9

PARIS

2. april 1897, sen aften

Siden jeg begyndte at føre denne dagbog, har jeg ikke sat mine ben på en restaurant. I aften havde jeg brug for noget at styrke mig på, og jeg besluttede at gå et sted hen, hvor enhver, som jeg måtte møde, ville være så beruset, at selv om jeg genkendte dem, ville de ikke genkende mig. Det er Père Lunettes cabaret, i den nærliggende rue des Anglais, og stedets navn skyldes et par enorme lorgnetter, der hænger over indgangen af grunde, som fortaber sig i en fjern fortid.

Noget egentlig spisested er det ikke, men man kan sætte tænderne i lidt ost, som indehaveren nærmest forærer bort, fordi det gør folk tørstige. For øvrigt drikkes og synges der – eller stedets »kunstnere«, Fifi l’Absinthe, Armand le Gueulard, Gaston Trois-Pattes gør det. Den forreste sal er en korridor, hvis ene side er optaget af en zink med værtsparret og et barn, der ligger og sover omgivet af gæsternes utugtige snak og højrøstede latter. Over for disken er der langs væggen et bord, hvor gæsterne kan stå, når de har forsynet sig med drikkevarer. På en hylde bag zinken finder man den prægtigste samling af tarmskrabere i hele Paris. Stamgæsterne opholder sig dog i den bagerste sal, ved to store borde, hvor fyldebøtterne sidder og sover med hovederne mod hinandens skuldre. Alle væggene er udsmykket af gæsterne, og det er næsten udelukkende obskøne tegninger.

I aften satte jeg mig ved siden af en dame, der sad og nippede til endnu et glas absint. Det forekom mig, at jeg genkendte hende, hun har været tegner for flere illustrerede blade, og så begyndte hun at falde af på den, måske fordi hun vidste, at hun led af tyfus og ikke havde så langt igen. Nu faldbyder hun sine portrætter af gæsterne for et glas, men hun er begyndt at ryste på hånden. Med lidt held bliver det ikke tyfussen, der tager livet af hende, og hun kommer af dage ved at falde i Bièvre-floden om natten.

Jeg vekslede et par ord med hende (i ti dage har jeg levet så isoleret, at det var en lise at tale med selv et kvindemenneske), og hver gang jeg købte et glas absint til hende, kunne jeg ikke nære mig for selv at tage et.

Det er forklaringen på, at jeg nu skriver i en temmelig omtåget forfatning, hvilket jo ikke ligefrem er befordrende for hukommelsen.

Alt, hvad jeg ved, er, at jeg ved ankomsten til Paris naturligvis var temmelig bekymret (jeg var trods alt på vej i eksil), men byen betog mig, og jeg besluttede mig for, at her skulle jeg tilbringe resten af mit liv.

Jeg vidste ikke, hvor længe jeg skulle have mine penge til at strække, og jeg havde lejet et værelse på et hotel i nærheden af Bièvre-floden. Til alt held havde jeg råd til et enkeltværelse, for på den slags herberger kan der være op til femten halmmadrasser på ét værelse, og sommetider er der ingen vinduer. Møblerne var et skrabsammen fra et dødsbo, sengelinnedet var fuldt af utøj, en zinkbalje fungerede som vaskefad og en spand som natpotte. Der var ikke engang en stol, for slet ikke at tale om sæbe eller håndklæder. På væggen opfordrede et skilt gæsterne til at lade nøglerne sidde udvendigt i døren, utvivlsomt for ikke at spilde de politifolks tid, som hyppigt trængte ind på værelserne, greb de sovende i håret og så nøje på dem i skæret af en lygte, slap dem, de ikke genkendte, og slæbte de eftersøgte ned ad trapperne efter at have givet dem en ordentlig dragt prygl, hvis de skulle sætte sig til modværge.

Måltiderne havde jeg valgt at indtage på en kro i rue du Petit Pont, hvor man kunne spise for en slik. Alt det fordærvede kød, som slagterne i Les Halles smed i skarnbøtten – og som var grønt på de federe dele og sort på de magre – blev hentet tidligt om morgenen, vasket, overhældt med salt og peber i rigelige mængder, marineret i eddike og hængt ud i den friske luft bagerst i gården i et par døgn, og så var det klar til kroens gæster. Som var sikre på at redde sig en gang dysenteri, men til en rimelig penge.

I betragtning af de vaner, jeg havde tillagt mig i Torino, og de rigelige måltider, jeg havde indtaget i Palermo, ville jeg være død i løbet af få uger, hvis jeg ikke, som det vil fremgå af det følgende, ret hurtigt havde fået de første vederlag fra de personer, cavalier Bianco havde henvist mig til. Og på det tidspunkt havde jeg allerede råd til at gå på Noblot, i rue de la Huchette. Man trådte ind i en stor sal, som vendte ud mod en gammel gård, og man skulle selv medbringe brød. Lige inden for døren var der en kasse, som blev bestyret af værtinden og af hendes tre døtre. De skrev gæsternes bestillinger af luksusspiser som oksesteg, ost og syltetøj på regningen eller kom rundt til bordene med en kogt pære med et par valnødder. Det var kun folk, som bestilte mindst en halv liter vin, der fik lov til at passere kassen: håndværkere, ludfattige kunstnere og kopister.

Når man kom forbi kassen, trådte man ind i et køkken, hvor ragouter af vædder- og oksekød eller kanin, ærtepuré eller linser stod og snurrede over et enormt komfur. Der var ikke lagt op til nogen form for betjening: Man skulle selv finde sig en tallerken og noget bestik og stille sig i kø foran kokken. Således banede gæsterne sig skubbende og masende vej til det kæmpemæssige table d’hôte. To sous for en skål suppe, fire sous for oksekød og ti centimer for det brød, man selv havde med, og så havde man spist sig mæt for fyrre centimer. Jeg syntes, at det hele smagte udsøgt, og for øvrigt havde jeg lagt mærke til, at stedet også blev besøgt af velaflagte mennesker, som holdt af at mænge sig med pøblen.

I øvrigt har det aldrig ærgret mig, at jeg tilbragte nogle uger i helvede, heller ikke inden jeg fik adgang til Noblot. Jeg gjorde i den tid nyttige bekendtskaber og blev fortrolig med et miljø, hvor jeg senere gerne skulle føle mig som en fisk i vandet. Og ved at lytte til samtalerne i de smalle gyder blev jeg bekendt med andre gader i andre dele af Paris, for eksempel den gamle rue de Lappe, hvor der udelukkende handledes med isenkram, både almindeligt værktøj og husgeråd og den slags, som man ikke taler så højt om, for eksempel dirke eller falske nøgler, og endda springknive, som man kunne skjule i jakkeærmet.

Jeg bestræbte mig på at opholde mig mindst muligt i mit kammer og hengav mig til de eneste fornøjelser, som er den ubemidlede pariser forundt: Jeg gik tur langs boulevarderne. Først nu gik det op for mig, hvor meget større Paris var i forhold til Torino. Jeg var betaget af at se folk passere, folk af alle samfundslag, de færreste i et eller andet ærinde og de fleste for at se og blive set. De velanstændige pariserinder klædte sig meget smagfuldt, og jeg var, om ikke af dem selv, meget fascineret af deres frisurer. På de samme fortove færdedes desværre også de, så at sige, knap så anstændige pariserinder, og de lagde en langt større opfindsomhed for dagen, når det gjaldt at tiltrække sig vort køns opmærksomhed.

De var prostituerede, om end ikke så vulgære som dem, jeg senere skulle møde i byens braseries à femmes, men forbeholdt herrer af gode økonomiske kår, og det kunne tydeligt ses på den djævelske kyndighed, hvormed de forførte deres ofre. Senere forklarede en af mine informanter mig, at det tidligere kun var de såkaldte grisettes, man så på boulevarderne. Det var enfoldige unge damer, ikke kyske, men uden bagtanker, og de forlangte ikke tøj og smykker af deres elsker, hvilket også skyldtes, at han var fattigere, end de selv var. Senere forsvandt de ligesom moppehundene. Siden dukkede der en ny skikkelse op, en lorette eller biche eller cocotte, som ikke var mere åndrig eller dannet end en grisette, men med smag for kashmir og kostbare flæser. På den tid, hvor jeg kom til Paris, var la lorette blevet afløst af kurtisanen med hendes hovedrige elskere, diamanter og vogne. Det var efterhånden et særsyn, at en kurtisane gik tur langs boulevarderne. Disse dames aux camelias havde gjort det til et princip at tilsidesætte enhver form for hengivenhed, taktfuldhed og taknemmelighed og vide at udnytte de magtesløse fjolser, som kun betaler for at vise dem frem i deres loger i Operaen.

I mellemtiden havde jeg taget kontakt til Clément Fabre de Lagrange. Folkene i Torino havde henvist mig til et kontor i et temmelig forsømt hus i en gade, som jeg, på grund af den forsigtighed, jeg har lært at lægge for dagen i denne metier, afholder mig fra at skrive selv på et papir, som ingen nogensinde kommer til at læse. Jeg mener, at Lagrange var tilknyttet Den Politiske Afdeling inden for Den Franske Sikkerhedstjeneste, men jeg har aldrig forstået, om han befandt sig i toppen eller bunden af kransekagen. Tilsyneladende refererede han ikke til nogen anden, og hvis man havde underkastet mig tortur, ville jeg ikke have været i stand til at røbe det mindste om hele denne politiske sikkerhedstjeneste. Faktisk vidste jeg ikke engang, om Lagrange havde et kontor i det pågældende hus; jeg havde blot skrevet til adressen for at meddele ham, at jeg havde et introduktionsbrev til ham fra cavalier Bianco, og to dage senere fik jeg besked på at give møde på kirkepladsen foran Notre Dame. Jeg kunne kende ham på, at han havde en rød nellike i knaphullet. Lige siden har Lagrange altid sat mig stævne på de mest uforudsigelige steder, en kabaret, en kirke, en have, og aldrig to gange på samme sted.

Lagrange skulle på det tidspunkt blot bruge et bestemt dokument, og da jeg løste opgaven forbilledligt, fandt jeg straks nåde for hans blik. Fra den dag begyndte jeg at arbejde for ham som indicateur, som det hedder uofficielt på disse kanter. Jeg modtager hver måned tre hundred franc plus hundred tredive til afholdelse af udgifter (med en bonus under særlige omstændigheder, og ikke iberegnet fremstilling af dokumenter). Kejserriget bruger mange penge på sine meddelere, i hvert fald mere end Kongeriget Sardinien, og jeg har ladet mig fortælle, at ud af de syv millioner franc, som hvert år går til politiet, bruges to millioner til politiske efterretninger. Men ifølge en anden kilde er budgettet på fjorten millioner, hvoraf man dog også skal betale de klakører, der jubler, når kejseren passerer, de korsikanske enheder, der har til opgave at overvåge Mazzinis republikanere, politispionerne og de egentlige spioner.

Hos Lagrange tjente jeg mindst fem tusind franc om året, men gennem ham var jeg også blevet introduceret for en privat kundekreds, hvilket snart gjorde det muligt for mig at etablere mit nuværende kontor (eller rettere den marskandiserforretning, der fungerer som stedets skalkeskjul). Når jeg medregnede falske testamenter og velsignede hostier, indbragte kontoret mig yderligere fem tusind franc, og med en årsindtægt på ti tusind franc var jeg det, man kalder en holden mand i Paris. Det var naturligvis aldrig en fast indtægt, og jeg drømte om at oppebære en indtægt på ti tusind franc ikke i løn, men i renter. Da statsobligationer (som var de sikreste) gav tre procent i rente, krævede det, at jeg rejste en kapital på tre hundred tusind franc. På den tid var et beløb i den størrelsesorden måske nok inden for en kurtisanes rækkevidde, men ikke en ganske ukendt notar.

Mens jeg ventede på et lykketræf, kunne jeg nu tage skridtet fra at være tilskuer til at være aktivt deltagende i de parisiske fornøjelser. Jeg har aldrig interesseret mig for teater, for disse skrækkelige tragedier, hvor de reciterer i aleksandrinere, og museumssale gør mig trist til mode. Men Paris havde noget, der var bedre: restauranter.

Den første, som jeg tillod mig – selv om den var umådelig dyr – var der gået frasagn om helt til Torino. Det var Grand Véfour under søjlegangene ved Palais Royal. Stedet havde angivelig været frekventeret af selveste Victor Hugo, som kom der for at spise vædderkød med hvide bønner. Den anden, der straks begejstrede mig, var Café Anglais, på hjørnet af rue Gramont og boulevard des Italiens. Engang var det kuske og tjenestefolk, der frekventerede denne restaurant, men nu havde den kendte parisere ved sine borde. Her opdagede jeg lækkerier som pommes Anna, écrevisses bordelaises, mousse de volaille, mauviettes en cerises, petites timbales à la Pompadour, cimier de chevreuil, fonds d’artichauts à la jardinière og champagnesorbetter. Bare det at genkalde mig navnene på disse retter bekræfter mig i, at livet trods alt er værd at leve.

Foruden restauranterne var jeg fascineret af byens passages. Jeg elskede passage Jouffroy, og måske skyldtes det, at man der fandt tre af Paris’ bedste restauranter, Dîner de Paris, Dîner du Rocher og Dîner Jouffroy. Den dag i dag, og navnlig om lørdagen, kan det se ud, som om hele Paris har sat hinanden stævne i denne glasarkade, hvor der er en trængsel af livstrætte herrer og af damer, der måske nok er lidt for parfumererede efter min smag.

Endnu mere fascinerende fandt jeg nok passage des Panoramas. Her ses et mere folkeligt publikum, borgere og folk fra provinsen, der formelig æder antikviteter med øjnene, som de aldrig vil kunne tillade sig, men her defilerer også unge arbejdersker forbi, der netop er kommet ud fra fabrikken. Hvis man absolut skal kigge på skørter, er de velklædte kvindfolk i passage Jouffroy trods alt at foretrække. Ikke desto mindre spankulerer såkaldte suiveurs, midaldrende mænd bag grønne brilleglas, frem og tilbage i passagen for at kigge på arbejderskerne. Det er faktisk tvivlsomt, om de alle sammen er arbejdersker: Det faktum, at de er enkelt klædt, med en kyse af tyl og et lille forklæde, spiller ikke nogen rolle. Man bør i virkeligheden se på deres fingre. Hvis de er fri for rifter eller brandvabler, fører pigerne åbenbart en mere bekvem tilværelse takket være de suiveurs, som de fordrejer hovederne på.

Jeg selv kommer ikke i passagen for at se på arbejdersker, men på deres suiveurs (og hvem var det for resten, der sagde, at en sand filosof er den, der i en café chantant har øjnene rettet ikke mod scenen, men mod salen?). De kunne en skønne dag tænkes at blive mine kunder – eller mine redskaber. Nogle af dem følger jeg endda efter, når de går hjem, måske for at falde en fed kone og et halvt dusin snotunger om halsen. Jeg noterer adressen. Man ved aldrig. Jeg kunne ruinere dem med et anonymt brev. Hvis det en dag skulle blive nødvendigt, selvfølgelig.

Af de forskellige opgaver, Lagrange pålagde mig i begyndelsen, husker jeg næsten ingenting. Jeg mindes kun et navn, abbed Boullan, men det må komme senere i kronologien, måske ligefrem kort inden eller efter krigen (så meget ved jeg da, at der i mellemtiden også har været en krig, hvor Paris stod på den anden ende).

Absinten har gjort sin virkning, og hvis jeg åndede på et lys, ville der stå en stor stikflamme ud fra vægen.