Da vi kom op til sommerhuset, var vi begge lidt forfrosne. Jeg satte flasken på bordet i stuen og gik hen til Jøtulovnen som min far havde købt på et fabriksudsalg og sendt herned hvor skorstenen stod færdigmuret, og så kunne min mor og far fyre af hjertens lyst og på den måde opholde sig i det der egentlig var et sommerhus, på andre tider af året end de varme sommermåneder.
Der var brænde i kurven, jeg lagde mig på knæ og fik lavet en luftig komposition og med tilstrækkeligt flis kunne jeg tænde op med det samme, hvis trækken bare var rigtig. Det var en god ovn, varmen begyndte at brede sig i stuen så snart flammerne tog fat bag støbejernet, og det gjorde mig øjeblikkelig søvnig da jeg mærkede varmen mod ansigtet. Jeg lukkede øjnene.
– Jeg skal skilles, sagde jeg.
– Ja, det sagde du, sagde hun. – Ikke fordi jeg ved hvorfor. Hvorfor du skal skilles. Hun var bag mig et sted. I køkkenkrogen måske. Jeg stirrede ind i ovnen. Det brændte virkelig fint nu.
– Det går jo ikke længere, sagde jeg og kunne høre at det lød som om det var min idé, at det var min konklusion, men det var det ikke.
– Det er vel hende der vil skilles, så, sagde min mor.
– Hvorfor siger du det?
– Jeg kender dig, sagde hun.
– Du kender mig ikke, sagde jeg, og så gad hun ikke engang svare. – Du kunne selv have været skilt, sagde jeg.
– Nå, det mener du. Men det er jeg altså ikke.
– Hvis du kender mig så godt, hvorfor ved du så ikke hvorfor jeg skal skilles?
– Åh, Arvid, sagde hun, – lad det nu ligge.
Jeg åbnede øjnene. Jeg lå stadig på knæ foran ovnen. Jeg rejste mig langsomt og vendte mig om og så på hende.
– Jeg tror jeg må lægge mig lidt, sagde jeg. – En halv time eller deromkring, hvis du synes det er i orden?
– Det er helt i orden, sagde min mor. Hun havde sat sig ved bordet og tændt en ny cigaret, og hendes stemme lød mærkelig dæmpet, næsten flad, som fra bag en væg, og jeg gik ikke ind i et af de to små soveværelser som jeg ellers ville have gjort for at lægge mig der, men lagde mig på sovesofaen midt i stuen, for jeg ville ikke være alene når jeg sov, og jeg ville ikke have at hun skulle være uden mig når hun var vågen.
Til at begynde med duvede den uopredte sovesofa op og ned i stuen som båden havde gjort kun et par timer før, og det gav mig lidt kvalme, men så vænnede jeg mig til det, og lidt efter lidt var det bare dejligt. Det grove sofabetræk lugtede af sommer og tresserne, jeg hørte min mor bladre i en bog, som hun sad der bag mig ved bordet, The Razor's Edge, formodentlig. Og så hørte jeg den lille lyd fra lighteren da hun tændte cigaretten igen, og jeg slap taget og faldt frit og faldt i søvn før jeg ramte bunden.
Før jeg vågnede helt vidste jeg allerede at jeg ikke var i mit barndomshjem og heller ikke i lejligheden i den blok hvor jeg boede i en forstad jeg kaldte Ørnereden, at jeg ikke lå i sengen hvor jeg plejede at sove og vågne og havde ligget om natten og stirret ud i mørket i temmelig nøjagtigt ti år, men at jeg befandt mig i dette sommerhus som havde været så vigtig en del af mit liv. Denne lille firkantede plads havde reddet mig fra Hudøy gentagne gange da jeg var skoledreng, fra feriekolonien langt ude i Oslofjorden hvor man sendte børn ud som ikke havde andre steder at tage hen om sommeren, fordi begge forældrene skulle arbejde eller ikke havde penge til at tage nogen steder hen overhovedet eller om ikke for andet så for at få sol nok i ansigtet og vind i håret og salt hav på kroppen. Det var den vigtigste kur mod alt det man kunne fejle som barn i tresserne, men jeg vidste allerede dengang at jeg ikke ville kunne tåle det kollektive pres, i sovesalen, i spisesalen, ved morgengymnastikken, at jeg ville bede sådan som de andre bad, på knæ foran sengen om aftenen, hvis det var bøn der skulle til, eller hvad som helst, det de andre gjorde ville jeg også gøre, for jeg havde ikke styrke nok til at stå alene i mængden med det der var mit af angst og uafhængighed.
Mens jeg steg op gennem lagene med fuld viden om hvor jeg var, hørte jeg stemmer, jeg hørte min mors stemme og en dyb mandsstemme som jeg kendte godt, og det var fordi ham der ejede den ikke var i stand til at skrue ned for volumen uanset hvor meget han forsøgte. Dertil kom at den stemme havde en fylde så den uanset hvilket rum den udfoldede sig i, fik væggene, ja møblerne til at vibrere, og det vibrerede i maven mens jeg lå der på sofaen. Men de prøvede virkelig at være stille, så jeg ikke skulle vågne, og jeg rørte mig ikke og lå med næsen lige ned i sofabetrækket, og hænderne havde jeg foldet om nakken. Jeg vågnede ofte i den stilling på den tid, som om jeg var gået i dækning, eller havde et våben rettet mod mit baghoved, ligesom et indslag i Dagsrevyen fra Afrika, fra Congo eller Angola, eller som i krigsfilm jeg havde set, hvor de tilfangetagne lå side om side på præcis den måde, med ansigtet ned i gruset, støv i næseborene, frataget al værdighed, den brændende sol og de brændende, tørre læber, de allierede soldaters hvide smil og hvide cigaretter. Jeg hørte min mor sige:
– Det er jo helt nødvendigt, det han gør. Det kunne ikke blive ved på den gamle måde, det var ikke til at holde ud. Men mange er imod ham, hæren er imod ham, det hele hænger i en tynd tråd. Jeg ved ikke hvad der vil ske nu. Og så sagde hun: – Jeg håber pokkeme jeg lever længe nok til at se hvordan det hele går, og hun begyndte at græde og holdt brat op og var i stedet vred. Det kunne jeg høre på den måde hun tændte cigaretten på, hvordan det ikke lykkedes i de første hidsige forsøg med lighteren, og mandsstemmen sagde:
– Nu går vi over til mig og tager en kop kaffe der, så lader vi knægten sove. Han ligner jo en kalv der er på vej til slagteren. Hans dybe stemme durede gennem mit skelet.
– Han skal skilles, sagde min mor.
– Det var som satan, sagde manden der hed Hansen til efternavn og aldrig blev kaldt andet end Hansen.
Hansen var min mors bedste ven, selvom de to som oftest befandt sig i hver sit land, og jeg er sikker på at de ikke sendte breve til hinanden. Hansen var jernbanearbejder på tidlig pension. Han boede inde i byen i en lav murstensblok og tog ud til sit sommerhus på knallerten så ofte han kunne uanset hvilken tid på året det var.
– Jeg er aldrig selv blevet skilt, så jeg er jo helt uden erfaring, sagde Hansen, og der opstod en pause, og så hørte jeg ham sige: – Hvad har du der?
– En flaske Arvid har købt, sagde min mor. – Den franske brændevin calvados.
– Ja, så har han vel penge nok, knægten, sagde Hansen. – Men kom nu, vi må hellere snakke politik på den anden side af hækken. Jeg giver en kop kaffe, og et stykke kage har jeg også, hvis du har lyst og orker, og måske lagde han sin hånd på hendes kind i det øjeblik.
Jeg hørte dem rejse sig fra bordet og gå hen til døren. Det var Gorbatjov de lige havde talt om, det forstod jeg med det samme, manden med et kort over en ukendt nation i panden, som nu var præsident i Sovjetunionen, indsat i den stilling året før, og skulle vise sig at blive den sidste leder af en statsdannelse der var et halvfjerds år langt eksperiment hvor alt var gået ad helvede til for længe siden. Men det var der endnu ingen der forstod. At Gorbatjov skulle blive den sidste. Heller ikke han selv.
Den yngste af mine brødre var taget ind på den sovjetiske ambassade i Oslo og havde fået personalet til at udlevere et fotografi af deres præsident, selvom persondyrkelsens tid ganske vist var forbi for altid, selv i Kina, hvor det jo tog helt af i nogle år, det skal ikke benægtes, og min bror bar forsigtigt billedet hjem og fik monteret det i en blank ramme og gav det til min mor i fødselsdagsgave.
– Hæng det op over din seng, sagde han, – så kan du tale med ham før du falder i søvn om aftenen. Sådan som Arvid plejede at tale med Mao.
Hun hængte det op, mest for sjov, men det er jo ikke sandt at jeg talte med Mao. Det ville i så fald have været ret barnligt.
Jeg havde et billede af Mao over sovesofaen i begyndelsen af halvfjerdserne, det er for så vidt sandt, det var jo kun over sengen der var plads. Men der havde jeg også et billede af Bob Dylan og et af Joni Mitchell på en strand i Californien (Oh California, California, I'm coming home) plus et landskabsbillede af den engelske maler Turner i reproduktion, fordi jeg havde læst et sted i en bog at han malede sine billeder med pensler som var dyppet i farvet damp, og det syntes jeg var så godt sagt, at da jeg faldt over en plakat med et billede han havde malet af havet lige uden for byen Whitby på den engelske østkyst, en by jeg havde besøgt året før, så købte jeg plakaten, fordi jeg mente jeg kunne se at det passede.
Maobilledet jeg havde, var det kendte farveretoucherede fotografi hvor han sidder let bøjet over sit bord og skriver med sådan en kinesisk tuschpen eller pensel, og jeg tænkte altid, eller håbede, at det han skrev lige i det øjeblik ikke var en af de politiske eller filosofiske artikler, men et af digtene, måske det der begynder:
Skøre billeder fra afrejsen og landsbyen dengang.
Jeg forbander tidens flod: det er toogtredive år siden,
fordi det viste en menneskelig Mao, en jeg følte mig knyttet til, en som følte tiden hærge kroppen som jeg selv havde følt det mange gange, hvordan tiden helt uforvarende kunne indhente mig og pludselig fare rundt på undersiden af huden som bittesmå, elektriske stød, og det var ikke muligt at stoppe dem, hvor gerne jeg end ville. Og når de omsider gav op og alt blev stille, var jeg allerede blevet en lidt anden end den jeg var før, og det gjorde mig nogle gange helt opgivende.
Men halvfjerdserne var for længst forbi. Kun et halvt år før denne novembermåned havde jeg og en flok af dem jeg kendte fra dengang, fra halvfjerdserne, stået side om side på fortovet lige over for den kinesiske ambassade i Oslo og råbt slagord og protester og haft brev med til hans excellence, den kinesiske ambassadør, og i dag kan jeg ikke huske om han selv kom ud ad porten, eller en anden kom ud, eller om der overhovedet kom nogen ud og tog imod brevet. Men vi bad i hvert fald indtrængende de kinesiske myndigheder, det kinesiske kommunistparti vi havde haft sådan en respekt for i mange år, om at holde op med at slå studenterne ihjel på den plads de kaldte Tiananmen, om at holde op med at slå de unge arbejdere ihjel der allierede sig med studenterne, vi bad dem standse den strøm af blod som i juni 1989 løb ud til alle hjørner af den store plads som små floder i et delta af rødt, og lige så indtrængende råbte vi på demokrati i Kina, og det føltes helt underligt at stå der på den måde med råb om demokrati i det store land der havde været vores Jerusalem, hvor solen ikke længere stod op i øst for andre end dem der boede der. En milliard snart. Mao var død næsten tretten år før, og dengang gik vi flere tusinde i sørgeoptog gennem Osloaftenen med billeder på pinde og sorte faner i vinden og sørgebind om armene, og jeg kan huske at jeg tænkte: hvad gør vi nu? Men i juni 1989 føltes det bare mærkeligt, og lidt trist. Mange af dem jeg så omkring mig havde jeg ikke set i ti år, og de så meget ældre ud alle sammen, og nogle havde smalle striber af gråt ved tindingerne, og der var ikke mere vi skulle råbe, og luften blev tom som den var da vi kom, og jeg forlod pladsen på fortovet lige over for den kinesiske ambassade i følge med hende som i femten år havde været mit liv, men som ikke skulle være det længere.