16

BOULLAN

8. april

Kaptajn Simonini, da jeg i nat havde læst Deres irriterede dagbogsnotat, besluttede jeg mig for at følge Deres eksempel og sætte mig til at skrive, dog uden først at stirre på min navle. Jeg skrev næsten automatisk, idet jeg gennem hånden lod min krop huske, hvad min sjæl havde glemt. Denne doktor Froïde, som De kender, er ikke helt tosset.

Boullan ... Jeg ser for mig, hvordan jeg spadserer med ham uden for en sognekirke i Paris. Eller var det i Sèvres? Jeg husker, at han siger til mig:

– Hvis man vil undgælde for de synder, der begås mod Vorherre, er man også nødt til at påtage sig dem. Det at synde kan være at bære en mystisk byrde, og det skal gøres så inderligt som muligt for at fjerne al den nedrighed, som Djævlen kræver af menneskeheden, og for at aflaste vores svageste brødre, der er ude af stand til at uddrive de onde kræfter, som har trælbundet os. Har De nogensinde set det fluepapir, som man netop har opfundet i Tyskland? Det bruges af konditorer, som dypper et bånd i melasse og hænger det op over deres kager i udstillingsvinduet. Fluerne bliver tiltrukket af melassen og fanget af den klæbrige stads på båndet, hvor de til sidst dør af sult, eller også drukner de, når båndet og dets mylder af fluer kastes i kanalen. Se, den, der trofast vil undgælde andres synder, skal være ligesom dette fluepapir; han skal tiltrække sig alverdens vederstyggeligheder for at være som en lutrende smeltedigel.

Jeg ser ham i en kirke, hvor han foran alteret skal »lutre« en hengiven synderinde, som nu er i ekstase og ligger og vrider sig på gulvet, mens hun fører helvede i sin mund og fremsiger navnene på en række dæmoner: Abigor, Abracas, Adramelech, Haborym, Melchom, Stolas, Zaebos ...

Boullan er iført en violet præstedragt med en rød messesærk. Han bøjer sig ned over hende og siger noget, der lyder som en eksorcistisk formel, men (hvis jeg ikke tager fejl) bagvendt:

– Crux sacra non sit mihi lux, sed draco sit mihi lux, veni Satana, veni! Så bøjer han sig ned over pønitenten og spytter hende tre gange i munden, hvorefter han løfter op i messesærken, lader vandet i en alterkalk og byder staklen at drikke. Nu tager han (med hænderne!) noget op af en krukke, som tydeligvis er af fækal oprindelse, blotter den besatte kvindes barm og smører det ud over hendes bryst.

Kvinden vrider sig gispende på gulvet og jamrer mere og mere dæmpet, indtil hun falder i en tranceagtig søvn.

Boullan går ud i sakristiet, hvor han vasker sine hænder nødtørftigt. Så går han sammen med mig ud på kirkepladsen og drager et dybt suk, som om han havde gjort en sur pligt.

– Consummatum est, siger han.

Jeg mindes, at jeg sagde til ham, at jeg kom på vegne af en person, der gerne ville forblive anonym, og som ville udføre et ritual, hvortil der skulle bruge nogle hostier.

Boullan lo hånligt.

– En sort messe? Men hvis der deltager en præst i den, er det ham selv, der velsigner nadverbrødet, og det ville være gyldigt, om så kirken havde ekskommuniceret ham.

Jeg præciserede:

– Den person, jeg taler om, ønsker, at en præst skal holde messen. Som De måske ved, har man i visse loger for vane at stikke en kniv i en hostie for at besegle en ed.

– Javel, nu forstår jeg. Det er kommet mig for øre, at der er en mand, som har en lille marskandiserforretning i nærheden af place Maubert. Han handler også med hostier. De kunne måske prøve ham.

Var det ved den lejlighed, at vi to mødte hinanden?