Det var snart jul, jeg havde stået ved maskinen et halvt år. Jeg prøvede at føre hver eneste partivedtagelse ud i livet, men det lykkedes ikke. Jeg stillede op som kandidat til klubbestyrelsen og fik fire stemmer: to fra min fars gamle venner, de turde ikke andet, og Ellys stemme, og stemmen fra ham der gik med kosten. Han var tunghør og rakte hånden op på det forkerte tidspunkt. De kaldte mig Lille Stalin, men jeg havde aldrig sagt noget om Stalin, jeg hadede Stalin, han havde ødelagt alt.
Men selve arbejdet gik strygende, det var det der var underligt. Jeg var ikke dårligere end de andre, var snarere den hurtigste på førsteholdet, den mest præcise, det faldt mig let uanset hvad jeg lavede på den etage. Jeg følte stor glæde ved det meste af det jeg lavede. Rytmen ved båndet, den stærke lugt fra smeltekammeret, at køre den elektriske truck gennem flapdørene af hård plastic ud til rampen med en fuldt stablet palle med plasticindpakkede bunker på gaflerne, og så svinge helt nøjagtigt ind mod agterenden af lastbilen og køre ind på liften der fjedrede let under trucken og lade pallen glide langsomt ned på den rigtige plads med centimeters nøjagtighed og så bakke ud for at hente en ny.
Dem jeg kendte fra skolen i Dælenenggata ville have sagt at jeg var tapper, men også have sagt at det var kedeligt og sandsynligvis nedbrydende for hjernen at gøre de samme bevægelser om og om igen på den måde som jeg skulle gøre det hver eneste dag så langt frem som det var muligt at skue, men, helt ærligt, det gjorde mig ikke noget. Det var en overraskelse, også for mig, at arbejdet gav mig frihed til at tænke på alt muligt andet som jeg syntes var vigtigt, eller drømme mig væk når travlheden blev for overvældende. Arbejdet var ikke svært, men det stillede krav til kroppens præcision og rytme og samarbejde med andre kroppe, og jeg kunne lide at mærke hvordan min krop fór rundt i lokalet for at finde en mekaniker eller tage vareelevatoren til trykkeriet nedenunder, eller bare stå ved båndet ved siden af Elly og lade det hele glide let og præcist på sekundet og så i de få minutters pause at komme en side videre i den bog jeg læste for tiden, Myten om Wu Tao-tzu af Sven Lindqvist, hvor der står:
Er social og økonomisk frigørelse mulig uden vold? Nej. Er den mulig med vold? Nej.
Det gav noget at tænke over, og det gjorde jeg også, mens dagene gik den ene efter den anden, og alligevel blev det ikke som jeg havde tænkt mig på forhånd. Der var en politisk afgrund mellem mig og de andre i hallen, og hver eneste gang jeg prøvede at føre samtalen ind på de to linjer i fagbevægelsen, den røde og revolutionære, den blå og konservative, klappede de mig bare på skulderen og lo og gik hovedrystende hen for at sidde på en palle og ryge en cigaret når der var pause, eller gå to etager op ad trapperne til kantinen for at få sig et slag kort når det var frokost. Og selvom min far havde været der i mange år og var vellidt af alle, og alle var nødt til at sige hvor meget vi lignede hinanden, så ville jeg ikke være som ham, ville ikke kunne lide mit job som han havde kunnet lide sit. Jeg følte mig ikke som ham og havde aldrig gjort det. Jeg ville være anderledes. Jeg ville gøre en forskel og være et skel i tiden. Men det var jeg ikke, og det gik pludselig op for mig at det måske var umuligt at lægge den Arvid bag mig, som jeg havde været frem til dette tidspunkt i mit liv, at vende ham ryggen på den måde jeg havde prøvet, at trække ham ved hårene for så at sænke ham ned i en anden Arvid jeg endnu ikke kendte og ikke vidste hvem var; vel vidende og med vilje forlade en Arvid jeg fik applaus for at være af dem jeg bedst kunne lide, som vinkede og råbte kærlige navne når jeg passerede dem på flisegangen foran huset hjemme, en Arvid der fik hundredkronesedler af sin mor når han var flad, men i stedet havde gjort som jeg havde gjort og var gået ind i fjerdestanden som egentlig ikke fandtes længere, men var en anakronisme, en historisk fejlplacering. Og måske var det det jeg var blevet. En historisk fejlplacering. Eller også havde jeg en karakterbrist, en sprække i fundamentet der år for år ville sprænge sig større.
Så var der dobbeltskift igen, det var aften og overtid om natten, og det begyndte at tære. Jeg var forvirret, jeg følte mig snydt. Jeg tog T-banen hjem, og så måtte vi standse på Hasle station fordi en mand gik i gulvet i midtergangen. Han sprællede med arme og ben, epilepsi sandsynligvis, jeg havde ikke set sådan et anfald før. Hans hoved slog mod gulvet, og de fleste i vognen var så trætte at de ikke vidste hvad de skulle gøre og ikke ville trækkes ud af den søvnige boble de befandt sig i, og derfor blev de stående stille og forlegne, og det blev mig der måtte hale mig ud af min egen boble til det grelle liv og give ordre om at holde ham fast så han ikke slog sig halvt fordærvet på stænger eller døre. Det var mig der løb op gennem vognen til togføreren for at give besked, fordi jeg var kommunist eller spejder, en af delene, men det gik godt alt sammen til sidst, og jeg kom ud af vognen ved den blå station og gik videre op ad skråningen og ud ad dørene med et drejende luftigt hjul som en vindmølle i hovedet. Det var morgen, og der var en skarphed i luften jeg ikke var vant til, et konstant og fiktivt lys mod øjnene. Jeg begyndte at misse med øjnene og brugte solbriller i al slags vejr, jeg havde et sår i halsen der ikke groede sammen, en nøgen plet, som en luftvejsinfektion.
Dørene til stationen slog i bag min ryg, og der kom Elly pludselig gående op ad Grenseveien fra Carl Berners Plass i lys frakke, en blå lædertaske over skulderen, en cigaret mellem fingrene. Vi kolliderede næsten. Hun standsede, og jeg standsede, og der var ikke mere end en meter mellem os. Jeg blev genert ved at se hende i andet tøj end det blå arbejdsforklæde, hun så fremmed ud og var kvinde på en svær måde. Jeg kunne mærke jeg rødmede, og hun sagde:
– Hej, Arvid. Står du der og tager dig ud?
Jeg kunne mærke duften af hendes parfume blande sig med vinterluften og blive hængende der, og parfumen var nok i den tungere ende, men fik i hvert fald det til at ske i mit mellemgulv som vel er hele pointen med parfume.
– Nja, jeg er vel egentlig på vej hjem for at sove, jeg har været på dobbeltskift, i går aftes og i nat. Jeg havde lyst til at fortælle om manden der gik omkuld i vognen og lå og sprællede, men jeg havde ikke den nødvendige energi.
– Så er du vel tummelumsk i hovedet, sagde hun, og det sagde jeg at jeg var, og så sagde jeg:
– Men du tager vel ikke toget fra Carl Berner, gør du?
– Jeg er ved at flytte, sagde hun, – det er derfor jeg er lidt sent på den. Ham jeg boede sammen med før, skal vi ikke tale om, den forbandede idiot. Jeg har fået mig en lejlighed næsten nede ved Munchmuseet, lige over for Tøyenparken, så jeg kunne vel også være gået til Tøyen station. Du kan jo komme på besøg, nu vi bor så tæt på hinanden, sagde hun, – vi kunne hygge os sammen. Hun smilede.
– Ja, bestemt, det kunne være hyggeligt, sagde jeg, og jeg vidste ikke om jeg kunne besøge hende, jeg troede det ikke, men hun sagde adressen højt.
– Det husker jeg aldrig, sagde jeg.
– Nej, men vent lidt så, sagde hun og ledte i den blå taske og fandt en brugt konvolut og en pen, og hun var jo næsten fyrre år og jeg kun lige fyldt tyve.
– Vend dig om, sagde hun og smilede, – og læn dig lidt forover. Jeg vendte mig om og lænede mig forover, og så skrev hun sin adresse meget langsomt på konvolutten mod min ryg, og jeg mærkede parfumen endnu kraftigere, og hendes hænder mod min ryg gjorde ømheden i halsen endnu tydeligere, og den var også blød, måden hun rørte mig på, og det føltes som om jeg var på grådens rand. Men det var jeg ikke, og Elly stak konvolutten med gade og nummer ned i min jakkelomme, stadig langsomt, stadig stående bag mig, lænet ind over mig, og gav mig et kram den vej, bagfra, og jeg kunne mærke hendes mund mod mit øre og duften af parfumen og hendes krop hele vejen ned i den lyse fremmede frakke, og mit hoved blev fyldt med formløse, vilde tanker.
Jeg kom hjem og ud i køkkenet og tog noget juice fra køleskabet, og mens jeg lænede mig op ad køkkenbordet, drak jeg et stort glas og gik ind i stuen og trak sengetøjet ud fra sofaryggen og lagde mig under dynen og blev liggende og stirrede op i loftet. Jeg prøvede at samle alt hvad jeg havde i hovedet til en lige streg.
Jeg sov til langt ud på eftermiddagen og lå stadig på sovesofaen da hun kom op fra skolen med sporvognen. Hun låste sig ind, og jeg hørte hende tage overtøjet af i gangen. Mit tøj hang der jo, så hun vidste jeg var hjemme, men hun gik bare videre ud i køkkenet som en voksen kvinde med faste vaner efter mange år i samme bolig og fyldte kedlen med vand og satte den på komfuret. Jeg hørte dråberne hvæse mod pladen. Hun drak altid te når hun kom, og kastede ikke længere op om morgenen og tog kun hjem et par gange om ugen. Måske var det her hjemme nu. Så tog hun bøgerne op af rygsækken og lagde dem på spisebordet derude og blev siddende en time eller mere med lektier, og jeg lå i en forventningsfuld døs i stuen, og så kom hun ind og lagde sig ind til mig under dynen, og bagefter sad vi på sovesofaen med dynerne om os som vi plejede, og det var stadig aften, det var tidligt mørkt som det var i december, men ikke helt mørkt.
Jeg røg en cigaret, og gløden lyste, og den gråhvide røg snoede sig kun akkurat synlig over vores hoveder og fulgte med trækken langs væggen og ud gennem vinduet der stod åbent mod Finnmarkgata. Derude kom trafikken stadig susende i begge retninger, og billygterne blinkede i det dobbelte glas og svingede over Mao og videre helt ind til sofaen. Ved krydset skiftede trafiklyset fra grønt over gult til det seje røde og tilbage igen. Vi var varme og svedige og helt sikkert blanke i huden, og jeg tænkte ofte at hvis nogen så os som vi sad på den måde, ville de have set noget som de aldrig kunne få, som manglede i deres liv, og så ville det være som en pæl i kødet.
Jeg gav hende cigaretten, men hun tog ikke imod den. Jeg vendte mig mod hende. Hun så ned i dynen.
– Hej, sagde jeg.
– Hej, sagde hun.
– Er der noget galt, sagde jeg.
– Nej.
– Er du sikker.
– Du var anderledes denne gang, sagde hun.
– Hvordan anderledes, sagde jeg.
– Jeg ved det ikke. Bare anderledes.
– Var det ikke godt, havde du det ikke godt.
– Jo, sagde hun.
– Så er det vel okay.
– Ja, sagde hun og bed sig i læben og så ned i dynen og græd stille. Hun havde måske grædt siden vi var i seng sammen, og så havde jeg ikke hørt det og havde ikke set det. Jeg lagde armen om skulderen på hende og trak hende ind til mig.
– Men der er jo bare dig og mig, sagde jeg, – bare dig og mig, og vi gør ting som ingen andre ved noget om, og de vil så gerne vide hvad vi gør, og så bliver de kede af det, for de længes efter at have det sådan som vi har det, men det kan de ikke. De ved jo ingenting. Kun du og jeg kan have det sådan, og jeg klemte hende hårdt, og hendes arme hang ned langs siderne. Hun lagde dem ikke om mine skuldre og lagde ikke hænderne nogen af de steder hun plejede at lægge dem. Hun græd og sagde:
– Men det føltes ikke sådan. Det føltes som om alle kunne se hvad vi gjorde. At det ikke kun var os to.
Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige. Jeg slap hende og tog de sidste sug af cigaretten og lænede mig over og skoddede den i askebægret mellem bogstablerne på bordet. Jeg strøg hende over ryggen.
– Var du hjemme i aftes, sagde jeg. Jeg vidste hun havde været hjemme.
– Ja, sagde hun.
– Var det slemt?
– Ja, det var det.
– Måske er du bare træt, sagde jeg, – du kan jo sove lidt, selvom det ikke er så sent, det gør vel ikke noget. Har du lektier for?
– Jeg læste dem da jeg kom. Jeg har kun lidt tilbage, og dem kan jeg læse bag Deichman i morgen. Det er heller ikke så koldt.
– Der kan du se. Så kan du jo bare sove.
– Jeg er lidt træt.
– Jeg kan ligge her ved siden af dig. Jeg skal ikke til møde eller noget.
– Det var fint, sagde hun, og vi lagde os ned, og jeg trak dynen over hende og holdt om hende til hun faldt i søvn, og så stod jeg op og gik nøgen ud i køkkenet og satte mig ved bordet og rullede en ny cigaret. Jeg frøs henne ved vinduet og tændte cigaretten med en tændstik jeg kun lige kunne holde. Jeg forstod ikke hvordan hun kunne mærke det, at jeg havde tænkt på en anden.