Liflige dufte slog imod Irene da hun åbnede døren til rækkehuset. Krister havde ringet til hende om eftermiddagen og spurgt hvad hun gerne ville have til middag. Efter at have tænkt lidt over det havde hun mærket hvad hun var sulten efter, og havde svaret: "Din fiskesuppe. Med masser af hvidløg og safran, tak. Og bagefter ville en lille chokolademousse være fint." Bouillabaisse à la Glady's var en af de faste specialiteter på restauranten hvor Krister var køkkenchef. Den kunne ikke tages af menuen, lige så lidt som deres berømte chokolademousse. Opskriften på moussen var en velbevaret hemmelighed, men Irene vidste at Krister havde noget fifleri for med et skvæt god cognac.
Det her var en af deres hellige Tredje Weekender. Hver tredje weekend havde Irene og Krister fri samtidig både fredag og lørdag. Så prøvede hele familien at samles og spise noget godt om aftenen. For tvillingernes vedkommende var det ikke altid sikkert at de var hjemme, men havde de ikke noget særligt for, deltog de også i måltiderne. De forsvandt som regel bagefter til aftenens begivenheder. Krister plejede at se misfornøjet ud og sige: "Det er mærkeligt at alt i vore dage begynder på det tidspunkt hvor vi, da vi var unge, skulle være hjemme!”
Irene havde fået varenumrene på en hvidvin og en rødvin som Krister gerne ville have hjem til weekenden. Han gav hende aldrig navne på de forskellige vine, for han vidste at hun ikke kunne udtale dem. Det nye tiltag med selvbetjening i systembutikkerne var lige noget for Irene.
Sammie var som sædvanlig den første til at byde hende velkommen hjem. Halen logrede som rotorbladet på en helikopter, og han vimsede omkring hende af glæde. Selv om han havde opnået den agtværdige alder af ti år, var han stadigvæk sund og rask. Synet og hørelsen var blevet noget dårligere de sidste år, men Irene havde en mistanke om at han var begyndt at udnytte det, som alle ældre gør: Man hører kun det man vil høre.
- Hej skat. Fik du de forskellige vine? hørtes Kristers stemme idet han forsøgte at overdøve emhætten.
- Ja da. To flasker af hver, svarede Irene.
Hun løsrev sig fra hundens opvartning og bar de grønne plasticposer ud i køkkenet. Flaskerne klirrede mod hinanden da hun satte poserne på bordet. Uden at tage jakken af gik hun hen til Krister og greb fat i hans skuldre. Hun svang ham hurtigt ned i en tango-position, lagde ham over sit ene bøjede knæ og gav ham et kys midt på munden.
Da hun slap ham, havnede han leende på gulvet.
- Du er ikke rigtig klog! Men sådan går det når man gifter sig med en gammel, kvindelig EM-mester i jiujitsu. Den bad jeg selv om.
Inden Irene nåede væk, trak han hende ned til sig og holdt hende fast i et bjørnekram. Hans kys sendte varme bølger gennem hendes krop, og andre behov end sulten begyndte at trænge sig på.
- Hvad har I gang i?
Irene og Krister stoppede op og så hen mod køkkendøren. I åbningen stod deres døtre og så bestyrtet på dem.
- Vi sloges lidt, mumlede Krister.
Stadig fnisende løsnede de grebet om hinanden. Irene rejste sig og gik ud i entreen for at hænge jakken op. Krister kom med besvær på benene og stillede sig ved komfuret.
- Hvad får jeg? spurgte Jenny.
Hun havde været veganer i flere år. Lige nu var hendes hår kulsort med lilla striber, og hun var klædt helt i sort. Rollen som sangerinde i et af Göteborgs mest kendte popbands krævede store investeringer i hårfarve og mode. I næste uge ville frisuren måske flamme i neonrosa og tøjet være 70'er-inspireret flowerpowerkluns indkøbt i en secondhandbutik.
- Du får vegetarmoussaka. Lavet af havremælk. Står i ovnen, sagde Krister.
Han var efterhånden blevet ret optaget af vegetarisk madlavning. Selv om det var en udfordring med Jennys veganerkost fordi den ikke måtte indeholde noget animalsk som ost eller mælk.
- Godt. Bliver der nogen dessert?
- Ja, men desværre for dig så er det chokolademousse. Du må lave dig en frugtsalat. Hæld et glas portvin over, så ...
Jenny afbrød ham med et højlydt suk:
- Ih altså. Du ved godt jeg ikke drikker alkohol!
- Jamen et lillebitte skvæt kan vel ikke skade. Forhøjer smagsoplevelsen. Betragt det som et krydderi, foreslog hendes far.
- Lad mig få portvinen, så tager du dig af frugtsalaten, tilbød Katarina generøst.
Hun smilede til søsteren, som ikke så helt så munter ud.
- Bliver I hjemme i aften? spurgte Irene.
- Don't go out to night. Theeere's a baaad mooon on the riiise, sang Jenny og dansede ud i entreen og forsvandt op ad trappen til første sal.
- I aften, ja. Men ikke i nat, svarede Katarina efter at have fulgt sin søsters sortie med blikket.
- Er det stadig ... hvad hedder ham den nye ...? drillede Krister.
- Hvad mener du med stadig ham den nye? Vi har kommet sammen i et halvt år! eller i hvert fald næsten, sagde datteren.
Hun tog vinflaskerne op af plasticposerne og studerede dem kritisk.
- Christobal Verdelho. Hvidvin, altså til fiskesuppen, konstaterede hun.
Hun læste etiketten på en af rødvinsflaskerne.
- Hécula. Spansk. Hvad skal vi have til middag i morgen?
- Mørbradgryde med kantareller og tyttebær. Kartoffelmos.
- Lyder godt, men jeg er ikke hjemme. Vi skal sejle til Anholt i morgen tidlig. Overnatter på båden og kommer hjem på søndag.
Katarinas kæreste plejede at måtte låne sine forældres sejlbåd når de ikke selv skulle bruge den. Hverken Irene eller Krister havde noget kendskab til det at sejle, men de stolede på Johan og var ikke urolige. Han havde sejlet siden han gik med ble, og kendte skærgården som sin egen bukselomme.
- Er der kun jer to om bord på båden? ville Krister vide.
- Ja.
- I har vel redningsveste? Jeg mener hvis en af jer skulle skvatte i, så ...
- Sagen er at vi faktisk altid har redningsveste med når vi sejler uden for skærene, forsikrede Katarina.
Man kan undre sig over hvorfor ikke alle personer der sejlede,
tænker sådan, tænkte Irene. Hvorfor havde Kjell B. Ceder og hans kone Marie ikke haft redningsveste på da de gik ud på dækket den uvejrsnat for seksten år siden? Båden havde befundet sig midt ude på Nordsøen, og det blæste næsten med stormstyrke. Tommy havde ret. Der var et eller andet der ikke stemte ved den ulykke. Kunne begivenheden have nogen forbindelse med mordene som de var ved at efterforske nu? Det virkede ikke sandsynligt, men ...
- Hallo, hallo! Jorden kalder Irene, sagde Krister.
Han så undersøgende på hende selv om han også smilede lidt.
- Hvad? Undskyld. Jeg faldt i staver, sagde Irene undskyldende.
- Det er gået op for os. Jeg spurgte dig om hvor proptrækkeren ligger, og far spurgte om du vil have en lille sherry inden maden, sagde Katarina.
- Nej tak. En whisky. I den øverste skuffe ved komfuret, svarede Irene forvirret.
Krister og Katarina vekslede et indforstået blik.
- Mor. Gå ind og sæt dig i sofaen. Far kommer med en whisky, og jeg åbner vinen. Så går jeg en tur ud med Sammie når vi har spist.
Der hørtes en raspende lyd i entreen af kløer mod parketgulvet. Sammie havde tydeligt hørt sit navn og "ud”. Der var nok alligevel ikke rigtig noget galt med hans hørelse.
- Nej. Gå hen og læg dig igen. Du må vente lidt, sagde Katarina til ham.
"Vente" indgår ikke i hundes ordforråd. Da det gik op for ham at gåturen var udskudt på ubestemt tid, sænkede han halen og luskede op til Jenny på første sal.
Irene tog imod sin datters opfordring og gik ind i dagligstuen. Hun sank ned i sofaen og trak benene op under sig. Først nu gav hun sig selv lov til at mærke efter hvor træt hun var. Det føltes som om hjernemassen havde forvandlet sig til tykt vat, og musklerne var blevet erstattet af gelé. Kunne det være alderen? Aldrig i livet! Bare hun kunne komme hen til dojoen på søndag og træne med sin jiujitsugruppe, ville hun føle sig meget mere oppe på beatet. Senere skulle Krister og hun hen og stemme til EU-valget. Hun var stadig usikker på om hun skulle sætte sin stemme på ja- eller nej-siden. I morgen ville hun jogge mindst fem kilometer. Selv om der
begyndte at blive problemer med højre knæ. Hun var altid nødt til at have et elastisk støttebind om det når hun løb nu for tiden. Det var en gammel skade fra hendes aktive år som håndboldspiller. Måske burde hun have fået en operation dengang og ikke have ventet. Irene konstaterede dystert at alderens forfald var begyndt.
- Skat, der er kun en lille sjat whisky tilbage. Vil du have den eller noget andet? lød Kristers stemme fra køkkenet.
- Giv mig bare sjatten. Jeg køber en ny flaske i taxfreebutikken når jeg tager til Paris, svarede Irene adspredt.
Der blev stille ude fra køkkenregionen. Irene kunne høre hvordan Krister og Katarina ilede ud i entreen. De kom begge ind i dagligstuen og stillede sig ved siden af hinanden og så spørgende på hende.
Irene gjorde en afværgende bevægelse.
- Ja ja. Jeg skal nok fortælle. Hvis jeg får min lille whisky først, sagde hun.
-
Kommissær Andersson ringede ved nitiden fredag aften og bekræftede at Irene og Kajsa skulle rejse til Paris. Birgitta havde lånt nøglen til pariserlejligheden af Joachim Rothstaahls forældre. Først havde de virket meget lidt indstillet på at låne den ud, og det havde krævet en stor portion tålmodighed og lirken fra Birgittas side. Til sidst var det lykkedes hende at få en yderst interessant oplysning ud af dem: Joachim og Philip Bergman boede i samme lejlighed. Ingen af deres forældre havde sagt et ord om dette i de indledende forhør. Hun havde ringet til Philips mor og spurgt om det passede at hendes søn delte lejlighed med Joachim. Moderen havde bekræftet at sådan lå landet, men havde skyndt sig at tilføje at det kun var midlertidigt. Philip havde søgt efter en bolig til sig selv, men det var både svært og dyrt at få fat på en i det centrale Paris.
- Du kan lige komme ind forbi politistationen i morgen. Nøglen ligger i receptionen. I er booket på flyet tyve minutter over otte mandag morgen fra Landvetter, og I tager tilbage med det fly der går klokken otte om aftenen fra Paris, sagde Andersson.
Irene følte sig lettere fortumlet.
- Jeg henter nøglen i morgen. Og tak for alt dit besvær med bookingen og ...
- Du skal ikke takke mig. Det er Birgitta der har ordnet det, afbrød kommissæren hende.
Det burde Irene selv have vidst hvis hun havde tænkt sig lidt om.
- For resten tror jeg også at jeg lægger den stak papirer jeg fik af Kajsa, ned i receptionen. Så kan du kigge dem igennem på flyet, fortsatte han.
- Stak papirer? lød det som et ekko fra Irene.
Den lille whiskytår var nået at blive efterfulgt af to glas vin. Sammen med trætheden betød det at hun langtfra var knivskarp.
- Kajsa fik et kapitel som ham journalisten har skrevet. Han skriver åbenbart om alle disse datafirmaer og de penge der forsvandt efter it-krakket. Og han gav hende det afsnit der handlede om Bergmans, Kaeglers og Bonettis firma, sagde Andersson.
- Ph.com, tilføjede Irene.
- Nemlig. Eftersom denne sag er så omfattende, kan jeg ikke nå at sætte mig ind i alle detaljer. Men det er sikkert en god idé at du og Kajsa ved lidt om baggrunden for de tre gutters svindelnumre.
Irene vidste at alt hvad der havde med computere at gøre, ikke interesserede ham. For ikke at tale om økonomisk kriminalitet, fordi der i de sager som regel var brug for et godt kendskab til computere. Det var sikkert med stor lettelse han havde overladt spørgsmålene om it og økonomi til Kajsa og hende. Faktisk var hun nysgerrig efter hvad der kunne stå i de papirer.