6. april 1897 ved daggry
Kaptajn Simonini, jeg ved ikke, om det var, mens De sov (hvad enten De nu sov mådeligt eller umådelig godt), at jeg vågnede og fik lejlighed til at læse i Deres dagbog. Det var i det tidlige daggry.
Da jeg havde læst, hvad De skrev, tænkte jeg, at De måske, og af uransagelige grunde, løj (og der er ikke noget i Deres hidtidige levned, som De så ærligt har redegjort for, der antyder, at De skulle være utilbøjelig til at lyve). Hvis nogen skulle have vished for, at De ikke har slået mig ihjel, så er det mig. Da jeg ville kontrollere, om det forholdt sig sådan, afførte jeg mig min præstekjole, gik ned i kælderen og lukkede lemmen op, men da jeg mærkede den forpestede luft fra tunnelen, som De så udmærket har beskrevet, blev jeg nærmest bedøvet af stanken. Jeg måtte overveje, hvad det egentlig var, jeg ville undersøge: Om der stadig skulle være nogle knogler af et lig, som De hævder at have efterladt dernede for mere end femogtyve år siden? Skulle jeg måske gå ned i det uhumske hul for at konstatere, at de pågældende knogler ikke er mine? Jeg vælger altså at tro på Dem: De har slået en abbed Dalla Piccola ihjel.
Hvem er så jeg? Ikke den Dalla Piccola, De slog ihjel (og han lignede mig for resten slet ikke), men hvad er forklaringen på, at der findes to abbeder ved navn Dalla Piccola?
Måske er sandheden, at jeg er gal. Jeg tør ikke gå uden for en dør. Men jeg nødt til at gå ud og gøre nogle indkøb, for det er udelukket at gå på kro i denne mundering. I modsætning til Dem har jeg ikke noget fint køkken – selv om jeg ærlig talt ikke er mindre madglad.
Jeg plages af en ubændig trang til at tage mig selv af dage, men jeg ved, at det er en djævelsk fristelse.
Og hvorfor skulle jeg egentlig begå selvmord, når De allerede har myrdet mig? Det ville jo være spild af tid.
7. april
Kære abbed, nu må det være nok.
Jeg kan ikke huske, hvad jeg lavede i går, og nu til morgen fandt jeg Deres notat. Hold nu op med at plage Dem selv! Lider De også af hukommelsestab? Så gør ligesom jeg, stir indgående på Deres egen navle og giv Dem så til at skrive, lad Deres hånd tænke for Dem. Hvorfor skal jeg have hele besværet med at genkalde mig det hele, mens De kun husker nogle få ting, som jeg helst vil glemme?
Jeg selv overvældes i dette øjeblik af nye minder. Jeg havde netop myrdet Dalla Piccola, da jeg modtog en besked fra Lagrange. Denne gang ville han mødes med mig på place Fürstenberg, ved midnatstid, hvor stedet er temmelig uhyggeligt. Jeg havde, som gudfrygtige mennesker siger, dårlig samvittighed, fordi jeg lige havde dræbt et menneske og nærede en (ganske ubegrundet) frygt for, at Lagrange allerede vidste besked. Det var selvfølgelig noget andet, han ville tale med mig om.
– Kaptajn Simonini, sagde han, De skal være os behjælpelig med at holde øje med en besynderlig person, en gejstlig ... hvordan skal jeg udtrykke det ... en satanist.
– Og hvor finder jeg vedkommende, i Helvede?
– Det er mit alvor. Det drejer sig om en vis abbed Boullan, som for nogle år siden mødte en dame ved navn Adèle Chevalier, lægsøster fra Saint-Thomas-de-Villeneuve i Soissons. Rygtet gik, at hun på mystisk vis var blevet helbredt for sin blindhed og havde haft flere åbenbaringer, de troende begyndte at strømme til klosteret, hvilket havde bragt hendes overordnede i forlegenhed. Biskoppen forviste hende fra Soissons, og hvordan det ellers forholder sig, så vælger Adèle abbed Boullan til sin åndelige fader, hvilket bekræfter, at krage søger mage. Sammen beslutter de at grundlægge et selskab til bodsøvelse, altså med det formål ikke kun at hengive sig til Vorherre i bøn, men også gennem forskellige former for pønitense at råde bod på de misgerninger, som synderne begår mod ham.
– Det lyder da alt sammen udmærket.
– Ja, bortset fra at de begyndte at prædike, at man skal synde for at undgælde synderne, at menneskeheden er blevet fornedret af det dobbelte ægteskabsbrud, hvor Adam bedrev hor med Lilit og Eva med Samael (og spørg mig ikke, hvem disse personer er, for præsten fortalte mig kun om Adam og Eva), og at man altså skulle gøre ting og sager, som ikke stod helt klart, men det lader til, at abbeden og bemeldte unge dame og en række kvindelige medlemmer af deres sekt hengav sig til, hvordan skal jeg udtrykke det, temmelig udsvævende sammenkomster, hvor de bedrev utugt med hinanden. Læg dertil forlydender om, at den gode abbed diskret fik frugten af sin syndige forbindelse til Adèle til at forsvinde. Og nu vil De sikkert sige, at alt det ikke angår os, men politipræfekturet. Problemet er imidlertid, at sekten allerede for nogen tid siden fik selskab af flere damer af god familie, hustruer til højtstående embedsmænd, ja endda til en minister, og Boullan lokkede temmelig mange penge ud af de pæne damer. Så nu var det blevet et statsanliggende, og vi var nødt til at tage affære. Adèle og Boullan blev sagsøgt og idømt tre års fængsel for bedrageri og blufærdighedskrænkelse, og de kom ud igen i slutningen af 64. Derefter tabte vi denne abbed af syne og troede, at han var kommet på bedre tanker. Da han for nylig blev definitivt frikendt af Det Hellige Officium efter en lang række bodsgerninger, vendte han tilbage til Paris, hvor han nu igen er begyndt at udbrede sine teser om undgældelse af andres synder gennem dyrkelse af egne, og hvis alle begyndte at tænke i de baner, ville det ikke længere være en religiøs, men en politisk sag, forstår De nok. I øvrigt er også kirken blevet bekymret igen, og for nylig udelukkede ærkebiskoppen i Paris Boullan fra at bestride kirkelige embeder – og det var efter min mening på tide. Boullans eneste reaktion var at sætte sig i forbindelse med en anden prædikant, der formentlig også har kætterske tilbøjeligheder, en vis Vintras. I dette lille dossier har De alt, hvad De behøver at vide om manden, eller i hvert alt hvad vi ved om ham. Deres opgave er at holde øje med ham og lade os vide, hvad han foretager sig.
– Nu er jeg jo ikke en pæn dame på udkig efter en utugtig skriftefader. Hvordan skal jeg komme i forbindelse med ham?
– Hvad ved jeg, De kunne jo klæde Dem ud som præst. Så vidt jeg ved, har De ligefrem præsteret at forklæde Dem som garibaldinsk præst eller noget i den retning.
Det var, hvad jeg lige kom i tanker om. Men det kommer sådan set ikke Dem ved, kære abbed.