11

JOLY

Fra dagbogsoptegnelserne af 3. april 1897, sent på natten

Dalla Piccolas notat i dagbogen slutter temmelig brat. Måske hørte han en lyd, en dør, der gik nedenunder, og forsvandt skyndsomst. Det bør ikke undre nogen, at også Fortælleren er temmelig forvirret. Tilsyneladende vågner Dalla Piccola jo kun, når Simonini har behov for at lytte til samvittighedens stemme, som påpeger hans forglemmelser og henleder hans opmærksomhed på de faktiske forhold, og for øvrigt virker han temmelig åndsfraværende. Og hvis det, der berettes på disse sider, ikke havde været den skinbarlige sandhed, skulle man ærlig talt tro, at denne stadige vekslen mellem amnesisk eufori og dysforisk ihukommelse var et bevidst greb fra Fortællerens side.

I foråret 1865 havde Lagrange en morgen sat Simonini stævne på en bænk i Luxembourghaven og vist ham en bog med et gulligt omslag, der var udkommet i oktober 1864 i Bruxelles, uden forfatternavn, med titlen Dialogue aux enfers entre Machiavel et Montesquieu ou la politique de Machiavel au XIXe siècle, par un contemporain.

– Her er så denne Maurice Jolys bog, sagde han. Nu ved vi, hvem han er, men det kostede os en del møje at afsløre ham i at indsmugle eksemplarer af denne bog, som er trykt i udlandet, og distribuere dem i Frankrig. Eller rettere: Det var omstændeligt, men egentlig ikke svært, for mange smuglere af politisk materiale er vores egne agenter. Hvis man vil have kontrol over en samfundsomstyrtende organisation, skal jeg sige Dem, er det eneste rigtige at stille sig i spidsen for den eller i det mindste sørge for, at dens øverste ledere er på ens lønningsliste. Det er jo ikke sådan, at man afslører statens fjender som følge af en guddommelig åbenbaring. En eller anden har sagt, og det er måske en overdrivelse, af for hver ti medlemmer af et hemmelig selskab, er de tre vores egne mouchards – undskyld udtrykket, men sådan kaldes politispioner i folkemunde – seks er godtroende fjolser, og en er en farlig mand. Men nu til sagen. Joly holdes nu i forvaring i Sainte-Pélagie-fængslet, og der vil vi beholde ham så længe som muligt. Men vi er interesseret i at vide, hvor han fik sine oplysninger fra.

– Men hvad handler bogen om?

– Jeg må tilstå, at jeg ikke har læst den, den er på mere end femhundred sider – en fejldisposition, for et smædeskrift skal kunne læses på en halv time. En af vores folk, som er ekspert i den slags, en vis Lacroix, har givet os et referat. Under alle omstændigheder vil vi forære Dem det eneste andet eksemplar, der ikke er blevet destrueret. De vil se, hvordan man her forestiller sig, at Machiavelli og Montesquieu sidder og taler sammen i dødsriget, og at Machiavelli slår til lyd for en kynisk opfattelse af magten og forsvarer en række skridt til undertrykkelse af trykke- og ytringsfriheden, den lovgivende forsamling og alle de andre ting, som republikanerne altid taler for. Og han gør det så detaljeret, med så direkte adresse til vor tid, at selv den mest udannede læser lægger mærke til, at formålet med pamfletten er at bagvaske vores kejser, tillægge ham den hensigt at fratage Den Lovgivende Forsamling magten, bede befolkningen om at forlænge præsidentens magt med ti år og omdanne republikken til et kejserdømme ...

– Undskyld, monsieur Lagrange, men nu taler vi jo i al fortrolighed, og De kender min loyalitet mod regeringen ... I betragtning af, hvad De her fortæller mig, kan jeg ikke undgå at bemærke, at denne Joly sigter til ting, som kejseren faktisk har gjort, og jeg ser ingen grund til at undre sig over, hvor han har sine oplysninger fra ...

– Men i sin bog ironiserer Joly ikke kun over, hvad regeringen har gjort, men fremkommer også med insinuationer om, hvad den måske agter at gøre, som om denne Joly så visse ting ikke udefra, men indefra. Forstår De, i ethvert ministerium, i enhver regeringsbygning, er der altid en muldvarp, en sous-marin, som slipper oplysninger ud. Normalt lader man vedkommende være for ad den vej at lække oplysninger, som man har interesse i at udbrede, men sommetider bliver de farlige. Vi må finde ud af, hvem der har informeret, eller endnu værre instrueret, Joly.

Simonini tænkte, at alle despotiske regeringer handler ud fra samme logik, og at man blot skulle læse den rigtige Machiavelli for at forstå, hvad Napoleon ville gøre. En fornemmelse, han havde haft under Lagranges referat af bogen, tog form: Denne Joly lod sin Machiavelli-Napoleon sige næsten ordret, hvad han selv havde lagt jesuitterne i munden i det dokument, han havde udfærdiget til den piemontesiske efterretningstjeneste. Altså havde Joly tydeligvis ladet sig inspirere af samme kilde som han selv, nemlig fader Rodins brev til fader Roothaan i Eugène Sues Folkets Mysterier.

– Derfor vil vi lade Dem overføre til Sainte-Pèlagie som italiensk politisk flygtning under mistanke for kontakter til republikanske kredse i Frankrig, fortsatte Lagrange. I fængslet sidder en italiener, en vis Gaviali, der er indblandet i Orsinis attentat mod Napoleon 3. Som garibaldiner, italiensk revolutionær og gud ved hvad vil De naturligvis forsøge at komme i kontakt med manden. Gennem Gaviali vil De stifte bekendtskab med Joly. Der er en vis forståelse mellem politiske fanger, som er isoleret mellem alle mulige slyngler. Lad ham endelig snakke, folk keder sig, når de sidder i fængsel.

– Hvor længe skal jeg blive i fængslet? spurgte Simonini, der var bekymret for kosten.

– Det afhænger af Dem. Jo før De får fat i nogle oplysninger, desto før kommer De ud. Det vil forlyde, at undersøgelsesdommeren har frifundet Dem for alle tiltaler takket være Deres dygtige forsvarer.

Simonini havde endnu ikke prøvet at sidde i fængsel. Det var ikke nogen behagelig oplevelse; der stank af sved og urin, af uspiselige supper. Som andre indsatte fra gode økonomiske kår havde Simonini gudskelov mulighed for hver dag at modtage en kurv med noget spiseligt.

Fra gården trådte man ind i en stor sal med en altdominerende brændeovn i midten og bænke langs væggene. Der indtog de, der fik deres mad udefra, normalt måltiderne. Nogle bøjede sig ned over deres kurv, når de spiste, og forsøgte med hænderne at skjule maden for de andres blikke, mens andre var gavmilde både over for deres venner og tilfældige sidemænd. Simonini havde forstået, at de mest gavmilde dels var vaneforbryderne, som havde vænnet sig til at være solidariske med deres medfanger, og dels de politiske fanger.

Simonini var, i kraft af årene i Torino, oplevelserne på Sicilien og de første år i Paris’ mest uhumske gyder, blevet så erfaren, at han kunne genkende den fødte forbryder. Han delte ikke den opfattelse, der netop på den tid blev mere og mere udbredt, at alle forbrydere absolut måtte være pukkelryggede, have hareskår, lide af engelsk syge eller skrofulose, eller, som den berømte Vidocq, der om nogen forstod sig på forbrydere (om ikke andet, så fordi han selv havde været en af dem), havde sagt, at de alle sammen var hjulbenede. Men sikkert var det, at de fremviste mange af de træk, der kendetegnede farvede racer såsom sparsom kropsbehåring, beskeden kraniekapacitet, vigende pande, overudviklede pandehuler, kraftige og fremstående kæber og kindben, skråtstillede øjenhuler, mørk hud, tæt og kruset hår, store ører, uregelmæssige tænder og desuden følelsesmæssig afstumpethed, overdreven begejstring for kønslige udfoldelser og for vin, høj smertetærskel, svag moral, dovenskab, impulsivitet, uforudsigelighed, stærk forfængelighed, lidenskab for spil, overtro.

For ikke at tale om personager som den mand, der hver dag stillede sig bag ham, som om han ville tigge en bid brød fra madkurven, med et ansigt, der på kryds og tværs var gennemskåret af gustne og dybe ar, læber, der var bulne på grund af ætsende svovlsyre, en næse, hvis bruskagtige del åbnede sig i to uformelige huller i næseborenes sted, og lange arme og korte hænder, der var behårede selv på bagsiden af fingrene ... Senere måtte Simonini dog revidere sin opfattelse af den stigmatiserede forbryder, for manden, som hed Oreste, viste sig at være blid som et lam, og da Simonini omsider bød ham på noget af sin mad, knyttede han sig til ham og viste ham en næsten krybende hengivenhed.

Hans historie var i grunden temmelig banal: Han havde simpelthen kvalt en pige, som ikke havde sat pris på hans frieri, og nu ventede han på sin dom.

– Jeg ved ikke, hvorfor hun var så ondskabsfuld. Jeg spurgte hende jo bare, om hun ville gifte sig med mig, sagde han. Og så lo hun. Som om jeg var et uhyre. Det gør mig virkelig ondt, at hun ikke er mere, men hvad skulle en mand med respekt for sig selv stille op i den situation? Og hvis jeg bare kan slippe for guillotinen, er tugthuset såmænd ikke værst. Efter sigende får man nok at spise.

En dag udpegede han en fyr for Simonini og sagde:

– Se, han er en ondskabsfuld satan. Han har forsøgt at slå kejseren ihjel.

Således identificerede Simonini Gaviali og henvendte sig til ham.

– I kan takke os og vores ofre for, at I kunne erobre Sicilien, sagde Gaviali til ham. Ikke at jeg har del i det. De kunne ikke bevise noget, bortset fra, at jeg var i forbindelse med Orsini. Så nu er Orsini og Pieri blevet guillotineret, Di Rudio er i Cayenne, men jeg selv bliver, om alt går vel, snart løsladt.

Alle kendte historien om Felice Orsini. Han var en italiensk nationalist, som rejste til England, hvor han fik fremstillet nogle bomber fyldt med knaldkviksølv. Den 14. januar 1858 om aftenen, da Napoleon 3. var på vej i teatret, kastede Orsini og to af hans kammerater tre bomber mod kejserens vogn, men de fik ikke meget ud af det. De sårede hundred syvoghalvtreds mennesker, og otte døde senere af deres kvæstelser, men regentparret var uskadt.

Inden Orsini gik på skafottet, skrev han et tårevædet brev til kejseren, som han opfordrede til at støtte Italiens samling, og mange hævdede, at dette brev fik betydning for Napoleon 3.s senere dispositioner.

– Oprindelig var det meningen, at jeg skulle fremstille bomberne sammen med nogle venner, der i al beskedenhed har utrolige evner med sprængstoffer. Men så havde Orsini alligevel ikke tiltro til dem. Udlændinge er jo altid dygtigere end os, og han havde kastet sin kærlighed på en englænder, som havde kastet sin kærlighed på knaldkviksølv. I London kunne man købe knaldkviksølv på apoteket, og det blev brugt til at fremkalde daguerreotypier, og her i Frankrig dyppede man papiret til »kinesiske karameller« i det, og når man pakker dem op, lyder der et knald – og så får man et godt grin. Sagen er den, at bomber med et initialsprængstof ikke er videre effektive, medmindre de detonerer lige ved siden af målet. En bombe med sortkrudt ville havde udløst store sprængstykker af jern, som ville have ramt alt inden for en radius af ti meter, mens en bombe med knaldkviksølv straks går op i røg og kun dræber en, hvis man befinder sig tæt på selve eksplosionen. Så hellere en pistolkugle, det ved man da, hvad er.

– Man kunne jo gøre et nyt forsøg, dristede Simonini sig til at sige, jeg kender folk, som godt kunne bruge nogle dygtige sprængstofseksperter.

Fortælleren ved ikke, hvorfor Simonini lagde denne lokkemad ud. Havde han allerede et eller andet i tankerne, eller var det at lægge lokkemad ud blevet et kald, en last hos ham, noget, han gjorde af bare forudseenhed, for alle tilfældes skyld? Under alle omstændigheder bed Gaviali på krogen.

– Lad os tales ved, sagde han. De bliver snart løsladt, siger De, og det burde også gælde mig. De kan komme hen til Père Laurette, i rue de la Huchette. Der mødes jeg næsten hver aften med de sædvanlige venner, og gendarmerne er så godt som holdt op med at komme på stedet, for det første, fordi de hver gang ville være nødt til at anholde samtlige tilstedeværende, og det ville være slidsomt arbejde, og for det andet, fordi det er et sted, hvor en gendarm sagtens kan komme ind, men han er ikke sikker på at komme ud igen.

– Det lyder godt, sagde Simonini leende, jeg skal nok komme. Men sig mig, der skulle efter sigende være en monsieur Joly her, som har skrevet nogle ondskabsfulde ting om kejseren.

– Han er idealist, og ord slår ikke nogen ihjel, sagde Gaviali, men han er vist en skikkelig fyr. Jeg skal nok præsentere Dem for ham.

Joly var stadig pæn i tøjet, og han havde åbenbart adgang til at barbere sig. Han plejede at gemme sig i salen med brændeovnen og forlod den gerne, når de privilegerede fanger kom ind med deres madkurve for ikke at skulle lide ved synet af deres lækkerier. Han var efter alt at dømme jævnaldrende med Simonini. Blikket var brændende som hos en drømmer, men havde alligevel et sørgmodigt skær, og han fremstod i det hele taget som en modsætningernes mand.

– Sæt Dem ned hos mig og lad mig byde Dem på noget fra min kurv. Her er alligevel mere, end jeg kan spise. Jeg så straks, at De ikke var en del af det rak.

Joly takkede med et tavst smil, tog glad imod et stykke kød og en skive brød, men holdt sig til almindelige emner. Simonini sagde:

– Heldigvis har min søster da ikke glemt mig. Hun er ikke rig, men hun sørger godt for mig.

– De kan sagtens, jeg har slet ikke nogen ... sagde Joly.

Isen var brudt. De talte om garibaldinernes heltedåd, som franskmændene havde fulgt begejstret med i. Simonini antydede, at han havde haft vrøvl først med den piemontesiske og så med den franske regering, og nu afventede han en dom for konspiration mod staten. Joly sagde, at han ikke engang sad inde for konspiration, men simpelthen fordi han havde moret sig med at udbrede et rygte.

– Når vi, der holder af gode bøger, forestiller os, at vi er nødvendige for at opretholde orden i universet, svarer det til ubelæste menneskers overtro. Man kan ikke ændre verden med ideer. Folk, der ikke spekulerer så meget over tingene, begår færre fejl, de følger den slagne vej og forstyrrer ikke nogen, og de har succes i livet, beriger sig, indtager gode stillinger som deputerede, krigshelte, anerkendte litterater, akademikere, journalister. Kan man være en tåbe, når man klarer sig så godt? Det er vel snarere mig, der er en tåbe, siden jeg valgte at kæmpe mod vindmøller.

Tredje gang de spiste sammen, var Joly endnu ikke kommet til sagen, og Simonini gik ham nærmere på klingen og spurgte, hvad han havde skrevet, som var så farligt. Og Joly udbredte sig om sin dialog i underverdenen, og efterhånden som han genfortalte handlingen, blev han mere og mere indigneret over de modbydeligheder, han havde angrebet, og han kommenterede og analyserede dem endnu mere indgående, end han havde gjort i sin pamflet.

– Forstår De? Et despotisk styre, der indføres ved en folkeafstemning! Den slyngel gennemførte en autoritær magtovertagelse ved at appellere til de uvidende masser! Det giver os et fingerpeg om, hvordan morgendagens demokrati bliver.

Han har jo ret, tænkte Simonini. Denne Napoleon er en mand af vor tid. Han har forstået, hvordan man holder styr på et folk, som for mindre end halvfjerds år siden hidsede sig selv op ved tanken om, at man kunne hugge hovedet af en konge. Lagrange tror måske, at Joly er blevet inspireret af nogen, men han har tydeligvis bare analyseret nogle forhold, som er tydelige for enhver, og dermed foregrebet diktatorens skridt. Så vil jeg hellere vide, hvilket forbillede han har.

Simonini lod derfor en diskret hentydning falde om Sue og fader Rodins brev, og Joly lyste straks nærmest rødmende op i et smil og sagde, at hans idé om at udstille Napoleons nedrige planer virkelig var inspireret af Sues beskrivelse af dem, bortset fra at han havde foretrukket at give den jesuitisk inspirerede magtovertagelse afsæt i en klassisk machiavellisme.

– Da jeg læste Sues bog, tænkte jeg, at jeg havde fundet opskriften på en bog, som kunne ryste hele landet. Det var jo vanvid, bøger bliver beslaglagt og brændt, og så forestillede jeg mig, at jeg selv ville gå ram forbi. Som om Sue ikke var blevet tvunget i eksil for mindre end det.

Simonini følte nærmest, at han blev berøvet noget, der tilhørte ham. Han havde selvfølgelig også selv kopieret sin idé med jesuitterne fra Sue, men det var der ingen, der vidste, og han ville forbeholde sig muligheden for at genbruge sin komplotskabelon til andre formål. Og nu havde Joly taget den fra ham og, så at sige, gjort den til folkeeje.

Så faldt han til ro. Jolys bog var trods alt blevet beslaglagt, og han havde selv et af de få eksemplarer, som endnu var i omløb. Joly skulle tilbringe nogle år i fængsel, og om Simonini så kopierede hele hans tekst og førte komplottet tilbage til, for eksempel, Cavour eller det preussiske kancelli, ville ingen lægge mærke til det, end ikke Lagrange, som allerhøjst ville tillægge det nye dokument en vis troværdighed. Ethvert lands hemmelige efterretningstjenester tror kun på noget, de har hørt fra anden side, og de vil afvise alle ukendte informationer som utroværdige. Så koldt vand i blodet, han var i den behagelige situation, at han var bekendt med, hvad Joly havde sagt, og at ingen andre vidste det. Bortset fra denne Lacroix, som Lagrange havde nævnt, den eneste, der havde orket at læse hele Sues Dialogue. Hvis man bare eliminerede Lacroix, ville problemet med andre ord være løst.

I mellemtiden var det blevet tid til at forlade Sainte-Pélagie. Afskeden med Joly var præget af hjertelige og nærmest broderlige følelser, og Joly blev bevæget og tilføjede: – Måske kunne De gøre mig en tjeneste. Jeg har en ven, en vis Guédon, der muligvis ikke engang ved, hvor jeg er henne. Måske kunne han nu og da sende mig en kurv med noget menneskeføde. Disse infame supper giver mig mavepine og dysenteri.

Han sagde, at Simonini ville finde denne Guédon i en boghandel i rue de Beaune, mademoiselle Beuques forretning, som var et samlingssted for fourieristerne. Så vidt Simonini vidste, var fourieristerne en form for socialister, som stræbte efter en gennemgribende reform af menneskeheden, men nogen revolution talte de ikke om, og derfor så både kommunister og konservative skævt til dem. Men mademoiselle Beuques boghandel havde åbenbart udviklet sig til et fristed for alle de republikanere, som var i opposition til kejserdømmet, og som var ganske rolige ved at mødes der, fordi politiet mente, at fourieristerne ikke ville gøre en flue fortræd.

Så snart Simonini forlod fængslet, skyndte han sig at aflægge rapport for Lagrange. Han havde ikke den fjerneste interesse i at lade det gå ud over Joly; han havde i grunden næsten ondt af denne Don Quijote. Han sagde:

– Monsieur de Lagrange, den pågældende person er simpelthen et naivt menneske, som håbede på et øjebliks berømmelse, og det kom der ikke noget godt ud af. Jeg fik indtryk af, at han ikke engang ville have skrevet sin pamflet, hvis han ikke var blevet tilskyndet til at gøre det af folk fra Deres miljø. Og jeg er ked af at sige det, men hans kilde er den selvsamme Lacroix, som angivelig skulle have læst bogen for at referere den for Dem, og som formentlig, så at sige, havde læst den, før den overhovedet blev skrevet. Muligvis sørgede han selv for, at den blev trykt i Bruxelles. Hans motiv har jeg ingen anelse om.

– Det er sikkert foranstaltet af en eller anden udenlandsk efterretningstjeneste, måske preusserne, med det formål at skabe uro i Frankrig. Det overrasker mig ikke.

– En preussisk agent i et kontor som Deres? Ubegribeligt.

– Stieber, den preussiske spionchef, har fået ni millioner rigsdaler til at dække hele Frankrigs territorium med spioner. Efter sigende skulle hans have sendt fem tusind preussiske bønder til Frankrig og ni tusind tjenestepiger for at have agenter på cafeer, på restauranter, i indflydelsesrige familier, alle vegne. Det er ikke sandt. Kun et fåtal er fra Preussen eller sågar Alsace, for dem ville man i det mindste kunne genkende på accenten. Det er gode franskmænd, som gør det for penge.

– Kan I ikke identificere og anholde disse forrædere?

– Det er ikke i vores interesse, for så ville de bare anholde vores folk. Man sætter ikke spioner ud af spillet ved at slå dem ihjel, men ved at give dem fejlagtige oplysninger. Og til det formål skal vi bruge dem, der spiller dobbeltspil. I øvrigt mener jeg ikke, at det er helt nye oplysninger, De bringer mig om denne Lacroix. Du almægtige, hvad er det for en verden, vi lever i? Man kan jo ikke stole på nogen ... Vi må straks skille os af med ham.

– Men hvis I indleder en sag mod ham, vil hverken han eller Joly tilstå noget som helst.

– En person, som har arbejdet for os, bør aldrig give møde i en retssal. Undskyld, hvis jeg her ytrer mig om et generelt princip; det samme ville og vil gælde for Dem selv. Lacroix vil komme ud for en ulykke. Enken vil få den pension, hun er berettiget til.

Simonini havde ikke sagt noget om Guédon og boghandlen i rue de Beaune. Han ville først se, hvad han selv kunne få ud af stedet. Desuden havde de få dage, han havde tilbragt i Sainte-Pélagie, udmattet ham.

Han lod sig skyndsomst køre hen til Laperouse, ved Quai des Grands-Augustins, og ikke i underetagen, hvor man serverede østers og entrecôtes som i gamle dage, men på første sal, i et af de reserverede cabinets particuliers, hvor man bestilte barbue sauce hollandaise, casserole de riz à la Toulouse, aspics de filets de laperaux en chaud-froids, truffes au champagne, pudding d’abricots à la Venetienne, corbeille de fruits frais, compotes de pêches et d’ananas.

Og så kunne alle disse tugthusfanger – idealister eller mordere – og deres stinkende suppe gå ad helvede til. Fængsler var vel trods alt til, for at godtfolk kunne gå på restaurant uden at sætte livet på spil.

Her bliver Simoninis erindringer, som så ofte i den slags tilfælde, forvirrede, og dagbogen bliver usammenhængende og springende. Fortælleren har ikke andet valg end at forlade sig på abbed Dalla Piccolas indlæg. De to dagbogsskrivere har nu sat alle sejl til og supplerer hinanden glimrende ...

Simonini fornemmede kort fortalt, at hvis han skulle finde nåde for den kejserlige efterretningstjenestes blik, måtte han skaffe Lagrange noget mere. Hvad er det, der for alvor gør en politispion troværdig? Han skal afsløre et komplot. Simonini måtte derfor organisere et komplot, som han siden kunne forpurre.

Ideen havde han fået af Gaviali. Han havde spurgt sig for i Sainte-Pélagie og havde erfaret, hvornår han ville blive løsladt. Og han kunne huske, hvor han skulle finde ham: i Père Laurettes kabaret i rue de la Huchette.

For enden af gaden trådte man ind i et hus gennem en indgangsdør, som var ganske smal – dog ikke smallere end den rue du Chat qui Pêche, der mundede ud i netop rue de la Huchette – så smal, at det var ubegribeligt, at den overhovedet fandtes, eftersom man skulle mave sig sidelæns ind i den. Når man var kommet op ad trappen, fortsatte man hen ad nogle korridorer, hvis gulvklinker nærmest drev af fedt, forbi døre, der var så lave, at det var ubegribeligt, at man overhovedet kunne komme ind i værelserne. På anden sal kom man gennem en noget mere fremkommelig dør ind i et stort værelse, som formentlig var opstået ved, at man havde slået tre eller flere tidligere lejligheder sammen. Det var i denne stue eller salon, at der lå en kabaret opkaldt efter en længst afdød Père Laurette, som ingen vidste, hvem var.

Stedet var fuldt af borde med en mængde piberygende mænd og hasardspillere, og tidligt ældede piger med en ansigtskulør så bleg, som var de fattige pigebørns dukker. Disse pigers hele opmærksomhed samlede sig om de gæster, som ikke havde tømt deres glas, og som de prøvede at slå for en tår.

Den aften, Simonini satte sine ben i kabareten, var der stort postyr. En eller anden havde dolket nogen i kvarteret, og lugten af blod gik tilsyneladende alle på nerverne. På et tidspunkt sårede et brushoved en af pigerne med en skomagerkniv, væltede værtinden omkuld, da hun forsøgte at gribe ind, tæskede rasende løs på nogen, som forsøgte at standse ham, og blev først fældet, da en tjener knuste en karaffel over nakken på ham. Så vendte alle tilbage til det, de havde gjort forinden, som om intet var hændt.

Her traf Simonini Gaviali ved et bord med ligesindede kammerater, der tilsyneladende delte hans syn på kongemord. De var næsten alle politiske flygtninge fra Italien og næsten alle sprængstofseksperter – eller besat af dette emne. Da selskabet havde opbygget en passende brandert, faldt snakken på de fejl, berømte attentatmænd havde begået gennem tiderne: Den bombe, hvormed Cadoudal havde forsøgt at myrde Napoleon, der på det tidspunkt var førstekonsul, indeholdt en blanding af salpeter og sprængstykker, som til nød kunne gå an i de smalle gyder i landets gamle hovedstad, men som i dag ville være fuldstændig utilstrækkelig (og ærlig talt også havde været det dengang). For at myrde Ludvig-Filip havde Fieschi fremstillet en maskine, som affyrede atten geværløb på én gang, og han havde dræbt atten mennesker, men ikke kongen.

– Problemet er sprængstoffets sammensætning, sagde Gaviali. Tag nu for eksempel kaliumklorat: Tanken var at blande det med svovl og trækul for at fremstille krudt, men det eneste resultat var, at laboratoriet, de havde indrettet til fremstillingen, sprang i luften. De tænkte, at de i det mindste kunne bruge det til at lave tændstikker, men i så fald skulle man dyppe en sats af kaliumklorat og svovl i koncentreret svovlsyre. Temmelig upraktisk. Indtil tyskerne for over tredive år siden opfandt en tændstik med gult fosfor, som antændes ved friktion.

– For ikke at tale om picrinsyre, sagde en anden. Man fandt ud af, at det eksploderede, hvis det blev varmet op sammen med kaliumklorat, og det blev startskuddet på en række sprængstoffer, det ene mere ustabilt end det andet. Flere af dem, der eksperimenterede med det, døde, og til sidst opgav man ideen. Næ, så hellere cellulosenitrat ...

– Ja, den er god med dig.

– Vi burde lytte til de gamle alkymister. De opdagede, at hvis man blandede salpetersyre og terpentinolie, fik man en selvantændende væske. Og for hundred år siden opdagede man, at hvis man blander salpetersyre med svolvsyre, som er stærkt vandsugende, antændes det næsten øjeblikkelig.

– Så har jeg mere fidus til xyloidin. Man blander kaliumklorat med stivelse eller træuld ...

– Man skulle tro, du lige havde læst denne Vernes roman, hvor han bruger xyloidin til at fyre et luftfartøj af mod Månen. Nu om dage taler man snarere om nitrobenzol og nitronaftalin. En anden mulighed er at imprægnere papir og karton med salpetersyre så det bliver til nitrocellulose, der har en vis lighed med xyloidin.

– Det er alt sammen temmelig ustabile sprængstoffer. I dag foretrækker man skydebomuld, der i samme vægtforhold er seks gange så eksplosivt som sortkrudt.

– Men det er ikke så sikkert i drift.

Og sådan kunne de blive ved i timevis, idet de igen og igen kom tilbage til det gode og driftsikre sortkrudts fortræffeligheder, og Simonini følte sig atter hensat til sine samtaler med Ninuzzo på Sicilien.

Da Simonini havde givet nogle omgange vin, havde det været en smal sag at opildne forsamlingens had til Napoleon 3., som formentlig ville modsætte sig Kongeriget Sardiniens – nært forestående – invasion af Rom. Tilhængere af Italiens samling ville have diktatorens hoved på et fad. Simonini havde dog indtryk af, at svirebrødrenes interesse for Italiens samling kunne ligge på et temmelig lille sted, og at de først og fremmest var opsat på at sprænge nogle dejlige bomber. Men det var netop den slags fanatikere, han søgte efter.

Orsinis attentat slog ikke fejl, fordi han ikke var i stand til at løfte opgaven, forklarede Simonini, men på grund af bombernes ringe kvalitet. Nu har vi nogen, der, med fare for at ende deres dage i guillotinen, er indstillet på at kaste bomberne på det rigtige tidspunkt, men vi har stadig temmelig vage forestillinger om, hvilken form for sprængstof vi skal bruge. Mine samtaler med Gaviali har overbevist mig om, at jeres gruppe måske kan hjælpe os.

– Hvem hentyder De egentlig til med dette »vi«? spurgte en af nationalisterne.

Simonini lod, som om han tøvede et øjeblik. Så diskede han op med alle de fristelser, han havde brugt til at vinde de torinesiske studenters tillid: Han repræsenterede Alta Vendita og var en af den gådefulde Nubius’ repræsentanter, og mere måtte de ikke spørge om, for carbonari’erne var således organiseret, at enhver kun kendte sin nærmeste foresatte. Problemet var, at man ikke uden videre kunne fremstille bomber, der virkede med usvigelig præcision. Det krævede en lang række eksperimenter, nærmest alkymistiske undersøgelser, hvor man blandede de rigtige ingredienser med hinanden, og det hele skulle afprøves i det fri. Han kunne bidrage med et uforstyrret lokale i rue de la Huchette og de fornødne midler til at dække udgifterne. Når bomberne var parat, skulle gruppen ikke bekymre sig om selve attentatet, men de skulle sørge for, at der forinden forelå nogle løbesedler i lokalet, der meddelte kejserens død og forklarede, hvad attentatmændene ville opnå. Når Napoleon først var død, skulle gruppen sørge for at bringe løbesedlerne ud til en række steder i byen og aflevere nogle stykker i de store avisers portnerloger.

– I skal ikke være urolige, for der er folk i de højere cirkler, som vil være velvilligt stemt over for attentatet. Vi har en mand ved navn Lacroix placeret i selveste politipræfekturet. Men jeg er ikke helt sikker på, om vi kan stole på ham, så forsøg ikke at kontakte ham. Hvis han skulle erfare, hvem I er, kunne han finde på at anmelde jer udelukkende for at blive forfremmet. I ved jo, hvordan disse dobbeltagenter er ...

Gruppen gik begejstret ind på vilkårene, og Gavialis øjne skinnede. Simonini gav dem nøglen til lokalet og en betragtelig sum penge til de første indkøb. Nogle dage senere opsøgte han konspiratorerne, og det forekom ham, at eksperimenterne skred planmæssigt frem. Han medbragte nogle hundred løbesedler, som han havde fået fremstillet af en velvillig bogtrykker, efterlod sig nogle flere penge til udgifterne, sagde »Det forenede Italien leve! Rom eller døden!« og forsvandt.

Men da han samme aften gik ned ad rue Saint-Séverin, som lå øde hen på den tid af døgnet, forekom det ham, at han hørte fodtrin, der fulgte efter ham; de forstummede dog, hver gang han standsede. Han satte det lange ben foran, men lyden kom nærmere og nærmere, indtil det stod klart, at han ikke blev skygget, men forfulgt. Og pludselig hørte han da også et gispende åndedræt bag sig, en eller anden greb brutalt fat i ham og skubbede ham ind i impasse de la Salembrière (et stræde, der var endnu smallere end rue du Chat-qui-Pêche), som netop der mundede ud i gaden. Noget tydede på, at hans forfølger var godt kendt på stedet og havde valgt tid og sted med omhu. Da Simonini blev trængt op mod en mur, så han et glimtende knivsblad, der næsten strejfede hans ansigt. Det var for mørkt til, at han kunne se sin angribers ansigt, men han var ikke et øjeblik i tvivl, da han hørte stemmen, som – med siciliansk accent – hvislede til ham:

– Seks år tog det mig at opspore Dem, fader, men det lykkedes!

Stemmen tilhørte mastro Ninuzzo, som Simonini ellers var overbevist om, at han havde efterladt med en kniv i maven ved krudtmagasinet i Bagheria.

– Når jeg i det hele taget er i live, så skyldes det en barmhjertig sjæl, som kom mig til undsætning, da De var forsvundet. I seks måneder svævede jeg mellem liv og død, og jeg har et ar på maven, som går fra den ene hofte til den anden ... Men så snart jeg rejste mig fra mit sygeleje, begyndte jeg på min efterforskning. Nogen måtte have set en gejstlig, der så sådan og sådan ud ... Og i Palermo havde nogen set ham sidde på en café og tale med notaren Musumeci, og det forekom dem, at manden havde en slående lighed med en piemontesisk garibaldiner og ven af oberst Nievo ... Jeg erfarede, at denne Nievo var forsvundet ude på havet, som om hans skib var gået op i røg, og jeg var ikke i tvivl om, hvordan det var gået til, og hvem der stod bag det. Fra Nievo var det ikke svært at følge sporene til den piemontesiske hær og derfra til Torino, og i den iskolde by tilbragte jeg et år med at udspørge folk. Omsider erfarede jeg, at den pågældende garibaldiner hed Simonini, han havde haft et notarkontor, som han imidlertid havde afhændet, idet han dog røbede for den nye indehaver, at han flyttede til Paris. Stadig uden en skilling, og spørg mig ikke, hvordan jeg bar mig ad, kom jeg her til Paris, men jeg havde jo ikke gjort mig begreb om, at staden var så stor. Jeg måtte gå temmelig længe omkring, inden jeg kom på sporet af Dem. Og jeg klarede mig ved at færdes i gader som denne og sætte kniven på struben af velklædte herrer, der var gået galt i byen. En om dagen var nok til, at jeg kunne overleve. Jeg holdt mig til denne del af byen. Jeg havde jo nok på fornemmelsen, at sådan en karl ikke kom på respektable steder, men snarere på en af disse tapis francs, som de kalder dem her. De skulle have anlagt et stort, sort skæg, hvis De ville undgå at blive genkendt så let.

Det var fra den dag, Simonini begyndte at skjule sig bag et velplejet kunstigt skæg, men lige nu måtte han indse, at han ikke havde gjort nok for at sløre sine spor.

– Hvorom alting er, der er ingen grund til, at jeg fortæller Dem hele min historie, sagde Ninuzzo afsluttende, jeg er godt tilfreds med at stikke en kniv i maven på Dem, som De gjorde på mig, men jeg vil gøre arbejdet lidt mere samvittighedsfuldt. Der kommer ingen forbi her, ganske som ved krudtdepotet i Bagheria.

Månen var stået op, og Simonini kunne se Ninuzzos braknæse og det ondskabsfulde glimt i hans øjne.

– Hvad De ikke ved, Ninuzzo, havde Simonini åndsnærværelse nok til at sige, er, at når jeg gjorde, som jeg gjorde, var det, fordi jeg handlede efter ordre, og ordren kom fra højeste sted og fra en autoritet, der er så hellig, at jeg måtte se bort fra mine personlige følelser, Og det er for at tjene den samme autoritet, at jeg nu befinder mig her, hvor jeg skal udføre andre missioner i tronens og kirkens tjeneste.

Simonini talte gispende, men han kunne se, at knivsbladet umærkeligt fjernede sig fra hans ansigt.

– De har viet Deres liv til Deres konge, fortsatte han, derfor burde De forstå, at visse missioner er ... hellige, så at sige ... og at de retfærdiggør handlinger, som ellers ville være modbydelige. Forstår De?

Mastro Ninuzzo havde endnu ikke forstået, men det var tydeligt, at hævn ikke længere var hans eneste mål.

– Jeg har sultet alt for meget i de senere år, og jeg bliver ikke mæt af at slå Dem ihjel. Jeg er træt af at fægte mig gennem tilværelsen. Siden jeg kom på sporet af Dem, har jeg også set Dem spise på fine folks restauranter. Lad os sige, at jeg skåner Deres liv mod en månedlig ydelse, der sætter mig i stand til at spise og sove ligeså godt som Dem, ja endnu bedre.

– Jeg lover Dem mere end en lille månedlig ydelse, mastro Ninuzzo. Jeg er i færd med at forberede et attentat mod den franske kejser, og De må ikke glemme, at når Deres konge blev styrtet fra tronen, så skyldes det, at Napoleon i al hemmelighed hjalp Garibaldi. De, som ved så meget om krudt, skal møde en håndfuld modige mænd, som er forsamlet i rue de la Huchette for at fremstille noget, der med god ret kan kaldes en helvedesmaskine. Hvis De sluttede Dem til disse mænd, kunne De ikke alene deltage i en aktion, som vil gå over i historien, og vise deres enestående evner som sprængstofekspert. Men da dette attentat nyder bevågenhed fra allerhøjeste sted, vil det også give Dem del i en belønning, som vil gøre Dem til en velhavende mand resten af Deres dage.

Så snart talen faldt på krudt, fordampede den vrede, som Ninuzzo havde følt siden den nat i Bagheria, og Simonini forstod, at han havde ham i sin hule hånd, da han sagde:

– Hvad er det så, jeg skal gøre?

– Det er såre enkelt. Om to dage klokken seks begiver De Dem til denne adresse, banker på, træder indenfor i det, der er et lager, og siger, at De kommer fra Lacroix. Vores venner ved allerede besked. Men for at de kan genkende Dem, skal De have en nellike i knaphullet på Deres jakke. Ved syvtiden støder jeg til. Med pengene.

– Det er en aftale, sagde Ninuzzo. Men hvis det er et trick, skal De vide, at jeg nu ved, hvor De bor.

Næste morgen gik Simonini igen hen til Gaviani og gjorde ham opmærksom på, at tiden var knap. Derfor skulle de alle sammen samles næste dag klokken seks om aftenen. Først ville der komme en siciliansk sprængstofekspert, sendt af ham personlig, som skulle kontrollere, om alt var, som det skulle være. Kort efter ville Simonini selv komme, og derefter monsieur Lacroix, som ville stille sikkerhed for betalingen.

Derefter henvendte han sig til Lagrange og meddelte ham, at han havde fået kendskab til en sammensværgelse med det formål at myrde kejseren. Han vidste, at konspiratorerne skulle mødes klokken seks næste dag for at overdrage sprængstofferne til deres bagmænd.

– Men mærk Dem mine ord, tilføjede han, De sagde engang til mig, at ud af ti medlemmer af en hemmelig organisation, er de tre vores egne spioner, seks er idioter og én er en farlig mand. Dér på stedet finder De kun én spion, og det er mig, otte af de tilstedeværende er idioter, men den virkelig farlige mand kan De kende på, at han har en nellike i knaphullet. Og da han også er farlig for mig, ser jeg gerne, at der udbryder almindelig forvirring, og at vedkommende ikke bliver arresteret, men dræbt på stedet. Og tro mig, det tjener til at hele sagen vækker mindst mulig opsigt. Det ville få katastrofale følger, hvis han fik lejlighed til at tale med en af deres folk.

– Jeg sætter min lid til Dem, Simonini, sagde monsieur Lagrange. Manden vil blive elimineret.

Ninuzzo mødte op i rue de la Huchette klokken seks med sin fine nelikke i knaphullet, Gaviali og de andre fremviste stolt deres bomber, Simonini kom en halv time senere og sagde, at Lacroix var på trapperne, og klokken kvart i syv trængte ordensmagten ind i huset. Simonini råbte, at nogen havde forrådt dem, trak en pistol og rettede den mod gendarmerne, men skød med vilje forbi, gendarmerne besvarede ilden og ramte Ninuzzo i brystet, men da man skal gøre sit arbejde ordentligt, dræbte de også en anden af de sammensvorne. Mens Ninuzzo lå og rullede rundt på gulvet og bandede og svovlede på siciliansk, lod Simonini, som om han skød på gendarmerne og gjorde det af med ham.

Lagranges mænd havde taget Gaviali og de andre på fersk gerning med de første halvfærdige bomber og en pakke løbesedler, der forklarede, hvad de skulle bruges til. Underkastet pinligt forhør afslørede Gaviali og hans kammerater navnet på den mystiske Lacroix, som (mente de) havde forrådt dem. Af politirapporten fremgik det, at han havde deltaget i anholdelsen af de sammensvorne, og at han var blevet dræbt af et skud, som slynglerne havde affyret. Og æret være hans minde.

Med hensyn til konspiratorerne var man ikke tjent med at indlede en opsigtsvækkende retssag. I de år, forklarede Lagrange Simonini, verserede der hele tiden rygter om attentater mod kejseren, og man havde en formodning om, at mange af disse forlydender ikke opstod ved et tilfælde, men at de bevidst blev udbredt af republikanske agenter for at inspirere fanatikere til lignende handlinger. Der var ingen grund til at udbrede den forestilling, at det ligefrem var blevet moderne at stræbe Napoleon 3. efter livet. Derfor blev konspiratorerne sendt til Cayenne, hvor de ville dø af tropefeber.

Det er en temmelig indbringende forretning at redde kejserens liv. Hvor han havde tjent ti tusind franc på sin mission med Joly, havde afsløringen af komplottet indbragt ham tredive tusind. Når man fraregnede leje af lokalet og indkøb af materiale til fremstilling af bomberne til i alt fem tusind franc, havde han et overskud på femogtredive tusind franc, mere end en tiendel af de tre hundredtusind franc, han havde sat næsen op efter.

Simonini var godt tilfreds med Ninuzzos skæbne, men han havde ondt af Gaviali, som jo egentlig var en skikkelig fyr, der havde stolet på ham. Men hvis man vil deltage i sammensværgelser, må man indstille sig på, at man løber en risiko, og ikke stole på nogen.

Og det var en skam med denne Lacroix, som ikke havde gjort ham noget ondt. Men hans enke ville få en god pension.