17

PARISERKOMMUNENS DAGE

9. april 1897

Jeg havde for ganske nylig slået Dalla Piccola ihjel, da Lagrange skrev til mig og satte mig stævne, denne gang på en af kajerne langs Seinen.

Hukommelsen spiller én de mærkeligste puds. Måske glemmer jeg afgørende begivenheder, men jeg husker, hvilket indtryk det gjorde på mig, da jeg den aften overrasket standsede op ved Pont Royal ved synet af et kraftigt lysskær. Man var her i færd med at opføre et nyt hovedkontor for Journal Officiel de l’Empire Français. Om aftenen var byggepladsen badet i elektrisk lys for at sætte fart i arbejdet. Midt i en skov af bjælker og stilladser samlede en meget skarp lyskilde sine stråler om et sjak murere. Ord kan ikke beskrive den magiske virkning af dette overjordiske lysskær, som strålede midt i den mørke aften.

Elektrisk lys ... I de år mærkede dårerne, hvordan fremtiden trængte sig på fra alle sider. I Egypten havde man åbnet en kanal, som forbandt Middelhavet med Det Røde Hav, så man ikke længere skulle syd om Afrika for at sejle til Asien (til skade, naturligvis, for mange hæderlige rederier), man havde indviet en verdensudstilling, hvis arkitektur var et varsel om, at Haussmanns ødelæggelser i Paris kun var begyndelsen, amerikanerne var ved at færdiggøre en jernbane, som krydsede deres kontinent fra øst til vest, og da de netop havde givet negerslaverne deres frihed, ville denne bærme snart brede sig ud over hele nationen og forvandle den til et morads af bastarder, værre end jøderne. I den amerikanske krig mellem Nord og Syd var der dukket undervandsbåde op, hvor sømændene ikke længere led druknedøden, men blev kvalt under vandet, vore fædres prægtige cigarer var lidt efter lidt ved at blive erstattet af anæmiske karduser, som brændte op på et minut og berøvede rygeren al fornøjelse, vores soldater havde allerede i en årrække spist fordærvet kød af konservesdåser af metal. I Amerika havde man angivelig opfundet en lufttæt kabine, der fragtede folk op til en bygnings øvre etager ved hjælp af en eller anden form for dampstempel – og det forlød allerede, at disse stempler flere gange var gået i stykker en lørdag aften, så folk havde siddet indespærret i sådan en æske to nætter, uden luft for ikke at tale om vand og mad, så de var blevet fundet døde om mandagen.

Alle glædede sig over, at tilværelsen var ved at blive lettere, man var i færd med at opfinde nogle maskiner til at tale sammen på afstand, og andre til at skrive mekanisk uden brug af pen. Mon der også i fremtiden ville være originaler, der skulle forfalskes?

Folk begejstredes over parfumehandlernes udstillingsvinduer, hvor man hyldede den mirakuløse virkning af det nye hudplejemiddel med skildpaddemælk, det foryngende hårvand med kinabark, Pompadour-creme med bananvand, kakaosmør, rispudder med Parmaviol. Det var alt sammen beregnet til at gøre de mest udsvævende damer mere tiltrækkende, men stod jo efterhånden også til rådighed for syersker, der var parate til at blive holdte kvinder, fordi man i mange skrædderier nu indførte maskiner, der kunne sy i deres sted.

Den eneste interessante opfindelse i de nye tider var en anordning af porcelæn, som gjorde, at man kunne sidde ned og besørge.

Men end ikke jeg havde bemærket, at hele dette tilsyneladende postyr indvarslede det franske kejserdømmes snarlige fald. Ved verdensudstillingen havde Alfred Krupp udstillet en kanon af hidtil usete dimensioner, med en vægt på halvtreds ton og en krudtladning på hundred pund pr. projektil. Kejseren blev så betaget af den, at han dekorerede ham med Æreslegionen, men da Krupp sendte ham et katalog over sine våben, som han var indstillet på at sælge til alle stater i Europa, havde den franske generalstab, som havde sine foretrukne våbenfabrikanter, talt kejseren fra det. Kongen af Preussen, derimod, slog naturligvis til.

Men Napoleon havde mistet noget af sin tidligere dømmekraft: Hans nyresten forhindrede ham i at spise og sove, for slet ikke at tale om at ride. Han stolede på de konservative og på sin kone, som var overbeviste om, at den franske hær stadig var den stærkeste i verden, skønt sandheden var (men det erfarede vi først senere), at den højst talte hundred tusind mand mod de fire hundred tusind preussere. Og Stieber havde allerede sendt rapporter til Berlin om de franske chassepots, de bagladegeværer, som franskmændene anså for at være det sidste skrig, og som i virkeligheden allerede var godt på vej til at blive museumsgenstande. Desuden havde franskmændene, som Stieber til sin tilfredshed kunne konstatere, ikke opbygget en efterretningstjeneste, der kunne måle sig med den tyske.

Men lad os komme til sagen. Jeg fandt Lagrange på det aftalte mødested.

– Kaptajn Simonini, sagde han, idet han sprang alle indledende formaliteter over. Hvad ved De om abbed Dalla Piccola?

– Ikke noget. Hvorfor?

– Han er forsvundet, og netop som han var i færd med at udføre en lille opgave for os. De er, mig bekendt, den sidste, der har set ham. De sagde, at De ville tale med ham, og jeg sendte ham hen til Dem. Hvad skete der så?

– Så overrakte jeg ham den rapport, jeg i forvejen havde givet russerne, for at han kunne vise den til nogle gejstlige personer.

– Simonini, for en måned siden modtog jeg et brev fra abbeden med omtrent følgende ordlyd: Jeg må se Dem snarest muligt, jeg skal fortælle Dem noget interessant om Deres Simonini. Efter tonen at dømme var det ikke just rosende ord, han havde tilovers for Dem. Hvad er det, der er foregået mellem Dem og abbeden?

– Jeg ved ikke, hvad han ville sige til Dem. Måske mente han, at jeg uretmæssigt havde tilbudt ham et dokument, som (troede han) jeg havde fremstillet for Dem. Han var åbenbart ikke bekendt med vores aftale. Mig sagde han ikke noget til. Jeg har ikke set ham siden, og jeg var faktisk begyndt at spekulere over, hvordan han stillede sig til mit forslag.

Lagrange stirrede et øjeblik stift på mig og sagde så:

– Vi tales ved, og så gik han.

Der var ikke så meget mere at tale om. Fra det øjeblik ville jeg konstant have Lagrange i hælene, og hvis han virkelig havde fået mistanke om noget konkret, ville jeg alligevel få den berømte kniv i ryggen, selv om jeg havde bragt abbeden til tavshed.

Jeg tog visse forholdsregler. Jeg henvendte mig til en våbenhandler i rue de Lappe og spurgte efter en kårdestok. Han havde adskillige, men af meget ringe kvalitet. Så kom jeg i tanker om, at jeg havde set en butik, der handlede med stokke i min elskede passage Jouffroy, og der fandt jeg et pragteksemplar af slagsen, med et slangeformet håndtag af elfenben og selve stokken af ibenholt, usædvanlig elegant – og robust. Håndtaget er ikke særligt velegnet til at læne sig op ad, hvis man skulle have smerter i bentøjet, for selv om det er en anelse skråtstillet, er det snarere lodret end vandret; men det er meget velegnet, hvis man skal bruge stokken som en kårde.

En kårdestok er et glimrende våben, også hvis man står ansigt til ansigt med en pistolbevæbnet modstander. Man lader, som om man bliver forskrækket, træder et skridt tilbage og peger på angriberen med stokken, allerhelst mens man ryster på hånden. Han slår en høj latter op og griber fat i den for at skubbe den til side og hjælper dermed én med at trække den sylespidse og lynende skarpe kårde. Mens han målløst prøver at blive klog på, hvad det er, han har i hånden, tilføjer man ham med et ubesværet svirp med kården en flænge, der går fra tinding til hage, idet man måske også strejfer næsefløjen, og selv om man ikke ligefrem stikker et øje ud på ham, vil han blive blændet af blodstænk. Og når man bare overrasker modstanderen, er han så godt som sat ud af spillet.

Hvis det er en ubetydelig modstander, man står over for, for eksempel en gemen tyveknægt, tager man sin stok og går, idet man efterlader ham med et ansigt, der er vansiret for livet. Men hvis det er en farligere fjende, tildeler man ham efter det første udfald, i en naturlig fortsættelse af armens bevægelse, et vandret hug og skærer halsen over på ham, så han ikke længere behøver at bekymre sig om arret.

For slet ikke at tale om det værdige og hæderlige udseende, som det giver en at gå med sådan en spadserestok, der nok er temmelig dyr, men alle pengene værd. I visse tilfælde skal man ikke skele småligt til udgifterne.

Da jeg en aften var på vej hjem, mødte jeg Lagrange uden for butikken.

Jeg svingede lidt med stokken, men så indså jeg, at en efterretningstjeneste ikke ville bede en mand som ham om at likvidere en mand som mig og besluttede mig for at lytte til, hvad han havde at sige.

– Den er ellers flot, sagde han.

– Hvilken?

– Kårdestokken. Med sådan et håndtag kan det ikke være andet end en kårdestok. Frygter De nogen?

– Har jeg da grund til at frygte nogen, monsieur Lagrange?

– De frygter os, det ved jeg, og det er, fordi De ved, at vi har Dem under mistanke. Tillad mig at gå lige til sagen. Der kan når som helst udbryde krig mellem Frankrig og Preussen, og vores ven Stieber har fyldt Paris med sine agenter.

– Kender I dem?

– Ikke alle sammen, og det er her, De kommer ind i billedet. Da De har tilbudt Stieber Deres rapport om jøderne, betragter han Dem som en person, der, hvordan skal jeg udtrykke det, er til fals ... Nuvel, en af hans mænd, denne Goedsche, som De vist allerede har truffet, er kommet her til Paris. Vi tror, at han vil opsøge Dem. De vil blive preussernes spion i Paris.

– Mod mit eget land?

– Vær nu ikke hyklerisk, det er ikke engang Deres land. Og hvis det generer Dem, gør De det for Frankrigs skyld. De skal give preusserne falske efterretninger, som vi skaffer Dem.

– Det skulle ikke være så svært.

– Det er tværtimod uhyre farligt. Hvis De bliver afsløret i Paris, er vi nødt til at lade, som om vi ikke kender Dem. De vil derfor blive skudt. Hvis preusserne opdager, at De spiller dobbeltspil, vil de slå Dem ihjel, skønt på en mindre lovlig måde. Derfor er der omtrent halvtreds procents sandsynlighed for, at denne sag kommer til at koste Dem livet.

– Hvad hvis jeg nægter?

– Så er De oppe på otteoghalvfems procent.

– Hvorfor ikke hundred?

– De har jo kårdestokken. Men De skal ikke vide Dem for sikker.

– Jeg vidste, at jeg havde oprigtige venner inden for efterretningsvæsenet. Tak for Deres omtanke. Udmærket. Jeg beslutter mig frivilligt for at sige ja, og jeg gør det af kærlighed til Paris.

– De er en helt, kaptajn Simonini. Afvent nærmere ordrer.

En uge senere dukkede Goedsche op i min butik, endnu mere svedig end han plejede at være. Jeg kunne næsten ikke modstå fristelsen til at kvæle ham, men det lykkedes.

– De ved nok, at jeg anser Dem for at være en plagiator og en falskner, sagde jeg til ham.

– De skulle nødig tale, smilede tyskeren slesk. Tror De måske ikke, at jeg omsider har opdaget, at Deres historie om kirkegården i Prag er inspireret af en tekst af denne Joly, som endte i fængsel? Jeg ville selv have fundet ud af det uden Deres hjælp, De har bare hjulpet mig på vej.

– De er en fremmed agent på fransk territorium, Herr Goedsche. De er vel klar over, at bare jeg giver et vink til nogle bekendte af mig, er Deres liv ikke en klink værd.

– Og De er vel klar over, at Deres liv ville være lige så lidt værd, hvis jeg nævnte Deres navn efter anholdelsen? Så skulle vi ikke begrave stridsøksen? Jeg forsøger at sælge bemeldte kapitel i min bog til en sikker aftager, som tager det for gode varer. Da vi fremover skal arbejde sammen, kan vi jo dele indtægterne.

Få dage inden krigens begyndelse førte Goedsche mig op på et hustag ved siden af Notre Dame, hvor en gammel mand havde en mængde dueslag.

– Stedet her egner sig glimrende til at sende brevduer af sted, for der er hundredvis af duer ved katedralen, så ingen lægger mærke til det. Hver gang De kommer i besiddelse af nogle nyttige oplysninger, kan De skrive en besked, så sender den gamle en due af sted med den. Omvendt skal De hver morgen komme her forbi og forhøre Dem, om der er kommet instrukser til Dem. Såre enkelt, ikke sandt?

– Men hvad er det for oplysninger, I vil have?

– Vi ved endnu ikke, hvad det er, vi vil vide om Paris. Indtil videre er det frontlinjen, vi koncentrer os om, men hvis vi vinder, vil vores opmærksomed samle sig om Paris. Derfor skal vi bruge efterretninger om troppebevægelser, om hvorvidt den kejserlige familie befinder sig i byen eller ej, om stemningen blandt byens indbyggere, med andre ord om stort og småt, det er op til Dem at vise, at De er en skarp iagttager. Vi kan også få brug for nogle kort, og nu undrer De Dem sikkert over, hvordan man kan få en due til at bære et landkort om halsen. Følg med nedenunder.

På etagen nedenunder var der en anden mand i et fotografisk laboratorium og et værelse med en hvidmalet væg og en projektor af den slags, der kaldes en laterna magica på markedspladserne og kan fremvise billeder på vægge eller store lagener.

– Den herre tager en af deres beskeder, uanset hvor stor den måtte være, fotograferer den og reducerer den på en kollodiumplade, som bliver sendt af sted med duen. Når beskeden kommer frem, bliver billedet forstørret og projiceret op på en væg. Det samme sker her, hvis De modtager beskeder af en vis længde. Men luften her er ikke længere god for en preusser at indånde, og jeg forlader Paris i aften. Vi tales ved i de små breve, vi vil sende hinanden på duevinger som unge elskende.

Det vendte sig i mig ved tanken, men bordet fangede, og det bare fordi jeg havde slået en abbed ihjel. Fanden stå i det. Hvad så med alle de generaler, som har tusindvis af menneskeliv på samvittigheden?

Krigen var nu en realitet. Lagrange sendte mig hver dag nye oplysninger, som jeg skulle videregive til fjenden, men som Goedsche havde sagt, var preusserne ikke særlig interesseret i Paris, og indtil videre ville de bare vide, hvor mange mænd Frankrig havde i Alsace, i Saint-Privat, i Beaumont, i Sedan.

Indtil belejringen var der stadig liv og glade dage i Paris. I september blev det besluttet, at alle teatersale skulle lukke, både som tegn på deltagelse i soldaternes lidelser ved fronten og for at man også kunne sende teatrenes brandvagter til fronten, men mindre end en måned senere fik Comédie-Française tilladelse til at opføre to forestillinger til støtte for de faldnes familier, om end i en skrabet udgave, med vokslys i stedet for gaslygter. Så kom der atter gang i enkelte forestillinger på Ambigu, på Porte Saint-Martin, på Châtelet og Athénée.

Den svære tid begyndte i september med tragedien i Sedan. Napoleons tilfangetagelse medførte, at kejserdømmet brød sammen, og der blev et røre i hele Frankrig, som næsten (men kun næsten) kunne minde om en revolution. Man erklærede landet for en republik, men selv republikanerne var, så vidt jeg kunne forstå, delt i to indbyrdes modstridende anskuelser. Den ene part opfattede nederlaget som en chance for at gennemføre en social revolution, den anden var indstillet på at underskrive en fredsaftale med preusserne, når bare man slap for at bøje sig for disse reformkrav, der – mente man – ville føre til den skinbarlige kommunisme.

Midt i september stod preusserne uden for Paris. De havde besat de fæstningsværker, der skulle have forsvaret byen, og bombarderede den. Fem måneders frygtelig belejring, hvor den største fjende skulle vise sig at være sulten.

De politiske intriger og de demonstrationstog, der flere steder gik igennem byen, forstod jeg ikke meget af, og jeg var også temmelig ligeglad. Jeg var af den opfattelse, at man ikke skulle strejfe for meget om i den slags tider. Men maden, den var jeg ikke ligeglad med, og jeg forhørte mig hver dag hos de handlende i mit kvarter for at blive klog på, hvad vi kunne vente os. Hvis man passerede et offentlig anlæg som Luxembourghaven, kunne man i den første tid få indtryk af, at hele byen var fuld af husdyr, for man havde gennet en masse okser og får sammen inden for murene. Men allerede i oktober forlød det, at der ikke var mere end femogtyve tusind okser og hundred tusind væddere tilbage, og det forslog ikke til at brødføde en storby.

Det varede da heller ikke så længe, før man i visse hjem begyndte at smide guldfiskene på panden. Alle heste, som ikke nød hærens beskyttelse, var ved at blive spist, en skæppe kartofler kostede tredive franc, og konditormester Boissier forlangte femogtyve for en æske linser. Kaniner så man ikke længere skyggen af, og byens slagtere holdt sig ikke tilbage for at udstille først velnærede katte og siden hunde i deres vinduer. Man havde slagtet alle de eksotiske dyr i byens zoologiske have, Jardin d’acclimatation, og hvis man havde penge, bød Voisin juleaften på en overdådig menu bestående af elefantconsommé, kamelsteg à l’anglais, kængururagout, bjørnekotoletter à la sauce poivrade, antilopeterrine med trøfler og kat med en garniture af spæde rotter; for ikke alene var spurvene ved at forsvinde fra byens tage – der var næsten heller ikke flere rotter i kloakkerne.

Lad gå med kamelen, som ikke var værst, men ved rotter satte jeg grænsen. Selv i en belejringstilstand findes der smuglere og folk, der har hamstret varer, og jeg husker da en uforglemmelig (og vanvittig dyr) middag, ikke i en af de store restauranter, men i en gargotte næsten helt ude i byens udkant, hvor jeg sammen med en håndfuld privilegerede personer (ikke alle af Paris’ gode selskab, men i den slags nødsituationer betyder klasseforskellene ikke så meget) kunne gøre mig til gode med både fasan og helt frisklavet gåseleverpostej.

I januar blev der indgået en våbenhvileaftale med tyskerne, som i marts fik tilladelse til at foretage en symbolsk besættelse af hovedstaden – og jeg må sige, at det selv for mig var temmelig ydmygende at se dem defilere ned ad Champs-Élysées med deres pikkelhuer. Derefter tog de opstilling nordøst for byen og gav den franske regering kontrollen over den sydvestlige del – altså fæstningerne Ivry, Montrouge, Vanves, Issy og, blandt flere andre, det meget veludrustede fort Mont-Valérien, hvorfra (som preusserne demonstrerede) man med lethed kunne bombardere byens vestlige del.

Preusserne trak sig ud af Paris, hvor den franske regering under ledelse af Thiers tiltrådte, men Nationalgarden, som efterhånden var temmelig uregerlig, havde beslaglagt det artilleri, der var blevet erhvervet ved en offentlig indsamling, og skjult det på Montmartre. Thiers sendte general Lecomte af sted efter det, og han gav først ordre til, at der skulle åbnes ild mod Nationalgarden og menneskemængden, men til sidst sluttede hans soldater sig til oprørerne, og Lecomte blev taget til fange af sine egne mænd. Samtidig havde en eller anden, jeg ved ikke hvor, genkendt en anden general, Thomas, som ikke havde gjort noget godt indtryk i forbindelse med repressionen af revolutionen i 1848. Og ikke nok med det, han var også i civil, og muligvis var han bare ved at redde sig selv i sikkerhed, men alle var begyndt at sige, at han spionerede mod oprørerne. Han blev ført derhen, hvor man i forvejen tilbageholdt Lecomte, og de blev begge skudt.

Thiers og regeringen fortrak til Versailles, og i slutningen af marts udråbte Paris sig selv til Kommune. Nu var det den franske regering (i Versailles), der belejrede og bombede Paris fra Mont-Valérien-fortet, mens preusserne udlod at gribe ind og viste sig ligefrem temmelig eftergivende over for folk, der passerede de tyske linjer, og således havde Paris mere mad under sin anden belejring end under den første; mens byen blev udsultet af sine egne landsmænd, modtog den indirekte forsyninger fra fjenden. Og der var nogen, som sammenlignede Thiers regering med tyskerne og begyndte at mumle, at pølseæderne var gode nok på bunden.

Mens det forlød, at den franske regering trak sig tilbage til Versailles, modtog jeg en besked fra Goedsche, som meddelte mig, at preusserne ikke længere var interesseret i det, der foregik i Paris, og derfor ville dueslaget og det fotografiske laboratorium blive nedlagt. Men samme dag fik jeg besøg af Lagrange, der så ud, som om han havde gættet, hvad Goedsche skrev til mig.

– Kære Simonini, sagde han, vi ser gerne, at De gør for os, hvad De gjorde for preusserne, nemlig at holde os informeret. Jeg har allerede ladet de to elendige forrædere, som samarbejdede med jer, arrestere. Vi havde til militære hastebeskeder en kommunikationslinje mellem Issy-fortet og en taglejlighed, ligeledes i nærheden af Notre Dame. Derfra skal De sende Deres efterretninger til os.

– »Til os« – til hvem? De var jo en slags medlem af det kejserlige politi og burde egentlig være forsvundet sammen med Deres kejser. Men det forekommer mig, at De nu udtaler Dem som Thiers-regeringens udsending ...

– Kaptajn Simonini, jeg hører til dem, der bliver tilbage, når den ene regering afløser den anden. Jeg tjener nu min regering i Versailles, for hvis jeg blev her, ville jeg lide samme skæbne som Lecomte og Thomas. De galninger skyder jo folk for et godt ord. Men vi vil give igen med samme mønt. Når der er noget særligt, vi gerne vil vide, vil De modtage nærmere instrukser.

Noget særligt ... Det kunne han sagtens sige, i betragtning af, at der foregik noget forskelligt alle steder, man kom frem i byen. Delinger af Nationalgarden defilerede forbi med blomster i geværløbene og røde faner i de selv samme kvarterer, hvor pæne folk holdt sig inden døre, mens de ventede på, at den legitime regering skulle komme tilbage. Hverken aviserne eller snakken på markedspladsen kunne rigtig skabe klarhed om, hvilken side de valgte repræsentanter i Kommunerådet var på. Der var arbejdere, læger, journalister, moderate republikanere og rødglødende socialister og endda vaskeægte jakobinere, som drømte om en tilbagevenden ikke til Kommunen i 89, men til rædselsregimet i 93. Men generelt var stemningen i gaderne præget af overstrømmende glæde. Hvis ikke mændene havde været i uniform, kunne man forledes til at tro, at det drejede sig om en stor folkefest. Soldaterne spillede det kuglespil, som vi hjemme i Torino kaldte sussi, og som her hedder au bouchon, og officererne spankulerede rundt i byen og gjorde haneben til pigerne.

I morges kom jeg i tanker om, at jeg vist et sted i mine gemmer har en kasse med avisudklip fra den tid, som jeg nu skal bruge til at hjælpe min svigtende hukommelse på gled. Det var aviser af vidt forskellig observans, Le Rappel, Le Réveil du Peuple, La Marseillaise, Le Bonnet Rouge, Paris Libre, Le Moniteur du Peuple og flere andre. Hvem der læste disse aviser, aner jeg ikke; måske var det kun deres egne medarbejdere. Jeg købte dem alle for at se, om der skulle være nogle nyheder eller anskuelser i dem, som kunne interessere Lagrange.

* * *

Hvor forvirret situationen var, forstod jeg, da jeg en dag, i en forvirret menneskemængde i en ligeså forvirret demonstration, mødte Maurice Joly. Han kunne dårligt kende mig på grund af skægget, og da han derefter mente at huske, at jeg var carbonaro eller noget i den stil, var han overbevist om, at jeg stod på Kommunens side. Jeg havde været ham en venlig og generøs lidelsesfælle, og han tog mig under armen og førte mig hjem, hvor han boede (en meget beskeden lejlighed på quai Voltaire) og betroede sig til mig over et glas Grand Marnier.

– Simonini, sagde han. Efter Sedan deltog jeg i de første republikanske opstande og demonstrerede for, at krigen skulle fortsætte, men så forstod jeg, at disse fusentatster forlanger alt for meget. Under revolutionen reddede Kommunen Frankrig fra en invasion, men visse mirakler sker kun én gang i historien. Revolutionen er ikke noget, der proklameres ved et dekret, den vokser frem af folkets skød. I tyve år har landet lidt under moralsk fordærv, og det lader sig ikke genrejse på to dage. Det eneste, Frankrig formår, er at kastrere fædrelandets fremmeste sønner. Jeg henslæbte to år i fængsel for at have sat mig op imod Bonaparte, og da jeg kom ud af fængslet, kunne jeg ikke finde en forlægger, der ville udgive mine nye bøger. Og nu siger De måske: På det tidspunkt var Frankrig stadig et kejserdømme. Men efter kejserdømmets fald stillede den republikanske regering mig for en domstol, fordi jeg havde deltaget i en fredelig besættelse af Paris’ Hôtel de Ville i slutningen af oktober. Og nok blev jeg frikendt, fordi de ikke kunne bevise, at jeg havde deltaget i voldshandlinger, men det er altså takken for at have kæmpet mod kejserdømmet og den forbandede våbenhvile. Nu begejstres hele Paris åbenbart over denne kommunardiske utopi, men De aner ikke, hvor mange der forsøger at slippe ud af byen for at unddrage sig militærtjeneste. De siger, at de vil indføre værnepligt for alle mænd mellem atten og fyrre, men se bare, hvor mange uforskammede unge mænd, der er i gaderne og i de kvarterer, hvor Nationalgarden end ikke vover sig ind. Det er sandelig ikke mange, der vil gå i døden for revolutionen. Det er sørgeligt.

Joly forekom mig at være en uforbederlig idealist, som aldrig stillede sig tilfreds med tingenes tilstand, men han var sandt for dyden uheldig. Jeg blev dog temmelig foruroliget over det, han sagde om værnepligt, og sørgede straks for at farve hår og skæg hvide. Nu lignede jeg en adstadig mand på tres.

I modsætning til Joly traf jeg mennesker på byens torve og markedspladser, som bifaldt mange af de nye love, for eksempel eftergivelsen af de huslejeforhøjelser, husejerne havde indført under belejringen, tilbageleveringen til byens håndværkere af alt det værktøj, der i samme periode var blevet pantsat på assistenshuset, tildelingen af pension til koner og børn af medlemmer af Nationalgarden, der var blevet dræbt i tjenesten, og forlængelse af løbetiden for veksler. Alt sammen prisværdige initiativer, som ville dræne de offentlige kasser og komme pøbelen til gode.

Og mens samme pøbel (hvilket man kunne forvisse sig om ved at overhøre en samtale på place Maubert eller i en af kvarterets ølstuer) – naturligvis – bifaldt guillotinens afskaffelse, så var den i oprør over loven om prostitutionens afskaffelse, som havde sat mange af kvarterets næringsdrivende på gaden. Alle Paris’ ludere havde således forflyttet deres residensen til Versailles, og det er ikke godt at vide, hvor de gode nationalgardister gik hen for at få tilfredsstillet deres lyster.

Og for rigtig at lægge sig ud med borgerskabet indførte man også en række antiklerikale love: Adskillelse af kirke og stat og konfiskation af kirkens ejendom – for slet ikke at tale om de vedholdende rygter om præster og munke, der blev arresteret.

Midt i april trængte en fortrop af hæren i Versailles ind i byens nordvestlige del, omkring Neuilly, hvor den skød alle de medlemmer af revolutionsforbundet, den tog til fange. Fra Mont-Valérien kom Triumfbuen under artilleriild. Få dage senere var jeg vidne til det mest utrolige optrin under hele belejringen, nemlig frimurernes optog. Jeg havde ikke forestillet mig, at frimurerne var kommunarder, men pludselig defilerede de forbi med deres faner og skødeskind for at forlange af regeringen i Versailles, at den skulle indgå en våbenhvile, så man kunne evakuere de sårede fra de landbyer, der var blevet bombarderet. De nåede helt ud til Triumfbuen, hvor der i dagens anledning ikke faldt kanonkugler ned, fordi de fleste af deres brødre naturligvis befandt sig uden for byen i legitimisternes rækker. Men selv om den ene ravn ikke hakker øjet ud på den anden, og selv om frimurerne i Versailles havde gjort deres for at få indført en dags våbenhvile, så var det sket med enigheden, og frimurerne i Paris tog nu parti for Kommunen.

Hvis jeg i øvrigt ikke husker så meget af, hvad der i de dage skete i byens gader, skyldes det, at jeg gennemkrydsede Paris under jorden. Lagrange havde sendt mig en besked, hvor han meddelte, hvad de militære øverstbefaldende ville vide. Man forestiller sig typisk, at Paris under jordoverfladen er perforeret af byens kloaknet, og det er også det, romanforfatterne ynder at beskrive, men neden under kloaknettet er byen helt ud til bygrænsen og endnu længere ét virvar af kalkstenshuler og gamle katakomber. Nogle af dem er almindeligt kendte, andre nærmest ukendte. Hæren vidste besked med de tunneler, som forbinder byens fremskudte forsvarsværker med centrum, og da preusserne kom, havde man skyndt sig at blokere mange af indgangene for at forhindre ubehagelige overraskelser fra fjendens side, men selv om det havde været muligt, ville preusserne ikke have drømt om at vove sig ind i dette virvar af gange af frygt for at fare vild og gå lige ind i et minefelt.

I virkeligheden var det de færreste, der kendte til de mange huler og katakomber, og det var overvejende folk fra forbryderverdenen, som brugte labyrinterne til at indsmugle varer uden at betale accise og til at flygte fra ordensmagten. Min opgave var at forhøre mig hos flest mulige svindlere og bedragere for at få det bedst mulige overblik over gangene.

Jeg husker, at jeg, da jeg modtog ordren, ikke kunne dy mig for at udbryde:

– Er hæren da ikke i besiddelse af detaljerede kort? Hvortil Lagrange svarede:

– Må jeg blive fri for Deres idiotiske spørgsmål. Da krigen brød ud, var vores generalstab så sejrssikker, at den udelukkende distribuerede kort over Tyskland, og ikke over Frankrig.

I tider, hvor der var knaphed på god mad og god vin, var det en smal sag at genoptage gamle bekendtskaber i en eller anden tapis franc og tage dem med hen på en anstændig beværtning, hvor jeg lod dem traktere med en hanekylling og udsøgt vin. Og de fik ikke alene tungen på gled, men tog mig med på fascinerende underjordiske spadsereture. Man skal bare sørge for at medbringe nogle gode lygter, og for ikke at glemme, hvor man skal dreje til højre eller venstre, skal man notere en række forskellige tegn, som dukker op undervejs, for eksempel omridset af en guillotine, et gammelt skilt, en kulskitse af en lille djævel eller et navn, som måske var nedkradset af en eller anden, der aldrig havde fundet ud igen. Og man skal ikke lade sig skræmme af de mange benhuse, man passerer undervejs, for hvis man følger hovedskallerne i et bestemt system, når man frem til en stige, hvorfra man kan klatre op i kælderen til et hyggeligt værtshus, og derfra kan man omsider stige op og gense nattens stjerner.

Nogle af disse steder skulle senere blive tilgængelige for offentligheden, andre blev ved med at være mine meddeleres hemmelighed.

Kort fortalt havde jeg fra slutningen af marts til slutningen af maj opbygget en vis ekspertice, og jeg sendte Lagrange nogle skitser med mulige ruter. Så gik det op for mig, at mine beskeder ikke var meget bevendt, da regeringstropperne nu var ved at trænge ind i Paris uden at benytte de underjordiske gange. Versailles rådede nu over fem hærenheder med veltrænede og omhyggeligt indoktrinerede soldater, der, som det snart skulle vise sig, kun havde én idé i hovedet: Der skulle ikke tages nogen krigsfanger, ethvert medlemmer af revolutionsforbundet, der blev taget til fange, var en død mand. Det var ligefrem blevet besluttet, og jeg skulle se det med mine egne øjne, at hver gang en gruppe fanger oversteg ti mand, skulle mændene i henrettelsespelotonen erstattes af et maskingevær. Og de regulære tropper var nu flankeret af såkaldte brassardiers, straffefanger eller lignende med et trikolore-bånd om armen, som var endnu mere brutale end de regulære soldater.

Søndag den 21. marts klokken to om eftermiddagen overværede otte tusind mennesker i feststemning en velgørenhedskoncert i Tuilerierne til fordel for enker og børn af nationalgardister, og endnu vidste ingen, at antallet af ofre og værdigt trængende snart ville stige voldsomt. For klokken halv fire, da koncerten endnu ikke var forbi (men det erfarede man først senere), gik regeringstropperne ind i Paris gennem Saint-Cloud-porten, indtog Auteuil og Passy og skød alle de nationalgardister, de fangede på deres vej. Det er senere kommet frem, at der allerede klokken syv om aftenen befandt sig mindst tyve tusind regeringstropper i byen, og det var ikke godt at vide, hvad Kommunens ledelse lavede i mellemtiden. Hvilket med al ønskelig tydelighed viser, at man skal have en militær uddannelse for at lave en revolution, men hvis man har det, tager man magthavernes parti, og derfor ser jeg ikke nogen grund (ikke nogen fornuftig grund, i hvert fald) til i det hele taget at lave en revolution.

Mandag morgen opstillede mændene fra Versailles deres kanoner ved Triumfbuen, og en eller anden havde givet kommunarderne ordre til at opgive at koordinere modstanden og i stedet barrikadere sig i hver sit kvarter. Hvis det er sandt, fik revolutionsforbundets ledere endnu en chance for at gøre en tåbelig figur.

Alle vegne blev der bygget barrikader, og borgerne lagde tilsyneladende stor begejstring i arbejdet, selv i de kvarterer, som var fjendtlig stemt over for Kommunen, for eksempel Opéra og Faubourg Saint-Germian, hvor nationalgardisterne jagede meget velklædte damer ud af deres hjem og opfordrede dem til at dynge deres fineste møbler op på gaden. Der blev trukket en snor hen over gaden for at markere, hvor barrikaden skulle være, og enhver kunne så bidrage til bunken med en brosten, som var blevet brudt op af stenbroen, eller en sandsæk; ud ad vinduerne blev der kastet stole, kommoder, bænke og madrasser, sommetider med beboernes billigelse, andre gange mens de grædende krøb sammen i det bagerste værelse i en lejlighed, der var fuldstændig tømt for indbo.

En officer pegede på sine arbejdende folk og sagde til mig:

– De skulle også tage og give et nap med, borger. Det er jo også for Deres skyld, at vi går i døden!

Jeg lod, som om jeg også fik travlt med et eller andet, gik hen for enden af gaden og samlede en skammel op, som var blevet smidt ud ad et vindue, og smuttede rundt om hjørnet.

Sagen er den, at pariserne i mindst et århundrede har haft en særlig forkærlighed for at bygge barrikader, og så betyder det åbenbart ikke så meget, at de falder sammen ved den første kanonsalve: Barrikader er noget, man bygger for at føle sig som en helt, men jeg gad nok se, hvor mange af dem, der er med til at bygge dem, der stadig er på pletten, når det virkelig gælder. De vil gøre ligesom mig, og de eneste, der bliver tilbage og forsvarer dem, er idioterne, som bliver skudt på stedet.

Kun hvis man havde siddet oppe i en luftballon, kunne man have fået et overblik over, hvordan tingene udviklede sig i Paris. Der var rygter om, at École Militaire, hvor Nationalgarden opbevarede deres kanoner, var blevet okkuperet, andre sagde, at der var kampe på place Clichy, og atter andre, at tyskerne lod regeringstropperne komme ind i byen nordfra. Om tirsdagen blev Montmatre indtaget, og fyrre mænd, tre kvinder og fire børn blev ført hen til det sted, hvor kommunarderne havde skudt Lecomte og Thomas, tvunget ned på knæ og selv skudt.

Om onsdagen så jeg mange offentlige bygninger stå i brand, deriblandt Tuilerierne. Nogle hævdede, at det var kommunarderne, der havde stukket ild til dem for at standse regeringstroppernes fremrykning, og at der ligefrem skulle være nogle fanatiske kvindemennesker blandt jakobinere, les pétroleuses, som gik rundt med en spand petroleum og satte ild til bygningerne. Nogle svor, at det var regeringstroppernes haubitsere, og atter andre skød skylden på de gamle bonapartister, som benyttede sig af chancen til at ødelægge nogle kompromitterende arkiver. Min første indskydelse var, at jeg, hvis jeg havde været i Lagranges sted, ville have gjort det samme, men så tænkte jeg, at en god efterretningsagent gemmer informationerne af vejen, men han destruerer dem aldrig, for de kan altid komme en eller anden til gode.

For alle tilfældes skyld, men ikke uden frygt for, at jeg ville komme i skudlinjen, gik jeg en sidste gang hen til dueslaget, hvor jeg fandt en besked fra Lagrange. Han meddelte mig, at der ikke længere var brug for brevduerne, og gav mig en adresse i nærheden af Louvre, som nu var blevet besat, og et feltråb, så jeg kunne passere regeringstroppernes kontrolposter.

I samme øjeblik erfarede jeg, at regeringstropperne var nået frem til Montparnasse, og jeg kom i tanker om, at jeg netop i Montparnasse havde besøgt en vinhandlers kælder, hvorfra der var adgang til en underjordisk tunnel, som langs rue d’Assas førte til rue du Cherche-Midi. Her mundede den ud under en forladt lagerhal i et hus i carrefour de la Croix-Rouge, et gadekryds, som kommunarderne endnu havde fuldstændig kontrol over. Da der endnu ikke var kommet noget fornuftigt ud af min udforskning af Paris’ undergrund, og jeg skulle vise, at jeg havde gjort mig fortjent til min gage, gik jeg hen til Lagrange.

Fra Île de la Cité var det ikke svært at komme hen i nærheden af Louvre, men bag Saint Germain-l’Auxerrois var jeg vidne til et optrin, som, må jeg indrømme, gjorde et vist indtryk på mig. Der kom en mand, en kvinde og en dreng forbi, og de lignede bestemt ikke nogen, der var på vej væk fra en nedkæmpet barrikade. Pludselig dukkede der en flok berusede brassardiers op, der åbenbart fejrede genindtagelsen af Louvre. De forsøgte at vriste manden fri af konens arm, hun klyngede sig grædende til ham, og så stillede de berusede mænd dem alle tre op mod en mur og gennemhullede dem med kugler.

Jeg holdt mig for mig selv og kom, takket være mit feltråb, gennem regeringssoldaternes linjer og blev ført ind i et værelse, hvor nogle personer var i færd med at stikke farvede nåle i et stort kort over byen. Jeg kunne ikke se Lagrange nogen steder og spurgte efter ham. En midaldrende mand med et påfaldende normalt ansigt vendte sig mod mig (hvis jeg skulle beskrive ham, ville jeg ikke kunne påpege nogen særlige træk), og hilste høfligt på mig uden at række mig hånden.

– Kaptajn Simonini, formoder jeg. Mit navn er Hébuterne. Alt, hvad De hidtil måtte have gjort for monsieur Lagrange, skal De fremover gøre for mig. Selv statslige institutioner er nødt til at forny sig, forstår De nok, ikke mindst ved slutningen af en krig. Monsieur Lagrange har trukket sig tilbage til et velfortjent otium, måske står han nu og medefisker et eller andet sted, fjernt fra dette kaos.

Det var ikke nu, jeg skulle stille spørgsmål. Jeg fortalte ham om den underjordiske tunnel fra rue d’Assas til Croix-Rouge, og Hébuterne sagde, at det ville være meget belejligt at gennemføre en operation ved Croix-Rouge, da han havde erfaret, at kommunarderne var i færd med at samle en masse folk dernede og afventede regeringsstyrkernes fremrykning sydfra. Derpå beordrede han mig til at gå hen til vinhandleren, hvis adresse jeg havde givet ham, og der vente på en flok brassardiers.

Jeg spadserede fra Seinen til Montparnasse i ro og mag for at give Hébuternes sendebud tid til at komme mig i forkøbet, da jeg på et fortov på højre Seinebred fik øje på ligene af en snes mennesker, der var blevet skudt og lå på rad og række. De måtte være nyligt afdøde og var af forskellig alder og stand. En ung mand, tydeligvis en proletar, lå med vidtåben mund side om side med en moden herre af borgerstanden med krøllet hår og en velplejet moustache og hænderne foldet over en endnu næsten ulastelig diplomatfrakke. Ved hans side lå en type med ansigtstræk som en kunstner, og der var også en, hvis ansigt var næsten uigenkendeligt, med et sort hul i venstre øjes sted og et håndklæde viklet om hovedet, som om en nådig sjæl, eller måske et menneske med en udpræget ordenssans, havde forsøgt at holde sammen på vedkommendes hoved, der var ramt af gud ved hvor mange kugler. Der var også en kvinde, som måske havde været smuk engang.

Der lå de i den sene majsol, omsvirret af sommerens første fluer, der var blevet tiltrukket af dette festmåltid. De så ud, som om de var blevet taget og skudt nærmest ved et tilfælde, bare for at give nogen et eksempel, og så var de blevet lagt op på fortovet for at rydde vejen, hvor der i samme øjeblik kom en deling regeringstropper forbi med en kanon på slæb. Det, der slog mig ved disse ansigter, og jeg føler ubehag ved at skrive det, var deres ligegyldighed: Det var næsten, som om de var sovet ind og havde forliget sig med deres fælles skæbne.

Da jeg nåede ned til enden af rækken, blev jeg slået af trækkene hos den sidste af de henrettede, der lå et lille stykke væk fra de andre, som om han var kommet til efter de andre. Ansigtet var delvis dækket af størknet blod, men jeg var ikke i tvivl om, at det var Lagrange. Efterretningstjenesterne var begyndt at forny sig.

Jeg er ikke følsom som et fruentimmer, og jeg har endda formået at slæbe liget af en abbed ned i en kloak, men synet virkede foruroligende på mig. Ikke fordi jeg havde ondt af ham, men fordi det slog mig, at samme skæbne lige så godt kunne være overgået mig. Det var tilstrækkeligt, at jeg på min tur op til Montparnasse mødte nogen, der genkendte mig som en af Lagranges folk, og hvad enten vedkommende var kommunard eller tro mod regeringen, ville han have al mulig grund til at nære mistillid til mig, hvilket i de dage var en garanti for at blive skudt.

Da jeg satte min lid til, at der næppe var kommunarder de steder, hvor der stadig var ildløs, og at regeringstropperne endnu ikke overvågede området, vovede jeg mig over på den modsatte Seinebred og fortsatte ned ad rue du Bac, hvor jeg kunne nå frem til carrefour de la Croix-Rouge i gadeplan. Derfra kunne jeg gå direkte ind i lagerhallen og tilbagelægge resten af turen under jorden.

Jeg var bange for, at forsvaret af Croix-Rouge skulle forhindre mig i at gå ind i min bygning, men min frygt blev gjort til skamme. Grupper af bevæbnede mænd stod ved indgangen til nogle af husene og afventede ordrer, selvmodsigende rygter gik fra mund til mund. Ingen vidste, hvorfra regeringsstyrkerne ville komme, nogen byggede eller sløjfede uden overbevisning en barrikade for at afspærre eller åbne en af de tilstødende gader alt efter, hvilke rygter der gik. Et større kontingent nationalgardister var på vej, og mange af beboerne i det borgerlige kvarter forsøgte at overtale de bevæbnede mænd til ikke at gøre noget overilet. Folkene fra Versailles var trods alt landsmænd og oven i købet republikanere, sagde de, og Thiers havde lovet amnisti til alle de kommunarder, der overgav sig.

Jeg fandt porten til mit hus stående på klem, trådte ind og lukkede den omhyggeligt bag mig. Jeg fortsatte ned i lagerhallen og derfra videre ned i kælderen og nåede frem til Montparnasse uden problemer. Der mødte jeg knap tredive brassardiers, som fulgte med mig tilbage. Fra lageret gik mændene op til nogle lejligheder længere oppe i huset, hvor de var parat til at intimidere beboerne, men de blev mødt af velklædte mennesker, som tog imod dem med alle tegn på lettelse og viste dem de vinduer, hvorfra man havde det bedste overblik over gadekrydset. Nede i krydset kom i samme øjeblik en officer ridende fra rue du Dragon med en hasteordre. Ordren gik åbenbart ud på, at man skulle forberede sig på et angreb fra rue de Sèvres eller rue du Cherche-Midi, og på hjørnet af de to gader var kommunarderne nu i færd med at bryde brolægningen op for at bygge en ny barrikade.

Da les brassardiers tog opstilling ved vinduerne i de besatte lejligheder, fandt jeg det ikke tilrådeligt at blive et sted, der før eller siden ville blive beskudt af kommunarderne, og jeg gik ned igen, mens der stadig var stort postyr i gaden. Da jeg vidste, hvor skuddene fra ejendommen ville komme fra, stillede jeg mig på hjørnet af rue du Vieux-Colombier, så jeg kunne snige mig væk, hvis der var fare på færde.

De fleste af kommunarderne havde stillet deres våben fra sig, mens de arbejdede, og derfor blev de fuldstændig overrumplet, da skuddene begyndte at falde oppe fra vinduerne. Så genvandt de fatningen, men de havde stadig ikke forstået, hvor skuddene kom fra, og gav sig til at skyde ned mod begyndelsen af rue de Grenelle og rue du Four, så jeg måtte gå tilbage af frygt for, at der også skulle blive skudt ned ad rue du Vieux-Colombier. Så opdagede en eller anden, at fjendens skud kom oppefra, og det kom til en skudveksling mellem mændene i vejkrydset og dem i ejendommens vinduer, blot kunne regeringssoldaterne se deres modstandere og skød ind i mængden, mens kommunarderne endnu ikke havde forstået, hvilke vinduer de skulle sigte på. Regeringstropperne havde med andre ord let spil, og det kom til en massakre, mens nogen nede i krydset råbte op om, at de var blevet forrådt. Sådan er det altid: Når nogen mislykkes med et eller andet, forsøger de altid at give en eller anden skylden for deres uduelighed. Al den snak om forræderi, tænkte jeg. Sandheden er jo, at I ikke forstår jer på at føre krig, så hvordan skulle I kunne gennemføre en revolution ...

Omsider fik nogen øje på det hus, regeringsstyrkerne havde indtaget, og de overlevende forsøgte at slå gadedøren ind. På det tidspunkt var les brasserdiers sikkert allerede forsvundet ned i undergrunden igen, og kommunarderne fandt huset tomt, men jeg havde besluttet ikke at blive på stedet og afvente begivenhedernes gang. Som jeg senere erfarede, var regeringsstyrkerne virkelig på vej ned ad rue Cherche-Midi, og i stort tal, så de sidste forsvarere af Croix-Rouge blev formentlig nedkæmpet.

Jeg nåede hjem til min impasse ad smalle sidegader og ved at holde mig væk fra de steder, hvor man kunne høre skudsalver. Langs murene så jeg nogle nyligt opsatte plakater, hvor Komiteen for Offentlig Sundhed opfordrede borgerne til et sidste forsvar af byen (»Aux barricades! L’ennemi est dans nos murs. Pas d’hésitations!«)

I en ølstue på place Maubert hørte jeg det sidste nye: Syv hundred kommunarder var blevet henrettet ved skydning i rue Saint Jacques, krudtmagasinet i Luxembourghaven var sprunget i luften, og som hævn havde kommunarderne taget nogle gidsler, deriblandt Paris’ ærkebiskop, ud af Roquette-fængslet og stillet dem op mod en mur. Når man henrettede ærkebiskoppen, var der ingen vej tilbage. Hvis tingene skulle vende tilbage til det normale, måtte blodbadet fuldbyrdes.

Men netop som nogen var ved at fortælle mig om disse begivenheder, kom der nogle kvinder ind i ølstuen, som blev hilst med begejstrede tilråb af de andre kunder. Det var les femmes, som kom tilbage til deres brasserie. Regeringsstyrkerne i Versailles havde taget de prostituerede med sig tilbage, som var blevet forvist af Kommunen, og nu var de igen på færde i byen som tegn på, at alt var ved at vende tilbage til det normale.

Jeg kunne ikke blive blandt det udskud. De var i færd med at ødelægge det eneste gode, Kommunen havde gjort.

De følgende dage kom det til Kommunens endeligt efter en sidste nærkamp på blankvåben på kirkegården Père-Lachaise. Det forlød, at hundred halvtreds overlevende blev fanget og henrettet på stedet.

Så kunne de lære ikke at stikke næsen i ting, der ikke vedkom dem.