7

MED DE TUSIND

29. marts 1897

Jeg ved ikke, om jeg ville være kommet i tanker om så mange begivenheder, og navnlig indtrykkene fra min sicilianske rejse fra juni 1860 til marts 1861, hvis jeg ikke i går nat havde fundet en stak gamle, sammenfoldede dokumenter, da jeg rodede i de gamle papirer på bunden af en kiste nede i butikken. Det drejede sig om nogle notater, jeg dengang gjorde mig, måske for siden at kunne skrive en detaljeret rapport til mine opdragsgivere i Torino. Notaterne er temmelig mangelfulde, jeg havde åbenbart kun noteret det, jeg anså for at være bemærkelsesværdigt, eller som jeg ville, at andre skulle lægge mærke til. Hvad jeg måtte have fortiet, ved jeg ikke.

***

Jeg har siden 6. juni været om bord på Emma. Dumas tog meget hjerteligt imod mig. Han var iført en let jakke i en lysebrun farve, og ingen, der så ham, kunne være i tvivl om, at han er mulat. Huden er olivenfarvet, læberne fremstående, kødfulde og sensuelle, og håret en tæt og kruset manke som en vild afrikaner. I øvrigt har han et livligt og ironisk ansigt, et hjerteligt smil og et voluminøst korpus som den bon vivant, han er ... Jeg kom i tanker om en af de mange anekdoter om ham: En parisisk spradebasse hentydede i hans påhør til de meget aktuelle teorier, som så en forbindelse mellem primitive mennesker og laverestående arter. Dumas svarede: »Ja, min herre, jeg nedstammer fra aberne. Men De, min herre, De fører Deres slægt tilbage dertil!«

Han præsenterede mig for kaptajn Beaugrand, skibets næstkommanderende Brémond, styrmanden Podimatas (et menneske, der er behåret som et vildsvin, med skæg og hår, der går i ét i hele ansigtet, så det ser ud, som om han kun barberer det hvide i øjnene) og ikke mindst kokken Jean Boyer – og efter Dumas at dømme er kokken den vigtigste person om bord. Dumas rejser med et hof, som en stormand fra en anden tid.

Mens Podimatas anviste mig min kahyt, meddelte han mig, at Boyers specialitet var asperges aux petits pois, en ret med et temmelig pudsigt navn i betragtning af, at der ikke var nogen ærter i den.

Vi rundede øen Caprera, hvor Garibaldi holder sig skjult, når han ikke er i felten.

– De skal snart få generalen at se, sagde Dumas, og bare han nævnte hans navn, lyste hans ansigt op af beundring.

– Det blonde skæg og de blå øjne giver ham en slående lighed med Jesus på Leonardos Den Sidste Nadver. Hans bevægelser er meget yndefulde, og stemmen er uendelig blid. Han har tilsyneladende et roligt gemyt, men hvis man i hans påhør siger ordene Italien og uafhængighed, er det som at vække en slumrende vulkan, der spyr ild og glødende lavastrømme i alle retninger. Han er aldrig bevæbnet til kamp, men i det øjeblik det går løs, griber han den første den bedste sabel, trækker den af skeden og går løs på fjenden. Han har kun én svaghed: Han bilder sig ind, at han er en ørn til boccia.

Kort efter blev der stort postyr på skibet. Besætningen havde fanget en stor havskildpadde af den slags, der findes i havet syd for Korsika. Dumas var ellevild.

– Der bliver nok at gøre. Først skal den væltes om på ryggen. Så vil det godtroende kræ strække halsen frem, og vi udnytter dens uforsigtighed til at skære hovedet af den, hvorefter vi hænger den op i halen og lader blodet løbe fra i tolv timer. Så vælter vi den om på ryggen igen og lemper en kraftig klinge ind mellem rygskjoldet og bugskjoldet, men vi skal passe på, at vi ikke stikker hul på milten, for så bliver kødet uspiseligt. Man tager indvoldene ud og beholder kun leveren, den geleagtige, gennemsigtige masse i den er ubrugelig, men den indeholder to små stykker kød, der med deres lyse farve og smag minder om kalveinderlår. Endelig befrier vi kødet for hinder, fjerner halsen og finnerne og skærer kødet ud i stykker på størrelse med en valnød, som udvandes, lægges i en god suppe med peber, nelliker, gulerødder, timian og laurbær. Det hele skal simre over svag varme i tre-fire timer. I mellemtiden skærer man nogle strimler af kyllingekød ud, som marineres i persille, purløg og ansjoser, koger dem med i suppen, lader dem dryppe af og overhælder dem med suppe, hvor vi forinden har tilsat tre-fire glas tør madeira. I mangel på madeira kan man bruge marsalavin tilsat et lille glas akvavit eller rom, men det er så afgjort sidste udvej, le pis aller. Vi skal smage suppen i morgen aften.

Jeg fattede omgående sympati for en mand, der – trods sin tvivlsomme herkomst – holdt så meget af god mad.

***

(13. juni). I forgårs anløb Emma Palermo. Byen vrimler med rødskjorter i en grad, så den nærmest ligner en valmuemark. Mange af Garibaldis volontører er dog temmelig vilkårligt klædt og udrustet, nogle af dem er bare iført en gammel fjerprydet hat over deres borgerlige klæder. Problemet er, at det efterhånden ikke er til at opdrive rødt stof, og en skjorte i den farve koster en formue. Det er der vel kun råd til blandt de mange unge fra det lokale aristokrati, som først sluttede sig til garibaldinerne efter de første og blodigste træfninger, og ikke volontørerne, der har været med hele vejen fra Genova. Cavalier Bianco har givet mig tilstrækkelig mange penge til, at jeg kan overleve på Sicilien, og jeg skaffede mig straks en passende brugt uniform for ikke at ligne en dandy, der lige var kommet til byen. Skjorten var så forvasket, at den efterhånden var blevet rosa, og bukserne var i en elendig forfatning, men skjorten alene kostede mig femten franc, og for det beløb kunne jeg have købt fire i Torino.

Alting her er vanvittig dyrt, et æg koster fire sous, et pund brød koster seks sous, og et pund kød tredive. Jeg ved ikke, om det skyldes, at øen er fattig, og at dens indbyggere er i færd med at fortære dens knappe ressourcer, eller at Palermos indbyggere har besluttet sig for, at garibaldinerne er manna fra himlen, og at de skal flås eftertrykkeligt.

De to store mænds møde i Senatspaladset (»Som på rådhuset i Paris i 1830!« sagde Dumas henrykt) var umådelig teatralsk. Jeg ved snart ikke, hvem af de to der var den største komediant.

– Kære Dumas, De har virkelig været savnet her, brølede Garibaldi, og da Dumas gratulerede ham, sagde han:

– Det er ikke min, men disse mænds fortjeneste. De har kæmpet bravt! Og henvendt til sine egne folk:

– Giv omgående signor Dumas den bedste lejlighed i hele paladset. Kun det bedste er godt nok til en mand, som overbringer mig breve med løftet om to et halvt tusind mand, ti tusind geværer og to dampskibe!

Jeg betragtede den store helt med den skepsis, jeg havde næret til helte siden min fars død. Dumas havde beskrevet ham for mig som en Apollon, men den mand, jeg havde foran mig, var temmelig lavstammet, håret var snarere gustengult end blondt, benene var korte og hjulede, og efter hans gangart at dømme led han af reumatisme. Jeg så, hvordan han med et vist besvær sad op på hesten, bistået af to af sine mænd.

Sidst på eftermiddagen samledes en menneskemængde neden for kongeslottet, hvor de med taktfaste råb som »Dumas leve, Italien leve!« tiljublede Dumas. Det fornøjede tydeligvis forfatteren, men jeg havde indtryk af, at det hele var iscenesat af Garibaldi, som kender sin vens forfængelighed og har hårdt brug for de lovede geværer. Jeg blandede mig med mængden og forsøgte at forstå, hvad de sagde til hinanden på deres ubegribelige dialekt, der nærmest lød som et afrikansk tungemål, men en enkelt samtale lykkedes det mig at opsnappe. Den ene spurgte den anden, hvem denne Dumas, som de tiljublede, var, og den anden svarede, at han var en hovedrig tjerkessisk fyrste, som var kommet for at stille sine penge til Garibaldis disposition.

Dumas præsenterede mig for nogle af generalens folk. Jeg blev navnlig slået af Garibaldis næstkommanderende, den frygtelige Nino Bixio. Han havde et meget gennemtrængende blik, som var så foruroligende, at jeg valgte at fortrække. Jeg måtte finde en beværtning, hvor jeg kunne komme og gå, uden at nogen bemærkede mig.

I sicilianernes øjne er jeg nu en garibaldiner, mens medlemmerne af ekspeditionskorpset betragter mig som en uafhængig journalist.

***

Jeg genså Nino Bixio, da han red igennem byen. Efter sigende er det ham, der reelt er ekspeditionens militære leder. Garibaldi er distræt og tænker hele tiden på, hvad han skal gøre næste dag, han er en dygtig angriber og forstår at motivere sine folk, men Bixio koncentrer sig om nuet, og med ham er der ingen vaklen i geledderne. Mens han passerede mig, hørte jeg en garibaldiner ved siden af mig, som sagde til sin kammerat:

– Se de øjne, de skyder lyn i alle retninger. Hans profil er ligeså skarpskåren som et sabelhug. Bixio! Selv navnet får én til at tænke på lynild.

Garibaldi og hans næstkommanderende har tydeligvis forblændet disse volontører. Det er ikke godt. Alt for karismatiske ledere bør straks halshugges af hensyn til rigernes ve og vel. Mine foresatte i Torino har ret: Vi må forhindre, at den myte, der er opstået omkring Garibaldi, breder sig til det nordlige Italien, for så vil alle småstaterne deroppe trække i den røde skjorte, og så får vi en republik.

***

(15. juni). Det er ikke let at tale med lokalbefolkningen. Det eneste, der er klart, er, at de forsøger at udnytte enhver, som ser ud til at være piemonteser, som de kalder dem, skønt der er meget få piemontesere blandt volontørerne. Jeg har fundet en taverne, hvor jeg kan spise billigt og smage diverse retter med uudtalelige navne. Jeg har forædt mig i små brød med stegt milt, men vinen her er så god, at man sagtens kan skylle nogle stykker ned. Mens jeg indtog min middag, blev jeg venner med to volontører, en vis Abba, der er fra Ligurien og kun akkurat tyve år gammel, og en vis Bandi, en journalist fra Livorno, der er nogenlunde jævnaldrende med mig. Takket være deres beretninger kunne jeg danne mig et indtryk af garibaldinernes ankomst hertil og deres første slag.

– Du skulle have set det, Simonini, sagde Abba. Landgangen i Marsala var et cirkus uden lige! Vi har de bourbonske skibe Stromboli og Capri foran os, da vores Lombardo løber på et skær, og så siger Nino Bixio, at skibet hellere må tilfalde fjenden med et ordentligt hul i skroget end i god behold, ja, vi gør klogt i også at sænke Piemonte. Sikke et spild, siger jeg bare, men Bixio havde jo ret, vi kunne ikke forære bourbonerne to skibe. Desuden er det sådan, store hærførere bærer sig ad, efter landgangen brænder man sine skibe og fortsætter, uden mulighed for at vende om. Piemontes besætning begynder altså at gå i land, Stromboli åbner ild, men krudtet vil ikke fænge. Så går kommandanten på et engelsk skib i havnen om bord på Stromboli og siger til kaptajnen, at der er britiske statsborgere i land, og at han vil holde ham personlig ansvarlig for enhver international episode. Den bourbonske kommandant svarer, at han er bedøvende ligeglad med internationale episoder og beordrer sine folk til at åbne ild igen, men igen vil krudtet ikke fænge. Da det omsider lykkes for de bourbonske skibe at affyre deres kanoner, går det ikke ud over nogen bortset fra en hund, som bliver skudt midt over.

– Vil det sige, at englænderne hjalp jer?

– Lad os sige, at de stille og roligt lagde sig imellem og gjorde bourbonerne til grin.

– Men hvilket forhold har Garibaldi til englænderne?

Abba viste med et skuldertræk, at fodsoldater som han parerer ordre uden at gøre sig alt for mange overvejelser.

– Men nu skal du høre noget skægt. Da vi var på vej ind til byen, havde generalen givet ordre til, at vi skulle indtage telegrafstationen og klippe kablerne over. De sender en løjtnant derhen med nogle mænd, og da telegrafisten ser ham, stikker han af. Løjtnanten går ind på kontoret og finder et telegram, som netop er blevet sendt til den øverstbefalende i Trapani. »To dampere under sardisk flag er netop anløbet havnen og i færd med at gøre landgang.« I samme øjeblik kommer der svar. En af volontørerne, der havde arbejdet som telegrafist i Genova, tyder det. »Hvor mange mænd, og hvorfor går de i land?« Officeren beder ham svare: »Undskyld, jeg tog fejl. Det er to handelsskibe med en last svovl fra Girgenti. Reaktion fra Trapani: »De er idiot, menneske.« Officeren finder sig gladelig i svaret, beder sine folk klippe kablerne over og forsvinder.

– Sandt at sige var landgangen ikke helt så kaotisk, som Abba siger, sagde Bandi. Da vi kom i land, lykkedes det faktisk for de bourbonske skibe at affyre nogle granater og maskingeværsalver. Men komisk, det var det. Lige som skuddene bragede, dukkede der en gammel og velnæret munk op med hatten i hånden og bød os velkommen. En eller anden råbte til ham: »Hvad kommer sådan en munk anstigende for?« Men Garibaldi rakte hånden i vejret og sagde: »Hvad søger De her, fader? Kan De ikke høre, at kuglerne hviner omkring os?« »Jeg frygter ikke for kuglerne, jeg er den hellige Frans’ tjener og Italiens søn.« »Vil det sige, at De er på folkets side?« spurgte Garibaldi. »På folkets side, ja,« svarede munken. Da forstod vi, at Marsala var vores. Og generalen sendte Crispi hen til skattemesteren for i Italiens konge, Vittorio Emanueles, navn at beslaglægge hele kassebeholdningen, som mod kvittering blev overdraget til intendant Acerbi. Kongeriget Italien eksisterede endnu ikke, men kvitteringen med Crispis underskrift er det første dokument, der omtaler Vittorio Emanuele som konge af Italien.

Jeg benyttede mig af lejligheden til at spørge:

– Er intendanten da ikke kaptajn Nievo?

– Nievo er Acerbis næstkommanderende, forklarede Abba. Så ung, og allerede en stor forfatter. En sand digter. Geniet formelig lyser ud af ham. Han går altid alene rundt med et fjernt blik, som om han forsøger at se, hvad der skjuler sig bag horisonten. Jeg tror, at Garibaldi overvejer at forfremme ham til oberst.

Og Bandi satte trumf på:

– I Calatafimi var han sakket lidt bagud for at dele brød ud, da Bozzetti kaldte ham frem blandt de kæmpende, og da kastede han sig ind striden som en stor, sort, flaksende fugl med kappen åben. Straks blev den gennemboret af en kugle ...

Jeg havde allerede hørt rigeligt til at miste sympatien for denne Nievo. Han var nogenlunde jævnaldrende med mig og betragtede allerede sig selv som en berømt mand. Digter og soldat. Selvfølgelig skyder fjenden en kugle gennem din kappe, hvis du åbner den lige for øjnene af dem. Så kan enhver fremvise et skudhul, der ikke sidder i brystet.

Så begynder Abba og Bandi at tale om slaget ved Calatafimi, en mirakuløs sejr, tusind volontører på den ene side, og femogtyvetusind veludrustede bourboner på den anden.

– Garibaldi førte an, sagde Abba, han red på en rød hest, der var en storvisir værdig, med en meget smuk saddel, stigbøjler med gennembrudte mønstre, rød skjorte og en hat i ungarsk snit. I Salemi slutter de lokale volontører sig til os. De kommer strømmende til fra alle verdenshjørner, til hest, til fods, i hundredvis, det rene djævelskab. Bjergbønder bevæbnet til tænderne, med ansigter som de barskeste lejesvende og øjne, der mest af alt lignede pistolmundinger. Men deres anførere var adelsmænd og velhavere fra egnen. Salemi er en snavset by, med gader, der mest af alt ligner rendestene, men munkene havde nogle dejlige klostre, hvor vi indlogerede os. I de dage fik vi vidt forskellige efterretninger om fjenden. Så var de fire tusind, og så var de ti eller tyve tusind med heste og kanoner, så havde de forskanset sig deroppe, så dernede, så rykkede de frem og så tilbage ... Og pludselig dukker fjenden op. De er vel omtrent fem tusind mand. Ikke tale om, sagde nogle af vores folk, de er ti tusind. Der ligger en uopdyrket slette imellem os. De napolitanske jægere kommer ned fra bakkerne. Så rolige, så selvsikre, det er tydeligvis veltrænede soldater, og ikke sådan en flok kartoffelbønder som os. Og deres signalhorn gjalder med den uhyggeligste klang! Det første geværskud bliver først løsnet klokken halv to om eftermiddagen. Det er de napolitanske jægere, som er kommet ned mellem rækkerne af figenkaktus, der skyder. »Vent med at besvare ilden!« råber vores befalingsmænd, men jægernes kugler flyver hen over hovederne på os med en hvinen, så vi ikke kan holde os i ro. Der lyder et skud, så et til, og så spiller generalens hornblæser reveillen og blæser signal til, at vi skal sætte i løb. Kuglerne regner ned over os, og bjerget er helt indhyllet i skyer fra de kanoner, der beskyder os, vi løber hen over sletten og bryder igennem fjendens forreste rækker. Jeg vender mig om og ser Garibaldi oppe på bakketoppen, med sværdet i skeden over højre skulder. Han er til fods og går roligt fremad, mens han holder øje med alt, hvad der foregår. Bixio galopperer ham i møde for at dække ham med sin hest, og han råber: »Er det sådan, De ønsker at dø, general?« Og Garibaldi svarer: »Hvad kunne være bedre end at dø for mit land?« og går ufortrødent videre uden at ænse kugleregnen. I det øjeblik blev jeg bange for, at generalen ikke troede, at det var muligt at sejre og forsøgte at gå i døden. Men pludselig tordner en af vore kanoner ude fra vejen. Det føltes, som om tusind arme kom os til undsætning. Fremad, fremad, fremad! Vi ænser kun signalhornet, der uophørlig blæser til angreb. Vi passerer med fældede bajonetter den første terrasse, så endnu en og en til, videre op i terrænet. De bourbonske bataljoner trækker sig tilbage længere oppe, hvor de regrupperer sig og virker stærkere end nogensinde. Det forekommer os umuligt at angribe igen, de er alle sammen oppe på toppen, og vi er spredt ud over skråningen, udmattede og modløse. Der indtræffer en kort pause. Der lyder enkelte geværskud, bourbonerne ruller klippeblokke ned ad skråningen og kaster med sten. En af dem har efter sigende ramt generalen. Mellem figenkatusserne får jeg øje på en køn ung mand, som er dødeligt såret og bliver støttet af to kammerater. Han beder sine kammerater om at være nådige mod napolitanerne, som trods alt også er italienere. Hele skråningen er oversået af faldne, men der lyder ingen jamren. Oppe fra toppen råber napolitanerne nu og da: »Viva o re!« – kongen leve! I mellemtiden har vi fået forstærkning. På det tidspunkt, mindes jeg, dukkede du op, Bandi. Du var fuld af sår, og så var du oven i købet blevet ramt af en kugle i venstre side af brystet. Jeg troede, at du ville dø, inden der var gået en halv time. Men da vi satte det afgørende angreb ind, var det dig, der førte an. Hvor mange liv har du?

– Sludder, sagde Bandi. – Det var bare skrammer.

– Og hvad mener du om de franciskanere, der kæmpede på vores side? Jeg så en af dem, en mager og snavset mand, lade en muskedonner med flere håndfulde kugler og småsten, hvorefter han klatrede op og affyrede en salve. Og jeg så en, som var blevet skudt i låret. Han fjernede selv kuglen og fortsatte beskydningen.

Så genkaldte Abba sig slaget om Ammiraglio-broen.

– Det var i sandhed en bedrift, der var et homerisk digt værdig, Simonini! Vi er lige uden for Palermo, da en gruppe lokale oprørere slutter sig til os. En af dem råber: »Åh, gud!«, drejer rundt om sig selv, raver fire-fem skridt til siden som en fuld mand og falder ned i en grøft, for foden af to popler og ved siden af en død napolitansk jæger; måske den første vagtpost, der var blevet overlistet af vores folk. Og jeg kan stadig høre den genoveser for mig, som, mens kuglerne haglede ned over os, råbte på dialekt: »Hvordan kommer vi videre herfra, Belandi?« I samme øjeblik får han en kugle for panden og falder om med knust hovedskal. Ved Ammiraglio-broen, oppe på kørevejen og ved brobuerne, nedenunder broen og i de omkringliggende køkkenhaver, faldt folk som fluer for bajonetterne. Ved daggry har vi indtaget broen, men vi bliver standset af en frygtelig beskydning fra nogle fodsoldater bag en mur. Samtidig retter en mindre kavalerienhed et angreb mod vores venstre flanke, men det bliver afvist. Vi passerer broen og samler os i vejkrydset ved Porta Termini, men kommer under beskydning fra et skib, der ligger i havnen, og fra en barrikade foran os. Det spiller ingen rolle. Nogen ringer med stormklokken. Vi bevæger os ind i byens krogede gader, og på et tidspunkt, åh gud, hvilket syn, der møder os! Tre hvidklædte, bedårende unge piger stod bag et smedejernsgitter, som de klamrede sig til med hænder, der var hvide som liljer, og så på os uden at mæle et ord. De lignede de engle, man ser på kirkernes fresker. Hvem i alverden er I, spørger de. Vi svarer, at vi er italienere og spørger, hvem de er, og de svarer, at de er nonner. Åh, I stakler, siger vi. Vi ville med glæde have befriet dem fra deres fængsel og muntret dem lidt op, og de råber: »Leve den hellige Rosalia!« »Leve Italien!« svarer vi. Og de råber også »leve Italien!« med deres blide sangstemmer og ønsker os sejr og fremgang. Vi kæmpede i yderligere fem dage i Palermo, inden der blev indgået en våbenhvile, men nonnerne kunne vi glemme alt om, og vi måtte tage til takke med skøger!

I hvor høj grad kan jeg stole på de to fusentaster? De er unge, de har været i kamp for første gang, de elskede deres general på forhånd og er på sin vis romanforfattere ligesom Dumas. De pynter på deres historier, så en høne blive til en ørn. De har utvivlsomt været modige under skærmydslerne, men kan det være et tilfælde, at Garibaldi gik roligt af sted, mens de blev beskudt (fjenderne må bestemt have set ham på afstand) uden nogensinde at blive ramt? Kan det ikke skyldes, at fjenderne havde ordre fra højeste sted til at skyde ved siden af?

Disse tanker rumsterede i forvejen i hovedet på mig, fordi jeg havde hørt min krovært, som taler et næsten forståeligt sprog og må have besøgt andre dele af den italienske halvø, fremmumle noget i den retning. Det er ham, der har opfordret mig til at snakke lidt med don Fortunato Musumeci, en notar, som efter sigende ved alt om alle og ved flere lejligheder har vist sig at være temmelig mistroisk over for de fremmede.

Jeg kunne selvfølgelig ikke opsøge ham iført rød skjorte, men så kom jeg i tanker om fader Bergamaschis præstekjole, som jeg havde taget med mig. Da jeg havde ændret min frisure en anelse, lagt ansigtet i passende salvelsesfulde folder og sænket blikket, kunne jeg således diskret forlade kroen med et fuldkommen uigenkendeligt udseende. Det var meget uforsigtigt af mig, for det forlød, at man var i færd med at forvise jesuitterne fra øen. Men jeg slap godt fra det. Og som muligt offer for den uret, der snart ville blive begået, virkede jeg tillidsvækkende i de miljøer, der var i opposition til Garibaldi.

Jeg faldt i snak med don Fortunato, som jeg fandt på en beværtning, hvor han stille og roligt var ved at indtage sin kaffe efter morgenandagten. Stedet var centralt beliggende, nærmest elegant, don Fortunato sad mutters alene og missede mod solen med halvt sammenknebne øjne, daggamle skægstubbe, et sort sæt tøj med slips selv i disse hede dage, og en halvt udgået cigar mellem de nikotingule fingre. Jeg har lagt mærke til, at folk hernede kommer lidt citronskal i kaffen. Men forhåbentlig ikke, når det drejer sig om caffe latte.

Fra mit bord ved siden af hans beklagede jeg mig over varmen, og det var tilstrækkeligt til at få en samtale i gang. Jeg sagde, at jeg var udsendt af den pavelige kurie for at undersøge, hvad der foregik på disse kanter, og det gav Musumeci chancen for at tale frit fra leveren.

– Velærværdige pater, forekommer det Dem sandsynligt, at et tilfældigt sammenrend på tusind, dårligt bevæbnede mand kan anløbe Marsala og gøre landgang uden at miste en eneste mand? Hvorfor skød de bourbonske skibe, som dog tilhører Europas stærkeste flåde næst efter den engelske, på må og få uden at ramme nogen? Og hvordan vil De forklare det, der senere skete i Catalfimi? Hvordan vil de forklare, at de samme tusind kartoffelbønder, foruden nogle hundred karle, der var blevet pisket til det af den lokale landadel, som ville fedte sig ind hos besættelsesmagten – at disse tusind kartoffelbønder, som stod over for en af verdens mest veltrænede hære (og jeg ved ikke, om De gør Dem begreb om, hvad et bourbonsk militærakademi er for et sted), kunne jage femogtyve tusind mand på flugt, selv om det var betydeligt færre, der blev set på slagmarken, og de andre blev holdt tilbage på kasernerne? Nogen har strøet om sig med penge, min herre. De har bestukket flådeofficererne i Marsala og general Landi i Calatafimi, som efter et slag med et temmelig uklart udfald burde have fået tilstrækkeligt med forstærkninger til, at han kunne have fået bugt med volontørerne, men i stedet trak han sig tilbage til Palermo. Det forlyder, at der for hans vedkommende er faldet fjorten tusind dukater i stikpenge, vidste De det? Og hvad med hans overordnede? For en langt mindre forseelse stillede piemonteserne for en halv snes år siden general Ramorino op mod en mur. Det er ikke, fordi jeg bryder mig særlig meget om piemontesere, men militærvæsen har de forstand på. Men Landi blev simpelthen erstattet med Lanza, der efter min mening også er blevet bestukket. Tag nu den berømte erobring af Palermo ... Garibaldi havde forstærket sin røverbande med tre et halvt tusind banditter, som han havde samlet op i Siciliens forbryderverden. Men Lanza rådede over cirka seksten tusind mand. Seksten tusind, siger jeg. Og i stedet for at sætte dem massivt ind, sender Lanza dem imod oprørerne i små grupper, og så kan det ikke undre nogen, at de blev overmandet, hvilket også skyldtes, at man havde betalt nogle forrædere i Palermo til at skyde oppe fra tagene. I havnen losser piemontesiske skibe geværer til volontørerne for øjnene af den bourbonske flåde, og inde på landjorden lader man Garibaldi slippe igennem til Vicaria-fængslet og Straffekolonien, hvor han befrier yderligere tusind gemene forbrydere, som han indrullerer i sin bande. Og De kan ikke forestille Dem, hvad der lige nu foregår i Napoli. Vores stakkels konge er omringet af det værste rak, som allerede har fået sin betaling og nu er ved at trække tæppet væk under ham ...

– Men hvor kommer alle de penge fra?

– Velærværdige pater! Det overrasker mig, at I ved så lidt om det i Rom! Det er det engelske frimureri! Kan De ikke se sammenhængen? Garibaldi er frimurer, Mazzini er frimurer, Mazzini er i eksil i London, hvor han kommer i forbindelse med de engelske frimurere, Cavour er frimurer og tager imod ordrer fra de engelske loger, og hele kredsen omkring Garibaldi består af frimurere. Det egentlige sigte med planen er ikke at ødelægge Kongeriget Begge Sicilier, men at rette et dødsstød mod Den Hellige Fader, for det er klart, at Vittorio Emanuele, når han har erobret Begge Sicilier, også vil have Rom. De tror vel ikke på historien om, at volontørerne drog af sted med halvfems tusind lire i kassen? Det er jo ikke engang nok til at bespise sådan en flok ædedolke og drukkenbolte på rejsen – se nu bare, hvordan de er ved at gøre kål på Palermos sidste forråd og udplyndre byens opland. Sandheden er, at de engelske frimurere betalte Garibaldi tre millioner franske franc i tyrkiske guldpjastre, som er gangbar mønt i alle Middelhavslande!

– Og hvem opbevarer så alt dette guld?

– Garibaldis betroede frimurer, denne kaptajn Nievo, en årsunge på mindre end tredive år, som ikke bestiller andet end at arbejde i Garibaldis intendantur. Men de sataner har generaler, admiraler og hvem ved jeg på deres lønningsliste, mens de lader bønderne dø af sult. De arme stakler forventede, at Garibaldi ville udstykke godsejernes jorder, men generalen er selvfølgelig nødt til at alliere sig med dem, der har jord og penge. Bare vent: Når det går op for de unge sicilianske mænd, som satte livet på spil i Calatafimi, at alting stadig er ved det gamle, vil de begynde at skyde på volontørerne, og det med de selv samme geværer, som de har taget fra de faldne.

Da jeg havde lagt præstekjolen og gik rundt i byen i rød skjorte, vekslede jeg på en kirketrappe et par ord med en munk, fader Carmelo. Han hævder, at han er syvogtyve år gammel, men ligner en mand på fyrre. Han betror mig, at han gerne ville slutte sig til os, men noget afholder ham fra et gøre det. Jeg spørger ham, hvad det er, for der var trods alt munke med ved Calatafimi.

– Jeg ville slutte mig til jer, hvis jeg vidste, at I virkelig ville udrette noget stort, siger han. Men det eneste, I siger, er, at I vil samle Italien til én nation. Men hvis folket lider, så lider det, uanset om det er samlet i én nation eller ej, og jeg ved ikke, om I kan bringe disse lidelser til ophør.

– Folket vil jo få frihed og skoler, sagde jeg til ham.

– Frihed bliver man ikke mæt af, og heller ikke skolegang. Det er muligt, at I piemontesere har nok i den slags, men det har vi ikke.

– Hvad skal der så til for at stille jer tilfreds? spurgte jeg.

– Ikke en krig mod bourbonerne, men de fattiges krig mod dem, der udsulter dem. Og de er ikke kun ved hoffet, men alle vegne.

– Gælder det så også jer gejstlige, som har klostre og jorder overalt?

– Ja, faktisk gælder det os mere end nogen anden! Men med evangeliet og korset i hånd, så ville jeg gå med. Som det er nu, er grundlaget for spinkelt.

Så vidt jeg havde forstået kommunisternes berømte manifest, som jeg havde stiftet bekendtskab med på universitetet, var munken her en af slagsen. Sicilien er virkelig en gåde for mig.

***

Det er muligvis en besættelse hos mig, som har fulgt mig siden min farfars tid, men jeg kunne ikke undgå at overveje, om også jøderne spillede en rolle i hele sammensværgelsen bag Garibaldi. Det gør de næsten altid. Jeg henvendte mig igen til Musumeci.

– Jamen, selvfølgelig, sagde han. Allerførst: Hvis ikke alle frimurere er jøder, så er alle jøder i hvert fald frimurere. Og hvad med garibaldinerne? Jeg granskede for min egen fornøjelses skyld fortegnelsen over volontørerne ved landgangen i Marsala, som allerede er blevet offentliggjort »til ære for heltene«. Der faldt jeg over navne som Eugenio Ravà, Giuseppe Uziel, Isacco D’Ancona, Samuele Marchesi, Abramo Isacco Alpron, Moisè Maldacea og en Colombo Donato, der dog havde taget navneforandring fra Abramo. Er det måske gode kristne, der går rundt med den slags navne?

***

(16. juni). Jeg henvendte mig til denne kaptajn Nievo med mit introduktionsbrev. Han er en spradebasse med en velplejet moustache og et lille fipskæg på hagen, og han ter sig som en drømmer. Det er imidlertid påtaget, for mens vi talte sammen, kom der en volontør ind, som angivelig skulle hente nogle tæpper, og Nievo pointerede som en pedantisk bogholder, at mandens kompagni allerede havde hentet ti ugen forinden.

– Sig mig, æder I tæpperne op? spurgte han. Hvis du vil æde endnu flere, kan du få lov at slå mave i kachotten. Volontøren gjorde honnør og fortrak skyndsomt.

– Kan De se, hvad jeg bruger min tid på? Man har sikkert fortalt dem, at jeg er litterat. Men nu skal jeg sørge for soldaternes løn og munderinger og bestille tyve tusind nye uniformer, for hver dag kommer der nye volontører til fra Genova, La Spezia og Livorno. Desuden er der ansøgningerne, grever og hertuginder, som forlanger en månedlig apanage på to hundred dukater og tror, at Garibaldi er sendt af Gud. Alle her forventer, at tingene skal dumpe ned fra himlen. Det er ikke som der, hvor vi kommer fra, hvor man må smøge ærmerne op, hvis man vil opnå et eller andet. Når de betroede mig kassen, skyldes det nok, at jeg har embedseksamen i både civilret og offentlig ret fra universitetet i Padova. Eller også er det, fordi jeg ikke stjæler, og hæderlighed er i høj kurs på denne ø, hvor en aristokrat og en fidusmager er to alen ud af ét stykke.

Han giver den åbenbart i rollen som den distræte digter. Da jeg spurgte ham, om han allerede havde fået rang af oberst, svarede han, at han ikke vidste det.

– Der hersker en del forvirring her, forstår De nok. Bixio forsøger at indføre militær disciplin som i den piemontesiske hær, som om vi befandt os i Pinerolo, men vi er jo i grunden et sammenrend af irregulære tropper. Men hvis De skal sende artikler hjem til Torino, synes jeg ærlig talt, De skal forbigå disse elendigheder i tavshed. Prøv hellere, om De ikke kan give læserne et indblik i den oprigtige begejstring og entusiasme, alle er besjælet af. Der er folk her, som sætter livet på spil for noget, som de tror på. Resten betragter det som et eventyr i en oversøisk koloni. Det er ganske morsomt at opleve Palermo, hvor sladderen går ligesom i Venedig. Vi bliver hyldet som helte, og et glimt af en rød skjorte og en sabel er nok til at gøre os attråværdige i mange smukke damers øjne, hvis ærbarhed ikke stikker særlig dybt. Der går ikke en aften, uden at vi tilbydes en loge i teatret, og sicilianerne laver fremragende sorbet.

– De har masser af udgifter, siger De. Hvordan får De råd, når De havde så få penge ved afrejsen fra Genova? Bruger De af de penge, I beslaglagde i Marsala?

– Det var småpenge. Langt vigtigere var det, at Garibaldi straks efter ankomsten til Palermo lod Crispi indløse statens reserver i Banca delle Due Sicilie.

– Jeg har hørt tale om det, man siger, at det drejede sig om fem millioner dukater ...

I det øjeblik blev digteren igen Garibaldis betroede mand. Han stirrede ud i luften.

– Åh, De ved, man siger så meget. Desuden må De tage højde for bidragene fra patrioter i hele Italien, ja i grunden hele Europa – og det må De endelig skrive i Deres avis i Torino, hvis det skulle være forbigået nogens opmærksomhed. Det sværeste er altså at holde orden i bogholderiet, for når dette officielt bliver en del af Kongeriget Italien, skal jeg aflevere det hele i god orden til Hans Majestæt uden at afvige med så meget som en centime på hverken indtægts- eller udgiftssiden.

Hvad vil du så stille op med de millioner, I har fået af de engelske frimurere? tænkte jeg. Eller også har du, Garibaldi og Cavour bare lavet en aftale: Pengene var der, men det er ikke noget, I taler om. Endelig er der også den mulighed, at pengene var der, men du vidste og ved ikke noget som helst om det, du er en stråmand, den lille, hæderlige mand, som de (men hvem?) skjuler sig bag. Og du tror måske, at I udelukkende vandt slagene ved Guds hjælp? Jeg kunne stadig ikke gennemskue manden. Det eneste af det, han sagde, der, så vidt jeg kunne høre, var oprigtigt, var hans ærgerlse over, at volontørerne i de uger var på vej mod Siciliens østkyst. De gik fra sejr til sejr og forberedte sig på at krydse Messinastrædet, gå ind i Calabrien og videre til Napoli. Og han var blevet beordret til Palermo, hvor han skulle tage sig af bogholderiet bag fronten, og slog sig i tøjret. Sådan er nogle mennesker nu engang. I stedet for at prise sig lykkelig over, at det er faldet i hans lod at blive trakteret med sorbet og skønne damer, drømte han om at få endnu flere skudhuller i sin kappe.

Jeg har hørt, at der skulle leve mere end en milliard mennesker på Jorden. Jeg ved ikke, hvordan man har båret sig ad med at tælle dem, men man skal ikke opholde sig særlig længe i Palermo for at forstå, at vi allerede træder hinanden over tæerne. Og de fleste af dem er sure. Der er allerede knaphed på mad nu, så hvordan skal det ikke gå, hvis vi bliver endnu flere? Det er med andre ord nødvendigt at tynde ud i befolkningen. Der er selvfølgelig sygdomme og dødsdomme, der er mennesker, som i ét væk udfordrer hinanden til duel, og andre, som holder af at ride gennem skove og over sletter i halsbrækkende fart, og jeg har hørt, at visse engelske aristokrater ligefrem svømmer i havet, så de naturligvis lider druknedøden ... Men det er ikke nok. Krige er det mest effektive og naturlige afløb, man kan ønske sig for menneskenes tilvækst. Var det måske ikke engang skik og brug at sige, at det var Guds vilje, når man drog i krig? Man skal selvfølgelig finde nogle mennesker, som har lyst til at gå i krig. Hvis alle valgte at skjule sig, ville ingen dø i krig. Og hvorfor så overhovedet føre krig? Derfor kan vi ikke undvære folk som Nievo, Abba eller Bandi, der bare drømmer om at gå i ilden. For at andre som jeg kan leve uden bestandig at mærke menneskehedens ånde i nakken.

Kort sagt: Selv om jeg i grunden ikke bryder mig om dem, kan vi ikke undvære denne verdens skønånder.

***

Jeg præsenterede mig for La Farina med mit kreditiv.

– Hvis De forventer, at jeg skal forsyne Dem med gode nyheder, som De kan overbringe til Torino, kan De lige så godt glemme det, sagde han. Der er ikke nogen regering her. Garibaldi og Bixio tror, at de befaler over en flok genovesere som dem selv, ikke en flok sicilianere som mig. I et land, hvor man ikke kender til tvungen værnepligt, har man i ramme alvor indkaldt tredive tusind mand. I mange kommuner har det udløst regulære opstande. Man har udstedt et dekret, som udelukker alle gamle kongelige embedsmænd, der ellers er de eneste, der kan læse og skrive, fra byrådene. Forleden besluttede nogle præstehadere sig for at stikke ild til det offentlige bibliotek, fordi det er grundlagt af jesuitter. Til guvernør i Palermo udnævner man en ung mand fra Marcilepre, som ingen kender. Der hersker almindelig lovløshed på øen, og ofte begås mord af de selv samme personer, som burde sikre ro og orden, fordi man også har hvervet regulære røvere og banditter. Garibaldi er en hæderlig mand, men han kan åbenbart ikke se, hvad der foregår for øjnene af ham. Af et enkelt parti heste, som blev købt i Palermo-provinsen, forsvandt to hundred! Man lader enhver, der ansøger om det, oprette en bataljon med det resultat, at der findes bataljoner med militærorkester og komplet officerskorps bestående af højst fyrre eller halvtreds mand! Man efterlader hele Sicilien uden hverken civilretlige, strafferetlige eller handelsretlige domstole, fordi man har afskediget hele dommerstanden, og man nedsætter militære standretter, der dømmer i alle slags sager som på hunnernes tid! Crispi og hans banditter siger, at de ikke vil have nogen civile domstole, fordi dommere og advokater er bedragere; at han ikke vil have nogen lovgivende forsamling, fordi deputerede er pennens og ikke sværdets mænd; at han ikke vil have nogen ordensmagt, fordi alle borgere skal bevæbne sig og forsvare sig selv. Jeg ved ikke, om det passer, men jeg kan efterhånden ikke engang få generalen i tale.

Den 7. juli erfarede jeg, at La Farina var blevet arresteret og sendt tilbage til Torino. Efter ordre fra Garibaldi og åbenbart på Crispis anbefaling. Cavour har ikke længere nogen meddeler, så nu afhænger alt af min rapport.

Det nytter ikke noget, at jeg igen forklæder mig som præst for at indsamle rygter og sladder. Snakken går på beværtningerne, og sommetider er det netop volontørerne, der beklager sig over tingenes almindelige tilstand. Det forlyder, at et halvt hundred af de sicilianere, som lod sig hverve af Garibaldi, da han havde indtaget Palermo, er forsvundet og har taget deres våben med sig. »Det er bønder. De er meget opfarende, men de falder hurtigt til ro igen,« siger Abba til deres forsvar. Krigsretten dømmer dem til døden, men bagefter lader man dem gå, hvorhen de vil, når bare de går langt væk. Jeg forsøger at blive klog på, hvad der i grunden rører sig i disse mennesker. Hele den opstandelse, der er løs på Sicilien, skyldes, at det var et gudsforladt, solsvedet sted uden andet vand end det, der er i havet, og med få, tornede afgrøder. Til denne ø, hvor der ikke var sket noget i århundreder, kom Garibaldi og hans folk. Det er ikke sådan, at sicilianerne har taget parti for ham, og de holder heller ikke med den konge, som Garibaldi er i færd med at detronisere. De er bare berusede af, at der for en gangs skyld sker noget nyt. Og enhver fortolker denne nyhed på sin måde. Måske er hele dette store blæsevejr blot en sciroccovind, der atter vil dysse alle i søvn.

***

(30. juli). Nievo, som jeg efterhånden er temmelig fortrolig med, fortæller mig, at Garibaldi har modtaget et formelt brev fra kong Vittorio Emanuele, hvor kongen beder ham afholde sig fra at krydse Messinastrædet. Men ordren er ledsaget af en personlig hilsen, ligeledes fra kongen, med nogenlunde denne ordlyd: Først skrev jeg til Dem som konge, og nu vil jeg opfordre Dem til at svare, at De ville ønske, at De kunne følge mit råd, men Deres forpligtelser over for Italien gør, at De ikke kan love ikke at komme napolitanerne til undsætning, hvis de skulle rette en appel til Dem om at befri dem. Så kongen spiller altså dobbeltspil, men mod hvem? Mod Cavour? Eller mod den selvsamme Garibaldi, som han først giver ordre til ikke at gøre landgang på fastlandet, hvorefter han opfordrer ham til at gøre det, og når det er sket, vil han sende piemontesiske styrker til Napoli for at straffe hans ulydighed?

– Generalen er alt for naiv, og han falder i en fælde, siger Nievo. Jeg ville ønske, jeg kunne være ved hans side, men mine pligter byder mig at blive her.

Jeg har opdaget, at denne mand, der utvivlsomt er et kultiveret menneske, nærer en næsegrus beundring for Garibaldi som alle andre. Han viste mig i et svagt øjeblik en lille bog, som han havde modtaget for nylig, Amori garibaldini, trykt i Norditalien, uden at han havde haft mulighed for at læse korrektur på den.

– Jeg håber, at mine læsere vil tænke, at jeg i kraft af mine heltegerninger er lovligt undskyldt, hvis jeg virker som lidt af et uvidende bæst, og forlaget har i hvert fald gjort sit for at understrege det ved at udgive bogen med en hel række pinlige trykfejl.

Jeg lod øjnene løbe ned over et af disse små digte, som netop var dedikeret til Garibaldi, og blev overbevist om, at Nievo virkelig var lidt af et bæst:

 

Noget særligt i hans øje

lader lys i sindet dvæle

når til folk han ned sig bøje

selv den store ned må knæle.

Midt i folkehavets søer

han sig roligt fører frem

og så blidt giver hånden klem

til de mange kønne møer.

Alle mennesker her er helt tossede med den lille, hjulbenede mand.

***

(12. august). Jeg opsøger Nievo for at bede ham bekræfte det rygte, der er i omløb: Garibaldis folk er nu gået i land på Calabriens kyst. Men jeg konstaterer, at han er i dårligt humør og nærmest på grådens rand. Det er kommet ham for øre, at der i Torino mumles om hans embedsførelse.

– Jeg bogfører jo det hele her, siger han og klapper på sine regnskabsbøger, som er indbundet i rødt lærred. Både indtægter og udgifter. Og hvis nogen har stjålet af kassen, vil det fremgå tydeligt af mine regnskaber. Når jeg overdrager det her til rette vedkommende, kommer der til at rulle hoveder. Men det bliver ikke mit.

***

(26. august). Selv om jeg ikke ligefrem er nogen strateg, mener jeg – på baggrund af de nyheder, der indløber – at have forstået, hvad der er i gære. Hvad enten det skyldes frimurernes guld eller et pludseligt loyalitetsskifte til fordel for det piemontesiske kongehus, konspirerer nogle af ministrene i Napoli mod kong Francesco. Det er meningen, at der skal udbryde en opstand i Napoli, oprørerne skal bede den piemontesiske regering om hjælp, og kong Vittorio Emanuele sender sin hær mod syd. Garibaldi har tilsyneladende ikke lagt mærke til noget, eller også ved han det udmærket og sætter tempoet i vejret. Han vil nå frem til Napoli før Vittorio Emanuele.

***

Da jeg møder Nievo, vifter han rasende med et brev.

– Deres ven Dumas foregiver at være en Krøsus, og så mener han åbenbart, at det er mig, der er Krøsus! siger han. Se selv, hvad han skriver. Og så har han oven i købet den frækhed at sige, at han gør det i generalens navn! De schweiziske og bayerske lejesoldater omkring Napoli fornemmer, at de vil lide nederlag og tilbyder at desertere for fire dukater pr. mand. Da de er fem tusind mand, drejer det sig om tyve tusind dukater, altså halvfems tusind franc. Dumas, der ellers så ud til at være Deres greve af Monte-Christo, har ikke pengene og bidrager storsindet med tusind franc. De napolitanske patrioter vil stille med yderligere tre tusind franc, siger han. Og så spørger han, om jeg tilfældigvis kan betale resten. Hvor tror han egentlig, mine penge kommer fra?

Han byder mig på et glas.

– Ser De, Simonini, nu er alle opstemt over landgangen på fastlandet, og ingen har lagt mærke til en hændelse, som vil bringe skam over vores ekspeditions eftermæle. Det skete i Bronte, ikke så langt fra Catania, en by med ti tusind indbyggere, overvejende bønder og hyrder, og endnu underlagt et styre, der mindede om middelalderens feudalsamfund. Byen og dens opland var blevet skænket til lord Nelson, der således kunne smykke sig med titlen hertug af Bronte, og den har i øvrigt altid tilhørt nogle få aristokrater eller galantuomini, som de kalder dem dernede. Folk blev udbyttet og behandlet som dyr, de havde forbud mod at gå ind i herskabernes skove og samle spiselige urter, og de skulle betale vejafgift for at komme ud til deres marker. Da Garibaldi kommer, tror disse mennesker, at retfærdighedens time er inde, og at de kan få deres jorder tilbage. Der bliver dannet nogle såkaldt liberale komiteer, og frontfiguren er en vis advokat Lombardo. Men Bronte er engelsk ejendom, englænderne har hjulpet Garibaldi ved Marsala, og hvem skal han holde med? Da det kommer så vidt, holder folk i Bronte op med at lystre Lombardo og de andre liberale og forstår slet ikke, hvad der foregår. De starter en folkelig opstand, et blodbad, og myrder aristokraterne. Det skulle de selvfølgelig ikke have gjort, og der var også tidligere tugthusfanger, som havde sneget sig ind i oprørernes rækker. Men i betragtning af den almindelige opløsning, der har ramt denne ø, er der som bekendt kommet meget skidtfolk på fri fod, som hellere skulle være blevet bag lås og slå ... Men det hele skyldes, at vi kom. Hårdt presset af englænderne sender Garibaldi Bixio til Bronte, og han er ikke en mand, der hænger sig i bagateller. Han indfører undtagelsestilstand, udsætter befolkningen for alvorlige repressalier, lytter til aristokraternes anklager og udpeger Lombardo til opstandens leder. Det er ikke sandt, men det spiller ingen rolle, der skal statueres et eksempel, og Lombardo bliver skudt sammen med fire andre, deriblandt en stakkels tosse, som allerede inden blodbadet gik rundt i gaderne og skældte ud på aristokraterne, uden at nogen af den grund havde grund til at frygte ham. Bortset fra den sørgelige uret, der her blev begået, rammer det mig også personlig. Forstår De, Simonini? Dels hører folk i Torino om den slags hændelser, hvor vi fremstår som nogen, der har gjort fælles sag med de gamle jordbesiddere, og dels forlyder det som sagt, at pengene er dårligt givet ud. Enhver kan jo lægge to og to sammen: Jordejerne betaler os for at skyde mennesker, der lever i dybeste armod, og vi bruger pengene til at leve det søde liv. Sandheden er, som De ser, at vi ganske gratis sætter livet på spil. Det kan sætte en mand grå hår i hovedet.

***

(8. september). Garibaldi gik ind i Napoli uden at møde den ringeste modstand. Han har åbenbart fået blod på tanden, for Nievo fortæller mig, at han har forlangt, at Vittorio Emanuele sætter Cavour fra bestillingen. De må have brug for min rapport nu i Torino, og jeg kan se, at den skal stille garibaldinerne i det værst mulige lys. Jeg må trække rygterne om frimurernes guld hårdt op, fremstille Garibaldi som en skødesløs person, dvæle længe ved massakren i Bronte og tale om alle de andre uregelmæssigheder, om tyverier, magtmisbrug, korruption og almindeligt spild. Jeg vil understrege volontørernes fremfærd ifølge Musumecis beretninger, at de holder vilde orgier på øens klostre, deflorerer unge piger (og måske også nonnerne, der er ikke noget forgjort ved at overdrive lidt).

Jeg kunne fremstille en ordre om beslaglæggelse af privat ejendom. Skrive et brev fra en anonym meddeler, som oplyser mig om den stadige kontakt mellem Garibaldi og Mazzini via Crispi og deres planer om at grundlægge en republik, også i Piemonte. Med andre ord en god og effektiv rapport, som gør det muligt at sende Garibaldi til tælling. Desuden har Musumeci også forsynet mig med et andet godt argument: Garibaldinerne er først og fremmest en flok udenlandske lejesvende. Denne tusind mand store styrke består blandt andet af eventyrere fra Frankrig, USA, England, Ungarn og endda Afrika, det værste udskud, som er stimlet sammen fra alverdens nationer, og som for manges vedkommende har været fribyttere med Garibaldi i Sydamerika. Man behøver blot høre navnene på hans næstkommanderende – Turr, Eber, Tuccorì, Telochi, Maghiarodi, Czudaffi, Frigyessi (Musumeci nærmest spytter navnene ud, og bortset fra Turr og Eber har jeg aldrig hørt dem før). Desuden siges der at være polakker, tyrker, bayrere og en tysker ved navn Wolf, som har kommandoen over de tyske og schweiziske desertører, der tidligere var i Bourbonernes tjeneste. Og den engelske regering siges at have stillet flere bataljoner af algeriere og indere til Garibaldis rådighed. Og det skal forestille at være italienske patrioter! Af de tusind er det kun halvdelen, der er italienere. Musumeci overdriver, fordi han ikke hører andet end norditalienske dialekter fra Veneto, Lombardiet, Emilia og Toscana, og indere har jeg ikke set, men der er sikkert ikke noget forgjort i også at fremhæve dette sammenrend af forskellige racer i rapporten.

Jeg har naturligvis også indført et par hentydninger til jøderne og deres tætte bånd til frimurerne.

Rapporten skal efter min mening hurtigst muligt til Torino, og jeg må undgå, at indiskrete personer får fat i den. Jeg har fundet et piemontesisk flådefartøj, som omgående skal tilbage til Kongeriget Sardinien, og jeg kan med største lethed fremstille et officielt dokument, som beordrer kaptajnen at tage mig med til Genova. Her ender mit ophold på Sicilien, og det ærgrer mig lidt, at jeg ikke får at se, hvordan tingene udvikler sig i Napoli, men jeg er her ikke for min fornøjelses skyld, og heller ikke for at skrive et heltekvad. De eneste behagelige minder fra denne rejse er trods alt de små sicilianske æggekager, pisci d’ovu, babbaluci a picchipacchi, snegle i tomatsauce, og cannoli, åh, søde cannoli ... Nievo havde også lovet, at jeg skulle smage sværdfisk tilberedt på en særlig måde, a’sammurigghu, men det nåede jeg ikke, og nu kan jeg bare smage på ordet.