Jeg forstod det ikke. Det føltes som om det var så længe siden jeg kom ned med Holger Danske til byen her og gik i land, og det var tidligt om morgenen. Denne dag. Den burde have været ovre nu. Det var november, det var aften, det skulle have været mørkt, men solen hang stadig over tagene mod vest og lyste blegt og ville ikke slippe.
Jeg cyklede forbi Paladsteatret helt oppe i den nordlige ende af byen. Foran den gamle biograf faldt der lange skygger over gaden og knivskarpe linjer over husmurene på den modsatte side, men de var ikke lange nok, var ikke mørke nok til at slukke et så skævt og insisterende lys.
Ved en kiosk der var åben lå aviserne lag på lag i stativer sat ud på fortovet foran vinduerne, der stod MUREN FALDER med store typer på alle forsiderne, og jeg hev efter vejret, hvor havde jeg været, det var slemt, jeg havde ikke fulgt med. Det var virkelig slemt, og jeg begyndte at græde. Jeg kunne mærke tårerne løb tværs gennem byen fra Gammeltorv, og de løb over krydset ved Løveapoteket og ned over pladsen ved Svaneapoteket. Tiden var gået bag min ryg, og jeg havde ikke vendt mig om, det var virkelig virkelig slemt, og jeg cyklede videre med tårerne trillende ud ad den lange Søndergade, der gik helt ned til den sydlige ende af byen, hvilket siger sig selv hvis man kan en lille smule dansk, til et sted hvor jeg drak øl i gamle dage. Det var næsten henne ved Møllehuset og Møllebækken, og iskiosken som var lukket som alt andet var lukket, næsten helt henne ved parken der hørte til Bangsbo herregård med de to gyldne tigre som alle troede var løver liggende på sokler foran indgangen. Herregården var museum nu og havde været det længe. Jeg havde besøgt det flere gange med pigerne. Det var fint. Vi kunne gå ind i den store U-formede hovedbygning og se på de udstillede gamle ting fra området omkring byen og fra kysten her og alle møblerne fra hundrede år tilbage eller endnu længere og alt tøjet med blonder og vide skjortebryster og arbejdstøj og mængder af fotografier i det man kunne kalde offwhite og brunt på væggene. Vi købte ispinde ved disken på vej ud for at stå på den hvidmalede bro over voldgraven og made ænderne med gammelt brød vi havde med i en pose. Vi brød brødet i passende portioner og smed dem i vandet én efter én, og ænderne kom svømmende i fuld fart fra alle sider så skumsprøjtet stod op, den ene baskende foran den anden i et hvirvlende kaos, og nogle gange kom karperne pilende, pludselig synlige, røde langs ryggen, og var først fremme ved de flydende brødstykker og trak dem ned i det tefarvede vand og forsvandt mod bunden.
Jeg trillede en tur hen til herregårdsparken og tørrede ansigtet der nu var koldt i den kolde vind og klistret mod håndfladerne, men øjnene løb ikke længere i vand, og jeg tænkte på alle billederne fra Berlin jeg havde set, og især det af soldaten med den blanke hjelm der kom svævende over pigtråden mellem øst og vest i sin nypressede uniform, geværet på ryggen, mundingen ned, kolben op, og blev hængende i luften med den spiralrullede pigtråd under sig i næsten tredive år, om han omsider kunne lande nu?
Jeg blev stående med cyklen mellem benene og stirrede ind forbi himmelhøje asketræer, kastanjetræer og bøge mod det store hvide hus allerinderst i parken, den hvide bro, alting bart nu, alting ublomstrende rent og klart. Kun en mand gik rundt på stierne med lærredssække under armen og dækkede de nedklippede blomster i blomsterrabatterne der ikke tålte frost. Hvis den skulle komme. Frosten. Det gjorde den ikke nødvendigvis.
Så drejede jeg cyklen og kørte et stykke tilbage ad den vej jeg var kommet, op ad Søndergade til det ølsted jeg plejede at besøge dengang muren stadig stod, men da jeg var fremme, kunne jeg ikke finde det. Jeg tak cyklen hen langs huset. Der var som altid Santalmissionens udsalg af brugte møbler og brugt tøj og gamle bøger af liden interesse, og lige til højre for de store vinduer var den dør jeg mente førte ind til caféen hvor jeg havde tænkt mig at drikke øl. Men der hang ikke engang et skilt med LUKKET bag glasset eller Flyttet til den eller den adresse. Caféen var ganske enkelt forsvundet. Over vinduet stod der fona med stramme blå neonlysende bogstaver. Jeg beskyttede mine øjne mod lyset med begge hænder og bøjede mig frem mod vinduet og så ind gennem ruden, og derinde var der rækker af fjernsynsapparater og stereoanlæg til salg.
– Fandens også, sagde jeg højt og havde pludselig mere end normalt lyst til en øl. Der gik en sprække ned gennem mit liv, et skår, og det skår kunne kun fyldes med øl.
En mand passerede mig på fortovet. Han havde nok hørt mig bande og gik påfaldende forsigtigt hen til en dør lidt længere væk i det næste hus hvor der sikkert var en bolig bag døren. Der stod i hvert fald en hvid potte med røde pelargonier i den ene vindueskarm. Og ganske rigtigt tog han en nøgle op af lommen, men så vendte han sig om og så i retning af mig og kom tilbage og forstod på grund af den blå cykel at jeg ikke var dansker, for alle danske cykler er sorte.
– Ni har visst inte været her på en stund, sagde han. – De stengte för to år sidan, og jeg tænkte, hvorfor det er sådan at alle danskere nødvendigvis tror at alle nordmænd er svenskere og samtidig taler så utrolig dårligt svensk. Vi er for fanden da tre lande i Skandinavien.
– De har flyttat, sagde han og pegede ind mod centrum igen. – De er blivit nabo med Roses Bokhandel. Som om alle vidste hvor Roses Boghandel var. Men jeg vidste hvor Roses Boghandel lå. Jeg havde cyklet dertil fra sommerhuset mange gange gennem byen da jeg var ung og endnu yngre og havde stået udenfor og stirret ind på de nye bøger bag vinduet og bladret mig gennem tilbudskasserne på fortovet foran butikken og altid fundet noget jeg ville have, noget jeg havde råd til.
– Tak, sagde jeg. – Så cykler jeg tilbage til caféen der er blevet nabo til Roses Boghandel og drikker mig fuld.
– De er jo ikke svensker, sagde han. – De er nordmand.
– Det var ikke så dårligt, sagde jeg. – Det var slet ikke så dårligt. I så fald er jeg måske ikke så fuld, sagde jeg.
– Det håber jeg da ikke, sagde han.
– Du skal have tak igen, sagde jeg og satte mig op på cyklen.
– Held og lykke, sagde han.
Men først standsede jeg foran boghandlen. Det var sent på dagen, den var lukket med et gitter foran døren, men på himlen lå lyset lige så genstridigt, og i loftet over vinduesudstillingen var lamperne tændt. Klaus Rifbjerg var kommet med en bog igen. Det gjorde han næsten hvert år. Og en samlet udgave af la Cours digte stod der. Og en billigbogsudgave af Tom Kristensens Hærværk, om den alkoholiserede journalist og kritiker Ole Jastrau. Den bog gjorde mig så bange da jeg læste den første gang, at jeg lovede mig selv og den gud der ikke fandtes, at jeg aldrig ville begynde at drikke. Så stillede jeg cyklen i et cykelstativ og gik ind på caféen.
På caféen var der dunkelt og brunt. Gennem tobaksrøgen så jeg først kun den oplyste bardisk og derefter mænd med albuerne på disken mellem alle mulige slags flasker, og efterhånden kom der flere mænd og nogle kvinder til syne i båsene på højre og venstre side. Alle drak øl og røg cigaretter, færdigrullede cigaretter, Prince, sandsynligvis, og de talte med hinanden om ting de sikkert havde til fælles og havde forstand på alle sammen, men som jeg ikke havde forstand på, og her kunne de opdatere deres viden ved at udveksle tanker om den sidste udvikling, den sidste fremgang på områder det gav mening at tale om, nødvendigheden af isbrydere i vore dage når isen ikke længere lå så fast, og bygning af skibe, størrelsen på gastanke i firmaet Alpha Diesel, og de talte helt sikkert om Muren der helt overraskende for mig var faldet med betonstykkerne sprøjtende mod øst og mod vest, og alle lyde fra alle hjørner af lokalet føltes øredøvende, næsten smertefulde efter stilheden på gaden. Men da jeg kom ned ad trappen og blev stående på gulvet, blev der pludselig stille. Alle vendte sig og så i retning af mig. Jeg gik bare langsomt hen mod bardisken, de sidste skridt mere tøvende end de første, og fandt det eneste ledige hul mellem mændene der stod der. Alle med den ene albue støttet mod disken, alle med ansigtet vendt mod mig.
Jeg bestilte en øl og sagde:
– Gerne en fadøl, hvis du har det, fordi jeg ikke kunne se andet end flasker på disken, Carlsberg, Tuborg mellem hinanden, og jeg havde ikke lyst til flaskeøl. Det blev for lunkent og for lidt ad gangen.
Fadøl var helt fint. Han tog et glas frem og trak i håndtaget og fyldte glasset, og der blev for meget skum, så han skrabede skummet af med en spartel af træ og fyldte til randen for anden gang og satte glasset på en brik hvor der stod Carlsberg i grønt og hvidt med en rød krone i midten lige foran mig på disken.
Alle mændene begyndte at tale igen, og de få kvinder begyndte at tale. Først bare lidt og så højere og højere til de næsten var oppe på det niveau de havde da jeg kom ind i lokalet, men ikke helt, og måske lidt mere forsigtigt, lidt mere internt, som om jeg var personalechefens angiver fra skibsværftet hvor de fleste af dem helt sikkert arbejdede.
Jeg tog en stor slurk af øllet, og det smagte virkelig specielt godt, så jeg tog en stor slurk til og satte glasset fra mig på Carlsbergbrikken og sukkede så højt at det kunne høres af flere, og rullede en cigaret med tobak af mærket Petterøe 3 og tændte den med den blå lighter. Den mand der stod næstnærmest ved bardisken lænede sig mod mig og så på tobakspakken og sagde:
– Du er jo nordmand.
– Ja, sagde jeg, – det er rigtigt. Og jeg tænkte, hvad er det med denne dag der gør at jeg pludselig træffer den ene dansker efter den anden med fuld indsigt i det skandinaviske sprogområde.
– Så undskyld jeg spørger, jo, men hvad laver du så herinde?
– Jeg vil drikke øl, sagde jeg.
– Jo, jo, det er jo ikke så svært at se, men der er jo flere steder i byen hvor du kan drikke øl. Så hvorfor netop her. Herinde kender du jo ingen, er det ikke rigtigt?
– Det er helt rigtigt, sagde jeg og tænkte, han siger godt nok jo mange gange.
– Så hvorfor her?
– Det her er min by, sagde jeg. – Jeg drikker øl hvor jeg vil, og jeg følte mig pludselig frygtløs og drejede kroppen hele vejen rundt, så jeg fik ryggen mod bardisken og ansigtet vendt mod lokalet. Jeg var en mand ingen kunne såre. Det var ikke sandt, men det var der ingen herinde der vidste.
– Ajaj, sagde han. – Din by?
– Jeg voksede faktisk op i den her by. Næsten, i hvert fald.
– Men du taler jo ikke dansk.
– Nej, det gør jeg ikke. Med bare en lillebitte indsats kan I godt forstå hvad jeg siger.
– De fleste danskere tror jo nordmænd er svenskere. De kan ikke høre forskel.
– Det er lige det. Det er skide irriterende, sagde jeg og tænkte at det også var irriterende at han sagde jo hele tiden. Jeg tog en ny stor slurk af øllen, og så var der ikke mere tilbage. Jeg løftede glasset så manden bag disken kunne se det og sagde:
– Må jeg bede om en til?
– Det får du, sagde han. Og det fik jeg. Både den fadøl og flere til, og da den fjerde var tømt, var jeg temmelig fuld. Jeg følte mig bestemt ikke godt tilpas. Det susede i hovedet. Jeg stod med det femte glas i hånden, løftede det op til munden og tog en stor slurk og tænkte at nu må jeg gå, tager jeg bare én slurk til, så går jeg i dørken. Så tog jeg en slurk til, og en mand i det inderste mørke hjørne rejste sig fra bordet og begyndte at gå hen over gulvet mod mig. Han var ikke helt sikker på benene. Han kom zombieagtigt ud i lyset fra bardisken, og hans ansigt blev tydeligt, og han havde et blåt og lidt hævet område på venstre kind, lige over kindbenet. Jeg kunne ikke tro det. Det var manden fra båden. Og han var stadig på vej hen til mig. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre, jeg blev bange, jeg følte mig truet, på livet faktisk. Jeg klemte hårdt om glasset, og så var han helt fremme og standsede kun én meter foran mig. Han blev stående uden at sige noget, han blinkede et par gange, kneb øjnene sammen, åbnede dem igen og så mig ind i mine og sagde med en stemme så fortvivlet at jeg næsten fik tårer i øjnene:
– Men hvorfor slog du?
Jeg trak vejret dybt, jeg forsvarede mig ikke, jeg sagde: – Jeg beklager oprigtigt, det gør jeg virkelig. Jeg troede du var efter mig, sagde jeg, – at du ville gøre mig ondt. Og nu var jeg fuld, det var helt sikkert, for jeg sagde: – Jeg var bange for at du ville smide mig over bord.
– Hvad, sagde han, – smide dig over bord, sagde han, og nu så han helt forvirret ud, og jeg fik ondt af ham og ikke på grund af det hævede røde og blå mærke han havde på kinden.
– Jeg beklager, sagde jeg igen, – det var utrolig dumt tænkt, men det var nu det jeg tænkte, jeg var lidt fuld, forstår du, jeg blev bange.
– Bange for mig? Men det er jo Mogens.
– Hvad, sagde jeg.
– Det er Mogens, sagde han. – Jeg hedder jo Mogens.
– Mogens, sagde jeg.
– Jeg er Mogens. Din ven. Du skal da ikke slå dine venner. Det er ikke rigtigt.
– Er vi venner, sagde jeg. Han var mere fuld end jeg havde forstået. Han var mere fuld end mig.
– Men det er da klart vi er venner. Kan du ikke huske noget? Jeg genkendte dig i samme øjeblik jeg så dig på båden, sagde manden der hed Mogens med skælvende stemme, og nu med en pludselig bilyd af irritation som ikke var til at tage fejl af.
Jeg forstod det ikke. Han havde genkendt mig på båden, i baren på Holger Danske, hvordan kunne han genkende mig i baren på Holger Danske? Det er Mogens, tænkte jeg, han hedder Mogens, det er fanden galeme Mogens. Jeg havde kun kendt én Mogens i mit liv, og han havde været min ven, det var sandt. Og det var ham der stod lige foran mig nu, det var pludselig let at se, han var bare ældre ligesom jeg var ældre, og jeg havde taget grundigt fejl da jeg sagde til mig selv i baren på Holger Danske aftenen før, eller snarere natten før, at manden i den anden ende af lokalet ikke kunne vide noget om mit liv, for Mogens havde været min ven. I mange år havde han været min ven. Hver eneste sommer jeg kom ned med både med navne som Vistula eller Kronprins Olav eller Skipper Clement eller Akershus, eller både med andre navne som Cort Adeler, Peter Wessel, stod han hver eneste gang ved terminalen på kajen og ventede og vinkede med blikket stift rettet mod rælingen hvor jeg lænede mig uforsvarligt langt ud og vinkede tilbage. Jeg forstod aldrig hvordan han kunne vide hvilken dato det var jeg kom. Men netop den morgen vi lagde til med den ene båd eller den anden, uanset hvilket navn den båd havde, stod han og ventede ved den grønne terminal, og det gik op for mig i det øjeblik på caféen lige ved Roses Boghandel at han helt sikkert havde stået på kajen hver eneste morgen i en uge eller endnu længere for at vente og se om jeg måske lige den dag ville komme med den store båd og så få øje på ham ved det grønne terminalhus og løfte min hånd for at vinke.
Jeg prøvede ihærdigt at blive stående oprejst uden at svaje. Jeg rakte ham min højre hånd.
– Hej, Mogens, sagde jeg, – det er længe siden. Det er sgu godt at se dig igen. Og han tog min hånd i sin og klemte den hårdt og sagde:
– Nå, så det mener du, og slog mig på kinden med venstre næve og holdt mig samtidig fast med højre, så jeg faldt ikke langt da jeg faldt, men blev hængende i hans arm, og han slog mig igen og slap min hånd og lod mig falde mod gulvet mellem benene på mændene ved baren. Hold kæft, hvor gjorde det ondt. Jeg lukkede øjnene og blev liggende på ryggen for at sunde mig lidt, og det gjorde så ondt i kinden at jeg ikke kunne huske en lignende smerte, og ikke én mand ved baren ville hjælpe mig op. Jeg hejsede mig op på albuerne og så Mogens vende sig om og gå lidt usikkert tilbage til bordet i det fjerneste mørke hjørne. Vores venskab var forbi, og straks begyndte jeg at savne det, som det engang havde været, som det kunne være blevet, men alle somrene var væk, og ikke kun fordi jeg havde glemt dem efter femogtyve år, men fordi der ikke længere var nogen mening i at huske dem.