Hansen var ikke vågen endnu, så der var kun os to på stranden der vendte mod vest og mod fastlandet. Der var omslag i vejret, og det var pludselig glitrende koldt, og lyset var godt på vej, der var minusgrader og helt blankt i luften som der nogle gang er om efteråret, som et forstørrelsesglas sænket ned fra himlen. Gennem glasset så vi byen blive tydelig derinde med en svag og rustrød stribe af hustage mod nord og mod syd, og i midten steg kirketårnet op. På dage uden dis var det muligt at se over havet fra bakkedraget bag byen og helt ud til stranden hvor vi stod nu.
Jeg kunne lige akkurat skimte toppen af den gamle kornsilo der var murgrå og massiv med logoet dlg malet med rødt på hvid bund svævende højt over havnen, men de bogstaver kunne vi ikke se herudefra. Siloen var tom nu, kun hule ekkoer og kubikmeter sorte som kul fra toppen og ned. Alt var i forandring, hele byen var. Der var flere gågader og butikker end før, der var flere pubber, der var flere færger der var fuldere af nordmænd, af fulde nordmænd og fulde svenskere.
Jeg vendte mig halvt om og så på hende. Luften var klar, og vinden skar os i ansigtet. Med venstre hånd holdt hun frakken tæt sammen i halsen, i højre holdt hun cigaretten i den hule hånd mellem vantefingre for at skærme den mod vinden, og vinden piskede hendes hår rundt og rundt i krøllede cirkler, og håret var stadig mørkt, men de grå striber var lettere at se end de var bare dagen før.
Jeg havde sømandsjakken på, og cigaretten holdt jeg mellem nøgne fingre. Mine ører var nok kridhvide nu, og fingrene blev langsomt men sikkert blå. Til sidst var de så kolde at jeg troede de ville sprække, og neglene værkede, og jeg orkede ikke mere og smed cigaretten halvrøget ned på det hårdtfrosne sand. Så stak jeg hænderne i jakkelommerne, og derinde knyttede jeg dem hårdt og åbnede dem mange gange. Den højre hånd havde det meget bedre nu. Måske fordi den var følelsesløs. Den hævede kind brændte i kulden.
– Har du ikke noget varmt at have på hænderne?
– Nej, sagde jeg.
– Du er et rodehoved, sagde hun og puffede lidt til min skulder med sin skulder. Jeg blev så glad. – Det har du altid været, sagde hun.
– Det ved jeg, sagde jeg. – Det har jeg været fra jeg var lille.
– Jeg har desværre ikke nogen du kan låne. Jeg har kun ét par vanter med.
– Det er helt i orden. Jeg varmer dem i lommerne.
– Men så kan du ikke ryge din cigaret.
– Mor, jeg behøver ikke at ryge hele tiden.
– Nej, det er klart. Man burde jo egentlig holde op. Jeg burde. Og så blev hun stille og så bare lige frem for sig, og så sagde hun: – Herregud, det giver jo ingen mening nu. At holde op med at ryge.
Jeg burde have sagt noget godt lige på det tidspunkt, men jeg vidste ikke hvad det var rigtigt at sige, om der var noget rigtigt, jeg troede det ikke, og dem der sagde at det var der, de havde ikke forstand på det. Så jeg sagde det første der faldt mig ind.
– Er du bange, sagde jeg.
– For hvad, sagde hun og vendte sig brat om og så mig i øjnene for første gang siden vi gik herned. Jeg kunne mærke rødmen komme og bøjede mig lidt frem og stirrede ned i jorden.
– Tror du jeg er bange for at dø, sagde hun.
– Det ved jeg ikke, sagde jeg. – Er du det?
– Nej, sagde hun, – jeg er ikke bange for at dø. Men jeg vil fandeme ikke dø nu. Hun vendte sig om mod vandet igen og løftede cigaretten og tog et ordentligt sug og stirrede ind mod kysten over de lave bølger og pustede hårdt ud igen.
Det var sandt, hun var ikke bange for noget jeg kunne komme i tanke om, men jeg vidste der var nogle få ting hun gerne ville se før hun døde, være med til først, det ville alle vel, men hun ville se Sovjetunionen omsider kollapse, nu da Muren var faldet; at få lov til at være med til det der kom efter, at se Gorbatjov triumfere eller trække sig tilbage og sige at det hele var gået for vidt, hvilket ikke var usandsynligt, men under alle omstændigheder var det bittert hvis hun ikke nåede at opleve det, og jeg ville jo også gerne se det selv, og det fik jeg vel også lov til, men når det handlede om døden, var jeg bange. Ikke for at være død, det kunne jeg ikke begribe, det var at være ingenting og derfor ubegribeligt for mig og ikke noget at være bange for, men netop det at dø, det kunne jeg begribe, lige præcis det sekund hvor du helt sikkert ved at lige nu kommer det øjeblik du altid har frygtet, hvor du pludselig forstår at alle muligheder for at være den du egentlig ville være, er ovre og forbi, og at den du var, er den de andre vil huske. Så ville dét føles som en langsom stramning om halsen, og ikke en dør som nogen åbner og lys strømmer ud, og en kvinde eller mand du altid har kendt og altid har kunnet lide, måske altid har elsket, stikker sit hoved frem og vinker dig stille ind til en hvile derinde bag døren så mild og så fin fra evighed til evighed.
– Skal vi gå op, sagde jeg.
– Jeg vil stå her lidt endnu. Gå du bare op først, sagde hun, – så kommer jeg efter.
– Er du sikker, sagde jeg.
– Ja, selvfølgelig er jeg sikker, sagde hun, men jeg syntes det var forkert af mig at gå, så jeg blev stående, og hun sagde:
– Jamen, se nu at komme af sted. Og så måtte jeg jo gå.
– Javel, sagde jeg.
Jeg vendte om og gik op mod havnen og hotellet med vinden i ryggen. Et stykke henne ad stien gennem sandet standsede jeg og vendte mig om og så hende stå med ansigtet vendt mod byen over vandet, og så forlod jeg stien og drejede til venstre mellem klitterne, som vel knap kunne kaldes for klitter, selvom det var det jeg kaldte dem. Jeg kaldte dem klitter da jeg var lille. Men de var snarere store aflange bunker af sand og marehalm som holdt sandet fast i et ubegribelig sammenfiltret net, og der var læ på bagsiden af den største bunke, så vinden kom ikke susende her som den gjorde på stranden, og det føltes ikke lige så koldt. Jeg løftede hænderne op til ørerne og gned dem forsigtigt.
Jeg satte mig ned med klitten i ryggen. Jeg lod hovedet synke ned i jakken før jeg trak hænderne så langt som muligt op i ærmerne og lagde armene over kors over brystet og lænede mig mod mine knæ.
Efter et stykke tid rullede jeg rundt og kravlede på knæ og albuer hen for enden af klitten, og der kiggede jeg ned mod stranden. Hun stod stadigvæk med ryggen til. Det blæste lidt kraftigere nu, og vinden piskede skum fra den ene bølgetop til den anden. Der var stil over det. Jeg trak mig tilbage og sad ligesom før. Jeg stirrede ned i sandet. Der var der ikke meget at se på. Jeg er syvogtredive år, tænkte jeg. Muren er faldet. Og her sidder jeg.
Efter det jeg håbede var et kvarter eller mere gjorde jeg det samme igen, rullede rundt og krabbede hen til enden af klitten og kiggede ned mod stranden. Nu lå hun på knæ. Det så mærkeligt ud.
Jeg blev liggende på den måde i flere minutter for at se om hun rejste sig op, men det gjorde hun ikke. Jeg ålede mig tilbage og lænede mig op ad klitten og kneb øjnene sammen og prøvede at koncentrere mig. Der var noget jeg ledte efter der var meget vigtigt, en helt særlig ting, men uanset hvor meget jeg tog mig sammen, pressede øjnene sammen, kunne jeg ikke komme i tanke om hvad det var. Jeg trak nogle strå op fra marehalmen og stak dem i munden og tyggede på dem. De var hårde og skar mig i tungen, og så tog jeg nogle flere strå, næsten en håndfuld, og puttede dem i munden og tyggede dem grundigt mens jeg sad og ventede på at min mor skulle rejse sig op og komme.