Mange år tidligere, i begyndelsen af halvfjerdserne, gik jeg på en skole ved Dælenenga i Oslo, på hjørnet af Dælenenggata og Gøteborggata. For at komme dertil havde jeg en næsten latterlig kort strækning at gå hver morgen, for jeg boede tæt på skolen, ved Carl Berners Plass. Jeg var lige fyldt tyve, det var det første sted jeg boede som ikke var hjemme i Selvaaghuset på Veitvet, hvor jeg voksede op i slutningen af halvtredserne og begyndelsen af tresserne, og jeg flyttede hjemmefra i samme øjeblik jeg fik studielån. Sådan var det dengang, det var det man gjorde, hvad enten man ville eller ikke, hvis man fik lov til at gå videre, som det hed dengang, i vores gade, og i mange andre gader.
Det første jeg foretog mig på det nye sted var at tage ned til centrum for at købe mig et stereoanlæg for nogle af pengene, en tr 200 Tandberg forstærker, en Lenco pladespiller og et par 20 liters højttalere af et mærke jeg ikke husker navnet på nu, men lyden var suveræn, og det hele var ikke mere originalt end at det var identisk med det stereoanlæg min ældste bror havde komponeret og købt for sit studielån. Der var en periode hvor jeg efterlignede ham temmelig meget. Ikke i alt, ganske vist.
Jeg var kommunist på det tidspunkt, maoist, det var han ikke, og han var så god til at lave alt muligt med sine hænder, snedkerere, tegne og male, at det end ikke faldt mig ind at prøve at gøre ham kunsten efter. I stedet læste jeg bøger. Mange bøger, og det så nok så intenst og lokkende ud, måden jeg forsvandt ind i de bøger på, at han nogle gange prøvede at ligne mig, og det gjorde mig glad, kan jeg huske.
Hvis jeg gik fra min skole øverst på hjørnet og ned ad Gøteborggata, og det gjorde jeg ofte, kom jeg snart til Freia Chokoladefabrik. Der arbejdede min mor. Hun stod ved båndet i Konfekten otte timer dagligt, fem dage om ugen, plus overtid, og havde gjort det i mange år. Over hele Dælenenga og Rodeløkka kunne man mærke duften af chokolade, af kakao, især tidligt om morgenen, når luften var skarp og måske lidt fugtig, og det var kun de gange jeg havde været sent ude aftenen og måske fået lidt for mange fadøl at jeg syntes duften var ubehagelig. Ellers havde den en tryghed over sig som mindede mig om visse dage i barndommen, visse ansigter knyttet til situationer og sammenkomster med dækket bord og kaffeduge og solen skråt ind gennem nyvaskede, glinsende hvide persienner og så mig midt i det hele med en fornemmelse af at alt omkring mig pludselig var så fint og så rigtigt.
Når jeg nogle gange, netop i de sene aftentimer alene i den lille lejlighed ved Carl Berners Plass og Dælenenga, for alvor tillod den følelse at sive op fra fortiden, kunne jeg pludselig længes tilbage til barndommen med en så tænderskærende heftighed at jeg blev skræmt af mig selv.
Når skolen var slut for dagen, eller jeg ikke gad sidde i kantinen længere, skete det ofte at jeg gik ned ad Gøteborggata og videre rundt om en karré til højre mod Dælenga stadion hvor personaleindgangen til Freia lå, og jeg standsede og lænede mig op ad den gamle murstensmur, og den lugtede godt, syntes jeg, den lugtede af natur, den lugtede af steder jeg havde været med min far, i Østmarka, Lillomarka, og jeg gloede op på Arnold Haukelands store, blanke og langsomt roterende metalskulptur der stod på en høj sokkel i nærheden af porten. Den var kun to-tre år gammel på det tidspunkt og skulle vist forestille en vindharpe, og der skulle komme lyde fra den når det blæste, som musik, havde nogen sagt, men der kom ingen lyde så vidt jeg kunne høre. Jeg røg min hjemmerullede Petterøe-cigaret og havde alverdens tid på en måde jeg aldrig har haft det siden. Jeg stod i solskinnet og ventede på min mor der snart ville komme ud af den store bygning og gå ad gangstien til porten når hendes skift var slut. Jeg kunne se hende på god afstand når hun kom ud ad døren, og hver gang hun gjorde det, tænkte jeg på det digt af Rudolf Nilsen der begynder:
Jeg havde set dig længe, da du kom,
for altid ved jeg det, når du er nær –,
og som vel strengt taget var et digt til hans kæreste engang i tyverne eller deromkring. Men jeg tænkte på det, fordi jeg var der hvor jeg var, i skæringspunktet mellem Dælenenga og Rodeløkka og Grünerløkka i den østlige del af Oslos indre by, som jo var Rudolf Nilsens revir, lige ud for en fabrik som mange af de piger han kendte sikkert arbejdede på, og selvom det nu var min mor der kom derhenne på vej mod porten og ikke en jeg var forlovet med, så havde jeg vel hende kær, som der står i digtet, det føltes sådan.
Jeg rettede mig op, lod muren blive stående på egen hånd og råbte:
– Freia chokolade!
– Vil ikke have det, svarede hun.
– Freia karameller?
– Ikke det heller, sagde hun og lo og rødmede, fordi hun så at vagten hørte os og lo ad os. – Nå? Står du der, sagde hun lavere, da hun var fremme ved porten og vagten havde lukket hende ud. – Er du flad, sagde hun.
Det var jeg jo. Det var jeg altid, men jeg sagde:
– Hvad? Insinuerer du at jeg skulle stå her og vente på min mor som kommer træt ud fra det hårde dagskift, bare fordi jeg tilfældigvis er flad og derfor går ud fra at hun vil slænge mig et par slanter. Ærlig talt, mor.
– Hvor meget har du så brug for, sagde hun.
Jeg trak på skuldrene.
– Se her, sagde hun og stak hånden ned i sin lille dametaske, fiskede den slidte pung op, åbnede den med en fordækt bevægelse, indøvet og praktiseret gennem lang tid for at forhindre en nysgerrig ægtemand som ikke længere havde den økonomiske magt i familien, i at få indblik, og hun lirkede hurtigt en hundredlap frem som hun havde foldet sammen flere gange til en lille strimmel som hun pressede ind i min tilsyneladende uvillige hånd.
– Tag den her, sagde hun.
Jeg så straks hvad for en seddel det var. – Nej, for fanden, mor, hundrede kroner. Det er for meget.
Og det var faktisk meget. Til sammenligning var min husleje 170 kroner om måneden.
– Og så taler vi ikke mere om det, sagde hun. – Heller ikke til din far.
– Ham ser jeg jo aldrig, sagde jeg.
– Det er vel ikke hans skyld, sagde min mor så, og det havde hun ret i, og det var i orden, jeg ville ikke sige noget til ham, hvorfor skulle jeg også det? Og der var heller ingen tvivl om at jeg havde brug for den hundredlap. Men grunden til at jeg stod der den dag var ikke kun at jeg var flad, egentlig var det slet ikke det, at være flad var en måde at leve på, jeg lagde knap nok mærke til det længere. Jeg stod der, fordi der var noget jeg ville fortælle hende, noget hun ikke vidste og ikke kunne have gættet sig til.
– Skal vi tage os en kop kaffe før du skal hjem, sagde jeg, – på Bergersens? Og det var et forslag der var så usædvanligt at hun sagde ja uden at tænke sig om. Det vi plejede at gøre var at gå op ad Gøteborggata, hen ad Dælenenggata til Carl Berners Plass, forbi Ringen Kino, hvor jeg som elleveårig så Zorros legion i to dele, en film hver lørdag med en utrolig lang uge imellem, og så gik vi over krydset og videre et stykke op ad Grenseveien til T-banestationen, mens vi talte om bøger vi havde læst, om nye film vi havde set og gamle film vi havde set en gang til, som for eksempel Saturday Night and Sunday Morning med den unge Albert Finney i hovedrollen, som var blevet vist i fjernsynet den samme uge. Min mor syntes også meget godt om ham, Albert Finney, når han stod ved drejebænken på cykelfabrikken med opsmøgede skjorteærmer lige i starten af filmen og benhårdt deklamerede hvad han syntes om de ældre arbejdere og hvordan de hang fast i dyndet fra årene før Krigen, og alt det han i hvert fald ikke var villig til at bruge sit liv på, at han fandeme aldrig ville lade sig holde nede som de var blevet holdt nede:
– I'd like to see anybody try to grind me down, that'll be the day. What I'm out for is to have a good time, all the rest is propaganda! sagde han mellem stramme læber, og det var jo noget barnligt sludder, det vidste min mor bedre end nogen anden. Men hun viftede med sin tændte cigaret og gentog efter Albert Finney i fabrikshallen: – All the rest is propaganda! sagde hun temmelig højt midt på Carl Berners Plass med smalle øjne, rullende Nottinghamshire-r'er og en pludselig mørk latter der gjorde mig betænkelig, selvom jeg også syntes det var sejt sagt. Så skiftede vi emne og begyndte i stedet at tale om formanden på Konfekten der tog sig friheder over for de kvindelige arbejdere, og der var jo næsten ikke andet end kvindelige arbejdere på Freia, i hvert fald ikke på Konfekten. Hun kunne ikke holde ham ud længere, den sleske djævel, og planlagde nu en modaktion, og så måtte hun og jeg hellere diskutere hvordan den modaktion eventuelt skulle gennemføres.
Vi gik op til Bergersens konditori der egentlig ikke hed Bergersens, jeg kaldte det bare Bergersens, fordi en mand der hed Bergersen sad på en stol i hjørnet hver evig eneste dag og læste den samme avis. Der sidder Bergersen, sagde personalet. Konditoriet lå i den korte gade der løb diagonalt bag Ringen Kino og var egentlig en forlængelse af Tromsøgata, og hed det også, men her slog den et sving som en blindtarm, et næsten anonymt sted.
Derinde bestilte vi to gange kaffe og napoleonskage og tog jakkerne af og hængte dem på stumtjeneren ved indgangen, og så var jeg allerede i gang med at forklare hende hvad der var ved at ske i mit liv, at jeg havde tænkt mig at holde op på skolen på hjørnet af Dælenenggata og Gøteborggata hvor jeg havde læst i to år med studielån og stereoanlæg og sene aftener med store fadøl og alt hvad dertil hørte, og det fordi det kommunistiske parti jeg var medlem af havde en kampagne kørende for at få flest muligt af medlemmerne til at blive industriarbejdere. Ikke at der var nogen tvang, på ingen måde, men jeg havde haft besøg af en mand fra ledelsen hjemme i den lille lejlighed hvor jeg boede, og han talte længe og indtrængende med mig og sagde at det nok var sandsynligt at den nye store Krig snart var over os, måske allerede i det nye år, sådan som Sovjet oprustede, det havde jeg vel forstået efter årets sommerlejr på Håøya. Og så gav det jo ingen mening at være der hvor jeg var nu, så ville vi vel alle sammen helst være sammen med gutterne der hvor de var. Det var det udtryk han brugte, og med gutterne mente han industriarbejderne, og han pegede megetsigende ud ad vinduet mod verden, men egentlig i den forkerte retning, for han pegede ikke derhen hvor min mor arbejdede som industriarbejder blot et par gader længere væk og så at sige var en af gutterne der, selvom de fleste var kvinder på den fabrik, og han pegede heller ikke derhen hvor min far arbejdede som industriarbejder og var en af gutterne blot et par stationer længere væk med T-banen i den modsatte retning. Han pegede ned mod Munchmuseet for enden af Finnmarkgata. Jeg gik ofte på Munchmuseet om søndagen for endnu en gang at stå foran de farverige, bløde og samtidig lidt skumle billeder jeg så godt kunne lide, og jeg ville så nødig skuffe nogen, jeg har altid haft det sådan. Så jeg forstod hvor det bar hen.
Kun en uge efter den samtale var jeg med til et møde på min skole hvor deltagerne var sådan nogle der delte de synspunkter jeg havde på verden og politikken, og det var mig der indledte om hvor vigtigt det var at partiet slog rødder i arbejderklassen i en tid som denne. Det var en ganske god indledning, men jeg kunne ikke frigøre mig fra følelsen af at den arbejderklasse jeg talte om i indledningen, ikke var helt den samme som den min mor og far var en del af til daglig. De mindede om hinanden, det var sandt, men havde forskellige egenskaber og befandt sig strengt taget i forskellige verdener. Det gjorde mig lidt ubehagelig til mode, men det var kun mig selv der lagde mærke til det, for da jeg var færdig, klappede alle mig på skulderen og sagde det var en forbandet god indledning og hvor interessant det havde været at høre på, og jeg ved ikke hvilke huse og gader de voksede op i, dem der var til det møde, men da det var slut, var jeg den eneste der erklærede at jeg ville opgive min plads på skolen. Og sådan blev det. Jeg havde haft det på den måde hos spejderne også. Jeg var den eneste i Rådyrpatruljen der tog spejderløftet alvorligt. På mange måder var det det samme.
Alt det prøvede jeg at fortælle min mor. Jeg havde hængt min jakke på stumtjeneren, jeg så at damen bag disken var på vej med vores kaffe og napoleonskagerne på en bakke, og da jeg vendte mig om på stolen for at sidde ansigt til ansigt med min mor i denne stund vi havde for os selv og min mund stadig løb over af ord, så jeg pludselig hendes flade hånd komme farende over bordet som en skygge, og den ramte mig på kinden, og smældet var den højeste lyd i lokalet. Uden for vinduet stod en mand ved en varevogn og læssede blomster af i store æsker til butikken ved siden af, og der var sol på toppen af murstensgården på den anden side af gaden. To piger kom cyklende på vej fra skole med tornystre på bagagebæreren, de var sikkert ikke mere end ti år gamle og havde tynde kjoler, det så lidt koldt ud, og langt inde i mig kunne jeg mærke den gamle længsel efter en søster, og havde jeg haft en søster, ville mit liv have været et andet liv og jeg ikke den der sad her lige nu, i Bergersens konditori på denne måde. Men typisk nok havde jeg kun brødre, tre styk oven i købet, og det sved sådan i kinden, jeg kunne mærke det blev rødt og varmt, og jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre eller sige. Jeg stirrede ned i bordpladen, jeg stirrede mod disken, ud af øjenkrogen så jeg min mor rejse sig fra stolen. Der var helt stille i lokalet, det eneste man kunne høre var en brummen fra softicemaskinen, og damen med bakken var blevet stående stift midt på gulvet halvvejs til vores bord før hun kom helt hen, satte bakken forsigtigt ned og forsvandt igen, og så kom jeg i tanke om hundredlappen. Jeg stak hånden i lommen og trak den hårdt sammenfoldede seddel op.
– Her, sagde jeg, – den vil du vel have tilbage nu. Jeg kunne mærke hvordan den anden kind også blev rød og varm. Jeg så op. Hun havde frakken over armen, hun var bleg i ansigtet og blank i øjnene.
– Din idiot, sagde hun. Og så gik hun.
Jeg kan ikke huske, hvordan jeg kom ud af det konditori, om jeg spiste min napoleonskage først eller oven i købet spiste dem begge, om jeg betalte med hundredlappen, og jeg kan heller ikke huske hvad jeg lavede de nærmeste dage. Men nu sad jeg ved siden af min mor på en lav klit i den allernordøstligste del af Danmark en morgen først i november 1989 og huskede det hele. Lige udfor lå der en ø som hed Hirsholmen. På den østod der et fyrtårn jeg havde set hver eneste sommer i hele mit liv, som min mor også havde set i hele sit liv, og jeg spekulerede på om det gjorde noget ved måden man tænkte på, at man nærmest altid havde et fyrtårn i øjenkrogen.
Hun tog de sidste sug af cigaretten og skoddede den i det løse sand foran sig med en langsom, lidt tung bevægelse og vendte sig om mod mig.
– Hvad har du der, sagde hun og pegede lige akkurat på flasken der stod halvt begravet mellem mine ben.
– Calvados, sagde jeg.
– Calvados, sagde hun, og så nikkede hun genkendende, men også på en måde søvnigt. – Triumfbuen, så, ikke?
– Jo, sagde jeg. – Triumfbuen.
Hun nikkede igen, stadig lidt fraværende, lidt tung: – Det er en god bog, sagde hun. – En smule sentimental måske. Man bør nok være under tyve år når man læser den første gang.
– Det bør man nok, sagde jeg.