6

I TJENESTERNES TJENESTE

28. marts 1897

Kære abbed,

Det er pudsigt, at det, som skulle være en dagbog (og dermed forbeholdt dagbogsskriveren selv) efterhånden har fået karakter af en gensidig udveksling af beskeder. Så her sidder jeg og skriver et brev i nogenlunde vished om, at De vil læse det, når De en dag lægger vejen forbi.

De ved alt for meget om mig. De er et ubelejligt vidne. Og dertil urimeligt streng.

Indrømmet, min fremfærd over for mine revolutionært sindede kammerater og Rebaudengo levede ikke op til den moral, som det er Deres opgave at prædike. Men hånden på hjertet: Rebaudengo var en kæltring, og når jeg tænker på alt, hvad jeg siden har bedrevet, forekommer det mig, at jeg udelukkende har begået kæltringestreger over for kæltringer. Hvad de unge mænd angår, var de farlige fanatikere, og fanatikere er denne verdens bærme, for det er dem og de tågede idealer, som de hidser sig op over, der er drivkraften bag krige og revolutioner. Og da jeg efterhånden har forstået, at antallet af fanatikere i verden aldrig kan begrænses, kan man ligeså godt udnytte deres fanatisme til egen fordel.

Og nu tilbage til mine erindringer, hvis De tillader. Nu husker jeg, hvordan jeg overtog ledelsen af Rebaudengos kontor, og at jeg allerede sammen med Rebaudengo begik dokumentfalsk, kan ikke undre mig, for det er præcis, hvad jeg bestiller her i Paris.

Nu husker jeg også tydeligt Bianco. En dag sagde han til mig:

– Det forholder sig sådan, signor advokat, at jesuitternes orden er blevet forbudt i Kongeriget Sardinien, men alle ved, at de viderefører deres aktiviteter under et skalkeskjul. Det samme sker i alle de lande, de er blevet fordrevet fra, og man har vist mig en morsom karikatur i en udenlandsk avis. Den forestiller nogle af de jesuitter, som hvert år foregiver, at de gerne vil tilbage til deres oprindelsesland (og som naturligvis bliver afvist ved grænsen), for at ingen skal lægge mærke til, at deres brødre allerede befinder sig i det pågældende land, på fri fod og forklædt som munke af en anden orden. De er med andre ord stadig overalt, og vi må prøve at opspore dem. Vi er bekendt med, at nogle af dem kom i Deres farfars hjem allerede på Republikken Roms tid. Det forekommer os altså temmelig usandsynligt, at De ikke fortsat er i forbindelse med nogle af dem, og vi vil derfor bede Dem om at undersøge stemningen blandt dem, og hvilke planer de har. Vi har nemlig indtryk af, at ordenen atter er blevet magtfuld i Frankrig, og det, der foregår i Frankrig, kunne ligeså godt foregå i Torino.

Det var ikke sandt, at jeg stadig var i forbindelse med de gode patere, men jeg erfarede på det tidspunkt mangt og meget om jesuitterne, og fra pålidelig kilde. I de år havde Eugène Sue offentliggjort sit seneste mesterværk, Folkets Mysterier, og han var blevet færdig med bogen, lige inden han døde i sit eksil i Annecy i Savoyen. Han havde nogen tid forinden sluttet sig til socialisterne, og han havde protesteret højlydt over Napoleon 3.s magtovertagelse og hans indførelse af kejserdømmet. Da der ikke længere blev udgivet føljetoner på grund af Rianceys forbud mod dem, var dette værk af Sue udkommet i flere små bind, og mange steder, deriblandt i Piemonte, havde ingen af dem fundet nåde for censuren, så det havde været vanskeligt at skaffe dem alle. Jeg husker, at jeg kedede mig gudsjammerligt under læsningen af denne ubehjælpsomme historie om to familier, en gallisk og en frankisk, fra forhistorisk tid og helt op til Napoleon 3., hvor de onde despoter er frankerne, og alle gallere synes at have været socialister lige siden høvding Vercingetorix’ tid. Men som alle idealister var Sue besat af en eneste tanke.

Han havde tydeligvis skrevet sidste del af værket i sit eksil, efterhånden som Napoleon 3. tog magten og blev Frankrigs kejser. For at stille mandens planer i et dårligt lys havde Sue fået en genial idé. Da det republikanske Frankrigs anden store fjende lige siden Revolutionens dage havde været jesuitterne, behøvede han blot påvise, hvordan Napoleon 3.s magtovertagelse havde været inspireret og ledet af jesuitterne. Jesuitterne havde selvfølgelig også været forvist fra Frankrig siden revolutionen i juli 1830, men i virkeligheden var de blevet i landet, hvor de havde overlevet i al ubemærkethed. Og siden Napoleon 3., der tolererede dem for at stå på god fod med paven, havde indledt sin magtovertagelse, var de begyndt at vejre morgenluft.

I bogen var der således et meget langt brev fra fader Rodin (som allerede optrådte i Den evige Jøde) til ordenens generalforstander fader Roothaan, hvor konspirationen blev beskrevet ned til mindste detalje. I romanen udspiller de seneste hændelser sig under socialisternes og republikanernes sidste modstand mod statskuppet, og brevet er skrevet på en måde, så det, som Napoleon senere skulle gøre i virkeligheden, stadig syntes at være på tegnebrættet. At det alt sammen faktisk havde fundet sted, når læserne først læste bogen, gjorde blot spådommen desto mere foruroligende.

Jeg var naturligvis kommet i tanker om begyndelsen på Joseph Balsamo af Dumas: Når blot man udskiftede Tordenbjerget med nogle mere præsteagtige omgivelser, måske krypten under et gammelt kloster, lod ikke frimurerne, men Loyolas sønner forsamles dernede og lod Rodin tale i Balsamos sted, så ville Dumas’ ældgamle, universelle komplotskabelon passe glimrende til samtiden.

Heraf opstod ideen om, at jeg ikke blot skulle sælge Bianco nogle løse og tilfældigt opsnappede rygter, men et helt dokument, som jeg havde stjålet fra jesuitterne. Det ville selvfølgelig blive nødvendigt at lave lidt om på tingene, fjerne den fader Rodin, som nogen måske kunne genkende som en romanfigur, og inddrage fader Bergamaschi, som jeg ikke anede, hvor var, men nogen havde hørt hans navn nævne i Torino. Da Sue skrev sin bog, var fader Roothaan desuden stadig ordenens generalforstander, men han var imidlertid blevet afløst af en vis fader Beckx.

Dokumentet skulle tage sig ud som en næsten ordret afskrift af oplysninger fra en pålidelig kilde, men denne informant måtte ikke fremstå som en stikker (for det er en kendt sag, at jesuitter aldrig forråder Jesu Selskab), men snarere som en gammel ven af farfar, der havde betroet ham disse oplysninger som bevis på sin ordens storhed og uovervindelighed.

Jeg ville egentlig også gerne have haft nogle jøder til at indgå i historien, til minde om farfar, men dem nævnte Sue ikke med et ord, og jeg kunne ikke rigtig få dem passet ind sammen med jesuitterne. Desuden var folk i Piemonte i de år temmelig ligeglade med jøder. Man skal ikke belemre efterretningsagenters hoveder med alt for mange informationer, de vil bare have klare og enkle ideer, sort og hvidt, godt og ondt, og den onde skal der kun være en af.

Jeg ville dog ikke give helt afkald på jøderne, som jeg lod indgå i miljøskildringen. Således kunne jeg måske trods alt antyde over for Bianco, at der var noget mistænkeligt ved dem.

Jeg var blevet enig med mig selv om, at det var let at holde begivenhederne under kontrol, hvis de udspillede sig i Paris eller, endnu værre, Torino. Jeg måtte lade mine jesuitter forsamle sig på et sted, der var utilgængeligt, også for de piemontesiske efterretningstjenester, et sted, som selv de kun havde vage og eventyrlige forestillinger om. Med jesuitterne var det en anden sag, de var alle vegne, Herrens fangarme med deres krogede hænder, der rakte ud efter selv de protestantiske lande.

Hvis man vil forfalske et dokument, må man altid indhente den nødvendige dokumentation, og derfor kom jeg ofte på bibliotekerne. Biblioteker er fascinerende steder, nogle gange er det, som om man står på perronen på en banegård, og når man læser i bøger om fremmedartede lande, føles det næsten, som om man har kurs mod en kyst langt borte. Således var jeg tilfældigvis faldet over en bog med nogle stik af den jødiske kirkegård i Prag. På denne kirkegård, som nu var forladt, var der næsten tolv tusind gravsten på et meget begrænset område, men der måtte være langt flere grave, for i århundredernes løb var det ene lag jord blevet lagt oven på det andet. Efter at kirkegården var blevet forladt, havde folk afdækket nogle af de skjulte gravsteder og de tilhørende sten, så der var opstået uregelmæssige dynger af gravmæler, som stod hulter til bulter (eller også var det jøderne selv, der havde anbragt gravstenene på denne skødesløse facon, fordi de savnede enhver sans for orden og skønhed).

Dette forladte sted var ideelt, også fordi valget af det virkede fuldstændig ulogisk: Hvilken udspekuleret plan havde fået jesuitterne til at mødes på et sted, som havde været helligt for jøderne? Og hvilken adkomst havde de til et sted, der var glemt af alle og muligvis utilgængeligt? Lutter ubesvarede spørgsmål, der blot ville bidrage til historiens troværdighed. Jeg havde nemlig på fornemmelsen, at Bianco var af den formening, at når alt forekommer at være logisk og sandsynligt, så er historien usand.

Som den inkarnerede Dumas-læser jeg var, lå det mig ikke fjernt at fremstille den sene nattetime, og den natlige sammenkomst, i et dystert og uhyggeligt skær, med gravpladsen, der var svagt oplyst af en blodfattig nymåne, og jesuitterne, som var opstillet i en halvcirkel, så det oppefra, på grund af deres store, bredskyggede hatte, så ud, som om jorden myldrede af kakerlakker – eller at beskrive fader Beckx’ djævelske hånlatter, mens han fremlagde de dystre planer, som disse menneskehedens fjender syslede med (og det ville fryde min far i hans himmel – nej, nu vrøvler jeg – i det dybeste helvede, hvortil Gud formentlig forviser republikkens og Mazzinis tilhængere). Og dernæst ville jeg beskrive de infame budbringere, som sværmede mod alle verdenshjørner for at forkynde den djævelske plan om at erobre verden til alle deres klostre i hele verden, som sorte ulykkesfugle, der steg til vejrs i det blege daggry oven på denne mørke og stormfulde nat.

Men jeg måtte skrive kortfattet og koncist, som det passer sig for en fortrolig rapport, for politiagenter er som bekendt ikke litterater, og de kan ikke overkomme at læse mere end to-tre sider.

Min påståede kilde fortalte altså, at repræsentanter for Jesu Selskab fra en række lande den nat havde mødtes i Prag for at lytte til fader Beckx, og at denne havde præsenteret de tilstedeværende for fader Bergamaschi, der ved Forsynets hjælp var blevet Napoleon 3.s rådgiver.

Fader Bergamaschi havde derpå redegjort for, hvordan Louis Napoléon Bonaparte efter alt at dømme var ved at indordne sig under Jesu Selskab.

– Vi må beundre den snedighed, hvormed Bonaparte, idet han foregav at være tilhænger af de revolutionæres ideologi, førte dem bag lyset, sagde han. Den dygtighed hvormed han konspirerede mod Ludvig-Filip og dermed bragte den gudløse regering til fald, og hans lydhørhed over for vores råd, da han i 1848 fremstillede sig selv for vælgerne som en overbevist republikaner, så han kunne blive valgt til republikkens præsident. Og vi må heller ikke glemme hans bidrag til at omstyrte Republikken Rom og genindsætte Den Hellige Fader på tronen.

Napoleon havde (fortsatte Bergamaschi) – med det formål definitivt at knuse socialisterne, de revolutionære, fritænkerne, ateisterne og alle de infame rationalister, som proklamerer nationens suverænitet, tankefriheden, den religiøse, politiske og sociale frihed – sat sig for at opløse den lovgivende forsamling, at arrestere de folkevalgte under påskud af konspiratorisk virksomhed, at indføre undtagelsestilstand i Paris, at gøre kort proces med de mænd, der blev pågrebet med våben i hånd på barrikaderne, at bringe de farligste elementer til Cayenne, at afskaffe presse- og forsamlingsfriheden, at trække hæren tilbage til forterne og bombardere hovedstaden, lægge den i aske, så der ikke var sten på sten tilbage, og således lade den katolske, apostolske, romerske kirke rejse sig triumferende på ruinerne af det moderne Babylon. Derpå ville han lade hele folket gå til valgurnerne for at forlænge sin egen periode som præsident med yderligere ti år og siden genindføre kejserdømmet i republikkens sted. Den almindelige valgret var det eneste bolværk mod demokratiet, fordi den også omfattede befolkningen på landet, der endnu lyttede til præsternes stemme.

Mest interessante var de ting, Bergamaschi sagde til sidst, angående den politik, der skulle føres over for Piemonte. Her lod jeg fader Bergamaschi tale om Jesu Selskabs fremtidsplaner, der, da rapporten udkom, allerede var en realitet.

– Den svækling til kong Vittorio Emanuele drømmer om et italiensk kongerige, hans minister Cavour tilskynder ham i hans fantasterier, og de har begge sat sig for ikke alene at fordrive Østrig fra halvøen, men også at knuse pavens verdslige magt. De vil bede om Frankrigs støtte, og det vil derfor være en smal sag først at inddrage dem i en krig mod Rusland med løfter om at hjælpe dem mod Østrig, men idet man til gengæld forlanger en afståelse af Savoyen og Nice. Siden vil kejseren foregive, at han tager piemontesernes parti. Men efter nogle ubetydelige militære sejre vil han – uden at rådføre sig med piemonteserne – indlede fredsforhandlinger og fremme dannelsen af et italiensk forbund under pavens ledelse, hvor Østrig bevarer resten af sine besiddelser i Italien. Således vil Piemonte, den eneste liberale regering på den italienske halvø, blive vasal af både Frankrig og Rom, og staten vil blive holdt under kontrol af de franske besættelsesstyrker i Rom og dem, der er udstationeret i Savoyen.

Så var dokumentet klar. Jeg vidste ikke, hvor begejstret den piemontesiske regering ville blive over, at Napoleon 3. således blev afsløret som Kongeriget Sardiniens fjende, men jeg havde allerede intuitivt forstået, hvad erfaringen senere skulle bekræfte mig i. Selv om de måske ikke skal bruge det nu og her, kan medlemmerne af en hemmelig efterretningstjeneste altid drage god nytte af et papir, hvormed de eventuelt kan lægge pres på regeringen, skabe almindelig forvirring eller vende op og ned på en situation.

Og Bianco læste ganske rigtigt rapporten opmærksomt igennem, hævede blikket fra papirerne, så på mig og sagde, at det var et overordentlig betydningsfuldt materiale. Han havde endnu en gang bekræftet mig i, at når en spion skal sælge nogle nye og opsigtsvækkende informationer, skal han blot fortælle noget, som man lige så godt kunne finde i en hvilken som helst antikvarboghandel.

Men skønt Bianco ikke vidste meget om litteratur, vidste han meget om mig, så han tilføjede med et underfundigt blik:

– Det er naturligvis alt sammen noget, De selv har fundet på.

– Må jeg være fri! sagde jeg forarget. Men han løftede hånden og standsede mig:

– Advokaten skulle hellere lade den sag ligge. Selv om dette dokument skulle være noget, De har grebet ud af den blå luft, er det i min og mine overordnedes interesse at fremlægge det for regeringen, som om det var autentisk. De ved sikkert, som Gud og hvermand, at vores minister Cavour var overbevist om, at han havde Napoleon 3. i sin hule hånd, fordi han havde pudset grevinde Castiglione på ham. Hun er unægteligt en smuk kvinde, og det var ikke svært at overtale franskmanden til at forlyste sig med skønheden. Men det skulle siden vise sig, at Napoleon ikke altid gør, hvad Cavour ønsker, og grevinde Castiglione har mobiliseret alle sine ynder til ingen verdens nytte. Det er da muligt, at hun ligefrem nød det, men vi kan ikke lade statens anliggender afhænge af en alt andet end ærbar kvindes søde kløe. Det er meget vigtigt, at Hans Majetæt er skeptisk over for Bonaparte. Om ikke så længe, det er efterhånden helt forudsigeligt, vil Garibaldi eller Mazzini eller begge to organisere en ekspedition til Kongeriget Begge Sicilier. Hvis de tilfældigvis skulle have held med dette forehavende, vil Piemonte være nødt til at gribe ind for ikke at lade de pågældende områder falde i kløerne på en flok afsindige republikanere, og for at gøre det, må det marchere langs hele halvøen og gennem Kirkestaten. Så det, at vi indstiller kongen på at nære mistro og nag til paven og ikke at tillægge Napoleon 3.s anbefalinger den største betydning, er en forudsætning for, at vi kan nå vores mål. Som advokaten sikkert har forstået, bliver de politiske beslutninger ofte truffet af os, statens ydmyge tjenere, snarere end af dem, som i folkets øjne regerer ...

Den rapport var mit første virkeligt seriøse arbejde, hvor jeg ikke nøjedes med at fordreje et testamente for en tilfældig privatperson, men konstruerede en tekst af en vis politisk kompleksitet, med hvilken jeg muligvis bidrog til Kongeriget Sardiniens politik. Jeg kan huske, at jeg var meget stolt.

I mellemtiden var vi gået ind i det skæbnesvangre år 1860. Skæbnesvangert for landet, endnu ikke for mig, eftersom jeg nøjedes med at følge begivenhederne på afstand ved at lytte til døgenigtenes samtaler på cafeerne. Da jeg havde på fornemmelsen, at jeg i stigende grad skulle komme til at beskæftige mig med politiske sager, var jeg af den overbevisning, at de mest attråværdige nyheder, man kunne fabrikere, var dem, der optog døgenigtene, og jeg skyede omhyggeligt alt, hvad aviserne bragte som kendsgerninger.

På den måde havde jeg erfaret, at befolkningen i Storhertugdømmet Toscana, Hertugdømmet Modena og Hertugdømmet Parma var på vej til at fordrive deres regenter, de såkaldte pavelige legationer i Emilia og Romagna løsrev sig fra pavens kontrol, og alle forlangte de at blive annekteret af Kongeriget Sardinien. I april 1860 brød der en folkelig opstand ud i Palermo, og Mazzini skrev til oprørslederne, at Garibaldi ville komme dem til undsætning. Det rygtedes, at Garibaldi søgte folk, penge og våben til sit ekspeditionstog, og at den bourbonske flåde allerede patruljerede i farvandet omkring Sicilien for at standse enhver fjendtlig styrke.

– Er De klar over, at Cavour har sat en af sine betroede folk, La Farina, til at holde styr på Garibaldi?

– Hvad er det dog, De siger? Ministeren har godkendt en ordre på tolv tusinde geværer, som netop er bestemt for garibaldinerne.

– Under alle omstændigheder er fordelingen blevet standset, og af hvem? Af det kongelige Carabinieri-korps.

– Nej, nu beder jeg Dem. Cavour har tværtimod hjulpet distributionen på vej, ikke standset den.

– Ja, men det er ikke de gode Enfield-geværer, Garibaldi havde sat næsen op efter. Det er et parti gamle ærtebøsser, som vores store helt allerhøjst kan skyde lærker med!

– Jeg ved fra folk ved hoffet, og jeg nævner ingen navne, at La Farina har givet Garibaldi otte tusind lire og tusind geværer.

– Ja, men det burde have været tre tusind, og de to tusind beholdt guvernøren i Genova.

– Hvorfor Genova?

– De havde vel ikke forestillet Dem, at Garibaldi skulle gøre rejsen til Sicilien på muldyrryg? Han har underskrevet en kontrakt om køb af to skibe, som skal udgå fra Genova eller omegn. Og ved I, hvem der har stillet kaution for lånet? Frimurerne, og nærmere bestemt en loge fra Genova.

– Snik-snak! Frimureriet er noget, jesuitterne har fundet på!

– De skulle nødig snakke. Alle ved jo, at De selv er frimurer!

– Lad nu det ligge. Jeg ved fra sikker kilde (og her faldt den talendes stemme til en hvisken), at advokat Riccardi og general Negri di Saint Front var til stede ved kontraktens indgåelse ...

– Og hvad er det så for nogle abekatte?

– Ved De ikke det? (Stemmen blev næsten uhørlig). De er ledere af Kontoret for Fortrolige Anliggender eller rettere Kontoret for den Øverste Politiske Overvågning, som er statsministeriets efterretningstjeneste ... De er umådeligt magtfulde, de har større indflydelse end statsministeren selv. Så kom ikke her med Deres frimurere.

– Nå, det mener De? Man kan sagtens være medlem af efterretningstjenesten og frimurer, det er ligefrem en fordel.

Den 5. maj forlød det, at Garibaldi og hans tusind volontører var stået til søs og havde sat kursen mod Sicilien. Piemontesere var der højst en halv snes af, nogle af volontørerne var udlændinge, og der var et stort antal advokater, læger, apotekere, ingeniører og velhavere. Af mænd af folket var der kun ganske få.

Den 11. maj gik Garibaldi i land i Marsala. Og hvad gjorde den bourbonske flåde? Den var angiveligt blevet skræmt bort af to britiske skibe, som lå i havnen, officielt for at beskytte deres landsmænd, som i Marsala drev en meget indbringende handel med dyre vine. Eller forholdt det sig måske sådan, at englænderne hjalp Garibaldi?

Under alle omstændigheder tilføjede Garibaldis Tusind Mand (sådan kaldte folk dem nu) bourbonerne et knusende nederlag i Calatafimi, de blev stadig flere i kraft af de lokale volontører, der sluttede sig til dem, Garibaldi udråbte sig selv til Siciliens diktator i Vittorio Emanuele 2.s navn, og inden måneden var omme, var Palermo erobret.

Og Frankrig? Hvad sagde Frankrig? Frankrig forholdt sig tilsyneladende forsigtigt afventende, men en franskmand, som var endnu mere berømt end Garibaldi, den store forfatter Alexandre Dumas, ilede oprørerne til undsætning om bord på sit private skib, Emma, og han medbragte også penge og våben.

I Napoli gav den stakkels konge af Begge Sicilier, Francesco 2., som allerede frygtede, at Garibaldis sejre skyldtes, at hans generaler havde forrådt ham, i al hast amnesti til politiske fanger og genindførte forfatningen af 1848, som han ellers havde ophævet. Men det var for sent, og også i hovedstaden kom det til folkelige opstande.

Jeg selv modtog netop i de første dage af juni en besked fra cavalier Bianco, som bad mig vente på en vogn, der klokken tolv samme aften skulle samle mig op uden for mit kontor. Et besynderligt møde, men jeg havde på fornemmelsen, at der var udsigt til at gøre interessante forretninger, og ved midnat stillede jeg mig, drivende af sved på grund af den dyne af sommervarme, der i de dage havde lagt sig over Torino, til at vente uden for kontoret. Der kom ganske rigtig en lukket vogn med gardiner for ruderne, og i den sad en mig ukendt herre. Det forekom mig, at vi kørte ikke så langt uden for centrum, og jeg havde ligefrem på fornemmelsen, at vognen kørte to-tre gange gennem de samme gader.

Vognen standsede i en forfalden gård til en gammel lejekaserne, hvis facade var et virvar af svalegange. Her førte man mig ind gennem en lille dør og hen ad en lang korridor, i hvis fjerneste ende en anden lille dør førte ind til forhallen til et palæ af en helt anden beskaffenhed, med en bred trappe. Det var dog heller ikke den vej, vi skulle, men op ad en lille trappe bagerst i rummet. Den førte op til en sal med damask på væggene, et stor portræt af kongen på bagvæggen og et bord med en grøn dug, hvorved der sad fire personer, deriblandt cavalier Bianco, som præsenterede mig for de andre. Ingen af dem rakte mig hånden, og de nøjedes med at nikke til hilsen.

– Sid ned, signor advokat. Den herre til højre for Dem er general Negri di Saint Front, på Deres venstre hånd sidder advokat Riccardi, og foran Dem har De professor Boggio, delegeret for valgkredsen Valenza Po.

Ud fra det, jeg havde hørt blive hvisket på byens værtshuse, kunne jeg identificere de to første som lederne af den Øverste Politiske Overvågning, som (vox populi) skulle have hjulpet Garibaldis folk med at købe de to famøse skibe. Den tredje kendte jeg navnet på i forvejen. Han var journalist og allerede juraprofessor i en alder af tredive år, og han veg aldrig en tomme fra Cavours side. Han havde et rødmosset ansigt, der blev forskønnet af en lille moustache, en monokel på størrelse med foden på et vinglas, og han var tilsyneladende det mest uskadelige menneske af denne verden. Men den ærbødighed, hvormed de tre andre behandlede ham, vidnede om hans magt i regeringen.

Det var Negri di Saint Front, der først tog ordet:

– Kære signor Simonini, da vi er bekendt med Deres evne til at tilvejebringe informationer og med den forsigtighed og diskretion, hvormed De omgås dem, agter vi at pålægge Dem et meget vanskeligt hverv i de områder, som general Garibaldi nylig har erobret. Og se nu ikke så bekymret ud, vi forlanger ikke af Dem, at De fører Garibaldis rødskjorter i felten. Det drejer sig om at skaffe os efterretninger. Men for at De skal vide, hvilke informationer, regeringen er interesseret i, er det os magtpåliggende at betro Dem noget, som jeg ikke vil tøve med at kalde statshemmeligheder. De vil derfor forstå, hvor diskret De forventes at være, fra i aften til Deres mission er tilendebragt, men også sidenhen. Det gælder så at sige også Deres personlige sikkerhed, som naturligvis ligger os meget på sinde.

Mere diplomatisk kunne det ikke siges. Mit helbred lå Saint Front meget på sinde, og derfor advarede han mig om, at hvis jeg røbede det, jeg nu skulle høre, for nogen, ville jeg udsætte dette helbred for alvorlig fare. Denne indledning gav mig dog ikke kun en forudanelse om, at det var en meget vigtig mission, men også hvor indbringende den ville blive for mig. Derfor opfordrede jeg med et respektfuldt, bekræftende nik Saint Front til at gå videre.

– Ingen kan forklare Dem situationen bedre end den delegerede Boggio, også fordi han får sine informationer fra en højtstående kilde, som han er tæt knyttet til. Professor Boggio ...

– Ser De, Simonini, ingen i Piemonte er en større beundrer end jeg af en ubestikkelig og generøs mand som general Garibaldi, begyndte Boggio. Det, han har præsteret på Sicilien med en håndfuld modige mænd over for en af de bedst udrustede hære i Europa, er intet mindre end et mirakel.

Denne indledning var tilstrækkeligt til, at jeg måtte tro, at Boggio var Garibaldis argeste fjende, men jeg havde besluttet mig for at lytte i tavshed.

– Hvorom alting er, fortsatte han, nok har Garibaldi taget magten over de erobrede områder i vores konge, Vittorio Emanueles, navn, men folkene bag ham er slet ikke enige i den disposition. Mazzini er på nakken af ham og gør alt for, at den folkelige opstand i Syditalien skal føre til grundlæggelsen af en republik. Og vi ved jo, hvilke overtalelsesevner denne Mazzini er i besiddelse af. Fra sit magelige eksil i forskellige fremmede lande har han allerede besnakket mange tåber til at gå i døden. Nogle af Garibaldis nærmeste underordnede er Crispi og Nicotera, som jo er utilslørede republikanere, og de har en skidt indflydelse på en mand som generalen, der ikke har sans for andre menneskers ondskab. Lad os sige tingene, som de er: Garibaldi vil inden længe nå frem til Messinastrædet og sætte over til Calabrien. Manden er en fremragende strateg, moralen blandt hans volontører er meget høj, mange sicilianere har sluttet sig til dem, hvad enten det er af patriotiske eller opportunistiske grunde, og mange bourbonske generaler har allerede lagt en sådan uduelighed for dagen, at man må mistænke, at deres militære kunnen er blevet svækket af hemmelige donationer. Det er ikke vores opgave at fortælle Dem, hvem vi mistænker for at stå bag disse donationer. Men det er i hvert fald ikke vores regering. Garibaldi har nu kontrol over Sicilien, og hvis han også skulle få kontrol Calabrien og Napoli-egnen, ville generalen, med støtte fra Mazzinis republikanere, stå i spidsen for et rige med ni millioner indbyggere, og i kraft af sin enorme folkelige popularitet ville han være stærkere end vores konge. Vores konge har kun én mulighed, hvis han vil undgå den katastrofe: Han må marchere sydpå med vores hær, passere Pavestaten, hvilket bestemt ikke kommer til at forløbe smertefrit, og nå frem til Napoli inden Garibaldi. Er det klart?

– Ja. Men hvordan skulle jeg kunne ...

– Vent. Garibaldis ekspedition er drevet af fædrelandskærlighed, men hvis vi skal have held til at disciplinere, eller rettere neutralisere den, må vi med vedholdende rygter og avisartikler bevise, at den er blevet infiltreret af tvivlsomme og korrupte personer, og at Piemonte derfor har været nødt til at gribe ind.

– Opgaven er altså ikke at undergrave tilliden til Garibaldis ekspedition, men at svække tilliden til den revolutionære forvaltning, der sidenhen er blevet etableret, sagde advokat Riccardi, der endnu ikke havde taget ordet. Grev Cavour sender nu La Farina til Sicilien. Han er en stor siciliansk patriot, som har været nødt til at gå i eksil og dermed burde nyde Garibaldis tillid, men i årevis har han imidlertid været en af vores regerings betroede medarbejdere, og han har grundlagt Det Italienske Nationale Selskab, som går ind for, at Kongeriget Begge Sicilier slutter sig til det forenede Italien. La Farina har fået i opdrag at kaste lys over nogle meget foruroligende rygter, som er kommet os for øre. Garibaldi er efter alt at dømme, i god tro og af ren og skær inkompetence, i færd med at grundlægge en regering dernede, som er i modstrid med alt, hvad en regering burde stå for. Generalen kan naturligvis ikke holde styr på det hele, hans hæderlighed er hævet over enhver tvivl, men hvem er det, han er i færd med at betro statens anliggender? Cavour forventer af La Farina en udtømmende rapport om alle eventuelle uregelmæssigheder, men Mazzinis tilhængere vil gøre alt, hvad der står i deres magt for at holde ham isoleret fra folket, det vil sige fra de befolkningslag, hvor det er lettest at skaffe sig friske oplysninger om skandaler.

– Og vores Kontor har under alle omstændigheder ikke ubegrænset tillid til La Farina, indskød Boggio. Det er ikke ment som en kritik, misforstå mig ikke, men han er også sicilianer. Det er muligvis skikkelige folk, men de er ikke som os, forstår De nok. De vil blive udstyret med et introduktionsbrev til La Farina, og ham kan De roligt støtte Dem til, men De kan frit disponere og forventes ikke kun at indsamle dokumenterede oplysninger, men også (som De allerede har gjort ved tidligere lejligheder) selv at fremstille dem, hvis de måtte mangle.

– Under hvilket påskud og i hvilken skikkelse skulle jeg rejse derned?

– Vi har som sædvanlig tænkt på det hele, smilede Bianco. Monsieur Dumas, den berømte romanforfatter, som De sikkert kender af omtale, er for øjeblikket om bord på sit skib Emma på vej mod Palermo, hvor han vil slutte sig til Garibaldi. Vi har ikke rigtig forstået, hvad han vil dernede. Måske vil han bare skrive en historie i romanform om Garibaldis ekspedition, eller også er han forfængelig og vigter sig af sit venskab med den store helt. Uanset hvordan det forholder sig, ved vi, at han om et par dage anløber Sardinien i Arzachena-bugten, og altså på vores territorium. De rejser i overmorgen tidlig til Genova, hvor De går om bord på et af vores skibe, der sejler Dem til Sardinien. Her støder De til Dumas med et kreditiv fra en person, som Dumas står i stor gæld til, og som nyder hans fulde tillid. De er officielt udsendt til Sicilien af professor Boggios avis for at hylde Dumas’, og Garibaldis, bedrifter. De vil dermed være en del af forfatterens entourage og anløbe Palermo med ham. Det, at De ankommer til Palermo med Dumas, vil give Dem anseelse og hæve Dem over enhver mistanke, hvilket ikke ville være tilfældet, hvis De kom alene. Når De kommer derned, kan De blande Dem med volontørerne og få kontakt til lokalbefolkningen. En anden anbefaling fra en kendt og anset person vil sætte Dem i forbindelse med en ung officer i Garibaldis hær, kaptajn Nievo, som Garibaldi efter sigende har udnævnt til vicegeneralintendant. Vil De tænke Dem, da Garibaldi satte kursen mod Marsala om bord på Lombardo og Piemonte, betroede han Nievo fjorten tusind af de halvfems tusind lire, som ekspeditionen rådede over. Vi ved ikke rigtig, hvorfor han har pålagt netop Nievo, der angiveligt er litterat, administrative opgaver, men manden er efter sigende bundhæderlig. Han vil sikkert være lykkelig over at tale med et menneske, der skriver for en avis og præsenterer sig som en ven af den berømte Dumas.

Resten af aftenen gik med at aftale opgavens tekniske detaljer og mit vederlag. Næste dag lukkede jeg kontoret på ubestemt tid og pakkede de allervigtigste fornødenheder, og efter en uforklarlig indskydelse medbragte jeg den præstekjole, som fader Bergamaschi havde efterladt sig i farfars hus, og som jeg havde reddet, inden alt blev overdraget til kreditorerne.