Da min mor var kommet over landgangen fra Holger Danske og ud på kajen i den nordjyske by, som var hendes egen by, og som hun stadigvæk kaldte hjem efter fyrre år med fast adresse i Oslo, gik hun langs kajen med den lille brune kuffert i hånden og videre forbi værftet som faktisk ikke blev nedlagt i den periode, i firserne, da de fleste andre værfter i Danmark faldt sammen som korthuse. Hun gik videre forbi Tordenskjolds gamle hvidkalkede krudttårn som kommunen havde flyttet til præcis det sted hvor det lå nu, fra der hvor det før havde stået, hundrede og halvtreds meter tættere på kajen. De havde gravet ud under tårnet og lagt et stort antal godt brugte jernbanesveller på plads, nogle gigantiske trækanordninger blev konstrueret og sat op, og mere end tusind liter brun sæbe blev brugt til at få det hele til at glide. Og det lykkedes faktisk. De trak det runde, ufatteligt mange ton tunge stentårn centimeter for centimeter hen til det nye sted der var gjort klar på alle tænkelige måder, og sådan fik man lavet en ny tørdok til værftet uden at skulle ødelægge en af byens meget få attraktioner. Men det var længe siden nu at den operation blev udført, og hun var egentlig ikke sikker på om historien med den brune sæbe og jernbanesvellerne var helt sand, den lød jo lidt mærkelig, og hun var der ikke da det skete. Hun var i Norge på det tidspunkt, modvilligt, bortført af skæbnen, som et gidsel, næsten, men det var i hvert fald lykkedes for dem. Tårnet var definitivt flyttet.
Tre år før blev hendes far lagt i jorden (irriteret og utålmodig som han altid havde været) på kirkegården ved Fladstrand kirke, lige op og ned ad den smukke park Plantagen, som kirkegården delte sine træer med, delte bøgetræer og ask og løn, i den samme grav som hendes mor blåøjet og forvirret næsten frivilligt lagde sig ned i to år før det igen, og hvor hendes bror havde ligget i femogtredive år, himmelfalden og ufrivilligt efter et alt for kort liv.
Der sad en due på den fælles gravsten og kiggede ned. Den var af metal, så den kunne ikke flyve sin vej, men en gang imellem var den alligevel væk, og så var der bare en metalpig. En eller anden havde taget duen, en eller anden havde måske en hel samling duer og engle og andre små, milde, kristne skulpturer af bronze hjemme i skabet og tog dem frem i de sene aftentimer med gardinerne trukket for og strøg forsigtigt fingrene over de glatte, kolde kroppe. Men hver gang en eller anden havde hugget duen, måtte hun bestille en ny i bedemandsforretningen et stykke oppe ad vejen og få dem til at sætte den fast. Måske gjorde de det ikke godt nok, for duen var forsvundet tre gange på tre år.
De gange hun nu var på kirkegården, kunne hun ikke længere gå derfra eller cykle forbi plejehjemmet til et hus i centrum af byen, egentlig til en lejekaserne med lokum i baggården, i en gade som gik fra hovedgaden ned til havnen, Lodsgade hed den, og pege op på vinduerne, på potteplanterne på første sal og sige at det var her hun var vokset op, at det var her hun var blevet den hun var, og så pege på vinduet til kammeret i stueetagen ved siden af mælkeudsalget, som hendes mor havde drevet, og prøve at sige noget om hvem hendes bror havde været, uden at det lykkedes.
Hun kunne heller ikke gå ind en tidlig morgen og banke på døren bag den åbne smedejernsport, med rundstykker i en papirpose efter at have lagt til med båden fra Norge. Der var ingen der åbnede døren, det var ikke længere hendes gade. Så derfor gik hun ikke ad Lodsgade op i byen, men i stedet langs havnepladsen med en mærkelig blafrende følelse i brystet stadigvæk efter tre år, og helt op til den nye jernbanestation og satte sig ind i en taxa der. Den svingede blinkende ud fra fortovskanten i retning af Nordre Strandvej og kørte forbi sømandsskolen og Tordenskjolds Skanse, der lå gemt med sine friserede volde og kanoner bag de høje popler langs vejen, og kørte ud forbi roklubbens lokaler. Der var et cafeteria i de lokaler som hun ofte havde besøgt og siddet med en Tuborg ved et bord foran glasvæggen udenfor med udsigt til det lille havnebassin og havet, og set de små, blåmalede, rødmalede både komme tøffende ind gennem den smalle åbning i molen, lægge til eller sejle ud igen med fiskeredskaber om bord, men så kun som hobby, for alt seriøst fiskeri langs kysten her var dødt for flere år siden.
Taxaen kørte videre hen over den vindblæste, åbne strækning med marehalm og sand og buske som blæsten tvang i knæ det ene år efter det andet, og havet lå fast som en blågrå poret hud så tidligt på dagen, og luften over havet var hvid som mælk. Der hvor asfalten holdt op og grusvejen begyndte, drejede bilen ind mellem ældgamle hybenbuske og krogede fyrretræer, og hele turen tog faktisk ikke mere end et kvarter. Det var underligt, syntes hun, for det var som at køre i slowmotion; den lette dis mod bilens rude, det grå lys over vandet, og øen derude med lygten i fyrtårnet tændt i blege, seje glimt, og de sidste hyben hang stadig på buskene, hvert enkelt af dem lysende rødt, næsten blåt som små kinesiske lamper. Da hun vendte sig om for at se ud ad den modsatte rude, gled hovedet bare langsomt fra den ene side til den anden, hun fugtede læberne med tungen, så ned på sine hænder, og lod fingrene bevæge sig langsomt. Huden var nærmest følelsesløs og stiv, og hun smilede uden grund.
Før hun lod taxaen køre tilbage til byen, lavede hun en aftale om at blive hentet meget tidligt om morgenen fire dage senere. Det passede ham fint, sagde chaufføren, så kom han op i tide, og det skete jo ikke så ofte, måtte han medgive, han var for glad for en bajer eller fem om aftenen.
Du skal få drikkepenge nok til ti bajere af mig, sagde min mor, – bare du stiller her som aftalt. Det er vigtigt, sagde hun, – jeg har en plan, forstår du, og hun hævede pegefingeren mod chaufføren i en næsten truende bevægelse, men den unge mand grinede bare, og så smilede min mor også.
Det skal jeg nok, sagde han. Han satte sig ind på førersædet efter at have hjulpet hende helt op under det buskede fyrretræ og videre op til terrassen hvor han satte kufferten og sagde: – Så på gensyn, og han bakkede først bilen i en halvcirkel, og så drejede han den ud fra den græsklædte grund foran sommerhuset hvor han havde taget imod betaling og drikkepenge i rigelige mængder, og han vinkede bag ruden og kørte tilbage til byen med skiltet på taget tændt i det første lys en torsdag morgen tidligt i november.