5

SIMONINO SOM REVOLUTIONÆR

Natten til den 27. marts 1897

Undskyld, kaptajn Simonini, at jeg således blander mig i Deres dagbog, som jeg ikke kunne undgå at læse i. Men det er ikke med min gode vilje, at jeg nu til morgen vågnede i Deres seng. De har sikkert forstået, at jeg er (eller selv mener at være) abbed Dalla Piccola.

Jeg vågnede i en seng, der ikke er min, i en lejlighed, som jeg ikke kender, uden spor af min præstekjole eller af min paryk. Kun et falsk skæg ved siden af sengen. Et falsk skæg?

For nogle dage siden vidste jeg heller ikke, hvem jeg selv var, da jeg vågnede, men da befandt jeg mig dog i mit eget hjem, mens det nu til morgen gentog sig i en andens hus. Det føltes, som om jeg havde søvn i øjnene. Jeg havde ondt i tungen, som om jeg havde bidt mig i den.

Da jeg kastede et blik ud ad vinduet, opdagede jeg, at lejligheden vender ud mod impasse Maubert, modsat rue Maître-Albert, hvor jeg selv bor.

Jeg gav mig til at gennemsøge hele huset, hvis beboer tilsyneladende er en verdslig mand, som åbenbart bærer falsk skæg, og altså (og nu må De meget undskylde) er en temmelig tvivlsom person. Jeg fortsatte ind i et arbejdsværelse, hvis indretning vidnede om en vis forfængelighed. Bagerst i værelset, bag et forhæng, fandt jeg en lille dør, som førte ud til en korridor. Det lignede bagscenen på et teater, fuld af forklædninger og parykker præcis som det sted, hvor jeg få dage forinden havde fundet en præstekjole. Da opdagede jeg, at korridoren, som jeg den dag havde passeret i modsat retning, førte ind til min bolig.

På mit bord fandt jeg nogle notater, som jeg ifølge Deres rekonstruktion skulle have skrevet den 22. marts, hvor jeg, ligesom i dag, vågnede op med hukommelsestab. Og hvad i alverden, tænkte jeg, er meningen med det sidste notat, jeg gjorde mig den dag vedrørende Auteuil og Diana. Hvem er Diana?

Det er besynderligt. De har på fornemmelsen, at De og jeg er en og samme person. Men De husker mangt og meget fra Deres liv, og jeg næsten ingenting. Som det fremgår af Deres dagbog, ved De omvendt næsten ingenting om mig, mens det nu langsomt dæmrer for mig, at jeg kan huske andre ting, og ikke så få endda, som De har været ude for. Og det er – pudsigt nok – netop de ting, som De åbenbart ikke kan huske. Hvis jeg husker mange ting, der angår Dem, vil det så sige, at De og jeg er identiske?

Måske ikke, vi er to forskellige personer, der af uransalige grunde er involveret i en form for samliv. Jeg er jo i grunden en kirkens mand, og måske stammer min viden om Dem fra, hvad De har betroet mig i skriftestolen. Eller også er det mig, der har taget doktor Froïdes plads, og uden at De husker det, har jeg fået Dem til at røbe det, De havde begravet dybt i Deres hjerte?

Uanset hvordan det forholder sig, er det min pligt som sjælesørger at minde Dem om det, der skete efter Deres farfars død, måtte Gud have taget imod hans retfærdige sjæl og givet den fred. Sikkert er det, at hvis De selv skulle afgå ved døden i dette øjeblik, ville Herren ikke give Dem en tilsvarende modtagelse, for De har vist ikke været alt for god mod Deres medmennesker. Måske er det derfor, Deres hukommelse nægter at genkalde sig ting, som ikke just gør Dem ære.

***

I virkeligheden gav Dalla Piccola kun Simonini nogle meget sparsomme oplysninger, som han nedfældede i en mikroskopisk håndskrift, der var fuldstændig forskellig fra dennes. Men det var netop disse små antydninger, der for Simonini fungerede som kroge, han kunne hænge det væld af billeder og ord op på, der nu pludselig vældede frem af erindringen. Alt det vil Fortælleren nu forsøge at opsummere, eller rettere tydeliggøre, for at skabe klarhed i den stadige vekslen mellem stimuli og svar og for ikke at ulejlige læseren med den hykleriske redelighed og overdrevne salvelsesfuldhed, hvormed abbeden, efter selv at have kaldt dem frem af glemslen, censurerede sit alter egos forseelser.

Barfodskarmelitanerordenen opløsning gjorde tilsyneladende ikke noget nævneværdigt indtryk på Simone, og det gjorde farfarens bortgang heller ikke. Det er muligt, at han holdt af sin farfar, men efter at have tilbragt barndommen og den tidlige ungdom indespærret i et hus, der syntes indrettet med det formål at undertrykke ham, hvor både farfaren og hans huslærere i sort præstekjole ikke havde bestilt andet end at fylde ham med mistro, nag og had til verden, var Simonino i stigende grad ude af stand til at nære andre følelser end en dyster egenkærlighed, der lidt efter lidt havde antaget samme rolige klarhed som en verdensanskuelse.

Efter at have taget sig af bisættelsen, som foregik med deltagelse af højtstående gejstlige og blomsten af Piemontes konservative adel, mødtes han med familiens oldgamle notar, en vis Rebaudengo, som læste det testamente op for ham, ifølge hvilket hans farfar overlod ham alt, hvad han ejede. Rent bortset fra, meddelte notaren ham (ikke uden skadefryd), at den gamle mand havde underskrevet så mange pantebreve og foretaget så usikre investeringer, at der ikke var noget som helst tilbage, end ikke huset og alle møblerne i det, som hurtigst muligt skulle overdrages til kreditorerne. De havde hidtil holdt sig tilbage af respekt for den velærværdige gamle herre, men over for barnebarnet ville de ikke tøve.

– Advokaten forstår nok, at det kan skyldes nye tider, og at tingene ikke længere er, som de var engang, sagde notaren til ham, selv bedre folks børn er sommetider nødt til at ydmyge sig til at arbejde. Hvis De skulle træffe dette i sandhed ydmygende valg, kunne jeg tilbyde Dem en stilling på mit kontor, hvor jeg ville have god gavn af en ung mand med en vis indsigt i jura. Og lad det være sagt med det samme, at jeg ikke kan tilbyde Dem en løn, der står mål med Deres lysende evner, men dog så meget, at De kunne finde en ny bolig og leve med rimelig anstand.

Simone fik øjeblikkelig mistanke om, at notaren havde tilegnet sig de værdier, som hans farfar mente at have mistet på grund af sine uforsigtige transaktioner, men han kunne ikke bevise noget, og han skulle trods alt have noget at leve af. Han blev enig med sig selv om, at han ved at arbejde sammen med notaren en skønne dag kunne give ham svar på tiltale og tage det fra ham, som utvivlsomt var kommet uretmæssigt i hans besiddelse. Og således affandt han sig med at bo i en toværelses lejlighed i via Barbaroux, indstillede besøgene på de forskellige knejper, hvor hans kammerater plejede at mødes, og begyndte at arbejde for Rebaudengo. Notaren, der var nærig, despotisk og mistroisk, holdt straks op med at tiltale ham signore og De og kaldte ham blot Simonini for at der ikke skulle herske nogen tvivl om, hvem der var chef. Men efter nogle år i stillingen som notarius (som man kaldte det) havde han fået sin bestalling, og efterhånden som han vandt sin foresattes tillid, opdagede han, at denne ikke først og fremmest beskæftigede sig med en notars sædvanlige arbejde, såsom at berigtige testamenter, donationer, køb og salg og andre kontrakter, men snarere at berigtige donationer, handler, testamenter og kontrakter, som aldrig var blevet indgået. Notaren Rebaudengo udfærdigede med andre ord falske dokumenter, til rimelige priser, idet han om nødvendigt fordrejede andre menneskers håndskrift og sørgede for de nødvendige vidner, som han prajede i kvarterets beværtninger.

– Lad mig understrege, kære Simone, forklarede Rebaudengo, der nu var begyndt at sige du til ham, at jeg ikke fremstiller falske dokumenter, men nye kopier af dokumenter, som er gået tabt, eller som på grund af en banal fejl aldrig er blevet udfærdiget, selv om det ligeså godt kunne have været tilfældet. Jeg ville begå dokumentfalsk, hvis jeg lavede en dåbsattest, hvoraf det fremgik – undskyld eksemplet – at du var søn af en prostitueret fra Odalengo Piccolo (og her gnækkede han henrykt over den ydmygende tanke). Jeg kunne ikke drømme om at begå sådan en forbrydelse, for jeg er en hæderlig mand. Men hvis en af dine fjender, for nu at tage et andet eksempel, prøvede at få fingre i din arv, og du vidste, at vedkommende hverken var søn af din mor eller far, men af en skøge fra Odalengo Piccolo, og at vedkommende havde skilt sig af med sin dåbsattest for at sikre sig din formue, og hvis du bad mig fremstille den forsvundne dåbsattest for at forpurre slynglens planer, så ville jeg på en måde handle i sandhedens tjeneste, jeg ville bevise noget, som du og jeg vidste, var sandt, og ikke have nogen skrupler ved det.

– Men hvordan ville De bære Dem ad med at finde ud af, hvem der i virkeligheden var fyrens forældre?

– Det ville du da fortælle mig! Du, som kender vedkommende.

– Ville De stole på mig?

– Jeg stoler altid på mine klienter, for jeg arbejder kun for hæderlige folk.

– Men sæt nu, at klienten taler usandt?

– Så er det ham og ikke mig, der gør noget forkert. Hvis jeg skulle bekymre mig om, hvorvidt mine klienter løj for mig, kunne jeg lige så godt opgive denne metier, som trods alt bygger på tillid.

Simone følte sig ikke helt overbevist om, at andre mennesker ville betragte det, Rebaudengo gik og syslede med, som hæderligt arbejde, men siden han var blevet indviet i firmaets hemmeligheder, var han begyndt at medvirke til forfalskningerne, og han overgik snart sin lærermester og opdagede, at han havde glimrende evner som kalligraf.

Desuden var notaren, hvad enten det var, fordi han havde dårlig samvittighed over sine ondskabsfulde bemærkninger, eller han havde opdaget sin medarbejders svaghed for god mad, begyndt nu og da at invitere Simonino ud på luksusspisesteder som Ristorante del Cambio (hvor selv Cavour kom), og havde introduceret ham for den gådefulde ret la finanziera, et sandt festfyrværkeri af hanekamme, brisler, hjerne og testikler af kalv, oksefilet, rørhatte, et halvt glas marsala, mel, salt, olie og smør, alt sammen med et syrligt strejf, der skyldes et alkymistisk skvæt vineddike – og hvis man virkelig skulle sætte pris på denne spise, skulle man, som farfar sagde, egentlig være iført en diplomatfrakke, også kaldet en redingote.

En ting var, at Simonino trods faderens tilskyndelser ikke var blevet opdraget til heltedåd og store ofre, men for disse aftener var han parat til at tjene Rebaudengo til døden – om ikke sin egen, så i hvert fald Rebaudengos.

I mellemtiden havde han fået en, om end beskeden, lønforhøjelse – også fordi notaren faldt af på den i svimlende hast, synet svigtede ham, han rystede på hånden, og inden længe var Simone blevet helt uundværlig. Men netop fordi han nu kunne tillade sig lidt flere bekvemmeligheder og ikke kunne holde sig væk fra Torinos kendteste restauranter (åh, fryden ved en gang agnolotti alla piemontese, med deres fyld af svinesteg, oksesteg, kogt oksekød, kogt og udbenet høne, savoykål tilberedt sammen med stegen, fire æg, parmesanost, muskatnød, salt og peber og en sauce lavet på stegeskyen, smør, et fed hvidløg og en kvist rosmarin), kunne den unge Simonini, når han ville tilfredsstille det, der var ved at udvikle sig til hans inderligste og kødelige lidenskab, ikke frekventere de pågældende steder i slidt tøj; og i takt med, at han fik bedre råd, blev han derfor også mere fordringsfuld.

Ved at arbejde for notaren havde Simone opdaget, at denne ikke nøjedes med at løse fortrolige opgaver for private kunder, men at han – måske for at holde ryggen fri, hvis myndighederne skulle få kendskab til nogle af hans ikke helt legale aktiviteter – også tjente personer, der beskæftigede sig med statens sikkerhed. For, som han udtrykte det, når man skulle fælde en retfærdig dom over en mistænkt person, måtte man fremlægge noget bevismateriale for dommerne, der kunne overbevise dem om, at politiets følgeslutninger ikke var grebet ud af den blå luft. Således var han kommet i forbindelse med personer af uvis identitet, som nu og da lagde vejen forbi notaren, og som Rebaudengo plejede at omtale som »de herrer fra Kontoret«. Hvad det var for et kontor, og hvem det repræsenterede, var ikke svært at gætte: Det drejede sig om nogle af regeringens hemmelige anliggender.

En af disse personer var en cavalier Bianco, som en dag havde udtrykt stor tilfredshed med Simones fremstilling af et fuldstændig uigendriveligt dokument. Han måtte være et menneske, som skaffede sig pålidelige oplysninger om folk, inden han kontaktede dem, for da han en dag trak Simone til side, spurgte han ham, om han stadig frekventerede Caffè al Bicerin, og i bemeldte café satte han ham stævne til det, han kaldte et privat møde. Her sagde han til ham:

– Kære signor Simonini, vi er udmærket bekendt med, at De er barnebarn af en af Hans Majestæts meget tro undersåtter, og at De derfor har fået en såre fornuftig opdragelse. Vi ved også, at Deres fader betalte med sit liv for en sag, som også vi anser for at være retfærdig, skønt han var alt for tidligt ude i dette ærinde. Vi sætter derfor vores lid til Deres loyalitet og samarbejdsvilje, også i betragtning af, at vi har været temmelig eftergivende imod Dem og for længst kunne have sigtet Dem og signor Rebaudengo for Deres lidet anbefalelsesværdige aktiviteter. Vi er bekendt med, at De omgås venner, kammerater, åndsfrænder, der, hvordan skal jeg udtrykke det, er tilhængere af Mazzini og Garibaldi, de revolutionære. Det er kun naturligt og noget, der åbenbart ligger til ungdommen. Og her er vi fremme ved vores problem: Disse unge skulle nødig gøre noget ubesindigt, i det mindste ikke før det er fornuftigt og hensigtsmæssigt at gøre det. Vores regering var stærkt foruroliget over denne Pisacane, som for nogle måneder siden begik den halsløse gerning sammen med fireogtyve andre revolutionære at sejle til Ponza under trikoloren, hvor de befriede trehundred fanger fra øens fængsel, inden de fortsatte til Sapri med en forventning om, at lokalbefolkningen der allerede havde grebet til våben. De mest eftergivende siger, at Pisacane var ædelmodig, de mest skeptiske, at han var tåbelig, men sandheden er, at han var en dagdrømmer. De knoldesparkere, som han ville befri, slog ham og alle hans mænd ihjel, og deraf kan man lære, hvad velmenende gerninger kan føre til, når de er ude af trit med virkeligheden.

– Javel, svarede Simonini, men hvad er det, De forventer af mig?

– Sagen er, at hvis vi skal forhindre disse unge mennesker i at komme på afveje, er det bedste, vi kan gøre, at sætte dem nogen tid i fængsel for samfundsomstyrtende aktiviteter for så at løslade dem igen, hvis der en dag virkelig skulle blive brug for den slags ildsjæle. Derfor må vi tage dem i noget, der tydeligvis er konspiratorisk virksomhed. De er sikkert bekendt med, hvem der er deres ledere. Det ville sådan set være tilstrækkeligt, at de unge modtog en besked fra en af disse ledere, som bad dem komme til et aftalt sted, bevæbnet til tænderne og med kokarder og faner og andet tingeltangel, som man forbinder med væbnede revolutionære. Politiet ville indfinde sig og anholde dem, og så ville det være overstået.

– Men hvis jeg i det øjeblik befandt mig i deres midte, ville jeg jo også blive anholdt, og hvis jeg ikke var der, ville de forstå, at det var mig, der havde forrådt dem.

– De må regne os for sande dilettanter, min herre, hvis De tror, at vi ikke har taget højde for det.

Som vi skal se, havde Bianco overvejet sagen nøje. Men den gode Simone var heller ikke tabt bag en vogn, og efter at have lyttet opmærksomt til den plan, der blev fremlagt for ham, udtænkte han en ganske særlig form for belønning og meddelte Bianco, hvad han forventede til gengæld af kongeriget.

– Ser De, signor Bianco, Rebaudengo har begået mange ulovligheder, inden jeg begyndte at arbejde for ham. Det ville være tilstrækkeligt, at jeg udpegede to-tre af disse sager, som der findes sikre beviser for, at de ikke implicerer nogen virkelig betydningsfuld person, men måske en eller anden, der i mellemtiden er afgået ved døden, og at jeg anonymt, ved Deres elskværdige mellemkomst, lod dette belastende materiale tilgå retsvæsenet. Det ville være nok til, at man kunne tiltale ham for flere tilfælde af dokumentfalsk og spærre ham inde i et passende antal år, tilpas mange til, at naturen kunne gå sin gang, hvilket ikke kan have særlig lange udsigter i betragtning af den gamle mands forfatning.

– Og dernæst?

– Og dernæst, når notaren først var fængslet, ville jeg fremvise en kontrakt, som var dateret få dage før hans anholdelse, hvoraf det fremgik, at jeg efter betalingen af en række afdrag endegyldigt overtager hans praksis, som jeg dermed bliver indehaver af. Med hensyn til de penge, jeg således skulle have betalt ham, tror alle, at jeg har modtaget en klækkelig arv fra farfar, og den eneste, der kender sandheden, er Rebaudengo selv.

– Interessant, sagde Bianco, men dommeren vil undre sig over, hvor de penge, som De har betalt ham, er blevet af.

– Rebaudengo har ingen tiltro til banker og opbevarer alle sine penge i et pengeskab på kontoret, som jeg naturligvis kender koden til, fordi den gamle, når han vender mig ryggen og ikke kan se mig, er overbevist om, at jeg heller ikke kan se, hvad han foretager sig. Nu vil ordensmagten utvivlsomt bryde dette pengeskab op på en eller anden måde, men det vil være tomt. Jeg kunne så bevidne, at Rebaudengos tilbud om at overtage kontoret kom meget pludseligt, og at jeg selv var forbløffet over den ubetydelige sum, han forlangte og undrede mig over, hvilke grunde han kunne have til at trække sig tilbage fra sine forretninger. Samtidig finder man, foruden det tomme pengeskab, asken af nogle papirer i kaminen og i en af hans skrivebordsskuffer et brev fra et hotel i Napoli, som bekræfter hans reservation af et værelse. Da vil der ikke længere herske nogen tvivl om, at Rebaudengo allerede følte, at han var i myndighedernes søgelys og ønskede at forsvinde som dug for solen, nyde sit otium hos Bourbonerne, til hvem han måske allerede havde sendt sine penge.

– Men hvis han stod over for en dommer, som konfronterede ham med denne kontrakt, ville han nægte alt ...

– Hvor mange andre ting vil han ikke benægte i retten? Dommeren vil ikke tro ham over en dørtærskel.

– Der er en fremragende plan. Advokaten er sandelig en mand efter mit hoved. De er både kvikkere, mere motiveret og mere beslutsom end Rebaudengo – mere eklektisk, så at sige. Udmærket, hvis De vil være os behjælpelig med den revolutionære gruppe, skal vi nok tage os af Rebaudengo.

De revolutionæres anholdelse var efter sigende den rene barnemad, og de unge ildsjæle var jo ret beset også rene børn, som kun var revolutionære i deres hede drømme. I nogen tid havde Simone spredt visse skrøner om de revolutionære, som fader Bergamaschi havde tilhvisket ham. I begyndelsen gjorde han det af ren og skær forfængelighed, fordi han vidste, at man ville formode, at oplysningerne stammede fra hans heroiske far. Jesuitten bestilte ikke andet end at advare ham imod de forræderiske carbonari, frimurere, Mazzini-tilhængere, republikanere og jøder i patriotisk forklædning, der, for at skjule sig for politiet overalt i verden, foregav at være kulsælgere og forsamledes på hemmelige steder under påskud af, at de handlede med hinanden.

– Alle carbonari sorterer under Alta Vendita, som har fyrre medlemmer, der for størstedelens vedkommende (oh rædsel) tilhører blomsten af Roms aristokrati foruden, selvfølgelig, enkelte jøder. Deres leder var tidligere Nubius, en fornem herre og ligeså korrupt som et helt tugthus. Han havde i kraft af sit navn og sin formue i Rom skabt sig et omdømme, der gjorde, at han var hævet over enhver mistanke. Fra Paris rådførte Buonarroti, general Lafayette og Saint-Simon sig med ham, som var han oraklet i Delfi. Fra München og Dresden, fra Berlin, Wien og Sankt Petersborg rådspurgte lederne af de vigtigste loger – Tscharner, Heymann, Jacobi, Chodzko, Lieven, Mouravieff, Strauss, Pallavicini, Driesten, Bem, Bathyani, Oppenheim, Klauss og Carolus – ham om, hvilken vej de skulle følge. Nubius stod ved roret i Alta Vendita indtil 1844, hvor nogen forgav ham med arsenik. Og tro nu ikke, at det var os jesuitter. Man har mistanke om, at gerningsmanden var Mazzini, som stræbte efter og endnu stræber efter, med jødernes hjælp, at stille sig i spidsen for alle carbonari. Nubius er nu blevet afløst af Piccolo Tigre, en jøde, der ligesom Nubius utrætteligt farer hid og did for at mobilisere nye fjender af kirken. Men Alta Venditas sammensætning og mødested er en hemmelighed. Alt skal holdes skjult for de loger, som modtager deres ordrer og instrukser derfra. Selv de fyrretyve medlemmer af Alta Vendita har aldrig vidst, hvor de ordrer, som de skulle videregive eller udføre, kom fra. Og så siger man, at jesuitterne er slaver af deres overordnede. Det er carbonari, som er slaver af en herre, der ikke viser sig for dem, og måske står der en Ukendt Øverste i spidsen for dette okkulte Europa.

Simone havde gjort Nubius til sin helt, nærmest en mandligt modstykke til Babette fra Interlaken. Den historie, fader Bergamaschi havde fortalt for ham som en gotisk novelle, forvandlede han til et heltekvad, som han henførte sine kammerater med. Idet han dog fortav den ubetydelige detalje, at Nubius var død.

En skønne dag viste han dem et brev, som det ikke havde kostet ham de store anstrengelser at fremstille, hvori Nubius bebudede en nært forestående opstand i hele Piemonte, by for by. Den gruppe, Simone stod i spidsen for, skulle løse en farlig og spændende opgave. Hvis de en bestemt morgen gav møde i gården bag Osteria del Gambero d’Oro, ville de finde sabler og geværer samt fire kærer lastet med gamle møbler og madrasser, og således bevæbnet skulle de begive sig til starten af via Barbaroux og bygge en barrikade, som spærrede vejen fra Piazza Castello. Der skulle de så afvente videre ordrer.

Mere skulle der ikke til for at opildne denne snes studenter, som den skæbnesvangre morgen forsamledes i vinhandlerens gård, hvor de i nogle tomme vinfade fandt våbnene som lovet. Mens de så sig om efter kærrerne med det gamle bohave og end ikke havde overvejet at lade deres geværer, blev gården stormet af et halvt hundred gendarmer med sænkede våben. De unge mænd, som var fuldstændig forsvarsløse, overgav sig, blev afvæbnet, sendt ud af gården og opstillet på begge sider af porten med ansigterne mod muren.

– Fart på, slyngler, hænderne op og hold mund! råbte en bistert udseende civilklædt embedsmand.

Mens de sammensvorne tilsyneladende blev gennet sammen på bedste beskub, anbragte et par af gendarmerne Simone alleryderst i rækken, på hjørnet af en gyde, og på et tidspunkt kaldte en af deres befalingsmænd på dem, og de forsvandt hen mod indgangen til gården. Det var det aftalte tidspunkt. Simone vendte sig om mod sin nærmeste kammerat og hviskede et eller andet til ham. De to unge mænd konstaterede med et blik, at gendarmerne var langt nok borte, og i et spring forsvandt de rundt om hjørnet og satte i løb.

– Til våben, de flygter! råbte en eller anden. De to flygtende kammerater hørte fodtrin og råb, da gendarmernes rundede hjørnet bag dem. Simone hørte to skud, og det ene ramte hans ven, men han spekulerede ikke på, om han var dødeligt såret eller ej. Han var godt tilfreds, når bare den anden gendarm skød op i luften som aftalt.

Og snart drejede han ned ad en gade og så endnu en, mens han langt bag sig kunne gøre råbene fra sine forfølgere, som i overensstemmelse med deres ordrer løb den gale vej. Kort efter spadserede han hen over piazza Castello og gik hjemad som en hvilken som helst borger. Hans kammerater, der samtidig blev ført væk, følte sig overbevist om, at han var undsluppet, og da hele flokken var blevet anholdt på en gang og straks anbragt, så de stod med ryggen til, var det klart, at ingen af ordensmagtens folk kunne huske hans ansigt. Derfor behøvede han naturligvis ikke forlade Torino og kunne uden videre genoptage sit arbejde og ligefrem opsøge sine anholdte kammeraters familier.

Nu manglede han bare at afvikle Rebaudengos forretning, hvilket gik som forventet. Den gamle mand fik siden, et år senere, et hjerteslag i fængslet, men Simonini følte på ingen måde, at det var hans skyld. Nu stod det lige mellem dem; notaren havde givet ham et job, og han havde været hans slave i nogle år, notaren havde ruineret hans bedstefar, og Simone havde ruineret ham.

Det var altså, hvad Dalla Piccola afslørede for Simonini. At også han følte sig udmattet efter at være blevet påmindet om alle disse hændelser, fremgår tydeligt af, at hans bidrag til dagbogen standsede midt i en sætning, som om han under skrivningen pludselig var sunket kraftesløs sammen.