Position: 55º48'45.55”N 12º30'40.89”E
Danmark, Søllerød. Torsdag den 13. december klokken 17.33.
Birgitte trykker med frosne fingre på dørklokken og venter på trappen. De gule lamper giver genskin i de brune trappefliser, og det lugter svagt af røg fra skorstenen.
Det minder hende om far, som altid tændte op, når han kom hjem.
”Birgitte!”
Her i sin mors arme kan hun ikke længere holde tårerne tilbage.
”Fortæl, fortæl,” siger Bodil bekymret til lyden af den tunge dør, der går i.
”Jeg kan ikke … ,” snøfter Birgitte.
”Sæt dig ind i sofaen,” siger Bodil og hjælper hende af med frakken.
Birgitte går ind i stuen og sætter sig i sofaen foran den varme pejs. Ilden knitrer lystigt og varmer hendes ansigt.
”Værsgo, skat,” siger Bodil og rækker hende et papirlommetørklæde.
”Tak,” snøfter hun og tørrer øjnene.
Det føles trygt at være hjemme, selvom hun ikke har været her meget, siden far døde.
Bodil går hen til et poleret mahogniskab og skænker to cognac op.
”Jeg må ikke … ,” siger Birgitte og ryster på hovedet.
”Bare en lille en. Jeg røg og drak, da jeg bar dig. Det gjorde man bare. Du er da rimelig normal,” siger Bodil med et glimt i øjet. ”Drik nu.” Hun lukker Birgittes hånd om glasset.
Birgitte tøver et øjeblik, men beslutter sig alligevel til at tage en slurk.
”Sådan. Fortæl mig det, du kan,” siger Bodil og trækker ud i ærmerne, ”Hvad er der sket?”
Birgitte tager mod til sig. ”Tog far mod bestikkelse?”
”Hvad er det dog, du siger?” Bodil rynker brynene.
Det føles, som en iskold vind driver ind imellem dem.
”Okay, du må love mig, at det bliver mellem os,” siger Birgitte og løfter pegefingeren. ”Du må ikke nævne det til nogen som helst.”
Bodil nikker.
Birgitte drikker resten af cognacen, gør en grimasse og vifter med hånden. ”Vi har fundet en video med far, som er optaget, lige inden han tog af sted på flyturen.”
”Vi? PET?”
”Ja. På videoen er far sammen med to civilister,” siger hun og sætter glasset på sofabordet.
”Javel.”
”De mødes, giver hånd og går sammen om bord i flyet.”
”Og?”
”Flyet letter.” Birgitte slår ud med armene. Cognacen begynder at virke.
”Jamen, det må være en fejl.” Bodil løfter øjenbrynene og nipper til sin cognac.
”Der er mere,” siger Birgitte alvorligt. ”En af de mænd, far rækker hånden, er den største våbensmugler i nyere tid.”
”Der må være tale om forfalskning.”
”Det er der ikke. Far går om bord med Victor Conrad, og de flyver af sted sammen. Der er også beviser på, at han tog af sted seks timer før det officielle tidspunkt. Vi har yderligere opdaget, at fars fly lander på en position i Grønland, før at han sætter kurs mod Færøerne.”
”Det er ikke rigtigt … ” Bodils øjne flakker.
”Jeg har bange anelser. Der er noget, der ikke stemmer,” siger Birgitte. Hun fortæller ikke, at hun er bange for, hvor stort det hele synes at være, og for hvor mange der synes at være impliceret.
Bodil sidder bare og stirrer ind i pejsen. Efter et øjeblik sukker hun højlydt.
”Mor, hvad skulle far i Grønland?”
”Jeg ved det ikke, min skat.” Hun rejser sig og drikker ud. ”Lad os få noget at spise og tænke på noget andet.”
Hun slår det på sædvanlig vis hen. Nu ligner det mor igen. Så taler vi ikke mere om det!
Sådan har hun altid været. Selv da hun fik at vide, at far var død, gik hun på arbejde i banken. Og så på en søndag! Ingen sorg. Så taler vi ikke mere om det!
Men Birgitte lærte at takle det. Da mor var ude for et uheld på en af sine utallige forretningsrejser og sendte hende til farmor i Tønder for at komme til hægterne, blev hun derovre hele niende klasse bare for at genere hende. Efter det stoppede mor sit rejseri, blev direktør i banken og ændrede tøjstil til de sorte højhalsede, hun altid går med.
I køkkenet er der ingen opvask, salaten står klar på bordet, og to pletfrie gryder står og simrer på den spejlblanke keramiske kogeplade.
”Hvordan gør du det, mor?” spørger Birgitte, mens hun sætter sig tungt ved bordet.
”Åh, jeg havde noget i fryseren,” siger Bodil med et forlegent smil og skænker vinen op.
”Det har jeg faktisk altid beundret,” siger Birgitte og folder servietten ud.
”Hvad?”
”At du kan have en altopslugende karriere og så samtidig hygge om os så let. Der var altid ryddet op, når jeg kom hjem fra skole.”
Et kort sekund synes der næsten at være fugt i mors øjne. Så slår hun det diskret til side med et ryst på hovedet og griber grydelapperne.
”Vi havde også hjælp,” siger Bodil, mens hun tager stegen ud af Gaggenau-ovnen og placerer den på skærebrættet, ”husker du Liv?”
”Var det hende, der smadrede de glas, der var umulige at slå i stykker?” spørger Birgitte med et smil.
”Ja, kan du huske det?” De griner begge to. ”Hun havde sådan hjemve, at hun hele tiden tabte porcelænet på gulvet. Til sidst måtte din far bede hende om at tage hjem. Hun fik faktisk tre måneders løn med sig til Norge, hvis jeg ikke husker helt galt.”
Det er befriende for en gangs skyld at le med mor. Nu er det hele lidt lettere.