Alt dette skete for temmelig mange år siden. Min mor havde følt sig dårlig i længere tid. For at slippe for alt bøvlet med dem omkring hende der var bekymrede, især mine brødre, og min far, gik hun til sidst til den læge hun plejede at bruge, som min familie havde brugt siden tidernes morgen. Han må have været meget gammel på det tidspunkt, for jeg kan ikke huske at vi nogensinde ikke har brugt ham, og jeg kan heller ikke huske at han nogensinde var ung. Jeg brugte ham selv, selvom jeg boede mange kilometer væk.
Efter et hurtigt tjek sendte denne gamle familielæge hende hurtigt videre til Aker sygehus til nærmere undersøgelse. Da hun havde været inde til flere, måske smertefulde prøver i hvidmalede rum eller rum malet lysegrønne, æblegrønne, på det store sygehus der lå næsten nede ved Sinsenkrydset på den side af Oslo jeg altid har kunnet lide at tænke på som vores side, altså østsiden, fik hun besked på at tage hjem og vente i fjorten dage på resultaterne. Da de omsider kom, viste det sig at hun havde kræft i maven. Hendes første reaktion var: Her har jeg ligget vågen om natten år efter år, især da børnene var små, og været dødsensangst for at dø af lungekræft, og så får jeg kræft i maven. Sikken en spild af tid!
Sådan var min mor. Og hun var ryger, ligesom jeg har været det hele mit voksne liv. Jeg kender godt den natlige tilstand hvor man ligger stiv under dynen med tørre, værkende øjne og stirrer ind i mørket og bogstavelig talt føler livet smage af aske i munden, selvom jeg nok har været mere bekymret for mit eget liv end for at mine børn skulle blive faderløse.
Et stykke tid sad hun bare ved bordet i køkkenet med konvolutten i hånden og stirrede ud ad vinduet på den samme græsplæne, det samme hvidmalede stakit, de samme tørrestativer og de samme fuldstændig ens grå rækkehuse hun havde set på i så mange år, og hun tænkte det hun havde tænkt i næsten lige så mange år, at hun egentlig slet ikke kunne lide at være her. Kunne ikke lide granitten i det her land, kunne ikke lide granskoven eller vidderne, kunne ikke lide fjeldene. Hun kunne ikke se fjeldene, men hun vidste at de var overalt derude og hver eneste dag satte deres præg på de mennesker der boede i Norge.
Hun rejste sig, gik ud i gangen og tog telefonen, lagde røret på efter en kort samtale og gik tilbage og satte sig ved bordet igen for at vente på min far. Min far var pensionist og havde været det i flere år, det var hende der var i arbejde, fjorten år yngre end ham, men i dag havde hun fri. Eller hun havde taget fri.
Min far var meget væk, havde altid et eller andet han skulle ordne, ærinder som min mor sjældent fandt ud af hvad gik ud på og aldrig havde set nogen resultater af, men hvad der havde været af konflikter dem imellem, var stilnet af for længe siden, der var våbenhvile nu. Så længe han ikke prøvede at styre hendes liv, fik han lov til at være i fred med sit. Hun var oven i købet begyndt at forsvare og beskytte ham. Hvis jeg kom med en kritisk bemærkning, tog hendes parti i et misforstået forsøg på at støtte kvindesagen, fik jeg besked på at passe mig selv. Det er let for dig at være kritisk, sagde hun, dig der har fået alting serveret. Din spirrevip.
Som om mit liv kørte på skinner. Jeg var i fuld fart på vej ind i en skilsmisse. Det var min første, jeg troede mit liv ville gå i spåner. Nogle dage kunne jeg ikke bevæge mig fra køkkenet til badeværelset uden at lægge mig på knæ mindst én gang, før jeg kunne tage mig sammen til at gå videre.
Da min far omsider kom hjem fra det af sine projekter han syntes var det mest presserende, formodentlig noget på Vålerenga, som var det sted han oprindelig kom fra, og hvor jeg selv blev født syv år efter Krigen, et sted han ofte tog tilbage til for at møde mænd på sin egen alder og med samme baggrund, i "Gubbelavet" som det hed, sad min mor stadig ved bordet i køkkenet. Hun havde nu en cigaret i munden, formodentlig en Salem, eller måske en Cooly, det blev til en del mentolsmag for den der var bange for lungekræft.
Min far stod i døren med en gammel taske i hånden, ikke så forskellig fra den jeg brugte i sjette og syvende klasse i folkeskolen, alle gik jo med tasker dengang, og så vidt jeg husker, så var det den. Det betød i så fald at den var over femogtyve år gammel på det tidspunkt.
– Jeg rejser i dag, sagde min mor.
– Hvorhen? sagde min far.
– Hjem.
– Hjem, sagde han, – i dag? Vi må da tale om det først? Jeg må vel få tid til at tænke mig om?
– Der er ikke noget at tale om, sagde min mor. – Jeg har bestilt billet. Jeg har lige fået brev fra Aker sygehus. Jeg har kræft.
– Har du kræft?
– Ja. Jeg har kræft i maven. Så jeg må en tur hjem nu.
Hun sagde stadig hjem om Danmark, om den særlige by hun kom fra langt mod nord i det lille land, selvom hun havde boet i Norge, i Oslo, i fyrre år, for at være helt nøjagtig.
– Men, vil du tage af sted alene? sagde han.
– Ja, sagde min mor, – det er det jeg vil, og hun vidste at når hun sagde det på den måde, blev min far såret og ked af det, og det havde hun jo ingen glæde af, tværtimod, han har fortjent bedre, tænkte hun, efter så meget liv, men hun følte ikke at hun havde noget valg. Hun var nødt til at rejse alene.
– Jeg bliver nok ikke så længe væk, sagde hun, – kun et par dage, så kommer jeg tilbage. Jeg skal jo indlægges. Jeg skal nok opereres. Det håber jeg i hvert fald. Under alle omstændigheder tager jeg båden i aften.
Hun så på sit armbåndsur.
– Det vil sige om tre timer. Det er bedst jeg går op og pakker.
De boede i et rækkehus med køkken og stue i underetagen og tre små soveværelser og et lillebitte badeværelse på første sal. Jeg voksede op i det hus. Jeg kendte hver rynke i tapetet, hver sprække i gulvet, hver eneste skræmmende krog i kælderen. Det var et Selvaaghus. Hvis man sparkede hårdt nok i væggen, forsvandt foden ind til naboen.
Hun skoddede cigaretten i askebægeret på bordet og rejste sig. Min far havde ikke flyttet sig en tomme fra døren hvor han stod med tasken i den ene hånd. Den anden hånd var løftet vagt og usikkert i retning af hende. Han havde aldrig været nogen hurtigløber når det drejede sig om fysisk kontakt, ikke uden for bokseringen, og det var vel heller ikke hendes stærke side, men nu skubbede hun min far forsigtigt, næsten kærligt til side så hun kunne passere. Han lod hende gøre det, men modvilligt, med så stor modstand og træghed at hun forstod at han ville give hende noget håndfast, et tegn, uden at skulle formulere det med ord. Men det der er jo for sent nu, sagde hun til sig selv, det er alt for sent, sagde hun, men han hørte hende ikke. Alligevel lod hun godvilligt min far holde sig tilbage så længe at han forstod der var noget imellem dem efter fyrre års samliv og fire sønner, selvom én af dem allerede var død, at de stadig kunne befinde sig i det samme hus, i den samme bolig og kunne sidde og vente på hinanden og ikke bare rejse af sted, over hals og hoved, når der var sket noget vigtigt.
Båden hun rejste med, som vi alle sammen rejste med når vi skulle til de himmelstrøg, hed Holger Danske. Den endte sit liv som hotelskib for flygtninge i Sverige kort tid efterat alt det her fandt sted, først i Stockholm og så i Malmö, har jeg fundet ud af, og er nu for længe siden blevet til skrot i et land i Asien, på en strand i Indien, eller Bangladesh, men i de dage jeg fortæller om her, gik den stadigvæk i fast rutefart mellem Oslo og den her by i det nordligste Jylland der var identisk med den by hvor min mor voksede op.
Hun kunne godt lide den båd og mente at den havde fået et ufortjent dårligt ry, "Holder Kanske", som den hed i folkemunde, eller "Kommer Kanske", som den også blev kaldt, men den var langt mere sødygtig end de flydende kasinoer som sejler på den rute i dag, hvor mulighederne for at drikke sig sanseløst beruset er blevet sanseløst mange, og selvom Holger Danske måske rullede en del fra side til side i dårligt vejr, og nogle som følge af det kastede op, betød det ikke at den var på vej ned i det store svælg. Jeg har selv kastet op på Holger Danske og taget det i stiv arm.
Min mor havde sans for dem der arbejdede om bord. På en uforpligtende måde kendte hun efterhånden flere af dem godt, større var båden ikke, og de vidste hvem hun var og genkendte hende når hun kom op ad landgangen, og de bød hende velkommen som en af deres egne.
Måske lagde de denne gang mærke til en større alvor end normalt i hendes måde at være på, at gå på, i måden hun så sig omkring, som hun ofte gjorde med et smil på læben, der egentlig ikke var et smil, for der var ikke noget at smile ad, men det var sådan hun så ud når noget optog hende meget, og hun helt sikkert befandt sig et helt andet sted inde i sit hoved end hvad de troede der stod omkring. Da syntes jeg hun var særlig pæn. Hun blev så glat i huden, og øjnene fik en mærkelig, klar glans. Som lille dreng sad jeg ofte og studerede hende grundigt når hun ikke vidste at jeg var til stede i rummet eller måske snarere havde glemt at jeg var der, og så følte jeg mig ensom og forladt. Men det var også spændende, for hun så ud som en kvinde i en film i fjernsynet, som Greta Garbo i Dronning Kristina der stod drømmende i stævnen på sit skib mod slutningen af filmen, på vej til et andet, mere åndeligt sted, og alligevel på underlig vis var kommet ind i vores køkken og for en tid havde sat sig på en af de røde stålrørsstole med en rygende cigaret mellem fingrene og en opslået, men foreløbig urørt og uløst krydsogtværs foran sig på bordet. Eller som Ingrid Bergman i Casablanca, for hun havde den samme frisure og samme bue langs kinden, men min mor ville aldrig have sagt: You have to think for both of us til Humphrey Bogart. Ikke til nogen.
Hvis mandskabet på Holger Danske opfattede denne eller nogen anden ændring i hendes måde at møde dem på, da hun kom op ad landgangen med den lille brune kuffert af imiteret læder som jeg har arvet og stadig bruger overalt hvor jeg rejser, var der i så fald ingen der bemærkede noget i den retning, og det tror jeg hun var glad for.
Da hun kom ned i kahytten, lagde hun kufferten på en stol, tog et tandkrus fra hylden over vasken og skyllede det godt før hun åbnede kufferten og fandt en lille flaske frem mellem tøjet. Det var en halv Upper Ten, som var det whiskymærke hun foretrak når hun drak brændevin, og det gjorde hun, tror jeg, oftere end vi vidste. Ikke at det ragede os, men mine brødre syntes Upper Ten var noget billigt skidt, i hvert fald som rejsebrændevin når man havde adgang til toldfri varer. De foretrak maltwhisky, Glenfiddich eller Chivas Regal, som var det man fik på båden til Danmark, og holdt lange foredrag om især singlemaltens "milde strøg mod ganen" og den slags nonsens, og vi mobbede min mor for hendes dårlige smag. Så så hun bare koldt på os og svarede:
– Er I mine sønner? Snobber? Og så sagde hun: skal du synde, skal det svide. Og sandheden er at jeg var enig med hende, og for at være ærlig købte jeg også det norske mærke Upper Ten de gange jeg vovede mig ind på vinmonopolet, og den whisky var hverken single malt eller mild mod ganen, men fik det til at svide i halsen og tårerne til at stå i øjnene hvis man ikke var mentalt forberedt når man tog den første slurk. Det betyder ikke at det var en dårlig whisky, men den var billig.
Så skruede min mor låget af flasken med en pludselig bevægelse, og hun fyldte glasset omtrent kvart, tømte det i to slurke, og det sved så meget i munden og halsen at hun hostede længe, og så græd hun lidt samtidig, eftersom det alligevel gjorde ondt. Så lagde hun hurtigt flasken tilbage under tøjet i kufferten, som om den var kontrabande, og tolderne stod på spring ved døren med brækjern og håndjern, og hun vaskede tårerne af ansigtet foran spejlet over vasken og tørrede sig grundigt og trak lidt i tøjet foran som let buttede kvinder næsten altid gør, før hun gik op for at spise i cafeteriet der var et uprætentiøst cafeteria på alle måder, og menuen var uprætentiøs og overskuelig, sådan som hun ville have det, og så var Holger Danske jo den rigtige båd.
Med sig op i cafeteriet havde hun den bog hun læste for tiden, og hun læste altid, havde altid en bog stukket ned i tasken, og hvis Günter Grass var kommet med en bog for nylig, var det temmelig sikkert den hun havde med, på tysk. Da jeg lige efter gymnasiet holdt op med at læse noget som helst der var skrevet på tysk, af den enkle grund at det ikke længere var pensum, skældte hun mig ud og sagde at jeg var intellektuelt lad, og jeg forsvarede mig og sagde at det var jeg ikke, men det var en principsag, sagde jeg, fordi jeg var antinazist. Det gjorde hende rasende. Hun rettede en dirrende pegefinger mod min næse og sagde, hvad ved du om Tyskland og Tysklands historie og det der skete dér. Din spirrevip. Det sagde hun ofte: Din spirrevip, sagde hun, og det var sandt at jeg ikke var høj af vækst, men det var hun heller ikke. Derimod var jeg adræt, det har jeg altid været, og i mobbeordet lå begge dele jo, at jeg var ret lille af vækst, som hun var det og samtidig en adræt fyr, ligesom min far, og at hun måske godt kunne lide mig sådan. Det håbede jeg i hvert fald. Så når hun en gang imellem skældte mig ud og samtidig kaldte mig en spirrevip, blev jeg aldrig for alvor urolig. Og det var ikke ret meget jeg vidste om Tyskland på det tidspunkt da den samtale fandt sted. Hun havde en pointe der.
Jeg kan ikke forestille mig, at hun var i det sociale lune, i cafeteriet på Holger Danske, og opsøgte et bord hvor der allerede sad nogen, og indledte en samtale med dem for at høre hvad de tænkte, og hvad de drømte om, fordi de var som hende og havde samme baggrund, eller omvendt, for vi er jo ikke ens, og i forskellene finder man det der er interessant, det er der mulighederne ligger, mente hun, og hun opsøgte de forskelle og fik meget ud af dem. Så denne gang satte hun sig alene ved et topersonersbord og spiste i tavshed og læste koncentreret i sin bog ved kaffen efter maden, og da koppen var tom, tog hun bogen under armen og rejste sig. Lige da hendes krop forlod stolen, følte hun sig pludselig så træt at hun tænkte hun ville falde om i det øjeblik og aldrig rejse sig igen. Hun holdt fast i bordkanten, verden sejlede som båden sejlede, og hun forstod ikke hvordan hun skulle komme gennem cafeteriet, forbi receptionen og ned ad trapperne. Og så klarede hun det jo alligevel. Hun trak vejret dybt og længe og gik støt som et fjeld mellem bordene, ned ad trappen til kahytterne med målbevidste skridt, hun havde det udtryk i ansigtet jeg allerede har beskrevet, og kun et par gange måtte hun støtte sig til væggen på vej hen ad den lange gang før hun fandt sit nummer på døren, fandt nøglen frem fra frakkelommen, og hun låste bag sig straks hun var inde. Så snart hun havde sat sig på sengen, hældte hun en kraftig dosis Upper Ten op i tandkruset og tømte glasset i tre hurtige slurke, og hun græd da det gjorde ondt.