12

EN NAT I PRAG

4. april 1897

Nu manglede jeg bare at henvende mig til denne Guédon, som Joly havde omtalt for mig. Boghandelen i rue de Beaune blev drevet af en rynket gammeljomfru, der altid var iført et enormt skørt af sort uld og en hue i stil med den lille Rødhætte, som halvt dækkede hendes ansigt – og gudskelov for det.

Der traf jeg straks Guédon, en skeptiker med et ironisk forhold til omverdenen. Jeg har en forkærlighed for skeptikere. Guédeon var straks indstillet på at hjælpe Joly: Han ville sende ham både mad og lidt penge. Så lod han en ironisk bemærkning falde om den ven, han brugte nogle af sine penge på. Hvorfor skrive en bog og risikere fængselsstraf, når de, der læste bøger, allerede var republikanere af væsen, og de, der støttede diktatoren, var analfabetiske bønder, der har fået stemmeret ved et lykketræf?

Og fourieristerne? Det var skikkelige folk, men hvordan skulle man kunne tage en profet alvorligt, der bebudede, at der i den nye verden ville vokse appelsiner i Warszawa, oceanerne ville blive til limonade, mennesket ville få en hale, og blodskam og homoseksualitet ville blive betragtet som de mest naturlige menneskelige drifter?

– Men hvorfor omgås De Dem så? spurgte jeg.

– Fordi det trods alt er de eneste hæderlige mennesker, som stadig modsætter sig den nederdrægtige Bonapartes diktatur. Kan De se den pæne dame der? sagde han. Det er Juliette Lamessine, en af de mest indflydelsesrige kvinder i grevinde d’Agoults salon. Hun forsøger for sin mands penge at åbne sin helt egen salon i rue de Rivoli. Hun er en charmerende, begavet forfatterinde med et betydeligt talent. At få adgang til hendes hjem er ikke noget, man skal kimse ad.

Guédon udpegede også en anden person for mig, en høj, smuk og meget indtagende mand.

– Det er Toussenel, den berømte forfatter til L’Esprit des bêtes. Han er socialist, ubøjelig republikaner og vanvittigt forelsket i Juliette, som ikke værdiger ham et blik. Men han er det lyseste hoved i denne forsamling.

Toussenel talte til mig om kapitalismen, som var i færd med at forgifte det moderne samfund.

– Og hvem er kapitalisterne? Det er jøderne, hvor tids herskere. Forrige århundredes revolution huggede hovedet af Capet; vort århundredes revolution bør hugge hovedet af Moses. Jeg agter at skrive en bog om emnet. Hvem er jøderne? Alle de, der udsuger forsvarsløse mennesker, folket. Det er protestanterne, frimurerne. Og naturligvis selve det jødiske folk.

– Men protestanter er da ikke jøder, vovede jeg.

– Hvis man siger jøder, siger man også protestanter, engelske metodister, tyske pietister, schweizere og hollændere, der lærer at tyde Guds vilje i samme bog som jøderne, Bibelen, en historie om blodskam og massakrer og grusomme krige, hvor den eneste vej til sejr er forræderi og bedrageri, hvor konger lader gifte mænd slå ihjel for at bemægtige sig deres hustruer, hvor kvinder, der kalder sig selv helgeninder, bestiger fjendtlige generalers ægtesenge for at skære halsen over på dem. Cromwell citerede Bibelen, da han huggede hovedet af sin konge, og Malthus, som nægtede fattigfolks børn retten til livet, var besat af Bibelen. Det er en slægt, som tilbringer tiden med at mindes sin trældom, og som altid er parat til at danse om guldkalven, selv om det åbenbart vækker Guds vrede. Kampen mod jøderne burde være det vigtigste mål for enhver socialist, der er dette navn værdig. Jeg taler ikke om kommunisterne, for deres grundlægger er jøde. Problemet er at afsløre pengemagtens sammensværgelse. Hvorfor koster et æble på en restaurant i Paris hundred gange så meget som i Normandiet? Der findes folkeslag af rovdyr, som lever af andres kød, folkeslag af købmænd, som fordums fønikere og karthaginiensere. I dag er det englændere og jøder.

– For Dem er en englænder og en jøde altså det samme?

– Næsten. De burde læse, hvad en betydelig engelsk politiker, Disraeli, skriver i sin roman Coningsby. Disraeli er sefardisk jøde og kristen konvertit. Han har haft den frækhed at skrive, at jøderne stræber efter verdensherredømmet.

Næste dag tog han en bog af denne Disraeli med til mig, hvor han havde understreget hele afsnit. »Har man nogensinde set nogen bevægelse af en vis betydning opstå i Europa, uden at jøderne deltager og spiller en væsentlig rolle i den? ... De første jesuitter var jøder! Og hvem står i spidsen for dette mystiske russiske diplomati, som får hele Vesteuropa til at blegne? Jøderne! Hvem har sikret sig noget nær et monopol på professorater ved de tyske universiteter?«

– Og Disraeli er vel at mærke ikke en mouchard, som anklager sit eget folk. Hans ærinde er tværtimod at lovprise dets dyder. Han skriver skamløst, at den russiske finansminister, grev Kankrin, er søn af en litauisk jøde, ligesom den spanske minister Mendizabál er søn af en konvertit fra provinsen Aragonien. En marskal af Frankrig i Paris er søn af en fransk jøde, Soult, og jøde var også André Massena, som kommer af det hebraiske Manasseh ... Og hvem er det for resten, der har taget den revolution, der er i gærde i Tyskland, under sine vinger? Det har jøderne, tænk blot på denne Karl Marx og hans kommunister.

Jeg var ikke sikker på, at Toussenel havde ret, men hans gardinprædiken, som fortalte mig, hvad der rørte sig i de mest revolutionære cirkler, havde givet mig nogle ideer ... Det var højst tvivlsomt, om der overhovedet var nogen købere til et angreb på jesuitterne. Frimurerne, måske, men jeg havde ingen forbindelser i det miljø. Det var ikke udelukket, at jesuitter omvendt kunne være interesseret i nogle dokumenter, der satte frimurerne i et dårlig lys, men dem følte jeg mig endnu ikke i stand til at fremstille. Mod Napoleon? Det var i hvert fald ikke noget, regeringen ville aftage, og hvad republikanerne angik, var der ikke så meget at sige efter Sue og Joly. Mod republikanerne? Også på den front havde regeringen tilsyneladende alt, hvad den skulle bruge, og hvis man havde forelagt nogle informationer om fourieristerne for Lagrange, ville han slå en høj latter op, for hvem ved hvor mange politispioner, der ikke allerede havde deres gang i boghandelen i rue de Beaune.

Hvem var der så tilbage? Jøderne, for pokker. Jeg havde nok hældet til den antagelse, at det kun var min morfar, der var besat af dem, men da jeg havde lyttet til Toussenel, forstod jeg, at der tegnede sig et antihebraisk marked ikke bare blandt abbed Barruels mulige efterkommere (og det var ikke så få), men også blandt de revolutionære, republikanerne og socialisterne. Jøderne var fjender af kirken, men også af almuen, som de udsugede, og – afhængig af regeringsformen – også af tronen. Jeg måtte tage fat på jøderne.

Jeg forstod, at det ikke var nogen let opgave. Det var muligt, at man kunne dupere visse kirkelige kredse med et opkog af Barruels materiale, hvor jøderne havde gjort fælles sag med frimurere og tempelherrer om at lægge i kakkelovnen til den franske revolution, men den slags ville slet ikke interessere en socialist som Toussenel. Ham måtte man fortælle noget mere præcist om forholdet mellem jøder, kapitalakkumulation og det britiske komplot.

Jeg begyndte at ærgre mig over, at jeg i hele mit liv havde vægret mig mod at møde en jøde. Nu forstod jeg, at jeg i virkeligheden var meget uvidende om genstanden for min afsky – der med tiden var blevet stærkere og stærkere og mere forbitret.

Jeg var fuldstændig fordybet i disse spekulationer, da netop Lagrange gav mig nyt håb. Som det vil være fremgået, satte Lagrange mig altid stævne på de mest usandsynlige steder, og denne gang var det på Pêre-Lachaise-kirkegården. Men manden havde jo ret; man ville forveksle os med pårørende, der aflagde en af deres kære et besøg, eller romantikere, der dvælede ved fortiden. Vi lagde for det tilfældes skyld ansigterne i alvorlige folder og kredsede om Abélard og Héloïses grav, som hjemsøgtes af kunstnere, filosoffer og sværmeriske sjæle – spøgelser i spøgelsers selskab.

– Nuvel, Simonini, jeg vil gerne præsentere Dem for oberst Dimitri, det eneste navn, han er kendt under i vores kredse. Han arbejder for Tredje Departement i det kejserlige russiske kancelli. Hvis De tager til Sankt Petersborg og spørger til dette Tredje Departement, vil alle være fuldstændig himmelfaldne, for officielt eksisterer det ikke. Det er agenter, hvis opgave det er at følge med i dannelsen af revolutionære grupper, og hos dem er problemet langt større end hos os. De er nødt til at forsvare sig mod dekabristernes arvinger, mod anarkister og nu også mod utilfredse såkaldte frigjorte bønder. Zar Aleksandr ophævede for nogle år siden livegenskabet, men nu skal cirka tyve millioner frie bønder betale deres tidligere herremænd for brugsretten til en jordlod, der ikke er stor nok til, at de kan leve af den, og mange af dem strømmer ind til byerne for at søge arbejde ...

– Og hvad forventer denne oberst Dimitri så af mig?

– Han er i færd med at indsamle, hvordan skal jeg udtrykke det ... kompromitterende dokumenter om det jødiske problem. Der er langt flere jøder i Rusland end her hos os, og i landsbyerne udgør de en trussel mod de russiske bønder, fordi de kan læse, skrive og ikke mindst regne. For ikke at tale om byerne, hvor man formoder, at mange af dem melder sig ind i samfundsomstyrtende organisationer. Mine russiske kolleger står over for et dobbelt problem: På den ene side skal de forsvare sig mod jøderne, når og i tilfælde af at de udgør et reelt problem, og på den anden side skal de forsøge at omdirigere landproletariatets utilfreds mod dem. Men Dimitri vil selv forklare Dem det hele. Det kommer slet ikke os ved. Vores regering har et udmærket forhold til grupper af jødiske finansfolk, og den har bestemt ingen interesse i at vække utilfredshed i de kredse. Vi vil bare gøre russerne en tjeneste. I vores fag vasker den ene hånd den anden. Officielt har De overhovedet ikke noget med os at gøre, Simonini, og vi låner Dem hellere end gerne til oberst Dimitri. Åh, det er sandt, inden Dimitri kommer, vil jeg råde Dem til at sætte Dem grundigt ind i Alliance Israélite Universelle, som blev grundlagt her i Paris for cirka seks år siden. Det er læger, journalister, jurister, forretningsmænd ... Blomsten af Paris’ jødiske samfund. Alle sammen med skal vi sige liberale anskuelser, og med sympatier, der i hvert fald er mere republikanske end bonapartistiske. Tilsyneladende er det foreningens formål, i menneskerettighedernes navn, at hjælpe forfulgte mennesker af enhver religion eller nationalitet. Indtil det modsatte er bevist, er der tale om bundhæderlige borgere, men det er ikke let at infiltrere dem med nogle af vores folk, for jøder kender og genkender hinanden og snuser hinanden bagi som hunde. Jeg havde imidlertid tænkt mig at sætte Dem i forbindelse med en mand, som har vundet Alliancens tillid. Det er en vis Jakob Brafmann, en jøde, der er gået over til den kristne ortodokse tro, og som siden er blevet professor i hebraisk ved det teologiske seminarium i Minsk. Han opholder sig kortvarigt i Paris og er udsendt af netop oberst Dimitri og hans Tredje Departement, og det var ikke svært for ham at skaffe sig adgang til Alliance Israélite, da nogle af medlemmerne kendte ham som en trosfælle. Han kan fortælle Dem noget om foreningen.

– Undskyld, monsieur Lagrange. Hvis denne Brafmann er oberst Dimitris meddeler, er Dimitri allerede bekendt med alt, hvad Brafmann måtte fortælle mig, og så er det vel meningsløst, at jeg fortæller ham det igen.

– Vær nu ikke naiv, Simonini. Selvfølgelig er det ikke meningsløst. Hvis De giver Dimitri de samme efterretninger, som han allerede har fået af Brafmann, vil De i hans øjne fremstå som en troværdig kilde, der bekræfter det, han allerede ved.

Brafmann. Ihukommende farfars beretninger forventede jeg at møde en person med en gribbelignende profil, tykke læber med en stærkt udstående underlæbe, som det også ses hos negre, dybtliggende og sædvanligvis svømmende øjne, mere sammenknebne øjenlåg end hos andre racer, bølget eller kruset hår, udstående ører ... I stedet stod jeg ansigt til ansigt med en herre, der nærmest lignede en munk, med et smukt, gråsprængt skæg og tætte og buskede øjenbryn med nærmest mefistofeliske totter i øjenkrogene, som jeg tidligere havde set det hos russere og polakker.

Det forholder sig åbenbart sådan, at omvendelsen forvandler ansigtstrækkene og ikke kun de sjælelige egenskaber.

Manden havde en enestående forkærlighed for god mad, skønt han fremviste den grådighed, der er så typisk for provinsborgeren, som vil smage det hele og ikke har sans for at sætte en ordentlig menu sammen. Vi spiste frokost på Roncher de Cancale i rue Montorgueil, hvor man engang fik de bedste østers i hele Paris. Stedet var lukket en snes år tidligere og var siden blevet genåbnet af en ny ejer. Det var ikke, hvad det havde været, men østers havde de endnu, og mere behøvede en russisk jøde ikke. Brafmann nøjedes med at smage nogle dusin belons og bestilte derefter en bisque d’écrevisses.

– For at overleve i fire tusind år måtte et så livskraftigt folkeslag danne en egen forvaltning i hvert eneste land, hvor det slog sig ned, en stat i staten, som er blevet opretholdt i alle årene og alle vegne, også under dets årtusindlange diaspora. Nuvel, jeg har fundet dokumenter, som beviser eksistensen af denne stat og af denne lov, Kahal.

– Og det er?

– Institutionen går tilbage til Moses’ tid, men efter diasporaen har den ikke fungeret i fuld offentlighed, men har været henvist til en skyggetilværelse i synagogerne. Jeg har fundet dokumenterne fra en sådan Kahal, den i Minsk, fra 1794 til 1830. Det hele er nedfældet, selv den mindste handling er registreret.

Han rullede nogle dokumenter ud, dækket af tegn, som jeg ikke kunne tyde.

– Alle jødiske samfund regeres af en Kahal, og de er underlagt en uafhængig domstol, en Bet-Din. Disse dokumenter stammer fra en sådan Kahal, men er åbenbart identiske med dokumenterne fra en hvilken som helt Kahal. Det fremgår af dem, at medlemmerne af et samfund udelukkende skal adlyde deres interne domstol, og ikke domstolene i deres værtsland. Den opstiller regler for, hvordan de skal fejre deres højtider, slagte deres dyr til deres særlige køkken, idet de sælger de urene og fordærvede dele til de kristne, for hvordan enhver jøde af sin Kahal kan købe en kristen, som han kan udnytte gennem åger, indtil han har bemægtiget sig alt, hvad han ejer, og ingen anden jøde kan gøre krav på den samme kristne ... Den manglende barmhjertighed over for de lavere klasser og den riges udbytning af de fattige er ifølge Kahal ikke forbrydelser, men dyder, når den blot praktiseres af en af Israels sønner. Det hævdes fra nogle sider, at navnlig jøderne i Rusland er fattige, og det er sandt: Mange jøder er ofre for en hemmelig regering, som ledes af rige jøder. Jeg, der selv er født jøde, kæmper ikke mod jøderne, men mod den judaiske tanke, som vil sætte sig i kristendommens sted ... Jeg elsker jøderne. Jesus, som de slog ihjel, er mit vidne ...

Brafmann fik pusten igen og bestilte en aspic de filets mignons de perdreaux. Men han vendte næsten omgående tilbage til sine papirer, som han bladrede i med skinnende øjne.

– Og det er alt sammen autentisk, kan De nok se. Det ses på det gamle papir, på den ensartede håndskrift hos den notar, der har udfærdiget dokumenterne og underskrifterne, der er ens fra den ene dato til den anden.

Fra Lagrange vidste Brafmann, som havde oversat dokumenterne til fransk og tysk, at jeg var i stand til at fremstille autentiske dokumenter, og nu bad han mig om at udfærdige en fransk udgave, der tilsyneladende skulle være ligeså gammel som originalteksterne. Det var vigtigt at have disse dokumenter på flere forskellige sprog, så man kunne vise de russiske efterretningstjenester, at Kahal-ideen blev taget alvorligt i flere europæiske lande, og at den navnlig var populær hos Alliance Israélite i Paris.

Jeg spurgte, hvordan disse dokumenter, der stammede fra et isoleret jødisk samfund i Østeuropa, kunne betragtes som et bevis på, at denne Kahal var et verdensomspændende fænomen. Brafmann svarede, at jeg kunne være ganske rolig. De tjente blot som et belæg for, hvad han sagde, et bevis på, at det hele ikke var pure opspind – og i øvrigt ville hans bog levere en overbevisende afsløring af den sande Kahal, den store blæksprutte, hvis fangarme rakte ud efter den civiliserede verden.

Her fik han et hårdt drag om munden og antog næsten det rovfugleagtige udseende, der angiveligt skulle røbe den jøde, som han trods alt stadig var.

– De grundlæggende følelser, der præger den talmudiske ånd, er en hæmningsløs stræben efter at beherske verden, et umætteligt ønske om at besidde alle de rigdomme, der tilhører ikke-jøder, og vreden mod de kristne og Jesus Kristus. Så længe Israel ikke omvender sig til Jesus, vil de kristne lande, der er værter for dette folk, altid blive betragtet af dem som en åben sø, hvor det står enhver jøde frit for at fiske, som det hedder i Talmud.

Udmattet af den iver, hvormed han fremlagde sine anklager, bestilte Brafmann nogle escalopes de poularde au velouté, men retten faldt ikke i hans smag, og han bad i stedet om nogle filets de poularde piques aux truffes. Så fiskede han et sølvur op af vestelommen og sagde:

– Ak, klokken er mange. Det franske køkken er sublimt, men serveringen er langsommelig. Jeg har en uopsættelig aftale og er nødt til at gå. Lad mig vide, kaptajn Simonini, om De kan skaffe det papir og blæk, der skal til.

Brafmann nippede, afslutningsvis, til en vanillesoufflé. Og jeg havde forventet at en jøde, skønt konvertit, ville have overladt regningen til mig. Men Brafmann insisterede tværtimod, med en flot gestus, på at give det, som han nonchalant kaldte en bid brød. Den russiske efterretningstjeneste lønnede ham formentlig fyrsteligt.

Jeg var temmelig rådvild, da jeg kom hjem. Et dokument, der var udfærdiget for et halvt hundred år siden i Minsk, med anvisninger, der var så detaljerede, at de opstillede regler for, hvem man skulle undlade at invitere med til en fest, var ikke noget bevis for, at de store bankierer i Paris og Berlin var omfattet af de samme regler. Og desuden: Man må aldrig nogensinde arbejde med autentiske eller halvautentiske dokumenter! Hvis de findes et eller andet sted, kan nogen give sig til at lede efter dem og bevise, at et eller andet er upræcist gengivet ... For at virke overbevisende skal et dokument være udfærdiget fra grunden, og man skal om muligt undlade at fremvise originalen og kun omtale den som noget, man har hørt om, så ingen kan gå tilbage til en eksisterende kilde. Ligesom det skete med de hellige tre konger, som Matthæus omtaler i et par vers uden at sige hverken, hvad de hed, hvor mange de var, eller at de var konger. Resten er alt sammen folkelige overleveringer. Ikke desto mindre betragter folk dem som lige så virkelige som Josef og Maria, og jeg ved, at man et eller andet sted ærer deres jordiske rester. Afsløringerne skal være usædvanlige, foruroligende, eventyrlige. Kun sådan bliver de troværdige og vækker vrede. Hvad rager det måske en vinbonde i Champagne, at jøderne pålægger hinanden at fejre deres døtres bryllupper på en bestemt måde? Beviser det måske, at de er ude på at bestjæle ham?

Da forstod jeg, at jeg allerede havde et fældende bevis eller rettere, jeg havde en overbevisende ramme – bedre end den Faust af Gounod, som i årevis havde begejstret pariserne. Jeg tænkte naturligvis på frimurernes møde på Tordenbjerget, på Joseph Balsamos plan og jesuitternes natlige sammenkomst på kirkegården i Prag.

Hvad skulle baggrunden være for jødernes planer om at sikre sig verdensherredømmet? Begæret efter guld, naturligvis, i overensstemmelse med den idé, Toussenel havde givet mig. Verdensherredømme for at sætte monarker og regeringer i alarmberedskab, begær efter guld for at tilfredsstille socialister, anarkister og revolutionære, ødelæggelsen af den kristne kulturs sunde principper for at forurolige pave, biskopper og præster. Og så kunne jeg tilføje lidt af den bonapartistiske kynisme, som Joly så udmærket havde beskrevet, og af jesuitternes hykleri, som både Joly og jeg havde erfaret fra Sue.

Jeg gik på biblioteket igen, men denne gang i Paris, hvor udbuddet var langt større end i Torino, og jeg fandt straks nogle billeder af kirkegården i Prag. Den havde eksisteret siden middelalderen, og da den ikke måtte brede sig uden for det anviste område, var gravene i århundredernes løb blevet anlagt oven på hinanden med det resultat, at der var begravet op mod hundred tusind mennesker på den. Gravstenene stod så tæt, at de næsten rørte hinanden, overskygget af hyldetræer og uden formildende portrætter af de døde, for jøder er hundeangst for billeder. Kunstneren havde muligvis været fascineret af stedet og havde overdrevet fremstillingen af denne vrimmel af gravsten, der stod som vindblæste buske på heden, bøjet ned mod jorden af samtlige vinde. Stedet lignede en gammel, tandløs heks med munden på vid gab. Men takket være nogle mere fantasifulde graveringer, hvor kirkegården var badet i månelys, stod det mig straks klart, hvad jeg kunne få ud af denne trolddomsagtige stemning, hvis jeg mellem det, der lignede gulvfliser, som lå hulter til bulter efter et jordskælv, anbragte nogle konspirerende rabbinere, krumbøjede, indhyllede og formummede med deres grålige gedeskæg, og ligesom de gravsten, de lænede sig op ad, ludende i alle retninger, så de lignede en skov af stivnede spøgelser i natten. Og i midten stod rabbi Löws gravsted, manden, som i 1600-tallet havde skabt en golem, et frygteligt uhyre, som skulle hævne al den uret, der var blevet begået mod jøder.

Det var bedre end Dumas, og bedre end jesuitterne.

Mit dokument skulle naturligvis fremstå som en mundtlig beretning fra et øjenvidne til det skrækkelige natlige optrin, et vidne, der var nødt til at bevare sit inkognito, fordi det ellers satte livet på spil. Vedkommende skulle, forklædt som rabbiner, gå ind på kirkegården ved nattetide, inden den varslede ceremoni, og skjule sig bag den stendynge, der udgjorde resterne af rabbi Löws grav. På slaget tolv – som om en kristen kirke i det fjerne på blasfemisk vis havde ringet til den jødiske forsamling – skulle tolv skikkelser hyldet i mørke kapper ankomme, og en stemme, der syntes at udgå fra gravens dyb, ville hilse dem som de tolv Rosche-Bathe-Abboth, lederne af Israels tolv stammer, og hver af dem ville svare: »Vi hilser dig, o søn af den fordømte«.

Scenen var sat. Ligesom på Tordenbjerget oplader den, der har sat mændene stævne, sin røst og spørger: »Der er gået hundred år siden vores sidste møde. Hvor kommer I fra, og hvem repræsenterer I?« Og stemmerne svarer på skift: rabbi Juda fra Amsterdam, rabbi Benjamin fra Toledo, rabbi Levi fra Worms, rabbi Manassa fra Pest, rabbi Gad fra Krakow, rabbi Simeon fra Rom, rabbi Sebulon fra Lissabon, rabbi Ruben fra Paris, rabbi Dan fra Konstantinopel, rabbi Asser fra London, rabbi Isacher fra Berlin, rabbi Naphtali fra Prag. Derpå beder stemmen, eller rettere den trettende deltager, hver af de andre redegøre for, hvilke rigdomme deres samfund besidder og medregner også de rigdomme, som Rothschilds og de øvrige succesfulde jødiske bankierer kan mønstre. Det samlede resultat er seks hundred franc pr. hoved fordelt på de tre en halv millioner jøder, der bor i Europa, altså to milliarder franc i alt. Endnu ikke tilstrækkeligt til at ødelægge tohundred femogtres millioner kristne, kommenterer den trettende stemme, men dog en begyndelse.

Jeg havde endnu ikke udtænkt, hvad der videre skulle siges, men jeg havde forestillet mig, hvordan det skulle ende. Den trettende stemme fremmanede rabbi Löwis ånd, et blåligt skær steg op fra hans grav. Det blev stadig skarpere og mere blændende, hvorefter hver af de tolv kastede en sten på stendyngen, og lyset gradvis fortog sig. De tolv var nu næsten forsvundet i hver sin retning, opslugt (som man siger) af mørket, og der hvilede igen en bleg og spøgelsesagtig, melankolsk stemning over kirkegården.

Altså Dumas, Sue, Joly, Toussenel. Jeg manglede stadig, foruden den mesterlige fader Barruel, som havde været min åndelige vejleder i hele denne rekonstruktion, at rådspørge en glødende katolik. I netop de dage havde Lagrange, som opfordrede mig til at fremskynde mine kontakter til Alliance Israélite, nævnt Gougenot des Mousseaux for mig. Jeg havde hørt om ham. Han var en legitimistisk katolik, som hidtil havde beskæftiget sig med magi, dæmonologi, hemmelige selskaber og frimureri.

– Han er, så vidt vi ved, ved at lægge sidste hånd på en bog om jøderne og judaiseringen af de kristne folk. Jeg ved ikke, om De forstår, hvor jeg vil hen. De kunne måske have gavn af at møde ham for at indsamle tilstrækkeligt mange oplysninger til at tilfredsstille vores russiske venner. Vi vil selv gerne vide lidt mere om, hvad han går og sysler med, da det gode forhold mellem vores regering, kirken og de jødiske finansfolks kredse nødig skulle forplumres. De kunne give Dem ud for en person, der giver sig af med hebraiske studier og beundrer hans værker. Vi har en, der kan introducere Dem for ham, en vis abbed Dalla Piccola, som allerede har gjort os adskillige tjenester.

– Jamen, jeg taler ikke hebraisk, sagde jeg.

– Hvem siger, at Gougenot gør det? Det er ikke nødvendigt at tale med folk for at hade dem.

Nu mindes jeg (pludselig!) mit første møde med abbed Dalla Piccola. Det er, som om han står lyslevende foran mig. Og synet af ham får mig til at indse, at han ikke er min dobbeltgænger eller lignende, for han er tilsyneladende mindst tres år, nærmest pukkelrygget, skeløjet og har udstående tænder. Abbed Quasimodo, tænkte jeg dengang ved synet af ham. Desuden talte han med tysk accent. Jeg husker, at Dalla Piccola hviskede til mig, at man skulle holde øje med ikke kun jøderne, men også frimurerne, for de var til syvende og sidst en del af den samme sammensværgelse. Jeg mente nu, at man skulle undgå at åbne mere end én front ad gangen og slog det hen, men på nogle af abbedens hentydninger forstod jeg, at jesuitterne var interesseret i oplysninger om frimurernes små loger, for kirken var i færd med at forberede en voldsom offensiv mod frimureriets syge.

– Hvis De en dag skal i forbindelse med nogle af disse miljøer, kan De i hvert fald trygt henvende Dem til mig, sagde Dalla Piccola, jeg er selv medlem af en parisisk loge, og jeg har mange gode kontakter i miljøet.

– De, en abbed? sagde jeg.

Dalla Piccola svarede smilende: – Hvis De vidste, hvor mange abbeder, der er frimurere ...

Foreløbig havde jeg fået et møde i stand med chevalier Gougenot de Mousseaux. Han var halvfjerds år og allerede temmelig åndssvækket, men overbevist om sine få, fikse ideer og udelukkende optaget af at bevise det ondes eksistens – foruden af troldmænd, magere, spiritister, mesmerister, jøder, hedenske præster og sågar elektrisører, som hævdede, at der fandtes en form for vitalt princip.

Han talte som et vandfald og begyndte med tidernes morgen. Jeg lyttede resigneret til den gamle mands betragtninger om Moses, farisæerne, det jødiske synedrium og Talmud, men samtidig havde Gougenot budt mig på en glimrende cognac og distræt ladet flasken blive stående på et lille bord foran sig, så jeg slog mig til tåls.

Han betroede mig, at andelen af faldne kvinder var højere blandt jøder end blandt kristne (som om, tænkte jeg, vi ikke vidste det fra evangelierne, hvor Jesus ikke kan gå nogen steder uden at møde en synderinde). Så gik han over til at påvise, at der i den talmudiske morallære ikke fandtes noget ord for næsten, og at vores forpligtelser over for vores næste ikke var nævnt med et ord, hvilket forklarer og på sin vis også retfærdiggør jødernes hensynsløshed, når det gælder at splitte familier, vanære unge piger og sætte enker og gamle folk på gaden efter at have udsuget dem gennem åger. Og ligesom antallet af prostituerede var også antallet af forbrydere større blandt jøder end blandt kristne.

– Er De klar over, at ud af tolv sager om tyveri, der blev indbragt for retten i Leipzig, var gerningsmanden i elleve tilfælde jøde? udbrød Gougenot og tilføjede med et ondskabsfuldt smil: På Golgata var der da også to røvere og en retfærdig mand. Og de forbrydelser, jøder begår, er generelt blandt de mest modbydelige, det være sig bedrageri, falskneri, åger, svigagtig fallit, smugleri, pengefalsk, pengeafpresning, og så har jeg vist sagt rigeligt.

Efter næsten en times detaljer om ågerforretninger nåede han frem til den mest pikante del, nemlig barnemord og kannibalisme, og til sidst, nærmest som en modvægt til disse mørkets gerninger, faldt talen på en fuldkommen åbenlys praksis, de jødiske pengemænds almindeligt kendte unoder og de franske myndigheders manglende evne til at standse og straffe dem.

De mest interessante, men ikke særligt anvendelige ting, kom frem, da Mousseaux, som om han selv var jøde, fremhævede jødernes intellektuelle overlegenhed i forhold til de kristne, idet han støttede sig til de samme udtalelser af Disraeli, som jeg havde hørt fra Toussenel. I det stykke var de fourieristiske socialister og de katolske monarkister åbenbart enige om jødedommen – og tilsyneladende i opposition til den folkelige forestilling om den rakitiske og sygelige jøde. Det var selvfølgelig sandt, at jøderne, da de aldrig havde dyrket hverken legemsfærdighed eller krigskunst (tænk blot på, hvor stor vægt grækerne lagde på idrætslege) var skrøbelige og havde et svageligt helbred, men de levede længere, var umådeligt frugtbare – hvilket skyldtes deres umættelige seksuelle appetit – og immune over for mange sygdomme, som ramte resten af menneskeheden, og dermed udgjorde de en endnu farligere invasionsstyrke.

– Kan De måske forklare, hvorfor jøderne næsten altid har overlevet koleraepidemier, selv om de levede i byernes mest usunde kvarterer? sagde Gougenot. I et skrift om pesten i 1346 skriver en samtidig historiker, at jøderne af uforklarlige grunde ikke er blevet smittet med den i noget land, Frascator fortæller os, at kun jøderne undslap tyfusepidemien i 1505, Degner påviser, at jøderne var de eneste, der overlevede dyssenteriepidemien i Nijmegen i 1736, Wawruch har bevist, at der ikke er nogen tilfælde af bændelorm blandt Tysklands jødiske befolkning. Hvad siger De så? Hvordan er det muligt, når det er det mest snavsede folkefærd i verden, og de kun gifter sig med deres blodsbeslægtede? Det er naturstridigt. Kan det skyldes denne særlige diæt, de følger, hvis regler er en gåde for os? Eller omskæringen? Hvad er det for en hemmelighed, som gør dem stærkere end os, selv om de tilsyneladende er svagere? En så lumsk og mægtig fjende skal bekæmpes med alle midler, siger jeg. Er De klar over, at der, dengang de ankom til det forjættede land, kun var seks hundred tusind mandlige jøder, og hvis man regner med fire personer for hver voksen mand, var den samlede befolkning på kun to en halv million? Men på kong Salomons tid var der en million og tre hundred tusind våbenføre mænd, og altså fem millioner sjæle, hvilket allerede er det dobbelte. Og i dag? Det er vanskeligt at beregne deres antal i betragtning af, at de er spredt ud over samtlige kontinenter, men de mest forsigtige skøn taler om ti millioner. De formerer sig, de formerer sig ...

Han var tilsyneladende fuldstændig udmattet af raseri, og jeg var fristet til at byde ham på et glas af hans egen cognac. Men han kom til hægterne igen, så da han nåede til messianismen og kabbalaen (og dermed tog tilløb til en gennemgang af sine egne bøger om magi og satanisme), befandt jeg mig efterhånden i en salig rus, og det lykkedes mig mirakuløst at komme på benene og sige farvel og tak.

Alt for meget af det gode, tænkte jeg. Hvis jeg videregiver alle disse oplysninger i et dokument med adresse til folk som Lagrange, risikerer jeg, at de hemmelige efterretningstjenester kaster mig i et fangehul, måske i Château d’If, som det passer sig for en hengiven Dumas-læser. Måske undervurderede jeg dengang Mousseaux’ bog, for mens jeg skriver, husker jeg, at Le juif, le judaïsme et la judaïsation des peuples chrétiens, et lille bind på næsten seks hundred sider, da den siden udkom i 1869, fik både pave Pius 9.s velsignelse og stor succes hos publikum. Men det var netop det, jeg efterhånden havde på fornemmelsen: Alle vegne blev der udgivet en mængde antijudaiske pamfletter og bøger, så der var al mulig grund til at være selektiv.

På min kirkegård i Prag skulle rabbinerne sige noget, der havde folkelig appel og var letforståeligt og på en eller anden måde nyt. Ikke noget om de rituelle børnemord, som man efterhånden havde talt om i flere hundred år, så folk troede lige så meget på dem, som de troede på hekse; når bare man ikke lod børn gå rundt i nærheden af en ghetto.

Således gav jeg mig igen til at skrive på min rapport om de foruroligende hændelser på den skæbnesvangre nat. Den første, der tog ordet, var den trettende stemme:

– Vore fædre pålagde Israels udvalgte, at de en gang hvert århundrede skulle forsamles omkring den hellige rabbiner Simeon-Ben-Jehudas grav. Det er nu atten hundred år siden, at den magt, som var blevet lovet Abraham, blev frataget os af den kristne tro. Israels folk er blevet trådt under fode, ydmyget af sine fjender, ustandselig truet med død og overgreb, men det har holdt stand. Hvis det er blevet spredt ud over hele Jorden, så skal hele Jorden også tilhøre det. Og os har guldkalven tilhørt siden Arons tid.

– Ja, sagde rabbi Isacher så, når vi alene ejer alt guld på Jorden, vil den sande styrke overgå til os.

– Det er tiende gang efter tusind års grusom og uafbrudt kamp mod vore fjender, at de udvalgte fra hver generation i Israels folk forsamles her på denne kirkegård, omkring vor rabbiner Simeon-Ben-Jehudas grav, fortsatte den trettende stemme. Men i intet andet århundrede er det lykkedes vore forfædre at samle så meget guld, og dermed så megen styrke. I Paris, i London, i Wien, i Berlin, i Amsterdam, i Hamburg, i Rom, i Napoli og hos samtlige medlemmer af slægten Rotschild er israelitterne herrer over den finansielle situation ... Rabbi Ruben, tal du, som ved, hvordan tingene står til i Paris.

– Alle kejsere, konger og fyrster er ved at segne under deres gæld til os, som de har skaffet sig for at kunne opretholde deres hære og understøtte deres vaklende troner, sagde nu Ruben. Vi skal derfor gøre det stadig lettere for dem at optage lån, så vi – som en sikkerhed for den kapital, vi stiller med til deres lande – får kontrol over deres jernbaner, deres miner, deres skove, deres store smedjer og fabrikker og andre former for fast ejendom, foruden deres skattebeskrivning.

– Og lad os ikke glemme landbruget, som til alle tider vil være ethvert lands store rigdom, brød Simeone fra Rom ind. De store jordbesiddelser er tilsyneladende stadig urørlige, men hvis det lykkes os at overbevise regeringerne om, at de skal udstykke disse store godser, vil det være lettere at opkøbe dem.

Så sagde rabbi Juda fra Amsterdam:

– Men mange af vore israelitiske brødre lader sig omvende og døbe i den kristne tro ...

– Det spiller ingen rolle! svarede den trettende stemme. Vi kan få god brug for disse konvertitter. Selv om deres legeme er blevet døbt, vil de i ånden forblive tro mod Israel. Om hundred år vil det ikke længere være Israels sønner, der vil lade sig kristne, men mange kristne vil tværtimod overgå til vores hellige tro. Da vil Israel afvise dem med foragt.

– Men først og fremmest må vi ikke glemme, at den kristne kirke er vores værste fjende, sagde rabbi Levi. Vi må udbrede den frie tankes og skepticismens ideer blandt de kristne og demoralisere de kristne præster.

– Lad os udbrede den fremskridtstanke, som i sin yderste konsekvens fører til alle religioners ligestilling, istemte rabbi Manasse. Lad os kæmpe for, at der ikke længere skal undervises i kristendomskundskab i skolerne. Med snilde og flid vil israelerne sagtens kunne indtage lærestolene og embederne i de kristne skoler. Dermed vil den religiøse opdragelse udelukkende blive overdraget til familierne, og da de fleste familier ikke har tid til at bibringe børnene denne form for kundskaber, vil den religiøse ånd gradvis slækkes.

Nu var det rabbi Dan fra Konstantinopels tur til at tale:

– Og først og fremmest må handel og spekulation aldrig slippe os af hænde. Vi må bemægtige os handlen med spiritus, med smør, brød og vin, for dermed vil vi sikre os det fulde herredømme over hele landbruget og i det hele taget hele den agrare økonomi.

Og Naphtali fra Prag sagde:

– Lad os stræbe efter domstolene og advokaturen. Og hvorfor skulle israeliterne ikke kunne blive undervisningsministre, når de så ofte har bestredet embedet som finansministre?

Til sidst talte rabbi Benjamin fra Toledo:

– Vi bør ikke være fremmede for noget område af samfundslivet: Filosofi, medicin, jura, musik, økonomi eller kort sagt alle grene af videnskaben, kunsten og litteraturen er et stort felt, hvor vi skal udmærke os med vores begavelse. Og ikke mindst medicinen! En læge har adgang til familiens inderste hemmeligheder, og han har de kristnes liv og helbred i sin hule hånd. Og vi må fremme giftermål mellem israelitter og kristne. At der blandes en smule urent blod i vores slægt, som er Guds udvalgte, spiller ingen rolle, når blot vore sønner og døtre gifter sig ind i magtfulde kristne familier.

– Lad os afslutte dette møde, sagde den trettende stemme, hvis penge er det, der øver størst magt i denne verden, så spiller det trykte ord en næsten ligeså vigtig rolle. Vores folk skal lede alle dagblade i samtlige lande. Når vi først har den fulde magt over pressen, kan vi ændre offentlighedens holdning til spørgsmål som ære, dyder og retskaffenhed og rette et første angreb på familieinstitutionen. Vi vil foregive, at vi er ivrigt optaget af de sociale problemer, der er på dagsordenen, vi må have kontrol over proletariatet, få vores agitatorer infiltreret i de sociale bevægelser og sørge for, at vi kan fremprovokere en rejsning, når vi vil, drive proletaren til at gå på barrikaderne, starte en revolution, og alle disse katastrofer vil bringe os nærmere vores endelige mål: At regere over Jorden, som det er blevet os lovet af vores stamfader og første patriark, Abraham. Da vil vores magt brede sig som et kæmpemæssigt træ, hvis grene vil bugne af de frugter, der kaldes rigdom, velbehag, lykke og magt som kompensation for de uværdige vilkår, som har været Israels folks skæbne i århundreder.

Således sluttede, så vidt jeg husker, rapporten fra kirkegården i Prag.

Nu, da jeg er færdig med min rekonstruktion, føler jeg mig udmattet – måske fordi jeg under de mange timers åndeløs skrivning fik en lille gibbernakker eller to til at styrke mig på og klare tankerne. Og dog har jeg siden i går lidt af appetitløshed, og hvis jeg spiser noget, får jeg kvalme. Når jeg vågner, kaster jeg op. Måske arbejder jeg for meget. Eller også er jeg blevet grebet af et altfortærende had. Når jeg nu, så mange år senere, genlæser det, jeg dengang skrev om kirkegården i Prag, forstår jeg, at denne erfaring, denne min overbevisende rekonstruktion af den jødiske konspiration, denne afsky, som i min barndom og i mine ungdomsår var (hvordan skal jeg udtrykke det?) abstrakt og forstilt, som en katekismus, farfar havde indprentet mig, nu var blevet kød og blod, og siden det var lykkedes mig at genoplive den uhyggelige natlige sammenkomst, havde mit had til jødernes lumskhed forvandlet sig fra en abstrakt forestilling til en ubændig og dybfølt besættelse hos mig. Man skulle virkelig have været på kirkegården i Prag den nat, eller i det mindste læse mit vidnesbyrd om begivenhederne, for at forstå, at vi ikke længere kunne tolerere, at den fordømte race forgiftede vores liv!

Først da jeg havde læst dokumentet flere gange, forstod jeg til fulde, at jeg havde en mission. Det skulle for enhver pris lykkes for mig at sælge min rapport til en eller anden, og kun hvis jeg tog mig meget dyrt betalt for den, ville folk tro på den og medvirke til at gøre den troværdig ...

Men i aften må jeg hellere indstille skrivningen. Hadet (eller bare mindet om det) sætter sindet i kog. Jeg ryster på hænderne. Jeg må sove, sove, sove.