2

HVEM ER JEG?

24. marts 1897

Jeg føler en vis forlegenhed ved at sætte mig til at skrive og således nærmest krænge min sjæl ud, på ordre fra – nej, det ved gud! Lad os sige på opfordring af – en tysk jøde (eller østrigsk, men det kan være det samme). Hvem er jeg? Måske er jeg bedre tjent med at danne mig et overblik over mine lidenskaber end over mit levnedsforløb. Hvem elsker jeg? Jeg kan ikke komme i tanker om noget elsket ansigt. Jeg elsker wgod mad, så meget ved jeg: Bare jeg udtaler navnet La Tour d’Argent, går der ligesom en skælven gennem hele min krop. Er det kærlighed?

Hvem hader jeg? Jøderne, lyder min første indskydelse, men alene det faktum, at jeg så ydmygt føjer den østrigske (eller tyske) læge, viser jo, at jeg ikke har noget imod de fordømte jøder.

Det eneste, jeg ved om jøderne, er det, farfar lærte mig: – De er det gudløse folk par excellence, sagde han. De lever ud fra den overbevisning, at det gode skal realiseres her, og ikke hinsides døden. Derfor er formålet med deres virke udelukkende at erobre denne verden.

Deres spøgelse kastede en skygge over mine barndomsår. Farfar beskrev for mig disse evigt vagtsomme øjne, der er så falske, at man må blegne, disse sleske smil, disse hyæneagtige læber, som er trukket op over de blottede tænderne, disse plagsomme, sygelige og brutale blikke, næsen, der ligner næbet på en eksotisk fugl ... Og blikket, åh, blikket ... Øjnene flakker hektisk rundt med pupiller af samme farve som branket brød og alle tegn på leversyge, fordærvet af atten århundreders had, med øjenkroge gennemfuret af tusind små rynker, som bliver dybere med alderen, og allerede som tyveårig er jøden indfalden som en gammel mand. Når han smiler, falder de opsvulmede øjenlåg halvt i, så øjnene forvandles til smalle sprækker, et tegn på snuhed, hævder nogle, men farfar mente snarere, det var liderlighed ... Og da jeg var stor nok til at forstå, indprentede han mig, at ikke alene er jøden forfængelig som en spanier, uvidende som en kroat, begærlig som en levantiner, utaknemmelig som en malteser, uforskammet som en sigøjner, snavset som en englænder, slesk som en kalmuk, despotisk som en preusser og bagtalerisk som indbyggerne i Asti – han er også en uforbederlig horebuk. Det skyldes omskæringen, som gør jøder mere erektile, med et grotesk misforhold mellem kroppens dværgvækst og det vældige omfang af denne foldede og halvt vanskabte udvækst mellem deres ben.

Jeg selv havde i årevis mareridt om jøder hver eneste nat.

Til alt held har jeg aldrig selv truffet nogen, bortset fra den lille gadetøs i Torinos ghetto, da jeg var dreng (men hende vekslede jeg kun et par ord med), og den østrigske (eller tyske, det kan være det samme) læge.

Tyskere har jeg til gengæld truffet, og jeg har endda arbejdet for dem. En laverestående del af menneskeheden kan man næppe forestille sig. En tysker producerer gennemsnitlig dobbelt så meget afføring som en franskmand. Denne fordøjelsesmæssige hyperaktivitet sker på bekostning af hjerneaktiviteten og vidner om deres fysiologiske underlegenhed. På folkevandringstiden spredte de germanske horder ufattelige mængder af fækalier på deres vej. Men selv i de senere århundreder kunne en rejsende franskmand ud fra den abnorme størrelse af de ekskrementer, der lå i vejkanten, straks overtyde sig om, at han havde krydset grænsen til Alsace. Og som om det ikke var nok, er tyskeren typisk kendetegnet ved bromidrose eller ildelugtende svedsekretion, og man har bevist, at en tyskers urin består af tyve procent kvælstof, mens det for andre racers vedkommende kun er femten.

Tyskeren lever i en konstant tilstand af mavebesvær, der skyldes hans umådeholdne indtag af øl og de pølser af svinekød, som han fylder sig med. Jeg så dem en aften, på min eneste rejse til München, i en af disse haller, der nærmest er verdslige katedraler, tilrøgede som en engelsk havn, stinkende af svinefedt og flæsk. De sad ligefrem parvis, mand og kvinde, med et fast greb om disse ølkrus, der alene kunne slukke tørsten på en flok elefanter, næse mod næse i en dyrisk parringsleg, som to hunde, der snuser til hinanden, med deres larmende og uskønne latterudbrud, deres plumpe og gutturale gemytlighed, bestandig skinnende af fedt, som er smurt ud over deres ansigter og kroppe som olien på atleterne i et af oldtidens cirkus.

De tager munden fuld af deres Geist, som betyder ånd, men det eneste spirituelle ved dem er det øl, der fordummer dem lige fra ungdomsårene og forklarer, hvorfor der hinsides Rhinen aldrig er blevet skabt noget kunstværk af interesse, bortset fra enkelte portrætmalerier af afskyelige fjæs og dræbende kedsommelige digte. For ikke at tale om deres musik: Jeg taler ikke om denne larmende og dystre Wagner, som i dag hensætter selv franskmændene i en tilstand af apati, men efter den smule at dømme, jeg har hørt, er denne Bachs kompositioner fuldkommen blottet for harmoni, kolde som en vinternat, og denne Beethovens symfonier er et orgie af vulgaritet.

De enorme mængder af øl, de sætter til livs, gør dem helt ude af stand til at ænse deres egen tarvelighed, men selve indbegrebet af denne tarvelighed er, at de slet ikke skammer sig over at være tyskere. De tog en forædt og liderlig munk som Luther alvorligt (kan man gifte sig med en nonne?) alene af den grund, at han ødelagde Bibelen ved at oversætte den til deres sprog. Hvem var det nu, der sagde, at de bare har indtaget for store mængder af de to store europæiske rusmidler, alkohol og kristendom?

De anser sig selv for at være inderlige, fordi deres sprog er vagt, det ejer ikke den franske tunges klarhed og kommer aldrig rigtig til sagen, med det resultat at ingen tysker nogensinde ved præcis, hvad det er, han vil sige – og forveksler denne uvished med inderlighed. Det er med tyskere som med kvinder, man kommer aldrig rigtig til bunds i dem. Dette udtryksløse sprog med dets verber, som den læsende spejder fortvivlet efter, fordi de aldrig er, hvor de burde være, tvang farfar mig ulykkeligvis til at lære som dreng, men det er i grunden ikke overraskende i betragtning af hans østrigske sindelag. Og således kom jeg til at hade dette sprog lige så meget som den jesuit, der bankede det ind i mig med små rap over fingrene med en lineal.

Lige siden denne Gobineau skrev om racernes indbyrdes ulighed, er det, som om det at kritisere et andet folk er ensbetydende med, at man anser sit eget for at være overlegent. Personlig er jeg ganske fordomsfri. Siden jeg blev fransk (hvilket jeg allerede var halvt, på mødrene side) har jeg indset, hvor dovne, bedrageriske, koleriske, skinsyge og grænseløst hovmodige mine nye landsmænd er, og det i en sådan grad, at de betragter enhver, der ikke er fransk, som en vildmand, og er helt uimodtagelige for kritik. Men jeg har også forstået, at hvis man vil have en franskmand til at tilstå, at hans eget slæng trods alt har visse mangler, skal der blot tales nedsættende om et andet folk. Altså noget i stil med »vi polakker har den og den brist«. Da de ikke vil stå tilbage for nogen, heller ikke hvad mangler angår, reagerer de prompte ved at sige »næ, her i Frankrig er vi skam meget værre«, og så giver de sig ellers til at bagtale franskmændene, indtil det går op for dem, at de er gået i en fælde.

De bryder sig ikke om deres medmennesker, heller ikke når de er dem til nytte. Ingen kan måle sig med en fransk værtshusholder i uforskammethed. Han ser ud til at hade kunderne (hvilket muligvis er sandt) og ønske dem hen, hvor peberet gror (hvilket er løgn, for franskmanden er umådelig grisk). Ils grognent toujours. Prøv bare at spørge dem om et eller andet: sais pas, mois, svarer de og rimper læberne sammen, som om de fjærtede.

De er ondskabsfulde og slår andre mennesker ihjel af ren og skær kedsomhed. Det er det eneste folk, hvis borgere i flere år var travlt beskæftiget med at hugge hovederne af hinanden, og de kan prise sig lykkelige over, at Napoleon fik deres vrede vendt mod andre folkeslag og fik dem til i række og geled at lægge Europa øde.

De er stolte af at have en stat, som, hævder de, er magtfuld, men de fordriver tiden med at forsøge at omstyrte den. Ingen kan måle sig med franskmændene, når det gælder at bygge barrikader ved enhver given lejlighed og hver eneste gang, vinden vender, og ofte ved de end ikke selv, hvorfor de gør det, men lader sig føre gennem gaderne af det værste rak. Franskmanden ved egentlig slet ikke, hvad han vil have, kun er han fuldstændig overtydet om, at han ikke vil have det, han har. Og den eneste måde, han kan udtrykke det på, er ved at skrive sange.

Og så tror de, at Gud og hvermand taler fransk. Tag nu det, der skete for nogle årtier siden med denne Lucas, en meget talentfuld mand. Han forfalskede tredive tusind historiske dokumenter på gammelt papir, som han skaffede sig ved at skære forsatsbladene ud af gamle bøger på Bibliotèque Nationale og efterligne de forskellige håndskrifter, om end ikke så godt, som jeg ville have gjort ... Han solgte jeg ved ikke hvor mange af dem for en formue til den tåbe til Chasles (en stor matematiker, siges det, og medlem af Videnskabernes Akademi, men manden er idiot). Og ikke kun han, men også mange af hans lærde kolleger, tog for gode varer, at Caligula, Kleopatra og Julius Cæsar havde udfærdiget deres breve på fransk, og at folk som Pascal, Newton og Galilei korresponderede på samme sprog, skønt ethvert barn ved, at de lærde i de århundreder kommunikerede med hinanden på latin. De franske videnskabsmænd anede simpelthen ikke, at andre folkeslag talte noget, der ikke var fransk. Desuden fremgik det af de forfalskede breve, at Pascal havde opdaget tyngdeloven tyve år før Newton, og det var nok til at forblænde disse opblæste nationalister fra Sorbonne.

Muligvis skyldes uvidenheden deres nærighed – den nationale last, som de selv regner for en dyd og forveksler med nøjsomhed. I intet andet land end dette har man formået at bygge en hel komedie op, som kredser om en gnier. For slet ikke at tale om Balzacs père Grandet.

Hvor nærige de er, ses tydeligt på deres støvede lejligheder, deres lasede tapeter, badekarrene, som går i arv gennem generationer, de faldefærdige vindeltrapper af træ, der tjener til nøje at udnytte den trange plads. Hvis man krydser en franskmand med en jøde (måske af tysk oprindelse), som man gør med planter, vil det resultere i det, vi har, nemlig Den Tredje Republik ...

Når jeg i det hele taget valgte at blive fransk, skyldes det, at jeg ikke kunne udholde at være italiener. Da jeg er piemonteser (af fødsel), følte jeg, at jeg blot var en karikatur af en galler, kun mere indsnævret. Med piemontesere forholder det sig sådan, at alt nyt skræmmer dem fra vid og sans, det uventede gør dem simpelthen rædselsslagne. Det krævede to ligurere, en fanatiker som Garibaldi og en ulykkesfugl som Mazzini, at drive dem helt ned til Kongeriget Begge Sicilier. For slet ikke at tale om det, jeg opdagede, da jeg blev sendt til Palermo (hvornår var det? Det må jeg forsøge at rekonstruere). Kun den indbildske nar til Dumas elskede disse folkefærd, måske fordi de sleskede mere for ham end franskmændene, som trods alt betragtede ham som en bastard. Han var populær blandt napolitanere og sicilianere, der jo selv er mulatter, ikke på grund af en letlevende mors fejltrin, men som følge af mange slægtleds historie. De nedstammer jo fra upålidelige levantinere, svedige arabere og degenererede østgotere og har arvet det værste efter hver af deres blandede forfædre: saracenernes sløvhed, Hohenstaufernes grusomhed, grækernes ineffektivitet og forkærlighed for at fortabe sig i spidsfindig og sofistisk snak. Man behøver bare kaste et blik på de napolitanske gadedrenge, som henrykker udlændige ved at proppe sig med spaghetti, som de stopper i munden med fingrene, mens de griser sig til med fordærvede tomater. Jeg har ikke selv set det, men jeg ved, at det forholder sig sådan.

Italieneren er upålidelig, løgnagtig, fej, forræderisk, han foretrækker dolken frem for sværdet og gift frem for lægemidler. Han er slesk i forhandlinger og kun konsekvent derved, at han ændrer standpunkt, hver gang vinden vender – jeg så selv, hvad der skete med de bourbonske generaler, så snart Garibaldis eventyrere og de piemontesiske generaler dukkede op.

Sagen er jo den, at italienerne har formet sig efter præsterne, den eneste rigtige regering, de nogensinde har haft, siden den perverse stodder til den sidste romerske kejser blev røvpulet af barbarerne, fordi kristendommen havde svækket det engang så stolte folk.

Præsterne ... Hvordan lærte jeg dem at kende? I farfars hus, tror jeg. Jeg husker dunkelt disse vigende blikke, de ødelagte tænder, den dårlige ånde og de svedige hænder, som forsøgte at kærtegne min nakke. Modbydeligt. De tilhører i kraft af deres uvirksomhed samme farlige del af menneskeheden som tyveknægte og vagabonder. Det eneste formål med at blive præst eller munk er at føre et liv i lediggang, og denne lediggang er kun mulig, fordi der er så mange af dem. Hvis præsterne udgjorde for eksempel en for hver tusind sjæle, ville de være så travlt beskæftiget, at de ikke kunne sidde mageligt henslængt og spise kapuner. Og blandt de allermest tarvelige præster vælger kirken de dummeste og udnævner dem til biskopper.

Man bliver belemret med dem straks efter fødslen, hvor de forretter dåben, og møder dem allerede igen i skolen, hvis ens forældre altså er så bigotte, at de overdrager ens uddannelse til dem. Så kommer første kommunion, katekismus og firmelse. På ens bryllupsdag er præsten der igen og fortæller en, hvad man skal gøre i soveværelset, og næste dag sidder han i skriftestolen og spørger en, hvor mange gange man har gjort det for at gejle sig selv op bag gitteret. Når præster taler om sex, er det med alle tegn på forfærdelse, men hver eneste dag ser man dem stige ud af en incestuøs seng uden så meget som at vaske hænder, og spise og drikke deres herres legeme, som de derefter udskider.

De insisterer på, at deres rige ikke er af denne verden, men lægger deres klamme hånd på alt, hvad de kan få op under neglene. Den menneskelige civilisation bliver ikke fuldkommen, før den sidste byggesten i den sidste kirke er styrtet ned i hovedet på den sidste præst, og jorden endegyldigt er blevet befriet for denne bærme.

Kommunisterne har udbredt den forestilling, at religion er opium for folket. Det er sandt, for den tjener til at tøjle undersåtternes fristelser, og hvis det ikke var for religionen, ville dobbelt så mange mennesker gå på barrikaderne, hvorimod de i Pariserkommunens dage var alt for få og temmelig hurtigt kunne ryddes af vejen. Men efter at jeg har hørt denne østrigske læge prise det colombianske rusmiddels velsignelser, vil jeg tilføje, at religion også er kokain for folket. Den har drevet og driver fortsat mennesker til at føre krig, begå massakrer på de vantro – og det gælder både kristne, muslimer og andre afgudsdyrkere – og mens Afrikas negre nøjedes med at nedslagte hinanden, har missionærerne omvendt dem og gjort dem til kolonitropper, der egner sig glimrende til kanonføde og til at voldtage hvide kvinder, når de indtager en by. Aldrig er menneskets grusomheder så systematiske og begejstrede, som når de begås i religionens navn.

Værst af alle er utvivlsomt jesuitterne. Det foresvæver mig, at jeg ved flere lejligheder har spændt ben for dem, men måske er det dem, der har skadet mig, jeg kan ikke rigtig huske det. Eller også var det deres vellystige brødre, frimurerne. De er ligesom jesuitter, bare en anelse mere forvirrede. Hvor den ene part dog har en teologi og ved, hvordan de skal forvalte den, har de andre alt for mange og kan ikke finde ud af noget som helst. Farfar fortalte mig om frimurerne. Det var dem og jøderne, der huggede hovedet af kongen. Og de skabte de italienske carbonari, som også er en slags frimurere, bare lidt dummere. Engang blev de henrettet ved skydning, og senere gik de direkte til skafottet, fordi deres bomber aldrig ville detonere, eller også blev de socialister, kommunister eller kommunarder. Op mod muren med hele banden. Bravo, Thiers.

Frimurere og jesuitter. Jesuitter er frimurere forklædt som kvinder.

Jeg hader kvinder, med det beskedne kendskab jeg har til dem. I årevis var jeg nærmest besat af disse brasseries à femmes, som er samlingssted for alt muligt rak. De er værre end horehuse. Sidstnævnte har i det mindste svært ved at etablere sig, fordi naboerne modsætter sig det. Ølstuerne kan man derimod uhindret åbne alle vegne, fordi det angiveligt bare er steder, hvor folk slukker deres tørst. Sandheden er, at der drikkes i stueetagen og drives prostitution på de øvre. Hver ølstue har sit tema, og pigerne er klædt ud derefter. Det ene sted er det tyske kelnerinder, og over for Justitspalæet er værtinderne iført dommerkapper. Desuden siger navnene alt, for eksempel Brasserie du Tire-cul, Brasserie des belles marocaines eller Brasserie des quatorze fesses, ikke langt fra Sorbonne. Indehaverne er næsten altid tyskere, der således nedbryder den franske moral. Alene i femte og sjette arrondissement er der mindst tres af slagsen, i hele Paris løber det op i næsten tohundred, og selv purunge mænd har adgang til dem. De unge mænd opsøger først disse steder af ren og skær nysgerrighed, siden bliver det en last, og til sidst redder de sig – i bedste fald – en dryppert. Hvis ølstuen ligger i nærheden af en skole, går eleverne hen og udspionerer pigerne gennem døren. Personlig går jeg derhen for at drikke. Og for indefra at udspionere de skoleelever, der sender lange blikke ind ad døren. Og det er ikke kun elever. Man lærer mange ting om voksne menneskers gøren og laden på sådan et sted, og det kan altid komme en til gode.

Det bedste, jeg ved, er at prøve at blive klogere på de forskellige luderkarle, der sidder afventende omkring bordene. Nogle af dem er gifte mænd, der lader sig forsørge af deres koner, de er velklædte, holder sig for sig selv og fordriver tiden med at ryge og spille kort. Værten og pigerne omtaler dem under et som »hanrejernes bord«. I Latinerkvarteret er mange af dem derimod fallerede studenter. De er evigt bekymrede for, at nogen skal franarre dem deres penge, og de har let til kniven. De mest fredsommelige er tyvene og morderne, som kommer og går, fordi de skal passe deres øvrige forretninger, og de ved, at pigerne ikke løber om hjørner med dem, fordi de i så fald ville flyde rundt i Bièvre næste dag.

Endelig er der de homoseksuelle, der forsøger at tillokke moralsk anløbne personer af begge køn, som de tilbyder unævnelige tjenester. De samler deres kunder op ved Palais-Royal eller på Champs-Élysées ved at praje dem med de sædvanlige gebærder. I mange tilfælde lader de nogle af deres medsammensvorne trænge ind i værelset forklædt som politibetjente og true kunden, som kun er iført underbukser, og så trygler vedkommende om nåde og finder nogle penge frem i en fart.

Når jeg går ind i et af disse horehuse, er jeg altid meget forsigtig, for jeg ved, hvilken fare jeg udsætter mig for. Hvis kunden ser ud til at være velbeslået, gør rufferen tegn til en af pigerne, som antaster ham og lidt efter lidt lokker ham til at invitere alle de andre, og så kommer de dyre varer ellers på bordet (men for ikke at blive berusede drikker pigerne anisette superfine eller cassis fin, vand med farvestof, som kunden betaler i dyre domme). Så lokker de en til at spille kort, de gør selvfølgelig tegn til hinanden, man taber og skal betale for et aftensmåltid til alle pigerne, rufferen og hans kone. Og hvis du forsøger at trække dig ud af spillet, foreslår de, at I ikke skal spille om penge, men for hver hånd, man vinder, tager en af pigerne et stykke tøj af ... Og for hver blonde, der falder, blottes denne frastødende hvide hud, disse svulmende bryster og mørke armhuler med en stank, som slår benene væk under en ...

Jeg er aldrig gået med ovenpå. En eller anden sagde engang, at kvinder blot er et surrogat for selvbesmittelse, bortset fra at de kræver en mere livlig fantasi. Derfor går jeg hjem til mig selv, hvor jeg drømmer om dem om natten. Jeg er jo ikke gjort af træ, og desuden er det dem, der hidser mig op.

Jeg har læst doktor Tissot og ved nok, at de er skadelige, selv på afstand. Vi ved ikke, om livskraften er identisk med kønssekreterne, men der hersker ingen tvivl om, at der er en vis lighed mellem disse væsker, og efter langvarig natlig sædafgang bliver man ikke alene afkræftet, mager og bleg. Man får hukommelsestab, nedsat syn, stemmen bliver hæs, og søvnen forstyrres af urolige drømme. Man får smerter i øjnene og røde udslæt i ansigtet. Nogle hoster kalkagtige ansamlinger op, får hjertebanken, åndenød og besvimelsesanfald, andre får forstoppelse og stadig mere ildelugtende afføring. Til sidst bliver man blind.

Måske er det alt sammen temmelig overdrevet. Som dreng havde jeg bumser i ansigtet, men det siges at være almindeligt i den alder, eller også tilfredsstiller alle drenge sig selv og masturberer dag og nat. Nu har jeg desuden lært at beherske mig, jeg har kun urolige drømme, når jeg har tilbragt aftenen i en ølstue, og jeg får aldrig, som så mange andre, erektion ved det blotte syn af et skørt på gaden. Arbejdet afholder mig fra sædernes forfald.

Men hvorfor spilde tiden på at filosofere i stedet for at rekonstruere de faktiske hændelser? Måske fordi jeg ikke kun føler trang til at vide, hvad jeg hidtil har bedrevet, men også hvordan mit indre ser ud. Hvis jeg da i det hele taget har et indre. Det hævdes, at sjælen blot er det, vi foretager os, men hvis jeg hader nogen og dyrker dette had, så har jeg da gudskelov et indre! Hvad var det, filosoffen sagde? Odi ergo sum.

For lidt siden ringede det på nedenunder. Jeg var bange for, at det var en eller andet tåbe, der faktisk ville købe noget, men fyren sagde straks, at han kom på vegne af Tissot – gad vide, hvorfor jeg har valgt det løsen? Han ville have et egenhændigt testamente, underskrevet af en vis Bonnefoy, som betænkte en vis Guillot (det var givetvis ham selv). Han havde noget af det brevpapir, som denne Bonnefoy bruger eller brugte, og et eksempel på hans håndskrift. Jeg bad Guillot komme med op på mit arbejdsværelse, valgte en passende pen og blæk og udfærdigede dokumentet uden så meget som at lave en prøve. Perfekt. Guillot lod ligefrem til at kende mine priser, for da han gik, gav han mig det eksakte beløb.

Det er måske det, der er min metier? Det er herligt at udfærdige et notarialdokument, forfalske et brev, så det ligner til forveksling, fremstille en kompromitterende tilståelse, lave et dokument, som fører en eller anden til fortabelse. At kunne sit håndværk ... Jeg fortjener næsten et besøg på Café Anglais.

Jeg bilder mig ind, at jeg er god til at huske lugte, men det føles, som om det er år og dag siden, jeg sidst mærkede duften af den menu: soufflés à la reine, filets de sole à la Venitienne, escalopes de turbot au gratin, selle de mouton purée bretonne ... Og til entrée: poulet à la portugaise eller pâté chaud de cailles eller homard à la parisienne, eller det alt sammen, og som plat de resistance, hvad ved jeg, canetons à la rouennaise eller ortolans sur canapés eller, til entremet, aubergines à l’espagnole, asperges en branches, cassollettes princesse ... Med hensyn til vinen ved jeg ikke rigtig, måske Château-Margaux, Château-Latour eller Château-Latife, det kommer an på årgangen. Og til sidst en bombe glacée.

God mad har altid givet mig større tilfredsstillelse end sex – måske skyldes det præsternes indflydelse på mig.

Det føles, som om der bestandig hviler en sky over mit sind, som forhindrer mig i at se mig tilbage. Hvorfor kommer jeg pludselig i tanker om mine eskapader til il Bicerin iført fader Bergamaschis tøj? Jeg havde fuldstændig glemt fader Bergamaschi. Hvem var han? Jeg holder af at lade pennen følge mine instinktive indskydelser. Ifølge den østrigske læge burde det før eller siden føre mig frem til et eller andet virkelig ubehageligt minde, som skulle forklare, hvorfor jeg pludselig har så store huller i hukommelsen.

Da jeg vågnede i går, som efter min mening var mandag den 22. marts, var jeg åbenbart ikke i tvivl om, hvem jeg var: Kaptajn Simonetti, syvogtres år gammel, men stadig i fuld vigør (jeg er præcis så trind, som man ville forvente af det, man kalder et rigtigt stykke mandfolk), og graden havde jeg tillagt mig i Frankrig til minde om farfar, med henvisning til en dunkel militær fortid blandt Garibaldis tusind mand, hvilket i dette land, hvor Garibaldi nyder større agtelse end i Italien, giver en vis anseelse. Simone Simonini, født i Torino af torinesisk far og fransk mor (eller savoyardisk, men samtidig med, at hun blev født, blev Savoyen besat af franskmændene).

Jeg blev liggende i sengen og hengav mig til fantasier ... I betragtning af mine udeståender med russerne (russerne?) var det nok bedst, at jeg ikke lod mig se på mine yndlingsrestauranter. Jeg kunne selvfølgelig selv lave noget mad. Det virker afslappende på mig at tilbringe nogle timer med at tillave et godt måltid. For eksempel en gang côtes de veau Foyot, skiver af oksekød på mindst fire centimeters tykkelse, en portion til to personer, naturligvis, to mellemstore løg, halvtreds gram brødkrumme, femogtres gram revet gruyereost, halvtreds gram smør. Krummen findeles og blandes med gruyeren, løgene pilles og hakkes, man smelter fyrre gram smør i en lille kasserolle, og i en anden gryde svitser man samtidig løgene i det resterende smør ved svag varme. Halvdelen af løgene anrettes i et fad, kødet krydres med salt og peber og lægges ovenpå, og resten af løgene anrettes langs fadets ene side. Det hele tildækkes med et første lag brød og ost, idet man sørger for, at der er god kontakt til kødet ved at hælde det smeltede smør ud over det og trykker det let sammen med hånden. Derefter tilsættes endnu et lag brød og ost, som overhældes med mere smeltet smør, så der dannes en lille kuppel. Det hele overhældes med hvidvin og suppe, så kødet kun er halvt dækket. Serveres med sauteret blomkål.

Det er selvfølgelig ikke klaret i en håndevending, men gastronomiens glæder begynder ikke med selve spisningen, og når man laver mad, tager man forskud på glæderne, som jeg nu gjorde, mens jeg gassede mig i min seng. Denne verdens dårer må bestandig have en kvinde, eller en ung mand, hos sig i sengen for ikke at føle sig ensomme. De ved ikke, at mundvandet, der driver, er bedre end en erektion.

Jeg havde næsten alle ingredienserne i huset, bortset fra gruyere og kød. Kødet kunne jeg på en hvilken som helst anden dag have købt hos slagteren på place Maubert, men af en eller anden grund holdt han lukket om mandagen. Jeg kendte en anden et par hundred meter borte, på boulevard Saint-Germain, og jeg ville ikke tage skade af en kort spadseretur. Jeg klædte mig på, og foran spejlet over vaskefadet iførte jeg mig det sædvanlige sorte overskæg og mit flotte sorte skæg. Så tog jeg parykken på og redte den med midterskilning, idet jeg fugtede kammen en anelse. Jeg iførte mig diplomatfrakken og lagde sølvuret i vestelommen, så kæden tydeligt kunne ses. For at give den i rollen som pensioneret kaptajn ynder jeg, mens jeg taler med folk, at fingerere ved en lille dåse af skildpaddeskjold fuld af lakridspastiller og med et portræt af en grim, men velklædt dame på indersiden af låget, utvivlsomt et minde om en afdød slægtning. Fra tid til anden putter jeg en lakrids i munden, som jeg skiftevis lægger i den ene og den anden mundvig, hvilket giver mig anledning til at tale langsommere. På den måde følger tilhøreren ens læber med øjnene og hører ikke rigtig efter, hvad man siger. Kunsten er at ligne nogen, som er mere end middelmådigt begavet.

***

Jeg trådte ud på gaden, drejede om hjørnet og modstod trangen til at standse op ud for ølstuen, der allerede i de tidlige morgentimer summede af de faldne kvinders knævren.

Place Maubert er ikke længere den cour des miracles, som den endnu var, da jeg kom hertil for femogtredive år siden, hvor der var et mylder af mennesker. Der var sælgere af tobaksrester, den groftskårne slags fra cigarskodder og pibeudskrab og den fintskårne fra de første cigaretskodder, som kostede en franc og tyve centimer for den groftskårne og fra en franc og halvtreds til en franc og tres centimer for den fintskårne (en handel, som hverken var eller er videre indbringende, i betragtning af at disse foretagsomme skodsamlere, når de har drukket det meste af deres indtjening op på en eller anden knejpe, ikke ved, hvor de skal tilbringe natten). Der var ruffere, som sov til klokken to om eftermiddagen og tilbragte resten af dagen med at læne sig op ad en mur og ryge som så mange velaflagte pensionister, for at gå i aktion som hyrdehunde i skumringstimen. Der var tyveknægte, som efterhånden var henvist til at bestjæle hinanden, fordi ingen borger (bortset fra enkelte døgenigte, der var kommet ind fra byens omegn) ville vove sig hen over denne plads, og jeg selv ville da også have været et fristende bytte, hvis ikke jeg havde marcheret af sted på militærisk vis, idet jeg svingede med stokken. Desuden kendte de lokale lommetyve mig, nogle af dem hilste ligefrem på mig og tiltalte mig kaptajn, de mente, at jeg på en eller anden måde var en del af deres slæng, og den ene hund æder ikke den anden. Der var prostituerede, hvis skønhed var falmet; havde de haft et bedre ydre, ville de nemlig udøve deres erhverv i et brasserie à femmes, og derfor solgte de kun sig selv til kludekræmmerne, bedragerne og de ildelugtende sælgere af genanvendt tobak. Men ved synet af en velklædt herre med en omhyggeligt børstet cylinder på hovedet kunne de finde på at strejfe én eller ligefrem gribe én i armen og komme én så nær, at man kunne mærke denne skrækkelige svedblandede lugt af billig parfume, og det ville jeg ikke udsætte mig selv for (jeg skulle jo nødig få mareridt om dem om natten). Så når jeg så, at en af dem nærmede sig mig, svingede jeg stokken som et møllehjul for at skabe en beskyttet og utilgængelig zone omkring mig, og det var noget, de forstod, for de var vant til at få prygl og havde respekt for en stok.

I dette menneskemylder færdedes desuden politiets spioner, som her rekrutterede deres mouchards eller meddelere, eller også opsnappede de i forbifarten værdifulde oplysninger om slyngelstreger, der var under forberedelse, og som en eller anden hviskende meddelte en anden i den tro, at hans stemme ville drukne i den almindelige larm. Men dem kunne man straks genkende på det overdrevent forbryderagtige udseende. Ingen sand slyngel ligner en slyngel. Det er kun politispioner, der ser sådan ud.

Nu kører der ligefrem sporvogne hen over pladsen, og man føler sig ikke længere hjemme, men for det trænede øje er de personer, man måtte have brug for, der endnu. De står og læner sig op ad et hushjørne, i døren til Café Maître-Albert eller inde i en af de tilstødende gader. Men Paris er ikke, hvad den har været, nu da man på hvert eneste gadehjørne kan se den blyantspidser til Eiffeltårnet rage i vejret.

Nok om det, jeg er jo ikke sentimental, og der findes andre steder, hvor jeg kan skaffe mig, hvad jeg skal bruge. I går morges skulle jeg bruge noget kød og noget ost, og det kunne trods alt stadig lade sig gøre på place Maubert.

Da jeg havde købt osten, kom jeg forbi min sædvanlige slagter og konstaterede, at den havde åbent.

– Hvordan kan det være, at De har åbent på en mandag? spurgte jeg, da jeg kom ind.

– Det er da tirsdag i dag, kaptajn, svarede manden leende. Jeg undskyldte mig forvirret og sagde, at man bliver glemsom med alderen. Han svarede, at jeg stadig er en ung mand, og at vi alle sammen kan være lidt ved siden af os selv, når vi er så tidligt på færde. Jeg forlangte noget kød og betalte uden at nævne en kvittering med et ord – hvilket ellers er det eneste, der virker, hvis man vil sætte sig i respekt hos de handlende.

Jeg undrede mig over, hvilken ugedag det kunne være, og gik hjemad. Jeg besluttede mig for at tage det kunstige skæg og overskæg af, som jeg plejer, når jeg er alene, og gik ind i soveværelset. Først da slog det mig, at noget ikke var, som det plejede at være. På en knage ved siden af kommoden hang der noget tøj, og der var tydeligvis tale om en præstekjole. Da jeg kom nærmere, så jeg, at der oven på kommoden lå en paryk i en brunlig, næsten mørkblond farve.

Jeg spekulerede over, hvad det var for en stodder, jeg havde haft inden for mine døre i de senere dage, da jeg opdagede, at jeg også selv var maskeret; det skæg og overskæg, jeg havde på, tilhørte ikke mig. Betød det, at jeg var en person, der snart klædte sig som en velhavende gentleman, snart som en gejstlig? Og hvad kunne det skyldes, at jeg havde glemt alt om denne min dobbeltnatur? Eller forholdt det sig sådan, at jeg af en eller anden grund (måske fordi der var udstedt en arrestordre på mig) formummede mig bag et falsk skæg og gav husly til en eller anden, der klædte sig ud som abbed? Og hvis denne falske abbed (en rigtig abbed ville jo ikke iføre sig en paryk) boede under samme tag som mig, hvor sov han så i betragtning af, at der kun var en seng i huset? Eller boede han slet ikke hos mig, men havde blot, af en eller anden grund, søgt tilflugt hos mig dagen inden og skilt sig af med sin forklædning for at gå gud ved hvorhen i gud ved hvilket ærinde?

Jeg følte en mærkelig tomhed i hovedet, som om det, jeg stod og så på, burde minde mig om et eller andet, som jeg ikke kunne huske, eller snarere som om det var en del af et andet menneskes erfaringer. Et andet menneskes erfaringer er det helt rigtige udtryk, tror jeg. I det øjeblik føltes det, som om jeg var en anden, der betragtede sig selv udefra. En eller anden betragtede Simonini, som pludselig ikke var helt sikker på, hvem han egentlig var.

Koldt vand i blodet, tænkte jeg. I betragtning af, at jeg var en person, som under dække af at drive en marskandiserbutik forfalskede dokumenter, og som havde valgt at bosætte sig i et af Paris’ mindst anbefalelsesværdige kvarterer, var det ikke spor usandsynligt, at jeg gav husly til en, der var involveret i temmelig lyssky forretninger. Men at jeg ligefrem skulle have glemt, hvem jeg havde boende, forekom mig ikke at være normalt.

Jeg følte trang til at se mig over skulderen, og pludselig forekom mit eget hjem mig at være et fremmed sted, som muligvis dækkede over en hemmelighed. Jeg gav mig til at udforske det, som om det var et andet menneskes bolig. Når man gik ud af køkkenet, åbenbarede soveværelset sig til højre, og til venstre stuen med de velkendte møbler. Jeg åbnede skrivebordets skuffer, som indeholdt de remedier, jeg brugte til mit arbejde, penne og flasker med forskelligt blæk, og endnu hvidt (eller gulnet) papir af forskellig alder og format. I reolen stod, foruden bøgerne, æskerne indeholdende mine dokumenter, og et tabernakel i gammelt valnøddetræ. Jeg forsøgte netop at komme i tanker om, hvilket formål det tjente, da jeg hørte, at det ringede på nedenunder. Jeg gik ned for at bortjage den ubelejlige gæst og så, at det var en gammel kone, som virkede bekendt. Hun sagde gennem ruden:

– Jeg kommer på vegne af Tissot. Så var jeg nødt til at lukke hende ind, men hvorfor i alverden havde jeg valgt det løsen?

Hun kom indenfor, åbnede et klæde, som hun knugede mod brystet, og viste mig en snes hostier.

– Abbed Dalla Piccola sagde, at De var interesseret.

Jeg hørte til min overraskelse mig selv svare »naturligvis« og spurgte hende, hvor meget hun forlangte. Ti franc stykket, svarede konen.

– De må være vanvittig, svarede handelsmanden i mig instinktivt.

– De skulle nødig tale. De bruger jo hostierne til at holde sorte messer. De tror måske, det er en smal sag på tre dage at gå ind i tyve kirker, gå til alters, idet man forsøger at holde munden tør, knæle med hænderne op foran ansigtet, spytte hostierne ud igen uden at gøre dem fugtige og samle dem i en lille taske, som jeg bærer ved brystet, uden at hverken præsten eller de nærmeste opdager noget? For slet ikke at tale om den helligbrøde, jeg derved begår, og den straf, der venter mig i Helvede. Hvis De vil have hostierne, er prisen tohundred franc, ellers går jeg til abbed Boullan.

– Abbed Boullan er død. Det er tydeligvis længe siden, De har været ude efter hostier, svarede jeg næsten mekanisk. Så gjorde jeg op med mig selv, at jeg i betragtning af min forvirrede sindstilstand gjorde klogt i at handle instinktivt og ikke overveje sagen nøjere.

– Lad nu det ligge, jeg tager dem, svarede jeg og betalte. Jeg besluttede mig for at anbringe hostierne i tabernaklet i mit arbejdsværelse og vente på, at der dukkede en kunde op med smag for den slags. En forretning som enhver anden.

Det hele forekom mig med andre ord at være helt almindeligt og velkendt. Alligevel herskede der ligesom en ildevarslende stemning omkring mig, som jeg ikke kunne sætte fingeren på.

Jeg gik tilbage til arbejdsværelset og bemærkede, at der, bagerst i værelset og dækket af et forhæng, var en dør. Da jeg lukkede den op, vidste jeg allerede, at jeg var på vej ind i en korridor, som var så mørk, at jeg ville få brug for en lampe. Korridoren lignede mest af alt et rekvisitrum på et teater eller baglokalet til en marskandiserforretning, der handler med frimurereffekter. Langs væggene hang der et væld af forskellige munderinger, der kunne tilhøre en bonde, en carbonaro, et bud og en tigger. Der var en soldats uniformsjakke og bukser, og ved siden af hver dragt hang det dertil hørende hovedtøj. På en træhylde stod der en halv snes hatteblokke sirligt side om side med lige så mange parykker. I den fjerneste ende af korridoren stod et sminkebord af den slags, man finder i komedianters påklædningsværelser, fuldt af glas med blyhvidt og rouge, sorte og turkise øjenblyanter, harefødder, pudderkvaster, pensler og børster.

Længere fremme drejede korridoren i en ret vinkel, og for enden førte endnu en dør ind til et værelse, der var lysere end mine, fordi det blev oplyst af en gade, som ikke var den snævre impasse Maubert. Da jeg trådte hen til et af vinduerne, så jeg ganske rigtigt, at det vendte ud mod rue Maître-Albert.

Fra værelset førte en smal trappe ned til gaden, men det var alt. Det drejede sig om en etværelses lejlighed, en mellemting mellem et arbejdsværelse og et soveværelse, med sobre og mørke møbler, et bord, en bedeskammel, en seng. Ved siden af udgangen var der et lille køkken, og på trappen var der et das med en håndvask.

Det var tydeligvis en hybel tilhørende en gejstlig person, som jeg egentlig burde kende, i betragtning af at vores to lejligheder var indbyrdes forbundne. Men skønt det hele på en eller anden måde virkede bekendt, havde jeg på fornemmelsen, at det var første gang, jeg satte mine ben i dette værelse.

Jeg gik hen til bordet og så et bundt breve, hvis konvolutter alle var forsynet med samme adressat: Til den højærværdige, eller til den meget ærværdige, abbed Dalla Piccola. Ved siden af brevene så jeg nogle papirer beskrevet med en fin og yndefuld, næsten kvindagtig håndskrift, der var helt forskellig fra min. Det var udkast til ganske trivielle breve, hvor brevskriveren takkede for en gave eller bekræftede en aftale. Det øverste papir i bunken var derimod hastigt nedkradset, som om skriveren havde gjort sig notater og nedfældet nogle ting, han ville tænke nærmere over. Jeg læste, ikke uden besvær:

Det hele forekommer mig uvirkeligt. Som om jeg var en anden og betragtede mig selv udefra. Jeg må gøre notater for at forvisse mig om, at det er sandt.

Det er i dag den 22. marts.

Hvor er præstekjolen og parykken?

Hvad foretog jeg mig i aftes? Det står alt sammen temmelig tåget for mig.

Jeg kunne ikke engang huske, hvor døren bagerst i værelset fører hen.

Jeg opdagede en korridor (den har jeg vist aldrig set før?) fuld af tøj, parykker og sminkevoks af den slags, skuespillere bruger.

Der hang en udmærket præstekjole på en knage, og på en af hylderne fandt jeg ikke alene en god paryk, men også et sæt falske øjenbryn. Med et okrafarvet underlag og et skær af rosa på kinderne blev jeg atter den, jeg mener at være, med et blegt og let febrilt udseende. Asketisk. Det er mig. Men hvem er jeg?

Jeg er abbed Dalla Piccola, så meget ved jeg. Eller rettere, jeg er den person, folk kender som abbed Dalla Piccola. Men i betragtning af, at jeg er nødt til at klæde mig ud, er det åbenbart ikke min rigtige identitet

Hvor fører den korridor hen? Bange for at gå hele vejen ned ad den.

Genlæs ovenstående noter. Hvis jeg har skrevet, hvad jeg har skrevet, så har jeg også oplevet det. Husk, at det skrevne ord står til troende.

Kan nogen have givet mig en trylledrik? Boullan? Det ville bedst ligne ham! Eller jesuitterne? Eller frimurerne? Hvilken forbindelse skulle jeg have til dem?

Jøderne! Det kunne udmærket være dem.

Jeg føler ikke, at jeg er i sikkerhed her. En eller anden er måske trængt herind om natten, har berøvet mig mine klæder og, endnu værre, kigget i mine papirer. Måske går en eller anden nu rundt i Paris og bilder alle ind, at han er abbed Dalla Piccola.

Jeg må søge tilflugt i Auteuil. Måske ved Diana noget. Hvem er Diana?

Her standsede abbed Dalla Piccolas notater brat, og man måtte undre sig over, at han havde efterladt sig et så åbenhjertigt skrift, som så tydeligt viste, at han var helt ude af sig selv. Og hermed sluttede det, jeg kunne få at vide om ham

Jeg gik tilbage til lejligheden i impasse Maubert og satte mig ved mit arbejdsbord. På hvilken måde krydsede abbed Dalla Piccolas og min vej hinanden?

Jeg kunne naturligvis ikke undgå at hælde til den mest indlysende antagelse. Abbed Dalla Piccola og jeg var én og samme person, og hvis det forholdt sig sådan, ville det hele være forklaret, de to indbyrdes forbundne lejligheder og endda, at jeg var kommet hjem til Simoninis lejlighed iført Dalla Piccolas klæder, havde afført mig præstekjole og paryk og var faldet i søvn. Bortset fra en enkelt lille detalje: Hvis Simonini var identisk med Dalla Piccola, hvorfor anede jeg så ingenting om Dalla Piccola, og hvorfor følte jeg mig ikke som Dalla Piccola, der ingenting anede om Simonini? For at blive klogere på, hvad Dalla Piccola tænkte og følte, havde jeg jo ligefrem været nødt til at læse hans notater. Og hvis jeg samtidig havde været Dalla Piccola, burde jeg nu være i Auteuil, i et hus, som han åbenbart vidste alt om, og som jeg (Simonini) slet ikke kendte. Og hvem var Diana?

Medmindre det forholdt sig sådan, at jeg det ene øjeblik var Simonini, som havde glemt Dalla Piccola, det andet Dalla Piccola, som havde glemt Simonini. Det ville der ikke være noget nyt i. Hvem var det nu, der fortalte mig om personlighedsspaltning? Er det ikke netop det, Diana lider af? Men hvem er Diana?

Jeg besluttede mig for at gå systematisk til værks. Jeg vidste, at jeg førte en notesbog med mine forskellige gøremål, og her fandt jeg følgende notater:

 

21. marts, gudstjeneste

22. marts, Taxil

23. marts, Guillot vedr. Bonnefoys testamente.

24. marts, hos Drumont?

Jeg aner virkelig ikke, hvorfor jeg skulle til gudstjeneste den 21. Jeg tror vist ikke, jeg er troende. Hvis man er troende, tror man på noget. Gør jeg det? Ikke mig bekendt. Ergo må jeg være vantro. Det er logik. Men lad nu det ligge. Man kan have så mange grunde til at gå til gudstjeneste, og i den forbindelse er troen ganske irrelevant.

Mere sikkert var det, at den dag, som jeg mente var mandag, i virkeligheden var tirsdag den 23. marts, og det var jo netop den dag, denne Guillot kom og bad mig udfærdige Bonnefoys testamente. Hvad var der sket den 22.? Hvem eller hvad var Taxil?

At jeg siden om torsdagen skulle mødes med denne Drumont, var efterhånden ganske udelukket. Hvordan skulle jeg kunne mødes med nogen, når jeg end ikke vidste, hvem jeg selv var? Jeg måtte skjule mig, indtil jeg havde klaret tankerne. Drumont ... Jeg bildte mig ind, at jeg udmærket vidste, hvem han var, men når jeg prøvede at tænke på ham, var det, som om mine tanker var sløret af vin.

Lad os opstille nogle hypoteser, tænkte jeg. For det første: Dalla Piccola er en anden, som af gådefulde grunde jævnlig lægger vejen forbi mit hjem, der er forbundet med hans af en mere eller mindre hemmelig korridor. Den 21. marts om aftenen kom han hjem til mig i impasse Maubert, hvor han lagde sin præstekjole (hvorfor?), og bagefter gik han til ro inde hos sig selv, hvor han vågnede næste morgen uden nogen erindring om, hvad der var sket. I samme tilstand af glemsel vågnede jeg selv to dage senere. Men hvad havde jeg lavet mandag den 22., siden jeg vågnede med hukommelsestab den 23. om morgenen? Og hvorfor i alverden skulle Dalla Piccola klæde sig af hos mig og gå ind til sig selv uden præstekjolen – og hvornår gjorde han det? Jeg blev rædselsslagen ved tanken om, at han skulle have tilbragt den første del af natten i min seng ... gode gud, jeg kan ikke nægte, at jeg afskyr kvinder, men med en abbed ville det være endnu værre. Nok er jeg afholdende, men ikke pervers ...

Det er også muligt, at Dalla Piccola og jeg er en og samme person. Eftersom jeg fandt præstekjolen i mit soveværelse, kan det tænkes, at jeg kom hjem til impasse Maubert klædt som Dalla Piccola (hvis jeg skulle til gudstjeneste, var det mere sandsynligt, at jeg gjorde det i skikkelse af en abbed), hvor jeg så skilte mig af med præstekjole og paryk for senere at gå ind og sove i abbedens lejlighed (idet jeg glemte, at jeg havde efterladt præstekjolen hos Simonini). Da jeg næste morgen, mandag den 22. marts, vågnede som Dalla Piccola, havde jeg ikke alene ingen erindring om, hvad der var sket, men fandt ikke præstekjolen liggende i sengens fodende. I skikkelse af en distræt Dalla Piccola kunne jeg så have fundet en anden præstekjole i korridoren, og samme dag kunne jeg i ro og mag have begivet mig ud til Auteuil, hvor jeg dog sidst på dagen ombestemte mig, tog mod til mig og sent om aftenen vendte tilbage til lejligheden i impasse Maubert, hængte præstekjolen på knagen i soveværelset og vågnede tirsdag, atter uden nogen erindring om, hvad der var sket, men som Simonini, i den tro at det stadig var mandag. Ergo, tænkte jeg, glemmer Dalla Piccola alt om den 22. marts og kan ingenting huske hele dagen for siden, den 23., at finde sig selv som en glemsom Simonini. Det er der ikke noget usædvanligt i taget i betragtning, hvad jeg hører fra ... hvad er det nu, denne læge på klinikken i Vincennes hedder?

Der var bare et lille problem. Jeg havde læst mine notater igennem igen. Hvis tingene virkelig var gået sådan til, skulle Simonini den 23. om morgenen have fundet ikke én, men to præstekjoler i sit soveværelse: Den, han havde efterladt sig den 21. om aftenen, og den, han havde efterladt sig den 22. om aftenen. Men der var kun én.

Nej, nu vrøvler jeg. Dalla Piccola kom tilbage fra Auteuil den 22. om aftenen, til rue Maître-Albert, hvor han afførte sig sin præstekjole. Derefter gik han ind i lejligheden i impasse Maubert og gik til ro, hvorefter han vågnede næste morgen (den 23.) som Simonini og fandt en enkelt præstekjole på knagen. Hvis det virkelig var gået sådan til, skulle jeg selvfølgelig, da jeg den 23. om morgenen kom ind i Dalla Piccolas lejlighed, have fundet den præstekjole, han havde afført sig, i sit værelse den 22. om aftenen. Men han kunne jo have hængt den på plads i korridoren, hvor han havde taget den. Det behøvede jeg bare forvisse mig om.

Jeg gik ned ad korridoren med en tændt lampe, ikke helt tryg ved situationen. Hvis Dalla Piccola ikke var identisk med mig, tænkte jeg, risikerede jeg at få øje på ham i den modsatte ende af gangen, måske med en tændt lampe i hånden ligesom mig ... Det skete heldigvis ikke. Og for enden af korridoren fandt jeg præstekjolen hængende.

Og så alligevel ... Hvis Dalla Piccola var kommet tilbage fra Auteuil og, efter at have lagt præstekjolen, var gået gennem korridoren til min lejlighed og uden videre havde lagt sig i min seng, måtte det skyldes, at han på det tidspunkt var kommet i tanker om mig og vidste, at han lige så godt kunne sove inde hos mig som hos sig selv, da vi jo var én og samme person. Altså var Dalla Piccola gået i seng i forvisningen om at være Simonini, mens Simonini næste morgen vågnede uden at ane, at han var Dalla Piccola. Med andre ord mister Dalla Piccola først hukommelsen, genvinder den siden, sover på det og overfører sit hukommelsestab til Simonini.

Hukommelsestab ... Dette ord, der jo betyder, at man ikke kan huske noget, har tændt et lille lysglimt i den tåge af glemsel, der hviler over fortiden. For mere end ti år siden talte jeg om glemsomme mennesker hos Magny. Det var dér, jeg talte om det med Bourru og Burot, med Du Maurier og med den østrigske læge.