14

BIARRITZ

5. april 1897, sidst på formiddagen

Jeg vågnede sent og fandt Deres korte notat i min dagbog. De er tidligt på færde. Gode gud, hr. abbed, hvad vil De ikke tænke, hvis De en af disse dage (eller nætter) læser, hvad jeg her skriver. Men hvem er De egentlig? I dette øjeblik husker jeg nemlig pludselig, at jeg slog Dem ihjel allerede inden krigen! Hvordan kan jeg tale til et spøgelse?

Har jeg slået Dem ihjel? Hvorfor er jeg pludselig vis på det? Jeg må forsøge at rekonstruere. Men først skal jeg have noget at spise. Besynderligt, i går kunne jeg ikke tænke på mad uden at føle væmmelse, og nu kunne jeg spise alt, hvad det skulle være. Hvis jeg kunne bevæge mig frit omkring, burde jeg nok opsøge en læge.

Da jeg havde færdiggjort min rapport om mødet på kirkegården i Prag, var jeg parat til at møde oberst Dimitri. Eftersom jeg huskede, hvor godt Brafmann havde taget imod det franske køkken, inviterede jeg også hans foresatte på Rocher de Cancale, men Dimitri var åbenbart ikke interesseret i mad og sad bare og stak til det, han havde bestilt. Hans øjne var en anelse skæve, med to stikkende pupiller, der fik mig til at tænkte på en mår, selv om jeg aldrig havde set en mår og den dag i dag heller ikke har set nogen (jeg hader mårer, ligesom jeg hader jøder). Det slog mig, at Dimitri havde en bemærkelsesværdig evne til at bringe sin samtalepartner i forlegenhed.

Han læste opmærksomt min rapport igennem og sagde:

– Meget interessant. Hvor meget?

Det var en fornøjelse at handle med den slags folk, og jeg sagde henkastet et beløb, som muligvis var eksorbitant – halvtreds tusind franc – med henvisning til, hvor meget mine meddelere havde kostet mig.

– Det er for dyrt, sagde Dimitri. Eller rettere: Det er for dyrt for mig. Måske kan vi dele udgifterne. Vi har et godt forhold til det preussiske efterretningsvæsen, og de har også et jødisk problem. Jeg giver Dem femogtyve tusind franc og tilladelse til at give dette dokument videre til preusserne, som betaler den anden halvdel. Jeg sørger for at underrette dem. De vil naturligvis forlange at få det originale dokument ligesom det, De nu giver mig, men jeg forstår på min ven Lagrange, at De er dygtig til at mangfoldiggøre originaler. Manden, der vil kontakte Dem, hedder Stieber.

Mere sagde han ikke. Han afslog høfligt, da jeg ville byde ham på en cognac, bukkede formelt, mere tysk end russisk, ved at bøje hovedet vinkelret mod den ranke krop, og forsvandt. Regningen betalte jeg.

Jeg bad om et møde med Lagrange, som allerede havde fortalt mig om denne Stieber, den øverste preussiske spionchef. Han var specialist i at indhente efterretninger uden for sit lands grænser, men han havde også evnen til at infiltrere organisationer og bevægelser, som var til fare for den offentlige ro og orden. En halv snes år tidligere havde han indsamlet meget værdifulde oplysninger om denne Marx, som bekymrede både tyskerne og englænderne. Det forlyder, at han og en af hans folk ved navn Krause, som arbejdede under dæknavnet Fleury, skaffede sig adgang til Marx’ hus i London forklædt som læge og kom i besiddelse af en liste med navnene på alle medlemmer af den kommunistiske sammenslutning. Et sandt kup, som gjorde det muligt at anholde en lang række farlige personer, fortalte Lagrange afsluttende. En ganske nyttesløs forholdsregel, bemærkede jeg. Når disse kommunister lod sig føre sådan bag lyset, måtte de være temmelig tåbelige, og de ville ikke komme langt. Men Lagrange sagde, at man aldrig kan vide. Det er bedst at forebygge og straffe, inden forbrydelserne bliver begået.

– Det er en falliterklæring for en god efterretningsagent, hvis han er nødt til at gribe ind i noget, som allerede er sket. Hans opgave er at fremskynde begivenhederne. Vi bruger betydelige pengesummer på at organisere optøjer på boulevarderne. Der skal ikke så meget til, nogle få dusin tidligere straffefanger og en håndfuld civilklædte betjente, man drager hærgende igennem tre restauranter og to bordeller, mens man synger Marseillaisen, sætter ild til et par aviskiosker, og så kommer vores folk i uniform og anholder hele slænget efter et fingeret slagsmål.

– Hvad skal det gøre godt for?

– Det skal holde liv i pæne borgeres bekymringer og overbevise alle om, at der er brug for en fast hånd. Hvis vi skulle nedkæmpe rigtige optøjer organiseret af en eller anden, ville vi ikke have så let spil. Men for nu at vende tilbage til Stieber: Siden han blev chef for Preussens hemmelige politi, har han rejst rundt til landsbyer i Østeuropa i et gøgleragtigt antræk og noteret alt, hvad han så. Undervejs har han skabt et netværk af meddelere langs den rute, den preussiske hær en dag vil bevæge sig ad på sin vej fra Berlin til Prag. Og han har påbegyndt et lignende arbejde i Frankrig i forventningen om en stor krig, som før eller siden må komme.

– Ville vi ikke stå os bedst ved ikke at omgås sådan en karl?

– Nej, vi er nødt til at holde øje med ham. Det er derfor bedst, at det er vores agenter, der arbejder for ham. Og De skal jo give ham nogle oplysninger om jøderne, som vi slet ikke er interesseret i. De skader med andre ord ikke vores regering ved at samarbejde med manden.

En uge senere modtog jeg et brev underskrevet af denne Stieber. Han spurgte, om det ville være til stor ulejlighed for mig at rejse til München og møde en af hans betroede folk, en vis Goedsche, som jeg skulle aflevere rapporten til. Selvfølgelig var det til ulejlighed, men jeg var alt for interesseret i den anden halvdel af honoraret.

Jeg spurgte Lagrange, om han kendte denne Goedsche. Han fortalte, at manden var tidligere postfunktionær, og at han i virkeligheden arbejdede som agent provocateur for det hemmelige preussiske politi. Efter optøjerne i 1848 havde han, med det formål at inkriminere demokraternes leder, fremstillet falske breve, hvoraf det fremgik, at han pønsede på at myrde kongen. Men nogen havde åbenbart dømmekraften i behold i Berlin, for en eller anden påviste, at brevene var falske. Goedsche blev hvirvlet ind i skandalen og var nødt til at forlade sin stilling ved postvæsenet. Og ikke nok med det: Sagen havde også svækket hans troværdighed i efterretningskredse, hvor man tilgiver folk, hvis de begår dokumentfalsk, men ikke hvis de bliver taget på fersk gerning i fuld offentlighed. Han forsøgte nu at skabe sig en ny karriere ved at skrive tredjerangs historiske romaner, som han udgav under pseudonymet sir John Retcliffe, samtidig med at han fortsat arbejdede på Kreuzzeitung, en antijudaisk propagandaavis. Og efterretningstjenesterne brugte ham nu udelukkende til at sprede oplysninger om den jødiske verden, hvad enten de var sande eller falske.

Jeg mente dog, at Goedsche kom som kaldet, men Lagrange forklarede mig, at hvis man brugte ham i denne sag, skyldtes det udelukkende, at min rapport ikke interesserede preusserne nævneværdigt, og de havde sat en lavtrangerende person til at kaste et blik på den for en sikkerheds skyld for derefter at affeje mig.

– Det passer ikke, tyskerne er skam interesserede i min rapport, svarede jeg. Så interesserede, at de har lovet mig et klækkeligt beløb.

– Hvem har lovet Dem det? spurgte Lagrange. Og da jeg svarede, at det var Dimitri, smilede han.

– Det er russere, Simonini, og dermed er alt sagt. Hvad koster det en russer at love noget på tyskernes vegne? Men tag De kun til München, vi er også interesserede i, hvad de sysler med. Og glem nu ikke, at Goedsche er en upålidelig kæltring. Ellers ville han ikke være i denne branche.

Det var ikke videre elskværdigt sagt af Lagrange, men måske henregnede han også de høje herrer, og dermed sig selv, til det foragtelige udskud. Og når bare de betaler mig godt for mit arbejde, er jeg ikke nærtagende.

Jeg har vist allerede i denne dagbog skrevet om mine indtryk fra den store ølstue i München, hvor bayerne sidder skulder ved skulder om store langborde, propper sig hæmningsløst med fedtdryppende pølser og drikker af ølkrus så store som gulvspande, både mænd og kvinder, kvinderne overgår mændene i gemytlighed, højrøstet tale og vulgaritet. Det er afgjort en laverestående race, og det kostede mig megen møje oven på rejsen, som i sig selv var strabadserende, at opholde mig et par dage på teutonsk grund.

Det var netop i en ølstue, at Goedsche satte mig stævne, og jeg måtte indrømme, at min tyske spion var som skabt til at støve rundt i den slags miljøer. Hans prangende klæder kunne ikke skjule det udspekulerede udtryk, som viste, at dette var en mand, der levede fra hånden til munden.

På et elendigt fransk stillede han mig straks nogle spørgsmål angående mine kilder; jeg forsøgte at sno mig udenom og gav mig til at tale om min fortid i Garibaldis rækker. Det glædede og overraskede ham, for han var, sagde han, i færd med at skrive en roman om begivenhederne i Italien i 1860. Den var næsten færdig og skulle hedde Biarritz, den bestod af mange bind, og det var ikke hele handlingen, der udspillede sig i Italien; den foregik også i Sibirien, i Warszawa, i Biarritz, som titlen antydede, og så videre. Han talte gerne og ikke uden selvtilfredshed om den og mente tydeligvis, at han var ved at lægge en sidste hånd på den historiske romans svar på Det Sixtinske Kapel. Jeg forstod ikke sammenhængen mellem de forskellige begivenheder, som den handlede om, men historiens omdrejningspunkt var tilsyneladende den permanente trussel fra de onde og bedrageriske kræfter, der styrede verden, nemlig frimurerne, katolikkerne – navnlig jesuitterne – og jøderne, som var i færd med at infiltrere de to andre for at undergrave den uskyldsrene, protestantiske, teutonske race.

Han beskrev indgående de republikanske frimureres italienske intriger, så flyttede handlingen til Warszawa, hvor frimurerne konspirerede mod Rusland sammen med nihilisterne, en fordømt race af den slags, som de slaviske folk har frembragt til alle tider, og begge grupperinger bestod overvejende af jøder. Et vigtigt aspekt var deres rekrutteringssystem, som mindede om de bayriske Illuminater og de italienske carbonari: Hvert medlem rekrutterede yderligere ni, som ikke måtte kende hinanden. Så var man tilbage i Italien, hvor man fulgte piemontesernes fremrykning mod Kongeriget Begge Sicilier i et virvar af blodige træfninger, forræderi, voldtagne adelsfruer, eventyrlige rejser, dristige og konstant fægtende kvindelige irske legitimistiske katolikker, hemmelige beskeder skjult under hestehaler, en fej og revolutionær fyrst Caracciolo, som voldtog en ung (irsk og legitimistisk) pige, fundet af magiske irgrønne ringe med snoede slanger og en rød koral i midten, forsøget på at bortføre Napoleon 3.s søn, og dramaet i Castelfidardo, hvor de pavetro tyske troppers blod blev udgydt. Her fulgte et udfald mod den welsche Feigheit – Goedsche sagde det på tysk, måske for ikke at fornærme mig, men en smule tysk havde jeg lært mig, og jeg forstod, at det drejede sig om de latinske folks typiske fejhed. På det tidspunkt blev historien mere og mere indviklet, og vi var endnu ikke færdige med første bind.

Efterhånden som Goedsche fortalte, livede de små, griselignende øjne op, han spyttede, mens han talte, lo ved sig selv over nogle af de påfund, han var særlig glad for og ville tydeligvis gerne høre noget førstehånds sladder om Cialdini, Lamarmora og de andre piemontesiske generaler – og naturligvis om kredsen omkring Garibaldi. Men eftersom informationer var noget, man betalte for i hans miljø, så jeg ikke nogen grund til kvit og frit at forsyne ham med spændende oplysninger om begivenhederne i Italien. Og dem, jeg havde, gjorde jeg desuden klogt i at holde for mig selv.

Jeg tænkte, at manden var slået ind på et vildspor: Man må aldrig fremmane en fare, der har tusind ansigter, faren skal have ét og kun ét ansigt, ellers bliver folk distraheret. Hvis du vil afsløre jøderne, så tal om jøder og glem alt om irere, napolitanske fyrster, piemontesiske generaler, polske patrioter og russiske nihilister. Alt for mange jern i ilden. Hvordan kan man gå så planløst til værks? Og når man så oven i købet betænkte, at Goedsches tanker, bortset fra romanen, udelukkende kredsede om netop jøderne – hvilket jeg i øvrigt kunne prise mig lykkelig for, da det jo var et værdifuldt dokument om jøderne, jeg ville tilbyde ham.

Han sagde da også, at det hverken var for pengenes skyld eller udsigten til hæder og ære i denne verden, at han var i færd med at skrive romanen, men for at befri den tyske race for den jødiske trussel.

– Allerede Luther sagde, at jøderne er onde, skadelige og djævelske helt ind til marven, i århundreder havde de været vores plage og pestilens, og de var det stadig på hans tid. De var, med hans ord, slangeyngel, giftige, nådesløse, hævngerrige, morderiske – djævlebørn, som stikker og forvolder skade i det skjulte, da de ikke kan gøre det åbenlyst. Det eneste, der hjalp mod dem, var en schärfe Barmherzigkeit – Goedsche kunne ikke oversætte det, men jeg forstod, at det måtte betyde streng barmhjertighed, og at Luther i virkeligheden mente, at her hjalp ingen barmhjertighed. Man skulle stikke ild til synagogerne, og det, som ikke kunne brænde, skulle begraves i jorden, så der ikke blev sten på sten tilbage. Man skulle ødelægge deres huse og jage dem ud i en stald som sigøjnere, fratage dem alle disse talmudiske skrifter, hvoraf de ikke lærte andet end løgne, forbandelser og ugudelig tale, forbyde dem at drive ågerforretning, konfiskere alt, hvad de ejede af guld, kontanter og smykker, udstyre deres unge mænd med økse og skovl og de unge kvinder med ten og spinderok, for, som Goedsche sagde i et hånligt tonefald, Arbeit macht frei, kun arbejdet sætter mennesket fri. Den endegyldige løsning ville, mente Luther, være at jage dem ud af Tyskland som gale hunde.

– Ingen har lyttet til Luthers råd, i hvert fald ikke endnu, sagde Goedsche afslutningsvis. Sagen er jo den, at selv om man siden oldtiden har anset de ikke-europæiske folkeslag for at være grimme – tænk blot på negeren, som forståeligt nok betragtes som et dyr den dag i dag – så er der endnu ikke blevet opstillet et sikkert kriterium for, hvad der kendetegner de højerestående racer. I dag ved vi, at den hvide race repræsenterer menneskets højeste udviklingstrin, og at den højest udviklede del af den hvide race er den germanske race. Men jødernes tilstedeværelse udgør en stadig risiko for raceblanding. Tag nu en græsk statue, se disse rene træk, denne elegante statur. Det er ikke noget tilfælde, at denne skønhed blev set som et udtryk for gode menneskelige egenskaber. Den, der var smuk, var også tapper, ligesom de store helte i vores teutonske myter. Forestil Dem nu disse apolloniske skønheder med fordrejede, semitiske træk, mørke i løden, med sorte øjne, rovfugleagtig næse, krumbøjet krop. Ifølge Homer var det sådan, Thersites så ud, det var selve legemliggørelsen af fejheden. Den kristne overlevering, som endnu er gennemsyret af en judaisk ånd (den blev trods alt startet af Paulus, en jøde fra Lilleasien, i dag ville vi nok sige en tyrk) har overbevist os om, at alle racer nedstammer fra Adam. Sandheden er, at menneskene, da de skilte sig ud fra deres dyriske ophav, gik hver deres vej. Vi må vende tilbage til skillevejen og dermed til vort folks sande nationale oprindelse, og fri os fra de forvrøvlede franske oplysningsfilosoffer med deres kosmopolitisme og deres egalité og universelle broderskab. Dette er den nye tids ånd. Det, som i Europa nu kaldes et folks Genopstandelse, er udtryk for trangen til at genfinde den oprindelige races renhed. Bortset fra, at begrebet – og målet – udelukkende vedrører den germanske race, og det forekommer temmelig latterligt, at en tilbagevenden til fordums storhed i Italien repræsenteres af denne hjulbenede Garibaldi, af den lavstammede konge og af den dværg til Cavour. For det forholder sig jo sådan, at også romerne tilhørte den semitiske race.

– Romerne?

– Har De ikke læst Virgil? De nedstammede fra en troianer og dermed fra en asiat, og denne semitiske indvandring har fordærvet de gamle italiske folkeslags ånd. Og se bare, hvad der skete med kelterne. Den romerske påvirkning gjorde dem til franskmænd og dermed også latinere. Kun germanerne formåede at holde sig rene og ubesmittede og at svække Roms magt. Men til syvende og sidst ses den ariske races overlegenhed og den jødiske, og ulykkeligvis også den latinskes, underlegenhed, af de strålende frembringelser inden for forskellige kunstarter. Hverken Italien eller Frankrig har trods alt fostret en Mozart, en Beethoven, en Wagner.

Goedsche lignede bestemt ikke den ariske helt, han hyldede, og når sandheden skulle frem (men hvorfor skal sandheden egentlig altid frem?), mindede han snarere om en forslugen og liderlig jøde. Men jeg var trods alt nødt til at sætte min lid til ham, for det gjorde den efterretningstjeneste, som skulle betale mig de resterende femogtyve tusind franc.

Jeg kunne dog ikke dy mig for at stikke til ham med en lille ondskabsfuldhed. Jeg spurgte ham, om han selv følte sig som en værdig repræsentant for den overlegne og apolloniske race. Han sendte mig et skulende blik og svarede, at tilhørsforholdet til en bestemt race ikke kun er et fysiologisk, men først og fremmest et åndeligt spørgsmål. En jøde er og bliver jøde, selv om han ved et af naturens luner – ligesom børn, der fødes med seks fingre eller kvinder, der kan gange og dividere – skulle blive født med blondt hår og blå øjne. Og hvis en arier ellers lever i sit folks ånd, er han en arier, selv om han er sorthåret.

Mit spørgsmål havde imidlertid lagt en dæmper på hans iver. Han genvandt fatningen, tørrede sveden af panden med et stort, rødternet lommetørklæde og bad mig om det dokument, der var årsag til vores møde. Jeg rakte ham det og forventede, oven på hans lange svada, at han ville blive henrykt over det. Hvis hans regering ville skaffe sig af med jøderne på Luthers bemyndigelse, var min historie om kirkegården i Prag som skabt til det formål at advare hele Preussen om den jødiske sammensværgelses karakter. I stedet gav han sig langsomt til at læse det, idet han nu og da tog en slurk af sin øl og flere gange rynkede panden og kneb øjnene sammen, indtil han næsten lignede en mongol, og til sidst sagde han:

– Jeg ved sandelig ikke, om vi kan have nogen interesse i disse oplysninger. De siger ikke andet end det, vi altid har vist om jødernes planer. Jeg må indrømme, at det er godt fortalt, og hvis det var noget, nogen havde fundet på, ville det være godt fundet på.

– Må jeg være fri, Herr Goedsche, jeg er ikke kommet for at sælge løgn og opspind til Dem!

– Det tror jeg sandelig heller ikke, men jeg har også visse forpligtelser over for mine foresatte. Jeg er nødt til at kontrollere dokumentets ægthed. Jeg må forelægge disse papirer for Herr Stieber og hans kontor. Overlad De kun dem til mig og rejs hjem til Paris, De skal få et svar om nogle uger.

– Men oberst Dimitri lod mig forstå, at sagen allerede var afgjort.

– Det er den ikke. Ikke endnu. Som sagt: Overlad dokumentet til mig.

– Jeg vil være ærlig over for Dem, Herr Goedsche. Det, De sidder med i hænderne, er et originalt dokument. Originalt, forstår De? Det er selvfølgelig værdifuldt i kraft af de oplysninger, det bibringer os, men endnu mere i kraft af, at disse oplysninger stammer fra en øjenvidneberetning, som er nedfældet i Prag efter bemeldte møde. Jeg kan ikke give slip på dokumentet og sætte det i omløb, i hvert fald ikke, før jeg har modtaget det lovede honorar.

– Hvor er De mistroisk! Udmærket, bestil en øl eller to mere og giv mig en times tid til at kopiere denne tekst. De har selv sagt, at oplysningerne her er værdifulde i sig selv, og hvis jeg ville snyde Dem, kunne jeg bare lære dem udenad, for jeg kan forsikre Dem for, at jeg kan huske det, jeg har læst næsten ordret. Men jeg vil vise teksten til Herr Stieber. Lad mig derfor kopiere den. Originalen, som De havde med herhen, skal De få med Dem.

Det kunne jeg ikke indvende noget imod. Jeg nedværdigede min gane med nogle af disse modbydelige teutonske pølser og drak en mængde øl, og jeg må indrømme, at tysk øl sommetider kan måle sig med det franske. Jeg ventede, mens Goedsche omhyggeligt skrev det hele af.

Vi tog køligt afsked med hinanden. Goedsche lod mig forstå, at vi skulle dele regningen, og regnede ligefrem ud, at jeg havde drukket nogle flere øl end han. Han lovede at give lyd fra sig i løbet af nogle uger og efterlod mig skummende af raseri over, at jeg havde rejst den lange vej, og for egen regning, uden at få en øre af det honorar, jeg allerede havde aftalt med Dimitri.

Hvor tåbeligt af mig, tænkte jeg. Dimitri havde vidst, at Stieber aldrig ville betale og havde simpelthen sikret sig mit dokument til halv pris. Lagrange havde ret, jeg skulle ikke have stolet på en russer. Måske havde jeg forlangt for meget og burde være godt tilfreds med, at jeg havde fået det halve.

Jeg var efterhånden overbevist om, at jeg aldrig mere ville høre fra tyskerne, og der gik da også flere måneder, hvor de ikke gav lyd fra sig. Lagrange smilede overbærende, da jeg betroede ham mine ærgrelser.

– Den slags uforudsete begivenheder må man regne med i vores metier. Det er jo ikke Guds bedste børn, vi samarbejder med.

Jeg brød mig ikke om situationen. Min historie om kirkegården i Prag var alt for godt udtænkt til, at den fortjente at gå til spilde i en sibirisk udørk. Jeg kunne have solgt den til jesuitterne. De første virkelige anklager mod jøderne og de første hentydninger til deres internationale sammensværgelse stammede trods alt fra Barruel, der var jesuit, og min farfars brev måtte have vakt andre ordensbrødres interesse.

Det eneste mulige bindeled til jesuitterne var abbed Dalla Piccola. Det var Lagrange, der havde sat mig i forbindelse med ham, så jeg henvendte mig til Lagrange. Lagrange sagde, at han ville lade ham vide, at jeg ville i forbindelse med ham. Og nogle dage senere kom Dalla Piccola ind i min butik. Jeg præsenterede, som det hedder i handelsverdenen, min vare for ham, og han virkede interesseret.

– Jeg er naturligvis nødt til at undersøge Deres dokument og drøfte sagen med nogen fra Jesu Selskab, for det er ikke folk, der køber noget ubeset. Jeg håber, at De vil stole på mig og overlade mig det i nogle dage. Jeg lover ikke at slippe det af hænde.

Da han var en kirkens mand, satte jeg min lid til ham.

En uge senere kom Dalla Piccola ind i min butik igen. Jeg bad ham komme med op i mit arbejdsværelse og forsøgte at byde ham på et glas, men han virkede ikke særlig imødekommende.

– Simonini, sagde han. De må jo regne mig for en idiot, og på grund af Dem risikerede jeg at få ry for at være en falskner blandt mine brødre i Jesu Selskab og ødelægge et helt net af gode forbindelser, som jeg havde opbygget gennem årene ...

– Jeg ved ikke, hvad De taler om, Dalla Piccola ...

– De skal ikke holde mig for nar. De gav mig dette dokument, som skulle forestille at være hemmeligt (han smed min rapport om kirkegården på bordet), jeg skulle netop til at forlange en meget høj pris for det, og så ser jesuitterne overbærende på mig og gør mig venligt opmærksom på, at mit åh så fortrolige dokument allerede har været udgivet som fiktion i denne Biarritz, en roman af en vis John Retcliffe. Fuldstændig identisk, ord for ord (og nu smed han også en bog på bordet). De forstår åbenbart tysk og læste romanen, straks den udkom. Her fandt De historien om denne natlige sammenkomst på kirkegården i Prag, den faldt i Deres smag, og De kunne ikke stå for fristelsen til at sælge en opdigtet historie for noget, der virkelig havde fundet sted. Og med den skamløshed, der er så typisk for falsknere, stolede De trygt på, at ingen på denne side af Rhinen kan læse tysk ...

– Hør nu her, jeg tror, jeg kan forklare ...

– Der er ikke så meget at forklare. Jeg kunne have kastet dette affaldspapir i skarnskassen og bedt Dem om at gå ad helvede til, men jeg er både hårdnakket og hævngerrig. Jeg kan forsikre Dem for, at jeg vil lade Deres venner fra efterretningstjenesterne vide, hvad De er for en slags, og hvor troværdige Deres oplysninger er. Og hvorfor fortæller jeg Dem det på forhånd? Det er ikke af loyalitet – for det fortjener sådan en karl slet ikke – men hvis efterretningstjenesten skulle beslutte sig for, at De har fortjent at få en kniv i ryggen, skal De vide, hvem der har anbefalet det. Der er jo ingen grund til at begå et hævnmord, hvis offeret ikke ved, hvem morderen er, vel?

Nu vidste jeg præcis, hvad der var sket. Den slyngel til Goedsche (og Lagrange havde jo fortalt mig, at han udgav føljetoner under pseudonymet Retcliffe) havde aldrig afleveret mit dokument til Stieber. Han havde opdaget, at emnet passede perfekt til den roman, han var ved at afslutte, og samtidig tilfredsstillede den hans antijudaiske raseri. Derfor havde han stjålet en sand historie (det var det i hvert fald meningen, at han skulle tro) og ladet den indgå i en roman, som han selv havde skrevet. Lagrange havde trods alt advaret mig om, at den stratenrøver før havde begået glimrende falsknerier, og at jeg godtroende var faldet i en falskners fælde, gjorde mig ude af mig selv af raseri.

Men han var ikke bare vred, han var også bange. Når Dalla Piccola talte om knive i ryggen, skulle det muligvis forstås i overført betydning, men Lagrange havde gjort det helt klart: Når nogen i efterretningstjenesterne bliver en belastning, sørger man for, at de forsvinder. Når en medarbejder så offentligt udstillede sig selv som en uvederhæftig person ved at sælge en gang eventyrligt sludder og foregive, at det var fortrolige oplysninger, og desuden risikerede at få efterretningstjenesterne til at gøre en latterlig figur over for Jesu Selskab – så skulle pokker da have lyst til at trækkes med ham. En dolk i ryggen og ud i Seinen med ham.

Det var, hvad Dalla Piccola stillede mig i udsigt, og det nyttede ikke noget, at jeg forsøgte at fortælle ham sandheden. Der var ingen grund til, at han skulle tro mig, for han vidste jo ikke, at jeg havde givet dokumentet til Goedsche, inden den infame forræder var færdig med sin bog. Han vidste tværtimod, at jeg havde givet den til ham (altså til Dalla Piccola), efter at Goedsches bog var udkommet.

Jeg var havnet i en blindgyde.

Medmindre jeg lukkede munden på Dalla Piccola.

Jeg reagerede nærmest instinktivt. På mit skrivebord står der en meget tung lysestage af smedejern. Jeg greb den og trængte Dalla Piccola op mod muren. Han spærrede øjnene op, og ordene røg ud af munden på ham:

– De vil vel ikke slå mig ihjel ...

– Jo, det gør mig ondt, svarede jeg.

Og det gjorde mig virkelig ondt, men man må gøre en dyd ud af nødvendigheden. Jeg slog til. Abbeden faldt straks om med blodet strømmende ud mellem de udstående tænder. Jeg betragtede det livløse legeme og følte ikke den fjerneste skyld. Det var løn som forskyldt.

Nu gjaldt det bare om at skaffe det ubelejlige lig af vejen.

Da jeg købte butikken og lejligheden ovenpå, viste den forrige ejer mig en lem i kældergulvet.

– Der er en kort trappe under den, og i begyndelsen vil De ikke vove at gå ned ad den, fordi den voldsomme stank næsten vil få Dem til at besvime, sagde han, men det kan blive nødvendigt. De er jo udlænding, så De kender nok ikke hele historien. Engang kastede man latrinen ud på gaden. Man havde ligefrem indført en lov, som pålagde folk at råbe: »Pas på vandet!« inden de kastede deres efterladenskaber ud ad vinduet. Men det var alt for besværligt, så folk tømte bare potten, og så var det værst for den, der tilfældigvis kom forbi. Siden blev der anlagt åbne rendestene i gaderne, og til sidst blev disse render overdækket, og således opstod kloakkerne. Nu har baron Haussmann omsider bygget et godt kloaksystem i Paris, men det tjener først og fremmest til at lede vandet bort, og så længe ledningen under Deres retirade ikke bliver tilstoppet, flyder afføringen helt af sig selv ud i en brønd, som bliver tømt om natten, hvor indholdet bringes ud til byens store lossepladser. Det diskuteres dog, om man ikke skal gå over til tout-à-l’égout-systemet, altså om man, foruden spildevand, også skal lede alt andet affald ud i de store kloakledninger. Af den grund blev det for ti år siden bestemt ved et dekret, at alle husejere skal forbinde deres huse med kloakledningen via en tunnel på mindst en meter og tredive centimeter i bredden. Og det er netop sådan en, der er under lemmen, bortset fra at den er smallere og ikke helt så høj, som loven foreskriver, det skulle lige mangle. Den slags laver man på de store boulevarder, ikke i en smal impasse, som ingen alligevel interesserer sig for. Og ingen vil nogensinde komme og kontrollere, om De virkelig går ned i tunnelen og bærer Deres affald derud, hvor De skal. Når det vender sig i Dem ved tanken om, at De skal vade rundt i alle de uhumskheder, skal De bare kaste Deres affald ned ad trappen og sætte Deres lid til, at der på regnvejrsdage vil trænge lidt vand herop og føre det med sig. På den anden side kunne der være visse fordele ved denne adgangsvej til kloaksystemet. Vi lever i en tid, hvor der hvert tiende år er en revolution eller en opstand i Paris, og en underjordisk flugtvej er aldrig nogen skade til. Som alle andre parisere har De sikker læst den roman, der udkom for nylig, Les Miserables, hvor hovedpersonen flygter gennem kloakkerne med en såret ven over skulderen, så De forstår nok, hvad jeg mener.

Som ivrig læser af føljetoner kendte jeg godt Victor Hugos historie. Jeg havde bestemt ikke lyst til at gøre romanfiguren kunsten efter, og det var mig ganske ubegribeligt, hvordan han havde båret sig ad med at tilbagelægge så lang vej dernede. Det er muligt, at de underjordiske kanaler i andre dele af Paris er tilstrækkelig højloftede og rummelige, men den, der løb under impasse Maubert måtte være flere hundred år ældre. Alene det at få Dalla Piccolas lig ned fra overetagen til butikken var sin sag, men mandslingen var heldigvis så krumbøjet og mager, at han var til at have med at gøre. Men jeg var nødt til at lade ham trille ned ad trappen under lemmen i kælderen. Derefter fulgte jeg selv efter og trak ham i en foroverbøjet stilling nogle meter ind i tunnelen for at han ikke skulle ligge og rådne lige under mit hus. Med den ene hånd trak jeg ham af sted ved anklen, og i den anden holdt jeg et lys i vejret. Desværre havde jeg ikke en hånd mere til at holde mig for næsen.

Det var første gang, jeg skulle skille mig af med liget af nogen, jeg havde slået ihjel, for i Nievos og Ninuzzos tilfælde havde det løst sig, uden at jeg behøvede spekulere over det (selv om det nok ville have været bedst, om jeg havde gjort det for Ninuzzos vedkommende, i hvert fald første gang på Sicilien). Jeg indså nu, at det største besvær i forbindelse med et mord er at skjule liget, og det må være derfor, præsterne fraråder, at man slår andre mennesker ihjel, bortset fra naturligvis på slagmarken, hvor man lader ligene ligge som føde for gribbene.

Jeg trak min afdøde abbed efter mig en halv snes meter, og det er bestemt ikke rart at slæbe en gejstlig person gennem ikke bare sine egne, men gud ved hvis ekskrementer fra tidligere, navnlig ikke hvis man skal fortælle det til sit eget offer. Du altforbarmende, hvad er det dog, jeg skriver? Men da jeg havde vadet gennem fækalierne, fik jeg omsider øje på en smal lysstribe i det fjerne, hvilket tydede på, at der ved tunnelens udmunding var et brønddæksel, der førte ud til gaden.

Jeg havde egentlig sat mig for at slæbe liget ud til en større samlebrønd for der at smide det i en kraftigere vandstrøm, men nu slog det mig, at det var umuligt at vide, hvor strømmen kunne føre liget hen, måske helt ud i Seinen, og så ville nogen måske identificere det afsjælede legeme. Og deri tog jeg ikke helt fejl, for i skrivende stund har jeg erfaret, at man på de store lossepladser neden for Clichy for nylig i løbet af seks måneder har fundet fire tusind hunde, fem kalve, tyve væddere, syv geder og syv svin, firs hanekyllinger, niogtres katte, ni hundred halvtreds kaniner, en abe og en boaslange. Der indgår ikke nogen abbeder i statistikken, men jeg kunne have gjort mit til, at den blev endnu mere opsigtsvækkende. Hvis jeg derimod efterlod den døde der på stedet, var der håb om, at han ikke flyttede sig. Mellem muren og den egentlige kanal, som utvivlsomt måtte være fra før baron Haussmanns tid, var der et ganske smalt fortov, hvor jeg anbragte liget. I betragtning af den kvalme og fugtige atmosfære i kloakken regnede jeg med, at det temmelig hurtigt ville gå i forrådnelse, og så ville der kun blive nogle uidentificerbare knogler tilbage. Og i betragtning af den smalle og skumle impasse ovenfor satte jeg min lid til, at kloakken aldrig ville blive vedligeholdt, og at ingen derfor nogensinde kom på stedet. Og selv om nogen måske fandt nogle ligrester, skulle man i givet fald bevise, hvor de stammede fra; enhver kunne jo have åbnet brønddækslet og smidt dem der på stedet.

Jeg vendte tilbage til mit arbejdsværelse og åbnede Goedsches roman, som Dalla Piccola havde lagt et bogmærke i. Mit tyske var temmelig rustent, men skønt jeg ikke fik alle nuancerne med, forstod jeg da handlingsgangen. Nok var det mine ord, rabbineren sagde på kirkegården i Prag, men Goedsche (der trods alt havde et vist dramatisk talent) havde gjort beskrivelsen af den natlige kirkegård mere detaljeret, og lod først en bankmand, en vis Rosenberg, ankomme til kirkegården i selskab med en jødisk rabbiner med hatten på issen og slangekrøller ved tindingerne, og for at få adgang skulle man hviske et kabbalistisk ord på syv stavelser til opsynsmanden.

Så kom øjenvidnet fra min originale udgave. Han blev introduceret til det hele af en vis Lasali, der lovede ham, at han skulle overvære et møde, som fandt sted en gang for hver hundred år. De to mænd var forklædt med falske skæg og bredskyggede hatte, og derefter fortsatte historien nogenlunde, som jeg havde fortalt den, inklusive min afslutning med det blålige lys, der steg op fra graven og rabbinernes silhuetter, der forsvandt og blev opslugt i natten.

Den tølper havde brugt min kortfattede rapport til at skrive en melodramatisk scene. Han ville gøre hvad som helst for at tjene en skilling. Men intet er åbenbart helligt længere.

Det er præcis, hvad jøderne vil opnå.

Nu går jeg i seng. Jeg har fraveget mit princip som mådeholden gourmet og ikke drukket vin, men Calvados i umådelige mængder (og nu er jeg umådelig svimmel – jeg er bange for, at jeg gentager mig selv). Men eftersom det tilsyneladende kun er, når jeg falder i en drømmeløs søvn, at jeg vågner op igen som abbed Dalla Piccola, er jeg spændt på at se, hvordan jeg skulle kunne vågne i skikkelse af en afdød mand, hvis bortgang jeg utvivlsom har været både årsag og vidne til.