4

PÅ FARFARS TID

Min barndom. Torino ... Et højdedrag på den anden side af Po-floden, min mor og jeg på balkonen. Så var min mor væk, min far sad ude på balkonen med udsigt til bakkerne og græd. Farfar sagde, at det var Guds vilje.

Jeg talte fransk med min mor, som alle piemontesere af god familie (når jeg taler sproget her i Paris, lyder det, som om jeg har lært det i Grenoble, den reneste form for fransk og ikke som parisernes babil). Jeg har lige fra barnsben følt mig mere fransk end italiensk, hvilket gælder alle piemontesere. Det er derfor, jeg finder franskmænd utålelige.

***

Min barndom var mere præget af min farfar end af min far og mor. Jeg hadede min mor for, at hun forsvandt uden varsel, min far for, at han ikke havde kunnet stille noget op imod det, Gud for, at han havde villet det sådan, og min farfar for, at han fandt det helt normalt, at Gud ville den slags. Min far var altid bortrejst – han var optaget af Italiens samling, sagde han. Til sidst fik Italien ham til at gå helt i opløsning.

Farfar. Giovan Battista Simonini, tidligere officer i den piemontesiske hær. Så vidt jeg husker, forlod han hæren omkring Napoleons invasion, hvor han lod sig hverve af bourbonerne i Firenze og siden, da også Toscana faldt i kløerne på et medlem af familien Bonaparte, vendte han hjem til Torino som pensioneret kaptajn, for at dvæle ved sine bristede illusioner.

Han havde en knudret næse, og når han tvang mig til at sidde ved siden af sig, havde jeg ikke øje for andet end næsen. Og jeg kunne mærke stænk af hans spyt i mit ansigt. Han var det, franskmændene kalder en ci-devant, en nostalgiker, som længtes tilbage til ancien régime og aldrig havde forliget sig med revolutionens misgerninger. Han gik endnu med gammeldags knæbukser – læggene var stadig faste og muskuløse – der blev holdt sammen under knæene med guldspænder, og af guld var også spænderne på hans laksko. Vesten, jakkesættet og slipset var sorte og fik ham til at minde lidt om en præst. Denne fortidige mode foreskrev egentlig også en pudret paryk, men der satte farfar grænsen, for, som han sagde, pudrede parykker havde også præstehadere som Robespierre båret.

Jeg har aldrig rigtig forstået, om han var rig, men han forsagede i hvert fald ikke god mad. Til min farfar og min barndom knytter sig også mindet om bagna caöda: I en lerskål, der blev holdt varm over et fyrfad med brændende trækul, med stegende olie tilsat ansjoser, hvidløg og smør, dyppede man kardoner (som var udblødt i koldt vand med citronsaft – eller i visse tilfælde, men ikke hos farfar, mælk), rå eller ristede peberfrugter, hvide blade af savoykål, jordskokker og nye blomkålsbuketter – eller (men, som farfar sagde, det var noget for fattigfolk) kogte grøntsager; løg, rødbeder, kartofler eller gulerødder. Jeg var meget madglad, og farfar elskede at se mig blive trind (som han kærligt sagde) som en lille pattegris.

Idet farfar overspyttede mig, fremførte han sine uforgribelige meninger.

– Revolutionen, min dreng, har gjort os til slaver af en ateistisk stat. Uligheden er blot blevet endnu større, og vi er som uforsonlige brødre, hver især hinandens Kain. For megen frihed er ikke af det gode og i grunden slet ikke nødvendig. Vores forfædre var fattigere og lykkeligere mennesker, fordi de forblev i kontakt med naturen. Den moderne verden har givet os damp, som forurener vore marker, og mekaniske væve, der har sat mangen en fattig stakkel fra bestillingen og ikke fremstiller klæde, der kan måle sig med det gamle. Mennesket, der således er overladt til sig selv, er alt for ondt til at være frit. Den smule frihed, som det har brug for, må garanteres af en konge.

Men hans yndlingsemne var abbed Barruel. Når jeg tænker på min barndom, kan jeg næsten se abbed Barruel for mig; det er, som om han boede hos os i huset, selv om han vist for længst var død.

– Ser du, min dreng, hører jeg farfar sige. Efter at Revolutionens vanvid havde grebet samtlige nationer i Europa, hævdede nogle, at Revolutionen ikke var andet end det seneste og nyeste udtryk for en universel sammensværgelse, som tempelridderne fører mod tronen og alteret, eller rettere mod kontinentets konger og i særdeleshed de franske konger og vores hellige moderkirke ... Det hævder abbed Barruel, som i slutningen af forrige århundrede skrev sine Mémoires pour servir à l’histoire du jacobinisme ...

– Men hvad har tempelridderne med sagen at gøre, farfar? spurgte jeg. Selv om jeg efterhånden kunne historien udenad, ville jeg give farfar en mulighed for at gentage sin yndlingstese.

– Tempelridderne, min dreng, var en meget magtfuld ridderorden, som den franske konge ødelagde for at bemægtige sig deres ejendom, idet han lod mange af dem dø på bålet. Men de overlevende dannede en hemmelig orden med det formål at hævne sig på de franske konger. Og da guillotinen huggede hovedet af kong Louis, steg en ukendt mand da også op på skafottet, løftede det arme hoved i vejret og råbte: »Jacques de Molay, nu er du hævnet!« Molay var tempelriddernes stormester, som kongen havde ladet brænde på den yderste spids af Île de la Cité i Paris.

– Men hvornår blev denne Molay brændt på bålet?

– I 1314.

– Lad mig lige regne efter, farfar. Det var jo næsten femhundred år før Revolutionen. Hvordan har tempelridderne båret sig ad med at holde sig skjult i femhundred år?

– De infiltrerede de gamle kirkemureres lav, og af disse lav opstod det engelske frimureri, hvis navn skyldes, at dets medlemmer betragtede sig selv som free masons, altså frimurere.

– Men hvorfor i alverden skulle murerne lave en revolution?

– Barruel havde forstået, at de oprindelige tempelriddere og frimurerne var blevet overtaget og korrumperet af Illuminaternes orden fra Bayern! Og det var en forfærdelig sekt, grundlagt af en vis Weishaupt, hvor hvert medlem kun kendte sin nærmeste foresatte og intet vidste om sektens øverste ledere og deres mål. Sektens formål var ikke alene at omstyrte både tronen og alteret, men også at skabe et samfund uden love og uden moral, hvor al ejendom, ja, selv kvinderne, skulle være fælles. Gud forbarme sig over mig at jeg fortæller den slags til en dreng, men vi bør trods alt kunne genkende Satans rænker, når vi ser dem. Og forbundet med Illuminaterne var disse totale gudsfornægtere, som havde grundlagt den infame Encyclopédie, altså Voltaire og d’Alembert og Diderot, og hele dette slæng, der snakkede Illuminaterne efter munden ved i Frankrig at tale om et Oplysningens Århundrede og i Tyskland om Opklaring eller Forklaring, og som til sidst, ved hemmelige møder, hvor de lagde planer for kongernes omstyrtelse, grundlagde den såkaldte Jakobinerklub, som netop var opkaldt efter Jacques de Molay. Der har du de sammensvorne bag den franske Revolution!

– Denne Barruel havde gennemskuet det hele ...

– En ting havde han ikke gennemskuet, og det var, hvordan der kunne opstå en antikristelig sekt af en håndfuld kristne riddere. Ser du, det er som med gær i dej. Uden gær vil dejen ikke hæve, og så kan man ikke bage brød. Hvad kan det være for gær, som nogen – hvad enten det er skæbnen eller Djævelen – kom i fornuftige forsamlinger af tempelriddere og frimurere, siden de udviklede sig til alle tiders mest djævelske sekt?

Her holdt farfar en lille kunstpause, foldede hænderne for ligesom at samle tankerne, smilede underfundigt og afslørede med triumferende beskedenhed sin pointe:

– Den, der først havde modet til at sige det, min dreng, var din farfar. Da jeg fik lejlighed til at læse Barruels bog, tøvede jeg ikke med at skrive til ham. Gå hen og tag skrinet derhenne, min dreng.

Jeg gjorde, som jeg fik besked på, og farfar åbnede det lille skrin med en gylden nøgle, som han havde om halsen og fandt et stykke papir frem, som fyrre år havde fået til at gulne. – Dette er det originale brev, som jeg derefter renskrev til Barruel.

Jeg kan endnu se for mig, hvordan farfar læste med indbyggede kunstpauser.

»Modtag, min herre, fra en uvidende militærmand som mig, de mest oprigtige lykønskninger med Deres bog, som med god ret kan betragtes som forrige århundredes mest suveræne værk. De har glimrende afsløret disse infame sekter, som bereder Antikrist vejen og er ubønhørlige fjender ikke blot af den kristne tro, men af enhver gudsdyrkelse, ethvert samfund og enhver orden. En af disse sekter har De imidlertid kun berørt ganske flygtigt. Måske har De gjort det med vilje, da det drejer sig om den kendteste og dermed den mindst foruroligende af sekterne. Men efter min mening er den i dag den mest magtfulde, hvis man tager højde for dens enorme rigdomme og den beskyttelse, den nyder i næsten alle Europas stater. De forstår nok, min herre, at jeg taler om den jødiske sekt. Den er tilsyneladende fuldstændig adskilt fra og fjendtligt indstillet til de øvrige sekter, men sådan forholder det sig ikke i virkeligheden. Udviser en af de øvrige sekter blot antydningen af fjendtlighed over for kristenheden, bliver den straks hjulpet, finansieret og beskyttet af den jødiske. Og har vi ikke set, og ser vi ikke fortsat, hvordan den bortødsler sit sølv og gulv til støtte og vejledning for vore dages sofister, frimurerne, jakobinerne og Illuminaterne. Jøderne og alle andre sekteriske bevægelser udgør med andre ord et eneste forbund, hvis mål det er, om muligt, at ødelægge kristenheden. Og tro ikke, at jeg overdriver faren, min herre. Jeg viderebringer her ikke andet, end hvad jøderne selv har fortalt mig ... «

– Hvordan bar farfar sig ad med at få disse oplysninger fra jøderne?

– Jeg var næppe fyldt tyve år og ung officer i den piemontesiske hær, da Napoleon invaderede Kongeriget Sardinien, vi blev slået ved Millesimo, og Piemonte blev annekteret af Frankrig. Det var en triumf for de gudløse bonapartister, som jagede os kongelige officerer for at klynge os op. Det forlød, at man stod sig bedst ved ikke at gå i uniform, ja faktisk overhovedet at vise sig uden for en dør. Min far var handelsmand og stod på god fod med en jøde, der ernærede sig ved åger og skyldte ham en tjeneste for et eller andet. Sådan gik det til, at jeg på dennes foranledning i nogle uger, indtil der var faldet lidt ro over tingene, og jeg kunne flytte ind hos nogle slægtninge i Firenze, fik stillet et lille værelse til rådighed i ghettoen, som dengang lå lige bag vores ejendom, mellem via San Filippo og via delle Rosine. Jeg var ikke meget for at skulle mænge mig med det rak, men det var det eneste sted, hvor ingen kunne finde på at sætte deres ben. Jøderne måtte ikke forlade ghettoen, og ordentlige folk holdt sig væk fra den.

Så holdt farfar sig for øjnene, som om han ville fordrive et utåleligt syn.

– Mens jeg ventede på, at stormen skulle lægge sig, boede jeg altså i et af disse snavsede hummere, hvor der kunne bo op til otte mennesker i et eneste rum – køkken, sovekammer og latrin – alle sygeligt anæmiske, med gusten hud, næsten umærkeligt blå som Sèvresporcelæn, altid på udkig efter det mest hengemte hjørne, kun oplyst af et vokslys. Fuldkommen anæmiske var de, med en gullig ansigtskulør, håret af samme farve som fiskelim, skægget udefinerbart rødligt eller, hvis det var sort, med samme glans som en falmet diplomatfrakke ... Jeg kunne knap udholde stanken på mit værelse og gik hvileløs omkring i de fem gårde, jeg husker det tydeligt, Cortile Grande, Cortile dei preti, Cortile della vite, Cortile della Taverna og Cortile della Terrazza, indbyrdes forbundne med dunkle og uhyggelige passager, de såkaldte Portici Oscuri. Nu om dage kan du støde på jøder selv på piazza Carlina, ja faktisk alle vegne, for huset Savoia slækker på tøjlerne, men dengang sad de tæt sammenkrøbet i disse mørke gyder, og hvis jeg ikke havde været så bange for bonapartisterne, ville min mave ikke have tålt at opholde sig midt i denne fedtede og uhumske bærme ...

Farfar gjorde en kort pause og duppede læberne med et lommetørklæde, som om han havde en skrækkelig smag i munden.

– Og dem skylder jeg, at jeg reddede skindet, hvilken ydmygelse. Men mens vi kristne ringeagtede dem, var de os alt andet end venligt stemt, de hadede os ligefrem, hvilket de i øvrigt stadig gør. Så jeg sagde til dem, at jeg var født i Livorno og ud af jødisk familie, at jeg som ganske lille blev opfostret af nogle slægtninge, som ulyksaligvis lod mig døbe, men at jeg inderst inde var forblevet en jøde. Mine betroelser gjorde tilsyneladende ikke noget stort indtryk på dem, for – som de sagde – der var så mange, som befandt sig i min situation, at de var holdt op med at spekulere over det. Men jeg havde trods alt vundet en gammel mands tillid. Han boede i Cortile della Terrazza ved siden af en ovn, hvor man bagte usyret brød.

Når farfar fortalte om dette møde, livede han op og fortsatte sin beretning med rullende øjne og fagter, der skulle forestille den gamle jøde. Denne Mordechai var angiveligt af syrisk afstamning og var blevet indblandet i en sørgelig historie i Damaskus. En arabisk dreng var forsvundet i byen, og først skænkede man ikke jøderne en tanke, fordi man mente, at det kun var kristne drenge, de slog ihjel til deres ritualer. Men så fandt man i en grøft resterne af et barnelig, der øjensynlig var blevet skåret i tusind stykker og knust i en morter. Omstændighederne omkring drabet mindede så meget om dem, som man normalt anklagede jøderne for, at gendarmerne fik mistanke. Påsken nærmede sig, og da jøderne skulle bruge kristenblod til deres usyrede brød og ikke kunne fange en kristen dreng, måtte de have taget en araber, døbt ham og myrdet ham.

– Du ved nok, tilføjede farfar, at en dåb altid har gyldighed, uanset hvem der døber barnet, når blot vedkommende gør det i overensstemmelse med den hellige romerkirkes forskrifter. Det ved de svigagtige jøder udmærket godt, og de skammer sig ikke over at sige: »Jeg døber dig som en kristen, men dyrker ikke den falske gud, som han tror fuldt og fast på.« Således var den stakkels lille martyr til alt held kommet i paradis, selv om det var Djævlens værk.

Mistanken faldt omgående på Mordechai. For at få hans tunge på gled havde de bagbundet ham, fastgjort noget tungt til hans fødder, og en halv snes gange hejst ham i vejret med et spil og ladet ham dumpe ned på jorden. Så stak de noget svovl op under næsen på ham og nedsænkede ham endda i iskoldt vand, og hver gang han prøvede at få hovedet oven vande, tvang de det ned igen, indtil han omsider gik til bekendelse. Det forlød faktisk, at den elendige Mordechai for at slippe for pinslerne stak fem af sine trosfæller, som var ganske uskyldige, og de blev dømt til døden, mens han selv, med radbrækkede lemmer, blev sat på fri fod. På det tidspunkt var han dog gået fra forstanden, men en venlig sjæl fik ham om bord på et handelsskib, som skulle til Genova, ellers ville de andre jøder have stenet ham til døde. Nogen påstod ligefrem, at han om bord på skibet lod sig overtale til at blive døbt af en barnabittermunk mod at blive hjulpet, når han gik i land i Kongeriget Sardinien. Men i sit hjertes dyb var han forblevet tro mod sin fædrene religion. Han var med andre ord på vej til at blive en kristnet jøde, men da han nåede frem til Torino og bad om asyl i ghettoen, nægtede han, at han nogensinde havde ladet sig omvende – og dermed begik han så at sige forræderi to gange. Men da ingen kunne føre bevis for alle disse rygter fra et land på den anden side af havet, blev han, med den barmhjertighed, man viser sindssyge, holdt i live ved almindelig godgørenhed. Der blev dog ikke ruttet med pengene, så han var henvist til en rønne, som end ikke ghettoens beboere ville turde bo i.

Farfar var af den formening, at uanset hvad den gamle havde lavet i Damaskus, var han bestemt ikke blevet gal. Han var simpelthen optændt af et uudslukkeligt had til kristne, og mens han i den vinduesløse rønne holdt et fast greb om farfars håndled med sin rystende hånd og fastholdt hans blik med øjne, der glødede i mørket, fortalte han ham, at han lige siden havde levet og åndet for at hævne sig. Han fortalte farfar, hvordan jødernes Talmud foreskrev, at man skulle hade den kristne race, og hvordan jøderne, for at bringe de kristne i fordærv, havde opfundet frimureriet. Han var selv en af de hemmelige ledere, som stod i spidsen for loger fra Napoli til London, men han var nødt til at holde sig i skjul og isolation for ikke at blive dolket af jesuitterne, som jagede ham alle vegne.

Mens han talte, kiggede han sig omkring, som om der fra en mørk krog pludselig kunne springe en jesuit frem bevæbnet med en dolk. Så pudsede han støjende næse, kneb det ene øjeblik en lille tåre over sin triste skæbne og lyste i det næste op i et snu og hævngerrigt smil og frydede sig over, at alverden var udvidende om hans frygtelige magt, knugede Simoninis hånd i et fedtet greb og fortsatte sine drømmerier. Hvis Simonini ønskede det, sagde han, ville deres sekt tage imod ham med åbne arme, og han ville optage ham i den hemmeligste af alle loger.

Og han betroede ham, at både Manikæernes profet, Mani, og den infame Olding fra bjerget, som berusede sine Assassinere med narkotika og sendte dem ud for at myrde de kristne fyrster, tilhørte den jødiske race. At frimureriet og Illuminaterne var blevet grundlagt af to jøder, og at jøderne var ophavsmænd til samtlige antikristelige sekter, som nu var så talstærke, at de kunne mønstre flere millioner mennesker af begge køn, fra samtlige stater, samtlige stænder og samtlige kår, herunder også mange af kirkens egne folk og endda enkelte kardinaler, og de havde ikke opgivet håbet om inden længe at få en pave, som stod på deres side (og, som farfar senere skulle sige, forekom det ham ikke længere helt usandsynligt, siden en tvetydig personage som Pius 9. havde besteget Sankt Peters trone), at de for bedre at narre de kristne ofte selv foregav at være kristne, idet de rejste fra land til land med falske dåbsattester, som de købte af korrupte præster, at de håbede ved hjælp af penge og list at blive tildelt borgerrettigheder af samtlige regeringer, hvilket allerede var sket i mange lande, at de, når de først havde fået statsborgerskab som alle andre, ville begynde at opkøbe huse og jord, og at de ved hjælp af deres ågerforretninger ville ribbe de kristne for deres jordbesiddelser og deres skatte, at de havde sat sig for inden et århundrede at opkaste sig til verdens herskere, afskaffe alle andre religioner og lade deres råde, at bygge lige så mange synagoger, som de kristne havde kirker og trælbinde resten af dem.

– Alt det afslørede jeg for Barruel, sagde farfar afslutningsvis. Måske overdrev jeg en smule, da jeg sagde, at jeg fra mange sider havde erfaret noget, som en enkelt mand havde fortalt mig, men jeg var og er stadig overbevist om, at den gamle talte sandt. Så her er, hvad jeg skrev, hvis du vil høre resten:

»Sådanne svigefulde rænker, min herre, smeder den jødiske nation, og jeg har hørt det hele med mine egne ører ... Det ville derfor være meget prisværdigt, hvis De med Deres energiske og overlegne pen åbnede bemeldte regeringers øjne og opfordrede dem til at henvise dette folk til den tarvelige plads, som det fortjener, og hvor vore forfædre, hvis forstand og politiske snilde overgik vores, altid har vidst at holde dem. Det er min personlige bøn til Dem, min herre, og jeg beder Dem tilgive en italiener og soldat de mangfoldige fejl, De måtte finde i dette brev. Jeg beder til, at Gud i rigt mål vil belønne Dem for de lysende skrifter, hvormed De har beriget hans kirke, og at han måtte indgive Deres læsere den højeste agtelse og dybeste respekt, som jeg selv har den ære at omfatte Dem med, min herre, idet jeg forbliver Deres ydmyge og lydige tjener, Giovanni Battista Simonini.«

Når det kom dertil, lagde farfar hver gang brevet ned i skrinet igen, og jeg spurgte:

– Hvad svarede abbed Barruel så?

– Han værdigede mig ikke noget svar. Men da jeg har flere gode venner i den pavelige kurie, erfarede jeg, at den forsigtige mand frygtede, at en udbredelse af disse sandheder ville udløse en massakre på det jødiske folk, som han ikke var til sinds at fremkalde, fordi han mente, at nogle af dem var uskyldige. Det synes også at have spillet en rolle, at den jødiske konspiration fandt sted på et tidspunkt, hvor Napoleon havde besluttet sig for at møde repræsentanter for jødernes Store Synedrium for at få deres opbakning til sine ambitioner – og nogen lod åbenbart abbeden forstå, at man stod sig dårligt ved at forplumre tingene. Men samtidig brød Barruel sig ikke om at fortie sagen, så han sendte originalen af mit brev til pave Pius 7. og flere kopier til en lang række biskopper. Og ikke nok med det, for han overdrog også brevet til kardinal Fesch, der dengang var pavelig vikar i Gallien, og bad ham gøre Napoleon bekendt med det. Og det samme gjorde han med politichefen i Paris. Og politiet i Paris rettede, hører jeg, en henvendelse til den pavelige kurie for at forhøre sig om, hvorvidt jeg var et troværdigt vidne – og det ved gud jeg var, og kardinalerne kunne ikke nægte det! Barruel kastede med andre ord stenen og skjulte hånden. Han ville ikke stikke hånden i en hvepserede, der var endnu større end den, hans bog havde fremtirret, men samtidig med at han tilsyneladende tav, udbredte han mine afsløringer til den halve verden. Du skal vide, at Barruel var blevet opdraget af jesuitterne, indtil Louis 15. forviste jesuitterne fra Frankrig, og han siden blev viet til verdslig præst, men han blev jesuit igen, da Pius 7. gav ordenen fuldstændig oprejsning. Som du ved, er jeg glødende katolik og tilhænger af, at man omgiver ethvert medlem af den gejstlige stand med den største respekt, men en jesuit er og bliver en jesuit, han siger et og gør noget andet, gør et og siger noget andet, og Barruel var ingen undtagelse ...

Og farfar gnækkede, så spyttet stod ham ud mellem de få tiloversblevne tænder, godt fornøjet med sin syrlige uforskammethed.

– Sådan ligger landet, min kære Simonino, sagde han afslutningsvis. Jeg er en gammel mand og føler mig ikke kaldet til at råbe i ørkenen. Når de ikke ville lytte til mig, må de selv svare for sig på den yderste dag, men I unge skal bære vidnesbyrdets fakkel videre, nu da de fordømte jøder bliver stadig mere magtfulde, og vores frygtsomme konge, Karl Albert, behandler dem med stadig større eftergivenhed. Han vil selv blive løbet over ende af deres sammensværgelse ...

– Har de da også svoret sig sammen her i Torino? spurgte jeg.

Farfar så sig omkring, som om nogen smuglyttede, mens skumringstimens skygger bredte sig i værelset.

– Her og alle andre steder, svarede han. Det er en fordømt race, og deres Talmud foreskriver – hvilket de, der kan læse den, kan bekræfte – at jøderne skal forbande de kristne tre gange om dagen og bede til Gud om, at de må blive tilintetgjort og udryddet, og at en jøde, der møder en kristen ved en afgrund, skal kaste ham i den. Ved du, hvorfor du hedder Simonino? Jeg ville, at dine forældre døbte dig i det navn til minde om den hellige Simonino, en dreng, der led martyrdøden i det fjerne 13. århundrede i nærheden af Trento. Han blev bortført af jøder, som dræbte og parterede ham for at bruge hans blod til deres ritualer.

***

»Hvis du ikke opfører dig ordentligt og går pænt i seng i aften, kommer den skrækkelige Mordechai,« siger farfar truende. Og jeg kan ikke falde i søvn på mit lille tagkammer og spidser ører, hver gang det knirker i det gamle hus. Det forekommer mig næsten, at jeg ude på trappen kan høre den forfærdelige gamle mand, som kommer for at tage mig og slæbe mig bort til sin djævelske bolig, hvor han vil tvinge mig til at spise usyret brød bagt på barnemartyrers blod. Det hele blander sig med andre historier, som jeg har hørt fra mor Teresa, den gamle tjenestepige, som allerede ammede min far og stadig tøfler omkring i huset, og jeg hører Mordechai, der savlende fremmumler: »Um, jeg vejrer kristenblod«.

***

Jeg er allerede næste fjorten år gammel og har flere gange været fristet til at gå ind i ghettoen, som efterhånden breder sig ud over sine gamle grænser, fordi mange af de restriktioner, som har været gældende i Piemonte, er ved at blive ophævet. Mens jeg går rundt ved grænsen til denne forbudte verden, krydser jeg måske flere jøder på min vej, men jeg har hørt, at mange af dem har aflagt deres klædedragt gennem århundreder. De forklæder sig, siger farfar, de forklæder sig, de går lige forbi os, og vi aner det ikke engang. Jeg slentrer stadig rundt i kvarterets udkant, da jeg møder en sorthåret pige, som hver morgen går hen over piazza Carlina for at aflevere en kurv tildækket af et klæde i en butik i nærheden. Blikket er brændende, øjnene som fløjl, huden mørk ... Det er umuligt, at det skulle være en jødinde, at de fædre, som farfar beskriver for mig, med ansigter som glubske rovfugle og onde øjne, kan avle sådanne pigebørn. Men hun må ikke desto mindre komme inde fra ghettoen.

Det er første gang, jeg ser på en kvinde, som ikke er mor Teresa. Jeg går frem og tilbage på stedet hver morgen, og når jeg ser hende på afstand, begynder hjertet ligesom at hamre. De morgener, hvor jeg ikke får hende at se, går jeg rundt på torvet, som om jeg søgte efter en flugtvej og ikke ville affinde mig med nogen af dem, og jeg er stadig deroppe, når farfar sidder og venter på mig ved bordet derhjemme, mens han rasende gumler på et stykke brød.

En morgen vover jeg at standse pigen og spørger med sænket blik, om jeg skal hjælpe hende med at bære kurven. Hun slår med nakken, stikker næsen i sky og svarer hovmodigt, på dialekt, at hun sagtens kan bære den selv. Hun kalder mig ikke engang monssü, men gagnu, knægt. Jeg hverken opsøger eller ser hende siden. Jeg var blevet ydmyget af en af Zions døtre. Kunne det skyldes, at jeg var tyk? En ting var sikker: Det var her, min krig mod Evas døtre begyndte.

***

Gennem hele min barndom havde farfar nægtet at sætte mig i Kongerigets skoler, fordi, sagde han, alle lærerne var carbonari eller republikanere. Jeg tilbragte alle de år hjemme, alene, idet jeg i timevis skulede ud på de andre drenge, som legede nede ved floden, som om de tog noget fra mig, der tilhørte mig. For øvrigt sad jeg over bøgerne i et værelse sammen med en jesuit, som farfar, afhængig af min alder, altid valgte blandt de sorte ulykkesfugle, der kredsede om ham. Jeg hadede de skiftende huslærere, ikke kun fordi de bankede lærdom ind i mig ved at rappe mig over fingrene med en lineal, men også fordi min far (de få gange, hvor han distræt talte lidt med mig) indgød mig had til præster i almindelighed.

– Men mine lærere er ikke præster, de er jesuiter, sagde jeg.

– Det er endnu værre, svarede min far. Stol aldrig på en jesuit. Ved du, hvad en from præst har skrevet (og jeg siger vel at mærke en præst, ikke en frimurer, ikke en carbonaro, en af Satans illuminater, som de siger, at jeg er, men en ejegod præst, abbed Gioberti)? Det er jesuitternes lære, der miskrediterer, forulemper, plager, bagvasker, forfølger og ødelægger mennesker med et frit sindelag, det er jesuitternes lære, der fordriver gode og dygtige folk fra offentlige embeder og erstatter dem med krakilere og nedrige personer, det er jesuitternes lære, som på et utal af måder forsinker, hæmmer, skader, forstyrrer, svækker og korrumperer den offentlige og private uddannelse, som spreder nid og nag, mistro, fjendtlighed, had, uforsonlighed, åbenbare og skjulte uoverensstemmelser mellem familier, samfundsklasser, stater, regeringer og folkeslag, det er jesuitternes lære, som sløver intellekterne, slår hjerter og viljer med sløvhed, svækker ungdommen med sin slappe disciplin, ødelægger den modne alder med en eftergivende og hyklerisk moral, bekæmper, kølner og kvæler venskab, familiær hengivenhed, sønlig kærlighed og den hellige fædrelandskærlighed hos størstedelen af borgerne. Ingen anden sekt i verden er så følelseskold (sagde han), så hård og hensynsløs i varetagelsen af sine egne interesser som Jesu Selskab. Bag det kærlige og indsmigrende ansigt, de honningsøde ord, den venlige og elskværdige imødekommenhed, har den jesuit, der lystrer sin Ordens love og sine foresattes mindste vink, et hjerte af stål, fuldkommen uimodtageligt for de helligste følelser og den nobleste kærlighed. Han praktiserer konsekvent Machiavellis forskrift om, at når det gælder fædrelandets bedste, skal man på ingen måde tage højde for, hvad der er ret eller uret, hvad der er barmhjertigt eller ondt. Det er forklaringen på, at de lige fra barnsben opdrages på præsteseminariet til ikke at omgive familien med kærlige følelser, ikke have venner og være parat til at indberette selv den bedste kammerats mindste forsømmelse til deres overordnede, at undertvinge alle hjertets tilskyndelser og indstille sig på fuldkommen underdanighed, perinde ac cadaver. Vincenzo Gioberti sagde, at mens de indiske thugger eller kvælere ofrer deres fjenders legemer til deres guddom, idet de dræber dem med en løkke eller en kniv, dræber de italienske jesuitter sjælen med deres tunger, ligesom reptiler, eller spidder dem med deres pen.

– Men jeg må indrømme, at jeg altid har fundet det temmelig komisk, at Gioberti havde fået nogle af disse forestillinger fra en roman, som udkom året før, Den evige jøde af Eugène Sue, sagde min far til sidst.

***

Min far. Familiens sorte får. Hvis det, farfar sagde, stod til troende, var han involveret med carbonari’erne. Når han hentydede til farfars meninger, nøjedes han med at sænke stemmen og sige, at jeg ikke skulle lytte til hans vås. Men hvad enten det skyldtes blufærdighed, respekt for sin fars holdninger eller manglende interesse for mig, talte han aldrig med mig om sine idealer. Jeg behøvede sådan set bare smuglytte til farfars samtaler med sine jesuitter eller overhøre mor Teresas og portnerens sladder for at erfare, at min far var et af de mennesker, som ikke alene var tilhængere af Revolutionen og Napoleon, men oven i købet talte om et Italien, der skulle kaste det østrig-ungarske riges, Boubonernes og pavens åg af sig og blive (det var et ord, man ikke skulle sige, hvis farfar var til stede) en Nation.

***

Den første lærdom blev jeg bibragt af fader Pertuso, der mest af alt lignede en mår. Fader Pertuso var den første, der underviste mig i samtidshistorie (mens farfar underviste mig i ældre historie).

Senere gik der rygter om de første revolutionære opstande i Italien – som jeg fik nys om i de aviser, min fraværende far fik leveret, og som jeg tog hånd om, inden farfar lod dem brænde – og jeg husker, at jeg havde timer i tysk og latin hos fader Bergamaschi. Han stod på så god fod med farfar, at han havde fået et værelse stillet til sin rådighed i huset, næsten dør om dør med mit eget. Fader Bergamaschi ... I modsætning til fader Pertuso var han ung, med et pænt ydre, bølget hår, harmoniske ansigtstræk og fascinerende talegaver, og når han var hos os, var han i hvert fald værdigt klædt i en ulastelig præstekjole. Jeg mindes hans hvide og slanke hænder og neglene, der var lidt længere, end man ville forvente af en gejstlig person.

Når han så mig sidde bøjet over bøgerne, satte han sig ofte bag mig og strøg mig over nakken, han advarede mig mod de mange farer, som truede en uerfaren ung mand og forklarede mig, at de italienske revolutionæres carboneria blot var et skalkeskjul for en langt større svøbe, kommunismen.

– Indtil for ganske nylig, sagde han, var der tilsyneladende ingen grund til at frygte kommunisterne, men nu, hvor denne Marsh (sådan udtalte han det) har udgivet sit manifest, er vi nødt til at afsløre deres komplot. Nu kender du ikke Babette fra Interlaken. Hun var oldebarn af Weishaupt og har fået tilnavnet den schweiziske kommunismes Store Jomfru.

Af en eller anden grund var fader Bergamaschi som besat af de religiøse sammenstød, der i Schweiz havde fundet sted mellem katolikker og protestanter, langt mere end de folkelige opstande i Wien og Milano, som var på alles læber i de dage.

– Babette var født uden for ægteskab og voksede op med skørlevned, tyveri, bortførelser og blodsudgydelser. Guds navn kendte hun kun fra et værk, hvor det blev taget forfængeligt. I forbindelse med skærmydslerne ved Luzern, da de radikale havde dræbt nogle katolikker fra de oprindelige kantoner, lod de Babette om at knuse deres hjerter og rive deres øjne ud. Babette, hvis gyldne lokker flagrede for vinden som på en af Babylons skøger, var bag sit yndige ydre de hemmelige selskabers herold, den dæmoniske hjerne bag alle disse gådefulde sammenslutningers bedragerier og snedige påfund; hun dukkede pludselig op og forsvandt lige så hurtigt igen som en sylfe, hun havde indsigt i dybe hemmeligheder, opsnappede diplomatiske depecher uden at bryde deres segl, krøb som en giftslange ind i de allermest hemmelige kontorer i Wien, Berlin og endda Sankt Petersborg, forfalskede veksler, ændrede pasnumre, og allerede som ung pige var hun en ferm giftblanderske og parat til at begå giftmord efter sektens mindste vink. Hun var som besat af den onde selv, så stor var hendes feberagtige kraft, så forførende hendes blikke.

Jeg gjorde store øjne og forsøgte ikke at lytte, men om natten drømte jeg om Babette fra Interlaken. Mens jeg halvsovende forsøgte at forjage billedet af denne blonde dæmon med de bølgende lokker ned over skuldrene, som sikkert var bare, denne dæmoniske og velduftende sylfe, med et bryst, der bølgede af vellyst som hos et gudløst og syndigt vilddyr, drømte jeg om hende som et forbillede – eller rettere: skønt blot tanken om at strejfe hende med fingrene fyldte mig med rædsel, ønskede jeg brændende at være ligesom hende, en hemmelig og ukuelig agent, som forfalskede pas og førte sine ofre af det modsatte køn til evig fortabelse.

***

Mine huslærere holdt af at spise godt, og denne last har jeg åbenbart ført med mig ind i voksenlivet. Jeg husker middagsselskaber, hvor de gode jesuitter om ikke under munterhed så dog en passende angergivenhed diskuterede de fremragende kvaliteter ved en bollito misto, som farfar havde ladet tilberede.

Det krævede mindst et halvt kilo okseklump, en hale, et halestykke, små pølser, kalvetunge og -hoved, et stykke cotechino-pølse, hønsekød, et løg, to gulerødder, to stængler bladselleri og en håndfuld persille. Det hele skulle koge i kortere eller længere tid afhængig af kødets beskaffenhed. Men, som farfar understregede, og fader Bergamaschi nikkede ivrigt samtykkende, så snart retten var anrettet på et serveringsfad, skulle man drysse en håndfuld salt ud over kødet og overhælde det med to øseskeer fulde kogende suppe for at fremhæve smagen. Det krævede ikke meget tilbehør bortset fra nogle kartofler, men de forskellige saucer var alfa og omega. Det kunne være mostarda d’uva, peberrodssauce, mostarda alla senape di frutta, men først og fremmest (og på det punkt var farfar ubøjelig) bagnetto verde: en håndfuld persille, fire ansjosfileter, krumme af et rundstykke, en skefuld kapers, et fed hvidløg og blommen af et hårdkogt æg. Alt sammen finthakket og tilsat olivenolie og eddike.

Det var, mindes jeg, min barndoms og tidligste ungdoms fornøjelser. Hvad mere kunne man ønske sig?

***

En lummervarm eftermiddag. Jeg læser lektier. Fader Bergamaschi sætter sig stille bag mig, hans hånd lægger sig i et fast greb om min nakke, og han hvisker til mig, at han til en dydig og velvilligt indstillet dreng som mig, som måtte ønske at undgå det fjendtlige køns fristelser, kunne tilbyde ikke blot et faderligt venskab, men hele den modne mands opbud af varme og hengivenhed.

Siden da har jeg ikke ladet nogen præst røre ved mig. Måske klæder jeg mig ud som abbed Dalla Piccola for selv at befamle andre?

***

Men da jeg nærmede mig de atten år, lod farfar, der forestillede sig, at jeg skulle være advokat (i Piemonte kaldes enhver, der har studeret jura, for advokat), mig alligevel flytte hjemmefra, for at jeg kunne begynde på universitetet. Det var første gang, jeg havde kontakt til mine jævnaldrende, men det var for sent, og jeg stolede ikke på nogen. Jeg forstod ikke deres fnisen og de indforståede blikke, når de talte om kvinder, og de havde franske bøger med modbydelige illustrationer, som gik på omgang mellem dem. Jeg foretrak at være alene og læse. Min far abonnerede på den parisiske avis Le Constitutionel, som bragte Eugène Sues Den evige Jøde som føljeton, og jeg åd selvfølgelig de numre. Her erfarede jeg, hvordan det infame Jesu Selskab kunne begå de mest modbydelige forbrydelser for at få fingre i en arv, idet de lod hånt om fattige og gode menneskers rettigheder. Læsningen vakte ikke kun min mistro mod jesuitter, men introducerede mig også for føljetonens velsigelser. Oppe på loftet havde jeg fundet en kasse med bøger, som det åbenbart var lykkedes min far at unddrage farfars kontrol (jeg forsøgte ligesom far at holde min hemmelige last skjult for farfar), og her tilbragte jeg hele eftermiddage, indtil jeg næsten ikke kunne se ud af øjnene, med at læse Paris’ Mysterier, De tre Musketerer, Greven af Monte-Christo ...

Vi var gået ind i det glorværdige år 1848. Alle studenter begejstredes over den nyligt pavekronede kardinal Mastai Ferretti, denne Pius 9., som to år tidligere havde givet amnesti til politiske fanger. Året var begyndt med de første opstande mod østrigerne i Milano, hvor borgerne var holdt op med at ryge for at bringe Den Kejserlige Regerings statsfinanser i krise (og mine kammerater i Torino betragtede de milanesiske kammerater, der sammenbidt ignorerede provokationerne fra de soldater og politifunktionærer, som pustede velduftende tobaksskyer i hovedet på dem, som sande helte). Samme måned var der udbrudt revolutionære opstande i Kongeriget Begge Sicilier, og Ferdinand 2. havde lovet befolkningen en forfatning. Men mens Ludvig-Filip i marts blev afsat ved en folkelig opstand i Paris, og man (igen og omsider!) udråbte Frankrig til en republik – med afskaffelsen af dødsstraf for politiske forbrydelser og af slaveri og indførelsen af almen stemmeret – havde paven i marts ikke alene givet en forfatning, men også indført pressefrihed, og han havde befriet jøderne i ghettoen for mange ydmygende ritualer og servitutter. Og i samme periode nedsatte også storhertugen af Toscana en forfatningsgivende forsamling, mens kong Karl Albert indførte en forfatning, lo statuto, i Kongeriget Sardinien. Så fulgte revolutionerne i Wien, i Bøhmen og i Ungarn og de fem dages folkelige opstande i Milano, som førte til østrigernes fordrivelse, da den piemontesiske hær gik i krig for at annektere det befriede Milano i Piemonte. Mine kammerater talte også hviskende om fremkomsten af et Kommunistisk Manifest, så begejstringen, foruden af studenter, også deltes af arbejdere og mænd af små kår, der følte sig overbevist om, at man snart ville hænge den sidste præst i den sidste konges tarme.

Det var nu ikke alle nyheder, der var gode, for Karl Albert var i modgang og blev betragtet som en forræder af alle milanesere og alle patrioter generelt. Pius 9. havde i forskrækkelsen over mordet på en af sine ministre søgt tilflugt i Gaeta hos kongen af Begge Sicilier og var pludselig vendt på en tallerken, så han nu virkede langt mindre liberal, end han tilsyneladende havde været i begyndelsen, og mange af de nye forfatninger blev trukket tilbage ... Imidlertid var Garibaldi og Mazzinis patrioter kommet til Rom, og i begyndelsen af det kommende år ville Republikken Rom blive udråbt.

Fra marts så vi ikke mere noget til min far, og mor Teresa var overbevist om, at han havde sluttet sig til oprørerne i Milano, men hen imod december fik en af de jesuitter, der kom hos os, nys om, at han havde sluttet sig til Mazzinis republikanere, som ilede til for at deltage i forsvaret af Republikken Rom. Farfar var dybt nedbøjet og bestormede mig med frygtelige forudsigelser, som forvandlede dette annus mirabilis til et annus horribilis. I de selv samme måneder opløste den piemontesiske regering da også jesuitterordenen og beslaglagde dens ejendomme, og, som et led i den brændte jords taktik, forbød den også de såkaldt jesuittervenlige ordener som oblatfædrene og liguorianerne.

– Det er Antikrists komme, jamrede farfar, som naturligvis tilskrev alt, hvad der foregik, jødernes intriger og så begivenhederne som en opfyldelse af Mordechais allerværste profetier.

***

Farfar gav husly til jesuitter, der forsøgte at undslippe folkets vrede, mens de afventede, at de på en eller anden måde kunne træde ind i de verdslige præsters rækker, og i begyndelsen af 1849 kom mange af dem i hemmelighed rejsende til fra Rom med grusomme beretninger om, hvad der foregik dernede.

Fader Pacchi. Efter at jeg havde læst Den evige Jøde af Sue, så jeg ham mere og mere som en inkarnation af fader Rodin, den perverse jesuit, der med sine lyssky gerninger lader hånt om alle moralske principper for Jesu Selskabs skyld, måske fordi han ligesom ham skjulte sit tilhørsforhold til ordenen ved at gå i civile klæder, en luvslidt overfrakke, hvis revers var gennemsyret af gammel sved og dækket af skæl, et tørklæde i stedet for et slips, en sort vest, store, altid møgbeskidte sko, som han fuldstændig hensynsløst satte på de smukke tæpper i vores hjem. Ansigtet var blegt og magert med fremstående træk, han havde gråt og fedtet hår, som klæbede til tindingerne, skildpaddeøjne og smalle og blegrøde læber.

Som om han ikke stillede sig tilfreds med at vække afsky ved sin blotte tilstedeværelse ved bordet, berøvede han alle appetitten med sine gyselige historier, som han fortalte i et missionerende sprog og tonefald.

– Kære venner, min stemme svigter mig, men jeg må fortælle, hvad jeg har set. Pesten har spredt sig fra Paris, for nok var Ludvig-Filip ikke et af Guds bedste børn, men han var et bolværk mod anarkiet. Jeg har selv set folket i Rom i disse dage! Eller var det virkelig folket? Det var tvivlsomme typer klædt i laser og pjalter, tugthuskandidater, som ville fornægte Paradis for et glas vin. Ikke mænd af folket, men plebejere, som i Rom har gjort fælles sag med det værste afskum fra italienske og udenlandske byer, garibaldinere og republikanere, et viljeløst redskab for al ondskab. I aner ikke, hvilke modbydelige ugerninger, republikanerne har begået. De trænger ind i kirkerne og vælter martyrernes urner over ende, asken spreder de for vinden, og urnen bruger de som natpotte. De brækker alternes hellige sten op og smører dem ind i ekskrementer, ridser med knive i statuer af den hellige Jomfru, stikker øjnene ud på helgenbillederne og skriver obskøne ord på dem med kul. En præst, som talte mod republikken, slæbte de ind i en port, gennemborede ham med deres knive, stak øjnene ud på ham og rev hans tunge ud, og efter at have skåret bugen op på ham, lagde de tarmene om hans hals og kvalte ham. Og selv om Rom skulle blive befriet (det forlyder allerede, at franskmændene vil komme byen til undsætning), skal I ikke tro, at republikanerne lader sig besejre. De er strømmet til fra alle Italiens provinser, de er snu og udspekulerede, hyklere og simulanter, rådsnare og dristige, tålmodige og vedholdende. De vil blive ved med at samles på byens allerhemmeligste tilholdssteder, og takket være deres forstillelse og hykleri kan de trænge ind i de allerhemmeligste kontorer, i politiet, de væbnede styrker, flåderne og citadellerne.

– Og min søn er iblandt dem, græd farfar, nedbrudt på krop og sjæl.

I samme øjeblik blev der stillet en braiseret oksesteg i barolo på bordet.

– Min søn vil aldrig kunne forstå skønheden i dette stykke oksekød med løg, gulerødder, selleri, salvie, rosmarin, laurbærblade, nelliker, kanel, enebær, salt, peber, smør, olivenolie og naturligvis en flaske barolo, serveret med polenta eller kartoffelmos, sagde han. I kan for min skyld lave alle de revolutioner, I vil ... Folk har mistet glæden ved livet. I vil fordrive paven for at spise provencalsk bouillabaisse, som den fisker til Garibaldi vil tvinge os til ... Der er efterhånden ingenting, der er helligt.

***

Fader Bergamaschi iførte sig ofte civilt tøj og sagde, at han ville være borte i nogle dage – uden i øvrigt at gøre nærmere rede for sin færden. Så gik jeg ind på hans værelse, stjal hans præstekjole og iførte mig den, stillede mig hen foran spejlet og gjorde nogle små dansetrin. Som om jeg, himlen forbyde det, var en kvinde eller imiterede nogen, der var det. Hvis det skulle vise sig, at jeg er identisk med abbed Dalla Piccola, må det være den oprindelige forklaring på disse teatralske tilbøjeligheder hos mig.

I præstekjolens lommer fandt jeg nogle penge (som Bergamaschi åbenbart havde glemt alt om) og jeg besluttede mig for at tilstå mig selv lidt lækkerier og samtidig udforske nogle steder i byen, som jeg mange gange havde hørt omtalt i rosende vendinger.

Således klædt – og uden tanke for, at det i sig selv var en provokation i de dage – bevægede jeg mig ind i de krogede gyder i Balôn, det kvarter ved Porta Rione, hvor Torinos værste udskud dengang boede, og et arnested for de værste slyngler, der hjemsøgte byens gader. Men på helligdage var der et fantastisk leben på markedet ved Porta Palazzo, folk trængtes og stimlede sammen om boderne, horder af tjenestepiger myldrede ind i slagerbutikkerne, drengene standsede henrykt op ved boden med fransk nougat, ædedolkene købte ind af fjerkræ, vildt og viktualier, der var ikke et ledigt bord på restauranterne. Min præstekjole strejfede kvindernes flagrende gevandter, og mens jeg som en sand gejstlig stirrede stift på mine foldede hænder, sendte jeg stjålne blikke til kvinder med hatte, kyser, slør og tørklæder på hovedet og følte mig helt ør over den stadige kommen og gåen af diligencer og kærrer, af råben og skrigen og spektakel.

Jeg var opstemt af hele dette ståhej, som farfar og far, om end af vidt forskellige grunde, hidtil havde holdt hemmeligt for mig, og vovede mig helt ind på et af den tids mest legendariske steder i Torino. Jeg frydede mig hemmelig over den opsigt, det vakte, da jeg i min jesuittermundering trådte ind på Caffè al Bicerin, ved Consolata-kirken, hvor jeg af et glas med metalhank indtog en drik, der duftede af mælk, kakao, kaffe og andre gode sager. Dengang kunne jeg ikke vide, at selv Alexandre Dumas, en af mine helte, nogle år senere skulle skrive om ël bicerin. Efter bare to-tre besøg på dette mageløse sted vidste han alt om denne gudedrik, der var en videreudvikling af en bavareisa med den forskel, at mens mælk, kaffe og chokolade er blandet i en bavareisa, ligger de varme ingredienser i en bicerin i tre adskilte lag, og man kan enten bestille en bicerin pur e fiur bestående af kaffe og mælk, en pur e barba med kaffe og chokolade eller en ‘n poc ‘d tut med lidt af hvert.

Det var en fryd at opholde sig på dette sted, indgangsdørens jernindfatning, reklameskiltene langs siderne, de små søjler og kapitæler af smedejern, interiørets træpaneler dekoreret med spejle og de små marmorborde, disken, bag hvilken man kunne ane de duftende krukker med deres indhold af fyrre forskellige slags sukkermandler ... Jeg elskede at holde øje med, hvad der foregik på stedet, og navnlig om søndagen, for drikken var en yndet nektar for folk, som på fastende hjerte havde modtaget alterets sakramente og trængte til noget at styrke sig på, når de kom ud af Consolata-kirken. Særlig efterspurgt var bicerin i fastetiden, fordi varm chokolade ikke blev betragtet som fast føde. Hvilket hykleri!

Men bortset fra kaffens og chokoladens lyksaligheder var det, der gav mig den største tilfredsstillelse, at give mig ud for en anden, end jeg var. Det, at folk ikke vidste, hvem jeg virkelig var, beredte mig en følelse af overlegenhed. Jeg havde en hemmelighed.

***

Jeg måtte siden begrænse og til sidst helt indstille disse eventyr, fordi jeg frygtede at løbe ind i en af mine kammerater, som bestemt ikke anså mig for at være en skinhellig bedrager og mente, at jeg var optændt af samme revolutionære ildhu som de.

Med disse tilhængere af fædrelandets genrejsning mødtes jeg som regel på Osteria del Gambero d’Oro. I en mørk og smal gyde, oven over en endnu mørkere indgang, hang der et skilt kronet af en forgyldt reje, som anpriste stedets fortræffeligheder: »All’Osteria del Gambero d’Oro, buon vino e buon ristoro.« Forstuen indenfor fungerede som både køkken og vinudsalg. Vi drak vin i en em af pølser og løg, sommetider spillede vi fingerspil, men oftere sad vi sammensvorne uden sammensværgelse hele natten og fantaserede om nært forestående revolutioner. Farfars gode mad havde gjort mig til en sand feinschmecker, men på Gambero d’Oro kunne man til nød stille sulten (hvis man ikke var alt for kræsen). Man måtte jo ud blandt andre mennesker og væk fra jesuitterne derhjemme, og så var det muntre selskab i den nassede krostue trods alt at foretrække frem for de dystre middage i farfars hus.

Hen imod daggry forlod vi etablissementet med tung hvidløgsånde og et hjerte, der svulmede af fædrelandskærlighed og forsvandt ind i en betryggende tågedis, der glimrende beskyttede os mod politispionernes blikke. Sommetider gik vi op i bakkerne på Po-flodens modsatte bred og så byens tage og klokketårne flyde rundt på de tågebanker, der havde oversvømmet sletten, mens Superga-kirken i det fjerne, som allerede var oplyst af solen, lignede et fyrtårn midt ude på havet.

Vi studenter talte dog ikke kun om Nationens snarlige grundlæggelse. Vi talte, som man gør i den alder, om kvinder. Med lysende øjne genkaldte vi os på skift mindet om et smil, som vi havde opfanget, da vi hævede blikket mod en balkon, en hånd, vi havde strejfet på vej ned ad en trappe, en tørret blomst, der var faldet ud af en bønnebog og samlet op, og som (ifølge pralhalsen) endnu duftede af den hånd, der havde lagt den ind mellem de hellige sider. Jeg lagde ansigtet i strenge og utilnærmelige folder og fik ry for at være en dadelløs og ubestikkelig republikaner.

Men en aften afslørede den mest løsslupne af mine kammerater, at han oppe på loftet, skjult i en slagbæk af hans skamløse svirebror til en far, havde fundet nogle af de bøger, som dengang i Torino gik under deres franske navn, cochons, og da han ikke turde vise dem frem på Gambero d’Oros fedtede borde, besluttede han sig for at låne dem til os på skift. Da det blev min tur, kunne jeg derfor ikke undslå mig.

Således gav jeg mig en sen nattetime til at bladre i bøgerne, som måtte være temmelig kostbare i betragtning af det fine safianbind, ryggenes bind og røde titelfelter, guldsnittet og omslagenes blomstermotiver eller – for nogles vedkommende – våbenskjold. Titlerne lød Une veillée de jeune fille eller Ah! Monsigneur, si Thomas nous voyait! og jeg gøs, mens jeg bladrede i bøgerne og standsede ved illustrationer, som fik sveden til at løbe fra håret ned over kinderne og nakken på mig. Det var unge kvinder, som løftede op i skørterne, blottede blændende hvide bagdele og uden den mindste blusel bød sig til over for liderlige mandfolk – og jeg vidste snart ikke, om jeg var mest foruroliget over disse skamløse kurver, eller det næsten jomfruelige smil hos pigen, som uden skam kastede et blik over skulderen på misdæderen med et udfordrende blik og et ansigt, der var indrammet af kulsort hår sat op i to knuder i siderne. Endnu frygteligere var tre fruentimmere på en sofa, som spredte benene og blottede det, der skulle være deres mødoms naturlige værn. Den ene lod sig befamle med højre hånd af en mand med uglet hår, som samtidig penetrerede og kyssede den skamløse kvinde ved hendes side. Og idet han ignorerede den tredjes blottede skød, forsøgte han med venstre hånd at trænge ned i hendes nogenlunde ærbare kavalergang, så hendes korset blev krøllet. Jeg faldt også over en besynderlig karikatur af en abbed med et knudret fjæs, som ved nærmere eftersyn viste sig at bestå nøgne kvinder og mænd i et stort virvar, penetreret af enorme kønslemmer, hvoraf mange faldt ned ad nakken, så de med testiklerne dannede en tæt hårpragt, der endte i tykke krøller.

Jeg husker ikke afslutningen på den stormfulde nat, hvor erotikken viste sig for mig fra sin mest frygtelige side (i ordets hellige betydning, som et tordenskrald, der, sammen med vores gudsfrygt, vækker vores frygt for det djævelske og vanhellige). Jeg husker blot, at jeg oven på denne forvirrende oplevelse nærmest messende blev ved med at fremmumle en sætning af en eller anden skriftklog mand, som fader Pertuso flere år tidligere havde tvunget mig til at lære udenad: »Legemets skønhed sidder udelukkende i huden. Hvis mænd kunne se, hvad der gemmer sig under huden, ville det blotte syn af en kvinde få det til at vende sig i dem: Denne kvindelige skønhed er ikke andet end blod, vand og galde. Tænk blot på, hvad der skjuler sig i næseborene, i halsen og i maven ... Hvordan kan vi, der end ikke vover at røre noget opkast eller gødning med en lillefinger, da begære at holde en sæk lort i vore arme?«

Måske troede jeg i den alder stadig på en guddommelig retfærdighed, for jeg betragtede det, der skete den følgende dag, som en straf for hin stormfulde nat. Jeg fandt farfar sammensunket i sin lænestol, rallende med et krøllet papir mellem hænderne. Jeg tilkaldte lægen, tog brevet og læste, at min far var blevet dødeligt såret af en fransk kugle under forsvaret af Republikken Rom i netop den juni måned 1849, hvor general Oudinot på ordre fra Ludvig Napoleon havde befriet den hellige stad fra republikanere og revolutionære.

Farfar døde ikke, og han var ellers over firs år gammel, men i dagevis lukkede han sig rasende inde i sig selv og mælede ikke et ord, hvad enten det var af had til franskmændene, de pavelige soldater, der havde dræbt hans søn, sønnen selv, der så letsindigt havde vovet at trodse dem eller alverdens patrioter, som havde sat ham griller i hovedet. Der undslap ham nu og da en misfornøjet mumlen med hentydninger til jødernes ansvar for de hændelser, som nu rystede Italien, ligesom de et halvt århundrede tidligere havde rystet Frankrig.

***

Det er måske for at genkalde mig min far, at jeg nu tilbringer timevis på loftet med at læse de romaner, han har efterladt sig, og da posten kommer med den, lykkes det mig at opsnappe Dumas’ Joseph Balsamo.

Denne fremragende bog handler som bekendt om Cagliostros eventyr og om, hvordan han planlagde affæren med Marie Antoinettes halssmykke, der med et slag kastede kardinal de Rohan ud i moralsk og økonomisk ruin, kompromitterede dronningen og holdt hele hoffet for nar. Mange mente, at Cagliostros bedrageri havde medvirket til at fratage monarkiet troværdighed og skabe det klima af almindelige mistillid, som udløste Revolutionen i 1889.

Men Dumas går videre endnu og betragter Cagliostro, eller rettere Joseph Balsamo, som manden, der med køligt overlæg organiserede ikke et bedrageri, men en politisk sammensværgelse under den verdensomspændende frimurerbevægelses beskyttelse.

Jeg var fascineret af bogens ouverture. Scenen udspiller sig på Mont Tonnerre, Tordenbjerget. På venstre Rhinbred, få mil fra Worms, udgår en kæde af dystre bjerge, Kongestolen, Falkeklippen, Slangekammen, og højest af alle altså Tordenbjerget. Den 6. maj 1770 (næsten tyve år inden den skæbnesvangre Revolution), mens solen var på vej ned bag spiret på katedralen i Strasbourg, som syntes at dele den midt over i to brændende halvkugler, var en Ukendt rejsende fra Mainz i færd med at bestige dette bjerg, idet han på et tidspunkt ligefrem steg af hesten og fortsatte til fods. Pludselig blev han taget til fange af nogle maskerede personer, som, efter at have givet ham bind for øjnene, førte ham gennem skoven til en lysning, hvor trehundred spøgelser hyldet i liglagener og bevæbnet med sværd gav sig til at underkaste ham et pinligt forhør.

Hvad ønsker du? At se lyset. Vil du sværge derpå? Og så blev han ellers udsat for en række prøvelser, hvormed han skulle bevise sin loyalitet, såsom at drikke blod af en nyligt ombragt forræder, skyde sig selv i hovedet med en pistol og lignende hokuspokus, der mindede om tredjerangs frimurerritualer, som selv Dumas’ folkelige læsere kendte til hudløshed. Til sidst besluttede den rejsende sig for at tage bladet fra munden og konfrontere forsamlingen, idet han gjorde det klart, at han kendte alle deres ritualer og narrestreger, og at de skulle holde op med deres komediespil, for ingen af dem kunne måle sig med ham, og han var det universelle frimureris leder af Guds nåde.

Og for at tage kommandoen over dem kaldte han alle logebrødrene frem, fra Stockholm, London, New York og Zürich, fra Madrid, Warszawa og forskellige asiatiske lande, alle befandt de sig naturligvis allerede på Tordenbjerget.

Men hvorfor var alverdens frimurere forsamlet der? Det gav Den Ukendte sig nu til at forklare. Han bad dem bruge jernhånden, ildsværdet og diamantvægten til at forjage det Urene fra jorden, ydmyge og knuse menneskehedens to store fjender, tronen og alteret (farfar havde jo fortalt mig, at den infame Voltaires valgsprog var écrasez l’infame). Derpå mindede Den Ukendte de forsamlede om, at han, som alle den tids store troldkarle, havde levet i tusind slægtsled, fra før Moses og måske før Assurbanipal, og han var kommet fra Østen for at kundgøre, at tiden var inde. Jordens folk var en umådelig falanks, som uophørlig marcherede mod lyset, og Frankrig var selve fortroppen i denne falanks. Derfor skulle de overdrage ham dette felttogs sande fakkel, og måtte den sprede et nyt lys over verden. I Frankrig sad en gammel og korrupt konge, som kun havde få år tilbage at leve i. Og skønt en af de forsamlede – som i øvrigt var den gudsbenådede fysiognomist til Lavater – forsøgte at gøre opmærksom på, at kongens to unge tronfølgere (den kommende kong Louis 16. og hans hustru, Marie Antoinette) efter alt at dømme havde et godt og barmhjertigt sind, så mindede Den Ukendte (som læseren formentlig havde identificeret som Giuseppe Balsamo, selv om Dumas endnu ikke havde nævnt hans navn) sine tilhørere om, at når det gjaldt om at bære fremskridtets fakkel frem, måtte man tilsidesætte medmenneskelige hensyn. Inden der var gået tyve år, skulle det franske monarki være fjernet fra jordens overflade.

Og her trådte samtlige repræsentanter for samtlige loger i samtlige lande frem og stillede mænd og rigdomme til rådighed under mottoet lilia pedibus destrue, træd de franske liljer under fode og ødelæg dem.

Jeg spekulerede ikke over, hvorvidt en sammensværgelse med deltagelse af fem kontinenter var i overkanten, når det gjaldt om at ændre Frankrigs konstitutionelle forhold. På den anden side var der dengang en piemonteser, som mente, at de eneste stater i verden, der var værd at beskæftige sig med, var Frankrig, Østrig, naturligvis, og måske langt, langt borte Cochinkina, foruden selvfølgelig Pavestaten. Jeg var en stor beundrer af Dumas, og hele denne iscenesættelse fik mig til at overveje, om den visionære forfatter ikke i sin beretning om et enkelt komplot havde fundet ind til Den Universelle Opskrift på ethvert tænkeligt komplot.

Lad os glemme alt om Tordenbjerget, venstre Rhinbred og den historiske ramme, tænkte jeg. Lad os forestille os en række sammensvorne fra alle verdenshjørner, som repræsenterer deres sekts forgreninger ud i alle lande. Lad os samle dem i en lysning, en grotte, et slot, en kirkegård, en krypt, et hvilket som helst sted, der henligger i et passende halvmørke. Lad en af dem holde en tale, hvor han afslører sektens hemmelige planer og hensigt om at erobre hele verden ... Jeg har altid været omgivet af mennesker, som frygtede en eller anden usynlig fjendes hemmelige sammensværgelse. For farfars vedkommende var det jøderne, for jesuitterne var det frimurerne, for min patriotiske far jesuitterne, for kongerne i det halve Europa var det de revolutionære, for mine revolutionære kammerater var det kongen tilskyndet af præsterne, for politiet i det halve Europa var det de bayerske Illuminater, og så videre. Hvor mange andre mennesker i denne verden mener ikke, at de er truet af en sammensværgelse? Her var en skabelon, som enhver kunne udfylde efter forgodtbefindende.

Dumas havde sandelig dyb indsigt i menneskesindet. Hvad er det, ethvert menneske stræber efter, og stræber desto mere efter, hvis det er uheldigt og har en ublid skæbne? Penge, af den lettjente slags, magt (det er en sand fryd at kommandere over næsten og ydmyge ham) og hævn for al den uret, der er blevet begået imod det (og alle mennesker har mindst en gang måttet lide en tort, hvor uanselig den end måtte være). I Greven af Monte-Christo viser Dumas så, at det er muligt at skaffe sig en enorm formue, som kan give en umådelig stor magt og lade alle ens fjender undgælde for deres gerninger. Men, tænker ethvert menneske, hvorfor har heldet ikke tilsmilet mig (eller ikke tilsmilet mig så meget, som jeg kunne have ønsket), hvorfor har jeg ikke opnået de samme fordele som andre, mindre fortjenstfulde personer? Da ingen synes at mene, at deres uheld på nogen måde kan tilskrives deres egne mangler, må nogen jo bære skylden. Dumas giver alle frustrerede en forklaring på deres nederlag (hvad enten de er individuelle eller deles af et helt folk). Når det er gået dig så skidt, skyldes det nogle andre mennesker, som mødtes på Tordenbjerget ...

Ved nærmere eftertanke havde Dumas ikke fundet på noget nyt. Han havde blot omsat det til en fortælling, som allerede abbed Barruel havde delagtiggjort farfar i. Hvis jeg på en eller anden måde skulle afsløre et komplot for nogen, sagde farfar, skulle jeg ikke fortælle vedkommende noget nyt og originalt, men udelukkende noget, som vedkommende enten allerede havde erfaret eller let kunne forvisse sig om ad andre kanaler. Folk tror kun på det, de ved i forvejen, og deri bestod Det Universelle Komplots skønhed.

***

Vi skrev 1855, jeg var nu femogtyve år gammel, havde taget embedseksamen i jura og vidste endnu ikke, hvad jeg skulle stille op med mit liv. Jeg plejede omgang med mine gamle kammerater og lod mig ikke rive nævneværdigt med af deres revolutionære begejstring, men forudså gang på gang deres skuffelser flere måneder i forvejen: Så blev Rom tilbageerobret af paven, og Pius 9., som engang havde været en reformvenlig mand, blev endnu mere reaktionær end sine forgængere, så svandt – hvad enten det skyldtes uheld eller fejhed – håbet om, at kong Karl Albert ville erklære Italiens enhed, så blev Frankrig atter et kejserrige efter voldsomme socialistiske opstande, som havde optaget sindene, så besluttede den nye regering i Piemonte sig for, i stedet for at befri Italien, at indsætte soldater i en meningsløs krig på Krim ...

Jeg kunne ikke engang længere læse de romaner, der havde betydet mere for min dannelse, end mine jesuitter. I Frankrig havde nemlig et universitetsråd, som af uforklarlige grunde havde tre ærkebiskopper og en biskop blandt sine medlemmer, udsendt den såkaldte Riancey-forordning, som pålagde enhver avis, der bragte en føljeton, en afgift på fem centimer pr. nummer. Det kunne måske forekomme at være en temmelig ligegyldig nyhed, hvis man ikke vidste så meget om udgivervirksomhed, men mine kammerater og jeg gennemskuede straks konsekvenserne: Det var en alt for høj afgift, og de franske aviser ville være nødt til at afstå fra at udgive romaner. Stemmer såsom Sue og Dumas, der havde udstillet samfundets uretfærdigheder, var således blevet bragt endegyldigt til tavshed.

Farfar, der blev mere og mere senil, men havde sine lyse øjeblikke, hvor han nøje registrerede, hvad der foregik omkring ham, besværede sig ikke desto mindre over, at den piemontesiske regering havde forvandlet sig til en satans synagoge, efter at frimurere som d’Azeglio og Cavour var kommet til magten.

– Er du klar over, min dreng, at denne Siccardis nye lov har frataget den gejstlige stand dens såkaldte privilegier? Hvorfor afskaffe retten til at søge asyl i Guds hus? Har en kirke måske ikke samme rettigheder som en politistation? Hvorfor afskaffe den religiøse domstol for gejstlige, der er anklaget for almindelige forbrydelser? Har Kirken måske ikke ret til at dømme sine egne? Hvorfor afskaffe den præventive religiøse censur på publikationer? Nu står det måske enhver frit for at sige, hvad han vil, uden respekt for hverken gudstro eller moral? Og da vores ærkebiskop, Fransoni, opfordrede Torinos gejstlighed til at nægte at adlyde den nye lov, blev han anholdt som en gemen forbryder og idømt en måneds fængsel! Og nu er det kommet så vidt, at man forbyder tiggermunkenes og de kontemplative munkes ordener, som omfatter næsten seks tusind gejstlige. Staten beslaglægger deres ejendom og siger, at den skal bruges til at betale sognepræsternes løn, men hvis man lægger værdien af alle disse religiøse ordeners ejendom sammen, får man et tal, der er ti, nej hundred gange alle de lønninger, staten udbetaler. I virkeligheden vil regeringen bruge pengene på den offentlige skole, hvor man underviser i ting, fattigfolk ikke kan bruge til noget, det skulle da lige være at brolægge ghettoerne! Og alt det sker ud fra parolen »en fri kirke i en fri stat«, skønt den eneste, der kan råde og regere, er staten. Den sande frihed er menneskets ret til at følge Guds love, at gøre sig fortjent til Himlen eller Helvede. Men nu forstås frihed som muligheden for at vælge tro og meninger efter forgodtbefindende, det ene kan være lige så godt som det andet – og staten blander sig ikke i, hvorvidt man er frimurer, kristen, jøde eller tilhænger af Stortyrken. På den måde lader vi jo hånt om Sandheden.

– Og således, min søn, således forsvinder laterankanonikere, regularkanonikere, karmeliter og barfodskarmeliter, karteusere, benediktinere, cisterciensere, olivetanere, franciskanere, franciskaner-konventualer, franciskaner-observanter, franciskaner-reformater, kapucinere, oblatfædre, passionister, dominikanere, mercedarier, servitter, oratorianere foruden clarisserinder, korssøstre, benediktinerinder og baptistinder, lød det en aften jamrende fra farfar, der i sin senilitet ikke længere kunne skelne mellem min far og mig og talte med usikker og bævende stemme.

Og mens han opremsede denne liste som en rosenkransbøn i et mere og mere hektisk tonefald, så det til sidst lød, som om han havde glemt at trække vejret, forlangte han at få serveret en civet bestående af flæsk, smør, mel, persille, en halv liter barbera, en hare skåret ud i stykker på størrelse med æg inklusive hjerte og lever, perleløg, salt, peber, krydderier og sukker.

Maden fik ham til at falde nogenlunde til ro, men pludselig spærrede han øjnene op og udåndede med et lille ræb.

Penduluret slår tolv og fortæller mig, at jeg alt for længe har skrevet uden ophør. Hvor hårdt jeg end prøver, kan jeg lige nu intet huske af årene efter farfars død.

Det svimler for mig.