11

 

 

Jeg mødte hende kun en uge efter at jeg sidst så hende komme frem bag læskuret på Økern station. Hun kom cyklende på fortovet langs Trondhjemsveien, eller Europavei 6. Jeg var på vej ud fra trappeopgangen i et højhus på Årvoll og gik ned ad gangstien mod den store vej, lige ved det nye bibliotek. Det var mørkt, jeg havde været til et møde på syvende sal hvor plusser og minusser hos mig som kommunist var blevet vurderet i en toværelses lejlighed ved siden af elevatoren. Jeg blev ikke kun vurderet som politisk menneske, men som et helt menneske. Nogen adskillelse mellem det private og det politiske fandtes jo ikke. Der var seks medlemmer til stede ved mødet, og to af dem var yngre end mig, de gik stadig i gymnasiet og var hårde i filten, de havde revolutionær glød. Det havde jeg også, men de var ikke nemme at forsvare sig imod, og jeg slap dårligere fra det end forventet. Nu skulle jeg hjem fra Årvoll ned ad bakkerne til Carl Berners Plass.

Lige før lyskrydset kom hun i modsat retning, op fra dalen, og jeg genkendte hende straks. Hun havde den samme korte blå frakke som sidst og det samme mærke på reverset som jeg havde, det var rødt og blåt med en gul stjerne i midten, der stod Sejr til fnl i den hvide cirkel yderst, og hun var bar om halsen, det så koldt ud, og hun genkendte også mig. Jeg kunne ikke se at hun rødmede, det var ikke lyst nok, men jeg vidste at hun gjorde det, og da hun trillede forbi, sagde jeg hej, og så bremsede hun og stoppede nogle meter længere fremme. Hun vendte sig om og blev stående, hun trak frakken tæt sammen i halsen, og jeg sagde ingenting, og så sagde jeg:

– Jeg har set dig før.

– Ja, sagde hun.

Jeg gik helt hen til hende og stillede mig ved cyklen med hånden på sadlen.

– Jeg kan godt lide den frakke, sagde jeg, – det kan jeg, og det var sandt. Jeg kunne godt lide den, selvom den var lidt for kort til hende. Den så lidt musikpigeagtig ud, vokalist i et band, noget i den stil, og så lo hun og sagde:

– Det er min brors konfirmationsfrakke. Han brugte den kun den ene dag, og efter det ville han end ikke se på den. Jeg synes den er fin, men den klædte ham fandeme ikke.

– Den er virkelig fin, sagde jeg, og hun så meget ung ud på klos hold, hun var yngre end jeg havde troet. – Men du er altså konfirmeret, sagde jeg og smilede så hun ikke skulle tage mig spørgsmålet ilde op hvis det var helt i skoven.

– Ja, det er jeg da, sagde hun og lo igen, men jeg tænkte, hun sagde ikke hvornår, og nu var det mig der rødmede, jeg rødmede ofte og mærkede godt den følelse når den kom, og det var vel let for hende at se det, så tæt som vi stod. Jeg slap sadlen. Jeg pegede på fnl-mærket og sagde:

– Det er godt.

– Jeg støtter dem, sagde hun.

– Hvem, sagde jeg for at teste hende. Det var måske ikke så pænt.

– Dem der kæmper mod den amerikanske invasion i Vietnam, fnl, befrielsesfronten.

– Det er godt, sagde jeg.

– Ja, sagde hun. – Det er det jo.

– Ja, ja, sagde jeg og vidste ikke hvad jeg mere skulle sige, – vi ses helt sikkert igen, sagde jeg, og det jeg tænkte på i det øjeblik, var perronen på Økern station.

– Det håber jeg, sagde hun og mente noget andet, og så sagde jeg hvor jeg boede. Bare sådan, adresse og det hele. Hun smilede ikke, nikkede bare forsigtigt, og så gik vi hver til sit.

En uge senere kom hun og ringede på døren, og så kom hun igen, og nu havde hun været hjemme hos mig flere gange på vej hjem fra skolen i Oslo centrum og drukket te i det røde køkken, hvor jeg fortalte hende om ting jeg mente jeg havde styr på, om mine bøger, om Afghanistan og kulturernes korsvej, om Mao ved skrivebordet, om Edvard Munch og mit parti, og hun fortalte mig om sin familie, om hvorfor hun gruede for at tage hjem efter skoletid. Engang kom hun op fra byen og læste lektier ved mit spisebord. Så satte jeg mig ned for at hjælpe hende, og bagefter blev vi siddende og snakkede og røg til langt ud på aftenen, og jeg tror det var måden hun holdt cigaretten mellem fingrene på der berørte mig mest, hvordan håndfladen foldede sig ud foran brystet med et lille knæk i håndleddet og gløden pegede mod gulvet, og den nat var den første nat hun ikke tog hjem.

 

Nogle dage senere ringede det på døren til den lille lejlighed jeg havde boet i siden jeg begyndte på skolen på hjørnet af Dælenenggata og Gøteborggata. En skole som ikke længere havde mig som elev. Der var ikke mange andre jeg fik besøg af i den periode end pigen i den blå frakke, jeg var jo frivilligt blevet skilt fra de venner jeg havde delt næsten alt med i to år, i kantinen, i rygerummet, om aftenen med store fadøl, og så havde vi pludselig ingenting til fælles mere. Nye venner havde jeg endnu ikke fået, hvis man ser bort fra kammeraterne i partiet, og selvom det var mennesker jeg godt kunne lide, de allerfleste af dem, havde jeg ikke knyttet personlige bånd. Så det var ikke mange der ringede på døren, bortset fra fru Andersen på etagen under som altid klagede over min trappevask, fordi jeg brugte opvaskemidlet Zalo i spanden i stedet for brun sæbe af mærket Krystall.

Klokken var lidt over tolv om dagen. Jeg rejste mig fra spisebordet hvor jeg sad og læste i en bog af den amerikanske forfatter William Faulkner, eller prøvede at læse, for at være ærlig, og det var faktisk lige på grænsen, for William Faulkner var ikke just pensum i mit parti. Men jeg prøvede alligevel, og så lagde jeg et kinesisk bogmærke med rødt silkebånd ind i Absalom, Absalom som var det bogen hed, og gik ud for at åbne døren. Jeg så gennem kighullet først, som jeg altid gjorde, og der stod min mor.

I de to måneder der var gået, havde jeg ikke set hende eller talt med hende, havde ikke taget T-banen østpå de få stationer til Veitvet i Groruddalen for at besøge hende, ikke engang for at få en gratis middag, hvad jeg ofte gjorde før.

Med den ene hånd, nærmest med fingerspidserne, holdt min mor en flad hvid papirpose, omtrent som tjenere på fine restauranter bærer tallerknerne mellem bordene, og hun så bare direkte frem for sig og ind i døren med det smil som ikke var et smil. Hun så i hvert fald ikke mod kikghullet, og så var hun forhåbentlig ikke klar over at jeg stod indenfor og betragtede hende. Den hvide, flade pose balancerede på højde med hendes højre øre, og det var efterår nu, hun havde sin grå frakke på og et rødt tørklæde om halsen. Hun skulle snart fejre sin halvtredsårsdag og var derfor yngre dengang end jeg er nu, i skrivende stund, og det er mærkeligt at tænke på. Jeg syntes hun så godt ud.

Men noget vigtigt var blevet anderledes. Der var kommet et skel i tiden, et før og et efter, en grænse som jeg havde krydset, eller måske en flod, som Rio Grande, og nu var jeg kommet til Mexico, hvor tingene var på en helt anden måde og måske lidt skræmmende, og så havde overfarten aflejret sig i mit ansigt, og min mor ville se det med det samme, at vi nu stod på hver sin side af floden, og det ville såre hende at jeg havde forladt hende frivilligt, og derfor kunne hun ikke længere lide mig og ville ikke have mig.

Vig fra mig, ville hun sige, din idiot.

 

Jeg kunne jo lade som om jeg ikke var hjemme, at jeg faktisk var gået til matiné i biografen eller ud for at købe ind eller måske stadigvæk var på arbejde, på morgenholdet, i så fald, men det sidste havde hun helt sikkert undersøgt på forhånd, og under alle omstændigheder havde jeg savnet hende. Så jeg åbnede døren.

– Hej, sagde jeg.

– Hej, sagde hun, – der er du jo, for jeg havde ladet hende vente lige lovlig længe.

– Kom ind, sagde jeg og tog et skridt til siden. Hun kom ind over tærsklen. Hun var hverken blid eller irriteret, men hun havde den lidt utålmodige, ladosnublivefærdigemeddetpjat-udtryk hun ofte havde. Vi gik gennem den lille entré og ud i køkkenet. Det var det eneste værelse der var ryddeligt, men det var jo ikke dårligt alene af den grund at jeg kun havde et til, og der befandt det meste af det jeg ejede sig, og jeg må indrømme at det lå i lag.

– Er du flad, sagde hun.

– Nej, sagde jeg. – Egentlig ikke.

– Nej, det er du vel ikke, sagde hun og lagde den hvide pose forsigtigt på spisebordet. Hun kastede et blik på Absalom, Absalom som lå der allerede.

– Den er svær, den der, sagde hun.

– Helt enig, sagde jeg, – men den er også ret fin.

– Ja, vist er den det. Men med skam at melde kom jeg aldrig helt igennem den, sagde hun, og for at sige det som det er, ville det heller ikke lykkes mig at komme igennem den, det var jeg ret sikker på. Men det er alligevel rigtigt at den var fin at læse, selvom jeg aldrig blev færdig med bogen. Det var det der var så underligt. Det spillede ingen rolle.

Med tre fingre fik hun åbnet den hvide pose i den ene ende og trak et lille papbræt ud med to napoleonskager på. Jeg stirrede på dem og vidste ikke hvad jeg skulle sige. Vidste ikke om jeg blev glad. Vidste ikke om jeg syntes det var pinligt.

– Fra Bergersens, sagde jeg, og hun svarede:

– Nej, det er de ikke. Og så sagde hun: – Har du ikke noget kaffe?

– Jo da.

– Så sæt en kedel vand over, og lad os komme i gang med det her.

Jeg gjorde som hun sagde, og det var som om jeg ikke kunne finde ud af at gøre noget overhovedet, hvis hun ikke først fortalte mig hvad det var jeg skulle gøre. Så jeg satte vand over til kaffe, og jeg så at hun så på mine hænder, om de allerede havde forandret sig, og det havde de jo, de var røde og ru og lidt sorte under neglene, og hun bed mærke i det, og jeg var stadig øm i kroppen efter så mange pludselige bevægelser og tunge løft som jeg ikke var vant til i så mange timer ad gangen, hver dag i to måneder, hele døgnet rundt, havde jeg fornemmelsen af, men det var ikke noget jeg havde tænkt mig at snakke om, hvis hun ikke spurgte, og det gjorde hun ikke.

Jeg så på uret jeg havde over døren, og så at der var tre timer til aftenskiftet begyndte. Der var mere end rigelig tid til at sidde her og spise kage og så tage op til det sted jeg tog til når jeg skulle på arbejde, på Økern, som var to stationer østpå med T-banen og identisk med det sted hvor min far arbejdede i mange år lige fra jeg var lille, hvor han ikke arbejdede længere, fordi han ikke orkede det mas med skiftehold længere, orkede ikke larmen og støvet hele døgnet rundt og hver eneste uge med et nyt skift i kroppen, han følte sig vissen af jetlag, han tabte kopper på gulvet, tallerkner på gulvet, maven gjorde knuder, og de fyrre kilometer på ski han havde gået hver eneste søndag i hele sit voksne liv blev pludselig for meget, ikke en eneste søndag lykkedes det for ham.

– Skulle du ikke have været på arbejde nu, sagde jeg.

– Hvor dog? På Freia?

– Ja. Hvor ellers.

– Jeg arbejder ikke længere på Freia.

– Det vidste jeg ikke.

– Nej, hvordan skulle du vide det, sagde hun.

Jeg hældte vandet over i en kolbe med filterholder af brun plastic foroven, og et papirfilter med tre spiseskefulde kaffe, og jeg stod og ventede til vandet var trukket igennem, mens jeg så ud ad vinduet mod Finnmarkgata og de næsten nøgne træer på Ola Narr og på vindueskarmene jeg havde malet i en klar og lysende rød farve og vidste jeg måtte male hvid igen i flere lag, hvis jeg nogensinde skulle flytte, og det skulle jeg vel. Jeg hældte den færdige kaffe på en termokande der var lige så orange som karmene var røde, og satte den på bordet og skulle til selv at sætte mig da hun sagde:

– Kopper og tallerkner, og jeg havde ikke engang været nede på stolen før jeg måtte op igen og hente kopper og tallerkner i skabet på væggen. Jeg åbnede den øverste skuffe i køkkenbordet og fandt paletkniven jeg brugte som kagespade de gange jeg havde en kage i huset og lagde den ved siden af de to napoleonskager og satte mig ned, og så var det vist som det skulle være for hende. Hun tog paletkniven, løftede forsigtigt de to kager over på tallerknerne, og så rejste hun sig alligevel, gik over til køkkenbordet og trak den øverste skuffe ud og kom tilbage med to gafler.

– Javel, sagde hun, – lad os så smage på de her, og så taler vi ikke mere om det.

Og så taler vi ikke mere om det. Og vi havde ikke talt om noget som helst. Hun spolede tilbage til punktet før noget som helst var sket, og der var jo heller ikke noget i vejen med de kager, det var napoleonskager af ypperste kvalitet, jeg havde ikke smagt noget bedre længe, og her har vi med en ekspert at gøre, nemlig mig, og det var efterår nu i ramme alvor, uden for vinduet kom vinden ned i gaden i store spiraler med støv og med løv fra kastanje, løn, og lindetræer, og asfalten så hårdere ud end den gjorde om sommeren, som en størknet skorpe man kunne falde om og slå sig halvt ihjel på. Men i køkkenet kom varmen sivende fra en centralfyret radiator, op langs benene og maven, og radiatoren havde jeg også malet rød. Og egentlig var det for sent. Det gik pludselig op for mig. At det måske var for sent. At hun skulle være kommet før, eller jeg skulle have taget T-banen før, op til Selvaaghuset med de sarte papvægge som man kunne sparke et hul i med foden så foden forsvandt ind til naboen, og jeg blev klar over at hun også vidste det, at det måske var for sent, og hun vidste at jeg vidste det, men hvis vi bare lod være med at tale om det og spiste napoleonskage, så kunne vi holde visheden i skak. Og hun kom her jo heller ikke for at bede om undskyldning, men fordi det var hende der havde født mig. Fordi jeg var hendes søn. Det var sådan det var. Hun kom her fordi hun var mor. Og alligevel var det for sent, der var noget der brast, en wire havde strakt sig langt og var trævlet op og røg med et smæld der var let at høre mellem murstensvæggene. Og jeg vidste at hun hørte det lige så godt som jeg.

Men bolden var på min banehalvdel, og der kunne den ikke blive liggende. Så for at være lidt sjov, for at få lidt humør ind i det rødglinsende køkken, sagde jeg:

– Fik du så sparket, af formanden på Freia? Og jeg smilede da jeg sagde det, for jeg troede jo ikke at det var det der var sket.

– Nej, sagde hun. – Det var mig der sparkede ham.

– Sparkede du ham?

– Ja, over benet. Temmelig hårdt, faktisk, og så gik jeg. For altid.

– Men du kan vel ikke bare gå fra en arbejdsplads på den måde? Der er vel aftaler? Du har jo været der i ti år, så mister du jo alle dine rettigheder.

– Det vil jeg skide på, hvis du vil undskylde en mor det udtryk, og det var vel ikke svært at undskylde det udtryk, men jeg vidste at dét var noget min far aldrig kunne have gjort, og heller ikke jeg, selvom det faktisk var mig der havde brændt broerne og var holdt op på en skole hvor meget af det jeg lærte var noget jeg altid havde drømt om at lære, for så i stedet at blive industriarbejder, som hun var det, og min far var det, og var nødt til at være.

– Hvad laver du så nu? Jeg mener, har du fået dig et nyt arbejde?

– Jeg er stuepige på Park Hotel, sagde hun hårdt og så mig ind i øjnene med et trodsigt blik, som om jeg var en person der måske kunne finde på at sige noget nedladende om den stilling, men jeg vidste ikke engang hvad en stuepige var, og det sagde jeg, og så svarede hun:

– Jeg støvsuger værelser og reder senge og vasker toiletkummer, al den slags, sagde hun, og jeg der ikke havde boet på hotel en eneste nat i hele mit liv, jeg forstod jo at det hun lavede på Park Hotel var det samme som hun lavede i lejligheden på Veitvet og altid havde gjort og altid havde hadet, og det sagde jeg også. Jeg sagde:

– Men mor, er det ikke det arbejde du altid har hadet, og så svarede hun:

– Jo, men nu har jeg faktisk ingenting imod det. Nu får jeg jo penge for det, og der er vel en lille forskel der, synes du ikke? Og selvfølgelig var jeg enig i det, at der var en forskel.

Og så sad vi der, hun og jeg, på hver sin side af bordet i køkkenet med de rødmalede vindueskarme og spiste napoleonskage med udsigt til Finnmarkgata og Ola Narr og intet mere, midt mellem Munchmuseet og Carl Berners Plass, og der var blevet stille i køkkenet, vi sagde ikke noget, og vi så heller ikke på hinanden, og jeg begyndte at tænke på alle de film vi havde set sammen, i fjernsynet i sort-hvid, eller i Sinsen Kino, i Grorud Kino, i Ringen Kino lige op ad gaden fra min lejlighed, og jeg tænkte på den aften ti år tidligere da vi tog op til Colosseum Kino på Majorstua i Oslo, kun hende og mig, for at se filmen Grand Prix med Yves Montand og James Garner i hovedrollerne som de to racerkørere. Vi havde pyntet os til anledningen, hun i en blå kjole med gule blomster, jeg i den grå Beatlesjakke der ikke havde krave, men var kantet med smalle, sorte bånd hele vejen rundt, og allerede et lille stykke inde i filmen var jeg stærk tilhænger af Yves Montand. Han var hård og beslutsom bag rattet, men havde også noget andet, noget ved øjnene, en tristhed måske, som James Garner ikke havde. Do you ever get tired? Of the driving, sagde Yves Montand. No, sagde James Garner. I sometimes get tired, sagde Yves Montand, men måske var dette triste ikke andet end at han var fransk, og min mor forstod godt at jeg holdt med Yves Montand.

Men han døde i filmen. Han døde i det øjeblik han forstod at han var i færd med at finde den lykke han så længe havde ledt efter, med Eva Marie Saint, der måske ville fjerne det triste franske træk ved hans øjne, og så strøg han ud ad banen i et helvede af flammende benzin, og jeg holdt mig for øjnene, jeg sank en klump og så en til, og da vi kom ud af biografen, måtte min mor standse ved parkeringspladsen på vej hen mod Majorstua station for at trøste mig. Og så hørte vi den vrooomende lyd frarækkerne af biler hvor de voksne mænd inspirerede og rødkindede af filmen satte gang i motorerne, før de slap koblingen igen så hurtigt at hjulene spandt på asfalten og gav en hvinende lyd fra sig, og drejede så ud i den store verden. Lidt for hurtigt, lidt for stift i svingene, på jagt efter den rene linje, og så kørte de bare hjem. Da lo min mor højt og boblende, næsten kælent, syntes jeg, med sin mørke stemme, og jeg lo også, højt og henført med min lyse stemme, jeg var kun et barn dengang, jeg havde tårer i øjnene, og jeg så op i hendes ansigt, for jeg forstod jo hvad der foregik, jeg forstod hvorfor mændene gassede motorerne op på den måde efter at have set filmen, og hun lo fordi hun syntes de var barnlige, men også fordi hun kunne lide dem for at de gjorde det, og havde vi haft en bil sammen, hun og jeg, ville vi have gjort det samme, have skredet rundt i svinget fra parkeringspladsen med et brøl og bare have kørt gennem gaderne i Oslo, hende og mig, og mig ved rattet.

 

– Kan du huske Grand Prix, sagde jeg.

– Sangkonkurrencen?

– Nej. Jeg mener den film vi så sammen, dig og mig, i Colosseum, den med Yves Montand.

– Og James Garner? Joda, den husker jeg godt. Den var spændende. Hurtige biler, Monte Carlo, alt det der, sagde hun og smilede lidt. – Men han døde jo i filmen, Yves Montand. Det var så trist, du græd jo som pisket. Men det var vel ikke kun dig og mig? Din bror var vel også med?

Og pludselig huskede jeg det. At min storebror var med, at vi sad på hver sin side af hende i det vide, høje mørke som var Colosseum Kino. Det var ikke kun hende og mig, for min bror var der også, og så måtte vi have stået der alle tre ved parkeringspladsen da jeg græd som pisket og min bror sikkert ikke græd overhovedet, da de voksne mænd inspirerede og rødkindede gassede motorerne op før de slap koblingen og forsvandt ned ad gaden med et hvin og drejede rundt om hjørnet på to hjul næsten, ved Majorstua station. Men min bror var ikke på det billede jeg tog med mig fra den aften. Jeg viskede ham ud med det samme. Ligesom Stalin viskede Trotskij ud.

 

Så var der ikke mere. Vi havde spist napoleonskagerne, skrabet tallerknerne, og med begge hænder mod bordet rejste hun sig og foldede det lille, firkantede papstykke fire gange sammen, krøllede den hvide pose, gik hen til køkkenbordet og smed dem i skraldespanden.

– Så ser vi dig måske på søndag? Vi spiser middag sammen. Dine brødre kommer.

– Jo, sagde jeg, – det lyder fint. Hvis jeg ikke har et møde jeg er nødt til at gå til.

– Javel, sagde hun og blev stående stift og skulle måske til at sige noget mere, men i så fald ombestemte hun sig, og jeg fulgte hende ud i gangen og åbnede døren, og uden at vende sig om gik hun ned ad den trappe jeg havde vasket, hvert eneste trin med opvaskemidlet Zalo.