Jeg rejste mig fra den gamle sovesofa og gik hen til vinduet. Mellem vores sommerhus og Hansens var der en godt trampet sti gennem pilehegnet, og på den sti så jeg min mors og Hansens ryg forsvinde, som min egen ryg og ryggen på hende der hed Inger havde gjort det for mere end tyve år siden, på vej over på den anden side for at kysse og kæle når hun var alene hjemme. Jeg kan huske jeg troede det var sådan det skulle fortsætte, lige til jeg en sommer kom derned, og så havde de solgt stedet, og hun var væk for altid. Det er egentlig aldrig lykkedes mig at se de store forandringer der er på vej før i sidste øjeblik, har ikke set hvordan én tendens dækker en anden, som Mao plejede at sige, hvordan det der kommer strømmende lige under overfladen kan bevæge sig i en helt anden retning end den man troede alle var blevet enige om, og hvis man ikke er opmærksom når det hele vender, bliver man stående alene tilbage.
Jeg gik hen til døren hvor mine støvler stod, og tog dem på og tog sømandsjakken på og gik ud og rundt om sommerhuset til det sted hvor det gamle fyrretræ stod. Der havde været tre af dem for næsten ti år siden, men vinterstormene væltede to, og min far brugte en sommer på at kappe dem begge i passende størrelser som han så kløvede til brænde og stablede foran udhuset under bølgeblik surret fast med tov mod vinden. Men den sidste fyr blev stående og ville ikke rokkes og ville ikke væltes af nogen vind og var blevet høj nu af en buskfyr at være, mere end høj, og tæt i nålene og bredte sig ind over den del af grunden der vendte ind mod Hansen, og skyggede for solen om aftenen, og de nederste grene strakte sig ind over vores tag og gned og skurede mod det når vinden kom ind fra havet. Min mor ville have det ned. Hun havde sagt det i flere år, hun ville have det hurtigt ned, ikke en stub, ikke en flis skulle stå tilbage, men tiden gik, og min far tøvede med at gå i gang med opgaven, han var jo ikke ung længere, og jeg forstod ham for så vidt godt.
Jeg gik ned langs pilehegnet forbi åbningen med stien ind til Hansens sommerhus og videre hen til grusvejen og gik den samme rute som jeg havde gået et par timer tidligere. Det føltes lidt latterligt, som om jeg ikke kom nogen vegne, men repeterede alt det jeg havde gjort før.
En ældre dame kom cyklende forbi på grusvejen i retning af byen. Hun havde en brun taske hængende på styret, og jeg vidste med det samme hvem hun var. Hun var mor til en pige der hed Bente, som min bror kendte, ikke ham der var ældre eller ham der kom sidst, men ham der kom efter mig og som allerede var død. Det skete seks år tidligere. At han døde. Jeg hilste kun lige, men hun kunne ikke kende mig, eller ville ikke, og trillede bare videre på sin sorte, danske cykel og viste mig sin ryg. Hun og hendes familie havde også et sommerhus herude. De boede inde i byen i den sydlige del, det tog under en time på cykel.
En femten, tyve meter længere fremme satte hun pludselig foden lidt klodset i jorden og begyndte at bremse på den måde. Det var lige før hun væltede med cykel og taske og hele balladen. Så vendte hun sig halvt om med den ene hånd på sadlen.
– Er det dig, Arvid, sagde hun temmelig højt. Fru Kaspersen hed hun. Eller Else Marie Kaspersen, men det havde vi aldrig sagt.
Jeg gik hen til hende og standsede ved hendes cykelstyr og sagde:
– Ja, det er det da. Det er mig.
– Er du her nu, sagde hun. – Er din mor her?
– Ja, det er hun.
– Jeg har tænkt så meget på hende. Hvordan har hun det, sagde fru Kaspersen.
– Hun har det fint, sagde jeg. – Helt fint.
– Det var godt at høre. Hun så ned på pedalerne. Det var jo så trist, det der skete med din bror. Han var sådan en rar knægt.
Min bror, tænkte jeg, hvilken bror, jeg har glemt min bror, tænkte jeg, men det havde jeg jo ikke. Jeg havde ikke glemt min bror.
– Du ved, jeg håbede jo længe at han skulle blive min svigersøn.
– Tja, det var vel Bente der ikke ville have ham.
– Mener du det? Var det ikke ham der gjorde det forbi, sagde fru Kaspersen.
– Det var det nok ikke. Ikke så vidt jeg husker.
– Måske har du ret. Jeg ved det ikke. Men jeg ville ikke have haft noget imod at have ham som svigersøn, sagde hun.
– Det er jeg klar over, sagde jeg.
– Det var jo så trist, det der skete.
– Ja, det var trist, sagde jeg, men det var ikke det jeg tænkte. Jeg tænkte, forbandede kælling, hvad ved du om trist, hvad ved du overhovedet om trist. Ingenting, tænkte jeg. Ingenting.
– Jeg husker det som om det var i går, sagde hun.
– Det er seks år siden nu, sagde jeg.
– Er det virkelig så længe siden?
– Ja, sagde jeg.
Hun rystede på hovedet og bed sig i læben, hun tænkte nok på sin datter. Måske gik det ikke så godt med Bente, måske havde hun giftet sig med en idiot. Måske burde hun alligevel have valgt min bror, og så ville han ikke have været død, tænkte jeg.
– Ja, ja, fortiden, den kan ingen lave om på, sagde hun, – men du må hilse din mor. Sig at jeg kommer forbi en tur, hvis hun bliver her nogle dage.
Du kommer ikke forbi, tænkte jeg. Gu' faen gør du ej.
– Det skal jeg nok, sagde jeg. – Det lover jeg. Og så var hun tilfreds. Så trak hun en bekymret mine ned for ansigtet som et rullegardin.
– Men nu må jeg se at komme videre. Det er lidt koldt, synes jeg. Det er jo november.
– Det er i hvert fald sandt, sagde jeg, – det er november, og hun sagde:
– Så farvel, Arvid, og jeg sagde:
– Hav det godt, fru Kaspersen, og så trillede hun af sted på sin sorte skærveknuser. Jeg blev stående og ventede til hun var forsvundet helt rundt om hjørnet med hybenrosenbuskene, og så fortsatte jeg videre ned til stranden.
Da jeg kom derned, satte jeg mig præcis hvor jeg sad tidligere på dagen, om morgenen, der hvor min mor også sad. Jeg så mig omkring og så hvordan sivbæltet havde bredt sig med stor fart de sidste år og nu blokerede muligheden for at bade på denne strækning, hvis man ikke havde en passende stor machete parat, og det var fordi en å løb ud i havet lige nord for stedet her og løb langs land mod syd et stykke før den forsvandt til havs og gjorde vandet helt inde ved kysten til brakvand. Det gav vegetationen på dette sted en anden karakter end langs resten af kystlinjen. Da jeg var dreng, blev der lavet en bro over åen og sivene, så vi kunne gå tørskoet ud til de gode badesteder, men der var end ikke rester at se af den nu. De der ville bade trak længere ind mod byen og til strandene der.
Jeg lukkede øjnene og gravede hænderne ned i sandet, og jeg tænkte at jeg bare ville sidde her, og så kunne jeg med ét mærke den duften igen, og jeg mærkede mod huden den luft jeg havde mærket på netop dette sted, hvert eneste år, men aldrig så stærkt som da jeg var syv år gammel, selvom alt var anderledes dengang, tiden på året var anderledes, hele stranden så anderledes ud, uden siv og krat dengang, alting mere horisontalt, den ene linje bag den anden, gang efter gang, helt ud til den yderste linje, hvor skyerne væltede op som røg. Men det var der vi var, ved foden af de lave klitter, og vi var endnu ikke kommet til tresserne. Direkte østpå i havet lå øen med fyrtårnet. Der var tågebanker derude, og ingen lygter i tårnet var tændt, men hvert eneste øjeblik vidste jeg nøjagtig hvor det fyr befandt sig. Jeg havde det i øjenkrogen.
Det var vældig varmt den dag, der var en skarp lugt af tang der tørrer i luften, af halvdøde brandmænd, af vandmænd der størknede i det splintrende lys, der var duften af hav og den stikkende duft af marehalm og duften af nyåbnede flasker med sød appelsinsquash. Jeg sad sorthåret og spædlemmet med en spade i hånden og gravede i det mørke og saftige sand, og jeg havde mine lyse og høje, kraftige brødre rundt om mig på alle sider. Der var kun to af dem på det tidspunkt, og de var søde, men de tog meget plads. Hver gang jeg vendte mig om, sad en af dem der.
En mand kom gående på bare fødder ad stien nordfra. Han havde opsmøgede bukseben og kridhvide ankler. Han stirrede på os da han passerede og standsede op nogle skridt længere fremme og så ned på min mor der lå på siden på et skotskternet tæppe i solskinnet med en rygende cigaret i den ene hånd. Det var før hun blev bange for lungekræft, så cigaretten var en Carlton. I den anden hånd havde hun en roman af Günter Grass, en tyk en kan jeg huske, som en eller anden havde sendt op fra Tyskland, det må have været Bliktrommen der lige var udkommet det år, den var en sensation. Hun var solbrændt og havde badedragt på, den var rød med blå kanter, jeg kan godt huske den, det crepeagtige ved den, det udspekuleret rynkede, jeg havde drømt om den mange gange.
– Det må jeg nok sige, frue, sagde manden højt, – det er hjertevarmt af Dem at tage et lille flygtningebarn med Dem på ferie i familiens skød på denne måde.
Det var sådan han sagde det, og han sagde det på dansk, men det havde vi ingen problemer med, og der var heller ingen tvivl om hvilket barn han mente, selvom jeg faktisk ikke var så forbandet lille netop det år, og de vendte sig samtidig alle sammen og gloede på mig, og mine brødre blev ilde berørt af en grund som jeg ikke forstod. De rødmede i hvert fald, og min mor smilede, hun også lidt ilde berørt, kunne det virke som om. Men hun svarede ikke, og manden, han løftede på hatten, en stråhat, er jeg sikker på at det var, en panamahat med sort bånd, og fortsatte videre på sin spradebasseagtige facon, med hænderne på ryggen, barfodet og tilfreds med sig selv og den beskedne dame på tæppet og med en observation han ikke tvivlede på var rigtig, men hvor skulle jeg være flygtning fra? Fra Korea så, eller fra det høje Tibet? Bortset fra at jeg overhovedet ikke havde asiatiske træk, og jeg var heller ikke flygtning fra Algierkrigen, for selvom jeg var mørk dengang, var jeg ikke så forbandet mørk, og så var det måske Ungarn jeg kom fra og den krise de havde haft der? Og der var sikkert også flere områder at vælge imellem, men det kan også godt være at han ikke havde noget sted i tankerne, blot det at jeg så anderledes ud og for alle var påfaldende forskellig fra mine brødre, og dengang var der ikke andre svar på det spørgsmål han stillede sig selv, end det at jeg var flygtningebarn, og så hørte han til den type mennesker der ikke kan holde kæft.
Jeg ville ønske han ikke havde sagt de ord på stranden den dag, for jeg glemte dem aldrig. Og uanset hvor meget jeg efterhånden kom til at ligne min far, og uanset hvor mange forsikringer jeg fik om at jeg var et ønskebarn, det eneste der faktisk var planlagt, så blev netop det en bekræftelse på at min plads i familien ikke havde den naturlighed over sig som jeg kunne have ønsket mig.
Da manden var væk, var legen ødelagt. Alligevel blev vi på stranden et godt stykke tid, og min mor tændte en ny cigaret og vendte tilbage til sin bog, men derfra hvor jeg sad på hug i sandet, kunne jeg se at hun aldrig fik løftet hånden for at bladre om til næste side. Hun må have læst de samme linjer om og om igen den ene gang efter den anden, distraheret måske og ikke længere i stemning, eller også læste hun slet ikke, men gloede bare ind på de trykte sider. Det gjorde mig urolig, tingene var ikke som de skulle være, og det eneste jeg kunne gøre, var at mime en leg jeg nu var fuldstændig ligeglad med.
Men det jeg fandt ud af netop den sommer, der var den sidste sommer før halvtredserne sluttede og tresserne tog over, før muren blev rejst mellem øst og vest, var at jeg kunne æde noget i mig, hvis den situation jeg var havnet i blokerede alle andre muligheder, jeg kunne æde det i mig og bare lade det synke, det der ramte mig, og lade som ingenting.
Så jeg efterlignede en leg der ikke længere betød noget, jeg gjorde alle de rigtige bevægelser med alle de ansigtsudtryk der hørte til, og derfor så det jo ud som om det jeg gjorde havde mening, havde retning, men det havde det ikke.
Der gik stadigvæk en sti i sandet på indersiden af sivene hen mod det sted hvor badebroen engang havde været, og nogle steder gik den gennem sivene, og jeg rejste mig fra klitten, jeg var syvogtredive år og børstede sandet af buksebagen og fulgte stien et stykke, og så kunne jeg pludselig hverken se fyrtårnet eller havet, men kun de tykke, raslende, gule strå på begge sider, som en mur af bambus, tænkte jeg, i Kina, ved bredden af Yangtze Kiang. Og så gik jeg der og var kineser et stykke tid, gyngende ben som benene på en udslidt soldat i kamp mod den japanske invasion, eller som poeten Tu Fu flere hundrede år før, på en af hans lange og farefulde rejser.
Der var bygget en bådebro ved et sted hvor åen slog et sving lige foran mig, og ved bådebroen lå tre robåde fortøjet, malet i hver sin farve, rød og grøn og blå. Årerne lå pænt på plads over tofterne. Der var ikke et menneske at se nogen steder, hverken på land eller vand, kun stien og sivene og en åben plet med græs foran bådebroen, og så gik jeg forsigtigt om bord i den af bådene der ikke havde vand i bunden, og satte mig på den midterste tofte med ryggen mod bådebroen og bredden. Jeg rørte ikke årerne, men sad bare helt roligt og så ud på vandet i åen. Det var grønt og spejlblankt på en måde det store hav ikke kunne være, og jeg tænkte at jeg sandsynligvis aldrig havde følt mig så nedtrykt som jeg gjorde i det øjeblik.
Jeg ved ikke hvor længe jeg sad i den båd, men da jeg rejste mig fra toften for at gå i land, var jeg kold og stiv i kroppen. Jeg tog et langt skridt over til bådebroen, og idet jeg flyttede tyngden i kroppen, var kun tåspidsen fremme, og foden gled ned fra den yderste planke, og jeg fulgte efter, lige ned mellem båden og bådebroen, og den sprække var så smal at mit baghoved ramte rælingen i faldet. Det gnistrede i det store mørke på indersiden af hovedet og gjorde så ondt at jeg blev bange, og da jeg åbnede munden for at råbe om hjælp, fossede brakvandet ind, og vandet trak ind i jakken, og sweateren blev tung og trak mig ned, og jeg hostede og hostede og slog ud med armene og prøvede at svømme, men der var ikke plads. Så kom jeg i tanke om hvor jeg befandt mig, at jeg antagelig kunne bunde her i åen, og så rejste jeg mig op, og vandet nåede mig ikke længere end til midt på brystet. Det var umuligt at hejse sig op mellem båden og bådebroen, der var for smalt, så jeg lod alt hvad jeg havde af værdighed fare og trak vejret dybt og dykkede ned under båden, og med knæene mod sandbunden kom jeg over på den anden side og så ind mod bådebroen fra den modsatte side og til sidst op på plankerne. Der blev jeg liggende så lang jeg var, til kulden tog så hårdt fat at tænderne begyndte at klapre i munden og jeg var nødt til at rejse mig.
Der var to veje ud af uføret, den ene tilbage ad den sti jeg var kommet, eller jeg kunne gå videre langs åen et stykke og op forbi husene hvor de der ejede robådene boede, men jeg ville ikke have at nogen skulle se mig som jeg så ud lige da, og derfor løb jeg tilbage tværs over den græsklædte eng og ind på stien hvor sivene stod højt på begge sider, og der var ikke meget kineser over mig nu, og jeg løb hele vejen tilbage og kom trampende i mine støvler op forbi udhuset, rundt om fyrretræet der stod og skærmede for solen, og så rundt om hjørnet ved terrassen med den åbne dør ind til stuen hvor min mor stod alene med bøjet hoved og begge hænder i håret. Hun rettede sig op da hun hørte mig komme, og tog fat i dørkarmen, og jeg kunne have været manden i månen eller hvem som helst efter hvad jeg så i det blik hun sendte mig, men så stirrede hun mig pludselig lige ind i øjnene og sagde:
– Men, Arvid, sig mig en gang, hvor kom du egentlig fra?
Det dryppede fra jakkeærmerne, det dryppede fra håret, og jeg vendte mig om og pegede ned mod vejen og havet bag træerne.
– Jeg kom derfra, sagde jeg.
– Åh, herregud, sagde min mor og rystede på hovedet. – Det var ikke det jeg mente.
– Ikke? sagde jeg. Jeg blev stående og så på hende. Hun så ikke rask ud.
– Hvad er det du glor på, sagde hun.
– Dig, sagde jeg, – jeg ser jo på dig.
– Det kan du godt lade være med, sagde hun og forsvandt ind i stuen.