Inspektør Verdier havde kolde, gråblå øjne der sad tæt sammen ved den smalle næserod. Det tynde, gråsprængte hår var redt i en uklædelig sideskilning. Han havde en lys beige trenchcoat på over et ulasteligt, gråt jakkesæt og viste ingen tegn på at svede i varmen. Irene kom til at tænke på en figur fra barndommens Ture Sventonbøger. Forskellen mellem eventyret og den barske virkelighed på en skadestue i Paris var at politimanden og ikke skurken så ud til at hedde Ville Vessla. Han var dukket op allerede mens Irene og Kajsa blev undersøgt i hvert sit rum. Han havde tålmodigt ventet mens Irene blev kørt hen for at få røntgenfotograferet albuen, og han viste heller ingen tegn på travlhed mens den hårdt kvæstede arm blev forsynet med en passende slynge. Til Irenes lettelse havde der ikke været noget brækket. Den mørkhudede læge med de trætte øjne skrev noget ulæseligt på en receptblanket og opfordrede hende på gebrokkent engelsk til at tage to piller tre gange dagligt og skylle dem ned med rigeligt vand. Irene nikkede og forsøgte at se ud som en lydig patient. Hun spurgte hvordan det stod til med Kajsa Birgersdotter, men lægen trak på skuldrene og sagde beklagende:
- Not my patient.
Da lægen fejede ud ad døren, blev han fulgt af inspektør Verdier. Inspektøren kom tilbage efter nogle minutter.
- Deres kollega har hjernerystelse. Hun skal blive liggende til observation til i morgen, sagde han på udmærket engelsk, men med udpræget fransk accent.
I hans stemme var der ingen som helst beklagelse, bare en tør konstatering. Irene havde en mistanke om at de havde sendt ham på grund af hans engelskkundskaber. Det var i hvert fald ikke på grund af hans gode opførsel ved sengekanten eller hans sociale kompetence.
- Jeg vil gerne have at De følger med ind på kriminalafdelingen og fortæller hvad der er sket, fortsatte Verdier.
I hans ansigt var der ingen tegn på nysgerrighed, bare en kølig, nulstillet høflighed. Inden Irene nåede at svare ham, blev det lille undersøgelsesrum fyldt af den franske nationalsangs svulmende toner. Det lykkedes Irene at fumle sin mobil frem af lommen på rygsækken og svare.
- Hvordan går det? lød Birgittas stemme.
- Godt. Eller nej ... Kajsa har hjernerystelse og skal blive liggende natten over til observation. Der var ikke noget brækket i min albue, men ... du, jeg ringer til dig senere.
Irene skyndte sig at slukke for mobilen. Uden at sige et ord stod inspektør Verdier og betragtede hende med sine lyse øjne. Han bankede eftertrykkeligt med pegefingeren på et skilt på væggen som forestillede en overkrydset mobiltelefon.
Irene samlede hurtigt sine ting sammen. Rygsækken hængte hun over den raske, venstre skulder, og jakken tog hun over armen. Verdier gjorde ikke det mindste forsøg på at hjælpe hende med at bære noget. Han holdt dog døren for hende da hun gik ud af lokalet.
Han lodsede hende gennem den myldrende skadestue og videre ud gennem ambulanceindgangen. En sygeplejerske sagde noget til ham, men tav da han stirrede ondt på hende og viftede med sin legitimation. Irene forstod at det ikke var tilladt for patienter og pårørende at gå ud gennem skadestuens modtagelse. Der var fare for at man kunne blive kørt over hvis der kom en ambulance i fuld fart. Det gjaldt altså for almindelige mennesker. Ikke for inspektør Verdier. Med frakken løst flagrende efter sig gik han foran hende hen mod parkeringspladsen uden at vende sig om for at se om hun fulgte med. Han gik hen til en mørkegrå Renault Mégane og låste bildørene op. Igen holdt han døren for hende, og hun noterede sig uden forbavselse at det var døren til bagsædet. Hendes franske kollega ville tydeligt nok ikke snakke under bilkørslen. De skulle tids nok komme til at tale sammen. De kørte i tavshed gennem eftermiddagstrafikken. Irene tændte sin mobil igen og tastede Birgittas nummer. Hun svarede på første ringetone:
- Hvad skete der?
- Forbudt at tale i mobil på sygehuset. Nu sidder jeg i en bil på vej til politistationen til forhør.
- Forhør?
- Ja. Garanteret tredje grads. Kollegaen her giver mig kuldegysninger.
Hun mødte Verdiers udtryksløse blik i bakspejlet og pressede et lille smil frem. Birgitta fnisede højt:
- Se sådan på det: Lige nu slipper du for at møde Sven.
Det var lige det Irene havde brug for at høre nu. Hun gjorde sig ingen illusioner om hvordan kommissæren havde modtaget nyhederne om den seneste udvikling af begivenhederne i Paris. Hun sukkede dybt og gav pokker i Verdiers øjne som stirrede på hende i spejlet.
- Søde Birgitta, vil du godt kontakte rejsebureauet og få ændret billetterne til i morgen eftermiddag? Og bed dem om at fikse et hotel i nærheden af Rothstaahls lejlighed. Jeg har ingen bil, og vores franske kollega ser ikke ud som om han har i sinde at tilbyde mig sine tjenester som chauffør. Når jeg nu alligevel er her, vil jeg prøve at opsnuse så meget som muligt om Bergman og Rothstaahl.
- Fint! Så synes Andersson måske ikke at rejsen er helt forgæves. Jeg ringer til dig når det hele er klaret med rejsebureauet. Og du: Jeg ringede til H.P. Johnson's pariserkontor i morges. De siger at de aldrig har haft en ansat der hed Joachim Rothstaahl. Det var noget lille Jocke fandt på for at berolige sine forældre. Spørgsmålet er hvad de to fyre i virkeligheden havde gang i.
En følelse af forladthed skyllede ind over Irene da hun havde slukket mobiltelefonen. Kontakten med hjemlandet var brudt, nu måtte hun klare sig selv i en fremmed storby hvor hun ikke beherskede sproget. Og den eneste indfødte hun havde fået kontakt med, var lige så hjertelig som en isklump.
-
Lige inden de svingede ind gennem et par høje gitterporte og parkerede bilen, havde Irene opfattet en bygning som hun faktisk genkendte. De mange drageprydede tårne og spir kunne kun tilhøre den berømte kirke Notre Dame. Hun genkendte den fra Disneyfilmen om Klokkeren fra Notre Dame, som hun havde set sammen med sine døtre for flere år siden.
De gik ind gennem en imponerende træport med kraftige jernbeslag, der så ud til at have klaret presset fra de store folkemasser
under den franske revolution. Nu blev den bevogtet af en uniformeret politimand i et glasbur. Han gjorde stramt honnør da de passerede, hvilket Verdier kun gjorde en næsten umærkelig ansats til at besvare.
De trådte ind i en gammel vakkelvorn elevator. Inspektør Verdier trykkede på en knap hvor der stod PJ. Ved siden af den stod der police judiciaire indgraveret på et lille messingskilt. Elevatoren befordrede dem nogle etager op, og derefter gik de gennem mørke gange. Små snavsede vinduer langs den ene side slap ganske lidt lys ind. Irene fik en fornemmelse af at være blevet sat flere hundrede år tilbage i tiden. Den dæmpede trafiklyd og hylene fra udrykningskøretøjernes sirener, der trængte ind gennem vinduesgluggerne, var det eneste der gav hende en form for forankring i nutiden.
Efter en lang vandring i de skumle gange standsede inspektøren foran en lukket dør og låste op.
- Værsågod, sagde han og holdt døren.
De trådte ind på hans kontor. Et slidt skrivebord og to stole udgjorde hele møblementet. På væggen hang der en enlig hylde med nogle ringbind, og midt på skrivebordet tronede en gammel computer. Der var koldt i rummet, og Irene fik med besvær fumlet jakken på inden hun satte sig ned på den stol Verdier pegede på.
Inden Irene nåede at komme i gang med sin lange redegørelse, begyndte hendes mobil at fløjte "Marseillaisen" igen. Birgitta ringede og meddelte at hun havde booket Irene ind på Hotel Montparnasse Raspail. Ifølge damen på rejsebureauet skulle det ligge lige i nærheden af Rothstaahls adresse. Flybilletterne var også ændret.
Mens Irene fortalte om mordsagen i Göteborg på gebrokkent engelsk, sad inspektør Verdier tavs og iagttog hende. Der var ingen billeder på væggene eller nogen blomster i vindueskarmen at fokusere på. Irene blev tvunget til at se ind i inspektørens flintestykker af øjne. Hun havde aldrig troet at et menneske kunne blinke så sjældent. Det var effektivt. Et øjeblik følte Irene sig parat til at indrømme at det var hende der havde givet Kajsa en på skallen og havde låst sig selv inde i påklædningsværelset, bare for at komme væk derfra og slippe for hans kølige granskning. Hun besindede sig og tvang sig selv til at prøve at være så saglig som muligt da hun
rekapitulerede hændelsesforløbet for Verdier. Kunne han sidde der og være iskold, kunne hun også.
Da hun var færdig, blev der stille i lokalet i lang tid.
- Hvorfor sendte Deres chef to kvinder herned? spurgte Verdier omsider.
Irene blev ikke spor overrasket over spørgsmålet, men kunne mærke at hun havde fået nok af hans attitude.
- Han sendte sine to bedste inspektører. Det er jo en livsfarlig morder vi har med at gøre, sagde hun.
I brøkdelen af et sekund kom der et glimt i franskmandens øjne, men Irene nåede aldrig at tyde hvad det var inden det forsvandt.
Han sad længe og tog mål af hende. Hun stirrede trodsigt tilbage, og til hendes store tilfredsstillelse var det ham der først så væk. Han skjulte det ved at rejse sig op fra den ubekvemme stol.
- Vil De køres et eller andet sted hen, madame? spurgte han.
Stemmen var stadig lige køligt høflig, men Irene kunne høre at det var meningen at hun skulle lægge mærke til det tryk han lagde på "madame”, og at han ikke kaldte hende ved hendes titel.
- Ja tak. Jeg vil gerne hen til mit hotel på Boulevard Raspail, svarede hun uden betænkning.
Hun vidste udmærket at hun udtalte adressen forkert, men det gav hun pokker i, bare hun kom ud fra dette deprimerende rum og slap væk fra den endnu mere deprimerende Verdier. Han rakte hende sit visitkort og sagde:
- Jeg vil gerne have nummeret på Deres mobiltelefon. Hvis der skulle dukke noget op. Eller hvis jeg skal have fat i Dem.
Det sidste fik han til at lyde som en trussel.
-
En ung, uniformeret politimand kørte hende tilbage til Montparnasse i en civil politibil. Irene satte sig med vilje på bagsædet. Hun havde overhovedet ikke trang til blot at forsøge at føre en konversation på hakkende engelsk. Pludselig væltede trætheden ind over hende. At være sammen med inspektør Verdier havde taget meget mere på kræfterne end hun havde været klar over. Overfaldet i lejligheden og det efterfølgende sygehusbesøg havde også været en rystende oplevelse. Og Kajsa, hun havde ikke engang fået lov til at se Kajsa.
Lægen havde lovet Irene at hun kunne komme og besøge sin kollega når hun var kommet ind på en almindelig afdeling. Det ville nok ikke ske før ud på aftenen, havde han sagt. Nu var klokken næsten seks, og Irene kunne nå at gennemgå lejligheden en gang til inden hun skulle tilbage til sygehuset.
Men først var hun nødt til at have et par kopper kaffe og gerne et stykke mad. Albuen var begyndt at værke voldsomt, det var måske en god idé at indløse recepten.
Hun tog mobilen frem, og det lykkedes at få fat i Krister, som lige var kommet hjem. Han blev bekymret da han hørte om overfaldet. Da han havde forvisset sig om at Irene var relativt uskadt, lovede han at klare ærterne derhjemme. Gennem årene havde han vænnet sig til det. Han var hendes faste klippe, og uden ham havde det aldrig fungeret så fint for Irene at kombinere familieliv og jobbet som inspektør. Det var en forudsætning som hun havde til fælles med de mandlige kolleger der havde koner og børn. Og ligesom dem reflekterede hun sjældent over det.
Bilen standsede foran Hotel Montparnasse Raspail. Hun takkede sin uniformerede franske kollega og smed fumlende rygsækken op over venstre skulder. Hotellets glasdøre gled automatisk fra hinanden da hun nærmede sig indgangen.
Lobbyen var forholdsvis lille og virkede nymalet i lyse terra-kottafarver.
Den unge kvinde bag receptionsskranken havde en ulastelig mørkeblå dragt og blændende hvid bluse på. Irene lagde mærke til at hun var usædvanlig høj og slank. Glasperlerne der sad yderst i spidserne af de hundredvis af fletninger, der hang ned over hendes ryg, raslede da hun rejste sig fra stolen. Hun sendte Irene et varmt smil, og tænderne skinnende hvidt mod hendes mørke hud. Hvad laver hun i en hotelreception, tænkte Irene. Sådan en pige måtte kunne score kassen på de store modehuses catwalk. Det her var trods alt Paris.
Irene præsenterede sig. Receptionisten, som ifølge navneskiltet hed Lucy, tastede hurtigt hendes navn ind på computeren. Hun nikkede venligt og sagde:
- Velkommen, madame Huss. Håber De vil befinde Dem godt.
Hendes engelsk var betydeligt bedre end Irenes.
- Tak.
Irenes blik faldt på en lille bar der lå i det ene hjørne af lobbyen.
- Undskyld, men er det muligt at få kaffe og et stykke mad?
Hun orkede ikke at skjule trætheden i stemmen.
Lucy nikkede og sagde samtidig:
- Javel, madame. Det skal jeg nok ordne. Men det tager lidt tid.
Hun stoppede op og bøjede sig frem over receptionsskranken.
- Undskyld mig ... men har De brug for hjælp?
Irene kunne se at hun stirrede på hendes skulder.
- Nej. Bare kaffe og et stykke mad, svarede hun forvirret.
- Jeg mener ... madame, De har blod på Deres bluse.
Et blik i spejlet bag Lucy bekræftede hvad hun havde sagt. Højt oppe på venstre skulder sås tydelige blodpletter på Irenes lyseblå top.
- Åh nej! Og jeg har allerede brugt min ekstra T-shirt til at stoppe blødningen! Det er ikke mit blod. Min kollega ... hun kom ud for en ulykke.
Inden Irene selv helt havde besluttet at gøre det, havde hun givet en censureret version af dagens dramatiske begivenheder. Den unge kvinde nikkede og lyttede opmærksomt.
- De er altså fra politiet? Og det var ikke meningen at De skulle overnatte i Paris? sagde hun eftertænksomt da Irene var færdig med at fortælle.
Lucy tænkte sig lidt om, og pludselig udbrød hun:
- Madame! Jeg ved det! En af mine venner kan hjælpe Dem! De har brug for en ny T-shirt og et par trusser, har De ikke?
- Jo. Jeg mener ... jo tak. Og jeg har en recept ... svarede Irene adspredt.
Det lykkedes hende at finde recepten frem af lommen på rygsækken.
- Hvor er der et apotek? spurgte hun.
- Madame Huss. Giv mig recepten. Gå De op på Deres værelse og hvil Dem lidt. Jeg kommer med medicinen og kaffen og tøjet. Værsågod. Værelse 602.
Fortumlet tog Irene imod sit plastickort, som var nøglen til værelset, og gik hen mod den minimale elevator. Det føltes pragtfuldt endelig at kunne læsse nogle af sine bekymringer over på en
anden. Irene vidste at det var en farlig følelse, og hun var aldrig før faldet for fristelsen. Måske var det på tide. Lucys varme medfølelse havde opløst den knude af vrede som inspektør Verdiers iskolde øjne og afvisende holdning havde fremkaldt inden i hende.
Værelset var lille, men rent og friskt. Hele hotellet virkede nyrenoveret. Toilet og brusekabine og en indbydende seng, hvad mere kunne man ønske sig?
-
Irene vågnede ved at det bankede på døren. Et blik på uret afslørede at hun havde sovet i næsten fyrre minutter. Hun kunne ikke huske hun havde lagt sig på sengen. Hun var formodentlig faldet i søvn inden hovedet nåede puden, og hun havde lagt sig fuldt påklædt oven på sengetæppet.
Uden for døren stod Lucy. Hun bar på en bakke. Fra hendes håndled dinglede et stort indkøbsnet i farvestrålende, vokset papir.
- Værsågod, madame. Min veninde skal have 38 euro, og pillerne kostede 18, sagde hun med et strålende smil.
Til sin lettelse havde Irene 50 euro i tegnebogen.
- Tag dem her foreløbig. Jeg hæver nogle flere penge. Tak for det, min ven, sagde Irene, og mente det virkelig.
- Det haster ikke. Der er en automat ved det næste hjørne hvis De går hen mod Boulevard Montparnasse. Det er knapt hundrede meter.
På nettet stod der "Galeries Lafayette" med snørklede bogstaver. Indeni lå der en pæn lyslilla bomuldstop og et par bomuldstrusser. I bunden lå en gennemsigtig toiletpung i plastic. Den indeholdt små prøvetuber med renseprodukter og hudcremer. Der var endda en lille miniaturemascara.
Først drak hun kaffen, tog to piller og spiste brødet med camembert og vindruer. Så gik hun ind i brusebadet. Hun stod der længe og lod det varme vand sætte gang i cirkulationen.
Smerten i armen var taget af til en udholdelig murren da hun tog det rene tøj på. Hun føntørrede hurtigt håret og smurte ansigtet ind i indholdet af en af de små tuber. Eftersom teksten var på fransk, måtte det blive en satsning: Dagcreme eller natcreme? Eller var hun kommet til at smøre sig ind i rensecremen?
Det var ingen sag at finde pengeautomaten. Irene hævede 100 euro. Så gik hun direkte tilbage til hotellet og betalte sin gæld til Lucy.
Rothstaahls lejlighed lå næsten lige over for Hotel Montparnasse Raspail. Med livet som indsats lykkedes det Irene at komme over den stærkt trafikerede boulevard. Da hun var nået helskindet over på den anden side, lovede hun sig selv for fremtiden at prøve at holde sig til de lysregulerede fodgængerovergange.
Irene stak nøglen i låsen. Lige da hun skulle til at dreje den om, tog hun sig i det. Tænk hvis manden der havde overfaldet Kajsa og hende, var vendt tilbage? Efter en kort overvejelse besluttede hun sig for at det nok ikke var sandsynligt. Alligevel var det med en isnende uro i mellemgulvet og med alle sanser spændt at hun åbnede døren.
Duften af herreparfume var næsten helt forsvundet. Tænk at hun ikke havde forstået hvad den stærke duft havde betydet! Hun åbnede døren til brusekabinen og konstaterede at toiletpungen var væk. Var overfaldsmanden kommet i tanke om at tage sine toilet-sager med, eller havde den franske politimand været her og havde sendt dem til teknisk undersøgelse? Hun gik ud i entreen og tog et overblik. Den store blodplet ved dørtærsklen var der stadig. Et hurtigt kig ind i køkkenet, soveværelset og dagligstuen bekræftede hendes mistanke: Der var intet der tydede på at de franske kolleger havde aflagt besøg. Hun havde selv låst døren da ambulancen var kommet for at køre Kajsa og hende til sygehuset. Og inspektør Verdier havde ikke bedt om at måtte låne nøglen, hvilket han alligevel ikke ville have fået lov til. Måske havde han været klar over det.
Køkkenet var lille, og vinduet vendte ud mod en baggård. Facaderne inde i gården var ret snuskede og dårligt vedligeholdt. Det vigtigste var naturligvis at det så flot ud fra boulevarden. I et skab var der et enkelt, hvidt stel til seks personer, vinglas, almindelige glas, en krukke med bestik og nogle serveringsfade. Spisekammeret indeholdt kun lidt tørkost og pulverkaffe. Tre kasseroller og en stegepande udgjorde resten af køkkenudstyret. Beboerne beskæftigede sig åbenbart ikke med madlavning i lejligheden. Mens Irene granskede møblementet, forstærkedes indtrykket af at lejligheden
var udlejet møbleret. Indretningen bestod af flere ting der var sammenbragt uden at det dog lykkedes at blive det mindste personligt. Her var der ikke noget trendy design, bare almindelig standard. Det rimede dårligt med det Irene havde læst om Philip Bergmans glansperiode i ph.com. Denne lejlighed ville nok ikke få plads i glasstilen i indretningsmagasinerne. På den anden side så var det Joachim Rothstaahls lejlighed. Han havde måske en anden smag.
Soveværelset så ud som da hun forlod lejligheden sammen med ambulancefolkene for nogle timer siden. Det løb hende pludselig koldt ned ad ryggen da hun så den smadrede dør ind til påklædningsrummet. Med stor selvovervindelse trådte hun ind og tændte lyset. Philip Bergman og Joachim Rothstaahl havde åbenbart haft hver sin side af værelset. Da Philip havde været betydeligt højere og mere atletisk bygget end Joachim, var hans tøj nogle størrelser større. Det hang nydeligt på bøjler, akkurat som Joachims på den anden side. Nedenunder stod deres sko på dobbelte skohylder. Irene kunne ikke lade være med at tælle. Philip havde haft syvogfyrre par sko, Joachim kun toogtyve. Irene sjussede og regnede ud at hun ejede ni par sko, inklusive gummistøvler og de kondisko hun havde på.
Garderobeskabene var indrettet med skuffer og hylder. Der herskede ikke samme orden som i påklædningsrummet. Undertøj, T-shirts og strømper lå hulter til bulter.
Sengen kunne være interessant. Hvis nu deres overfaldsmand havde boet i lejligheden mindst en nat, burde der være spor efter ham dér. Irene tændte halogenlamperne i hovedenden og rettede dem mod sengetæppet. Hun synede nøje dets overflade. En bølge af ophidselse skød op i hende da hun opdagede nogle hår der lå dér hvor de jo burde ligge, nemlig på en af puderne. Irene gik ud i køkkenet, og det lykkedes hende at finde en rulle tynde, hvide affaldsposer under vasken. Hun tog rullen med ind i soveværelset. Da hun ikke havde nogen handsker, trak hun en pose over venstre hånd. Hun turde ikke forsøge sig med den højre endnu. Hver bevægelse hun gjorde med fingrene, fik det til at jage med smerter op mod albuen. Det blev meget fumlende og besværligt at prøve at samle hårene op og lægge dem ned i en anden pose, men det gik. Da det var gjort, var hun tilfreds, men hun vidste at der stadig var
meget arbejde tilbage. Forsigtigt fjernede hun sengetæppet og gentog processen med de to hovedpuder. På dem var der også en del hår. Hun lagde alle hårene i samme pose. Det måtte blive Malms og Åhléns arbejde at sortere dem. Det ville ikke blive så slemt. Joachims og Philips hår kunne hurtigt sorteres fra. Hvis der også var hår fra en tredje person, kunne det blive interessant. Der var gode chancer for at de kom fra overfaldsmanden. Det var muligt at de kunne tilhøre en uskyldig sengekammerat til en af de to beboere, men Irene havde på fornemmelsen at det ikke forholdt sig sådan. Hun bandt omhyggeligt for den tynde affaldspose med hårene og puttede den ned i sin rygsæk.
I et hjørne stod der et enkelt skrivebord med en laserprinter, og der lå en del ledninger på bordpladen. Der var ingen computer. Irene trak skrivebordsskufferne ud, men fandt intet af interesse. På væggen oven over skrivebordet hang en boghylde med nogle ringbind. Der stod "Lejligheden" på et af dem. Irene tog det ned og gav sig til at bladre i det. Hun fandt en lejekontrakt, underskrevet af Joachim Rothstaahl den 1. april 2001. Han havde lejet lejligheden fuldt møbleret til en månedlig leje af 1.500 euro. Efter en hurtig hovedregning kom Irene frem til at han havde betalt knap 14.000 svenske kroner om måneden for en lejlighed der ifølge kontrakten var på 69 kvadratmeter. Det måtte nok anses for yderligere en grund til at anskaffe sig en sambo. På det næste ringbind der fangede hendes interesse, stod der "EuroFond" i guldtryk på ryggen. Den indeholdt nogle omfangsrige brochurer, trykt på eksklusivt papir. Der var diagrammer som gav et pålideligt indtryk, og smukke fotos fra Paris. Teksten var på svensk, engelsk og fransk. Irene forstod af den svenske tekst at den henvendte sig til firmaer og privatpersoner som ville investere penge i en aktiefond med virkelig gode muligheder for afkast. "Garanteret markedets bedste fond med det højeste afkast”, forsikrede brochuren. Irene puttede hele ringbindet ned i sin rygsæk.
Det eneste dagligstuemøbel som viste lidt overklasse, var et tv med storskærm. Det virkede splinternyt. Irenes opmærksomhed blev fanget af en række hylder med videofilm. Der var en hel del amerikanske action- og thrillerfilm. Titlerne "The silence of the lambs" og "Seven" genkendte hun. Da hun tog videokassetterne
ud, så hun at der lå flere film stablet bag dem. Hun tog dem ud og læste titler som "Loveboy" og "Beach Boys Sex”. Omslaget viste smukke, muskuløse mænd i udfordrende positioner. Det kom ikke bag på hende, det bekræftede hvad hun havde haft mistanke om allerede i Göteborg.
Hele lejligheden gav indtryk af længere tids velfungerende samliv. Der var intet der tydede på at den ene kontrahent kun boede der midlertidigt. At Philips og Joachims forhold også havde været af seksuel art, forekom højst sandsynligt.
Men i teksten hun havde læst på flyet, blev Philip beskrevet som en der virkede magnetisk dragende på unge kvinder. Men det at de blev tiltrukket af ham, behøvede jo ikke at betyde at han blev tiltrukket af dem. Måske var pigerne mere en facade, hvis han nu ikke ville skilte med sin homoseksualitet? Eller han var måske biseksuel? Kunne mordmotivet findes i det personlige forhold mellem de involverede? Folks sexliv er altid interessant i en mordsag, men Irene vidste af erfaring at det ikke altid var så ligetil at få sandheden for en dag. Mennesker er gode til at forstille sig når der er noget de vil skjule.
Pludselig slog en tanke ned i hende: Hårene. Brusekabinen. Der kunne være hår fra gerningsmanden i brusekabinen. Hun tog rullen med affaldsposer med da hun gik ud i entreen og åbnede døren til det lille brusebad. I det svage lys fra lampen over håndvasken bøjede hun sig ned for at studere afløbet i bunden af brusekabinen nærmere. Til sin skuffelse kunne hun ikke se nogen hår. Det gav et knæk i hendes højre knæ da hun rejste sig op. Lyden var dog ikke høj nok til at overdøve en raslen af en nøgle der blev drejet om i yderdørens lås.