3. april 1897
Kære kaptajn Simonini,
I morges vågnede jeg med hovedpine og en besynderlig smag i munden. Gud se i nåde til mig, det var smagen af absint! Jeg kan forsikre Dem for, at jeg endnu ikke havde læst de betragtninger, De gjorde Dem i aftes. Hvordan skulle jeg kunne vide, hvad De havde drukket, hvis jeg ikke havde drukket det samme? Og hvordan skulle en gejstlig person kunne genkende smagen af en forbuden, og dermed ukendt, drik? Eller også er det mig, der er forvirret; jeg skriver om den smag, jeg havde i munden, da jeg vågnede, men jeg skriver det efter at have læst i Deres dagbog, og det har påvirket mig. Og hvis jeg aldrig har drukket absint, hvordan skulle jeg så kunne vide, at det er smagen af absint, jeg har i munden? Det er smagen af noget andet, som jeg af Deres dagbog forledes til at tro, er absint.
Åh, kære Jesus, faktum er, at jeg vågnede i min seng, og alt forekom mig at være normalt, som om jeg ikke havde bestilt andet hele den forgangne måned. Bortset fra at jeg vidste, at jeg måtte ind i Deres lejlighed. Dér, eller rettere her, læste jeg Deres dagbogsblade, som jeg endnu ikke havde kendskab til. Jeg så, at De nævnte navnet Boullan, og et eller andet dukkede op i min erindring, men på en vag og uklar måde.
Jeg gentog navnet for mig selv med høj og klar røst, og da det blev sagt flere gange, gik der en rystelse gennem min hjerne, som om Deres doktor Bourru og Burot havde udsat mig for magnetiske strygninger, eller en doktor Charcot havde bevæget en finger, en nøgle eller en åben hånd frem og tilbage foran mine øjne og hensat mig i en tilstand af bevidst somnambulisme.
I et syn så jeg en præst, der spyttede en kvinde, som var besat af Djævlen, i munden.