8

ERCOLE

Fra dagbogsoptegnelserne af 30-31. marts og 1. april 1897

Fortælleren bryder sig ikke meget om at skulle registrere denne vekselsang mellem Simonini og hans påtrængende abbed, men noget tyder på, at Simoninis rekonstruktion af, hvad der foregik på Sicilien netop den 30. marts, lader temmelig meget tilbage at ønske, ligesom læsningen vanskeliggøres af de mange overstregede linjer og andre, der er slettet med et kryds, men stadig læselige – og det er foruroligende læsning. Den 31. marts blander abbed Dalla Piccola sig i dagbogen, åbenbart med det formål at åbne nogle hermetisk lukkede døre i Simoninis hukommelse på vid gab og foreholde ham det, han hårdnakket nægter at genkalde sig. Og den 1. april, efter en søvnløs nat, hvor Simonini mindes, at han døjede med et maveonde, tager han irriteret til genmæle og går tilsyneladende i rette med, hvad han opfatter som abbedens overdrivelser og moralske opstød. Men da Fortælleren kort sagt ikke ved, hvem han skal forlade sig på, tillader han sig at berette om de pågældende begivenheder, sådan som han mener, de rettelig hænger sammen – idet han naturligvis påtager sig det fulde ansvar for sin rekonstruktion.

Så snart Simonini ankom til Torino, lod han sin rapport tilgå cavalier Bianco, og næste dag modtog han en besked, som endnu en gang satte ham stævne en sen aftentime på det sted, hvortil han sidst var ankommet i hestevogn, og hvor Bianco, Riccardi og Negri di Saint Front ventede ham.

– Signor advokat, begyndte Bianco, jeg ved ikke, om vi efterhånden står på så fortrolig fod med hinanden, at jeg uden omsvøb kan give luft for mine følelser, men jeg må sige, at De er en idiot.

– Hvor vover De, cavaliere?

– Den er god nok, den er god nok, sagde Riccardi. Og han taler også på vores vegne. Jeg vil endda gå så vidt som til at sige, at De er en farlig idiot, og at vi må overveje, om det er forsvarligt at lade Dem gå rundt i Torino med de tanker, De efterhånden går og gør Dem.

– Med forlov, jeg kan da tage fejl på enkelte punkter, men jeg forstår ikke ...

– De tager fejl, De tager fuldstændig fejl, ja. Er De klar over, at om få dage (og det ved efterhånden Gud og hvermand) går general Cialdini og vores tropper ind i Kirkestaten? Det er ikke usandsynligt, at vores hær, inden der er gået en måned, vil stå uden for Napolis porte. På det tidspunkt vil vi allerede have foranstaltet en folkeafstemning, som gør, at Kongeriget Begge Sicilier og dets territorium officielt bliver annekteret af Kongeriget Italien. Garibaldi, der er en hædersmand og en realist, vil sætte sig igennem over for det brushoved til Mazzini og han vil, med det gode eller med det onde, have accepteret tingenes tilstand. Han vil på det tidspunkt have overdraget de erobrede territorier til kongen, og dermed vil han fremstå som en strålende patriot. Dernæst skal vi have opløst Garibaldis hær, som efterhånden består af tres tusind mand, som vi ikke kan have gående frit omkring, og vi skal indlemme volontørerne i den piemontesiske hær, mens resten bliver sendt hjem med en godtgørelse. Brave karle hver og én, lutter helte. Og De mener altså, at vi, når vi udbasunerer Deres elendige rapport, skal sige til pressen og offentligheden, at de garibaldinere, som er i færd med at blive vores officerer og soldater, var en bande slyngler, og oven i købet udlændinge, som har plyndret Sicilien? At Garibaldi ikke er den dadelfrie helt, som hele Italien vil takke, men en eventyrer, der besejrede en uduelig fjende ved hjælp af bestikkelse? Og at han lige til det sidste konspirerede med Mazzini om at forvandle Italien til en republik? At Nino Bixio gik rundt på øen og skød de liberale og nedslagtede hyrder og bønder? De må jo være vanvittig!

– Men de herrer pålagde mig jo at ...

– Vi pålagde Dem bestemt ikke at bagvaske Garibaldi og de gode italienere, der har kæmpet på hans side, men at finde dokumentation for, at heltens entourage af republikanere forvaltede de besatte territorier dårligt, og at en piemontesisk intervention derfor var nødvendig.

– Men de herrer ved jo godt at La Farina ...

– La Farina skrev private breve til grev Cavour, som bestemt ikke gik rundt og viste dem til hvem som helst. Desuden er og bliver La Farina La Farina, en mand med et særligt had til Crispi. Og hvad er det i øvrigt for noget vås om de engelske frimurers guld?

– Alle taler om det.

– Alle? Ikke os? Og hvem er for resten disse frimurere? Er De måske frimurer?

– Nej nej, men ...

– Så lad være med at bekymre Dem om sager, der ikke angår Dem, og lad frimurerne sejle deres egen sø.

Det var åbenbart ikke gået op for Simonini, at alle medlemmer af den piemontesiske regering (måske bortset fra Cavour) var frimurere, og det burde han ellers have vidst i betragtning af, at han hele sin barndom havde været omgivet af jesuitter. Men Riccardi drejede kniven rundt i såret og spurgte ham til jøderne, og om han var rigtig vel forvaret, siden han nævnte dem i sin rapport.

Simonini fik fremstammet:

– Jøderne er alle vegne, de tror det næppe, men ...

– Hvad vi tror eller ikke tror, er sagen ganske uvedkommende, brød Saint Front ind. Faktum er på den ene side, at vi i et samlet Italien får brug for det jødiske samfunds opbakning, og på den anden side kan det ikke nytte noget, at vi fortæller gode italienske katolikker, at der var jøder blandt Garibaldis udadlelige helte. Så med alle de bommerter, De har begået, skulle der være rigelig grund til at sende Dem op til nogle års luftforandring i et af vores komfortable forter i Alperne. Men vi har desværre stadig brug for Dem. Så vidt vi har forstået, er denne kaptajn eller oberst Nievo stadig dernede med alle sine regnskabsbøger, og for det første ved vi ikke, om han har ført disse regnskaber på hæderlig vis, og for det andet, om det er politisk opportunt, at hans regnskaber kommer for en dag. De fortæller os, at Nievo agter at overdrage regnskaberne til os, og det ville være godt, men inden de når frem til os, kunne han vise dem til andre, og det ville ikke være så godt. Derfor skal De rejse tilbage til Sicilien, stadig som udsending for Boggios avis og med det formål at gøre rede for de nye og strålende ting, der foregår dernede. De hager Dem fast til Nievo som en blodigle og sørger for, at disse regnskaber fordufter, forsvinder ud i den blå luft, går op i røg, og at ingen hører tale om dem igen. Hvordan De vil opnå dette resultat, må De selv finde ud af, og De må i øvrigt bruge alle midler, naturligvis inden for lovens rammer, ligesom De ikke skal forvente at få videre beføjelser af os. Cavalier Bianco vil sørge for, at der bliver oprettet en konto med de fornødne midler i Banco di Sicilia.

Her bliver selv Dalla Piccolas afsløringer temmelig mangelfulde og fragmentariske, som om også han havde svært ved at genkalde sig det, hans modstykke af al magt forsøgte at glemme.

Men efter alt at dømme vendte Simonini tilbage til Sicilien sidst i september og blev der indtil marts måned det følgende år. I al den tid forsøgte han forgæves at få fingre i Nievos regnskaber, og hver fjortende dag modtog han et telegram fra Bianco, som med stigende irritation spurgte, hvordan sagerne stod.

Problemet var, at Nievo efterhånden havde hengivet sig til arbejdet med de fordømte regnskaber med liv og sjæl, han var under stigende pres på grund af ondsindede rygter og stadig mere optaget af at undersøge, kontrollere og granske tusindvis af kvitteringer for at være helt sikkert på, hvad han førte til bogs. Han var nu udstyret med temmelig vidtgående beføjelser, fordi også Garibaldi var bekymret for, at der skulle opstå skandaler og ondsindede rygter, og havde stillet et kontor til hans rådighed med fire medarbejdere og to vagter både foran porten og på trappen, så det var udelukket, for eksempel, at trænge ind i de hellige haller ved nattetid og søge efter regnskabsbøgerne.

Nievo havde ligefrem ladet forstå, at han var bange for, at nogen slet ikke var interesseret i, at han aflagde regnskab, og at han derfor frygtede, at bøgerne skulle blive stjålet eller forfalsket og derfor havde han skjult dem så godt som overhovedet muligt. Det eneste, Simonini derfor kunne gøre, var at styrke sine venskabsbånd til digteren, som han nu tiltalte med et kammeratligt du, for, om ikke andet, at finde ud af, hvad han påtænkte at stille op med den forbandede dokumentation.

De tilbragte mange aftener i hinandens selskab, i et sensommerligt Palermo, hvis smægtende varme endnu ikke var vejret bort i havets storme, og nippede nu og da til et glas vand med anisette, idet de langsomt lod likøren opløses i vandet som en røgsky. Hvad enten det skyldtes, at Nievo fandt Simonini sympatisk, eller han efterhånden følte, at byen var blevet et fængsel og trængte til at tale frit med nogen, slækkede han lidt efter lidt på den militære vagtsomhed og betroede sig til ham. Han fortalte ham om en kvinde, som han havde forladt i Milano, en umulig kærlighed, fordi det ikke alene drejede sig om hans fætters, men også hans bedste vens kone. Men der var ikke noget at gøre, også de andre kvinder, han havde elsket, havde gjort ham stadig mere hypokondrisk.

– Sådan er jeg, og det er åbenbart mit lod. Jeg vil altid være en fantast, dyster, rugende og kolerisk. Jeg er tredive år gammel, og jeg har altid været i krig for at slippe for at tænke på verdens fortrædeligheder. Derfor er jeg også rejst fra en stor roman, som endnu blot er et håndskrevet manuskript. Jeg ville gerne se den gå i trykken, men jeg har ikke tid, fordi jeg hele tiden skal passe disse gnidrede regnskaber. Var jeg bare ambitiøs eller nydelsessyg ... Eller var jeg ond ... Ligesom Bixio. Men jeg er ingen af delene. Jeg er stadig som en dreng, tager en dag ad gangen, elsker bevægelse for bevægelsens egen skyld, luften, fordi jeg indånder den. En dag vil jeg dø for dødens skyld, og så vil alting være forbi ...

Simonini forsøgte ikke at trøste ham. Han anså ham for at være uhelbredelig.

I begyndelse af oktober udkæmpedes slaget ved Volturno, hvor Garibaldi afviste den bourbonske hærs sidste angreb. Men samtidig besejrede general Cialdini den pavelige hær ved Castelfidardo og indtog Abruzzo og Molise, som begge var bourbonernes territorium. I Palermo slog Nievo sig i tøjret. Han havde erfaret, at kredsen omkring La Farina var blandt hans kritikere, hvilket tydede på, at La Farina efterhånden udøste sin galde over alt, hvad der bare mindede om en rød skjorte.

– Man får lyst til at slippe det hele, sagde Nievo fortvivlet, men det er netop i den slags situationer, at man skal holde kursen.

Den 26. oktober indtraf den skelsættende begivenhed. Garibaldi mødtes med Vittorio Emanuele ved Teano. Generalen overdrog i praksis kongen kontrollen over Syditalien. Hvilket i det mindste burde have fået ham til at udnævne manden til senator i kongeriget, sagde Nievo, men da Garibaldi i begyndelsen af november lod fjorten tusind mand og tre tusind heste tage opstilling ved Caserta og vente på, at kongen skulle inspicere dem, dukkede kongen slet ikke op.

Den 7. november gjorden kongen sit triumferende indtog i Napoli, og Garibaldi trak sig som en moderne Cincinnatus tilbage til øen Caprera.

– Sikke en mand, sagde Nievo og kneb en tåre, som digtere har for vane (hvilket irriterede Simonini grænseløst).

Få dage senere blev Garibaldis hær opløst, tyve tusind volontører blev optaget i den piemontesiske hær, som dog også indlemmede tre tusind boubonske officerer i sine rækker.

– Det er ret og rimeligt, sagde Nievo. De er trods alt også italienere, men det er en sørgelig afslutning på vores heltedåd. Jeg lader mig ikke hverve, jeg tager imod seks måneders sold og takker af. Seks måneder til at fuldende mit hverv, jeg håber, at jeg kan nå det.

Det måtte være et stort slid, for ved udgangen af november havde han afsluttet regnskabet indtil slutningen af juli. Det ville skønsmæssigt tage ham yderligere tre måneder, måske endnu mere.

Da Vittorio Emanuele i december ankom til Palermo, sagde Nievo til Simonini:

– Jeg er efterhånden den sidste rødskjorte hernede, og folk betragter mig som en vildmand. Og jeg er nødt til at forsvare mig mod La Farinis folks bagvaskelser. Gudfader bevares, hvis jeg havde vidst, at det ville komme så vidt, havde jeg været bedre tjent med at drukne mig i Genova i stedet for at gå med på den galej.

På det tidspunkt havde Simonini endnu ikke fundet ud af, hvordan han skulle få fingre i de forbandede regnskabsbøger. Og midt i december meddelte Nievo ham pludselig, at han tog tilbage til Milano for en kort bemærkning. Ville han så lade regnskaberne blive i Palermo? Eller tage dem med? Det var ikke til at vide.

Nievo blev væk i næsten to måneder, og Simonini forsøgte at fordrive tiden i den triste tid (jeg er ikke sentimental, tænkte han, men hvad er julen i en sneløs ørken dækket af figenkaktus?) med at besøge Palermos omegn. Han havde købt en muldyrhoppe, var på ny trukket i fader Bergamaschis præstekjole og drog fra landsby til landsby, hvor han dels indsamlede sladder blandt præster og bønder, men først og fremmest forsøgte at udforske det sicilianske køkkens hemmeligheder.

På afsidesliggende osterier uden for byen fandt han simple og billige (men særdeles smagfulde) delikatesser såsom acqua cotta: Retten bestod i al sin enkelhed af nogle skiver brød, som man lagde i en suppeterrin og overhældte med rigelig olie og friskkværnet peber. I trekvart liter saltet vand kogte man nogle løg i skiver, tomater i strimler og frisk mynte, efter tyve minutter hældte man det hele ud over brødet, lod det hvile et par minutter og serverede det rygende varmt.

Lige uden for Bagheria fandt han en taverne med nogle få borde i en dunkel forhal, men i dette halvmørke, hvor det var behageligt at opholde sig selv om vinteren, tilberedte værten, der havde et temmelig snavset udseende (og måske var det ikke kun udseendet) nogle fantastiske retter med indmad som den gennemgående ingrediens såsom fyldte hjerter, sylte, brisler og kallun i alle mulige afskygninger.

Her mødte han to, indbyrdes temmelig forskellige, personer, som han først senere i kraft af sit geni lod indgå i en samlet plan. Men lad os ikke foregribe begivenhedernes gang.

Den første lignede en stakkels tosse. Værten sagde, at han gav ham kost og logi af bare medlidenhed, selv om han i virkeligheden gik til hånde med mange ting. Alle kaldte ham Bronte, og han havde angiveligt overlevet massakren i Bronte. Han var stadig rystet af mindet om oprøret, og når han havde fået nogle glas vin, bankede han sin knyttede næve i bordet og råbte: »Vogt jer, godsejere, retfærdighedens time er nær, alle mand af hus.« Det var noget, hans ven Nunzio Ciraldo Fraiunco – en af de fem mænd, som siden blev skudt af Bixio – havde råbt inden opstanden.

Han havde ikke ligefrem noget rigt åndsliv, men en enkel, fiks idé havde han. Han ville slå Nino Bixio ihjel.

Simonini betragtede Bronte som noget af en original, i hvis selskab man passende kunne fordrive nogle kedsommelige vinteraftener. Langt mere interessant havde han fra første færd fundet en anden mand, en stridbar og i begyndelsen temmelig vrangvillig person, som, da han hørte Simonini spørge værten om opskrifterne på nogle af retterne, henvendte sig til ham og viste sig at være en lige så stor gourmet som han. Simonini forklarede manden, hvordan man lavede agnolotti alla piemontese og blev til gengæld indviet i alle hemmelighederne bag en siciliansk caponata, Simonini fortalte præcis så meget om carne cruda all’albese, at den andens tænder løb i vand, og han fortabte sig i alkymistiske betragtninger om siciliansk marcipan.

Denne mastro Ninuzzo talte et nogenlunde italiensk og lod Simonini forstå, at han også havde rejst i fremmede lande. Da han desuden viste sig at være stærkt optaget af diverse Hellige Jomfruer i områdets sanktuarier og var respektfuld over for Simoninis gestlige værdighed, endte det med, at han betroede ham sin temmelig usædvanlige stilling: Han havde været sprængstofekspert i den bourbonske hær, ikke med militær rang, men som håndværker og ekspert med ansvar for et krudtmagasin i nærheden. Garibaldis folk havde fordrevet de boubonske soldater fra stedet og beslaglagt beholdningen af krudt og kugler, men for ikke helt at nedlægge kasematterne, havde de ladet Ninuzzo fortsætte i tjenesten som stedets opsynsmand, lønnet af hærens intendantur. Og der sad han nu og kedede sig, mens han ventede på videre ordrer, hadede den norditalienske besættelsesmagt, savnede sin konge og fantaserede om opstande og revolutioner.

– Jeg kunne stadig sprænge det halve Palermo i luften, hvis jeg ville, hviskede han til Simonini, da han forstod, at denne heller ikke var på piemontesernes side. Og han fortalte sin undrende tilhører, at det slet ikke var gået op for usurpatorerne, at der under krudtmagasinet var en kælder, hvor der stadig stod tønder fulde af krudt, granater og andre former for krigsmateriel. Det hele skulle gemmes til den opstand, som måtte være nært forestående, i betragtning af, at bander af modstandsfolk oppe i bjergene allerede var ved at planlægge, hvordan de skulle gøre livet surt for den piemontesiske invasionsstyrke.

Når han talte om sprængstoffer, lyste hans ansigt mere og mere op, så det var lige ved, at det skæve kontrafej med braknæsen og de mørke øjne blev helt smukt. En dag tog han Simonini med ned i sine kasematter og, da de kom op fra deres inspektion af kælderen, viste ham nogle små, næsten helt sorte kugler, som han holdt i hånden.

– Åh, intet er skønnere end førsteklasses krudt, velærværdige pater. Se farven, skiffergrå, og kornene smuldrer ikke mellem fingrene. Hvis De havde et stykke papir, ville jeg lægge krudtet på det og sætte ild til det, og det ville brænde op uden at beskadige papiret. Tidligere fremstillede man det af femoghalvfjerds dele salpeter, tolv dele trækul og tolv dele svovl, men så gik man over det til det, der kaldes engelsk dosering, det vil sige femten dele trækul og ti dele svovl, og det er den slags, der gør, at man taber en krig, fordi ens granater ikke detonerer. Nu om dage bruger vi fagfolk (og der er desværre eller gudskelov ikke så mange af os) chilesalpeter i stedet for kalisalpeter, og det er noget helt andet.

– Er det bedre?

– Det fås ikke bedre. Ser De, der går næsten ikke en dag, uden at der bliver opfundet nye former for sprængstof, det ene mere ineffektivt end det andet. Der var en af kongens (den legitime, selvfølgelig) officerer, som havde en utrolig bedrevidende facon, og han anbefalede mig at bruge en helt ny opfindelse, nemlig nitroglycerin. Han vidste ikke, at det kun virker, når det udsættes for stød, så det er temmelig svært at få det til at detonere, for man skal selv være der og slå på det med en hammer, og så ville man være den første, der sprang i luften. Lyt til et godt råd: Hvis man virkelig vil sprænge nogen i luften, er det kun gammeldags krudt, der dur. Men så får man også et syn for guder.

Mastro Ninuzzo virkede fuldkommen henført, som om der ikke fandtes noget bedre i verden. På det tidspunkt havde Simonini ikke interesseret sig nævneværdigt for hans valg. Men senere, i januar, skulle han komme på andre tanker.

Mens han overvejede, hvordan han skulle få fat i regnskaberne fra Garibaldis ekspedition, kom han nemlig til følgende konklusion: Enten er regnskaberne her i Palermo, eller også vil de være her, når Nievo kommer tilbage fra Norditalien. Siden skal Nievo bringe dem til Torino ad søvejen. Der er derfor ingen grund til at skygge ham dag og nat, for jeg kan alligevel ikke komme i nærheden af pengeskabet, og hvis det trods alt skulle lykkes, kan jeg ikke få det op. Og hvis jeg skulle få det op, vil det udløse en skandale, Nievo anmelder tyveriet af regnskaberne, og det hele risikerer at falde tilbage på mine foresatte i Torino. Ligeledes ville det ikke gå upåagtet hen, hvis jeg endelig skulle få held til at overraske Nievo med regnskaberne mellem hænderne og plantede en kniv i ryggen på ham. Et lig af en person som Nievo ville under alle omstændigheder være en temmelig pinlig sag. Regnskaberne er nødt til at gå op i røg, sagde de til mig i Torino. Men samtidig skal Nievo helst også gå op i røg, og det på en måde, så hans forsvinden (som helst skal virke tilfældig og naturlig) får regnskabernes forsvinden til at glide i baggrunden. Skulle man altså sætte ild til eller sprænge intendanturens hovedkvarter i luften? Nej, det er alt for påfaldende. Der er derfor kun en løsning, og det er at få Nievo, regnskaberne og alt, hvad der omgiver ham, til at forsvinde, når han er på havet og undervejs fra Palermo til Torino. Når der sker et tragisk skibsforlis, hvor halvtreds-tres mennesker omkommer på havet, vil ingen komme på den tanke, at det hele tjente til at rydde et par slidte regnskabsbøger af vejen.

Det var selvfølgelig en temmelig vidtløftig og dristig plan, men Simonini var efter alt at dømme blevet både ældre og mere erfaren, og tiden var ikke længere til de små lege, man kunne lege med fire kammerater i universitetsårene. Han havde set krigen og vænnet sig til døden, andre menneskers død, heldigvis, og han havde en betydelig interesse i ikke at ende sine dage på et af de forter, Negri di Saint Front havde talt om.

Simonini havde naturligvis tænkt længe over disse planer, også fordi han ikke havde andet at gøre. I mellemtiden rådførte han sig med mastro Ninuzzo, som han bød på herlige frokoster.

– Mastro Ninuzzo, De undrer Dem måske over, hvad jeg bestiller her, og sandheden er, at jeg er her på Pavens ordre med det formål at genindsætte vores konge på Kongeriget Begge Siciliers trone.

– Jeg står til Deres rådighed, fader. Sig mig, hvordan jeg kan være Dem behjælpelig.

– Jo, ser De, på et tidspunkt, som jeg endnu ikke kender, skal der fra Palermo afgå et dampskib med kurs mod fastlandet. Dette dampskib medbringer et pengeskab med ordrer og planer, der for evigt vil undergrave Pavens autoritet og bringe vores konge i vanry. Skibet bør synke, inden det når frem til Torino, og hverken dets last eller passagerer må undslippe forliset.

– Intet kunne være lettere, fader. Man bruger en ganske ny opfindelse, som amerikanerne efter sigende er ved at lægge sidste hånd på, en »kultorpedo«. Det er en bombe, der udadtil ligner et stort stykke kul. Man skjuler torpedoen i de kuldynger, der er lastet i dampskibet, og når den først kommer ind i kedlen og bliver varmet op, forårsager den en eksplosion.

– Det er slet ikke værst. Men det ville kræve, at kultorpedoen blev smidt ind i kedlen på det rigtige tidspunkt. Skibet må ikke eksplodere for tidligt eller for sent, det vil sige kort efter afgangen eller kort inden ankomsten, for det ville alle opdage. Det skal helst eksplodere midt på rejsen, fjernt fra indiskrete øjne.

– Det vanskeliggør unægtelig tingene. Da vi ikke kan bestikke en fyrbøder, som jo ville blive det første offer for eksplosionen, ville det være nødvendigt at beregne, præcis hvornår det pågældende kul bliver skovlet ind i kedlen. Og det kan man ikke engang forudsige, hvis man har magiske evner ...

– Hvad er konklusionen?

– Konklusionen, kære fader, er den eneste løsning, som altid virker, nemlig en tønde krudt med en dejlig lunte.

– Hvem i alverden skulle indvillige i at tænde lunten om bord vel vidende, at eksplosionen også ville gå ud over ham selv?

– Ingen. Det skulle da lige være en ekspert, som der gudskelov, eller desværre, ikke er så mange tilbage af. En ekspert kan vurdere, hvor lang lunten skal være. Engang var lunter halmstrå fulde af sortkrudt, væger tilsat svovl eller flettet blår, der var dyppet i salpeter og tjære. Det var ikke til at vide, hvor hurtigt de ville brænde ned. Men i de sidste tredive års tid har vi heldigvis rådet over langsomtbrændende lunter, som jeg i al beskedenhed har nogle meter af i kælderen.

– Og hvad stiller man så op med dem?

– Man har vished for, hvor lang tid, der går, fra man tænder ild, til flammen når frem til krudtet, og man kan beregne tiden alt efter luntens længde. Hvis bombemanden altså vidste, at han, når han har antændt lunten, kan gå et sted hen på skibet, hvor nogen i forvejen har sat en båd i søen, således at skibet sprænger i luften, når de allerede er et stykke borte, så ville det være perfekt, ja det ville i grunden være et mesterværk!

– Der er bare en lille hage ved Deres plan, mastro Ninuzzo ... Lad os antage, at det er stormvejr den pågældende aften, og at det er umuligt at sætte en båd i søen. Ville en sprængstofsekspert som De løbe sådan en risiko?

– Nej, ærlig talt, fader.

Man kunne ikke forlange af mastro Ninuzzo, at han satte livet på spil. Men måske kunne man få en mindre skarpsindig person med på ideen.

I slutningen af januar vendte Nievo tilbage fra Milano til Napoli, hvor han blev et par uger, måske med det formål at samle endnu flere bilag deroppe. Derefter fik han ordre til at tage tilbage til Palermo, samle alle sine regnskaber (hvilket tydede på, at de var blevet i byen) og bringe dem til Torino.

Genforeningen med Simonini var præget af hjertevarme og broderlige følelser. Nievo hengav sig til nogle sentimentale betragtninger om sin rejse til Norditalien, om den umulige kærlighed, som ulykkeligvis, eller mirakuløst, var blusset op igen under hans korte visit ... Simonini lagde øre til det hele og fik tilsyneladende tårer i øjnene af sin vens vemodige beretning; i virkeligheden ville han bare vide, hvordan regnskaberne skulle fragtes til Torino.

Endelig spyttede Nievo ud. I begyndelsen af marts skulle han sejle fra Palermo til Napoli om bord på det gode skib Ercole, og fra Napoli skulle han fortsætte mod Genova. Ercole var en udmærket, engelskbygget damper med et skovlhjul i hver side, en knap femten mand stor besætning og plads til snesevis af passagerer. Skibet havde mange år på bagen, men nogen plimsoller kunne man ikke kalde det, og det sejlede stadig glimrende. Fra det øjeblik forsøgte Simonini at indsamle flest mulige informationer. Han erfarede, hvilken kro kaptajnen, Michele Mancino, boede på, og ved at tale med besætningen dannede han sig et indtryk af, hvordan damperen var indrettet.

Derpå iførte han sig igen præstekjolen, lagde ansigtet i andægtige folder og tog tilbage til Bagheria, hvor han trak Bronte til side.

– Bronte, om ikke så længe afgår der et skib fra Palermo, som skal sejle Nino Bixio til Napoli, sagde han. Tiden er inde til, at vi, tronens sidste forsvarere, hævner det, han har gjort mod dit land. Det ærefulde hverv at medvirke i henrettelsen af ham tilfalder dig.

– Sig mig, hvad jeg skal gøre.

– Her er en lunte, og dens brændetid er beregnet af en mand, som ved mere om den slags end både du og jeg. Den skal du binde om livet på dig selv. En af vores folk, en vis kaptajn Simonini, som er officer i Garibaldis hær, men som i virkeligheden er tro mod vores konge, vil sørge for, at der kommer en kasse om bord, hvis indhold er en militær hemmelighed, med strenge ordrer om, at den skal bevogtes dag og nat af en betroet mand, nemlig dig. Kassen er naturligvis fuld af krudt. Simonini indskiber sig samtidig med dig og sørger for, at du, når I er på højde med øen Stromboli, får besked på at anbringe og tænde lunten. I mellemtiden sørger Simonini for, at der bliver sat en båd i vandet. Luntens længde og beskaffenhed er af en sådan art, at du kan nå at forlade lastrummet og gå ud i agterstavnen, hvor Simonini venter på dig. I vil have rigelig tid til at lægge afstand til skibet, inden det, og dermed også den forbandede Bixio, springer i luften. Men du får ikke denne Simonini at se, og du skal ikke antaste ham, hvis du skulle møde ham. Når du kommer ned til skibet på kærren med Ninuzzo, vil du møde en matros ved navn Almalò. Han følger dig ned i lastrummet, og der skal du blive, indtil Almalò kommer og siger til dig, at du skal gøre det, du har fået besked på.

Brontes øjne skinnede, men helt dum var han ikke.

– Hvad gør jeg, hvis der er søgang den dag? spurgte han.

– Hvis du nede i lastrummet skulle mærke, at skibet gynger en anelse, skal du ikke være urolig. Chaluppen er stor og velbygget, den er rigget med mast og sejl, og der er ikke så langt ind til land. Og hvis kaptajn Simonini skulle skønne, at bølgerne er for store, vil han ikke sætte sit eget liv på spil. I så fald hører du ikke videre, og så slår vi bare Bixio ihjel en anden god gang. Men hvis du modtager ordren, så er det, fordi nogen, der ved mere om søfart end du, skønner, at I kan nå ind til Stromboli i god behold.

Bronte var begejstret og gav sit fulde samtykke til planen. Så fulgte en hel række hemmelige møder med mastro Ninuzzo, hvor det gjaldt om at få alle detaljer omkring helvedesmaskinen på plads. Da tiden var inde, klædte Simonini sig, i overensstemmelse med den gængse opfattelse af spioner, i mørke gevandter og indfandt sig hos Mancino med en passerseddel fuld af stempler og segl, hvoraf det fremgik, at en stor kasse med et højst fortroligt indhold efter ordre fra hans majestæt Vittorio Emanuele skulle fragtes til Napoli. Kassen skulle anbringes i skibets lastrum, så den ikke skilte sig ud fra andre varer om bord, men den skulle bevogtes dag og nat af en af Simoninis betroede folk. Den skulle modtages af matros Almalò, som allerede ved tidligere lejligheder havde udført betroede hverv for hæren, og kaptajnen skulle i øvrigt ikke blande sig i sagen. I Napoli ville en officer af infanteriet tage imod kassen.

Planen var altså såre enkel, og hele operationen ville ikke blive bemærket af nogen, og slet ikke Nievo, der om noget var optaget af at passe på skabet med sine regnskabsbøger.

Ercole skulle efter planen afgå kort efter middag, og turen til Napoli ville tage femten-seksten timer. Man kunne derfor passende sprænge skibet i luften, når det passerede øen Stromboli, hvis vulkan, der var i konstant og fredsommeligt udbrud, skød ildtunger ud i natten, så ingen, selv ikke i det tidlige daggry, ville lægge mærke til eksplosionen.

Simonini havde naturligvis for længst kontaktet Almalò, der forekom ham at være det besætningsmedlem, som lettest lod sig bestikke, han havde købt ham for et klækkeligt beløb og givet ham de vigtigste instrukser.

– I øvrigt skal du bare holde øje med Strombolis ild, som skulle dukke op i horisonten hen imod aften, og det spiller ikke nogen rolle, om det er søgang eller ej, sagde han. På det tidspunkt går du ned i lastrummet og hen til manden og siger til ham: »Jeg skal hilse dig og sige, at tiden er inde.« Du skal ikke spekulere over, hvad han videre gør, men for at du ikke skal stikke næsen i tingene, kan jeg da fortælle dig, at han skal finde en flaskepost frem fra kassen og smide den ud ad et koøje. Der vil være en båd i farvandet med nogle folk, som vil bjærge flasken og bringe den til Stromboli. Du skal bare gå tilbage til dit lukaf og glemme det hele igen. Lad mig så høre, hvad det er, du skal sige.

– Jeg skal hilse dig og sige, at tiden er inde.

– Godt.

Da skibet skulle sejle, stod Simonini på molen for at sige farvel til Nievo. Det blev en rørende afsked.

– Kæreste ven, sagde Nievo. Du har længe stået mig nær, og jeg har åbnet mit hjerte for dig. Muligvis ses vi aldrig igen. Når jeg har afleveret mine regnskaber i Torino, tager jeg tilbage til Milano, og der ... Vi får se. Jeg vil koncentrere mig om min bog. Farvel, kom i mine arme, og Italien leve!

– Farvel, kære Ippolito, jeg vil aldrig glemme dig, sagde Simonini, som levede sig så meget ind i rollen, at han ligefrem formåede at knibe en tåre.

Nievo lod en tung kasse bære ud af sin vogn, og hans øjne veg ikke et øjeblik fra de folk, som bar den om bord. Lige før han gik op ad landgangsbroen, kom to af hans venner, som Simonini ikke kendte, og ville tale ham fra at sejle med Ercole, som de anså for at være temmelig usikker, mens han næste morgen kunne gøre turen om bord på Elettrico, der var langt mere sikker i drift. Simonini frygtede et øjeblik for sin plan, men så trak Nievo på skuldrene og sagde, at jo før hans papirer nåede frem til deres bestemmelsessted, desto bedre. Kort efter stævnede Ercole ud af havnen.

Hvis nogen påstod, at Simonini i de næste timer var sorgløs og ubekymret, ville de overvurdere mandens koldblodighed. Han tilbragte tværtimod hele dagen og aftenen med at vente på den begivenhed, som han ikke ville få at se, om han så var gået op på Punta Raisi-bjerget, der knejser uden for Palermo. I betragtning af vind og vejr regnede han med, at det hele var overstået omkring klokken ni om aftenen. Han tvivlede på, at Bronte havde evnet at udføre ordrerne til punkt og prikke, men han forestillede sig, hvordan sømanden ud for Stromboli var gået ned til ham med ordren, og hvordan den arme mand havde siddet bøjet over kassen for at fastgøre lunten og stikke ild til den, hvorefter han hurtigt var løbet ned i agterstavnen, hvor der ikke var nogen, der ventede på ham. Måske havde han forstået, at han var blevet snydt, han havde styrtet som en vanvittig (og det var han jo i grunden) ned i lastrummet for at nå at slukke lunten, men nu var det for sent, og sprængladningen ville detonere, mens han var på vej tilbage.

Simonini var så tilfreds med den fuldbragte mission, at han, efter igen at have iført sig sine gejstlige gevandter, tog ud til tavernen i Bagheria, hvor han undede sig selv en rigelig middag bestående af pasta med sardeller og piscitocco alla ghiotta (klipfisk udblødt i koldt vand i to dage og skåret i strimler, et løg, en selleristængel, en gulerod, et glas olie, tomatkød, udstenede sorte oliven, pinjekerner, korender og pærer, udvandede salte kapers, salt og peber).

Så kom han i tanker om mastro Ninuzzo ... Det var ikke nogen god idé at lade et så farligt vidne gå frit rundt. Han sad igen op på sin muldyrhoppe og red ud til krudtmagasinet. Mastro Ninuzzo stod i døren og røg på en gammel pibe, og han modtog ham med et venligt smil.

– Tror De, det er overstået, fader?

– Ja, det tror jeg. De kan roligt være stolt af Dem selv, mastro Ninuzzo, sagde Simonini, omfavnede ham og sagde »Kongen leve,« som folk havde for vane på de kanter. Idet han omfavnede ham, stak han en kniv i maven på ham lige op til skæftet.

Da der næsten aldrig kom nogen forbi, kunne der gå lang tid, inden liget blev fundet. Hvis gendarmerne eller andre siden, ved et temmelig usandsynligt tilfælde, skulle finde tilbage til tavernen i Bagheria, ville de erfare, at Ninuzzo i de senere måneder havde tilbragt mange aftener i selskab med en gejstlig person, der var præcis så forslugen, som man ville forvente af sådan en. Men da ville også denne kirkens mand være som sunket i jorden, for Simonini ville snart tage til fastlandet. Hvad Bronte angik, ville ingen bekymre sig om hans forsvinden.

Simonini vendte tilbage til Torino midt i marts. Han forventede snart at blive kontaktet af sine foresatte, da de skulle gøre deres regnskab op. Og en eftermiddag trådte Bianco ind på hans kontor, satte sig over for ham ved skrivebordet og sagde:

– Simonini, De kan ganske enkelt ikke gøre noget rigtigt.

– Hvad skal det sige, protesterede Simonini, I ville have, at regnskaberne gik op i røg. Er det måske ikke sket?

– Jo, men samtidig gik oberst Nievo også op i røg, og det havde vi ikke bedt om. Der tales efterhånden alt for meget om det forsvundne skib, og jeg ved ikke, om vi kan neddysse sagen. Det bliver sin sag at holde Fortrolige Anliggender ude af denne historie. Det skal såmænd nok lykkes til sidst, men det eneste svage led i kæden er og bliver Dem. Før eller siden kunne der dukke et vidne op, som husker, at De stod Nievo nær i Palermo, og at De – hvilket sammentræf – arbejdede dernede som Boggios udsending. Boggio, Cavour, regeringen ... Gudfader bevares, jeg tør slet ikke tænke på den sladder, det kunne afstedkomme. Så De er nødt til at forsvinde.

– Til et fort? spurgte Simonini.

– Selv en mand, der forflyttes til et fort, kunne give anledning til rygter. Vi ønsker ikke en gentagelse af farcen med jernmasken. Vi har en mindre teatralsk løsning i tankerne. De lukker og slukker her i Torino og forsvinder til udlandet. De rejser til Paris. De må nøjes med halvdelen af det honorar, vi havde aftalt, til at etablere Dem deroppe. De er trods alt gået for vidt, og det er det samme som at gøre arbejdet halvt. Og da vi ikke kan forvente, at De, når De først er i Paris, kan overleve særlig længe uden at lave ulykker, vil vi straks sætte Dem i forbindelse med nogle af vores kolleger deroppe, som kan pålægge Dem en eller anden fortrolig opgave. De går med andre ord i en anden regerings tjeneste.