De tomme glas stod på bordet, hun rejste sig tungt og rullede dynen sammen i skødet og ville ind på sit værelse til sengen. Hun kneb øjnene hårdt sammen, åbnede dem igen, og jeg rejste mig og stillede mig i vejen for hende og sagde:
– Har du det dårligt?
– Ja, sagde hun.
– Er der noget du vil have jeg skal gøre for dig, sagde jeg, men hun løftede hånden og sagde:
– Det der skal gøres, det gør jeg alene. Flyt dig, sagde hun og puffede mig i brystet.
– Men mor, sagde jeg, – hvorfor kan jeg ikke få lov til at gøre noget for dig? Jeg vil jo gerne.
– Det er vel ikke mere end rimeligt, sagde hun, – men det bliver der ikke noget af. Og så taler vi ikke mere om det.
Og så taler vi ikke mere om det, og det brændte bag øjnene og brændte i benene, og hun skubbede mig til side og gik ind i stuen og videre ind i soveværelset og lukkede døren, og der blev helt stille.
Jeg gik efter og stod og gloede ind i døren. Jeg vendte mig om og så ind i spejlet der hang på væggen uden for badeværelset og kunne ikke lide det jeg så, kunne ikke lide de øjne. Jeg blev rastløs. Jeg tog de to glas fra bordet udenfor og satte dem på køkkenbordet og flyttede dem videre ned i vasken og fyldte varmt vand i fra hanen og en stribe sæbe, og jeg vaskede glassene op, og kopperne, og tallerknerne efter morgenmaden vaskede jeg, og alt hvad jeg ellers fandt, vaskede jeg op og satte på plads i skabene, og tørrede omhyggeligt køkkenbordet af med en klud, tørrede voksdugen på bordet af, og så var der ikke mere at gøre.
Hun var gået ind og havde lagt sig i sådan en hast at hun ikke fik den bog med hun læste, The Razor's Edge, og det var helt usædvanligt, men hun kaldte ikke for at bede mig hente den.
Jeg gik hen til det store vindue og trak gardinet til side og så ud over engen. Jeg kunne ikke se et eneste dyr, en eneste fugl af nogen som helst interesse. Under skyerne kom solen lavt ind over det høje, blege, visne græs og pressede lange skygger ud bag alle ting af en vis størrelse, og helt ovre på den anden side af engen, hvor gården lå, kom hvid røg hvirvlende op af skorstenen på stuehuset. Laden var kridhvid i det blændende lys. En mand kom kørende på knallert på vejen hen til gården. Han havde hjelm på, men det gik ikke hurtigt, og det blinkede i det spejl han havde på styret, og den tøffende lyd fra den lille motor kom drivende skarp gennem høstluften og kunne høres helt tydeligt inde bag vinduet hvor jeg stod og holdt i gardinet. Jeg gik hen til støvlerne som jeg havde stillet op ad den varme buldrende ovn og bøjede mig ned og lagde et par stykker brænde ind for at holde flammerne ved lige og tog støvlerne på fødderne selvom de stadig var fugtige, og jeg snørede de lange snørebånd stramt om anklerne og gik ud og over terrassen og blev stående i den kolde skrå novembersol på plænen foran sommerhuset.
Jeg så hen over engen. Røgen kom stadig op af skorstenen, men knallerten var væk. Jeg vendte mig om og gik langs hækken og hen til stien der førte ind til Hansens grund. Jeg bøjede mig langt ned og dukkede ind gennem åbningen i hækken, og ude på den anden side kom jeg frem i en bue rundt om hans hus, der dårligt nok var større end et kolonihavehus, og der fandt jeg ham foran det lille værktøjsskur, bøjet over en påhængsmotor han havde skruet fast til savbukken. Han hørte mig komme og rettede ryggen og vendte sig halvt om med en skiftenøgle i hånden og smilede sit mærkværdige, fine og tandløse smil.
– Fy for satan, hvor du ligner din far, sagde han, og hans stemme fik luften til at vibrere.
– Jeg ved det, sagde jeg.
– Især med det tøj, sagde han. – Jeg troede et øjeblik, ja, du forstår hvad jeg mener.
Jeg forstod det, men alle de svar jeg kunne give var brugt op for længe siden. Han satte sig på kanten af terrassen, lagde skiftenøglen fra sig med den tørre, lille klirren som kun skiftenøgler laver, og tørrede hænderne i en helt orange klud som han så stak ned i baglommen.
– Jeg får aldrig det skidt i orden igen, sagde han.
– Hvad er der da i vejen med den?
– Det ved jeg faktisk ikke, sagde han. – Jeg har prøvet alt. Den vil bare ikke starte. Og så bliver jeg nødt til at ro.
Hansen var ikke atlet. Han lignede snarere Kasket Karl, men på en elskelig måde. Med jævne mellemrum satte han åleruser i åen, og nogle gange fiskede han rødspætter, og så brugte han en lille båd, en pram næsten, med denne påhængsmotor skruet fast i agterenden. Han havde haft den i alle årene. Han købte aldrig noget nyt. Han foretrak de enkle hjælpemidler, antik påhængsmotor, lille knallert. Gamle ting, brugte ting, ting med ukompliceret mekanik, ting han havde købt af folk han kendte fra jernbanen. At købe nyt var for ham helt meningsløst. Han havde aldrig haft penge, og jeg tror ikke engang han tænkte på det som interessant.
– Man skal være forsigtig med fysisk aktivitet, det er klart, sagde jeg, og det var ikke meget af en replik at være, men det var alt hvad jeg havde på lager, og så blev der jo stille, og så sagde Hansen:
– Du, Arvid, min ven, sig mig en ting, er det rigtigt hvad jeg hører, at du skal skilles?
– Ja, sagde jeg. – Det er rigtigt nok.
– Det var satans. Jeg kondolerer.
– Jeg ved ikke helt, sagde jeg. – Jeg tror ikke nødvendigvis man dør af det.
– Nogle dør af det, sagde Hansen, – det ved man da, men nu henter jeg en håndbajer til os hver, sagde han. Han rejste sig med en lille stønnen og gik ind i sit hus gennem en løst sammensnedkret glasveranda, med den orange klud stikkende op af baglommen som et iltert flag, et jernbaneflag, tænkte jeg, til brug ved eksplosive transporter, af tankegods måske; Lenin i togkupéen på vej hjem fra eksil i Genève, mod Finlandsstationen i Petrograd: Pas på! Pas på! råbte Hansen, men så gammel var han jo ikke at han havde været med til det. I stedet kom han hurtigt tilbage med en slaveøl i hver hånd. Hansen rakte mig den ene flaske som var dugkold i hånden, og jeg sagde:
– Længe leve folket, og så sagde jeg: – Tag imod dernede! Og vi tog en stor slurk hver, og så sagde Hansen:
– Det gjorde nok ingen skade.
Vinden trak ind i kroppen der hvor jeg sad på kanten af terrassen, det var koldt om hænderne. Træerne omkring os var nøgne nu, hassel og eg og birk var nøgne, og pil og el, og tamme blommetræer af ukendt alder, og flere andre slags, og alle var blæst rene for blade. Det blæste fra nord, fra Skagen og fra islandet Norge med grå sten og grannåle der hvor min far var på vej ind i skoven ad de stier han kendte, fordi han ikke vidste hvor han skulle gøre af sin krop.
Hansen vinkede mig venligt op fra siddende stilling og sagde:
– Kom, så går vi ind i Crystal Palace. Der kan vi smide jakken, hvis vi vil. Og det kunne vi. Han havde en stråleovn der var gloende rød bag gitteret, og den sendte bølger af varme ud i stuen, og vi satte os på hver sin hvide plasticstol med hver sin grønskinnende flaske slaveøl i hånden. Jeg satte flasken til munden og tog en stor slurk, og med calvadosen nede i maven som en lille kugle, føltes den slurk bedre end noget andet jeg havde mærket længe. Jeg kunne begynde at drikke, tænkte jeg, drikke ofte, måske hver dag og bare have det som nu og lukke øjnene og mærke alkoholen stryge gennem kroppen. Jeg lukkede øjnene. Der var stille i Crystal Palace. Der var varmt. Kun en stille brusen fra ølflaskerne hørtes og nogle måger over træerne.
– Din mor, sagde Hansen.
– Ja, sagde jeg, men jeg åbnede ikke øjnene.
– Hun er syg, sagde Hansen.
– Det ved jeg godt, sagde jeg. – Det er derfor jeg er her nu, og der blev stille, han sagde ingenting, og så sagde jeg: – Det er jo derfor jeg er kommet. Hvorfor skulle jeg ellers rejse herned på den her tid? Det er jo ikke ligefrem sommer, sagde jeg. – Jeg havde ikke tænkt mig at ligge på stranden og sole mig.
– Nej, det er jo ikke ligefrem sommer, sagde han.
Jeg åbnede øjnene. På væggen hang et stort billede i glas og ramme af Christian Radich for fulde sejl på bølgen den blå, i Biscayabugten måske, eller i Nordsøen på vej mod Newcastle. Hansen havde fået det billede af min mor for mange år siden, til sin halvtredsårsfødselsdag. Ved siden af billedet hang en boghylde helt fuld af romaner af John Steinbeck, en smuk tobindsudgave af Øst for Eden eller Øst for Paradis som den hed på dansk, og for enden af rækken stod Tre kammerater af Erich Maria Remarque. Den havde jeg læst dengang før jeg fyldte tyve, og en der hed Himmelen har ingen yndlinge havde jeg også læst. Den handlede om en racerkører og den kvinde han elskede, som havde tuberkulose og nu holdt til på et sanatorium han stadigvæk besøgte oppe i de schweiziske alper. Bella Vista hed sanatoriet. I næsten alle Remarques bøger var der en kvinde med tuberkulose. Egentlig var jeg lidt træt af det.
Jeg rejste mig med ølflasken i hånden og gik hen til den lille boghylde og tog Tre kammerater ud og så på det fine danske smudsomslag med en farvelagt tegning af Landevejsspøgelset Karl, eller Karl, das Chaussegespenst, som der stod i tyskbogen i gymnasiet, og som var navnet på den racerbil de ejede, de tre kammerater der var tale om i bogen. Og så kvinden, med tuberkulose, den fjerde kammerat, på samme måde som i De tre musketerer, der heller ikke handlede om tre personer, men om fire, og den fjerde var d'Artagnan.
– Hvordan har hun det derinde? sagde Hansen.
– Hun var træt, sagde jeg, – hun har lagt sig.
– Det kan man godt forstå. Ville du tage det ilde op hvis jeg gjorde det samme?
– Gjorde hvad, sagde jeg.
– Lagde mig lidt?
– Er du også syg?
– Nej, det er jeg jo ikke. Men træt, det er jeg, og ikke så ung som du er.
– Nej, det er klart, sagde jeg. – Læg dig bare. Jeg tog to skridt hen mod døren og tænkte, vil han have jeg skal gå?
– Jamen, så gør jeg det, sagde Hansen, – jeg er glad for at du ikke tager det ilde op, og så rejste han sig og tømte resten af slaveøllen i én slurk og sagde: – Du kan jo bare sidde herinde i varmen. Du er altid velkommen her. Og så forsvandt han ind i soveværelset bag Crystal Palace med den revolutionære klud hængende ud af baglommen.
Altid velkommen her. Jeg stod med flasken i hånden. Jeg vidste ikke om jeg skulle gå, eller om jeg skulle sætte mig igen og måske læse lidt i Tre kammerater. Men der var for tæt derinde nu og for varmt, og der var noget galt med den bog. Jeg følte mig snydt.
Jeg gik over den lille terrasse som Hansen havde bygget, og forbi savbukken med påhængsmotoren skruet fast i toppen, og da jeg vendte mig om og så tilbage, så jeg en fasan stå helt stille i den stribede skygge fra en nøgen busk, med de mærkelige lange halefjer pegende mod vejen, og den var brun og grøn og rød og havde en stilhed omkring sig jeg syntes var truende. Kun et skinnende øje bevægede sig lige akkurat i det røde felt og fulgte hvert eneste skridt jeg tog, og jeg blev bange for det øje.
– For satan da, sagde jeg højt. – Det er et tegn, og jeg kunne mærke øjet som et sviende punkt i ryggen på vej gennem hækken.