Vi stod hånd i hånd på trappen. Det var en feriehytte. Jeg havde været der én gang før, men dengang var det sommer og skyggerne faldt ikke lige så langt som de gjorde nu. Vi var rejst herud for at være alene. Det var bidende koldt. Værtinden kom rundt om hovedbygningen, op ad skråningen fra vandet i blå dynejakke, med en spand i den ene hånd, der var fisk i den, aborrer antagelig, men jeg havde ikke fisket siden jeg var dreng, og huskede ikke noget om fisk. Værtinden så mig i ansigtet og videre på hende ved siden af mig og så at hun var meget ung og så tilbage på mig. Hun sagde:
– Er det jer der skal leje?
– Ja, sagde jeg.
– Jeg ventede jer ikke før i morgen?
– Det var i dag, sagde jeg.
– Var det, sagde hun.
– Det var det vistnok, sagde jeg.
– Ja, så var det vel det, sagde hun. – Det spiller for så vidt ingen rolle, der er ikke andre her for tiden end jer to, der er tomt overalt, så I kan jo bare tage den hytte I helst vil have.
Jeg vidste nøjagtig hvilken hytte jeg ville have. Jeg gav hende nummeret. Hun åbnede døren, satte spanden fra sig i entréen og tog nøglen fra en tavle jeg kunne se på væggen, med små kroge i flere rækker, et nummer til hver krog identisk med nummeret på den plasticbrik der var sat fast i nøgleringen.
– Der er brænde i en stabel bag hytten. Tag så meget I vil, og er der noget I har brug for, så sig bare til.
– Det skal vi nok, sagde jeg, – men jeg tror vi klarer os.
– Jeg kører til butikken i morgen tidlig, hvis der er noget I vil have med, sagde hun, og så sagde vi begge to tak, og i så fald ville vi komme op.
Vi gik ned ad trappestenen og over pladsen foran huset hvor kiosken var lukket til venstre og vg-vimplerne på begge sider af lugen taget ind, og forbi en traktor med presenning over og videre hen ad en sti langs flere hytter der lå lidt hulter til bulter mellem træerne og ned til den sidste rødmalede hytte ved søen. Fundamentet stod på det nøgne fjeld, og var højt i den side der vendte ud mod vandet og lavt på den modsatte side med svalegangen og døren ind fra stien. Fra vinduerne var der udsigt over bugten til fjeldet på den anden bred, hvor fyrretræerne stod høje og søjleagtige helt ned til vandspejlet. Helt inderst i bugten var der en købmand om sommeren, når der var mange gæster. De kunne ro dertil fra alle sider af søen, og så lå bådene side om side på en lang række, et festligt syn, sagde en dame til mig da jeg var her sidst, men butikken var jo lukket nu.
Nogle timer før havde vi taget bussen fra Ankerløkka, en fin plads ved Akerselva i Oslo, fuld af høje huse med studenterboliger i dag, men som dengang var busstation, lige over for Jacob kirke, bygget af røde sten som de fleste andre kirker i Oslo. Den var pæn at se på som den stod bag de nøgne løvtræer der strakte sig som en allé langs vejen mod Eventyrbrua og elven.
Vi stod på bussen der, ved Ankerløkka, og satte os bagerst, og kort efter svingede den roligt ud i Storgata nøjagtig efter køreplanen, og buschaufføren var som han er i sangen, i godt humør. Og vi kørte gennem den østlige del af byen, gennem Grønland og Gamlebyen og videre mod syd ad Mosseveien, og vi kørte op ad bakkerne ved Ljan station eller op ad Herregårdsveien, eller op ad en tredje vej, jeg kan i så fald ikke huske hvilken, men helt sikkert ned mod Hauketo lige efter, uden alle boligblokkene dengang, uden rækkehusene, men mere som det var på landet, mere som det var i skoven. Dieselmotoren fik bussens skrog til at vibrere når det gik opad og sendte ilende dirrende bølger gennem kroppen op ad lårene til maven, og det var en næsten erotisk følelse, og hun holdt sig med begge hænder på maven helt nede og sagde:
– Mere, mere, jeg vil have mere, og stillede op med et nydende smil om munden i en lang, løs streg og kneb øjnene sammen. Men så fjernede hun hænderne og lo genert.
Og vi sang Folkets Befrielseshærs sang helt lavt for os selv. Vi sang:
Hver soldat i folkets store hær,
husk hvor vigtig disciplinen er.
Vi har tre hovedbud,
vi har otte regler som er loven
for en revolutionær
og så videre, og kun et par af de andre i bussen vendte sig om. Vi lo lidt af dem, og vi lo også af sangen, det var vi jo nødt til når vi sad i en bus på vej gennem skoven i et land der hed Norge, hvor kampen mellem klasserne helt oplagt foregik hver eneste dag, men ikke særlig tydeligt for de fleste, ikke særlig heftigt. Under alle omstændigheder havde sangen en fin rytme, det var jo en march, og vi bankede takten mod sæderne foran mens vi sang.
Den røde, næsten bordeauxfarvede bus med de lyseblå felter langs vinduerne kørte videre uden hastværk mod krydset ved vejkroen hvor Hauketo station lå ned til højre og skiltet mod Enebakk pegede til venstre. Og det var mod Enebakk vi drejede fra, og alt var som det var sidst, hvert sving af vejen, alle stoppestederne med træboder og rustne skilte, alle kioskerne der var lukket nu og stod tydeligt i deres nedslidthed mod den gennemsigtige skov bagved, fyldt til randen af tomhed og tid som kom og blev væk igen, uden Kvikklunsj på hylderne, uden Melkesjokolade fra Freia Chokoladefabrik, uden cigaretpakker i farverige rækker: Winston, South State, Blue Master og Tiedemanns Teddy, og ikke et eneste mærke var med filter.
Vejret var lige slået om fra sjap og regn, der var vinter i luften, kold luft, klar luft, men i bussen var der varmt mellem sæderne. Vi var kun ti passagerer eller færre om bord, selvom bussen var den eneste den dag på den tid af året. Ingen fra fjerdestanden, ingen fra arbejderklassen skulle ud til feriehytterne ved vandet her i november, ikke Spikerverkets ansatte, ikke én familie fra Stein- og Jordarbeidernes fagforening for at feriere ved bredden af den fine sø Lysern, for at fiske i en af bugterne, for at ligge på ryggen over tofterne i en af robådene med årebladene i vejret og Arbeiderbladet i hænderne, eller for intet andet end at stirre op i det blå efter endnu et år med akkord og dobbeltskift i kroppen.
De andre i bussen boede fast langs hovedvejen, så det var kun os to der skulle helt ud til feriehytterne. Vi sad på bagsædet og så ud gennem vinduerne hvordan det frostkolde, glitrende støv hvirvlede op i slipstrømmen fra bussen, eller i kølvandet, som efter en båd. Der blev det i hvert fald hængende som gule gardiner på tværs af den snoede vej og blev trukket til side af vinden og dalede efter hvert sving og drev ind mellem træerne og forsvandt.
– Glæder du dig, sagde hun.
– Ja, sagde jeg.
– Det gør jeg, sagde hun.
Om efteråret og vinteren stoppede bussen i krydset ved hovedvejen, Riksvei 120, og kørte ikke helt ind, det var en overraskelse, så blev vi nødt til at gå. Og vi gik. Grusvejen var hård som beton i de friske minusgrader og stubmarkerne dækket af meliskold rim. Så hårdt var det øverste lag af vejen frosset til at det sang under støvlerne for hvert skridt vi tog, ligesom taktfaste slag på en spansk guitar, og der gik en time før vi var fremme.
I hovedbygningen var der stille da vi kom over pladsen, der var stille i den kolde luft på stentrappen hvor vi stod og sendte vifter af frosttåge ud af munden, og næsten skumring var det allerede og et gennemsigtigt blåt lys over søen og et dæmpet gult lys omkring lampen på væggen over døren.
Vi bankede på døren og ringede forsigtigt med en bjælde af messing på højre side af trappestenen, og kort efter kom en dame i blå dynejakke rundt fra den anden side af huset, op ad stien fra vandet med en spand i hånden.
Jeg låste døren op og lod hende komme ind og smed tasken foran døren og gik rundt og om bagved hytten for at hente brænde fra brændestablen og gik tilbage med armene fulde helt op til hagen, men da jeg kom ind, var der allerede ild i ovnen. Der lå brændestykker i en kurv i en krog. Jeg mærkede efter om jeg syntes det var dumt at det var hende der havde fået gang i ovnen i stedet for mig. Men det gjorde jeg ikke.
– Det der kan du, sagde jeg.
– Spejderne, sagde hun. – Jeg holdt op for to år siden. Én gang spejder, altid spejder, sagde hun og sang: Kære far i høje himmel, hør mit hjertes stille bøn, lad det brænde vældig længe, lad det varme endnu længere, så vi som knæler her på gulvet, får det dejligt under dynen. Og hun rødmede som hun altid gjorde, men jeg syntes hun var sjov. Hun var sjovere end jeg var.
Vi sov længe næste morgen. Da jeg vågnede var lyset så godt på vej, og der var dis og hvid tynd is på vandet på den anden side af bugten som havde nogen hældt den ud af en kande med skummetmælk og ladet den stivne der. Jeg så på uret og tog bukserne på og sweateren over hovedet og trak døren helt stille til på vej ud og gik op til hovedhuset. Vi havde for få cigaretter, jeg kom i tanke om det i samme øjeblik jeg vågnede.
Det var koldt som bare fanden op ad stien til huset, og da jeg var forbi traktoren så jeg hendes Ford holde foran kiosken og småryste i kulden med bilos i hvide stød ud af udstødningsrøret. Hun skrabede is af vinduerne på den modsatte side af bilen. Jeg gik rundt om den og sagde:
– Fy for fanden, hvor er det koldt, og hun nikkede og smilede og skrabede bare videre, og jeg ventede og trippede lige ved hende med bare fødder i de åbne støvler. Så blev hun omsider færdig og smed den blåplasticskraber ind på passagersædet foran.
– Vi glemte ekstra tobak, sagde jeg. – Gider du? Jeg fumlede med stive fingre i lommen og fik en pakke op for at vise hende hvilket mærke jeg ville have, hvis hun nu ikke havde forstand på tobak.
– Det skal jeg nok, sagde hun, og jeg gav hende hvad hun skulle have af penge, og hun så på mig og sagde: – Fryser du ikke med kun den der? Og det gjorde jeg jo. Sweateren jeg havde på, var den første hende der sov nede i hytten havde fået strikket færdig, og min hud kunne tydeligt ses gennem de grove masker. Jeg ved ikke, jeg syntes værtinden så lovlig grundigt på mig, lovlig længe, før hun omsider satte sig ind i bilen og kørte over pladsen foran huset op ad grusvejen mod Riksvei 120 og butikken.
Jeg vendte mig om og gik tilbage ned ad stien til hytten.
Da jeg kom ind gned jeg hænderne hårdt mod hinanden, og ørerne gned jeg så hårdt at det sved. Jeg gik hen til ovnen og åbnede ovndøren på vid gab og lagde brændestykker ind i kammeret så det derinde så ud som Stonehenge ser ud, og puffede sammenfoldede sider af årgamle vg ind i åbningen mellem brændestykkerne.
Jeg satte en tændstik til papiret og lod det brænde næsten helt ned og lavede samme øvelse to gange til og lod ovndøren stå på klem, og så var det nok. Træet var så tørt som det kunne være, og flammerne slikkede op ad indersiden af brændestykkerne. Så lukkede jeg helt, og det begyndte at buldre. Jeg hørte at hun vendte sig i sengen, og kunne mærke i ryggen at hun så på mig. Hun sagde:
– Hej, du knægt, kom her og læg dig igen.
– Jeg kommer, sagde jeg og tog sweateren af og bukserne og lagde mig ned ved siden af hende under dynen.
– Fy for fanden, hvor er du kold, sagde hun. – For helvede hvor er du kold, sagde hun og begyndte at gnide mig hårdt over hele kroppen, og så gik det jo som det måtte gå, og så lå vi der som vi altid gjorde, skulder ved skulder, hånd i hånd, og varmen sivede ind i min krop fra hendes krop, og jeg vidste ikke hvad jeg havde lavet i hele mit liv før jeg mødte hende, hvor jeg hentede varmen fra.
– Skal vi ud og ro, når vi har spist?
– Der er is på vandet, sagde jeg.
– Men isen er måske ikke så tyk?
– Nej, det er kun en tynd hinde.
– Så kan det vel blive sjovt, sagde hun, og det var jeg enig i.
– Men først vil jeg bare ligge her lidt, sagde jeg og lukkede øjnene, pressede mig ind til hende og sagde: – Jeg gik op for at bestille mere tobak. Det glemte vi jo. Vi har kun en pakke, og det er for lidt. Jeg nåede lige hende værtinden før hun kørte. Jeg åbnede øjnene. – Hold kæft, hvor hun stirrede længe på mig, før hun satte sig ind i bilen, sagde jeg.
– Hun syntes sikkert du var pæn i den sweater.
– Tror du det?
– Det er da klart. Hun kunne se tværs igennem maskerne.
Jeg lo. – Gør det noget, synes du, at hun gjorde det?
– Nej, da. Det betyder jo bare at hun og jeg ser ens på noget. Det er der vel ikke noget galt i. Hun har ikke noget med os at gøre.
Jeg lukkede øjnene igen og kunne godt lide det svar jeg fik, som var det svar jeg ønskede mig. Jeg hørte ovnens buldren, der blev varmt i hytten med den søde duft af birkebrænde omkring os, og tømmervæggene duftede som noget jeg altid havde kendt til og altid havde kunnet lide.
Vi skulle kun være der det ene døgn og så rejse hjem igen fra stoppestedet ved Riksvei 120 lidt senere samme eftermiddag, og jeg tænkte at det egentlig var for lidt, vi skulle have noget ud af dagen, tænkte jeg, og så faldt jeg i søvn, og vi sov begge, og vi vågnede og faldt i søvn igen. Til sidst var vi helt vågne og klædte os på og spiste morgenmad og var stadigvæk døsige i hovedet og gik ud og ned til vandet og vendte robåden på ret køl og fandt årerne i lyngen under båden og trak den sammen ned over klippen til vandet og skubbede den næsten helt ud. Vi skubbede årerne om bord og stak en fiskestang ind under tofterne. Det var hendes fiskestang. Det knasede i den sprøde tynde is. Jeg tog et forsigtigt skridt over i båden og satte mig i midten med ryggen til forstavnen og lagde årerne i åregaflerne, og så kom hun lige efter mig og satte sig først knævendt på bagerste tofte så hun kunne skubbe os fra land, og bagefter kom hun retvendt tilbage med ansigtet mod mit ansigt. Hun smilede.
– Du må godt ro, sagde hun.
– Ville du gerne? Jeg glemte vist at spørge, sagde jeg.
– Det gør ikke noget. Jeg kan sidde her og se dig slide i det. Ro du bare.
Hun var sandsynligvis god til at ro. Kano var min specialitet. Indianer. Robåd var cowboy.
– Jeg er jo mand, sagde jeg og lo.
– Det er du i hvert fald, sagde hun og så på mig med smalle, næsten drømmende øjne.
For hvert tag knasede årebladene gennem den sprøde is og lavede takkede huller på hver side af den bredere kølvandsstribe efter båden. Det lød som modstand, som Fram eller Gjøa på vej ind i polarisen, dunk, dunk, men det var det jo ikke. Det gik lige så let som ellers.
– Det her er sjovt, sagde hun. – En fin lyd, ikke? Er det hårdt?
– Nej, sagde jeg, – det er lige så let som ellers.
Hun var iført to uldundertrøjer med en islandsk sweater udenpå og et lille tørklæde om halsen og en skindhue på hovedet, sådan en som fiskerne bruger i Nordnorge, i Lofoten, og vanter på hænderne. Hun var godt polstret og rød i kinderne. Jeg havde tre ternede skjorter af flonel på som jeg havde arvet efter min far, lag på lag, røde og blå, og gode at have på, og sweateren hun havde strikket uden på dem og så en jakke og vanter. Ikke hue. Det var umandigt, og jeg frøs lidt om ørerne, men ikke mere end at jeg kunne holde det ud.
– Skal vi fiske nu, sagde hun.
– Det kan vi godt. Men så mådu svinge stangen, jeg har nok med årerne.
– Det gør jeg gerne.
Hun tog vanterne af og tog stangen ud under tofterne, glasfiber, flaskegrøn, og svingede den op og løsnede blinket og holdt tommelfingeren let mod låsen, og med et hurtigt, næsten usynligt kast sendte hun blinket af sted. Det her kunne hun, det var helt tydeligt, og blinket slog hul i isen med et svagt plop et godt stykke ude på vandet.
Båden var en jolle af plastic og lå alt for let på vandet efter min smag og fik ikke den tyngde og den fart den kunne have haft da jeg omsider kom ind i en rytme jeg mente var rigtig, men ikke som en træbåds. Så jeg kæmpede for at holde den rette linje, og svedig blev jeg, og det irriterede mig, det kunne jeg ikke benægte. Jeg så hendes ansigt blusse i den kolde luft og det ivrige blik langs den blanke snøre og det hvidskurede vand, og langs bredderne drev disen stadig mellem træerne og skabte dem om til mystiske figurer fra en hedensk fortid. Der lå et blegt strejf af rosa over de røde hytter langs bugten, og bag disen så vi at solen var på vej, og jeg tænkte, hvad er du irriteret over, det her er jo fint, det er så fint, du kunne ikke have haft det bedre, hvorfor må du ikke svede lidt.
– Herregud hvor jeg kæmper med den her båd, sagde jeg.
– Jeg ved det, sagde hun, – de er sådan, de der plasticbåde, de er egentlig for lette. Og så fik hun bid. Det gav et lille sæt i hende, og hun råbte: – Der har vi den! Åh, for fanden i helvede, nu har vi den lede karl. Den skal vi have! råbte hun, og jeg havde ikke hørt hende bande på den måde før, og jeg kunne lide det, det er sandt, jeg syntes det var spændende.
Hun lod fisken svømme lidt rundt før hun langsomt trak den ind og hejsede den forsigtigt over kanten.
– En aborre, sagde hun, – og ikke så lille heller.
– Til lykke, sagde jeg, og jeg mente det, og hun lænede sig frem og bøjede hovedet på en særlig måde, som Chaplin ville have gjort, eller Pinocchio i tegnefilmen med hovedet i en snor, med huen på sned, og den venstre hånd lagde hun mod højre bryst, og holdt stangen i en bue over hovedet og lod fisken dingle der.
– En lille fisk til Deres ære, min kære.
Jeg lo, og sammen fik vi aborren af krogen og lod den falde ned i bunden af båden hvor den lå og sprællede, og stakkels fisk, sagde hun, og jeg tog en kæp der lå der til samme brug og slog den temmelig hårdt i hovedet, og så sprællede den kun lidt, og så blev den rolig.
Jeg rettede ryggen. Jeg kunne mærke solen i ryggen. Disen smeltede. Isen smeltede. Hun var gylden i ansigtet, gylden i håret, og hun løftede ansigtet mod solen og lukkede øjnene i det stærke lys.
– Er jeg brun nu, sagde hun.
Jeg lo igen. – Dig og mig, sagde jeg. – Kun dig og mig.
– Har vi det ikke sjovt, sagde hun og smilede. Jeg lod årerne hvile. Vandet blev stille rundt om båden, og hytten lå stille oppe på skråningen der gik op fra bugten, og røgen steg stille op fra skorstenen, og det var ikke til at fatte at noget så fint kunne males i stykker og til sidst blive til ingenting.