Det var nat på Carl Berners Plass. Jeg sov, og jeg drømte, og så var jeg vågen og glemte drømmen. Koldt var det mod ansigtet i mørket i den lille stue, og jeg kunne mærke hende tæt ind til kroppen, det brændte i brystet hvor mit hjerte bankede, og det brændte i et hus ude i byen et sted, ikke langt fra dette værelse. En mand råbte høje forskrækkede ord til en anden mand der råbte tilbage med hivende åndedræt, med støn mens de løb, mens brandbilerne tudede forbi gennem mørket, kørte over for rødt gennem krydset hvor ingen gik. Jeg hørte det hele smælde hårdt gennem vinduet der stod åbent i kulden, og de blå lys blinkede i vinkel i ruden, og det brændte ned ad mine arme rundt om hendes skuldre og i hendes arme om mit bryst, og jeg tænkte at det kunne være sket her, så brændende varmt som det var mellem hendes hud og min hud; at det ikke slog ud i lys lue, tænkte jeg.
Jeg husker at jeg stod op fra sovesofaen og gik hen til vinduet uden tøj på, og det var kold december og sne på buskene ved muren lige under mig og på asfalten langs fortovet udenfor. Jeg lænede mig ud med den iskolde karm mod maven, og det skulle måske have været daggry nu, næsten morgen, men det orangeblå lys jeg skimtede dernede fik alt omkring sig til at blive sort.
– Hvad er det der sker, sagde hun.
– Det brænder i et hus nede i gaden et sted, sagde jeg, – i en boligblok nede ved Munchmuseet.
– Åh, nej, sagde hun, – ikke Munchmuseet, for vi gik derind i hvert fald hver anden søndag, stod klar udenfor når dørene blev åbnet.
– Nej, ikke så langt nede. Munchmuseet klarer sig fint, sagde jeg. – Men den boligblok klarer sig ikke så fint.
Hun kom hen over gulvet lige bag ved mig, og vi stod foran vinduet skulder ved skulder, hende og jeg og jeg uden tøj på og hun med den varme dyne om sig. I Finnmarkgata var der lysende, glødende cirkler på sneen under gadelygterne, og i flere lejligheder på den anden side af vejen blev lyset tændt bag vinduerne, og hun sagde:
– Men fryser du ikke? Og jeg rystede og sagde:
– Jo, jeg fryser vist nu, for jeg kunne pludselig mærke at jeg frøs noget så forbandet, som de glitrende rimfrosne nøgne skulpturer i Frognerparken fryser, i december, januar, og så åbnede hun dynen og trak mig ind, og vi stod der en tid i vores egen varme.
Så gik hun trippende tilbage med den stramme dyne om sig hen til sovesofaen og gik i seng igen og sagde:
– Væk mig ikke en eneste gang mere, så er du sød, jeg er nødt til at sove for at holde mig pæn.
– Det er fint, sagde jeg, men tænkte, du bliver ikke pænere, og jeg lukkede vinduet og tog både en kold skjorte og et par kolde bukser på og gik ud i køkkenet på bare fødder med sokkerne og skoene i hånden, trak døren stille og forsigtigt til efter mig, og så råbte hun: – Lad være med at lukke døren, så er du en kammerat, så jeg åbnede døren og tændte ikke lyset og åbnede låget på det gamle magasinkomfur jeg havde fået med mig da jeg flyttede fra Veitvet. Jeg holdt hænderne over komfuret i mørket og gned dem mod hinanden mange gange før jeg satte en kedel vand over. Dråberne sydede under kedlen og knitrede på den næsten glødende overflade af massivt støbejern, der var varme helt nede fra glødetrådene og op gennem cylinderen i et stumt drøn, og jeg syntes den lyd fra kedlen var rar, en lyd jeg kendte, en lyd jeg havde hørt den ene morgen efter den anden stående på en taburet med hænderne lige frem foran kroppen præcis en halv time efter at min far var taget med bussen til fabrikken, og kun hun og jeg var i køkkenet så tidligt. Alle de andre sov, der var mørkt ude på vejen, mørkt inde i stuen, kun den gule lampe på komfuret var tændt, og det smældede som skud fra et luftgevær under gryden når hun satte mælken over for at lave kakao. Det var kun hende og mig, for mine brødre sov så længe de kunne, den lille bror, den store bror, og de vidste ikke engang at jeg var vågen, at jeg havde ligget i sengen og lyttet efter klikket i døren og min fars skridt hen ad flisegangen foran huset. De vidste ikke at jeg ventede de nødvendige minutter under dynen mens jeg talte hans lange skridt op ad bakken, forbi telefonkiosken, forbi indkøbscentret hele vejen op til Trondhjemsveien og stoppestedet der, hvor den stoppede, den gule og grønne bus der skulle ind til byen. Så stod jeg op og klædte mig på i buldrende mørke så de andre ikke skulle se hvad jeg lavede, hvis de pludselig vågnede og skulle på toilettet. Derefter gik jeg stille ned ad trappen til stuen og videre gennem gangen hvor min onkel fra Danmark hang i en sølvramme på væggen. Han hed Jesper og havde skråhue med striber og kvast og dansk militæruniform og døde lige efter at billedet blev taget, kun treogtredive år gammel, som Jesus da han døde.
Og så var jeg fremme ved køkkenet og blev stående stille på tærsklen. Hun stod foran komfuret med ryggen til døren.
– Er det dig, sagde hun.
– Ja, sagde jeg, – det er mig, og hun vidste hver eneste gang at det var mig, hver eneste gang vidste hun at det var mig der kom, selvom jeg var barfodet og lydløs når jeg kom, som en indianer i skoven, jeg var mystisk og mørk, og hun sagde:
– Kan du ikke sove, og jeg sagde:
– Nej, det ved du jo godt, og så smilede hun helt sikkert for sig selv før hun vendte sig om, og hun vendte sig om og smilede ikke sætlig meget efter hvad jeg kunne se, smilede ikke specielt tydeligt, men hun var heller ikke irriteret, for hun vidste det var mig der kom. Hun tog taburetten fra dens plads under bordet og satte den foran komfuret og satte sig på hug og tog mælken fra madskabet nederst ved lugen der var dækket med net mod mus. Jeg kom op på taburetten med knæene først og rejste mig og blev stående ret op og ned med strakte arme ved det åbne magasin for at føle den vibrerende varme sive op langs hænderne, langs brystet, helt op til hagen og munden, og kedlen spruttede på pladen, og jeg var ikke engang begyndt at gå i skole, så jeg kunne stå der så længe jeg ville.
Jeg satte mig ved bordet med den varme kaffe i et lysegult krus og tænkte på boligblokken som brændte, og folk der boede i huset som brændte, som vågnede i sengene midt om natten, og al luft omkring dem var rød og hed, og de løb mod dørene med børn under armene, mod trapperne ned til stueetagen og kom styrtende ud på vejen i sidste sekund, i den kolde december, og kulden var som et chok mod kroppen. Men alt det der skulle gøres blev gjort af dem der vidste hvad de gjorde, og jeg ville ikke gå ud og stå der og glo som de andre stod og være en af dem. Og jeg måtte jo snart af sted, klokken nærmede sig hastigt seks. Jeg lukkede for magasinet på komfuret og smurte mig en mad og pakkede den ind i madpapir og lagde madpakken ned i tasken der lignede den taske min far brugte, en lædertaske med et stort rum til madpakken og det sammenfoldede Arbeiderbladet og Klassekampen med logoet nedad, så det ikke kunne ses, og to lommer foran med notesblok og pen og de sidste vedtagelser fra ds, partiets distriktsstyrelse, og desuden lagde jeg den bog ned som jeg læste for tiden.
Jeg gik ind i stuen for at se hende sove i det grådæmpede skæve lys fra vinduet. Jeg blev stående og sagde ikke noget der kunne vække hende, for hun skulle snart op og videre ind til skolen i centrum. Jeg stod lidt eftertænksomt som jeg nogle gange gjorde når hun sov og jeg var vågen, for hun så så ung ud på puden, kun en pige, og jeg tænkte, hun er jo så ung, og i mørket havde hun sagt: Åh, Arvid, i søvne næsten, flydende et sted mellem her og der, og der slap aldrig nogen pinlige forglemmelser ud, et andet navn hentet fra et tidligere favntag, ikke Gunnar, ikke Espen, ikke Tommy, nej, i hvert fald ikke Tommy, men Arvid, kun Arvid, fordi ham der hed Arvid var den første, ham der holdt det hele i hænderne, balancerede med det hele, og når det en gang imellem gik op for mig, var det svært at bære. Hun følte sig ikke ung, hun føltes ikke ung, ikke ung på den måde, hun vidste ting som jeg ikke vidste, men hun var ung. Det pinte mig lidt.
Jeg havde hendes varme og varmen fra komfuret i kroppen, det var tidlig morgen på Carl Berners Plass. Jeg krydsede sporvognsskinnerne, gik skråt under kablerne som trak sporvognen fremad, og lysreklamerne var ikke tændt, og det føltes rigtigt at de ikke var tændt; man skulle halvblindt omfavne sin egen krop og den varme man stadig havde bag jakken, op ad fortovet langs pladsen, gennem morgendæmringen omkring sig og lade tankerne sive langsomt ind og ikke forstyrres af noget som helst på vej op til T-banestationen, og samtidig gå der som en af de mange på vej dertil i decemberkulden. Jeg kunne godt lide følelsen af at være et vi, være flere end mig selv, være større end mig selv, være omgivet på en måde jeg aldrig før havde følt, af at høre til, og det spillede ingen rolle om de der befandt sig til højre og venstre, de der gik foran og bag mig på vejen, ikke havde den samme følelse. Det var sådan det var, uanset hvad de følte og tænkte. Vi var fjerdestanden på vej til T-banestationen, til de steder hvor vi lagde vores arbejdskraft, og alle i partiet var irriterede fordi jeg ofte sagde fjerdestanden i stedet for arbejderklassen. Det var en anakronisme, sagde dem der vidste hvad dét var, en fejlplacering i tid, de vidste ikke engang hvad fjerdestanden var, det var bare noget pjat, sagde de, men jeg havde ikke tænkt mig at holde op med det, det var rigtigt for mig på en måde de ikke forstod. Ingen af dem havde læst Victor Hugo, de læste kun det der lå lige foran dem på bordet, de vidste ikke at det der mislykkedes i revolutionsårene 1830, 1848, 1871, var det der skulle lykkes nu, én gang for alle, men i tasken havde jeg de sidste vedtagelser fra partiets distriktsstyrelse. Jeg vidste godt at jeg aldrig ville kunne føre dem ud i livet, der var i det hele taget ikke meget der lykkedes for mig, jeg var for genert, jeg var for alene, jeg havde ryggen mod muren, jeg ville ikke være alene, men det spillede ikke nogen rolle lige nu, i halvmørket på vej til T-banestationen, om jeg forstod at jeg ikke ville kunne føre de vedtagelser ud i livet. Alle omkring mig vidste så meget mere end jeg alligevel, alle mændene omkring mig, alle kvinderne omkring mig. Jeg vidste for lidt. Og alligevel ville jeg ikke andet end at gå her nu, op til T-banestationen i morgengryet og være omgivet af dem alle.
Ind fra lasterampen gennem flapdørene af plastic, koldt ude, varmt inde, og langs væggene stod truckene parkeret. Der var stille i hallen og en svalhed i luften der ellers aldrig var herinde mellem maskinerne, ingen hakkende smæld mod høreværnet, ingen hvirvler af støv mod øjnene, ingen hede, ingen sveden lugt af plastic fra smeltekamrene, ingen duren fra båndene, eller kløe, eller sved der klistrede. De trofaste gamle i arbejdstøj stod allerede ved kaffeautomaten og talte om ting uden tyngde, og Elly i det lyseblå forklæde stod søvnig og fjern eller sad der fem paller oppe og dinglede med benene. Ingen hed Elly længere, undtagen Elly. Jeg syntes hendes ben var pæne. Hun var ti år ældre end mig og måske mere og så nok sådan ud, men det var svært ikke at se på hende. Hun smilede til mig over skuldrene på de gamle, og hun blinkede, og jeg blinkede tilbage, og videre gik jeg ned ad trapperne til kælderen og garderoben og det garderobeskab jeg omsider havde fået, og som var blevet ledigt efter en der var holdt op. Der var noget ved at have sit eget garderobeskab. Man kunne gå oprejst.
To timer inde i skiftet kom formanden hen. Der var tæt af støv i luften, alle maskinerne kørte, den lille kørte, og de to store kørte der hvor jeg stod ved den ene af dem og med jævne mellemrum måtte løbe efter trucken for at køre paller frem med syv lag materie så båndet ikke skulle stoppe. Det gik fint på førsteholdet, selvom vi manglede to mand den dag. Jeg tog høreværnet af og bøjede mig ned og lagde mit nøgne øre til formandens mund, og han sagde jeg skulle en tur op til personalechefen. Nu. Han så på mig og gik. Jeg så hen ad båndet, hen ad det plateau vi stod på, Elly og Reidun og Reidar og mig, og jeg viftede til Hassan som kørte maskinen og pegede på mit bryst og derefter mod døren til den blok hvor kontorerne befandt sig. Jeg fyldte kammeret luftigt og fint med sekstensiders falset, porøst og træholdigt papir fra Follum fabrikker. Så kom Hassan hen. Han viste mig fem strittende fingre på højre hånd og talte dem én efter én med pegefingeren på venstre hånd, lige foran mit ansigt, så intet skulle gå min næse forbi. Jeg nikkede, og han smilede, og eftersom alt gik glat, overtog han stationen. Hassan var okay. Jeg gik ned fra plateauet, gennem hallen og gennem den lydtætte dør til den del af fabrikken der havde tæpper på gulvet og blomster i krukker ved elevatoren.
Fem etager op. Der stod kun Tommy på døren, og det skulle vel betyde at han var en af gutterne, en af os, alle os i alle afdelingerne, og give den dør en intimitet jeg ikke vidste om jeg kunne lide. Jeg kunne ikke lide den. Så bankede jeg på døren og gik ind.
– Ja, sagde jeg.
– Hej, sagde han. – Lige et øjeblik.
Jeg stod og ventede i flere minutter. Prøvede han at psyke mig ud, tænkte jeg, gøre mig til en idiot, få mig til at føle mig mindre end jeg var? Jeg blev usikker. Ikke bange, men usikker. Måske vidste han noget som jeg ikke vidste, noget som kunne skade mig. Det lykkedes ham i hvert fald, hvis det var det han prøvede på, men det vidste han ikke. Jeg smilede svagt i alle de endeløse minutter, og så løftede han hovedet og sagde:
– Ved du hvorfor vi har givet dig et job her?
– Fordi jeg søgte det velsagtens.
– Fordi din far ringede og spurgte om vi kunne. Give dig et job.
– Nå? sagde jeg.
– Vi kunne godt lide din far her. Han arbejdede hårdt hver eneste dag, på hvert eneste skift, han var aldrig syg, der var aldrig noget brok med ham. Det var ikke hans skyld at det blev svært med skifteholdsarbejde og for meget overtid. Han er jo ikke ung længere.
– Det ved jeg, sagde jeg.
– Det var den eneste grund.
– Nå, sagde jeg.
– Ja, det var det hele.
Jeg vendte mig om og gik hen mod døren, og da jeg nåede derhen og lagde hånden på dørhåndtaget, stoppede jeg og sagde:
– Ved du hvad fjerdestanden er?
– Har ingen anelse, sagde han.
– Det tænkte jeg nok, sagde jeg med noget der skulle ligne et sarkastisk smil, men jeg vidste at han gav fanden i hvad fjerdestanden var, og hvad jeg mente med det spørgsmål, og under alle omstændigheder havde han allerede sænket blikket mod papirerne igen og så ikke det smil jeg havde om munden. Og jeg tænkte, er jeg en mand der kan gå frem og sparke personalechefen, der hed Tommy, så hårdt over benet at han helt sikkert sparkede mig ud, og så alligevel forlade fabrikken med løftet hoved, men jeg vidste at det var jeg ikke, og på vej ned med elevatoren fra fjerde sal stod jeg og gispede.