dav, Lasse,” siger han til den operationelle chef, som troner på et podie og overskuer hele rummet. ”Kan jeg låne din konstabel et par timer?”
”Selvfølgelig, Peter. Han sidder derovre,” siger den operationelle chef og peger tværs igennem rummet.
Major Peter Hansen går over og prikker konstablen på skulderen, som med det samme trækker hovedtelefonerne til side. Hansen hvisker et par ord og giver konstablen tegn til at komme med. De går sammen ind i et lille mødelokale med udsyn over kommandorummet og lukker døren. Hansen giver en kortfattet instruks, og konstablen nikker indforstået.