Hun troede hun vidste hvem jeg var, men det gjorde hun ikke. Ikke på stranden den dag i 1989, ikke i Bergersens konditori næsten femten år før, heller ikke før jeg blev kommunist. Hun fulgte ikke med, hun vendte blikket mod andre ting. Hun så mig komme ind og vidste ikke hvor jeg havde været, hun så mig gå ud og vidste ikke hvor jeg blev af; hvor drivende formålsløs jeg var, hvor meget seksten år jeg var uden hende, hvor meget sytten år, hvor meget atten, hvor fortvivlet vandrende op og ned ad Trondhjemsveien jeg var, ad Europavei 6 mellem Veitvet og Grorud. Op og ned i begge retninger, først forbi kvindefængslet som lå tungt til højre over marken som et skyggefuldt hemmelighedsfuldt utænkeligt vakuum bag tykke stenmure, før de lave blokke på Kaldbakken dukkede op på højre side og de høje blokke på Rødtvet til venstre, på fjeldskråningen op mod skoven der var så dyb og stor at man kunne forsvinde i den så let som ingenting og blive væk for altid, hvis det var det man ville.
Og det var efterår når jeg gik, det var først i november, altid november, det var sene aftener med silende regn og gadelygterne tikkende forbi højt oppe over mit hoved fordi jeg gik så hurtigt, og det var som om de lyste af og på, de lygter, af og på, uden nogensinde at holde op, og kunne pludselig knitre skarpt i den våde luft og kaste blå lyn omkring sig, mens mine ord roterede i hjernen, og det knitrede i tankerne som elektrisk strøm, og måske så det blåt ud som lys kan gøre, hvis man skar et snit gennem min hjerne for at studere hvad der skete på klos hold.
På Grorud lå mit gymnasium nede i dalen ved Østre Aker vej, ved Grorud jernbanestation og Stjerneblokkene, som de blev kaldt, der hvor jernbanearbejderne boede; lokoførerne, konduktørerne, mekanikerne, men langt før det drejede jeg til højre i krydset fra Trondhjemsveien, hvor fodboldklubben holdt til, og græsbanen, og videre forbi kirken og kirkegården og efter det i siksak ned ad alle bakkerne og til sidst en omvej forbi Heimdal, det røde hus hvor de unge kristne opholdt sig på aftener som denne, hvor jeg flere gange havde prøvet at slippe ind gennem nåleøjet, men kontant var blevet afvist af mig selv midt på trappen på grund af min manglende tro. Og det lyste fra vinduerne hver eneste gang jeg passerede, jeg så unge kroppe bevæge sig under lamperne derinde, drengekroppe som min egen, men især piger med pigekroppe som var kristne fra top til tå, som fandt ud af at være kristne, med former og linjer om hofterne og runde bryster under blusen og en glat kristen hud der skinnede mat og gyldent med en naturlighed som ikke var blevet mig til del. Jeg følte kun flovhed når jeg tænkte på hvad det var de havde gjort: lagt deres liv i hænderne på en anden end dem selv, i hænderne på det de mente var en højere magt, som gav et strålende lys fra sig som de badede deres sjæle i, og de sang om det lys uden blusel og pinlighed med blikket vendt opad og lykkelige smil om munden. Og de havde det så fint, de løb rundt og lo højt og var beskyttet af deres kristendom uanset hvad de fandt på.
Men jeg standsede ikke længere på trappen eller ude foran vinduerne for at kigge ind, jeg var ude over det stadium nu, jeg længtes ikke længere derind, jeg lagde mit liv i mine egne hænder. Men det var ikke let at være alene, og jeg orkede det egentlig ikke.
Jeg fortsatte rundt i svinget og videre ned mod skolebygningerne der lå hen i mørke her på efterårsaftenen og så ukendte ud og var fremmede på en næsten truende måde. Da jeg var helt fremme, gik jeg over den tomme plads, og mine støvler gav ekko fra murene på begge sider, og så følte jeg pludselig at min mor var der. Jeg spøger ikke, hun var der helt tydeligt, og hun så på mig tværs igennem det våde mørke i skolegården på Groruddalens gymnasium, hvor vinduerne på hver side var tømt for liv på denne tid af døgnet og ingen lænede sig ud fra første sal og råbte noget rart til mig, noget inkluderende jeg havde længtes efter at høre, og jeg vidste hvad hun tænkte: Er der krummer nok i den dreng, tænkte hun, kan han klare sig alene, eller er han for let? Jeg var sikker på at hun mente jeg var en letvægter, at der var noget ved min person der gjorde hende skeptisk, at jeg havde en brist i min karakter, en revne i fundamentet som kun hun kendte til, jeg var kommet for let til det, var hvad hun mente, det var ikke sådan livet var, sagde hun, det var heller ikke sådan livet skulle være.