18

PROTOKOLLERNE

Fra dagbogsoptegelserne af 10. og 11. april 1897

Da krigen sluttede, havde Simonini genoptaget sit sædvanlige arbejde. I betragtning af, hvor mange mennesker, der var døde, var spørgsmål om arvefølge en dagligdags foreteelse. Mange af de endnu unge mennesker, der var faldet på eller neden for barrikaderne, havde endnu ikke tænkt på at oprette et testamente, og Simonini var begravet i arbejde – og nærmest druknede i indtægter. Freden var en nydelse oven på krigens rituelle renselse.

I sin dagbog forbigår han derfor i tavshed de følgende års rutinemæssige notarialforretninger og strejfer kun ønsket om at genoptage forbindelserne vedrørende et salg af dokumentet om kirkegården i Prag, som han i den mellemliggende tid aldrig helt havde opgivet. Han vidste ikke, hvad Goedsche foretog sig i mellemtiden, men han måtte komme ham i forkøbet. Så meget desto mere fordi jøderne i hele Pariserkommunens tid havde været som sunket i jorden. Forholdt det sig sådan, at disse inkarnerede konspiratorer havde trukket hemmeligt i trådene til Kommunen, eller havde de som de drevne kapitalakkumulatorer, de var, holdt sig skjult i Versailles, hvor de forberedte sig på tiden efter krigen? De stod i hvert fald bag frimurerne, frimurerne i Paris havde taget parti for Kommunen, kommunarderne havde skudt en ærkebiskop, og jøderne måtte trods alt have en finger med i spillet. Disse barnemordere gik næppe af vejen for en ærkebiskop.

Mens han gjorde sig disse overvejelser, hørte han en dag i 1876, at det bankede på nedenunder, og i døren stod en ældre herre i præstekjole. Først troede Simonini, at det var en af de sædvanlige satanistiske abbeder, som kom for at handle med indviede hostier, men under det tætte pur af hvidt, men stadig smukt bølget hår genkendte han ved nærmere eftersyn, efter næste tredive år, fader Bergamaschi.

Jesuitten havde lidt vanskeligere ved at forvisse sig om, at manden foran ham var den Simonino, han havde kendt, da han var i puberteten, ikke mindst på grund af skægget (som efter freden atter var blevet sort og lettere gråsprængt, som det passede sig for en fyrreårig mand). Så lyste hans øjne op, og han sagde smilende:

– Jamen, det er jo Simonino, er det ikke dig, min dreng? Inviterer du mig ikke indenfor?

Nok smilede han, men det var om ikke ligefrem en tigers, så en kats smil. Simonini inviterede ham ovenpå og spurgte:

– Hvordan bar De Dem ad med at finde mig?

– Du ved nok, min dreng, at vi jesuitter er mere udspekulerede end Fanden selv. Selv om piemonteserne fordrev os fra Torino, opretholdt jeg forbindelsen til mange miljøer. Sådan erfarede jeg først, at du arbejdede for en notar og forfalskede testamenter, og fred være med det, men også at du havde givet piemonteserne en rapport, hvori jeg selv optrådte som Napoleon 3.s rådgiver og konspirerede mod Frankrig og Kongeriget Sardinien på en kirkegård i Prag. Det er skam udmærket fundet på, men siden fandt jeg jo ud af, at du havde kopieret det hele fra den præstehader til Sue. Jeg søgte efter dig, men erfarede, at du var på Sicilien med Garibaldi, og at du siden havde forladt Italien. General Negri di Saint Front har et udmærket forhold til Jesu Selskab, og han opfordrede mig til at tage til Paris, hvor mine brødre havde fortrinlige forbindelser inden for de kejserlige efterretningstjenester. Sådan erfarede jeg, at du havde haft kontakt til russerne, og at din rapport om vores møde på kirkegården i Prag nu handlede om jøderne. Men samtidig erfarede jeg, at du havde udspioneret denne Joly, og jeg fik ad fortrolig vej et eksemplar af hans bog, som var forblevet i en vis Lacroix’ kontor – der i øvrigt havde lidt heltedøden i et sammenstød med revolutionære bombemænd – og jeg kunne konstatere, at nok havde Joly efterlignet Sue, men du havde skrevet af fra Joly. Endelig gjorde de tyske brødre mig opmærksom på, at en vis Goedsche omtalte en ceremoni, ligeledes på kirkegården i Prag, hvor jøderne sagde omtrent det, som du havde skrevet i din rapport til russerne. Jeg vidste imidertid, at den første version, hvor vi jesuitter figurerede, var din, og at den var mange år ældre end Goedsches elendige roman.

– Omsider er der nogen, der yder mig retfærdighed!

– Lad mig tale færdig. Siden fulgte krigen, belejringen og Kommunen, hvor det næppe var tilrådeligt for en mand i præsteklæder som mig at opholde sig i Paris. Når jeg besluttede mig for at komme tilbage og lede efter dig, skyldes det, at den samme historie om jøderne på kirkegården i Prag for nogle år siden dukkede op i en lille pamflet, som blev udgivet i Sankt Petersborg. Den blev præsenteret som et uddrag af en roman, der imidlertid byggede på virkelige hændelser, så den var nok inspireret af Goedsche. Men netop i år dukkede mere eller mindre den samme tekst op i en lille bog i Moskva. Så folk dernede, eller derovre, om man vil, er altså ved at gøre den stigende trussel, som jøderne angiveligt udgør, til et spørgsmål om liv og død. Men de udgør også en trussel mod os, for gennem denne Alliance Israélite skjuler de sig bag frimurerne, og paven har nu besluttet sig for at indlede et felttog mod alle disse fjender af kirken. Og her er det, du kommer ind i billedet igen, min kære Simonino, for du skal jo gøre det lille puds, du spillede mig over for piemonteserne, godt igen. Du skylder Jesu Selskab en tjeneste, efter at du i den grad har nedgjort det.

For pokker da også, disse jesuitter overgik Hébuterne, Lagrange og Saint Front til sammen, de vidste altid alt om alle. De behøvede ingen hemmelig efterretningstjeneste, for de var selv en efterretningstjeneste; de havde brødre i alle dele af verden og fulgte med i alt, hvad der blev sagt på samtlige sprog, der var opstået siden Babelstårnets fald.

Efter Kommunens fald var alle i Frankrig, selv antiklerikale personer, pludselig blevet umådeligt religiøse. Man talte endda om at opføre et sanktuarium på Montmatre til offentlig udsoning af den tragedie, som gudløse mennesker havde afstedkommet. Siden der altså var stemning for en restauration, kunne Simonini lige så godt indrette sig efter forholdene.

– Udmærket, fader Bergamaschi, sig mig, hvad De ønsker af mig, sagde Simonini.

– Lad os fortsætte der, hvor du slap. Da denne Goedsche for det første selv er i færd med at sælge rabbinerens tale, skal vi på den ene side lave en mere spændende og betagende udgave, og på den anden side sørge for, at Goedsche holder op med at udbrede sin udgave.

– Hvordan skal jeg bære mig ad med at holde styr på den falskner?

– Jeg vil bede mine tyske brødre om at holde øje med ham og om nødvendigt neutralisere ham. Efter hvad vi ved om hans livsførelse, er han ikke just nogen uangribelig person. Du skal nu arbejde på at udvikle rabbinerens tale til et andet, mere nuanceret dokument med flere referencer til tidens politiske spørgsmål. Læs Jolys bog igennem igen. Vi skal, hvordan skal jeg udtrykke det, fremhæve jødernes machiavellisme og deres planer om at fordærve staterne.

Bergamaschi tilføjede, at Simonini, for at gøre rabbinerens tale mere troværdig, med fordel kunne genanvende det, abbed Barruel havde fortalt, og ikke mindst det brev, hans farfar havde sendt ham. Simonini havde måske stadig en kopi af brevet, som udmærket kunne gå for at være den original, der var tilgået Barruel?

Simonini fandt faktisk kopien i bunden af et skab, i det originale lille skrin, og aftalte med Bergamaschi en passende godtgørelse for et så dyrebart klenodie. Jesuitter var notorisk nærige, men han var nødt til at samarbejde. Sådan gik det til, at der i juli 1878 udkom et nummer af Le Contemporain, som bragte nogle erindringer af fader Grivel, der havde været Barruels fortrolige, en mængde oplysninger, som Simonini kendte andre steder fra, og brevet fra Simoninis farfar.

– Kirkegården i Prag kommer senere, sagde fader Bergamaschi. Med visse sprængfarlige oplysninger er det sådan, at hvis man lækker dem alle sammen på én gang, glemmer folk dem, når det første forbløffelse har lagt sig. Man skal hellere lade dem falde drypvis, så vil hver ny oplysning genkalde mindet om den foregående.

I sin dagbog lægger Simonini ikke skjul på, hvor tilfreds han er med denne repêchage af sin farfars brev, og med slet skjult stolthed overbeviser han ligefrem sig selv om, at han med sine gerninger har løftet en konkret arv.

Han gav sig til at pynte på rabbinerens tale det bedste, han havde lært. Da han genlæste Jolys bog, opdagede han, at denne polemiker, der åbenbart lå langt mindre under for Sue, end han havde fået indtryk af ved første læsning, havde tillagt sin Napoleon-Macchiavelli andre ondskabsfulde træk, der var som skabt for jøderne.

Nu indså Simonini, at han under indsamlingen af sit materiale havde været alt for vidtfavnende og nuanceret. Hvis rabbinerens tale skulle gøre indtryk på katolikkerne, skulle den dvæle længe ved planerne om at udløse et sædernes forfald, og måske låne forestillingen om jødernes fysiske overlegenhed af Gougenot des Mousseaux, eller af Brafmann reglerne for, hvordan de kristne skulle udbyttes gennem åger. Republikanerne ville derimod blive foruroliget over en stadig mere ufri presse, mens næringsdrivende og småsparere, der altid var mistroiske over for banker (som i den brede offentligheds øjne allerede var fuldstændig kontrolleret af jøderne) ville blive stødt over enhver antydning af den internationale jødedoms økonomiske planer.

Således begyndte en idé, som – skønt han ikke vidste det – var meget jødisk og kabbalistisk, langsomt at tage form i hans hoved. Han skulle ikke kun udtænke en enkelt scene på kirkegården i Prag, og ikke kun én rabbinertale, men adskillige taler; en til præsten, en anden til socialisten, en til russerne og atter en til franskmændene. Og han skulle ikke skrive fikse og færdige taler, men nogle løse ark, som, afhængig af hvordan de blev sat sammen, kunne munde ud i den ene eller den anden tale, og dermed kunne han sælge den helt rigtige tale til forskellige kunder alt efter deres behov. Det var med andre ord, som om han – som den gode notar, han var – førte protokol over forskellige vidneudsagn, beviser eller tilståelser, som han siden kunne overdrage til nogle advokater som et led i deres forsvar af snart den ene, snart den anden klient – han var ligefrem begyndt at omtale disse notater som Protokollerne – og han undlod selvfølgelig at vise det hele til fader Bergamaschi; ham forsynede han kun med tekster af udpræget religiøs art.

Simonini runder resumeet af sit arbejde i de år af med et lille kuriosum: Til sin store lettelse erfarede han i slutningen af 1878, at både Goedsche og den arme Joly var afgået ved døden, den ene var formentlig blevet kvalt af det øl, der dag for dag gjorde ham mere og mere oppustet, den anden havde – fortvivlet som altid – skudt sig en kugle for panden. Fred være med ham, han var i grunden en ganske skikkelig fyr.

Måske havde dagbogsskriveren her, for at mindes sin afdøde ven, kigget lidt for dybt i flasken. Da han omtaler det, bliver håndskriften mere og mere gnidret, og han går i stå midt på en side. Noget kunne tyde på, at han var faldet i søvn.

Men da Simonini vågnede næste dag hen under aften, fandt han i dagbogen en kommentar af abbed Dalla Piccola, som samme morgen på en eller anden måde var trængt ind i hans arbejdsværelse, havde læst, hvad hans alter ego skrev og skyndt sig at komme med en moralsk præcisering.

Men af hvad? At de herrer Goedsches og Jolys død ikke burde komme bag på vores kaptajn, som, skønt han måske ikke ligefrem bevidst forsøgte at glemme, i hvert fald ikke huskede særlig godt.

Efter at farfarens brev var blevet bragt i Le Contemporain, havde Simonini modtaget et brev fra Goedsche på et temmelig ubehjælpsomt, men fuldstædig utvetydigt fransk. »Min kære kaptajn,« skrev han, »jeg forestiller mig, at det materiale, der er blevet trykt i Le Contemporain, blot er en forsmag på andre ting, De agter at offentliggøre, og vi ved jo begge, at jeg i hvert fald delvis er ophavsmand til det pågældende dokument, da jeg (med Biarritz i hånden) kan bevise, at jeg har skrevet hele teksten, og De kan end ikke bevise, at De har bistået med kommateringen af den. Derfor befaler jeg Dem først og fremmest at indstille Deres udgivelser og videre at beramme et møde med mig, måske med deltagelse af en notar (men ikke af Deres slags), hvor vi kan fastsætte, hvem der kan påberåbe sig ophavsretten til rapporten om kirkegården i Prag. Hvis De nægter, vil jeg give offentligheden indsigt i Deres bedrageri. Straks efter vil jeg underrette en vis monsieur Joly, som endnu ikke ved, at De har berøvet ham et litterært værk. Hvis De ikke i mellemtiden har glemt, at Joly er advokat af profession, vil De forstå, at også det vil skaffe Dem alvorlige problemer på halsen.

Simonini, der var stærkt oprørt, kontaktede omgående fader Bergamaschi, som sagde:

– Tag du dig af Joly, så tager vi os af Goedsche.

Mens Simonini stadig tøvede og ikke vidste, hvordan han skulle tage sig af Joly, modtog han et brev fra fader Bergamaschi, som meddelte ham, at den arme Herr Goedsche var udåndet fredeligt i sin seng og opfordrede ham til at bede for hans sjælefred, selv om han var en fordømt protestant.

Nu forstod Simonini, hvad det ville sige at tage sig af Joly, men han kunne jo ikke risikere at sætte sin plan med Bergamaschi over styr, fordi han havde moralske skrupler, og vi har netop set, hvordan Simonini havde til hensigt at gøre flittig brug af Jolys tekst uden at lade sig forstyrre af forfatterens indvendinger i tide og utide.

Derfor gik han endnu en gang hen i rue de Lappe og købte en pistol, der var tilstrækkeligt lille til, at han kunne have den hjemme, af en meget lille kaliber, men til gengæld støjsvag. Han kunne huske Jolys adresse, og han havde lagt mærke til, at skønt lejligheden ikke var særlig stor, var den udstyret med smukke tæpper og gobeliner på væggene, som ville virke dæmpende på de fleste lyde. Under alle omstændigheder var det bedst at slå til om morgenen, når gaden genlød af støjen af hestevogne og omnibusser, som kom ude fra Pont Royal og rue du Bac eller kørte op og ned langs Seinen.

Han ringede på hos advokaten, som virkede temmelig overrasket over at se ham, men straks bød ham på en kop kaffe. Og Joly udbredte sig om sine seneste genvordigheder. For de fleste mennesker, som læste aviser, der som altid var løgnagtige (og her sigtes både til læserne og avisernes redaktører), var og blev han – skønt han havde taget afstand til både vold og revolutionære fantasterier – en kommunard. Han havde fundet det ret og rimeligt at modsætte sig de politiske ambitioner hos denne Grévy, som havde stillet op til præsidentvalget, og han havde anklaget ham med et manifest, som var blevet trykt og offentliggjort for hans egen regning. Han, af alle mennesker, var derpå blevet beskyldt for at være en bonapartist, som konspirerede mod republikken, Gambetta havde talt foragteligt om »korrupte penne, der har et helt advokatkontor i ryggen«, og Edmond About havde behandlet ham som en falskner. Halvdelen af den franske presse var med andre ord gået i kødet på ham, og kun Le Figaro havde bragt hans manifest, mens alle de andre aviser havde nægtet at offentliggøre hans forsvarsskrifter.

Ved nærmere eftertanke havde Joly vundet slaget, idet Grévy havde opgivet sit kandidatur, men han var en af dem, der aldrig stiller sig tilfreds og insisterer på, at retfærdigheden sker fyldest. Da han havde udfordret to af sine anklagere til duel, anlagde han sag mod ti aviser for bagvaskelse og offentlige injurier og for at have nægtet at trykke sine annoncer.

– Jeg påtog mig selv mit forsvar, og jeg kan forsikre Dem for, Simonini, at jeg afslørede alle de skandaler, pressen havde fortiet, og rippede op i de gamle. Og ved De, hvad jeg sagde til alle de slyngler (og her regner jeg også dommerne med)? Mine herrer, jeg har aldrig frygtet kejserdømmet, som kysede jer til tavshed, da det havde magten, og nu ler jeg ad jer, der efterligner dets værste sider! Og da de forsøgte at afbryde mig, sagde jeg: Mine herrer, kejserdømmet retsforfulgte mig for tilskyndelse til had, foragt for regeringen og majestætsfornærmelse – men Cæsars dommere lod mig tale. Nu beder jeg republikkens dommere om at tilstå mig den samme frihed, som jeg nød under kejserdømmet!

– Hvordan gik det så?

– Jeg vandt, alle aviser på nær to blev dømt.

– Hvad er det så, der piner Dem nu?

– Alt. At modpartens advokat, skønt han lovpriste mine værker, sagde, at jeg havde ødelagt min fremtid med mit ustyrlige temperament, og at fiaskoen ubønhørligt klæbede til mig som straf for mit hovmod. At jeg efter at have angrebet både det ene og det andet ikke var blevet hverken deputeret eller minister. At jeg måske ville have gjort det bedre som litterat end som politiker. Og det er ikke engang sandt, for det, jeg har skrevet, husker ingen, og efter at jeg har vundet mine processer, er jeg blevet forment adgang til alle saloner af betydning. Jeg har vundet mange slag, og dog er jeg en fallent. Der kommer et tidspunkt, hvor noget går i stykker inde i en, og kræfterne og viljen svigter en. Man skal leve livet, siges det, men livet er et problem, som på langt sigt fører til selvmord.

Simonini tænkte, at det, han nu skulle gøre, var hans hellige pligt. Han ville forskåne staklen for en desperat og i grunden ydmygende handling, et sidste nederlag. Han skulle til at gøre en god gerning. Og samtidig rydde et farligt vidne af vejen.

Han bad Joly kaste et hurtigt blik på nogle papirer, fordi han ville spørge ham til råds i en sag. Han rakte ham et meget tykt bundt papirer; det var gamle aviser, men det ville ikke straks gå op for ham. Joly satte sig i en lænestol, mens han forsøgte at holde sammen på papirerne, der var ved at glide fra ham.

Mens manden lettere forundret gav sig til at læse, gik Simonini ganske roligt om bag ham, rettede pistolløbet mod hans hoved og skød.

Joly sank sammen med en tynd stribe blod strømmende ud af et hul i tindingen og med slapt hængende arme. Det var ikke svært at give ham pistolen i hånden. Til alt held skete dette seks-syv år inden opfindelsen af et magisk pulver, som gjorde det muligt på et våben at afsløre de umiskendelige aftryk af de fingre, der havde rørt det. På det tidspunkt, hvor Simonini gjorde regnskabet op med Joly, brugte man endnu et system, som var udviklet af en vis Bertillon, og som byggede på opmålning af en mistænkt persons knogler og andre fysiske kendetegn. Der var intet som helst belæg for at tro, at Joly ikke skulle have begået selvmord.

Simonini samlede pakken af gamle aviser, vaskede de to kopper, som de havde drukket kaffe af og efterlod lejligheden i skønneste orden. Da ejendommens portner, som han siden erfarede, efter et par dage ikke så noget til beboeren, henvendte han sig på politistationen i Saint-Thomas-d’Aquin-kvarteret. Man slog døren ind og fandt liget. Af en kort avisnotits fremgik det, at pistolen havde ligget på gulvet. Simonini havde åbenbart ikke trykket den ordentligt fast i hånden på ham, men det spillede ikke nogen rolle. Ved et lykketræf lå der på hans bord nogle breve adresseret til moderen, til søsteren, til broderen ... I ingen af brevene taltes der udtrykkeligt om selvmord, men de var alle præget af dyb og nobel pessimisme. Man skulle tro, at de var skrevet med vilje. Og måske havde den arme mand virkelig haft til hensigt at tage sig selv af dage, så alle Simoninis anstrengelser havde været forgæves.

Det var ikke første gang, Dalla Piccola afslørede ting for sin medbeboer, som han muligvis kun kendte fra skriftestolen, og som Simonini slet ikke ønskede at blive mindet om. Simonini blev en smule fornærmet over det, og han skrev et par irriterede sætninger nederst på Dalla Piccolas dagbogsblad.

Det skrift, Deres Fortæller smuglæser i, er sandelig fuldt af overraskelser, og måske ville det være umagen værd en dag at skrive en roman på baggrund af det.