Det gik ikke op for mig at min mor rejste. Jeg havde nok i mit eget liv. Vi havde ikke talt sammen i en måned eller måske mere, og det var vel ikke så usædvanligt på det tidspunkt, i 1989, med tanke på alt det der foregik omkring os dengang, men det føltes usædvanligt. Det føltes usædvanligt, fordi det var med vilje fra min side. Jeg prøvede at undgå hende, og det gjorde jeg fordi jeg ikke ville høre hvad hun havde at sige om mit liv.
Den eftermiddag da min mor tog T-banen alene fra Veitvet i Groruddalen og ned til Jernbanetorget med den brune kuffert af imiteret læder i hånden for at krydse den fugtige plads på søsiden af den gamle Østbanestation med modvind i håret på vej over til den flade, forblæste terminalbygning der tilhørte J.C. Hagen & Co. og den skæve udstikker hvor Holger Danske lå ved kaj i sin allersidste uge, skulle det vise sig, kom jeg samtidig kørende i en bil der ikke var min, fra grusvejene i Nittedal med mine døtre på bagsædet, den ene ti år gammel, den anden syv. Bilen var en fem år gammel sølvgrå Volkswagen Passat der tilhørte en mand jeg havde kendt i ti år, en mand der ville have lånt mig hvad som helst.
Det var ved at blive mørkt, ja mørket kom rullende som tidevandet gjorde ved kysten af Jylland, da jeg var på pigernes alder, lige overraskende og pludseligt hver eneste gang, og det gør det vel stadigvæk. Det var tidligt i november, de to piger på bagsædet sang en Beatles-sang de havde lært fra en af mine gamle plader, "Michelle", kan jeg huske det var, fra Rubber Soul, og den sang var vel ikke noget mesterværk, men de kunne godt lide Paul McCartney, han skrev sange som var lette at synge for børn. Og det lød faktisk ret godt, ja selv de sætninger der ligesom skulle være på fransk, lød fint, og jeg slap rattet, mens vi kørte den lige strækning efter Hellerudsletten på vej mod Skjetten langs åsen og applauderede så godt jeg kunne.
Det var dejligt at have dem begge to på bagsædet. På den måde kunne de tale med mig om hvad de ville uden at skulle se mig i ansigtet, og jeg for mit vedkommende slap for at se deres ansigter, og nogle gange lod de oven i købet være med at se på hinanden, og så sad vi alle tre og gloede ud ad ruden hver sin vej uden at sige noget som helst, mens bilen trillede videre, og alle vidste vi at tingene ikke var som de skulle være. Pigerne vidste det, og jeg vidste det, og hende der ikke sad i bilen vidste det måske bedst af alle, og det var derfor, hun heller ikke var med på de ture.
Sådan lå landet.
– Skal vi tage ud og se på marker, kunne jeg stå i gangen derhjemme og spørge højt, og så råbte de to piger næsten altid:
– Ja! fra hver sit lille værelse, – ja, vi skal! Men hende jeg var gift med sagde:
– Tag I bare af sted. Jeg bliver hjemme.
Og hele pointen var at hun skulle sige lige præcis det. Hvis hun havde sagt:
– Jeg tager med, så ville ingen af os have vidst hvordan sådan en tur kunne gå, hvad vi skulle tale om, hvilken vej vi skulle se. Og så gik vi, pigerne og jeg, ned ad trapperne til garagen, gennem de tunge, gule metaldøre der smækkede hårdt og hult bag os, og for det meste kørte vi til Nittedalen mod nord, og nogle gange til Nannestad hvis vi havde god tid, og af og til tog vi helt op til Eidsvoll og elven dér, kørte langsomt over den fine støbejernsbro mens vi gloede ned i vandet som kom vuggende forbi os lige under bilen, parkerede i centrum og spiste vafler på en café vi kendte fra tidligere. Men det vi syntes bedst om af alt, var grusvejene mellem markerne, de bumlede grå veje langs høet der snart skulle høstes og kornmarkerne, langs de ternede fårehegn og gamle elhegn med hvide porcelænsklokker på stolperne, langs de rustne, halvt nedfaldne pigtrådshegn. Bare køre påde veje og synge Beatles-sange, bakke op og bakke ned, i stadig nye kurver og sving, bleggrønne marker til højre og gråbrune til venstre, i skiftende rækkefølge, sådan som det var i netop det efterår, i 1989, i det matte lys i Nittedal, på Nannestad og helt oppe ved Eidsvoll, de nøgne træer langs bækkene, og så se det hele hvælve sig strågult op i store flader og kvadrater og efter nogle af svingene se en orange farve komme snigende med et sygeligt lys der hvor stubmarken for nylig var sprøjtet med Roundup, og derefter blev det hele violet og altopslugende sort, hvor markerne var pløjet op i sidste øjeblik før vinteren kom ramlende, og alt lys suget ned og bare forsvundet. Vi kørte lidt hurtigere forbi netop de steder, men så lo vi også lidt, og råbte med syletynde, forskræmte stemmer:
– Pas på, for guds skyld, råbte vi. – Her kommer der et sort hul! Og jeg havde jo fortalt dem om sorte huller og om hvordan ting blev suget ned i dem og forsvandt, hvordan liv blev suget ned, hele verdener suget ned, ja, måske blev vores verden suget ned, og så lagde jeg bilen helt over i den modsatte grøft, og pigerne skreg på bagsædet, og det var med nød og næppe vi kom fra det med livet i behold. Så åndede vi lettet op og lo igen, for aldrig havde vi været så tæt på den kosmiske afgrund, og bagefter sang vi "I should've known better" i hvert fald tostemmigt, mens jeg bankede takten mod rattet.
Og så kom det tidlige mørke rullende, og man kunne intet se. Inde i bilen blev der mørkt omkring vores skuldre og mørkt omkring hænderne. Kun pigernes hår glødede i skæret fra lygterne langs vejen, i rødt og i gult, og tallene lyste på speedometret, og den lille blå lampe til det lange lys blev tændt og slukket i mødet med med den modgående trafik, og vi holdt op med at synge på vej forbi Skjetten og var tavse over broen ved Strømmen station.
Det var måske en halv dag siden vi kørte ud af garagen under blokken derhjemme, og vi var så sultne nu at vores hoveder svømmede og var følelsesløse i kanterne, hvis man kan sige at et hoved har kanter, men ingen ville bryde det stille mørke hvor kun retningsviseren tikkede i blinkende grønt til højre på instrumentbrættet for en sidste omvej i skovbrynet, rundt om det store sygehus i et gevaldigt sving, inden vi vendte om på sletten før den gamle kirke og kørte tilbage op ad de lange bakker til den forstad vi boede i, og jeg ville så gerne have vidst hvad pigerne tænkte når de sad der på bagsædet og ikke sagde noget til hinanden. Det jeg tænkte på, var skilsmissen som hver dag rykkede nærmere, som kom sejlende stille som en hornugle i natten, selvom det stadig kun var noget vi havde aftalt, uden dato, uden årstid, os to der indtil nu havde holdt sammen i femten år og havde disse to piger sammen, disse piger med det skinnende hår i rødt og gult, eller det var noget som hun havde aftalt, hvis jeg skulle være ærlig. Jeg kunne mærke ansigtet stivne, jeg var tør i munden. Hvis nogen havde spurgt mig, hvordan har du det nu, så ville jeg have svaret, det gør ondt lige her og have peget på et sted øverst i brystet, eller måske snarere nederst i halsen. Jeg kom tidligere og tidligere på arbejde. Det sved bag øjenlågene når jeg sad i bussen. Jeg vidste ikke hvad jeg havde i vente. Måske blev det endnu værre senere, når jeg var helt alene? Jeg frygtede at det ville blive værre. Jeg frygtede hvad det ville gøre ved min krop, smerten jeg kunne mærke i brystet ville blive værre, kampen for at synke blot den mindste bid mad ville blive værre, og den overraskende lammelse i benene, tankerne flagrende hid og did som ødelagte radiobølger, og de bundløse, vilde fald jeg var ude for i søvne, alt dette ville i så fald blive værre, og dertil kom den chokerende opdagelse af at der var så lidt jeg kunne gøre ved det. Ingen viljesakt fik mig ud af den tilstand, ingen tankespring trak mig op. Det eneste jeg kunne gøre var at blive siddende længe nok i en stol og vente til de værste storme var stilnet af et stakket øjeblik så jeg orkede de mest nødvendige ting, at skære en skive brød, at gå på toilettet, eller bevæge mig hele den udmattende vej fra stolen i stuen, gennem entréen og ind i soveværelset for at lægge mig i sengen. Enkelte gange gav jeg op og faldt hellere i søvn der hvor jeg sad, og vågnede så hver eneste gang med et sæt og et knitrende blåt lys i hovedet, fordi jeg hørte hendes nøgle i døren.
Det eneste jeg kunne finde ud af var disse ture, gennem dette landskab, Nittedal, Nannestad, Eidsvoll. Det var noget med farverne lige før vinteren kom dalende, eller snarere manglen på dem, noget med linjerne i skovbrynet og kurverne på vejen, jeg tænkte at jeg måske kunne huske det hele senere, når alting var blevet anderledes. Og det var det at jeg ikke stod stille, men tværtimod rullede frem uden hastværk i min egen, champagnefarvede Mazda, eller som netop denne gang, tidligt i november 1989, i en sølvgrå Volkswagen Passat der ikke var min. Og det var noget med pigerne på bagsædet, der sang "Eleanor Rigby" og "When I am sixty-four", som også var skrevet af Paul McCartney. Aldrig før havde jeg hørt de sange sunget på den måde, og jeg tænkte at også det var noget jeg ikke måtte glemme.
Vi kom op i tredje gear efter den sidste bakke, som var lang og stejl og skummel om vinteren når isen lå spejlblank i det store sving, og på toppen kørte vi i en stor bue rundt om de lave blokke i skovbrynet og drejede til sidst af mod en af dem og ind i garagen i kælderen hvor rulleporten stod åben, fordi den var kaput og havde været det i flere uger. Næsten helt nede i den anden ende af blokken standsede jeg bilen og bakkede forsigtigt ind på den plads hvor nummeret på min lejlighed var malet med store tal på den rå murstensvæg, hvor man let kunne se aftrykkene af forskallingsbræddernes uhøvlede overflade, og pigerne tog hænderne op for øjnene, trak vejret med skarpe gisp og holdt det, for her var trangt og svært at manøvrere, og én gang var det gået rigtig galt. Så blev der meget ballade med en nabo som nu heldigvis var flyttet. Han boede i lejligheden oven over os, og nogle aftener hørte jeg hans stereoanlæg hamre for fuldt tryk og hans kone råbe for at få ham til at skrue ned for lyden.
Denne gang gik det glat. Jeg gled fint på plads med en god margin til begge sider, og det var jo godt, da bilen ikke var min egen, og vi skubbede os ud af sæderne, smækkede dørene hårdt som vi plejede for at føle os rå og frække, for at fremkalde et ekko der kunne gjalde hele vejen ud gennem den lange garage. Så kontrollerede jeg nøje at alt var i forskriftsmæssig orden, at alt var låst, at nøglen lå i min lomme, før vi gik op ad trapperne, op til lejligheden med mig som modstræbende sidstemand.
Og så kom jeg ind i gangen, i entréen, og helt ind i stuen og køkkenet, hvor alt var som det havde været i snart ti år, de samme plakater på væggene, de samme tæpper på gulvet, de samme forbandede, røde lænestole, og så alligevel slet ikke det samme, ikke som det var i begyndelsen, da det var os to mod rosset, hende og mig, skulder ved skulder, hånd i hånd, der er kun dig og mig, sagde vi til hinanden, kun dig og mig, sagde vi. Men der var sket noget. Ingenting hang sammen længere, alle ting havde afstande mellem sig, distancer mellem sig, som satellitter, på én gang trukket til og stødt fra af hinanden, og der skulle stor viljestyrke til for at krydse de afstande, de distancer, meget mere end jeg havde til rådighed, meget mere end jeg ville turde bruge. Ingenting var heller som det havde været i bilen, på vej gennem tre eller fire kommuner i Romerike, i det østlige Norge, øst for Oslo. Der havde jeg bilens krop tæt omkring mig lige meget hvor vi kørte, men heroppe i lejligheden faldt tingene ud af fokus og fór svirrende rundt. Det var som en virus på balancenerven. Jeg lukkede øjnene for at få verden i vater, og så hørte jeg døren til badeværelset gå op og hendes skridt over gulvet. Jeg ville have genkendt dem hvor som helst i verden på et hvilket som helst underlag, flisegang, grusvej, stengulv, parket. Hun standsede lige foran mig. Jeg kunne høre hendes åndedræt, men ikke så tæt på at jeg kunne mærke det mod mit ansigt. Hun ventede. Jeg ventede. Pigerne lo ad noget morsomt inde på et af værelserne. Det var noget med hendes vejrtrækning. Det havde aldrig været sådan før. Jeg holdt stadig øjnene lukket, jeg pressede dem sammen. Og så hørte jeg hende sukke.
– Herregud, Arvid, sagde hun. – Vil du ikke godt holde op med det der. Det er så barnligt.
Men jeg ville ikke åbne øjnene. Det var jo så let at se. Hun brød sig ikke om mig længere. Hun ville ikke have mig.
– Din bror har ringet, sagde hun. – Det var vist vigtigt.
Hun stod lidt, og så vendte hun sig om og gik tilbage til badeværelset. Jeg åbnede øjnene forsigtigt og så hendes ryg forsvinde. Jeg gned hånden mod brystet helt øverst oppe.